The Martian

Kapitel 11

”Vi får noget ind … ja … ja! Det er Pathfinder!”

Det overfyldte lokale eksploderede i klapsalver og jubel. Venkat klappede en ukendt tekniker på ryggen, mens Bruce triumferende boksede i luften med en knytnæve.

Det til formålet indrettede Pathfinder-kontrolrum var en bedrift i sig selv. Igennem de forløbne tyve dage, havde et hold af JPL’s ingeniører arbejdet i døgndrift med at samle forældede computere, reparere ødelagte komponenter, forbinde det hele i netværk og installere hastigt fremstillet software, der fik de gamle systemer til at interagere med det moderne Deep Space Netværk.

Selve lokalet plejede at være et mødelokale; JPL havde ingen ledige lokaliteter til det pludseligt opståede behov. Pakket som det var med computere og udstyr, blev det begrænsede rum direkte klaustrofobisk med de mange tilløbende, der nu pressede på, for at være med derinde.

Et kamerahold fra Associated Press trykkede sig op ad bagvæggen i et nytteløst forsøg på, ikke at komme i vejen for andre, mens de filmede det løfterige øjeblik. Resten af medieverdenen måtte stille sig tilfredse med AP’s livesending og afvente en pressekonference.

Venkat vendte sig mod Bruce. ”For fanden, Bruce. Der trak du virkelig en kanin op af hatten! Flot arbejde!”

”Jeg er bare chefen,” sagde Bruce beskedent. ”Tak gutterne, der fik alt det bras til at fungere.”

”Det kan du lige tro, jeg vil!” Venkat strålede som en sol. ”Men først skal jeg tale med min nye bedste ven!”

Venkat vendte sig mod manden med headsettet ved kommunikationskonsollen og spurgte: Hvad hedder du, min nye bedste ven?”

”Tim,” sagde han uden at fjerne blikket fra skærmen.

”Hvad sker der nu?” spurgte Venkat.

”Vi sendte automatisk telemetrien retur. Signalet når frem om lidt over elleve minutter. Når det sker, vil Pathfinder påbegynde high-gaintransmissioner. Det vil sige, at vi hører fra den igen om toogtyve minutter.”

”Venkat har en doktorgrad i fysik, Tim,” sagde Bruce. ”Du behøver ikke forklare transmissionstid for ham.”

Tim trak på skuldrene. ”Man ved aldrig med chefer.”

”Hvad var der i den transmission, vi modtog?” spurgte Venkat.

”Kun lige det skrabede. Et hardware selvtjek. Det viser en masse funktioner som værende ’ude af drift’, fordi de sad på panelerne, som Watney fjernede.”

”Hvad med kameraet?”

”Meldingen var, at dens kamera fungerer. Vi får det til at panorere så snart, vi kan.”

LOG NOTAT: SOL 97

Det virkede!

Vorherre på lokum, det virkede!

Jeg er hoppet i dragten og har lige set til landingsmodulet. High-gain antennen er rettet direkte mod Jorden! Pathfinder kan ikke vide noget som helst om, hvor den befinder sig, så den kan heller ikke på nogen måde vide, hvor Jorden er. Den eneste måde for den, at finde ud af det, er ved at opfange et signal.

De ved, at jeg er i live!

Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige. Det var en vanvittig plan, og af en eller anden grund virkede den! Jeg skal snart snakke med nogen igen. Jeg har tilbragt tre måneder som den ensomste mand i verdenshistorien, og endelig er det overstået.

Det kan godt være, at jeg ikke bliver reddet. Men jeg vil ikke være alene.

Under hele eftersøgningen af Pathfinder, forestillede jeg mig, hvordan dette øjeblik ville føles. Jeg tænkte, at jeg ville hoppe lidt rundt, juble og måske lette fra jorden (fordi hele denne skide planet er min fjende), men sådan var det slet ikke. Da jeg var tilbage i Hab’et og havde fået min EVA-dragt af, satte jeg mig ned på mit jordgulv og græd. Hulkede som et lille barn i flere minutter. Til sidst dæmpede jeg det til en stille snøften, og så mærkede jeg en uendelig ro falde over mig.

Det var en god følelse.

Det slår lige ned i mig: Nu da jeg måske kommer til at leve videre, må jeg hellere holde igen med at rapportere alle de pinlige øjeblikke. Hvordan sletter man lognotater? Det er ikke så ligetil … Jeg må se på det senere. Jeg har vigtigere ting at tage mig til.

Jeg har folk, jeg kan tale med!

Venkat smilede bredt da han indtog talerstolen i JPL’s presselokale.

”For lidt over en halv time siden, modtog vi en high-gain respons,” sagde han til den forsamlede presse. ”Vi dirigerede omgående Pathfinder til at tage panoramabilleder. Forhåbentlig har Watney en besked til os i en eller anden form. Spørgsmål?”

En skov af journalisthænder blev rakt i vejret.

”Cathy, lad os begynde med dig,” sagde Venkat og pegede på reporteren fra CNN.

”Tak,” sagde hun. ”Havde I nogen kontakt med Sojourner-roveren?”

”Beklageligvis, nej,” svarede han. ”Landingsmodulet har ikke været i stand til at få forbindelse til Sojourner, og vi har ingen mulighed for at tage direkte kontakt.”

”Hvad kan der være i vejen med Sojourner?”

”Det kan jeg end ikke begynde, at gætte på,” sagde Venkat. ”Efter at have stået så længe på Mars, kan alt være i vejen med den.”

”Et kvalificeret gæt?”

”Vores kvalificerede gæt er, at han tog den med sig ind i Hab’et. Landingsmodulets signal vil ikke kunne nå Sojourner gennem Hab’ets lærred.” Han pegede på en anden reporter. ”Du, derhenne.”

”Marty West, NBC News,” sagde Marty. ”Hvordan vil I kommunikere med Watney, når alting fungerer, som det skal?”

”Det bliver op til Watney,” sagde Venkat. ”Vi har selv kun kameraet at arbejde med. Han kan skrive beskeder og holde dem op. Men hvordan vi svarer ham, er en helt anden sag.”

”Hvordan det?” spurgte Marty.

”Fordi vores eneste virkemiddel er kameraet. Det er den eneste bevægelige del. Der er flere forskellige måder, at få informationer igennem ved blot at bruge dette virkemiddel, men ingen mulighed for at informere Watney om dem. Han må selv finde på noget og give os besked. Vi gør det, som han vælger.”

Med en gestus til den næste reporter, sagde han: ”Værs’go’.”

”Jill Holbrook, BBC. Med toogtredive minutters intervaller og blot et roterende virkemiddel at kommunikere med, bliver samtalen så ikke frygtelig langtrukken?”

”Jo, det gør den,” bekræftede Venkat. ”Det er tidlig morgen i Acidalia Planitia lige nu og lidt over 3 om natten her i Pasadena. Vi kommer til at blive her hele natten, og det er kun begyndelsen. Vi har ikke mere tid lige nu. Vi panorerer igen om fem minutter. Vi vil holde jer informeret.”

Før nogen kunne nå at stille opfølgende spørgsmål, forlod Venkat lokalet gennem sidedøren med lange skridt ud og hastede ned ad gangen til det interimistiske Pathfinder-kontrolrum. Han trængte sig igennem mylderet til kommunikationskonsollen.

”Er der noget at se, Tim?”

”Også i den grad,” svarede han. ”Men vi stirrer på en sort skærm, fordi det er meget mere interessant end billeder fra Mars..”

”Nu skal du ikke blive for smart, Tim,” sagde Venkat.

”Forstået.”

Bruce masede sig hen til dem. ”Stadig nogle sekunder endnu,” sagde han.

Tiden gik i stilhed.

”Nu kommer der noget,” sagde Tim. ”Jeps, vi får et panorama.”

Lettede suk og lavmælte samtaler erstattede den anspændte tavshed, idet billedet begyndte at komme til syne. Det fyldtes ud fra venstre til højre med sneglefart på grund af båndbreddebegrænsningen fra den forældede sonde, der sendte det.

”Mars’ overflade …” bemærkede Venkat idet linjerne langsomt fyldtes ud. ”Mere overflade …”

”Kanten af Hab’et!” sagde Bruce og pegede på skærmen.

”Hab,” smilede Venkat. ”Nu kommer der mere … og mere Hab … Er det en meddelelse? Det er en meddelelse!”

I takt med at billedet voksede, afslørede det en håndskreven besked ophængt i kameraets høje, tynde metalstativ.

”Vi har fået en meddelelse fra Mark!” annoncerede Venkat ud i lokalet.

Klapsalverne bragede og døde så hurtigt hen. ”Hvad står der?” var der en, der spurgte.

Venkat lænede sig nærmere hen til skærmen. ”Der står … ’Jeg vil skrive spørgsmål her — modtager I?”

”Okay … og … ?” sagde Bruce.

”Det er, hvad der står,” sagde Venkat med et skuldertræk.

”Ny besked,” sagde Tim og pegede på skærmen, mens mere af billedet kom til syne.

Venkat lænede sig frem igen. ”Denne besked siger: ’Peg her for ja.’”

Han lagde armene over kors. ”Godt. Vi har kommunikation med Mark. Tim, ret kameraet mod Ja. Og begynd så at tage billeder med ti minutters intervaller, indtil han får sat et nyt spørgsmål op.”

LOG NOTAT: SOL 97 (2)

”Ja!” De sagde, ”Ja!”

Jeg har ikke været så begejstret for et ”ja” siden skoleballet!”

Okay, slap af.

Jeg har en begrænset mængde papir at arbejde med. Disse kort var beregnet til mærkning af prøver. Jeg har omkring halvtreds af dem. Jeg kan bruge begge sider, og hvis det skal være, kan jeg genbruge dem ved at kradse de gamle spørgsmål over.

Kuglepennen, jeg bruger, varer meget længere end kortene, så blæk er ikke noget problem. Men jeg må gøre mit skrivearbejdet inde i Hab’et. Jeg ved ikke, hvad det er for noget tyndt sjask blæk bliver lavet af, men jeg er ret sikker på, at det vil koge helt væk i Mars’ atmosfære.

Jeg bruger gamle dele fra antenneanlægget til at holde kortene op med. Det er der en vis ironi i.

Vi er nødt til at kunne kommunikere hurtigere end bare ja/nej-spørgsmål for hver halve time. Kameraet kan rotere 360 grader, og jeg har en masse antennedele. Det er på tide at lave et alfabet. Jeg kan bare ikke bruge bogstaverne fra A til Z. Seksogtyve bogstaver, plus mit spørgsmålskort, vil give syvogtyve kort rundt om landingsmodulet. Hvert af dem må kun brede sig over en 13 graders vinkel. Selv hvis JPL peger kameraet, som de skal, er der en vis sandsynlighed for, at jeg ikke er i stand til at afgøre præcis, hvilket bogstav de mener.

Jeg må altså bruge ASCII. Det er sådan computere håndterer tegn. Hvert tegn har en numerisk kode mellem 0 og 255. Værdierne mellem 0 og 255 kan udtrykkes som 2 hexadecimale tal. Ved at sende mig parvise hex-tal, kan de sende hvilket som helst tegn, de skal bruge, inklusive tal, tegnsætning etc.

Hvordan kan jeg vide, hvilke værdier der passer med hvilke tegn? Det kan jeg fordi Johanssens laptop er en skatkiste af information. Jeg vidste, at hun ville have et ASCII-skema et sted derinde. Det har alle computernørder.

Jeg vil derfor lave kort med 0 til 9 og A til F. Det giver 16 kort, jeg kan placere rundt om kameraet, medregnet spørgsmålskortet. Sytten kort betyder lidt over 21 graders vinkler til hvert. Meget lettere at arbejde med.

Jeg vil sætte i gang.

Stav med ASCII. O-F i 21 graders tilvækst. Vil observere kamera start 11:00 min tid. Når besked er slut, returner til denne position. Vent 20 minutter og tag billede (så jeg kan skrive og sende svar). Gentag procedure hver hele time.

S…T…A…T…U… S

Ingen fysiske problemer. Alle Hab-komponeneter i funktion. Spiser ¾ rationer. Dyrker vellykkede afgrøder i Hab med kultiveret jord. Bemærk: Situation ikke Ares 3-besætnings fejl. Uheld.

H … V … O … R … D … A … N … I … L … I …V … E

Gennemboret af antennestykke. Gik kold på trykfald. Mavelandede, blod forseglede hul. Vågnede efter besætning forlod Mars. Biomonitor-computer ødelagt af gennemboring. Besætning havde grund til at regne mig for død. Ikke deres fejl.

A … F … G … R ... Ø … D … E … R …?

Lang historie. Ekstrem Botanik. Har 126 m2 landbrugsjord med kartofler. Vil udvide fødevareforsyning, men ikke nok til at vare indtil Ares 4 landing. Modificeret rover til langdistancerejse, plan om at køre til Ares 4.

VI … SÅ … — … SATELLIT

Regeringen overvåger mig med satellitter? Må have sølvpapirhat! Behøver også hurtigere kommunikation. Stavesnak tager hele den skide dag. Nogen idéer?

H … E … N … T … S … J … R … N … R …U … D

Sojourner hentet ud, placeret 1 meter stik nord for landingsmodul. Hvis I kontakter den, kan jeg skrive hex tal på hjulene, og I kan sende mig seks bytes pr gang.

S … J … R … N … R … N … U … L … R … S … P …N … S

Pokkers. Andre idéer? Brug for hurtigere kommunikation.

A … R … B … E … J … D …R … P … Å … D … E … T

Jord er ved at gå ned. Genoptag 08.00 min tid i morgen. Send besked til familien at jeg er OK. Hils besætning fra mig. Sig til kaptajn Lewis, at disco ikke styrer.

Venkat blinkede gentagne gange for at klare sine slørede øjne, mens han prøvede at få bragt orden i papirerne på sit skrivebord. Hans midlertidige skrivebord hos JPL var kun et klapbord, som var stillet op omme bagest i frokoststuen. Folk cirkulerede ind og ud efter forfriskninger dagen lang, men han havde da den fordel at kaffekanden altid var i nærheden.

”Undskyld mig,” sagde en mand og nærmede sig bordet.

”Ja, de er løbet tør for sukkerfri cola,” sagde Venkat uden at se op. ”Jeg ved ikke, hvornår servicemanden kommer og fylder køleskabet.

”Jeg er faktisk kommet for at tale med dig, dr. Kapoor.”

”Hva be’har’?” sagde Venkat og så op. Han virrede lidt på hovedet. ”Undskyld, jeg har været vågen hele natten.” Han slugte sin kaffe. ”Hvem var det, du sagde, du var?”

”Jack Trevor,” sagde den tynde, blege mand, der stod foran Venkat. ”Jeg er ingeniør i softwareafdelingen.”

”Hvad kan jeg hjælpe dig med?”

”Vi har en ide til kommunikationen.”

”Jeg lytter.”

”Vi har gennemgået den gamle Pathfinder-software. Vi har hentet de samme computermodeller frem og kører testprøver på dem. Det er de computere, man brugte til at indkredse problemet, der næsten fik sat en stopper for den oprindelige mission. Det er faktisk en meget interessant historie; det viser sig, at der var sket en prioritetsombytning i Sojourners processtyring, og — ”

”Få sagen i fokus, Jack,” afbrød Venkat.

”Selvfølgelig. Okay, sagen er den, at Pathfinder har en OS update proces. Det vil sige, vi kan ændre softwaren, som det passer os.”

”Hvad hjælper det?”

”Pathfinder har to kommunikationssystemer. Det ene taler til os, det andet taler til Sojourner. Vi kan konvertere det andet system til at sende på Ares 3 roverfrekvens. Vi kan også få det til at ligne radiosignalet fra Hab’et.”

”I kan få Pathfinder til at snakke med Marks rover?”

”Det er den eneste mulighed. Hab’ets radio er død, men roveren har kommunikationsudstyr, som er lavet til at tale med Hab’et og den anden rover. Problemet er bare, at for at implementere et nyt kommunikationssystem, skal vi have den rigtige software kørende i begge ender. Vi kan opdatere Pathfinder med fjernstyring, men ikke roveren.”

”Det vil altså sige,” sagde Venkat, ”I kan få Pathfinder til at snakke med roveren, men I kan ikke få roveren til hverken at lytte eller svare.”

”Nemlig. Det bedste ville være, hvis vi kunne få vores tekst frem på roverens skærm, og alt hvad Watney taster, sendt tilbage til os. Det kræver en justering af roverens software.”

Jack smilede bredt idet han fortsatte: ”Vi kan ikke udføre sådan en patch, men det kan Watney! Vi sender ham de nødvendige data, og beder ham selv opdatere roveren.”

”Hvor meget data taler vi om?”

”Jeg har sat drengene til at arbejde med rover-softwaren lige nu. Patch-filen bliver mindst tyve mega. Vi kan rundt regnet kun sende en byte til Watney hvert fjerde sekund ved hjælp af staveplademodellen. Det ville tage tre års uafbrudte sendinger at få patch-filen igennem. Det duer selvfølgelig ikke.”

”Men her står du og taler til mig, så jeg går ud fra, at du har en løsning, ikke?” indskød Venkat og undertrykte en trang til at skrige.

”Selvfølgelig!” strålede Jack. ”Software-ingeniører er udspekulerede, når det gælder datastyring.”

”Fortsæt endelig,” sagde Venkat.

”Nu kommer jeg til finten,” sagde Jack henrykt. ”Som det er nu, parser roveren signalet til bytes, og identificerer den specifikke sekvens, som Hab’et sender på. På den måde kan naturlige radiobølger ikke sabotere lokaliseringen. Hvis det ikke er de rigtige bytes, vil roveren ignorere dem.”

”Okay, og hvad så?”

”Det betyder, at vi kan finde de parsede bytes et sted i kodebasen og indsætte en lillebitte kodestump — ikke mere end tyve kommandoer — for at skrive de parsede bytes over på en logfil, før vi undersøger deres validitet.”

”Det lyder lovende … ” sagde Venkat.

”Netop!” sagde Jack begejstret. ”Først opdaterer vi Pathfinder, så den ved, hvordan den skal snakke med roveren. Dernæst fortæller vi Watney nøjagtig, hvordan han hacker roverens software og tilføjer de tyve kommandoer. Så får vi Pathfinder til at sende ny software til roveren. Roveren gemmer de sendte bytes som en fil. Til sidst aktiverer Watney filen som et exe.program og roveren opdaterer sig selv.”

Venkat rynkede panden, mens han tyggede på langt mere information end hans søvnberøvede hjerne kunne overkomme.

”Øhm,” lød det fra Jack. ”Du hverken jubler eller danser?”

”Vi skal altså bare sende de tyve kommandoer til Watney?” forhørte Venkat sig.

”Ja, og så forklare ham, hvordan han redigerer filerne. Og vi husker selvfølgelig at fortælle ham, hvor han skal tilføje kommandoerne i filerne.”

”Bare sådan?”

”Bare sådan!”

Venkat var tavs et øjeblik. ”Jack, jeg vil belønne dig og hele dit hold med originale StarTrek-artefakter med autografer på.”

”Jeg ville foretrække, det blev fra Star Wars,” sagde han, før han vendte sig for at gå. ”Den oprindelige trilogi, naturligvis.”

”Naturligvis,” sagde Venkat.

Mens Jack var på vej væk, nærmede en kvinde sig Venkats bord.

”Ja?” sagde Venkat.

”Jeg kan ikke finde nogle sukkerfri colaer, er vi løbet tør?”

”Ja,” sagde Venkat. ”Og jeg ved ikke, hvornår servicemanden genopfylder køleskabet.”

”Okay, tak,” sagde hun.

Netop som han igen skulle til at fordybe sig i sine papirer, ringede hans mobil. Han stønnede højlydt, mens han flåede sin telefon op fra bordet.

”Hallo?” sagde han så muntert, det var muligt.”

”Jeg skal bruge et billede af Watney.”

”Hej, Annie. Jeg synes også, det er hyggeligt at snakke med dig. Hvordan går det hos jer hjemme i Houston?”

”Drop det pis, Venkat. Jeg skal bruge et billede.”

”Så enkelt er det ikke,” sagde Venkat.

”I taler til ham med et fucking kamera. Hvor svært kan det være?”

”Vi staver vores beskeder, venter tyve minutter, og så kan vi tage et billede. Watney er for længst vendt tilbage i Hab’et på det tidspunkt.”

”Så giv ham besked på, at være der, når I tager det næste billede,” forlangte Annie.

”Vi kan kun sende én besked i timen, og kun når Acidalia Planitia vender mod Jorden,” sagde Venkat. ”Vi spilder ikke en besked på at fortælle ham, at han skal stille op til fotosession. Desuden har han sin EVA-dragt på. Man vil ikke engang kunne se hans ansigt.”

”Du må give mig noget, Venkat,” sagde Annie. ”I har været i kontakt med ham i fireogtyve timer, og pressen er ved at gå amok. De vil have et billede til historien. Det er en verdensbegivenhed.”

”Du har billederne af hans beskeder. Dem må du klare dig med.”

”Det er ikke godt nok,” sagde Annie. ”Jeg har pressen kravlende langt ned i halsen efter noget. Og op i røven. Fra begge ender, Venkat! De ender med at mødes på midten!”

”Det må vente nogle dage. Vi vil forsøge, at forbinde Pathfinder med roverens computer — ”

”Nogle dage!?” gispede Annie. ”Det er det eneste, folk interesserer sig for lige nu. Og med folk, mener jeg hele verden. Det er den største begivenhed siden Apollo 13. Du har bare at give mig det skide billede!”

Venkat sukkede. ”Jeg prøver at få et i morgen.”

”Glimrende!” sagde hun. ”Ser frem til det.”

LOG NOTAT: SOL 98

Jeg må holde vågent øje med kameraet, når det staver for mig. Det sker med en halv byte ad gangen. Jeg ser et par tal, hvorefter jeg slår dem op i den ASCII facitliste, jeg selv har lavet. Det er så et bogstav.

Jeg skulle nødig komme til at glemme et bogstav, så jeg kradser dem alle ned på jorden med en stang. Processen med at slå et bogstav op og kradse det ned på jorden, tager et par sekunder. Af og til når jeg igen retter blikket mod kameraet, er der allerede smuttet et tal for mig. Jeg kan som regel gætte det ud fra konteksten, men det sker, at jeg går helt glip af meningen.

I dag stod jeg op flere timer før nødvendigt. Det var nærmest som julemorgen! Jeg kunne dårligt vente til klokken blev 08:00. Jeg spiste morgenmad, udførte nogle nødvendige kontroller på Hab’ets udstyr og læste lidt Poirot. Og så blev det endelig tid!

CNHAKRVR2TLK2PTHFDRPRP4LONGMSG

Indrømmet. Det tog mig et øjeblik eller to. ”Kan hacke rover så den taler med Pathfinder. Gør klar til lang besked.”

Det krævede lidt hjernegymnastik at regne ud. Men det var supergodt nyt. Hvis vi kan få det til at fungere, vil vi kun være begrænset af transmissionstid. Jeg hængte en besked op, der sagde: Roger.

Ved ikke lige, hvad de mente med ”lang besked,” men jeg tænkte, at jeg hellere måtte være beredt. Jeg gik derfor ud et kvarter i hel, og glattede et stort areal jord. Jeg fandt min længste antenne-pind frem, så jeg kunne nå helt ud i kanten af det glattede område, uden at skulle træde ind over det.

Så var jeg klar. Afventede.

Da klokken var nøjagtig hel, kom beskeden.

LNCHhexiditONRVRCMPÅBENFIL-/usr/lib/habcomm.so-SCROLLTILIDXONLFTIS:2AAE5,OVRWT14BYTSWTHDATAWE’LLSNDNXTMSG,VISDIG10LKAMERA20MINEFTERUDFØRELSE

Det var ikke så lidt. Okay.

De vil have mig til at starte ”hexidit” på roverens computer, og dernæst åbne filen /usr/lib/habcomm.so, scrolle indexlæsningen i venstre side af skærmen indtil jeg har 2AAE5, hvorefter jeg erstatter de bytes med en 141-bytesekvens, som NASA vil sende i den næste besked. Helt okay.

Desuden vil de, af en eller anden grund, have mig til at blive hængende til næste billedoptagelse. Gad vide hvorfor. Man kan ikke se en skid af mig, når jeg er i dragten. Selv ansigtsglasset vil reflektere for meget lys. Nå, det er, hvad de beder om.

Jeg gik ind igen og skrev meddelelsen ned, bare som fremtidig reference. Så skrev jeg en kort besked og gik ud igen. Jeg plejer bare at hænge beskeden op og gå ind igen. Denne gang var jeg nødt til at blive stående og vente på fotobegivenheden.

Jeg gav kameraet en tommel-op, der passede til beskeden, der sagde: ”AYYYYYY!”

Giv 70’erne og Fonzie skylden.

”Jeg beder om et billede, og så får jeg Fonzie?” sagde Annie bebrejdende til Venkat.

”Du fik dit billede, så hold op med at brokke dig,” sagde han med telefonen klemt fast mellem hage og skulder. Han var mere optaget af skemaerne foran sig end samtalen.

”Ayyyyyy!” imiterede Annie. ”Hvorfor finder han på den slags?”

”Har du mødt Mark Watney?”

”Okay, okay,” sagde Annie. ”Men jeg vil have et billede af hans ansigt ASAP.”

”Kan ikke lade sig gøre.”

”Hvorfor ikke?”

”Fordi, hvis han tager hjelmen af, dør han. Annie, jeg er nødt til at løbe. En af JPL-programmørerne er kommet, og det er en hastesag. F’vel!”

”Men — ” nåede Annie at sige, mens han afbrød forbindelsen.

Jack stod i døråbningen. ”Det haster da ikke så meget.”

”Det ved jeg godt,” sagde Venkat. ”Hvad kan jeg gøre for dig?”

”Vi har tænkt på noget,” begyndte Jack. ”At hacke roveren kan godt gå hen og blive ret detaljeret. Det kræver en hel del tovejs-kommunikation med Watney.”

”Fint nok,” sagde Venkat. ”Tag den tid, det tager, for at gøre det ordentligt.”

”Vi kunne få tingene gjort hurtigere med en kortere transmissionstid,” sagde Jack.

Venkat så forundret på ham. ”Du har måske også en plan for at rykke Jorden og Mars tættere sammen?”

”Jorden behøver ikke at blive blandet ind i det,” sagde Jack. ”Hermes er treoghalvfjerds millioner kilometer fra Mars lige nu. Kun fire lysminutter væk. Beth Johanssen er en fantastisk programmør. Hun kunne guide Mark igennem det.”

”Kommer ikke på tale,” sagde Venkat.

”Hun er jo missionens sysop,” pressede Jack på. ”Det er jo netop hendes spidskompetence.”

”Det er udelukket, Jack. Besætningen ved stadig intet.”

”Hvad sker der? Hvorfor kan du ikke bare fortælle dem det?”

”Watney er ikke mit eneste ansvar,” sagde Venkat. ”Jeg har fire andre astronauter ude i det ydre rum, og de er nødt til at koncentrere sig om deres hjemrejse. Ingen tænker over det, men statistisk set, er de lige nu i større fare end Watney. Han er på en planet. De er i rummet.”

Jack rystede på hovedet. ”Okay, vi gør det på den langsomme måde.”

LOG NOTAT: SOL 98 (2)

Har I nogensinde transkriberet 141 random bytes med en halv byte ad gangen?

Det er kedeligt. Det er også svært, når man ikke har en pen at skrive det ned med.

Før skrev jeg bare bogstaver i sandet. Denne gang måtte jeg have tallene ind i noget bærbart. Min første plan: Brug en laptop!

Hver enkelt besætningsmedlem havde deres egen laptop. Jeg har altså seks af dem til min rådighed. Eller, Jeg havde seks. Nu har jeg fem. Jeg tænkte, at en laptop ville klare sig fint udenfor. Det er bare elektronik, ikke? Den skal nok holde sig varm nok til at fungere i et lille stykke tid, og den skal ikke bruge luft til noget.

Den døde med det samme. Skærmen blev sort, før jeg var ude af luftslusen. Det viser sig at ”L’et” i ”LCD” står for ”Liquid.” Jeg går ud fra, at den enten frøs eller kogte over. Måske skulle jeg indsende en forbrugerklage: Tog produktet med ud på Mars’ overflade. Det holdt dernæst op med at virke. 0 på en skala fra 1-10. Jeg brugte i stedet et kamera. Jeg har masser, og de er specialdesignet til at fungere på Mars. Jeg skrev bytes ned i sandet i takt med at de nåede frem, tog et billede, og transskriberede det hele inde i Hab’et.

Nu er det nat, så der kommer ikke flere beskeder. I morgen indlæser jeg det i roverne, og så må nørderne fra JPL tage den derfra.

Der hang en dunst af sved i det midlertidige Pathfinder-kontrolrum. Ventilationssystemet var ikke lavet til så mange mennesker, og alle havde arbejdet i døgndrift uden meget tid til personlig hygiejne.

”Kom herop, Jack,” sagde Venkat. ”Du får den ære at være Tims sidekammerat i dag.”

”Tak,” sagde Jack og tog Venkats plads ved siden af Tim. ”Hej, Tim!”

”Jack,” sagde Tim.

”Hvor lang tid vil det tage at få patchen til at virke?” spurgte Venkat.

”Det burde ske ret øjeblikkeligt,” svarede Jack. ”Watney indsatte hacket tidligere i dag, og vi bekræftede, at det fungerede. Vi opdaterede Pathfinders OS uden problemer. Vi sendte rover-patchen, som Pathfinder genudsender. Når først Watney kører patchen og rebooter roveren, burde vi have forbindelse.”

”Du almægtige for en kompliceret proces,” sagde Venkat.

”Så skulle du prøve at opdatere en Linux-server,” sagde Jack.

Efter et øjebliks stilhed, lød det fra Tim: ”Du ved godt, at han fyrede en joke af, ikke? Det var meningen, at du skulle grine.”

”Åh,” sagde Venkat. ”Jeg er fysiker, ikke computernørd.”

”Computernørder synes heller ikke, han er sjov.”

”Du er også en ret så usjov fyr, Tim,” sagde Jack.

”Systemet er online,” sagde Tim.

”Hva’?”

”Det er online. FYI.”

”Så for satan!” sagde Jack.

”Det virkede!” annoncerede Venkat ud i lokalet.

(11:18) JPL: Mark, dette er Venkat Kapoor. Vi har overvåget dig siden Sol 49. Hele verden har heppet på dig. Sikken bedrift at hente Pathfinder. Vi arbejder på redningsplaner. JPL tilpasser Ares 4’s MDV til at foretage en kort flyvning over land. De vil samle dig op og tage dig med til Schiaparelli. Vi er ved at forberede en forsyningsmission, der kan holde dig velnæret indtil Ares 4 ankommer.

(11:29) WATNEY: Godt at høre det. Glæder mig virkelig til ikke at dø. Lad mig slå fast, at det ikke var besætningens fejl. Apropos: Hvad sagde de til at jeg er i live? Og forresten: ”Hej mor!”

(11:41) JPL: Fortæl om dine ”afgrøder”. Vi estimerer, at dine fødevareforsyninger varer til Sol 400 med ¾ ration pr. måltid. Vil dine afgrøder ændre det tal? Svar på dit spørgsmål: Vi har endnu ikke fortalt besætningen, at du er i live. De skal kun fokusere på deres egen mission.

(11:52) WATNEY: afgrøderne er kartofler — avlet af dem, vi skulle spise til Thanksgiving. De klarer sig fint, men i længden er der er ikke nok frugtbar jord til livsopretholdende høst. Jeg løber tør for mad omkring Sol 900. Desuden: Fortæl dog besætningen, at jeg er i live! Hvad fuck sker der for jer?

(12:04) JPL: Vi får botanikere til at stille detaljerede spørgsmål og dobbelttjekke dit arbejde. Dit liv er på spil, så vi vil gerne være sikre. Sol 900 er godt nyt. Det giver os masser af tid til at gøre forsyningsmissionen klar. I øvrift bedes du venligst styre dit sprog. Alt, hvad du skriver, sendes live over hele verden.

(12:15) WATNEY:Se! Patter! —> (.Y.)

”Tak for det, hr. Præsident,” sagde Teddy i telefonen. ”Jeg sætter pris på opkaldet, og jeg vil overbringe lykønskningen til hele organisationen.”

Han afsluttede samtalen og lagde sin mobil på hjørnet af sit skrivebord, så den flugtede med bordkanten.

Mitch bankede på kontorets åbne dør.

”Passer det dig, at jeg lige kommer ind?” spurgte Mitch.

”Kom endelig ind, Mitch,” sagde Teddy. ”Sid ned.”

”Tak,” sagde Mitch og tog plads i den dyre lædersofa. Han rakte op til sin øresnegl og skruede ned for volumen.

”Hvordan går det i Mission Control?” spurgte Teddy.

”Forrygende,” sagde Mitch. ”Alt er fint med Hermes. Og alle er i højt humør, takket være hvad der sker hos JPL. I dag var en forbandet god dag, til en forandring!”

”Ja, det var,” nikkede Teddy. ”Endnu et skridt frem mod at få Watney tilbage i live.”

”Apropos det,” sagde Mitch. ”Du kan sikkert gætte, hvorfor jeg er her.”

”Det er ikke så svært,” sagde Teddy. ”Du vil gerne fortælle besætningen, at Watney er i live.”

”Ja,” sagde Mitch.

”Og du vil gerne tage det op med mig, mens Venkat er i Pasadena, så han ikke kan komme med modargumenter.”

”Jeg er egentlig ikke nødt til, at afklare dette med dig, Venkat eller nogen andre. Jeg er flyveleder. Det burde have været min beslutning fra starten, men du skred ind og gav kontraordre. Det lader vi ligge. Men vi blev enige om at fortælle dem det, så snart der var håb. Det er der nu. Vi har oprettet kommunikation, vi har en redningsplan på bedding, og hans jordbrug køber os tid til at skaffe forsyninger frem til ham.”

”Okay, giv dem besked,” sagde Teddy.

Mitch tøvede. ”Slet ingen indvendinger?”

”Jeg vidste, at du ville bringe det på bane før eller senere, så jeg har allerede tænkt det igennem og er afklaret. Giv dem endelig besked.”

Mitch rejste sig. ”Godt, det gør jeg. Tak for det,” sagde han, idet han forlod kontoret.

Teddy drejede en halv omgang med stolen og kastede et langt blik ud ad vinduerne mod nattehimlen. Han betragtede den svage, røde prik mellem stjernerne.

”Hold ud, Watney,” sagde han. ”Vi er på vej.”