The Martian

Kapitel 16

Martinez —

Dr. Shields siger, at jeg bør skrive personlige breve til hvert enkelte besætningsmedlem. Hun siger, at det vil være min livline til menneskeheden. Jeg synes, det er bullshit. Men det er en ordre, så okay.

Til dig kan jeg tale rent ud af posen:

Hvis jeg dør, vil jeg bede dig om at besøge mine forældre. De vil sikkert gerne høre om vores tid på Mars fra en, der også var der. Det må du gøre for mig.

Det bliver ikke let at tale med et forældrepar om deres døde søn. Det er meget at forlange; det er derfor, jeg spørger dig. Nu kunne jeg begynde at snakke om, at du er min bedste ven og alt det, men det vil bare være akavet.

Nu skal du ikke tro, jeg giver op. Jeg forudser bare en af flere muligheder for, hvad der vil ske.

Guo Ming, direktør for Kinas Nationale Rumadministration, gennemgik den enorme stak dokumenter på sit skrivebord. I gamle dage, når Kina gerne ville opsende en raket, så opsendte de den. Nu påbød de internationale aftaler dem at varsle det til andre nationer først.

Guo Ming noterede sig, at dette krav ikke gjaldt for De Forenede Stater. Hvis ret skulle være ret, så offentliggjorde amerikanerne dog deres opsendelsesdatoer i god tid, så det gik ud på det samme.

Han opretholdt en hårfin balance, da han udfyldte skemaet, hvor opsendelsesdato og bane tydeligt stod at læse, mens han gjorde alt, hvad han kunne for at ”sløre statshemmeligheder.”

Han fnøs ved det sidste oplysningskrav. ”Latterligt,” mumlede han. Tayang Shen havde ingen strategisk eller militær værdi. Det var en ubemandet sonde, der skulle være i kredsløb om jorden i mindre end to dage. Derefter skulle den rejse videre ud og lægge sig mellem Merkur og Venus i heliocentrisk kredsløb. Det ville være Kinas første sonde omkring solen.

Dog insisterede Statsrådet på, at samtlige opsendelser forblev slørede for omverden. Selv opsendelser, der intet havde at skjule. På den måde kunne andre nationer ikke udlede fra nogen specifik mangel på åbenhed, hvilke opsendelser der indeholdt klassificeret nyttelast.

Et bank på døren afbrød hans papirarbejde.

”Kom ind,” sagde Guo Ming, kun glad for afbrydelsen.

”God aften, sir,” sagde underdirektør Zhu Tao.

”Tao, velkommen tilbage.”

”Tak, sir. Det er rart at være tilbage i Beijing.”

”Hvordan stod det til i Jiuquan?” spurgte Guo Ming. ”Forhåbentlig ikke for koldt? Jeg kommer aldrig til at forstå, hvorfor vores opsendelser skal ske midt i Gobi Ørkenen.”

”Det var koldt, men så heller ikke værre,” sagde Zhu Tao.

”Og hvordan skrider opsendelsesforberedelserne frem?”

”Jeg er glad for at kunne melde, at de overholder tidsplanen.”

”Fremragende,” smilede Guo Ming.

Zhu Tao sad tavs og kiggede på sin chef.

Guo Ming så afventende på ham, men Zhu Tao hverken rejste sig eller sagde et ord.

”Var der andet, Tao?” spurgte Guo Ming.

”Mmm,” sagde Zhu Tao. ”Du har naturligvis hørt om Iris-sonden?”

”Ja, det har jeg,” sagde Guo med en panderynken. ”Forfærdelig situation. Den arme mand kommer til at sulte.”

”Måske,” sagde Zhu Tao. ”Måske ikke.”

Guo Ming lænede sig tilbage i sin stol. ”Hvad mener du?”

”Det drejer sig om Taiyang Shens booster, sir. Vores ingeniører har kørt udregningerne, og den har brændstof nok til at nå frem til et kredsløb om Mars. Den kan nå dertil på firehundrede og nitten dage.”

”Gør du grin med mig?”

”Har du nogensinde oplevet mig ’gøre grin’, sir?”

Guo Ming rejste sig med hånden til hagen og begyndte at trave frem og tilbage. ”Mener du virkelig, at vi kan sende Taiyang Shen til Mars?”

”Nej, sir,” sagde Zhu Tao. ”Den er alt for tung. Det enorme varmeskjold gør den til den tungeste, ubemandede sonde vi nogensinde har bygget. Det er derfor boosteren er nødt til at være så kraftig. Med en lettere nyttelast, kunne den sendes hele vejen til Mars.”

”Hvor meget masse kunne vi i så fald sende?” spurgte Guo Ming.

”Ni hundrede og enogfyrre kilo, sir.”

”Hmm,” lød det fra Guo Ming. ”Jeg tør vædde på, at NASA vil være i stand til at arbejde med den begrænsning. Hvorfor har de ikke henvendt sig til os?”

”Fordi de ikke ved det,” sagde Zhu Tao. ”Al vores boosterteknologi er hemmeligstemplet information. Ministeriet for Statssikkerhed udbreder oven i købet misinformation om vores kapacitet. Af åbenlyse grunde.

”Så de ved altså ikke, at vi kan hjælpe dem,” sagde Guo Ming. ”Hvis vi beslutter ikke at hjælpe, vil ingen vide, at vi kunne have gjort det.”

”Det er korrekt, sir.”

”Lad os sige — bare for argumentet skyld — at vi besluttede os for at hjælpe dem. Hvad så?”

”Så ville tiden være imod os, sir,” svarede Zhu Tao. ”Ser man på rejsevarigheden og de forsyninger, deres astronaut har tilbage, skal der opsendes en sonde i løbet af en måned. Og selv da vil han komme til at sulte lidt.”

”Det er lige omkring tiden for vores planlagte opsendelse af Tayiyang Shen.”

”Ja, sir. Men det tog dem to måneder at bygge Iris, og det var så forhastet, at det gik galt.”

”Det er deres problem,” sagde Guo Ming. ”Vores fokus ville være at levere boosteren. Vi vil i så fald skulle opsende fra Jiuquan; vi kan ikke sende en raket på otte hundrede ton til Florida.”

”En aftale vil stå og falde med at amerikanerne giver os en godtgørelse for boosteren,” sagde Zhu Tao, ”og derudover vil Statsrådet højst sandsynligt forlange politiske tjenester fra den amerikanske regering.”

”En godtgørelse tjener intet formål,” sagde Guo Ming. ”Det var et bekosteligt projekt, og Statsrådet gav ondt af sig under hele forløbet. Hvis de fik sådan en godtgørelse på én gang, ville de bare beholde den. Vi ville aldrig få lov at bygge en ny.”

Han foldede hænderne bag ryggen. ”Og nok er den amerikanske befolkning sentimental, men det er deres regering ikke. Det Amerikanske Udenrigsministerium vil ikke ofre alt for en mands liv.”

”Så det nytter altså ikke noget?” spurgte Zhu Tao.

”Det nytter skam en hel del,” rettede Guo Ming ham. ”Men det bliver svært. Hvis sådan en sag bliver overladt til diplomatiske forhandlinger, kommer der aldrig noget ud af det. Vi må holde dette videnskabsfolk imellem. Rumfartscenter til rumfartscenter. Jeg får fat i en tolk og ringer til NASA’s administrator. Vi vil udarbejde en aftale, og dernæst præsentere den for vores regering som en fait accompli.”

”Men hvad kan de gøre for os til gengæld?” spurgte Zhu Tao. ”Vi forærer en booster væk og må definitivt aflyse Taiyan Sheng.”

Guo Ming smilede. ”De kan give os noget, vi ikke kan få uden deres accept.”

”Og det er?”

”De skal sende en kinesisk astronaut til Mars.”

Zhu Tao rettede sig op. ”Selvfølgelig.” Han smilede. ”Besætningen til Ares 5 er endnu ikke udpeget. Vi insisterer på, at få en plads til et besætningsmedlem. En astronaut, vi selv kan udvælge og træne. Det må NASA og det amerikanske udenrigsministerium da acceptere. Men hvad vil vores eget udenrigsministerium sige?”

Guo Ming smilede tørt. ”Til at vi fuldt offentligt træder til og redder amerikanerne? At vi får en kinesisk astronaut sendt til Mars? At hele verden vil se Kina måle sig med USA i rummet? Statsrådet ville sælge deres egne mødre for det.”

Teddy lyttede til stemmen i sin øresnegl, som nu afsluttede, hvad den havde at sige, blev stille og afventede svar.

Han stirrede ud i luften, mens han fordøjede, hvad han lige havde hørt.

Efter et par sekunder svarede han: ”Ja.”

Johanssen —

Din plakat solgte meget mere end vores tilsammen. Du er den lækre tøs, der tog til Mars. Du hænger på kollegievægge overalt i verden.

Hvordan kan man se sådan ud og stadig være en nørd? For det er du, at du ved det. Total nørd. Jeg måtte lave noget computerpis, for at få Pathfinder til at kommunikere med roveren, og hold da kæft, det var svært. Jeg havde endda NASA på sidelinjen, for at guide mig hvert eneste skridt på vejen.

Du skulle prøve at være mere sej. Solbriller og læderjakke. Måske en springkniv i lommen. Du kunne få et herrefedt image som supersej botanikersild”.

Vidste du, at kaptajn Lewis havde en lille samtale med os mænd? Hvis nogen af os skulle finde på at blive nærgående over for dig, ville vi blive smidt af missionen. En lang karriere som øverstkommanderende for marinesoldater har sikkert givet hende en urimelig mistro til os.”

Nå, men pointen er, at du er en nørd. Mind mig lige om, at give dig en olfert næste gang, vi ses.

”Okay, så er vi her igen,” sagde Bruce til de forsamlede ledere i JPL. ”I har alle hørt om Taiyang Shen, så I ved, at vores venner i Kina, har givet os en chance mere. Men denne gang bliver det sværere.

”Taiyang Shen vil være klar til opsendelse om otteogtyve dage. Hvis den opsendes til tiden, vil vores nyttelast nå Mars på Sol 624, seks uger efter at Watney forventes at løbe tør for mad. NASA arbejder allerede på måder, hvorpå man kan strække hans forsyninger.

”Vi slog historisk rekord, da vi færdiggjorde Iris på treogtres dage. Denne gang skal vi gøre det på otteogtyve.”

Han så rundt på de vantro ansigter omkring bordet.

”Gutter,” sagde han, ”dette rumfartøj bliver ren ghetto. Der er kun en måde at få det gjort så hurtigt: intet landingssystem.”

”Øh, hva’?” stammede Jack Trevor.

Bruce nikkede. ”Du hørte rigtigt. Intet landingssystem. Vi skal bruge tilpasset styring under flyvningen, men når den er nået frem til Mars, vil den bare falde ned.”

”Det er vanvid!” sagde Jack. ”Så rammer den overfladen med sindssyg hastighed!”

”Jep,” sagde Bruce. ”Med ideelle atmosfæriske forhold vil sammenstødet ske med tre hundrede meter i sekundet.”

”Hvad nytte kan en pulveriseret sonde være for Watney?” spurgte Jack.

”Så længe maden ikke brænder op på vej ind, kan Watney spise den,” sagde Bruce.

Han vendte sig mod whiteboardet og gav sig til at skitsere et organisationsdiagram. ”Jeg vil have to teams,” begyndte han.

”Team Et skal lave den ydre skal, styresystemet og acceleratorerne. Det er alt, hvad vi behøver, for at sende den til Mars. Jeg vil have det sikrest mulige system. Aerosoldrivgas vil være det bedste. Og en HGA-radio så vi kan kommunikere med den, samt standard satellitnavigationssoftware.

”Team To skal fokusere på nyttelasten. De skal finde ud af, hvordan maden skal opbevares under nedslaget. Hvis proteinbarerne rammer sand med trehundrede meter i sekundet, vil de blive til proteinkrydret sand. Vi skal sikre, at de er spiselige efter nedslag.

”Den må veje op til nihundrede og enogfyrre kilo. Mindst trehundrede kilo skal være mad. Sæt hjernecellerne i sving.”

”Øh, dr. Kapoor?” sagde Rich og stak hovedet ind i Venkats kontor. ”Har du et øjeblik?”

Venkat vinkede ham ind. ”Og du er …?”

”Rich. Rich Purnell,” sagde han og luntede ind på kontoret med en rodet bunke papirer i favnen. ”Fra Astrodynamik.”

”Rart at møde dig,” sagde Venkat. ”Hvad kan jeg gøre for dig, Rich?”

”Jeg kom på noget for et stykke tid siden. Har brugt en masse tid på det.” Han lod papirbunken dumpe ned på Venkats skrivebord. ”Lad mig lige finde sammenfatningen…”

Venkat stirrede fortvivlet på sit før så ryddelige skrivebord, nu overstrøet med enorme mængder udprint.

”Her har vi den!” udbrød Rich og snuppede et ark med triumferende mine. Så sank hans ansigt ned i bedrøvede folder. ”Nej, det var ikke den.”

”Rich,” sagde Venkat. ”Måske skulle du bare fortælle mig, hvad det her handler om.”

Rich så fortabt på rodebunken og sukkede. ”Jeg havde ellers sådan en sej sammenfatning … ”

”En sammenfatning af hvad?”

”Hvordan vi redder Watney.”

”Det er vi allerede i gang med,” sagde Venkat. ”Det er en feberredning, men —”

”Mener du Taiyang Shen?” fnøs Rich. ”Det kommer ikke til at fungere. I kan ikke lave en Marssonde på en måned.”

”Jeg kan forsikre dig om, at vi satser alt på, at gøre forsøget,” sagde Venkat, der ikke helt formåede at skjule sin irritation.

”Ups, undskyld, gik jeg over stregen?” spurgte Rich. ”Jeg er ikke så god til at tale med folk. Nogen gange kommer jeg til at træde folk over tæerne. Jeg ville ønske, de bare sagde det ligeud. Nå, men Taiyang Shen er altafgørende. Faktisk kan min ide ikke gennemføres uden. Men en Marssonde? Pfft. Helt ærligt.”

”Godt,” sagde Venkat. ”Hvad er så din ide?”

Rich flåede et ark til sig fra skrivebordet. ”Her er den!” Han rakte arket til Venkat med barnlig begejstring.

Venkat tog sammenfatningen og skimmede den. Jo mere, han læste, jo større blev hans øjne.

”Er du sikker på det her?”

”Fuldstændig!” strålede Rich.

”Har du fortalt andre om det?”

”Hvem skulle jeg fortælle det til?”

”Det ved jeg ikke,” sagde Venkat. ”Venner?”

”Sådan nogle har jeg ikke.”

”Okay, hold det under låg.”

”Jeg har intet låg.”

”Det er bare et udtryk.”

”Virkelig?” sagde Rich. ”Sikke et dumt udtryk.”

”Rich, nu skal du tænke på det med stregen, du nævnte lige før.”

”Åh. Tak.”

Vogel —

Det har givet bagslag at være din back-up.

Jeg går ud fra, at NASA syntes botanik og kemi befinder sig i samme kategori, fordi der er et K i begge, om det så er først eller sidst. Uanset, hvad man kan mene om det, endte jeg som din back-up kemiker.

Kan du huske, da de bad dig bruge en hel dag på at forklare dine eksperimenter for mig? Det var midt i de opslidende missionsforberedelser. Måske har du glemt det.

Du indledte min oplæring med at give en øl. Til morgenmad. Tyskere er formidable.

Nå, men nu da jeg har en masse tid at slå ihjel, har NASA givet mig en bunke arbejde. Og alt dit kemifis er øverst på listen. Nu skal jeg udføre røvkedelige eksperimenter med reagensglas og jord og pH-værdier og zzzzzzz …

Mit liv er blevet en desperat kamp for overlevelse … med lejlighedsvis titrering.

Jeg mistænker dig ærligt talt for at være en superskurk. Du er kemiker, du har en tysk accent, du havde en base på Mars … Hvad mere skal der til?

”Hvad fanden er Projekt Elrond?” spurgte Annie.

”Noget skulle jeg jo kalde det,” sagde Venkat.

”Og så fandt du på Elrond?” blev Annie ved.

”Fordi det er et hemmeligt møde, ikke?” gættede Mitch. ”Der stod i e-mailen, at jeg ikke engang måtte sige det til min assistent.”

”Jeg skal nok forklare det hele, når Teddy er kommet,” sagde Venkat.

”Hvorfor betyder Elrond, at det er et hemmeligt møde?” spurgte Annie.

”Er det fordi, vi skal træffe en enstemmig beslutning?” spurgte Bruce Ng.

”Præcis,” sagde Venkat.

”Hvordan vidste du det?” spurgte Annie, der begyndte at blive irriteret.

”Elrond,” sagde Bruce. ”Elronds Rådsforsamling. Fra Ringenes Herre. Det er et møde, hvor de beslutter at tilintetgøre Ringen.”

”Åh, herregud,” sagde Annie. ”Ingen af jer fik noget på den dumme i gymnasiet, vel?”

”Godmorgen,” sagde Teddy, idet han trådte ind i mødelokalet. Han tog plads og lagde hænderne på bordet. ”Er der nogen, der ved, hvad dette møde handler om?” spurgte han.

”Hov,” udbrød Mitch. ”Ved Teddy ikke engang noget?”

Venkat trak vejret dybt ind. ”En af vore astrodynamikere, Rich Purnell, har fundet en måde, hvorpå vi kan få Hermes tilbage til Mars. Kursen, han har udregnet, vil sætte Hermes i stand til en Mars-forbiflyvning på Sol 549.

Tavshed.

Tager du pis på os?” lød det fra Annie.

”Sol 549? Hvordan kan det lade sig gøre?” spurgte Bruce. ”Selv Iris ville ikke lande før Sol 588.”

”Iris havde pulseret fremdrift,” sagde Venkat. ”Hermes har en ion-motor med konstant fremdrift. Den accelererer hele tiden. Desuden er Hermes nu nået op i meget høj hastighed. Med den nuværende kurs mod Jorden skal de decelerere i hele kommende måned, for blot at sænke farten til Jordens omdrejningshastighed.”

Mitch gned sig i nakken. ”Hold da kæft … 549. Det er femogtredive sole før Watney løber tør for mad. Det ville være løsningen på alt.”

Teddy lænede sig frem. ”Gennemgå det for os, Venkat. Hvad vil det indebære?”

”Altså,” begyndte Venkat, ”hvis de skal gennemføre denne ’Rich Purnell-manøvre,’ må de begynde at accelerere med det samme, for at holde deres nuværende fart og endda øge den. De skal ikke i kontakt med Jorden, men blot tæt nok til at udnytte slyngturen fra Jordens gravitationsfelt til kurstilpasning. På det tidspunkt, skal de opsamle en ny forsyningssonde med proviant til den forlængede rejse.

”Derefter vil de være inde i en accelererende bane mod Mars, hvor de når frem på Sol 549. Det bliver som sagt en Mars-forbiflyvning. Det ligner på ingen måde en normal Ares-mission. De kommer med alt for stor fart til at kunne gå i kredsløb. Resten af manøvren vil føre dem tilbage til Jorden. Vi vil have dem hjemme igen tohundrede og elleve dage efter forbiflyvningen.”

”Hvad skal en forbiflyvning nytte?” spurgte Bruce. ”På den måde kan de ikke få Watney væk fra overfladen.”

”Ja, hmm, angående det … ” sagde Venkat. ”Nu kommer vi til den vanskelige del af det: Watney bliver nødt til at bevæge sig til Ares 4-MAV’en.”

”Schiaparelli!?” måbede Mitch. ”Det er toogtredive hundrede kilometer væk!”

”Tre tusind, to hundrede og femogtredive, for at være helt nøjagtig,” sagde Venkat. ”Det er ikke komplet umuligt. Han kørte til Pathfinders landingsplads og tilbage. Det var over femten hundrede kilometer.”

”Det var over fladt ørkenterræn,” kom det fra Bruce, ”men turen til Schiaparelli —”

”Lad os nøjes med at være enige om,” afbrød Venkat, ”at det bliver meget vanskeligt og farligt. Men vi har mange dygtige videnskabsfolk, der vil hjælpe ham med at få roveren rigget til opgaven. Desuden skal der udføres modifikationer på MAV’en.”

”Hvad er der i vejen med MAV’en?” spurgte Mitch.

”Den er bygget til at nå ud i et lavt Mars-kredsløb,” forklarede Venkat. ”Men da Hermes vil være i forbiflyvning, skal MAV’en op over Mars’ tyngdefelt, for at kunne mødes.”

”Hvordan?” spurgte Mitch.

”Den skal gøres lettere … meget lettere. Jeg kan få en hær af folk til at arbejde på den problematik, hvis vi beslutter os for at gøre det.”

”Lige før,” sagde Teddy, ”nævnte du en forsyningssonde til Hermes. Er vi i stand til at levere den?”

”Ja, med Tayiyang Shen,” sagde Venkat. ”Vi sigter efter et nær-Jord rendezvous. Det er meget lettere end at sende en sonde til Mars.”

”Så er jeg med,” sagde Teddy. ”Vi har altså to muligheder på bordet: Send Watney nok mad til kunne klare sig til Ares 4, eller send Hermes tilbage for at hente ham omgående. Begge planer involverer Taiyang Shen, så vi kan kun sætte én i værk.”

”Ja,” sagde Venkat. ”Vi må vælge.”

De sad alle et øjeblik i egne overvejelser.

”Hvad med Hermes’ besætning?” spurgte Annie og brød stilheden. ”Hvordan vil de have det med at forlænge missionen med …” hun foretog en hurtig udregning i hovedet.” Femhundrede og treogtredive dage?”

”De vil ikke tøve,” sagde Mitch. ”Ikke et sekund. Det er derfor, Venkat har indkaldt til dette møde.” Han så fast på Venkat. ”Han vil have, at vi træffer en beslutning.”

”Det er sandt,” sagde Venkat.

”Det burde være op til kaptajn Lewis at beslutte det,” sagde Mitch.

”Det er formålsløst overhovedet at præsentere hende for spørgsmålet,” sagde Venkat. ”Vi må træffe beslutningen; det er et spørgsmål om liv og død.”

”Hun er missionens øverstbefalende,” sagde Mitch. ”Beslutninger, der involverer liv eller død, er hendes fordømte ansvar.”

”Slap af, Mitch,” sagde Teddy.

”Bullshit,” sagde Mitch. ”I får et kollektivt anfald af berøringsangst over for besætningen, hver gang noget går galt. I fortalte dem ikke, at Watney stadig var i live; nu undlader I at fortælle dem, at det kan lade sig gøre at redde ham.”

”Vi har allerede en plan for at holde ham i live,” sagde Teddy. ”Vi diskuterer bare et alternativ.”

”Styrtlanderen?” sagde Mitch. ”Tror nogen virkelig på, at det vil fungere? Nogen som helst?”

”Okay, Mitch,” sagde Teddy. ”Du har udtrykt din mening, og vi har hørt dig. Lad os komme videre.” Han vendte sig mod Venkat. ”Kan Hermes fungere i femhundrede og treogtredive dage længere end den planlagte missionsafslutning?”

”Det burde den,” sagde Venkat. ”Besætningen kommer måske til at skulle reparere ting hist og her, men de er veluddannede. Husk på, at Hermes er lavet til at gennemføre samtlige fem Ares-missioner. Den er kun halvvejs gennem sin forventede levetid.”

”Den er det kostbareste projekt, vi nogensinde har bygget,” sagde Teddy. ”Vi kan ikke bare bygge en mere. Hvis noget skulle gå galt, vil besætningen dø, og Ares-programmet med dem.”

”Det ville være en katastrofe at miste besætningen,” sagde Venkat. ”Men Hermes mister vi ikke. Vi kan styre den herfra. Så længe reaktoren og ion-motorerne fortsætter med at fungere, kan vi godt bringe den tilbage.”

”Rumrejser er farefulde,” sagde Mitch. ”Vi kan ikke sidde her og diskutere, hvad der vil være sikrest.”

”Jeg er ikke enig,” sagde Teddy. ”Det er så absolut en diskussion om, hvad der er sikrest. Og om hvor mange liv, der er på spil. Begge planer er risikable, men der sættes kun ét liv på spil ved at sende nye forsyninger til Watney, mens Rich Purnell-manøvren sætter seks liv på spil.”

”Tag også graden af risiko med i betragtning, Teddy,” sagde Venkat. ”Mitch har ret. Styrtlanderen indebærer en høj risiko. Den kan risikere at ramme langt forbi Mars; den kan komme skævt ind i atmosfæren og brænde op; nedstyrtningen kan risikere at ende katastrofalt og tilintetgøre maden … Vi kalkulerer med en tredive procents chance for succes her.”

”Er et nær-Jord rendezvous med Hermes mere ladsiggørligt?” spurgte Teddy.

”Meget mere ladsiggørligt,” bekræftede Venkat. ”Med under et sekunds transmissionforsinkelse kan vi kontrollere sonden direkte fra Jorden, frem for at forlade os på et automatiseret system. Når tiden er inde til at dokke, kan major Martinez fjernstyre forsyningssonden fra Hermes uden nogen transmissionsforsinkelse. Ydermere har Hermes en menneskelig besætning, der er i stand til at overkomme enhver form for bøvl, der kan opstå. Vi skal heller ikke bekymre os om en reentry; forsyningerne skal ikke overleve et nedslag med trehundrede meter i sekundet.”

”Det vil altså sige,” afrundede Bruce. ”Vi kan enten vælge en høj risiko for at få én person taget af dage, eller en lav risiko for at seks mennesker dør. Pyyyh. Hvordan kan vi overhovedet træffe den beslutning?”

”Lad os blot diskutere det, og overlade beslutningen til Teddy,” sagde Venkat. ”Jeg ved ikke, hvad vi ellers kan stille op.”

”Vi kunne lade Lewis —” begyndte Mitch.

”Jeg mente bortset fra det,” afbrød Venkat.

”Jeg har et spørgsmål,” lød det fra Annie. ”Hvorfor er jeg overhovedet her? Det forekommer mig at være en sag, I nørder bør diskutere.”

”Du skal være med hele vejen,” sagde Venkat. ”Vi beslutter ikke noget lige nu. Vi må stille og roligt undersøge sagen i detaljer og holde det internt. Men det kan altid ske, at noget slipper ud, og du skal være klædt på til at give en sang og en dans til ethvert spørgsmål.”

”Hvor lang tid har vi til at træffe en beslutning?” spurgte Teddy.

”Tidsvinduet for manøvren lukker om niogtredive timer.”

”Godt,” sagde Teddy. ”Hør her, vi diskuterer kun dette ansigt til ansigt eller telefonisk; ingen e-mails. Tal ikke med nogen om det, udover os, der er tilstede lige nu. Det sidste, vi ønsker, er en folkestemning, der siger, at vi skal kaste os ud i en risikabel desperado-redningsaktion, der kan vise sig at være umulig.”

Beck —

Hey, kammerat. Hva’ så?

Nu, hvor jeg befinder mig i en ”fortvivlet situation”, behøver jeg ikke længere at rette ind efter etiketten. Jeg kan tale rent ud af posen til alle …

Med den frihed, det giver mig, er jeg nødt til at sige … kammerat … Tag dig sammen og fortæl Johanssen, hvad du føler for hende. Du vil fortryde det i al evighed, hvis ikke du gør det.

Lad mig være helt ærlig: Det kunne gå hen og blive pinligt. Jeg har ingen anelse om, hvordan hun har det med dig. Eller med noget som helst. Hun er sær.

Men vent til missionen er slut. Du befinder dig på et fartøj med hende, hvor I skal være i to måneder endnu. Og desuden, hvis I begynder på noget pjat under missionen, vil Lewis komme efter jer.

Venkat, Mitch, Annie, Bruce og Teddy mødtes for anden gang i lige så mange dage. ”Projekt Elrond” havde antaget et dunkelt skær i Rumcentret, omgærdet af diskretion. Mange kendte til navnet, ingen til dets formål.

Spekulationerne gik i alle retninger. Nogle mente, der var tale om et helt nyt program under udarbejdelse. Andre var bekymrede for, at Ares 4 og 5 ville blive afblæst. De fleste mente, at det var Ares 6 under forberedelse.

”Det var ingen let beslutning,” sagde Teddy til den forsamlede elite. ”Men jeg har valgt, at pege på Iris 2. Ingen Rich Purnell-manøvre.”

Mitch slog næven hårdt i bordet.

”Vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at få det til at fungere,” sagde Bruce.

”Hvis ikke det er for meget at bede om,” sagde Venkat,” kan vi så få at vide, hvad der ligger bag din beslutning?”

Teddy sukkede. ”Det er et spørgsmål om risikovurdering,” sagde han. ”Iris 2 risikerer kun tab af ét liv. Rich Purnell-manøvren sætter hele seks af dem på spil. Jeg er klar over, at Rich Purnell har den bedste chance for at lykkes, men jeg tror ikke, at den har seks gange så høj en chance.”

”Din kujon,” sagde Mitch.

”Mitch … ” sagde Venkat.

”Din skide kujon,” fortsatte Mitch og ignorerede Venkat. ”Du er bare ude på at minimere skaden. Du udøver simpelthen tabskalkulering. Du giver ikke en skid for Watneys liv.”

”Selvfølgelig gør jeg det,” svarede Teddy. ”Og jeg er led og ked af din infantile attitude. Du kan kaste dig ud i alle de hysteriske anfald, du vil, men vi andre må se voksent på tingene. Det er ikke et TV-show; den mest risikable løsning er ikke nødvendigvis den bedste.”

”Der er som bekendt farligt i rummet,” snerrede Mitch. ”Det er vores metier. Hvis du vil sikre alt i hoved og røv, burde du arbejde i et forsikringsselskab. Desuden er det ikke engang dit eget liv, du sætter på spil. Besætningen er fuldt ud i stand til at danne deres egen mening om sagen.”

”Nej, de er ikke,” gav Teddy igen. ”De er for dybt følelsesmæssgt involveret. Det er du tydeligvis også. Jeg gambler ikke med fem liv, for at redde ét. Især når vi har mulighed for at redde hans liv, uden at sætte alles på spil.”

”Bullshit!” Gav Mitch igen og rejste sig fra stolen. ”Du prøver bare at overbevise dig selv om, at en nedstyrtningssonde er den bedste løsning, så du ikke behøver at sætte noget på spil. Og så lader du ham tage følgerne, din feje skiderik!”

Han stormede ud af lokalet og smækkede døren efter sig.

Efter et par sekunder rejste Venkat sig for at gå ud efter ham. ”Jeg skal nok få ham til at falde ned,” sagde han.

Bruce sank sammen i sin stol. ”Pyyyyyh,” sagde han rystet. ”Vi er videnskabsfolk, for pokker. Hvad sker der?”

Annie begyndte stilfærdigt at samle sine ting og lægge dem i mappen.

Teddy så på hende. ”Det må du undskylde, Annie,” sagde han. ”Hvad kan jeg sige? Af og til lukker vi mænd damp ud —”

”Jeg håbede faktisk på, at han ville give dig en røvfuld,” afbrød hun.

”Hvad?”

”Jeg ved godt, at du tænker på astronauternes bedste, men han har ret. Du er virkelig en skide kujon. Hvis du havde nosserne til det, ville vi måske have en chance for at redde Watney.”

Lewis —

Hej der, kaptajn.

Fra indledningen af vores træning til vores rejse til Mars havde jeg to års samarbejde med dig. Jeg mener, at kende dig temmelig godt. Jeg kan derfor gætte mig til, at du stadig giver dig selv skylden for min situation, selvom jeg har bedt dig om at lade være i mine tidligere e-mails.

Du stod i en håbløs situation og måtte træffe en svær beslutning. Det er en øverstbefalendes job. Og din beslutning var den rette. Hvis du havde ventet længere, var MAV’en faldet.

Jeg er sikker på, at du har gennemgået alle mulige udfald i dit hoved. Derfor må du vide, at du ikke kunne have handlet anderledes (udover at ”blive synsk”).

Du synes sikkert, at der ikke kan ske noget, der er værre end at miste et besætningsmedlem. Men at miste hele besætningen er værre. Det forhindrede du.

Men nok om det, vi har noget vigtigere at tale om: Hvad er det med dig og disco? Jeg kan forstå tv-serier fra halvfjerdserne, for hvem elsker ikke behårede mennesker med væg-til-væg skjortekraver. Men disco?

Disco!?

Vogel sammenholdt Hermes’ position og orientering med den projekterede bane. Det matchede som sædvanlig. Udover at være missionens kemiker, var han også en anerkendt astrofysiker. Hans pligter som navigatør var til gengæld latterligt lette.

Computeren kendte kursen. Den vidste, hvornår rumskibet skulle have en ny hældning så ion-motorerne blev vinklet korrekt. Den kendte også rumskibets position under hele rejsen (let kalkuleret ud fra solens og Jordens positioner, og ved at kende den nøjagtige tid via atom-uret ombord.)

Hvis man udelukkede et totalt computersammenbrud eller en lignende kritisk hændelse, ville Vogels store viden om astrodynamik aldrig komme til sin ret.

Efter at have fuldført sin kontrol, kørte han systemtjek på maskinerne. De fungerede optimalt. Alt dette gennemførte han fra sin arbejdsstation. Det var længe siden, man rent fysisk stod ved maskinerne for at udføre funktionskontroller.

Efter fuldførelsen af dagens arbejde, fik han endelig tid til at læse sin e-mail.

Han skimmede ned gennem beskederne, som NASA anså for værdige til upload, læste de mest interessante først og besvarede dem, der krævede det. Hans svar blev gemt, og ville blive videresendt til Jorden med Johanssens næste uplink.

En besked fra hans kone fangede hans opmærksomhed. I emneboksen stod der ”unsere kinder” (”vores børn”), og den indeholdt intet andet end et vedhæftet billede. Han hævede et øjenbryn. For det første burde ordet ”kinder” være skrevet med stort forbogstav. Helena var folkeskolelærer i Bremen og ikke typen, der begik sådan en fejl. Desuden havde de altid brugt kælenavnet, die Affen, når de talte med hinanden om børnene.

Da han prøvede at åbne billedet, rapporterede hans viewer, at filen var ulæselig.

Han gik en tur ned ad den smalle gang. Besætningsafdelingen var placeret op mod det konstant roterende fartøjets ydre skrog for at maksimere den simulerede tyngdekraft. Johanssens dør stod som sædvanlig åben.

”Godaften, Johanssen,” sagde Vogel. Besætningen holdt en fast søvnrytme, og det var snart sengetid.

”Åh, hej,” sagde Johanssen og så op fra sin computer.

”Jeg har et computerproblem,” sagde Vogel. ”Jeg vil bare høre, om du vil se på det.”

”Selvfølgelig,” sagde hun.

”Det er ganske vist i din personlige fritid,” sagde Vogel. ”Måske passer det bedre i morgen, når du er på vagt?”

”Det er helt fint nu,” sagde hun. ”Hvad er der galt?”

”Det drejer sig om en fil. Det er et billede, men min computer kan ikke vise det.”

”Hvor er filen?” spurgte hun og begyndte at taste på sit tastatur.

”Det ligger i min personlige post. Navnet er ’kinder.jpg.’”

”Lad os se på det,” sagde hun.

Hun lod fingrene danse henover sit tastatur, mens Windows åbnede og lukkede på hendes skærm. ”Helt sikkert en dårlig jpg. header,” sagde hun. ”Sandsynligvis blevet forvrænget under download. Lad mig lige se med en hex editor, om vi overhovedet har fået noget ind …”

Efter et par øjeblikke sagde hun: ”Det her er ikke en jpeg. Det er en almindelig ASCII-tekstfil. Det ser ud til … Ja, hvad ved jeg, men det ligner en masse matematiske formler.” Hun viste ham skærmen med en håndbevægelse. ”Giver det nogen mening for dig?”

Vogel lænede sig frem og kastede et blik på teksten. ”Ja,” sagde han. ”Det er en kursmanøvre til Hermes. Der står, at manøvren hedder ’Rich Purnell-manøvren.’”

”Hvad er det?” spurgte Johanssen.

”Jeg har aldrig hørt om sådan en manøvre” Han så nærmere på udregningerne. ”Den er kompliceret … meget kompliceret …”

Han stivnede. ”Sol 549!?” råbte han. ”Mein Gott!”

Hermes’ besætning tilbragte deres sparsomme fritid i rekreationsområdet, som de simpelthen kaldte ”Rek’et.” Da det kun indeholdt et bord, og dårligt havde plads til at seks kunne sidde omkring det på én gang, rangerede dette rum lavt, hvad tyngdekraft angik. Dets midtskibs placering gav det kun sølle 0,2 g.

Det var dog nok til at holde alle nede på stolene, mens de overvejede, hvad Vogel havde fortalt dem.

”… og så vil missionen være fuldført ved indtræden i Jordens atmosfære to hundrede og elleve dage senere,” sluttede han.

”Tak, Vogel,” sagde Lewis. Hun havde hørt forklaringen tidligere, da Vogel opsøgte hende, men Johanssen, Martinez og Beck hørte den nu for første gang. Hun gav dem et øjeblik til at fordøje informationerne.

”Kan det rent faktisk lade sig gøre?” spurgte Martinez.

”Ja.” Vogel nikkede. ”Jeg har kørt beregningerne igennem. De passer til mindste decimal. Det er en genial kursberegning. Forbløffende.”

”Hvordan skal han komme væk fra Mars?” spurgte Martinez.

Lewis lænede sig frem. ”Der var mere i beskeden,” begyndte hun. ”Vi må først opsamle forsyninger nær Jorden, og han må sørge for at nå frem til Ares 4’s MAV.”

”Hvorfor er det hele så underligt formummet” spurgte Beck.

”Ifølge beskeden,” begyndte Lewis forklaringen, ”har NASA afvist idéen. De fortrækker høj risikofaktor for Watneys vedkommende, frem for lav risiko for os alle samlet. Hvem der end fik listet e-mailen igennem til Vogel, var tydeligvis uenig.”

”Vil det sige,” lød det fra Martinez, ”at vi taler om at gå direkte imod NASA’s beslutning?”

”Ja,” bekræftede Lewis. ”Det er nøjagtig, hvad vi taler om. Hvis vi vælger at gennemføre manøvren, er de nødt til at sende et forsyningsfartøj op, hvis ikke vi alle skal dø. Vi har muligheden for at tvinge dem til at acceptere manøvren.”

”Gør vi det så?” spurgte Johanssen.

De så alle på Lewis.

”Jeg vil være helt ærlig overfor jer,” sagde hun. ”Jeg er bestemt parat til at gøre det, men vi taler om en beslutning, der nærmer sig det ekstreme. Vi taler om noget, NASA udtrykkeligt har afvist. Vi taler om mytteri. Det er ikke et ord, jeg bruger i flæng.”

Hun rejste sig og begyndte at vandre langsomt omkring bordet. ”Vi gør det kun, hvis det er en enstemmig beslutning. Før I svarer, skal I overveje konsekvenserne. Hvis vi forfejler forsynings-rendezvous’et, dør vi. Hvis vi misser slyngturen fra Jordens gravitationsfelt, dør vi.

”Hvis vi gør alting perfekt, får vi tilføjet fem hundrede og treogtredive dages uplanlagt rumrejse, hvor alt kan gå galt. Vedligeholdelse bliver et slid. Noget kan gå i stykker, som vi ikke kan fikse. Hvis det drejer sig om noget livsvigtigt, dør vi.”

”Jeg melder mig!” smilede Martinez.

”Rolig nu, cowboy,” sagde Lewis. ”Du og jeg er militærfolk. Der er en rimelig god chance for, at vi ender for en krigsret, når vi kommer hjem. Hvad resten af jer angår, kan jeg garantere, at de aldrig sender jer ud igen.”

Martinez lænede sig tilbage mod væggen med et skævt grin. Resten sad i tavshed, mens de overvejede deres kaptajns ord.

”Hvis vi gør det,” sagde Vogel, ”giver det over tusind dage i rummet. Det er rumrejse nok til en livstid. Jeg har ikke behov for mere.”

”Det lyder som om, Vogel er med på det,” smilede Martinez. ”Det er jeg selvfølgelig også.”

”Ja, hvis du mener, det kan lade sig gøre,” sagde Johanssen til Lewis. ”Jeg stoler på dig.”

”Okay” sagde Lewis. ”Hvis vi kaster os ud i det, hvad vil det så kræve?”

Vogel trak på skuldrene. ”Jeg plotter kursen og sætter den ind i systemet,” sagde han. ”Hvad mere?”

”Vi kan få et problem med remote override,” sagde Johanssen. ”Den er designet til at få rumskibet tilbage, hvis vi alle dør eller noget i den retning. De kan overtage enhver styring af Hermes fra Mission Control.”

”Men vi er her jo,” sagde Lewis. ”Vi kan ophæve alt, hvad de gør, ikke?”

”Faktisk ikke,” sagde Johanssen. ”Remote override rangerer over al ombordværende kontrol og styring. Udgangspunktet er, at der er sket en katastrofe, og at rumfartøjets kontrolpanel ikke er pålideligt.”

”Kan du ophæve remote override?” spurgte Lewis.

”Hmm … ” tænkte Lewis højt. ”Hermes har fire ekstra navigationscomputere, hver af dem forbundet med de tre ekstra kommunikationssystemer. Hvis en computer — og det kan være en hvilken som helst computer — opfanger et signal fra et hvilket som helst kommunikationssystem, kan Mission Control overtage styring. Vi kan ikke lukke ned for kommunikation, for så mister vi telemetri og retningslinjer. Vi kan ikke lukke ned for computerne, for vi skal bruge dem til at styre fartøjet. Jeg bliver så nødt til at lukke ned for remote override i hvert enkelte system … Det er en del af OS; jeg kommer også til at gå udenom koden … Men, ja, det kan jeg godt.”

”Sikker?” spurgte Lewis. ”Du kan godt slukke for den?”

”Burde ikke være noget problem,” sagde Johanssen. ”Det er en nødforanstaltning, ikke et sikkerhedsprogram. Det er ikke beskyttet mod plantet virus.”

”Plantet virus?” smilede Beck. ”Okay … Du vil være hacker?”

”Jeps,” smilede Johanssen tilbage. ”Det er lige, hvad jeg vil.”

”Godt,” sagde Lewis. ”Det ser ud som om, vi er i stand til gennemføre det. Men jeg vil være sikker på, at ingen har følt sig presset til det. Vi venter i fireogtyve timer. I løbet af det tidsrum har enhver lov til at skifte mening. Kom enten og tal med mig i enrum, eller send mig en e-mail. Så afblæser jeg det hele, og ingen vil nogensinde få at vide, hvem det var.”

Lewis blev siddende, mens de andre forlod rummet. Hun så, at de gik derfra med et smil på læben. Alle fire. For første gang, siden de forlod Mars, var de igen sig selv. Da vidste hun, at ingen ville skifte sindelag.

De skulle tilbage til Mars.

Alle vidste, at Brendan Hutch snart ville begynde at lede missioner.

Han var avanceret gennem NASA’s rækker så hurtigt, det overhovedet var muligt, i så stor og administrationstung en organisation. Han var kendt som en flittig slider, og hans kvalifikationer og lederevner var åbenlyse for alle hans underordnede.

Brendan havde ledelsen i Mission Control fra klokken et om natten til ni morgen. En fortsat fremragende indsats fra hans side, ville med sikkerhed resultere i en forfremmelse. Det var allerede bekendtgjort, at han ville blive backup-flyveleder på Ares 4, og han havde en god chance for topjobbet på Ares 5.

”Flight, CAPCOM,” lød en stemme gennem hans headset.

”Go, CAPCOM,” svarede Bendan. Uanset, at de var i samme lokale, skulle radioreglerne overholdes til enhver tid.

”Ikke planlagt statusopdatering fra Hermes.”

Da Hermes for nuværende befandt sig halvfems lyssekunder væk, var tovejskommunikation upraktisk. Udover presserelaterede meddelelser, skulle Hermes kommunikere med tekst, indtil de var kommet meget nærmere.

”Modtaget,” sagde Brendan. ”Læs den op.”

”Jeg … Jeg forstår det ikke, Flight,” lød det forvirrede svar. ”Det er ikke en status, bare en enkelt sætning.”

”Og hvad står der?”

”Der står: ’Houston, til orientering: Rich Purnell er en stålsat missilmand.’”

”Hvad?” udbrød Brendan. ”Hvem fanden er Rich Purnell?”

”Flight Control, Telemetri her,” lød en anden stemme.

”Go, Telemetri,” sagde Brendan.

”Hermes er ude af kurs.”

”CAPCOM, giv Hermes besked om, at de afviger. Telemtri, få en korrigerende vektorberegning —”

”Negativ, Flight Control,” afbrød Telemetri. ”Det er ikke en afvigelse. De har ændret kursen. Instrumenterings-uplink viser en bevidst 27,81 graders rotation.”

”Hvad fanden?” stammede Brendan. ”CAPCOM, spørg dem, hvad helvede de har gang i!”

”Modtaget, Flight Control … Besked sendt. Minimum svartid tre minutter, fire sekunder.”

”Telemetri, kan dette på nogen måde være teknisk fejl?”

”Negativ, Flight Control. Vi sporer dem med SatCon. Observeret position stemmer med kursændring.”

”CAPCOM, læs jeres logs og se, hvad de tidligere skiftehold foretog sig. Se efter, om der blev beordret en betydelig kursændring, og om man af en eller anden grund glemte at give os besked.”

”Modtaget, Flight Control.”

”Styring, her er Flight Control,” sagde Brendan.

”Go, Flight Control,” lød svaret fra Styrings vagthavende.

”Find ud af, hvor længe de kan blive på kursen, før den er irreversibel. På hvilket punkt kan de ikke længere nå opbremsning til Jorden?”

”Arbejder på udregning, Flight Control.”

”Og gider nogen finde ud af, hvem fanden Rich Purnell er?”

Mitch lod sig dumpe ned i sofaen på Teddys kontor. Han lagde fødderne på sofabordet og smilede til Teddy. ”Du bad mig komme?”

”Hvorfor gjorde du det, Mitch?” spurgte Teddy hårdt.

”Gjorde hvad?”

”Du er udmærket klar over, hvad jeg taler om.”

”Nå, du hentyder til mytteriet på Hermes?” sagde Mitch uskyldigt. ”Ved du hvad, det ville faktisk egne sig godt som filmtitel: Mytteriet på Hermes. Det har en god klang.”

”Vi ved, at det var dig,” sagde Teddy strengt. ”Vi ved ikke hvordan, men vi ved, du sendte dem manøvren.”

”Du har altså intet bevis?”

Teddy gloede rasende på ham. ”Nej. Ikke endnu, men vi arbejder på sagen.”

”Virkelig?” sagde Mitch. ”Er det virkelig den bedste måde, at udnytte vores tid på? Jeg mener, har vi ikke en nær-Jord forsyningsopsendelse, som skal planlægges, for ikke at nævne udarbejdelsen af en plan for, hvordan vi får Watney til Schiaparelli? Det vil jeg mene, er meget at gabe over.”

”Du har fandme ret i, at vi har meget at gabe over nu!” rasede Teddy. ”Efter dit lille stunt, er vi tvangsindlagt til det her.”

”Påståede stunt,” sagde Mitch med løftet finger. ”Jeg går ud fra, at Annie vil fortælle medierne, at vi besluttede at tage chancen med denne risikable manøvre? Og hun vil udelade det med mytteriet, ikke sandt?”

”Selvfølgelig,” sagde Teddy. ”Ellers kommer vi til at ligne idioter.”

”Jamen, så har alle jo ryggen fri” smilede Mitch. ”Man kan ikke fyre folk for at handle efter NASA’s retningslinjer. Selv Lewis er urørlig. Hvilket mytteri? Og måske får Watney lov til at leve. Lykkelig slutning for alle!”

”Du kan meget vel blive skyld i hele besætningens død,” skød Teddy tilbage. ”Har du overhovedet tænkt på det?”

”Hvem det end var, der gav dem manøvren,” sagde Mitch, ”videresendte blot information. Lewis traf en beslutning baseret på disse oplysninger. Hvis hun lod følelserne sløre sin dømmekraft, ville hun være en elendig øverstbefalende. Og det er hun ikke.”

”Hvis jeg nogensinde kan bevise, det var dig, kan jeg garantere, at jeg nok skal træffe beslutningen om at fyre dig,” advarede Teddy ham.

”Fint nok. ” Mitch trak på skuldrene. ”Men hvis jeg ikke var i stand til at tage chancer for at redde liv, ville jeg … ” Han overvejede det et øjeblik .”Tja, så ville jeg nok være dig.”