The Martian

Kapitel 18

LOG NOTAT: SOL 197

Suk …

Gid jeg bare for en gangs skyld kunne få tingene til at gå som planlagt, hvis I forstår, hvad jeg mener.

Mars prøver hele tiden at tage livet af mig.

Okay … Det var ikke Mars, der dræbte Pathfinder med strøm. Rettelse:

Mars og min dumhed prøver hele tiden at tage livet af mig.

Nå, ikke mere selvmedlidenhed. Det er ikke håbløst. Tingene bliver bare sværere end planlagt. Jeg har alt, hvad jeg skal bruge for at overleve. Og Hermes er stadig på vej.

Jeg brugte sten til at skrive en besked i morsekode: ”PF STEGT MED 9 AMP. STENDØD. PLAN UÆNDRET. VIL REJSE TIL MAV.”

Hvis jeg kan nå til Ares 4 MAV’en, er jeg på rette sted. Efter at have mistet kontakt med NASA, må jeg dog selv designe min egen Mars-autocamper for at nå dertil.

Lige nu har jeg afbrudt alt arbejde på den. Jeg vil ikke fortsætte uden en plan. Jeg er sikker på, at NASA har en masse ideer, men nu må jeg selv udtænke løsningerne.

Som nævnt er de Tre Store (den atmosfæriske regulator, oxygenatoren og vandindvinderen) afgørende komponenter. Jeg snoede mig uden om dem på min tur til Pathfinder. Jeg brugte CO₂-filtre til at regulere atmosfæren, og medbragte tilstrækkeligt oxygen og vand til hele turen. Den går ikke her. Jeg skal bruge de Tre Store.

Problemet er, at de forbruger meget strøm, og de skal være i drift dagen lang. Roverens batterier har 18 kilowatt-timers strøm i sig. Oxygenenatoren alene bruger 44,1 kilowatt-time pr. sol. Kan I se problemet?

Ved I hvad? Det gør direkte ondt på mig at sige ”kilowatt-timer pr. sol”. Jeg vil opfinde et nyt videnskabeligt navn for enheden. En kilowatt-time pr. sol er … Det kan være hvad som helst … øh … Hvor er jeg dårlig til det her … Nu har jeg det … en ”pirat-ninja.”

Alt i alt skal de Tre Store bruge 69,2 pirat-ninjaer, og det meste heraf går til oxygenatoren og den atmosfæriske regulator (vandindvinderen skal kun bruge bruge 3,6 af dem)

Der må skæres ned på andre ting.

Den letteste nedskæring er vandindvinderen. Jeg har 620 liter vand (jeg havde meget mere før Hab’et eksploderede.) Jeg skal kun bruge tre liter vand pr. sol, så min forsyning forslår til 206 sole. Der går kun 100 sole fra jeg tager af sted, til jeg bliver samlet op (eller dør i forsøget).

Konklusion: Jeg behøver slet ikke vandindvinderen. Jeg drikker, hvad jeg behøver, og smider mit affald udenfor. Ja, nemlig, Mars. Jeg vil pisse og skide på dig. Det får du som tak for konstant at prøve at slå mig ihjel.

Sådan. På den måde har jeg sparet 3,6 pirat-ninjaer.

LOG NOTAT: SOL 198

Jeg har haft et gennembrud med oxygenatoren!

Jeg tilbragte det meste af dagen med at studere specifikationerne. Den opvarmer CO₂ til 900 grader, dernæst kører den det henover en zirconia-elektrolysecelle for at skrælle carbon-atomerne af. Opvarmningen af gas er det, der sluger størstedelen af energien. Og hvorfor er det vigtigt? Fordi jeg kun er én til stede her, og oxygenatoren blev lavet til seks. En sjettedels kvantum CO₂ betyder, at der skal en sjettedel af energien til at opvarme det.

Specifikationerne siger, at den kræver 44,1 pirat-ninjaer, men den har hele tiden kun brugt 7,35 på grund af den reducerede belastning. Nu begynder vi at komme nogen vegne!

Så er der spørgsmålet om den atmosfæriske regulator. Regulatoren tager prøver af luften, regner ud, hvad der er i vejen med den, og udligner problemet. For meget CO₂? Fjern det. Ikke nok O2? Tilfør noget. Uden den er oxygenatoren værdiløs. CO₂-mængden skal udskilles for at blive analyseret.

Regulatoren analyserer luften ved spektroskopi og separerer dernæst gasserne ved at superkøle dem. Forskellige elementer bliver til væske ved forskellige temperaturer. På jorden vil en superkøling af så store mængder luft kræve en sindssygt stor energimængde. Men dette er ikke Jorden (hvilket jeg er smerteligt bevidst om).

Her på Mars bliver superkøling gjort ved at pumpe luft videre til et element udenfor Hab’et. Luften køles hurtigt ned til udendørstemperaturen, der ligger mellem 150 — 0 grader. Når det er varmt, skal der iværksættes ekstra køling, men på kolde dage kan man få luften gjort flydende uden videre. Den sande energiomkostning opstår, når man skal varme det op igen. Hvis luften blev ført uopvarmet tilbage til Hab’et, ville jeg fryse ihjel.

”Men hov!” tænker du nu, ”Mars’ atmosfære er jo ikke flydende. Hvorfor kondenserer Hab’ets luft så?

Hab’ets atmosfære er over 100 gange så tæt, så den bliver flydende ved langt højere temperaturer. Regulatoren kombinerer det bedste fra begge verdener. Bogstaveligt talt. Note: Mars’ atmosfære kondenserer rent faktisk ved polerne og stivner til tøris.

Problem: Regulatoren kræver 21,5 pirat-ninjaer. Selv hvis jeg tog nogle af Hab’ets strømceller, ville det dårligt nok kunne drive regulatoren i én sol, og da slet ikke give kraft nok til at jeg også kan køre.

Der skal tænkes mere.

LOG NOTAT: SOL 199

Jeg har det. Jeg ved, hvordan jeg får oxygenatoren og den atmosfæriske regulator op at køre.

Problemet med små trykkabiner er CO₂-forgiftning. Man kan have rigelige mængder af oxygen, men når først CO₂-niveauet når over 1 procent, begynder man at blive søvnig. Ved 2 procent føles det som at være fuld. Ved 5 procent begynder man at miste bevidstheden. 8 procent vil i sidste ende tage livet af dig. At holde sig i live handler ikke om oxygen, men om at skille sig af med CO₂.

Det betyder, at jeg skal bruge regulatoren. Jeg behøver til gengæld ikke oxygenatoren hele tiden. Jeg skal kun bruge den til at udskille CO₂-mængden fra luften og genopfylde med oxygen. Jeg har 50 liter flydende oxygen i to tanke á 25 liter her i hab’et. Det giver 50.000 liter i luftform, hvilket er nok til at vare i 85 dage. Det rækker ikke helt til at få mig igennem redningsforløbet, men det er dog en helvedes stor mængde.

Regulatoren kan udskille CO₂ og lagre det i en tank, og den kan efter behov tilføre oxygen til min luft fra oxygentankene. Når jeg begynder at løbe tør for oxygen, kan jeg slå lejr udenfor i en dag, og bruge al min strøm til at få oxygenatoren til at bearbejde den oplagrede CO₂-mængde. På den måde sluger oxygenatorens energiforbrug ikke den strøm, jeg skal bruge til kørsel.

Jeg lader altså regulatoren køre konstant, men sætter kun oxygenatoren i sving på de dage, jeg afsætter til at bruge den.

Og så til næste problem. Når regulatoren fryser CO₂-mængden, forbliver oxygen og nitrogen luftformige, men de er nede på –75 grader. Hvis regulatoren sendte det tilbage til min luft, uden at genopvarme det, ville jeg blive forvandlet til en ispind i løbet af få timer. Det meste af regulatorens strøm går til at opvarme returluften for at forhindre dette i at ske.

Jeg har dog en bedre måde at varme den op på. Det er noget, NASA end ikke ville overveje i selv deres mest optimistisk dødsforagtende humør.

RTG’en!

Ja, netop. RTG’en. I husker muligvis min spændende rejse til Pathfinder. Den dejligste klump plutonium, der er så radioaktiv, at den afgiver varme med 1500 watt, som den bruger til at udlede elektricitet på 100 watt. Hvad så med de 1400 resterende watt? Den energimængde stråler ud som varme.

På turen ud til Pathfinder måtte jeg rent faktisk fjerne roverens isolation for at slippe af med tingestens overskudsvarme. Det må jeg klæbe fast igen, fordi jeg skal bruge strålingen til at opvarme returluften fra regulatoren.

Jeg iværksatte en test og slukkede for regulatorens varmelegemer for at notere dens strømforbrug. Efter fem minutter tændte jeg for varmen igen. Hold da kæft, hvor var den returluft kold. Men jeg fik de data, jeg ville have.

Med opvarmning skal regulatoren bruge 21,5 pirat-ninjaer. Uden opvarmning … (trommehvirvel) 1 pirat-ninja. Det er ikke løgn, næsten al kraft går til opvarmning.

Som det oftest er med livets problemer, kan dette løses med en kasse fuld af ren stråling.

Jeg tilbragte resten af dagen med at dobbelttjekke mine tal og lave flere tests. Alt stemmer. Jeg kan gennemføre det.

LOG NOTAT: SOL 200

Jeg slæbte sten i dag.

Jeg måtte finde ud af, hvor megen effekt rover-traileren kan yde af den kraft, den får. På vejen til Pathfinder nåede jeg 80 kilometer på 18 kilowatt-timer. Denne gang vil læsset være væsentlig tungere. Jeg skal trække både traileren og alt det andet lort.

Jeg bakkede roveren op til traileren og fastgjorde anhængerbeslaget. Let nok.

Det er længe siden, traileren havde sin egen atmosfære (der er trods alt et par hundrede huller i den), så jeg åbnede bare begge luftslusers døre for at få direkte adgang til kabinen. Så begyndte jeg at smide sten ind.

Jeg var nødt til at komme op med et kvalificeret gæt på den samlede vægt. Det tungeste, jeg tager med mig, er vand. En mængde svarende til 620 kg. Mine frysetørrede kartofler giver endnu 200 kg. Jeg skal sandsynligvis have flere solceller med end sidst, og måske et batteri fra Hab’et. Dertil kommer selvfølgelig den atmosfæriske regulator og oxygenatoren. I stedet for at veje hele møget, gættede jeg, og lod det blive 1200 kg.

Dernæst, med begge batterier fuldt opladede, kørte jeg rundt om Hab’et, indtil de begge var flade.

Med en rasende tophastighed på 25 km/t blev det ikke det vildeste ræs, men jeg var imponeret over, at roveren kunne holde farten med så meget ekstra vægt. Den har et imponerende drejningsmoment.

Men fysikkens lovmæssighed er en påtrængende lille skiderik, og som straf for den ekstra vægt fik jeg kun 57 kilometer ud af det, før batterierne var flade.

Og det var 57 kilometers kørsel på jævnt terræn uden at ofre strøm på regulatoren (der ikke kræver meget, når varmen er slået fra). Lad os holde os på den sikre side og sige, at det kan blive til 50 kilometer om dagen. Med den hastighed vil det tage 64 dage at nå til Schiaparelli.

Men det er kun rejsetiden.

Af og til må jeg holde en pause i en dags tid for at lade oxygenatoren bruge al sin strøm. Hvor ofte? Efter en masse matematik er jeg nået frem til, at mit budget på 18-pirat-ninjaer kan fyre tilstrækkeligt op for oxygenatoren, til at den leverer O2 til rundt regnet 2,5 sole. Jeg skal gøre ophold for hver 2,5 sol for at indvinde oxygen. Min tur på fireogtres sole vil komme op på tooghalvfems!

Det er for lang tid. Jeg ender med at rive mit eget hoved af, hvis jeg er tvunget til at leve i roveren så længe.

Desuden er jeg træt af at slæbe sten og at beklage mig over at slæbe sten. Jeg tror, jeg har forstrukket et eller andet i min ryg. Må hellere tage den med ro resten af i dag.

LOG NOTAT: 201

Ja, der er ingen tvivl om, at jeg har forstrukket noget i min ryg. Jeg vågnede med slemme smerter.

Jeg tog en pause fra rover-planlægningen. I stedet tilbragte jeg dagen med at dope mig selv og lege med stråling.

Først tankede jeg op med Vicodin for mine rygsmerter. Hurra for Becks medicinlager!

Dernæst kørte jeg ud til RTG’en. Den var præcis, hvor jeg efterlod den, i hullet fire kilometer væk. Kun en idiot ville lade den tingest ligge nær Hab’et. Nå, men så slæbte jeg den med tilbage til Hab’et.

Enten tager den livet af mig, eller også gør den ikke. Der er i hvert fald gået mange ressourcer til at sikre, at den ikke går i stykker. Og hvis man ikke kan stole på NASA, hvem så? (Lige nu vil jeg glemme, at NASA gav os besked på, at begrave den et sted langt væk).

Jeg stuvede den på taget af roveren og kørte hjem med den. Sådan en sag kan virkelig udspy varme, der vil noget.

Jeg har nogle fleksible plasticslanger beregnet til mindre reparationer på vandindvinderen. Efter at have bugseret RTG’en ind i Hab’et, limede jeg meget forsigtigt en slange omkring varmeskærmene. Ved hjælp af en tragt lavet af et stykke papir, lod jeg vand løbe gennem slangen og dryppe ned i en prøvebeholder.

Som forventet blev vandet varmet op. Det var egentlig ikke nogen overraskelse, men dog rart at se termodynamikken opføre sig ordentligt.

Der er en lille hage ved det: Den atmosfæriske regulator er ikke konstant i arbejde. Den fraktionerede frysnings hastighed er afhængig af vejret udenfor. Returneringen af afkølet luft kommer ikke i et sammenhængende flow. RTG’en genererer til gengæld konstant og forudsigelig varme. Den kan ikke sætte sit output i venteposition.

Jeg varmer altså vand med RTG’en for at lave et varmereservoir, og dernæst får jeg returluften til at at boble igennem det. På den måde behøver jeg ikke at tænke på, hvornår luften kommer ind. Jeg skal heller ikke tage mig af pludselige temperaturskift i roveren.

Da Vicodinen holdt op med at virke, gjorde det mere ondt i min ryg end før. Jeg bliver nødt til at tage den med ro. Jeg kan ikke blive ved med at sluge piller i en uendelighed. Jeg bliver nødt til at tage et par dage fri fra hårdt fysisk arbejde. Og til min lille ferie opfandt jeg en lille bekvemmelighed. Helt til mig selv.

Jeg tog Johanssens køje og skar hængekøjen ud. Dernæst draperede jeg en overskydende længde Hab-lærred over rammen, for på den måde at lave en hulning inde i køjen og få ekstra lærredsforstærkning rundt langs kanterne. Da jeg til sidst tyngede det overskydende lærred ned med sten, havde jeg et vandtæt badekar.

Der skulle kun 100 liter til for at fylde det lavbundede kar!

Så snuppede jeg pumpen fra vandindvinderen (jeg kan faktisk godt undvære at have den i funktion i et pænt stykke tid ad gangen). Jeg sluttede den til min RTG-vandvarmer og stak både input- og outputledningerne ned i badekarret.

Ja, jeg er godt klar over, at det er langt ude, men jeg har ikke været i bad siden Jorden, og jeg har ondt i ryggen. Desuden skal jeg jo under alle omstændigheder tilbringe 100 sole sammen med RTG’en. Et par mere gør ingen forskel. Og det er mit bullshit-rationale, som jeg har tænkt mig at følge.

Det tog to timer at varme vandet op til 37 grader. Da det endelig nåede den temperatur, slukkede jeg pumpen og hoppede i. Åh, mand! Hvad kan jeg sige andet end ”Ahhhhhh”.

Hvorfor fanden fandt jeg ikke på det noget før?

LOG NOTAT: SOL 207

Jeg tilbragte sidste uge med at komme mig over rygproblemerne. Smerten var til at holde ud, men eftersom der ikke findes kiropraktorer på Mars, er jeg ikke den, der tager chancer.

Jeg tog varme bade to gange dagligt, lå og flød i min køje, mens jeg så elendigt halvfjerdser-tv. Jeg har for længst set hele Lewis’ samling, men jeg kunne ikke lave så meget andet. Jeg måtte affinde mig med genudsendelser.

Jeg fik tænkt meget over tingene.

Jeg kan forbedre alting ved at hente flere solcelle-paneler. De fjorten paneler, jeg tog med på turen til Pathfinder, gav de 18 kilowatt-timer, som batterierne kunne rumme. Under køreturen havde jeg panelerne på taget. Traileren giver mig kapacitet til at opbevare syv mere (halvdelen af taget vil mangle på grund af hullet, jeg skal skære i det).

Denne rejses energiforsyning vil blive leveret af oxygenatoren. Det hele afhænger af, hvor meget strøm på en enkelt sol, jeg kan fylde på det grådige lille svin. Jeg vil gerne minimere hyppigheden af hviledage på rejsen. Jo mere strøm, jeg kan give oxygenatoren, jo mere oxygen frigiver den, og jo længere kan jeg komme mellem disse ”luft-sole”.

Lad os gå efter hele kagen. Lad os sige, jeg kan finde plads til fjorten paneler mere, i stedet for syv. Ved ikke lige, hvordan det kan lade sig gøre, men lad os bare sige, at jeg kan finde ud af det. Det ville give mig 36 pirat-ninjaer at arbejde med, hvilket rundt regnet vil give mig oxygen til fem sole for hver luft-sol. Jeg vil kun være tvunget til at gøre ophold en gang hver femte sol. Så ser det mere fornuftigt ud.

Hvis jeg oven i købet kan sørge for batterikapacitet til at lagre den ekstra energi, kunne jeg køre 100 kilmeter per sol! Det er lettere sagt end gjort. Det bliver en udfordring at skaffe plads til de ekstra 18 kilowatt-timer. Jeg bliver nødt til at tage to af Hab’ets brændselsceller på hver 9-kilowatt-timer og læsse dem på roveren eller traileren. De ligner ikke roverens batterier; de er hverken små eller bærbare. De er lette nok, men temmelig store. Jeg kommer måske til at surre dem fast på ydersiden af skroget, og det vil gøre indhug i min plads til solcellerne.

Ethundrede kilometer per sol er ret optimistisk. Men lad os sige, jeg kunne tilbagelægge 90 kilometer og kun standse hver femte sol for at genindvinde oxygen. Så ville jeg nå målet på femogfyrre sole. Det ville være fedt!

For at tale om noget andet. Det gik op for mig, at NASA sikkert er ved at skide grønne grise. De holder øje med mig via satellitterne og har ikke set mig komme ud af Hab’et i seks dage. Nu, hvor min ryg har det bedre, må jeg hellere skrive et par ord.

Jeg gik ud på en EVA. Denne gang var jeg meget påpasselig, da jeg slæbte sten rundt og skrev en besked i morsekode: ”SKADET RYG. BEDRING. FORTSÆTTER ARB. M. ROVER.”

Det var nok fysisk arbejde for i dag. Jeg vil ikke overdrive.

Tror, jeg tager mig et bad.

LOG NOTAT: SOL 208

I dag blev det tid til at eksperimentere med solcellepanelerne.

Først satte jeg Hab’et i lavenergistatus: ingen interne lys, alle ikke-livsvigtige systemer offline, al indendørs varme slukket. Jeg skal alligevel være udendørs det meste af dagen.

Så løsnede jeg otteogtyve paneler fra solcelleanlægget og slæbte dem hen til roveren. Jeg brugte fire timer med at stakke dem på alle mulige forskellige måder. Den stakkels rover lignede noget fra en hobbymekanikers baghave. Ingen af mine opstillinger fungerede.

Jeg havde kun mulighed for at have alle otteogtyve på taget, hvis jeg stablede dem så højt, at de alligevel ville falde ved det mindste sving. Hvis jeg surrede dem sammen, ville det kun gøre den forskel at de faldt af i én samlet pakke. Hvis jeg fandt en måde at fastgøre dem fulstændig sikkert til roveren, ville hele roveren vælte. Jeg gad ikke engang prøve; det var nok bare at se på tingene, ingen grund til at ødelægge noget på den konto.

Jeg har ikke fjernet stykket af skroget fra traileren endnu. Halvdelen af hullerne er boret, men jeg har ikke ændret noget endegyldigt endnu. Hvis jeg lod det være, som det er, kunne jeg få plads til fire stakke med hver syv celler. Det ville fungere fint; det svarer til, hvad jeg gjorde på turen til Pathfinder, bare med to rovere i stedet for en.

Problemet er, at jeg skal bruge den åbning. Regulatoren er nødt til at være i et trykkontrolleret rum, og den er for stor til at passe ind i en ikke-tilpasset rover. Desuden skal oxygenatoren også være i et trykkontrolleret miljø, mens den arbejder. Jeg skal kun bruge den hver femte sol, men hvad skulle jeg så gøre på den sol? Nej, hullet skal laves.

Som det er, kan jeg pakke enogtyve paneler. Jeg får brug for et sted at have de øvrige syv. Der er kun et sted, jeg kan placere dem: på siderne af roveren og traileren.

En af mine tidligere modifikationer var ”sadeltasker” hængt over roveren. En side bar det ekstra batteri (stjålet fra det, der nu er traileren), mens den anden side blev fyldt med sten som modvægt.

Jeg behøver ikke taskerne denne gang. Jeg kan sætte det andet batteri tilbage i traileren, hvorfra det kom. Det vil faktisk fritage mig for besværet med den ekstra EVA, jeg var nødt til at foretage hver dag for at skifte kabler. Når roverne er koblet sammen, deler de ressourcer, inklusiv elektricitet.

Som sagt, så gjort. Jeg geninstallerede trailerens batteri. Det tog mig to timer, men nu er det ordnet. Jeg fjernede sadeltaskerne og lagde dem til side. De kan måske komme til nytte på et tidspunkt. Hvis jeg har lært noget fra mit ophold i Club Mars, er det, at alt kan komme til nytte.

Hermed havde jeg frigjort roverens og trailerens sider. Efter at have stirret på dem et stykke tid, fandt jeg løsningen.

Jeg laver nogle L-beslag og skruer dem fast på undervognene, så en af vinklerne er opvendt. To beslag på hver side kan danne en afsætningskant. Jeg kan placere panelerne på kanterne, så de står lænet ind mod roveren. Så kan jeg surre dem til skroget med hjemmelavet reb.

Det bliver fire afsætningskanter i alt; to på roveren og to på traileren. Hvis beslagene stikker langt nok ud til at kunne rumme to paneler, kunne jeg transportere otte mere på den måde. Det ville give mig plads til et panel mere end jeg har regnet med.

Jeg laver de beslag og monterer dem i morgen. Jeg ville have gjort det i dag, men det blev mørkt, og jeg blev doven.

LOG NOTAT: SOL 209

Det blev en kold nat. Solcellerne var endnu ikke sat tilbage på solcelleanlægget, så jeg måtte efterlade Hab’et i lavenergi-mode. Jeg tændte selvfølgelig for varmen igen (jeg er ikke sindssyg), men jeg satte den interne temperatur på kun 1 grad for at spare strøm. At vågne i en temperatur under køleskabsniveau føltes overraskende nostalgisk. Jeg er trods alt opvokset i Chicago.

Men nostalgi kommer man ikke langt med. Jeg svor at færdiggøre beslagene i dag, så jeg kan returnere panelerne til anlægget igen. Og så kan jeg tillade mig at skrue op for varmen igen.

Jeg gik en tur ud til MAV’ens landingsstel for at klunse noget metal til afsætningskanterne. Det meste af MAV’en er lavet af kompositmateriale, men landingsstellet skal absorbere stødet ved landing. Her dur kun metal.

Jeg slæbte en skråstiver ind i Hab’et for at slippe for besværet med at arbejde i en EVA-dragt. Det var et trekantet gitter af metalstivere, holdt sammen af bolte. Jeg skilte det hele ad.

At forme beslagene krævede en hammer … Tja, det er faktisk alt. At lave en L-form kræver ikke den store præcision.

Der skulle også laves huller, som boltene kunne komme igennem. Heldigvis kunne mit Pathfinder-dræbende bor hurtigt klare den sag.

Jeg bekymrede mig lidt for, at det ville blive svært at fastgøre beslagene på roverens undervogn, men det endte med at være ganske enkelt. Undervognen er lige til at tage af. Efter en smule arbejde med bor og bolte, fik jeg beslagene fastgjort på roveren. Jeg gentog processen med traileren. Vigtigt at bemærke — undervognen er ikke en del af trykkabinen. Hullerne, jeg borede, slipper ikke min luft ud.

Jeg afprøvede beslagene ved at slå på dem med sten. Det er den slags avancerede arbejdsmetoder, vi interplanetariske videnskabsfolk er berømte for.

Efter at have overbevist mig selv om, at beslagene ikke går i stykker ved brug, afprøvede jeg hele arrangementet. To stakke med hver syv solceller på taget af roveren; endnu to gange syv på traileren og til sidst to på hver afsætningskant. De kunne alle sammen være der.

Efter at have surret cellerne fast, kørte jeg en lille tur. Jeg afprøvede stille og roligt acceleration og deceleration, drejede rundt i mindre og mindre cirkler og foretog endda en hård opbremsning. Cellerne rokkede sig ikke.

Otteogtyve solceller, baby! Og plads til en ekstra.

Efter at jeg med rette havde sejrstæsket luften, læssede jeg cellerne af og slæbte dem tilbage til anlægget. I morgen vågner jeg ikke op til Chicagovejr.

LOG NOTAT: SOL 211

Jeg smiler fra øre til øre. Det er et smil, som kun kan smiles af den, der har rodet med sin bil uden at ødelægge den.

Jeg har tilbragt dagen i dag med at fjerne unødvendigt ragelse fra roveren og traileren. Jeg gik virkelig til den. God plads i trykkabinen er en topprioritet. Jo mere ragelse, jeg kan pille ud af roveren, jo mere plads er der til mig. Jo mere ragelse, jeg kan pille ud af traileren, jo flere forsyninger kan jeg få pakket i den, og så meget desto mindre behøver jeg fylde i roveren.

Først ud: Hvert køretøj har en bænk til passagerer. Farvel!

Det næste: Der er ingen grund til, at traileren har livsopretholdende systemer. Oxygentanke, nitrogentanke, CO₂ filtreringsapparat … alt sammen unødvendigt. Traileren vil dele luft med roveren (som har sit eget sæt af samtlige dele), og den skal kun opbevare regulatoren og oxygenatoren. Udover Hab-komponenterne og roveren, vil jeg have to livsopretholdende systemer i overskud. Det er tilstrækkeligt.

Dernæst flåede jeg chaufførsædet og kontrolpanelet ud af traileren. Forbindelsen med roveren er fysisk. Traileren skal udelukkende trækkes som anhænger og forsynes med luft. Den behøver hverken kontrolinstrumenter eller styresystem. Jeg beholdt dog dens computer. Den er lille og let, så jeg tager den med. Hvis der sker noget med roverens computer på vejen, har jeg en ekstra.

På den måde blev der masser af plads i traileren. Så var det tid til at eksperimentere.

Hab’et har tolv batterier med 9-kilowatt-timer. De er store og klodsede. Over to meter høje, en halv meter brede og trekvart meter tykke. Ved at lave dem så store, kan man mindske massen til hver kilowatt-times opladning. Javist, det strider mod al fornuft. Men så snart NASA regnede ud, at de kunne øge volumen ved at mindske massen, kastede de sig over det. Masse er det fordyrende element når man sender ting til Mars.

Jeg fjernede to af dem. Så længe jeg sætter dem tilbage før dagen er omme, går det nok. Hab’et bruger hovedsagelig battterierne om natten.

Jeg åbnede begge trailerens luftslusedøre på vid gab og bugserede det første batteri ind. Efter at have leget reality-tetris et stykke tid, fandt jeg en måde, at få det første batteri så meget af vejen, at jeg kunne få det andet ind. Tilsammen optager de hele den forreste halvdel af traileren. Hvis jeg ikke havde smidt alt det ubrugelige ragelse ud tidligere i dag, ville jeg aldrig have fået dem begge derind.

Trailerens batteri befinder sig i undervognen, men hovedkraftkablet løber gennem trykkabinen, så derfor kunne jeg tilslutte Hab-batterierne direkte (ingen lille bedrift i den skide EVA-dragt).

Et systemtjek fra roveren viste, at jeg havde lavet tilslutningen korrekt.

Det virker måske alt sammen som småting, men det er fantastisk. Det betyder, at jeg kan medbringe niogtyve solceller og dermed får 36 kilowatt-timers opladning. Det ser ud til, at jeg trods alt kan tilbagelægge mine 100 kilometer om dagen.

I det mindste fire ud af fem dage.

Ifølge min kalender bliver Hermes’ forsyningssonde opsendt fra Kina om to dage (med forbehold for forsinkelse). Hvis det ikke lykkes, vil hele besætningen være fatalt på skideren. Det frygter jeg mere end noget andet.

Jeg har været i livsfare i månedsvis. Jeg har efterhånden vænnet mig til det. Men nu er jeg igen urolig. Det ville være nedtur at dø, men det ville være langt værre, at mine besætningskammerater dør. Og jeg finder først ud af, hvordan opsendelsen gik, når jeg kommer til Schiaparelli.

Held og lykke, gutter!