The Martian - читать бесплатно онлайн полную версию книги автора Andy Weir (Kapitel 10) #10

Kapitel 10

LOG NOTAT: SOL 90

Syv dage siden Pathfinder, og syv dage tættere på hjem.

Som håbet, viste mine udrejsespor mig vejen tilbage til Lewis Valley. Så kom der fire dages let kørsel. Bakkerne til venstre for mig gjorde det umuligt at fare vild, og terrænet var jævnt.

Men så let bliver det ikke ved med at gå. Jeg er nu tilbage i Acidalia Planitia. Mine udrejsespor er for længst væk. Det er seksten dage siden, jeg var her sidst. Selv mildt vejr vil viske dem ud i sådan et tidsrum.

På vejen ud burde jeg have bygget en lille varde, hver gang jeg slog lejr. Landskabet er så fladt, at de ville være synlige flere kilometer væk.

På den anden side … Når jeg tænker på alt det slid med den skide rampe … argh!

Jeg er altså igen en ørkenvandrer, der må navigere efter Phobos, og ellers håbe på ikke at fare for meget vild. Så snart jeg er nået indenfor en 40 kilometers afstand af Hab’et, kan jeg opfange radiosignalet.

Jeg føler mig optimistisk. For første gang tror jeg på muligheden for, at jeg slipper væk fra denne planet i live. Med det i baghovedet, samler jeg jord- og stenprøver, hver gang jeg er ude på en EVA.

I starten anså jeg det for at være min pligt. Hvis jeg overlever, vil geologerne elske mig for det. Men så begyndte det at more mig. Nu glæder jeg mig ligefrem til den enkle opgave at samle stenprøver på køreturen.

Det føles rart at være en astronaut igen. Det er såmænd bare det. Ikke en modvillig landmand, ikke elektroingeniør, ikke langturschauffør. Nej, astronaut. Jeg gør, hvad astronauter gør. Det har jeg savnet.

LOG NOTAT: SOL 92

Jeg fangede et to-sekunders signal fra Hab’ets radio i dag, og så røg det. Det er alligevel et godt tegn. Jeg har holdt kursen nogenlunde nord-nordvest i to dage. Jeg må være godt hundrede kilometer fra Hab’et; det er et mirakel, at jeg i det hele taget fangede et glimt af et signal. Det må have været i et øjeblik med perfekte vejrforhold.

I disse røvkedelige dage, arbejder jeg mig igennem The Six Million Dollar Man fra kaptajn Lewis’ uudtømmelige samling af 70’er-bras.

Jeg har lige set et afsnit, hvor Steve Austin nedkæmper en russisk Venussonde, der er landet på Jorden ved en fejltagelse. Som ekspert i interplanetariske rejser, kan jeg bekræfte, at der ikke er skyggen af videnskabelige unøjagtigheder i historien. Det er helt almindeligt for sonder at lande på den forkerte planet. Desuden er sondens store, flade skrog ideelt til Venus’ højtryksatmosfære. Og som vi alle ved, nægter sonder ofte at adlyde ordrer, og vælger i stedet, at gå til angreb på alle mennesker indenfor rækkevidde.

Indtil videre har Pathfinder ikke forsøgt at dræbe mig. Men jeg holder et vågent øje med den.

LOG NOTAT: SOL 93

I dag fangede jeg Hab-signalet. Nu farer jeg ikke vild. Ifølge computeren er jeg 24.718 meter væk.

Jeg når hjem i morgen. Selv hvis roveren skulle gå alvorligt i stykker, klarer jeg den. Jeg kan gå til Hab’et herfra.

Jeg ved ikke, om jeg har nævnt det, men jeg er fucking ved at brække mig over at være spærret ind i den rover. Jeg har tilbragt så meget tid med at sidde og ligge, at min ryg er til rotterne. Af alle mine besætningskammerater savner jeg Beck mest. Han ville have ordnet min værkende ryg.

Han ville sikkert også have givet mig en masse røvirriterende formaninger. ”Hvorfor har du ikke passet dine strækøvelser? Din krop er vigtig! Spis flere fibre!” eller hvad han han ellers kunne finde på.

Lige nu ville jeg sætte stor pris på sådan en sundhedsbelæring.

Under vores træningsperiode skulle vi øve det frygtede scenarie: ”Forpasset Kredsløb”. I tilfælde af en forfejlet trin to-procedure under MAV-opstigning, ville vi ganske vist nå i kredsløb, men alligevel være for lavtflyvende til at nå Hermes. Vi ville ende med skøjte på den øvre atmosfære, hvilket giver en afvigelse af den orbitale kurs. NASA ville i så tilfælde fjernstyre Hermes og få det i stilling til at samle os op. Derfra ville det bare være med at komme videre i en helvedes fart, før Hermes selv mistede momentum.

For at gennemføre denne rutine, holdt de os i MAV-simulatoren i tre elendige dage. Seks mennesker i et landingsfartøj designet til en treogtyve minutters flyvetur. Det blev en smule trangt. Og ved ”en smule trangt” mener jeg, at ”vi havde lyst til at slå hinanden ihjel”.

Hvad ville jeg ikke give, for at få lov til at være i den trange kabine med gutterne igen.

Jeg håber virkelig, at jeg får Pathfinder op at køre.

LOG NOTAT: SOL 94

Hjem, kære hjem!

I dag skriver jeg fra mit enorme, rungende Hab!

Det første jeg gjorde, da jeg kom indenfor, var, at svinge vildt med armene, mens jeg løb rundt i cirkler. Det var så fedt! Jeg var i den skide rover i toogtyve sole og kunne ikke engang gå udenfor, uden først at kravle i dragten.

Jeg skal kunne udholde det dobbelt så længe for at nå til Ares 4, men den tid, den sorg.

Efter et par begejstringsrunder i Hab’et, var det tid til at sætte i gang med arbejdet.

Først fyrede jeg op under oxygenatoren og den atmosfæriske regulator. Et tjek af luftniveauerne viste, at alting var fint. Der var stadig CO₂ til stede, så planterne var ikke blevet helt kvalt uden mig til at ekshalere for dem.

Jeg undersøgte selvfølgelig mine afgrøder meget nøje, og de er alle sammen sunde.

Jeg hældte mine lorteposer ud i gødningsbunken. Lidt af en hørm, må jeg sige. Men så snart jeg blandede det med jord, indskrænkede det sig til et tåleligt niveau. Jeg smed indholdet af min tissepotte i vandindvinderen.

Jeg var væk i tre uger og havde efterladt Hab’et meget fugtigt af hensyn til planterne. Så meget fugt i luften kan forårsage alle mulige former for elektriske problemer, så jeg tilbragte de følgende timer med udførlig systemkontrol af alting.

Så drev jeg den lidt af. Jeg havde mest lyst til at bruge resten af dagen på at slappe af, men der var mere at gøre.

Jeg tog dragten på, gik ud til roveren og begyndte at slæbe solceller ned fra taget. I løbet af de næste par timer satte jeg dem tilbage, hvor de hørte til og forbandt dem med Hab’ets strømsystem.

At få landingsmodulet ned fra taget, var meget lettere end det var, at få det derop. Jeg fjernede en skråstiver fra MAV’ens platform og slæbte den hen til roveren. Ved at lægge den op ad roveren og grave enden ned i jorden for at få den stabiliseret, fik jeg en rampe.

Jeg skulle have taget den skråstiver med mig til Pathfinder. Man lærer, så længe man lever.

Det er umuligt, at få landingsmodulet ind gennem luftslusen. Det er simpelthen for stort. Jeg kunne måske skille det ad og tage det ind, stykke for stykke, men der er temmelig gode grunde til at lade være.

Uden et magnetfelt har Mars intet forsvar mod brutal solstråling. Hvis jeg blev udsat for den, ville jeg få så meget cancer, at canceren ville få cancer. Så Hab’ets lærred blokerer elektromagnetiske bølger. Det betyder, at selve Hab’et ville blokere for enhver transmission, hvis landingsmodulet befandt sig derinde.

Apropos cancer, så var det tid til at få RTG’en fjernet.

Det gjorde direkte ondt på mig at kravle ind i roveren, men det skulle gøres. Hvis RTG’en på nogen måde slog revner, ville den dræbe mig til døde.

NASA afgjorde, at fire kilometer er en sikker distance, og jeg havde ikke tænkt mig at betvivle det. Jeg kørte derfor tilbage til stedet, hvor kaptajn Lewis oprindelig efterlod den, lagde den i det samme hul og kørte tilbage til Hab’et.

Jeg begynder at arbejde på landingsmodulet i morgen.

Lige nu vil jeg nyde at sove længe i en rigtig køje og glæde mig over den trøstende tanke, at i morgen kan jeg pisse i et toilet.

LOG NOTAT: SOL 95

Dagen i dag handlede kun om reparationer!

Pathfinder-missionen endte brat, fordi landingsmodulet havde en ukendt, kritisk fejl. Da JPL mistede kontakten med landingsmodulet, havde de ingen anelse om, hvad der blev af Sojourner. Den kan godt tænkes at være i bedre stand end forventet. Måske mangler den bare strøm. Det kunne den ikke få med de håbløst støvdækkede solpaneler.

Jeg satte det lille køretøj på mit arbejdsbord og vred et panel op for at se hvordan det så ud inde bagved. Batteriet viste sig, at være et ikke-genopladeligt lithiumbatteri. Det regnede jeg skarpsindigt ud ved at se på polernes facon, beskyttelseskappens tykkelse og det faktum, at der var skrevet ”LiSOC12 NON-RCHRG” på det.

Jeg rensede solpanelerne grundigt og rettede en lille, fleksibel lampe direkte mod dem. Batteriet er for længst fladt, men derfor kan panelerne sagtens være okay, og Sojourner kan godt forsynes direkte fra dem. Vi får se, om der sker noget.

Så var det tid til at kaste et blik på Sojourners storebror. Jeg kom i dragten og gik ud.

Batteriet er som regel landingsmodulernes svage punkt. Det er den skrøbeligste komponent, og når det går fladt, er der ingen mulighed for at genoplade det.

Landingsmoduler er ikke skabt til at lukke ned og vente i tilfælde af lavt batteriniveau. Deres elektronik kan ikke fungere, medmindre de opretholder en minimumstemperatur. Derfor har de varmelegemer, der holder elektronikken i live. Problemet forekommer sjældent på Jorden, men det her er Mars.

Med tiden bliver solpanelerne dækket af støv. Derudover bringer vinteren lavere temperaturer og mindre dagslys. Det løber alt sammen op i et stort ”rend mig i røven” fra Mars til ens landingsmodul. Til sidst bruger det mere strøm for at holde varmen, der ikke kan fås fra den smule dagslys, der trænger igennem støvet.

Når først batteriet er fladt, bliver elektronikken for kold til at fungere, hvilket igen får hele systemet til at lukke ned. Solpanelerne genoplader batteriet en smule, men nu er der ingen impuls til at aktivere genstart af systemet. Det eneste, der kunne aktivere noget som helst, er elektronikken, som jo ikke virker. I sidste ende vil det ubenyttede batteri helt miste sin evne til at genoplade.

Det er den sædvanlige dødsårsag. Jeg håber virkelig, at det var årsagen til at Pathfinder gik kold.

Jeg riggede nogle løsdele fra MDV’en sammen til en interimistisk arbejdsbænk og en rampe. Dernæst slæbte jeg landingsmodulet hen til min nye udendørs arbejdsbænk. At arbejde i en EVA-dragt er irriterende nok i sig selv. Hvis man så oven i købet skulle stå foroverbøjet under hele seancen, ville det være tortur.

Jeg tog mit værktøjssæt frem og begyndte at rode rundt. Det var ikke så svært at åbne det ydre panel, og jeg fandt let nok frem til batteriet. JPL mærker alting. Det er et 40 ampere pr. time Ag-Zn batteri med højeste volt på 1.5. Vildt. De fik virkelig tingene til at fungere på det rene ingenting dengang.

Jeg afmonterede batteriet og gik indenfor. Jeg undersøgte det med mit elektronikværktøj og måtte konstatere, at det ganske rigtigt er uigenkaldeligt fladt, fladt, fladt. Hvis jeg slæbte fødderne hen over et tæppe, ville jeg være mere ladet.

Men nu vidste jeg, hvad landingsmodulet skulle bruge. 1.5 volt.

Sammenlignet med alt det interimistiske lort, jeg har flikket sammen siden Sol 6, var dette et frisk pust. Jeg har et voltmeter i værktøjskassen. Det tog kun et kvarter at sætte voltmeteret til en reservestrømforsyning, og dernæst endnu en time at gå udenfor og føre ledningen til, hvor batteriet skulle være.

Dernæst var der varmeproblematikken. Det er en god ide, at opbevare elektronik i temperaturer over minus 40 grader. I dag har vi en frisk temperatur på minus 63 grader.

Batteriet var stort og let at identificere, men jeg havde ingen anelse om, hvor varmelegemerne var. Selv hvis jeg vidste det, ville det være for risikabelt at koble dem direkte til strøm. Jeg kunne let komme til at kortslutte hele systemet.

I stedet gik jeg ud til min gode gamle reservedelsforsyning, Rover 1, og huggede dens varmeapparat. Jeg har skrællet det stakkels køretøj så groft, at den ligner noget, jeg har parkeret i byens værste kvarter.

Jeg slæbte varmeapparatet hen til min udendørs arbejdsbænk og tilsluttede Hab’ets strømforsyning. Derefter satte jeg det ind i landingsmodulet, hvor batteriet plejede at være.

Nu venter jeg bare. Og håber.

LOG NOTAT: SOL 96

Jeg havde virkelig håbet, at jeg ville vågne op til et fuldt fungerende landingsmodul, men så heldig var jeg ikke. Dets high-gain antenne var præcis i samme position, jeg sidst så den i. Hvorfor spiller det en rolle? Nu skal I høre …

Hvis landingsmodulet kommer til live igen (og det er et stort ’hvis’), vil det prøve at etablere kontakt med Jorden. Problemet er, at ingen sidder og lytter efter det. Det er jo ikke sådan, at Pathfinder-teamet bliver hængende hos JPL for det tilfælde, at deres for længst døde sonde skulle blive repareret af en vildfaren astronaut.

Deep Space Netværket og SETI er mine bedste bud på, hvem der vil være i stand til at opfange signalet. Hvis en af dem fangede et blip fra Pathfinder, ville de give JPL besked.

JPL ville hurtigt regne ud, hvad det handler om, især når de triangulerer signalet til mit landingssted.

De ville fortælle landingsmodulet, hvor Jorden er, hvorefter det ville dreje high-gain antennen i den angivne retning. Det er derfor, jeg kan se på antennens vinkel, om den har forbindelse.

Indtil videre sker der intet.

Der er stadig håb. Utallige årsager kan forsinke tingene. Roverens varmeapparat er lavet til at opvarme luft i en atmosfære, og den tynde marsluft er stærkt hindrende for dens evne til at arbejde. Elektronikken skal nok også bruge mere tid til at varme op.

Desuden er Jorden kun synlig om dagen. Jeg ordnede (forhåbentlig) landingsmodulet i går aftes. Det er morgen nu, så størstedelen af den mellemliggende tid har været nat. Ingen Jord at se.

Sojourner viser heller ingen tegn på liv. Den har været i Hab’ets dejligt varme miljø hele natten, med masser af lys på sine skinnende rene solceller. Måske kører den stadig et udvidet selvtjek, eller forbliver ubevægelig indtil den hører fra landingsmodulet. Eller noget i den retning.

Jeg er nødt til at skubbe det ud af tankerne et øjeblik.

Pathfinder LOG:SOL 0

BOOT SEKVENS INDLEDT

TID 00:00:00

STRØMSVIGT FUNDET

TID/DATO IKKE SIKKER

INDLÆSER OS …

VXWARE OPERATIONSSYSTEM ©

WIND RIVER SYSTEMER UDFØRER HARDWARE KONTROL:

INT. TEMPERATUR: –34 gr.C

EXT. TEMPERATUR: UDE AF DRIFT

BATTERI: FULDT