The Martian

Kapitel 4

LOG NOTAT: SOL 32

Okay, jeg løb ind i en masse problemer med min vandplan.

Min ide er, at lave 600 liter vand (begrænset af hydrogenet, jeg kan udvinde af hydrazinet). Det vil sige, at jeg skal bruge 300 liter flydende O2.

Det er let nok for mig at tilvejebringe O2. Det tager MAV’ens brændstofprocessor tyve timer at fylde sin ti-liters tank med O2. Oxygenatoren kan forvandle det til O2, hvorefter den atmosfæriske regulator vil registrere, at O2-niveauet i Hab’et er højt, og begynde at filtrere det ud af luften for at lagre det i de store O2-beholdere. De vil efterhånden blive fyldt, og så må jeg overføre O2 til rovernes tanke og, om nødvendigt, også til rumdragternes tanke.

Jeg kan dog ikke gøre det særlig hurtigt. Med en halv liter CO₂ i timen, vil det tage femogtyve dage at tilvejebringe den oxygenmængde, jeg skal bruge. Det er længere tid, end jeg bryder mig om.

Der er også et problem med opbevaringen af hydrogen. Hab’ets, rovernes og rumdragternes tanke udgør tilsammen nøjagtig en 374 liters opbevaringskapacitet. For at opbevare samtlige materialer til vandfrembringelse, skal jeg bruge en gedigen røvfuld beholderkapacitet på 900 liter.

Jeg overvejede at bruge en af roverne som ”tank”. Den er i hvert fald stor nok til det, men den er ikke designet til modstå så stort et tryk. Den er lavet til at modstå (rigtigt gættet) en atmosfære. Jeg har brug for beholdere, der kan modstå halvtreds gange så meget. Jeg er sikker på at en rover ville sprænges.

Den bedste måde at opbevare ingredienser til vand er, at lave dem om til vand. Det er altså, hvad jeg må se at komme i gang med.

Ideen er enkel, men udførelsen vil være ufattelig farlig.

For hver tyvende time får jeg 10 liter CO₂, takket være MAV’ens brændstofprocessor. Jeg sluser det ind i Hab’et ved hjælp af den højteknologiske metode, der går ud på at koble tanken fra Mav’ens landingsstativ, bære den ind i Hab’et, hvorefter jeg åbner for ventilen indtil den er tømt.

Oxygenatoren vil forvandle det til oxygen i sit eget tempo.

Dernæst vil jeg, meget langsomt, frigive hydrazinet via iridiumkatalysatoren for at forvandle det til N2 og H2. Jeg vil så sluse hydrogenet videre til et aflukket kammer og brænde det.

Som det sikkert fremgår, udgør denne plan mange risikomomenter, hvor jeg risikerer at dø i en flammende eksplosion.

For det første er hydrazin en seriøs dræber. Hvis jeg begår den mindste fejl, bliver der intet andet tilbage af mig end ”Mark Watney Mindekrateret”, hvor Hab’et engang stod.

Hvis jeg ikke dummer mig med hydrazinet, er der stadig udfordringen med afbrændingen af hydrogen. Jeg har tænkt mig at tænde åben ild. Inde i Hab’et. Med fuldt overlæg.

Samtlige NASA-ingeniører ville svare enstemmigt, hvis man spurgte dem, hvad den værst tænkelige situation i Hab’et kunne være: ”Ild”. Og hvis man dernæst spurgte dem om konsekvensen af den situation, ville svaret være: ”Død ved brænding”.

Men hvis jeg kan få det til at fungere, kan jeg fremstille vand kontinuerligt uden behov for at lagre hydrogen eller oxygen. Det vil blande sig med atmosfæren i form af fugt, som vandindvinderen vil udtrække.

Jeg behøver ikke engang at afmåle hydrazin-elementet særligt nøje med brændstofprocesserens CO₂-element. Der er masser af oxygen i Hab’et og meget mere i reserve. Jeg skal bare sikre mig at holde vandproduktionen på et niveau, hvor jeg ikke løber tør for O2.

Jeg koblede MAV’ens brændstofprocessor til Hab’ets strømforsyning. Heldigvis bruger de samme antal volt. Nu tøffer den bare derudaf og samler CO₂ til mig.

Halv ration til aftensmad. Alt hvad jeg har bedrevet i dag er, at udtænke en plan, der vil tage livet af mig, og den slags kræver ikke meget energi.

Jeg har tænkt mig at se resten af Three’s Company i aften. Jeg må sige, at jeg bedre kan lide Mr. Furley end hr. og fru Roper.

LOG NOTAT: SOL 33

Dette er måske mit sidste notat.

Fra Sol 6 har jeg vidst, at der er en høj risiko, for at jeg kommer til at dø her. Men jeg tænkte mere i retning af, at det ville blive når jeg løb tør for mad. Jeg havde ikke tænkt på, at det kunne ske så meget tidligere.

Jeg skal til at fyre op under hydrazinet.

Vores mission var planlagt med den forudsætning, at tingene skulle vedligeholdes løbende, så jeg har masser af værktøj. Selv iklædt rumdragt kunne jeg lirke isolationspanelerne af MDV’en og få fat i de seks hydrazintanke. Jeg satte dem i skyggen af roveren for at forhindre dem i at blive for varme. Der er mere skygge og en køligere temperatur nær Hab’et, men fuck det. Hvis de skal eksplodere, kan de sprænge roveren i luften, ikke mit hus.

Så vristede jeg reaktionskammeret løs. Det var hårdt arbejde og jeg kom til at knække den skide tingest midt over, men jeg fik det ud. Heldigt, at jeg ikke har brug for en ordentligt brændstofreaktion. Faktisk vil jeg i allerhøjeste grad virkelig ikke have en ordentlig brændstofreaktion.

Jeg bar reaktionskammeret ind. Jeg overvejede kortvarigt kun at tage én hydrazintank ind ad gangen for at reducere risikoen. Men et hurtigt overslag på bagsiden af servietten, sagde mig, at selv én tank er rigeligt til at sprænge hele Hab’et i luften. Så jeg hentede dem alle. Hvorfor ikke?

Tankene har manuelle udluftningsventiler. Jeg er ikke hundrede procent sikker på, hvad de skal bruges til. Men jeg er ret sikker på, at det aldrig har været forventet, at vi skulle bruge dem. Jeg tror, de blev sat ind for at dæmpe for trykket under de mange kvalitetskontroller, man udførte under konstruktionen og før der blev tanket op. Uanset årsagen, har jeg ventiler, jeg kan arbejde med. De skal bare have et ryk.

Jeg tog en reserveslange ud af vandudlederen. Ved hjælp af lidt tråd, jeg hev ud af en uniform (undskyld, Johanssen), fastgjorde jeg den til ventilmundingen. Hydrazin er en væske, så jeg behøver kun at sluse den videre til reaktionskammeret (nærmest et ”reaktionskar” i min version).

I mellemtiden er MAV’ens brændstofprocessor stadig i gang med sit arbejde. Jeg har allerede hentet en tankfuld CO₂ ind, ventileret og returneret den til genopfyldning.

Nu er der ikke flere undskyldninger. Det er tid til at begynde at lave vand.

Hvis I finder de forkullede rester af Hab’et, betyder det, at jeg gjorde et eller andet forkert. Jeg overfører denne log til begge rovere, så der er størst mulig chance for at den overlever.

Hold på hat og briller!

LOG NOTAT: SOL 33 (2)

Okay, jeg døde ikke.

Det første, jeg gjorde, var at iføre mig foret fra min EVA-dragt. Ikke selve den klodsede dragt, kun ”undertøjet” til den, inklusive handskerne og støvlerne. Så tog jeg en iltmaske fra lægemiddelforsyningerne og nogle laboratoriebriller fra Vogels kemiudstyr. Næsten hele min krop var beskyttet, og jeg trak vejret i dåseluft.

Hvorfor? Fordi hydrazin er meget giftigt. Hvis jeg indånder for meget af det, får jeg seriøse lungeproblemer. Hvis jeg får noget af det på huden, vil jeg have kemiske brandsår resten af livet. Jeg tog ingen chancer.

Jeg drejede på ventilen indtil hydrazinen begyndte at dryppe ud. Jeg lod en enkelt dråbe falde ned i iridiumsskålen.

Det hvislede udramatisk og forsvandt.

Fint nok, det var sådan, jeg ville have det. Jeg har lige udskilt hydrogen og nitrogen. Sådan!

En ting, jeg har i overflod her, er poser. De adskiller sig ikke så meget fra køkkenaffaldsposer, men jeg er sikker på, at NASA har fået dem op på en pris i retning af 50.000 dollars.

Udover at være vores kaptajn, var Lewis også missionens geolog. Hun skulle samle sten- og jordprøver fra hele operationsområdet (10-kilometers radius). Vægtbegrænsningen indsnævrede, hvor meget hun rent faktisk kunne tage med tilbage til Jorden, så hun havde tænkt sig at samle løs og dernæst sortere de mest interessant 50 kg fra til hjemtagning. Poserne skulle bruges til at opbevare og mærke prøverne. Nogle er mindre end en halvliters frysepose, mens andre er store som haveaffaldssække.

Jeg har også gaffertape. Almindelig gaffertape som det, man køber i byggecentrene. Det viser sig, at selv NASA ikke kan forbedre gaffertape.

Jeg skar et par haveaffaldssække op og tapede dem sammen til en form for telt. Det lignede dog mest af alt en megastor sæk. Det lykkedes mig at dække hele bordet, hvor mit ”hydrazingal professor-arrangement” var stillet op. Jeg placerede nogle ting og sager på bordet, for at holde plasticen oppe og ude af iridiumskålen. Heldigvis er plasticposerne gennemsigtige, så jeg kan stadig se, hvad der foregår.

Næste trin var at ofre en rumdragt for sagen. Jeg skulle bruge en luftslange. Jeg har trods alt et overskud af rumdragter. Seks i alt; en til hvert besætningsmedlem. Det gør mig ikke noget, at ’myrde’ en af dem.

Jeg skar et hul i toppen af plastdækket og satte slangens munding fast med gaffertape. Glimrende forsegling, hvis jeg selv skal sige det.

Med lidt mere snor fra Johanssens tøj, hængte jeg den anden ende af slangen op i toppen af Hab’ets kuppel med to forskudte snore (for at holde dem på pæn afstand af slangens munding). Nu havde jeg en lille skorsten. Slangen var omkring en centimeter i diameter. Forhåbentlig en passende stor åbning.

Hydrogenet bliver varmt efter reaktionen, og det vil søge opad. Jeg vil lade det stige op i skorstenen, og dernæst brænde det af i takt med, at det kommer ud.

Her måtte jeg til at opfinde ild.

NASA har gjort sig store anstrengelser for at intet herinde kan brænde. Alting er lavet af metal eller ikke-brændbar plastic, og alle uniformer er af syntetisk materiale. Jeg havde brug for noget, der kunne fænge, en slags vågeblus. Jeg har ikke ekspertisen til at fastholde en tilstrækkelig H2-tilførsel og at holde en flamme i live, uden samtidig at få mig selv slået ihjel. Det er for smal en margin.

Efter at have gennemsøgt alle de andres personlige sager (Hey, hvis de vil have deres ting for sig selv, skulle de ikke have efterladt mig på Mars med dem), fandt jeg løsningen.

Martinez er en god katolik. Det vidste jeg godt. Hvad jeg ikke vidste var, at han havde medbragt et lille trækors. Jeg er sikker på, at NASA piskede en stemning op omkring det, men jeg ved også, at den slags skider Martinez på.

Jeg flåede hans hellige, religiøse symbol i stykker med en bidetang og en skruetrækker. Hvis der findes en Gud, så forstår han nok situationen og tilgiver.

Hvis ødelæggelsen af det eneste religiøse symbol, jeg har, gør mig til et let offer for vampyrerne på Mars, må jeg bare tage det, som det kommer.

Jeg manglede ikke ledninger og batterier til at fremkalde gnister, men man kan ikke bare antænde træ med en lille, elektrisk gnist. Jeg måtte skære strimler af bark af de lokale palmetræer, finde et par pinde og begynde at gnide dem mod hinanden for at skabe friktion nok til at …

Nej, vel. Jeg ventilerede ren ilt over en pind og fik en gnist frem. Den fængede som en tændstik.

Med hjælp af min minifakkel startede jeg et langsomt flow af hydrazin. Det hvislede ned over iridiumskålen og forsvandt. Inden længe havde jeg korte flammeudbrud spruttende fra skorstenen.

Hovedsagen var, at jeg holdt øje med temperaturen. Nedbrydning af hydrazin giver en ekstremt exotermisk reaktion. Derfor gjorde jeg det gradvist, mens jeg holdt øje med udskriften på termokobleren, som jeg havde forbundet med iridiumkammeret.

Det, jeg vil sige er, at det fungerede.

Hver hydrazintank rummer lidt over 50 liter, hvilket skulle være nok til at fremstille 100 liter vand. Jeg er begrænset af min oxygenproduktion, men nu kører det for mig, så jeg er villig til at bruge halvdelen af mit lager. For at sige det kort, jeg holder inde når tanken er halvtom, hvorefter jeg ender med at have 50 liter vand!

LOG NOTAT: SOL 34

Okay, det tog virkelig lang tid. Jeg har været i gang med hydrazinen hele natten. Men nu er arbejdet gjort.

Jeg kunne have gjort det hurtigere, men jeg valgte at prioritere omhu, når jeg satte ild til raketbrændstof i et lukket rum.

For hulen, det føles som at være i en tropisk jungle, skal jeg jeg hilse at sige.

Her er næsten 30 grader varmt, og fugtigt som bare helvede. Jeg har lige sluppet en megarøvfuld varme samt 50 liter vand ud i luften.

Under processen har det stakkels Hab måtte tage sig af det rod, jeg har lavet. Det har erstattet al den ilt, jeg har brugt, og vandindvinderen har kæmpet for at bringe luftfugtigheden ned på nogenlunde normalt niveau. Der er ikke noget at stille op med varmen. Der findes faktisk ingen aircondition i Hab’et. Mars er kold. Nødvendigheden af at dæmpe en forhøjet temperatur, var ikke ligefrem på listen over mulige scenarier for os.

Jeg har vænnet mig til lyden af hylende alarmer på alle tidspunkter. Brandalarmen er endelig standset, så nu er der ikke brand længere. Alarmen ved lavt iltniveau burde snart standse. Alarm ved for højt fugtighedsniveau vil blive ved et stykke tid endnu. Vandindvinderen får virkelig sin sag for i dag.

Et kort øjeblik hørte jeg en anden alarm. Vandindvinderens tank var fuld. Badabing! Den slags problemer vil jeg gerne have flere af!

Kan I huske rumdragten jeg maltrakterede i går? Jeg hængte den på knagen og gik i fast rutefart mellem den og vandindvinderen med den ene spand vand efter den anden. Dragten kan holde en atmosfærisk luft ude. Den burde kunne klare nogle få spande vand.

Manner, hvor er jeg træt. Har været oppe hele natten og må have noget søvn. Jeg går i seng som en gladere mand, end jeg har været siden Sol 6.

Tingene går langt om længe i den rigtige retning. Faktisk går det fantastisk! Jeg har en chance for at overleve, når det kommer til stykket.

LOG NOTAT: SOL 37

Jeg er på skideren, og jeg dør helt sikkert!

Okay, tag det roligt. Jeg er sikker på, at jeg kan løse problemet.

Jeg skriver mine notater til jer, kære fremtidige Mars-arkæologer, fra rover 2. I undrer jer nok over, at jeg ikke er i Hab’et lige nu. Det er fordi, jeg flygtede i rædsel. Nu ved jeg ærligt talt ikke rigtig, hvad fanden jeg skal gøre.

Jeg må hellere forklare, hvad der skete. Hvis dette bliver mit sidste notat, får I trods alt at vide, hvorfor.

I de sidste par dage har jeg ubekymret lavet vand. Jeg har surfet igennem processen uden problemer (Fik i den? ”surfet”?).

Jeg skruede endda op for kompressoren i MAV’ens brændstofprocessor. Det var ret teknisk (jeg øgede pumpens spænding). Herefter gik det meget hurtigere med at lave vand.

Efter min første produktion af 50 liter, besluttede jeg mig for at tage den med ro og nøjes med at lave det i takt med, at jeg får O2. Jeg er ikke villig til at gå under en 25 liters reserve. Når jeg begynder at dykke under min grænseværdi, holder jeg op med at fifle med hydrazin, indtil jeg får O2-niveauet et stykke over 25 liter.

Vigtig bemærkning: Når jeg siger, jeg lavede 50 liter vand, er det en antagelse. Jeg indvandt ikke 50 liter vand. Det ekstra læs jord, jeg fyldte Hab’et med, var ekstremt tørt og sugede grådigt en hel del fugtighed ud af luften. Det er netop formålet med vandet, så det bekymrede mig ikke, og jeg blev da heller ikke overrasket, da vandindvinderen ikke kom i nærheden af 50 liter.

Jeg får 10 liter CO₂ hver femtende time, nu da jeg har fået sat ekstra gang i pumpen. Jeg gennemførte processen fire gange. Matematikken fortæller mig, at, medregnet min første 50-liters produktion, burde jeg have tilført 130 liter vand i systemet.

Min matematik passede ingen steder.

Jeg fik 70 liter i vandindvinderen og rumdragt-vandtanken. Der var masser af kondens på væggene og kuppelloftet, og jorden sluger så sandelig sin andel. Men det forklarer ikke de 60 liter manglende vand. Der var noget galt.

Det var her, jeg lagde mærke til den anden O2-tank.

Hab’et har to reserve O2-tanke. Af sikkerhedsmæssige årsager er de placeret på hver side af konstruktionen. Hab’et vælger til hver en tid selv, hvilken der bruges. Det viser sig, at atmosfæren er blevet suppleret fra Tank 1. Men når jeg sluser O2 ind i systemet (gennem oxygenatoren), leder Hab’et det ligeligt ud til begge tanke. Tank 2 har stille og roligt ophobet oxygen.

Det er ikke noget problem. Hab’et gør bare, hvad det skal. Men det betyder ikke desto mindre, at jeg har samlet O2 over tid. Hvilket betyder, at jeg ikke konsumerer det så hurtigt, som jeg troede.

Min første tanke var: ”Sådan! Mere oxygen! Nu kan jeg lave vand endnu hurtigere!” Men så slog en virkelig ubehagelig tanke ned i mig.

Følg min logik: Jeg ophober O2. Men mængden, jeg henter ind udefra, er konstant. Den eneste måde, jeg kan ophobe det, er ved at bruge mindre, end jeg troede. Jeg har arbejdet med hydrazinreaktion med den forudsætning, at jeg brugte alt op.

Den eneste mulige forklaring er, at jeg ikke har brændt alt det frigivne hydrogen væk.

I bagklogskabens lys er det indlysende. Det faldt mig ikke på noget tidspunkt ind, at en del af hydrogenet simpelthen ikke blev brændt. Det passerede forbi flammen og fortsatte sin egen vej. Jeg er for pokker botaniker, ikke kemiker!

Kemi er noget rod, så der er uafbrændt hydrogen i luften. Det er overalt, blandet med oxygen. Det ligesom … hænger ud her hos mig. Venter stille og roligt på en gnist så det kan sprænge Hab’et i luften!

Da det gik op for mig, og jeg havde brugt tid til at samle tankerne igen, fik jeg fat i en Ziplock-plasticpose, svingede lidt rundt med den og lukkede den.

Dernæst en hurtig EVA til en rover, hvor vi har det atmosfæriske analyseapparatur. Nitrogen: 22 procent. Oxygen: 9 procent. Hydrogen 64 procent.

Jeg har gemt mig herude i roveren lige siden.

Hab’et er blevet til Hydrogenstrup.

Jeg må ønske mig selv tillykke med, at jeg ikke forlængst er blevet sprængt i småstykker. Selv den mindste statiske udladning, ville være endt med min egen private opførelse af Hindenburgs skæbne.

Så nu sidder jeg her i rover 2. Jeg kan blive her i en dag, eller måske to, før mine CO₂-filtre i roveren og min rumdragt er brugt op. Det er så meget tid, jeg har til at regne ud, hvordan jeg håndterer det her.

Hab’et er en bombe.