The Martian

Kapitel 13

De ansatte i Deyo Plastic tog dobbeltvagter for at færdiggøre Hab-lærredet til Ares 3. Der var endda en del snak om trippelvagter, hvis NASA igen øgede ordren. Ingen beklagede sig. Overtidslønnen var skyhøj, og finansieringen uden øvre grænse.

Vævet carbontråd løb langsomt gennem pressen, der indkapslede den mellem polymerlag. Det færdiggjorte materiale blev foldet fire gange og limet sammen. Dette resulterede i et tykt lag, som dernæst blev belagt med blød harpiks og placeret i varmerummet for at hærde.

LOG NOTAT: SOL 114

Nu, når NASA kan tale til mig, kan de slet ikke holde kæft.

De vil have opdateringer på hvert eneste Hab-system, og de har et lokale fuldt af folk, der prøver at styre, hvordan mine afgrøder skal passes. Det er fantastisk at have en flok idioter på Jorden til at fortælle mig, en botaniker, hvordan man dyrker planter.

Jeg ignorerer dem for det meste. Jeg vil nødig virke arrogant, men jeg er den bedste botaniker på planeten.

En megastor bonus: e-mail. Ligesom på Hermes får jeg nu datapakker. De indeholder selvfølgelig emails fra venner og familie, men NASA sender også udvalgte beskeder fra offentligheden. Jeg har fået mails fra rockstjerner, sportsfolk, skuespillere og skuespillerinder, ja, endda præsidenten.

En af dem var fra min alma mater, University of Chicago. Den sagde, at når man har sået afgrøder et sted, har man officielt ”koloniseret” det. Så teknisk set har jeg koloniseret Mars.

Tag den, Neil Armstrong.

Men den bedste e-mail var den fra min mor. Den var nøjagtig, som man ville forvente. Gudskelov, at du er i live, du må kæmpe, lad være med at dø, din far hilser, etc.

Jeg læste den halvtreds gange i træk. Og hey, forstå mig ret. Jeg er ikke nogen ”mors dreng” eller noget i den retning. Jeg er en fuldvoksen mand, der kun lejlighedsvis går med ble (for det skal man i en EVA-dragt). Det er fuldstændig berettiget og mandigt at klæbe sig til et brev fra sin mor. Jeg er ikke et lille barn med hjemve på sommerlejren, vel?

Jeg må dog indvende, at jeg nu er nødt til at traske ud til roveren fem gange dagligt for at tjekke e-mails. De kan få beskeder fra Jorden frem til Mars, men de kan ikke bringe dem de sidste ti meter videre til Hab’et. Men, okay, jeg skal ikke klage. Mine chancer for overlevelse er nu mangedoblet.

Sidst, jeg hørte noget, havde de løst vægtproblemet på Ares 4’s MDV. Når den lander her, smider de varmeskjoldet, alt det livsopretholdende udstyr og en masse tomme brændstoftanke. Så kan de få os alle syv (Ares 4’s besætning plus mig) hele vejen til Schiaparelli. De arbejder allerede på mine opgaver til overfladeoperationerne. Hvor fedt er det?

Blandt andre nyheder er, at jeg er ved at lære morsekode. Hvorfor? Fordi det er vores backup-kommunikationssystem. NASA har tænkt, at det nok ikke er smart at forlade sig på en flere årtier gammel sonde som den eneste kommunikationskanal.

Hvis Pathfinder lukker ned, går jeg i gang med at stave beskeder med sten, som NASA vil kunne se med satellitter. De kan ikke svare, men så har vi i det mindste envejskommunikation. Hvorfor morsekode? Fordi det er meget lettere at stave med prikker og streger end med bogstaver.

Det er en røvsyg måde at kommunikere på. Forhåbentlig bliver den ikke aktuel.

Alle kemiske processer var udført, og materialet blev steriliseret og flyttet til et sterilt rum, hvor en medarbejder skar en stribe af kanten, delte den i kvadrater og udsatte hver og en for en række strenge tests.

Da det havde gennemgået inspektion uden anmærkninger, blev materialet faconskåret. Kanterne blev foldet ind, syet fast og genforseglet med harpiks. En mand med et clipboard foretog den endelige inspektion og fremkom med en uafhængig berigtigelse af målene, hvorefter det blev godkendt til brug.

LOG NOTAT: SOL 115

De nævenyttige botanikere har modvilligt indrømmet, at jeg har gjort et godt stykke arbejde. De giver mig ret i, at jeg har mad nok til Sol 900. Med det i baghovedet, er NASA fremkommet med en detaljeret missionsplan for forsyningssonden.

I starten arbejdede de med en desperat tidshorisont, hvor sonden skulle nå frem til mig før Sol 400. Nu har min kartoffelfarm sikret mig femhundrede sole mere at leve i, og den tid mere at arbejde med.

De vil foretage opsendelsen næste år via en Hohmann-overgang, og det vil tage næsten ni måneder at nå hertil. Sonden burde nå frem omkring Sol 856. Den vil have masser af mad, en ekstra oxygenator og vandindvinder samt et kommunikationssystem. Tre kommunikationssystemer, faktisk. Jeg går ud fra, at de ikke tager nogen chancer i forhold til min tendens til at have en finger med i spillet, når der smadres radioer.

Jeg fik min første e-mail fra Hermes i dag. NASA har bremset direkte kontakt. De er sikkert nervøse for, at jeg kunne finde på, at sige noget i retning af ”I efterlod mig på Mars, I røvhuller!” Jeg ved godt, at besætningen blev taget på sengen, da de hørte fra Spøgelset fra Forgangne Mars Missioner, men helt ærligt! Jeg ville ønske, at NASA af og til ville skrue ned for barnepigefunktionen. Hvorom alting er, så lod de langt om længe en e-mail fra kaptajnen slippe igennem til mig:

Watney, det siger sig selv, at vi blev lykkelige for at høre, at du overlevede. Som den ansvarlige for din situation, ville jeg ønske, at jeg kunne gøre mere for at hjælpe dig her og nu. Det lader dog til, at NASA har en god redningsplan. Jeg er sikker på, at du vil fortsætte med at udvise din ufattelige opfindsomhed og styrke og klare dig igennem dette. Glæder mig til at give en øl, når vi er tilbage på Jorden.

Lewis

Mit svar:

Kaptajn, sort uheld alene bærer ansvaret for min situation, ikke dig. Du traf den rette beslutning og reddede alle andre. Jeg ved, at det må have været en svær beslutning, men en analyse af den dag, vil vise, at det var det eneste at gøre. Så længe du får de andre sikkert hjem, er jeg glad.

Jeg vil holde dig fast på den øl, stol på det.

Watney

Medarbejderne foldede omhyggeligt længden af lærred og lagde det i en argonfyldt, lufttæt shipping-container. Manden med clipboardet satte et klistermærke på pakken. ”Projekt Ares 3; Hab Lærred; Sektion AL102.”

Pakken blev sat på et chartret fly og fløjet til Edwards Air Force Base i Californien. Under store omkostninger blev den fragtet i ekstrem flyvehøjde, for at sikre en roligere flyvning.

Ved ankomsten blev pakken forsigtigt transporteret videre med specialkonvoj til Pasadena. Derfra blev den bragt til JPL Spacecraft Assembly Facility. I de følgende fem uger samlede ingeniører i hvide kedeldragter Forudsending 309. Den indeholdt AL102 såvel som tolv andre pakker Hab-lærred.

LOG NOTAT: SOL 116

Det er snart ved at være tid til min anden høst.

Dæleme så.

Jeg ville ønske, jeg havde en stråhat og et par seler.

Min gensåning af kartoflerne var vellykket. Jeg kan efterhånden se, at afgrøder på Mars er ekstremt frodige på grund af det livsopretholdende udstyr omkring mig til milliarder af dollars. Jeg har nu firehundrede sunde kartoffelplanter, hvoraf hver og en frembringer masser af kaloriefyldte tofler, jeg kan nyde godt af. Om kun ti dage vil de være modne!

Denne gang genplanter jeg dem ikke som såsæd. Nu er det min fødevareforsyning. Naturlige, økologiske Mars-dyrkede kartofler. Det er ikke noget, man hører om hver dag, vel?

I spekulerer måske på, hvordan jeg har tænkt mig at opbevare dem. Jeg kan ikke bare hobe dem op; de fleste ville rådne, før jeg nåede at spise dem. Derfor vil jeg gøre noget, der aldrig ville fungere på Jorden: Smide dem udenfor.

Det meste af vandindholdet vil blive suget ud af det nær-vacuum, der hersker derude, og hvad der er tilbage, vil fryse til is. Enhver bakterie, der overvejer at få mine tofler til at rådne, vil dø med et skrig.

Som øvrigt nyt herfra kan jeg fortælle, at jeg fik en e-mail fra Venkat Kapoor:

Mark, her er nogle svar på dine tidligere spørgsmål.

Nej, vi vil ikke sige til vores botanikteam, at de skal ”pisse af.” Jeg har fuld forståelse for, at du har været på egen hånd i lang tid, men nu står vi sammen om det her, og du bør lytte til os.

The Cubs afsluttede sæsonen i bunden af NL Central.

Dataoverførselsraten er desværre ikke god nok til de store musikfiler, selv ikke i komprimeret format. Det vil sige, at din forespørgsel efter ”Hvad som helst, åh Gud, HVAD SOM HELST andet end Disco”, må afslås. Hyg dig med din Boogie Fever.

Til sidst en mindre munter bemærkning …

NASA er ved at samle et undersøgelsesudvalg. De vil undersøge, om det var menneskelige fejl, der førte til, at du blev efterladt. Bare til din information. De vil måske stille dig nogle spørgsmål senere hen.

Hold os underrettet om dine aktiviteter.

Kapoor

Mit svar:

Venkat, sig til undersøgelsesudvalget, at de må klare deres heksejagt uden mig. Og når de utvivlsomt ender med at give kaptajn Lewis skylden, så vær forberedt på, at jeg vil modsige det i fuld offentlighed. Jeg er sikker på, at resten af besætningen vil gøre det samme.

Desuden må du hilse dem og sige, at hver og en af deres mødre er en prostitueret.

Watney

PS: Det gælder også deres søstre.

Sonderne med forudsendte forsyninger til Ares 3 blev opsendt via en Hohmann-overgang i et tidsvindue på fjorten sammenhængende dage. Forsyning 309 blev sendt op som nummer tre. Den 251 dage lange tur til Mars var begivenhedsløs og behøvede kun to mindre kurstilpasninger.

Efter adskillige aerobremsemanøvrer for at sænke farten, påbegyndte den sin sidste nedstigningsetape mod Acidalia Planitia. Først genindtrådte den i atmosfæren ved hjælp af et varmeskjold. Dernæst udløste den en faldskærm og skød det nu opbrugte varmeskjold af sig.

Da dens ombordværende radar opfangede, at den var tredive meter over jorden, smed den faldskærmen af og pustede ballonerne omkring skroget op. Den landede uden videre finesser på jorden, hoppede og rullede indtil den endelig lå stille.

Efter at have tømt ballonerne igen, meldte den ombordværende computer tilbage til Jorden, at landingen var vellykket.

Så ventede den i treogtyve måneder.

LOG NOTAT: SOL 117

Vandindvinderen er begyndt at skabe sig.

Seks mennesker skal bruge 18 liter vand om dagen. Den er derfor lavet til at køre 20 liter gennem processen dagligt. Her på det sidste er den kommet bagud. Den laver højst 10 liter.

Frembringer jeg ti liter vand om dagen? Nej, jeg er ikke storpissende verdensmester. Det skyldes planterne. Fugtigheden inde i Hab’et er langt højere end konstruktionen er beregnet til. Det vil sige, at vandindvinderen konstant filtrerer fugt ud af luften.

Det bekymrer mig ikke. Hvis det skal være, kan jeg pisse direkte på planterne. Planterne tager deres del vand og resten vil kondensere på væggene. Om nødvendigt, kunne jeg sikkert finde på noget for at opsamle kondensen. Men sagen er, at vandet ikke kan forsvinde nogen steder hen. Det er et lukket system.

Okay, teknisk set, er det ikke helt sandt. Planterne er ikke fuldstændig vandneutrale. De fjerner hydrogenet fra en del af det (og udskiller oxygen), som de bruger til at lave de komplekse carbonhydrider, som er selve planten. Men det er et meget lille tab, og jeg lavede noget i retning af 600 liter vand ud af MDV-brændstof. Jeg kunne bade i det og stadig have masser til overs.

Men NASA er ved at skide i bukserne. De ser vandindvinderen som et afgørende overlevelseselement. Der er ingen erstatning for den, og i deres verden, vil jeg dø på stedet uden den. For dem er teknisk nedbrud af udstyr katastrofalt. For mig er det ”tirsdag”.

Så i stedet for at forberede mig på at høste, skal jeg nu tage ekstra ture til og fra roveren for at besvare deres spørgsmål. Hver ny besked siger, at jeg skal arbejde på en ny løsning og melde tilbage om resultatet.

Så vidt vi har regnet os frem til, skyldes det hverken elektronikken, kølesystemet, indstillingerne eller temperaturen. Jeg er sikker på, at det viser sig at være en lille utæthed et eller andet sted, og så vil NASA holde møder, der løber op i fire timer, hvorefter de beder mig om at dække hullet med gaffertape.

Lewis og Beck åbnede Forudsending 309. Så godt de kunne i deres klodsede EVA-dragter, begyndte de at tage de forskellige dele af Hab-lærred og lægge dem på jorden. Tre af de forudsendte rumsonder var afsat til Hab’et.

De samlede effektivt stykkerne ved at følge proceduren, de havde øvet hundredvis af gange. Stykkerne blev samlet med specialfremstillede forseglingsstrimler, som sikrede, at sammenføjningerne var lufttætte.

Efter at have rejst Hab’ets hovedbygning, begyndte de at samle konstruktionens tre luftsluser. Sektion AL102 havde et hul nøjagtigt tilpasset luftsluse 1. Beck strakte stykket og forseglede det stramt med strimler på luftslusens udvendige side.

Da alle luftsluser var på plads, fyldte Lewis Hab’et med luft og AL102 mærkede for første gang tryk. Lewis og Beck ventede en time. Der var intet trykfald; samlingen af konstruktionen var vellykket.

LOG NOTAT: SOL 118

Min samtale med NASA om vandindvinderen var kedelig og spækket med tekniske detaljer. Jeg omskriver af hensyn til jer:

Mig: ”Det drejer sig helt klart om en prop. Hvad med at jeg skiller den ad og gennemgår rør og slanger?”

NASA: (efter fire timers overvejelse) ”Nej. Det går i ged for dig, og så dør du.”

Og så skilte jeg den ad.

Ja, ja, jeg ved det godt. NASA har en masse ultrakloge mennesker, og jeg burde virkelig gøre, hvad de siger. Jeg kan heller ikke være bekendt at være så vrangvillig, når de nu bruger al deres tid på at finde ud af, hvordan de redder mit liv.

Jeg er bare led og ked af, at få forklaret, hvordan jeg tørrer mig selv i røven. Selvstændighed var en af de egenskaber, de satte højt på listen, da de udvalgte Ares-astronauter. Det er en tretten måneder lang mission, hvoraf det størstedelen af tiden bliver tilbragt lysminutter væk fra Jorden. De ønskede folk, der kunne handle på eget initiativ.

Hvis kaptajn Lewis var her, ville jeg uden diskussion gøre alt, hvad hun sagde. Men at føje et udvalg bestående af ansigtsløse bureaukrater nede på Jorden? Beklager, det har jeg svært ved.

Jeg var uhyre forsigtig. Jeg afmærkede hver eneste del, i takt med at jeg afmonterede dem og lagde dem i ordnet rækkefølge på et bord. Jeg har alle specifikationer i min computer, så intet kom bag på mig.

Og præcis som jeg antog, fandt jeg en tilstoppet slange. Vandindvinderen er designet til at rense urin og trække fugt ud af luften (man udånder næsten lige så meget vand, som man pissser). Jeg havde blandet mit vand med jord, hvilket gjorde det til mineralvand. Mineralerne ophobede sig i vandindvinderen.

Jeg rensede slangerne og samlede hele molevitten igen. Det løste problemet. Jeg kommer til at gentage processen på et tidspunkt, men ikke i de næste hundrede soles tid. Ikke noget at tale om.

Jeg fortalte NASA, hvad jeg havde gjort. Vores (parafraserede) samtale lød således:

Mig: ”Jeg skilte den ad, fandt problemet og ordnede det.”

NASA: ”Fjols.”

AL102 rystede i den voldsomme storm. Udsat for kræfter langt stærkere, end det var fremstillet til at tåle, blafrede det med et voldsomt slid på luftslusens forseglingsstrimler til følge. Andre sektioner af lærredet bølgede ensartet langs forseglingsstrimlerne, og de fungerede som ét stort lærred, men det kunne AL102 ikke. Luftslusen var stort set statisk og lod AL102 tage imod stormens fulde styrke.

Plasticlagene, der konstant bølgede og bøjede, opvarmede harpiksen ved ren og skær friktion. Den nu mere eftergivende tilstand gjorde det muligt for kulfibrene at dele sig.

AL102 straktes.

Ikke meget. Kun fire milimeter. Men kulfibrene, der plejede at ligge med 500 microners afstand, fik nu øget bredden mellem sig med otte gange.

Da stormen havde lagt sig, udførte den ensomme astronaut en fuld inspektion af Hab’et. Men han bemærkede ikke, at noget var galt. Lærredets svage punkt lå skjult bag en forseglingsstrimmel.

Til trods for at det var fremstillet til en mission på enogtredive sole, fungerede AL102 langt ud over den planlagte udløbsdato. Sol efter sol gik sin gang, mens den ensomme astronaut på daglig basis arbejdede skiftevis udenfor og indenfor i Hab’et. Luftsluse 1 lå nærmest rovernes strømforsyningsanlæg, så astronauten fortrak den frem for de to andre.

Når slusens lufttryk blev tilført, udvidede den sig en smule; når lufttrykket faldt igen, krympede den. Hver gang astronauten benyttede luftslusen, blev presset på AL102 lettet, og derefter strammet igen.

Strammet, belastet, svækket, trukket ...

LOG NOTAT: SOL 119

I nat vågnede jeg ved at Hab’et rystede.

Sandstormen var af medium styrke og ophørte lige så pludseligt, som den opstod. Det var kun en storm af kategori 3-typen med vindstød på 50 km/t. Ingen grund til bekymring. Det er alligevel en smule foruroligende at høre de hylende vindstød, når man er vant til fuldstændig stilhed.

Jeg er urolig for Pathfinder. Hvis sandstormen har skadet den, har jeg mistet min kontakt til NASA. Logisk set burde jeg ikke bekymre mig. Tingesten har været her på overfladen i årtider. En lille storm kan ikke skade den.

Når jeg går udenfor, vil jeg sikre mig, at Pathfinder stadig er funktionsduelig før jeg går videre til dagens sveddryppende, enerverende opgaver.

For hver sandstorm følger nemlig den uundgåelige solcellerensning, en stolt tradition blandt gæve marsmænd som mig. Det minder mig lidt om min opvækst i Chicago og tjansen med at skovle sne. Her må jeg rose min far; han påstod aldrig, at jeg skulle skovle, fordi det gav rygrad og lærte mig værdien af hårdt arbejde.

”Snerydningsmaskiner er dyre,” plejede han at sige. ”Du er gratis.”

Jeg prøvede en gang at beklage mig til min mor. ”Vær ikke sådan et skvat,” sagde hun.

Blandt andet nyt herfra er der syv sole til høsten, og jeg har endnu ikke gjort klar til det. For det første mangler jeg et lugejern. Jeg skal også have fikset et udendørsskur til kartoflerne. Jeg kan ikke bare smide dem i en bunke derude. Den næste kraftige storm ville i så fald forårsage den Store Marskartoffelvandring.

Men det må alt sammen vente. Jeg har allerede et fuldt program i dag. Jeg skal inspicere solscelleanlægget og sikre mig, at stormen ikke har gjort skade på det. Dernæst skal jeg gøre det samme med roveren.

Jeg må se at komme i gang.

Luftsluse 1 sænkede langsomt trykket til 0.006 atmosfære. Watney stod derinde i sin EVA-dragt og ventede på, at processen blev fuldført. Han havde bogstaveligt talt gjort det hundredvis af gange. Enhver uro, han måtte have følt på Sol 1, var for længst overstået. Nu var det blot en kedsommelig etape, før han kunne gå udenfor.

I takt med tryksænkningen, komprimerede Hab’ets atmosfære luftslusen og AL102 straktes for sidste gang.

På Sol 119 gik der hul på Hab’et.

Den første flænge var mindre end en milimeter. De vinkelrette kulfibre burde have forhindret flængen i at vokse. Men vedvarende slitage havde trukket de vertikale fibre fra hinanden og svækket de horisontale til ubrugelighed.

Hab’ets atmosfære susede nu gennem flængen for fuld styrke. På mindre end en tiendedel sekund var flængen en meter lang og løb ned langs forseglingsstrimlen. Luftslusen var ikke længere forseglet til Hab’et.

Det uhæmmede tryk sendte luftslusen af sted som en kanonkugle i takt med at Hab’ets atmosfære med eksplosiv kraft føg ud gennem flængen.

Indenfor blev den overraskede Watney slynget tilbage mod luftslusens bagdør med nøjagtig samme kanonkuglekraft.

Luftslusen fløj fyrre meter, før den ramte jorden. Watney, der dårligt nok var kommet sig over det første chok, måtte nu tage endnu et voldsomt stød, da han ramte fordøren. Frontalt.

Hans visir tog det meste af slaget og sikkerhedsglasset knustes til hundredvis af små terninger. Hans hoved smækkede mod indersiden af hjelmen og slog ham ud.

Luftslusen tumlede videre hen ad overfladen de næste femten meter. Watneys tykt polstrede dragt reddede ham fra knoglebrud. Han prøvede at finde hoved og hale i situationen, men var dårligt nok ved bevidsthed.

Da den endelig var færdig med at rulle, væltede luftslusen om på siden i en støvsky.

Watney lå på ryggen og stirrede tomt op gennem hullet i sit knuste visir. Der løb blod ned over hans ansigt fra et dybt sår i panden.

Da han kom til sig selv, begyndte han at orientere sig. Han drejede hovedet til siden og kunne se gennem bagdørens vindue. Det sammenstyrtede Hab blafrede i det fjerne og landskabet foran lignede en losseplads med ragelse spredt ud over det hele.

Så opfangede han en hvislende lyd. Han lyttede nøje og konstaterede, at det ikke kom fra hans dragt. Et eller andet sted herinde i den trange luftsluse lod en lille flænge luften slippe ud.

Han lyttede koncentreret til den hvislende lyd. Han følte på sit ødelagt visir. Kastede endnu et blik ud ad vinduet.

”Det er kraftedeme løgn!” sagde han.