The Martian

Kapitel 5

LOG NOTAT: SOL 38

Jeg kryber stadig sammen i roveren, men jeg har haft tid til at tænke. Nu ved jeg, hvordan jeg skal håndtere hydrogenet.

Jeg tænkte på den atmosfæriske regulator. Den registrerer alt, hvad der findes i luften og afbalancerer atmosfæren. Det var sådan, mit overskydende O2 endte i tankene. Problemet er, at systemet simpelthen ikke er lavet til at trække hydrogen ud af luften.

Regulatoren benytter frysefraktionering for at skille gasarterne fra hinanden. Når den afgør, at der er for meget oxygen, begynder den at indsamle luft i en tank og afkøle den ned til 90 kelvin. Så bliver oxygenet til væske, men efterlader nitrogenet (kondenseringspunkt: 77K) i sin gasform. Dernæst lagrer det O2.

Jeg kan bare ikke få den til at gøre det samme med hydrogen, fordi hydrogen skal ned under 21K for at blive til væske. Så meget kan regulatoren ikke sænke temperaturen. Blindgyde.

Her er løsningen:

Hydrogen er farligt, fordi det kan eksplodere. Men det kan kun eksplodere, hvis der er oxygen i nærheden. Hydrogen uden oxygen er harmløs og regulatoren er kun indrettet til at trække oxygen ud af luften.

Der er fire forskellige sikkerhedslåse, der forhindrer regulatoren i, at lade Hab’ets oxygenniveau blive for lavt. Men låsene er designet til at modvirke tekniske fejl, ikke regulær sabotage (Muaha ha ha!)

For at gøre en lang historie kort, kan jeg narre regulatoren til at trække alt oxygenet ud af Hab’et. Så kan jeg tage en rumdragt på (for at kunne trække vejret) og gøre, hvad jeg vil, uden frygt for at blive sprængt i luften.

Jeg vil bruge en O2-tank til at sende korte sprøjt oxygen ud i hydrogenet og få det til at gnistre ved hjælp af ledninger og et batteri. Det vil få hydrogenet til at brænde, men kun indtil de små portioner oxygen er brugt op.

Det vil jeg blive ved med at gøre, om og om igen, i kontrollerede intervaller indtil jeg har brændt alt hydrogenet væk.

Der er bare en lille hage ved den plan: Det vil ødelægge min jord.

Jorden er kun frugtbar på grund af bakterievæksten i den. Hvis jeg fuldstændig fjerner oxygenet, vil bakterierne dø. Jeg har ikke milliarder af bittesmå rumdragter at dele ud af.

Nå, jeg har i hvert fald en halv løsning.

Det er tid til at tage en pause fra tænketanken.

Kaptajn Lewis var den sidste, der benyttede denne rover. Hun skulle have brugt den igen på Sol 7, men hun tog hjem i stedet. Hendes personlige rejsetaske er her stadig. Jeg tog et overblik og fandt en proteinbar samt en personligt USB-nøgle, sikkert fyldt med musik til køreturene.

Det er spisetid, og så må jeg se, hvad den gode kaptajn har medbragt af musik.

LOG NOTAT: SOL 38 (2)

Disco. For fanden da, Lewis.

LOG NOTAT: SOL 39

Jeg tror, jeg har det.

Jordbakterier er vant til vintre. De bliver mindre aktive og behøver mindre oxygen for at overleve. Jeg kan sænke Hab’ets temperatur til 1 grad, og de vil næsten gå i vintersøvn. Det sker hele tiden på Jorden. De kan overleve et par dage på den måde. Hvis I spørger jer selv, hvordan bakterier på Jorden kan overleve længere perioders kulde, er svaret, at det kan de ikke. Bakterier fra dybere jordlag, hvor der er varmere, formerer sig og bevæger sig op for at erstatte de døde.

De har stadig brug for oxygen, men ikke så meget. Jeg tror, at 1 procent i atmosfæren vil kunne gøre det. Det giver bakterierne et minimum af luft at trække vejret i, mens det ikke er nok til at opretholde ild. Det vil sige, at hydrogenet ikke eksploderer.

Men det fører til endnu et problem. Kartoffelplanterne vil ikke bryde sig om min plan.

Manglen på oxygen gør dem ikke noget, men kulden slår dem ihjel. Jeg bliver nødt til at anbringe dem i potter (poser, rent faktisk) og flytte dem ud i en rover. De har ikke spiret endnu, så de behøver ikke lys.

Det kom bag på mig, hvor irriterende omstændeligt det er at holde varmen tændt i roverne, mens de er ubemandede. Men jeg fik det ordnet. Jeg har trods alt ikke andet end tid her.

Godt, her er planen: Først skal kartoffelplanterne sættes i poser og bæres ud i roveren (sørg for, at den holder det skide varmeanlæg kørende). Så sænkes Hab’ets temperatur til 1 grad. Dernæst, reducere O2-indhold til 1 procent. Brænd hydrogen med et batteri, ledninger og en tankfuld O2.

Jeps. Det lyder alt sammen som en fin ide, hvor intet kan gå galt.

Det var sarkasme, hvis nogen skulle være i tvivl.

Nå, jeg må i gang.

LOG NOTAT: SOL 40

Det gik ikke 100 procent godt.

Man siger, at ingen plan lykkes fuldstændig ved første forsøg. Det er jeg nødt til at erklære mig enig i. Her er hvad der skete:

Jeg samlede mit mod og gik ind i Hab’et. Da jeg først var kommet ind, følte mig jeg lidt mere selvsikker. Alting var som jeg havde efterladt det (hvad havde jeg forventet? Marsmænd i gang med at plyndre mine ting?).

Det ville tage et stykke tid at nedkøle Hab’et, så jeg skruede omgående temperaturen ned til 1 grad.

Jeg omplantede kartoffelplanterne i poser og havde lejlighed til se nærmere på dem i processen. De har sat gode rødder og er på nippet til at spire. Her faldt det mig ind, at jeg ikke havde tænkt over, hvordan jeg skulle transportere dem fra Hab’et til Roverne.

Svaret lå lige for. Jeg puttede dem alle ned i Martinez’ rumddragt. Så slæbte jeg den ud til roveren, der var lavet om til et midlertidigt drivhus.

Efter at jeg havde sikret mig at dens varmeanlæg ville holde varmen, vendte jeg tilbage til Hab’et.

Det var allerede køligt, da jeg trådte ind. Temperaturen var nede på 5 grader. Skælvende og med udsigt til skyerne af kondens fra min vejrtrækning, begyndte jeg at tage flere lag tøj på. Det er et held, at jeg ikke er nogen særlig stor mand. Martinez’ tøj kunne godt trækkes over mit eget. Det åndssvage tøj var beregnet til at blive båret i stuetemperatur. Selv med tre lag tøj, frøs jeg stadig. Jeg krøb ind i min køje og ned under tæpperne for at få varmen.

Da temperaturen endelig nåede ned til 1 grad, ventede jeg en time mere for at være sikker på, at bakterierne havde forstået, at de skulle geare ned.

Det næste problem, jeg løb ind i, var regulatoren. Til trods for min overlegne selvtillid, kunne jeg ikke narre den. Den er virkelig ikke indstillet på at hive for meget O2 ud af luften. Det laveste niveau, jeg kunne overtale den til, var 15 procent. Derefter nægtede den blankt at sænke niveauet yderligere. Der var intet jeg kunne stille op med den. Jeg havde alle mulige planer for at gå ind og omprogrammere den, men sikkerhedsprotokollerne viste sig at ligge på ROM.

Jeg er ikke sur på den. Hele dens formål er, at forhindre atmosfæren i at blive giftig. Ingen hos NASA tænkte: ”Hey, lad os tillade en dødbringende mangel på oxygen, der vil få alle til at falde døde om!”

Derfor måtte jeg forsøge mig med en mere primitiv plan.

Regulatoren bruger forskellige typer ventiler til henholdsvis luftprøver og den primære funktion, luftrensning. Luften, der gennemgår processen via frysefraktionering, kommer ind gennem én stor ventil på den primære enhed. Den tager til gengæld prøver af luften gennem ni små ventiler som fører tilbage til den primære enhed. På den måde får den et godt gennemsnit fra Hab’et, og en lokaliseret ubalance vil ikke udløse nogen alarm.

Jeg tapede otte af de små ventiler til og overlod det til en at forblive aktiv. Så tapede jeg åbningen på en af de største plasticsække fast over halsåbningen i en rumdragt (Johanssens, denne gang.) På undersiden af plasticsækken prikkede jeg et lille hul og tapede den fast med hullet over den sidste ventil.

Så fyldte jeg sækken op med ren O2 fra rumdragtens tanke. ”Vorherre på lokum,” tænkte regulatoren, ”jeg må hellere suge det O2 ud omgående!”

Det fungerede perfekt!

Jeg bestemte mig for ikke at tage rumdragt på alligevel. Det atmosfæriske tryk skulle nok holde. Det eneste, jeg skulle bruge, var oxygen. Jeg snuppede mig derfor en iltflaske og en iltmaske fra lægemiddelforsyningerne. På den måde fik jeg i den grad øget min bevægelsesfrihed. Masken havde endda et gummibånd, så den blev siddende over mit ansigt.

Jeg skulle dog bruge en rumdragt til at overvåge Hab’ets faktiske oxygenniveau, efter at dets hovedcomputer var blevet overbevist om, at det lå på 100 procent O2. Lad mig se … Martinez’ rumdragt var ude i Roveren. Johanssens var optaget af at snyde regulatoren. Lewis’ blev brugt som vandtank. Min egen ville jeg ikke begynde at rode med (helt ærligt, den er skræddersyet til mig!). Det efterlod to rumdragter at arbejde med.

Jeg snuppede Vogels dragt og aktiverede de interne luftsensorer uden at sætte hjelmen på. Da oxygenniveauet faldt til 12 procent, tog jeg iltmasken på. Jeg så niveauet dale mere og mere. Da det nåede ned på 1 procent, slukkede jeg for regulatoren.

Det er muligt, at jeg ikke kan omprogrammere regulatoren, men jeg kan i hvert fald lukke ned for svinet.

Hab’et har blinkende advarselslamper alle vegne i tilfælde af alvorligt strømnedbrud. Jeg flåede LED-pærerne ud af en af dem, hvilket efterlod to flossede strømledninger meget tæt på hinanden. Da jeg så tændte igen, fik jeg en lille gnist.

Jeg snuppede dernæst en iltflaske fra Vogels dragt og satte en strop i begge ender, så jeg kunne bære den på skulderen. Så satte jeg ilttilførsel til tanken og klemte slangemundingen flad med min tommelfinger. Langsomt og forsigtigt skruede jeg op for en stille udsivning af O2; så minimal, at den ikke pludselig blev for kraftig for den fladtrykte munding at holde tilbage.

Jeg trådte op på bordet med en gnisttænder i den ene hånd og min oxygenslange i den anden, og så rakte jeg op og lod det komme an på en prøve.

Og hold da kæft, det virkede! Mens jeg lod O2 sive hen over gnisttænderen, tændte jeg for advarselslampen, og en vidunderligt flamme skød ud af slangen. Brandalarmen gik selvfølgelig i gang. Men jeg havde efterhånden hørt så meget til den, at jeg næsten ikke bemærkede den længere.

Jeg gjorde det igen. Og igen. Korte udladninger. Ikke noget spektakulært. Jeg havde det fint med at gå forsigtigt til værks.

Jeg var virkelig begejstret. Dette var den bedste af alle planer. Ikke bare rensede jeg hydrogen ud, jeg lavede samtidig mere vand!

Alting gik fint indtil eksplosionen.

Det ene øjeblik stod jeg nok så fornøjet og brændte hydrogen af; det næste øjeblik lå jeg i den anden ende at Hab’et, der nu flød med væltet ragelse. Jeg fik kæmpet mig på benene og så Hab’et i kaos.

Min første tanke var: ”Av for helvede, min ører!”

Så tænkte jeg: ”Jeg er svimmel,” og faldt ned på knæ. Næste øjeblik kollapsede jeg fuldstændig og endte fladt på maven. Jeg var sindssygt svimmel. Jeg tog mig til hovedet med begge hænder og ledte efter en alvorlig hovedlæsion, som jeg desperat håbede ikke var der. Det lod ikke til det.

Mens jeg følte efter på mit hoved og ansigtet, dæmrede det virkelige problem hurtigt. Min iltmaske var blevet revet af i eksplosionen. Jeg indåndede næsten ren nitrogen.

Gulvet var dækket af ting og sager fra alle Hab’ets gemmer. Umuligt at finde iltbeholderen til lægeligt brug. Intet håb om, at finde noget som helst i det rod, før jeg mistede bevidstheden.

Så fik jeg øje på Lewis’ dragt, der hang på sin plads, som den hørte hjemme. Den havde ikke flyttet sig under eksplosionen. Den var jo tung i sig selv og dertil fyldt med 70 liter vand.

Jeg skyndte mig hen til den, tændte hurtigt for O2-tilførslen og stak mit hoved i halsåbningen (jeg havde i forvejen skruet hjelmen af, for at lette adgangen til vandet). Jeg trak vejret et lille stykke tid indtil svimmelheden fortog sig. Så tog jeg en ordentlig mundfuld luft og holdt vejret.

Jeg fortsatte med at holde vejret, mens jeg kastede et blik over mod rumdragten og plasticsækken, som jeg havde brugt til at snyde regulatoren med. Det var noget skidt, at jeg aldrig nåede at fjerne tingene. Det var til gengæld godt at eksplosionen gjorde. Otte af de ni indtag på regulatoren var stadig pakket ind i poser, og denne ene ville i hvert fald fortælle sandheden.

Jeg tumlede hen til regulatoren og tændte den igen.

Efter en to-sekunders genstart (den var selvfølgelig konstrueret til at genstarte hurtigt), identificerede den øjeblikkelig problemet.

Den skingre alarm for lavt oxygen-niveau gav genlyd i Hab’et, mens regulatoren pumpede ren oxygen ud i atmosfæren med så stor kraft, som det overhovedet er muligt indenfor sikkerhedsgrænsen. At udskille oxygen fra atmosfæren er kompliceret og tidskrævende, men at tilføre det, er bare at åbne for en ventil.

Jeg vaklede henover rodet til Lewis’ rumdragt og stak mit hoved ind for at få en god mundfuld luft igen. Indenfor tre minutter havde regulatoren bragt Hab’ets iltniveau tilbage på normalen.

Først nu bemærkede jeg, hvor brændt mit tøj var. Det var det helt rigtige tidspunkt at have tre lag på. Der var sket mest skade på mine ærmer. Det yderste lag tøj var væk, det midterste var svedent med spredte gennembrændte huller. Det inderste lag, min egen uniform, var i rimelig god stand. Der var jeg vist heldig igen.

Da jeg kastede et blik på Hab’ets hovedcomputer, så jeg, at temperaturen var nået op på 15 grader. Der var sket noget meget varmt og eksplosivt, men jeg var ikke sikker på hvad. Eller hvordan.

Så her står jeg nu. I fuld gang med at undre mig over, hvad helvede der lige skete.

Efter alt det bøvl med at blive sprængt i luften, er jeg fuldstændig færdig. I morgen må jeg i gang med at foretage en million systemtjek og forsøge at regne ud, hvad der eksploderede, men lige nu er jeg nødt til at sove.

Jeg tilbringer natten ude i roveren. Selvom der er renset for hydrogen, har jeg ikke lyst til at hænge ud i et Hab med tendens til at eksplodere helt uden grund. Desuden ved jeg ikke, om der er et læk.

Denne gang tog jeg et ordentligt måltid med mig, og noget at lytte til som ikke er disco.

LOG NOTAT: SOL 41

Jeg har brugt hele dagen på at køre fuld diagnostik på hvert eneste system i Hab’et. Det var ufatteligt kedeligt, men da min overlevelse afhænger af de maskiner, måtte det gøres. Jeg kan ikke bare gå ud fra, at en eksplosion ikke forårsagede alvorlig skade.

Jeg begyndte med de mest kritiske tjek. Øverst på listen var at undersøge, om Hab’ets teltdug var intakt. Jeg følte mig ret sikker på, at den var nogenlunde i orden, fordi jeg havde sovet et par timer i roveren, før jeg vendte tilbage til Hab’et, hvor trykket stadig var fint. Computeren meldte ikke om trykænderinger i det tidsrum, kun et mindre udsving baseret på temperatur.

Så tjekkede jeg oxygenatoren. Hvis den holder op med at virke, og jeg ikke kan lave den, er jeg en død mand. Men ingen problemer.

Dernæst den atmosfæriske regulator. Heller ingen problemer.

Varmeanlægget, det primære batterisystem, O2- og N2-tankene, vandindvinderen, alle tre luftsluser, lysanlægget, hovedcomputeren … Jeg blev ved og ved og blev mere og mere lettet i takt med, at de enkelte systemer hver især viste sig at være fuldt funktionsdygtige.

Det må jeg give NASA. De mener det alvorligt, når de fremstiller disse ting.

Så kom det spændende øjeblik … At se til jorden. Jeg tog lidt prøver rundt om i hele Hab’et (husk på, at jeg nu har jordgulv overalt) og lagde dem i objektglas.

Med rystende hænder lagde jeg prøverne under mikroskopet og overførte billederne til min skærm. Der var de jo! Sunde, aktive bakterier i fuld gang med at gøre deres arbejde. Jeg kommer vist alligevel ikke til at sulte ved Sol 400. Jeg faldt sammen på en stol og fik efterhånden min vejrtrækning tilbage til normal.

Så begyndte jeg at rydde op i rodet. Jeg havde masser at tid til at overveje, hvad der egentlig skete.

Hvad skete der så? Tja, jeg har en teori.

Ifølge hovedcomputeren steg det interne tryk, ved første eksplosion, til 1,4 atmosfære, og temperaturen steg til 15 grader, alt sammen på under et sekund. Men trykket faldt hurtigt til 1 atmosfære. Det ville give god mening, hvis regulatoren var tændt, men jeg havde jo afbrudt strømmen.

Temperaturen holdt sig oppe på 15 grader i et stykke tid, så der burde stadig være en termisk ekspansion til stede. Men trykket faldt jo, så hvor forsvandt det overskydende tryk hen? Lader man temperaturen stige og fastholder et uændret antal atomer indenfor, burde det skabe en vedvarende stigning i temperaturen. Men det gjorde det ikke.

Så gik det op for mig. Hydrogenet (det eneste brændbare stof) blandede sig med oxygen (derfor eksplosionen) og blev til vand. Vand er tusind gange så tæt som gas. Så varmen øgede trykket, mens forvandlingen af hydrogen og oxygen til vand bragte det ned igen.

Det store mysterium er hvor fanden i helvede oxygenet kom fra? Hele planen var, at mindske oxygenniveauet, og derved forhindre en eksplosion. Det gik godt et pænt stykke tid, før det røg i luften.

Jeg tror, jeg har svaret. Jeg tænkte med røven og lagde hjernen et sted, jeg glemte. Jeg besluttede jo ikke at tage rumdragt på, hvis I husker det? Den beslutning havde nær taget livet af mig.

Iltflasken fra lægemiddelforsyningerne blander ren oxygen med den omgivende luft, som gives til patienten gennem masken. Masken holdes fast med et lille gummibånd rundt bag om nakken. Den er ikke lufttæt.

Jeg ved godt, hvad I tænker. Masken lækkede oxygen. Nej. Jeg indåndede oxygenet og gjorde dermed masken så godt som lufttæt ved at suge den ind mod mit ansigt.

Problemet var udåndingen. Ved I, hvor meget oxygen I absorberer fra luften ved et normalt åndedræt? Det ved jeg heller ikke, men det er ikke 100 procent. Hver gang jeg udåndede, tilførte jeg mere oxygen til systemet.

Det faldt mig bare aldrig ind. Det burde det have gjort. Hvis ens lunger forbruger alt oxygen, kan mund-til-mund metoden jo ikke fungere. Jeg er så snotdum, at jeg ikke tænkte på det. Og min snotdumhed slog mig næsten ihjel.

Jeg må virkelig se at passe bedre på.

Det var et held, jeg allerede havde brændt det meste hydrogen af før eksplosionen. Ellers havde det været slut. Som det er, blev eksplosionen ikke voldsom nok til at slå hul i Hab’et. Men sandelig stærk nok til næsten at sprænge min trommehinder.

Det hele begyndte med, at jeg bemærkede et tab på 60 liter i vandproduktionen. Efter en start med kontrolleret afbrænding og dernæst en uventet eksplosionsepisode, er jeg tilbage på sporet. Vandindvinderen gjorde sit arbejde i nat og trak 50 liter nyproduceret vand ud af luften. Den ophober det i Lewis’ rumdragt, som jeg fra nu af benævner ”Cisternen”, fordi det lyder mere sejt. De øvrige ti liter vand er blevet direkte absorberet af den udtørrede jord.

Masser af fysisk arbejde i dag. Jeg har fortjent et helt måltid. Og for at fejre min første nat tilbage i Hab’et, læner jeg mig tilbage og ser stinkende dårlige tv-serier fra det tyvende århundrede, skænket af kaptajn Lewis.

The Dukes of Hazzard, det er vist lige mig. På med underholdningen.

LOG NOTAT: SOL 42

Jeg sov længe i dag. Det havde jeg ærligt fortjent. Efter fire nætter med radbrækkende søvn i roveren, føltes min køje som den blødeste og dejligste himmelseng i verden.

Til sidst slæbte jeg min medtagne røv ud af sengen og fik den sidste del af post-eksplosionsrengøringen overstået.

I dag var også dagen, hvor jeg flyttede kartoffelplanterne tilbage. Det var på høje tid. De spirer. De ser sunde og glade ud. Dette er ikke kemi, medicin, bakteriologi, næringsstoanalyse, eksplosionsdynamik eller noget af alt det andet lort, jeg har rendt og lavet. Det her er botanik. Jeg er sikker på, at jeg i det mindste kan finde ud af, at dyrke planter uden at fucke det op.

Ikke også?

Men der er nedtur på ét punkt. Jeg har kun produceret 130 liter vand. Jeg mangler stadig 470 liter. Man skulle ellers tro, at jeg — efter at have været ved at slå mig selv ihjel hele to gange — kunne slippe for at rode med hydrazin. Men nej. Jeg er nødt til at reducere hydrazin og brænde hydrogen i Hab’et hver tiende time i ti dage mere. Men jeg vil gøre mig mere umage denne gang. I stedet for at tage en ren reaktion for givet, vil jeg udføre hyppige ”hydrogenrensninger” med en lille flamme. Det vil så blive brændt af i etaper, frem for at stige til et dræb-Mark-niveau.

Det kommer der en masse ventetid ud af. Det tager ti timer for hver enkelt tank, at fylde helt op. Det tager kun tyve minutter at reducere hydrazinmængden og brænde hydrogenet. Jeg vil tilbringe resten af tiden med at se tv-serier.

Og, alvorligt talt … Det står klart, at General Lee kan give en politibil baghjul. Hvorfor tager Rosco ikke bare ud til Dukes farm og arresterer dem på stedet, når de nu ikke er i bilen?