The Martian

Kapitel 6

Venkat Kapoor vendte tilbage til sit kontor, smed sin mappe på gulvet og lod sig dumpe ned i sin læderstol. Han tillod sig at nyde udsigten fra sit vindue et øjeblik. Hans kontor i Bygning 1 gav ham et svimlende udsyn over den store park i centrum af Johnson Space Center-komplekset. På modsatte side af parken blev indtrykket domineret af de mange vidt spredte bygninger, der lå helt ned til Mud Lake i det fjerne.

Han kastede blikket på sin computerskærm og noterede sig at syvogfyrre ulæste emails afventede hans opmærksomhed. De kunne vente. I dag var en trist dag. I dag var der afholdt mindehøjtidelighed for Mark Watney. Præsidenten havde holdt en tale, lovprist Watneys mod og offer samt kaptajn Lewis’ resolutte beslutsomhed, da hun fik reddet alle andre i sikkerhed. Kaptajn Lewis og de overlevende besætningsmedlemmer, der deltog via en langdistanceforbindelse til Hermes, bidrog med mindeord for deres tabte kammerat ude fra det ydre rum. De kunne se frem til endnu ti måneders rejsetid.

Administratoren havde også holdt tale, hvori han mindede alle om, at rumrejser er utroligt farlige og at modgang ikke skal holde os tilbage.

Man havde spurgt Venkat, om han ville holde en tale. Han havde afslået. Hvad skulle det nytte? Watney var død. Pæne ord fra chefen for Marsprojektet ville ikke bringe ham tilbage.

”Er du okay, Venk?” lød en velkendt stemme fra døråbningen.

Venkat drejede rundt i stolen. ”Det er jeg vel,” sagde han.

Teddy Sanders børstede en løs tråd af sin ellers pletfri blazer. ”Du kunne godt have holdt en tale.”

”Jeg havde ikke lyst til det, og det ved du udmærket godt.”

”Ja, sandt nok. Jeg havde heller ikke lyst, men jeg er NASAs administrator. Det bliver sådan set forventet af mig. Er du sikker på, at du er okay?”

”Ja, jeg skal nok klare mig.”

”Godt,” sagde Teddy og rettede på sine manchetknapper. ”Så lad os vende tilbage til arbejdet.”

”Selvfølgelig.” Venkat med et skuldertræk. ”Lad os begynde med, at du autoriserer min satellittid.”

Teddy lænede sig op ad væggen med et suk.

”Nu igen.”

”Ja,” sagde Venkat. ”Nu igen. Hvad er problemet?”

”Okay, lad mig høre i korte træk: Hvad drejer det sig helt nøjagtigt om?”

Venkat lænede sig frem. ”Ares 3 var en fiasko, men vi kan stadig redde noget fra den. Vi har midler til fem Ares-missioner. Jeg tror, vi kan få Kongressen til at finansiere en sjette.”

”Jeg ved snart ikke, Venk …”

”Det er meget enkelt, Teddy,” insisterede Venkat. ”De evakuerede efter seks sole. Der ligger stort set udstyr til en hel mission deroppe. Det ville kun koste en brøkdel af prisen for en normal mission. Det plejer at kræve fjorten forudsendte rumsonder med udstyr til at klargøre en station. Det er muligt, vi kan nøjes med at sende, hvad der mangler i tre, måske kun to, omgange.”

”Venk, stationen blev ramt af en sandstorm med styrke 175 km/t. Den må være smadret efter sådan en omgang bank.”

”Det er derfor, jeg vil have noget billeddokumentation,” sagde Venkat. ”Jeg skal kun bruge nogle enkelte skud fra området. Det kan vi blive meget klogere af.”

”Klogere på hvad? Tror du, vi sender folk til Mars uden at være sikre på, at alting er funktionsdygtigt og i perfekt stand?”

”Alting behøver ikke være perfekt,” indskød Venkat. ”Hvad der end er gået i stykker, kan vi sende erstatninger for.”

”Hvordan kan vi se på billederne, hvad der er gået i stykker?”

”Det er kun et indledende skridt. De evakuerede, fordi vindstyrken var en fare for MAV’en, men Hab’et kan holde til mange flere tæsk. Det kunne sagtens tænkes at være intakt.

”Det vil oven i købet være tydeligt at se. Hvis der blev slået hul i det, ville det blive suget tomt og kollapse. Hvis det stadig står der, er alting derinde sandsynligvis uskadt. Og roverne er robuste. De kan tage enhver sandstorm, Mars kan præstere. Lad mig nu bare få lov at se på det, Teddy, det er alt, hvad jeg beder om.”

Teddy tog et par skridt hen til vinduet og kastede blikket ud over det enorme område med de mange bygninger. ”Du er ikke den eneste, der beder om satellittid, ved du nok. Ares 4-missionen er lige om hjørnet. Vi må fokusere på Schiaparellikrateret.”

”Jeg forstår det ikke, Teddy. Hvad er problemet?” spurgte Venkat. ”Jeg taler om, hvordan vi kan sikre os endnu en mission. Vi har tolv satelliter i kredsløb omkring Mars; jeg er sikker på, at du kan undvære én af dem i et par timer. Jeg kan give dig vinduerne for hver af dem, når de er i den rigtige vinkel til Ares 3-skud —”

”Det handler ikke om satellittid, Venk,” afbrød Teddy.

Venkat studsede. ”Jamen … øh ….?”

Teddy vendte sig om og så på ham. ”Vi er en offentlig organisation. Der findes ikke noget, der hedder hemmelige eller beskyttede informationer her.”

”Og hvad så?”

”Alt billedmateriale flyder direkte videre til offentligheden.”

”Og hvad så?”

”Mark Watneys lig vil befinde sig indenfor en radius af tyve meter fra Hab’et. Måske delvist begravet i sand, men stadig tydeligt at se, og der stikker en kommunikationsantenne ud af hans bryst. Ethvert billede, vi tager, vil vise det.”

Venkat stirrede. Så gloede han rasende. ”Så det er grunden til at du har afslået mine anmodninger om satellittid i to måneder?”

”Venk, helt ærligt —”

”Alvorligt talt, Teddy?” fortsatte han. ”Er du bange for et PR-problem?”

”Mediernes besættelse af Watneys død er langt om længe begyndt at dæmpe sig,” sagde Teddy roligt. ”Vi har fået dårlig omtale i to måneder. Mindehøjtideligheden i dag har givet folk ro i sjælen, og medierne kan gå videre til andre tophistorier. Det sidste, vi ønsker, er, at ruske op i tingene igen.”

”Men hvad skal vi så gøre? Han kommer ikke til at rådne. Han vil ligge der for evigt.”

”Ikke for evigt,” sagde Teddy. ”Om et år vil vejrforholdene have dækket ham fuldstændig med sand.”

”Et år?” udbrød Venkat og rejste sig op. ”Det er latterligt. Vi kan ikke vente et helt år på det her.”

”Hvorfor ikke? Ares 4 udsendes ikke før om fem år. Der er rigelig tid.”

Venkat trak vejret dybt og tænkte sig om et øjeblik.

”Okay, men overvej dette: Sympatien for Watneys familie stikker dybt. Ares 6 kunne bringe hans lig hjem. Vi siger ikke, at det er formålet med missionen, men vi kan gøre det klart, at det vil være en del af den. Hvis vi fremstiller det sådan, kan vi vinde større opbakning i Kongressen. Men ikke hvis vi venter et år. Om et år er folk ligeglade.”

Teddy gned sin hage. ”Hmm …”

Mindy Park stirrede op i loftet. Hun havde ikke så meget andet at foretage sig. Nattevagten fra 3 a.m. var ret kedelig. Kun det konstante kaffeindtag holdt hende vågen.

Overvågning af satelliternes status omkring Mars lød som et spændende tilbud, da hun tog imod overflytningen. Men satellitterne passede jo sådan set sig selv. Det viste sig, at hendes job bestod i, at viderebefordre billedmaterialet via email, så snart det var tilgængeligt.

”Jeg er civilingeniør med mastergrad i mekaniske systemer,” mumlede hun. ”Og jeg arbejder i en døgnåben fotoautomat.”

Hun nippede til sin kaffe.

Et glimt på hendes skærm fortalte, at endnu et sæt billedmateriale var klart til videresending. Hun tjekkede navnet på kørselsordren. Venkat Kapoor.

Hun sendte dataene direkte til de interne servere og skrev en email til Dr. Kapoor. Da hun indførte breddegrad og længdegrad for billedet, genkendte hun koordinaterne.

”31.2*N, 28,5*W … Acidalia Planitia … Ares 3?”

Af ren nysgerrighed åbnede hun det første af de sytten billeder.

Som ventet, var det Ares 3 lokationen. Hun havde hørt, de ville tage billeder af det. En smule flov over sig selv, begyndte hun at granske billedet efter noget, der kunne ligne Mark Watneys lig. Efter et minuts forgæves søgen, var hun både lettet og skuffet.

Hun gav sig til at se nærmere på resten af billedmaterialet. Hab’et var intakt; det ville Dr. Kapoor blive glad for at se.

Hun løftede kaffekruset op til sine læber, og så standsede hun midt i bevægelsen.

”Hov …” mumlede hun til sig selv. ”hmm …”

Hun gik over på NASAs intranet og navigerede sig frem til afsnittet med specifikationer for Ares-missionerne. Efter kort tids undersøgelse tog hun sin telefon op.

”Hej, det er Mindy Park fra SatCon. Jeg skal bruge missionsloggen for Ares 3, hvor kan jeg finde den? … aha … aha … okay … tak.”

Efter et stykke tid mere på intranettet, lænede hun sig tilbage i stolen. Hun havde ikke længere brug for kaffe til at holde sig vågen.

Hun tog sin telefon op igen og sagde: ”Hallo, Security? Det er Mindy Park fra SatCom. Jeg skal bruge et direkte kontaktnummer til dr. Venkat Kapoor … Ja, det er vigtigt og det haster.”

Mindy sad dirrende i sin stol, da Venkat kom luntede ind. At forlange at chefen for Marsprogrammet indfandt sig hos SatCon, var ude over det sædvanlige. At se ham i jeans og T-shirt var hidtil uset.

”Er du Mindy Park?” spurgte han med det irritable udtryk, der kendetegner en mand, der kører på to timers søvn.

”Ja,” bævede hun. ”Jeg er ked af, at ulejlige dig herind.”

”Jeg går ud fra, at du har en god grund til det.”

”Øh,” sagde hun og kiggede ned. ”Ja, øh, det … altså, det billedmateriale, du bestilte. Øhm, prøv lige at se her.

Han trak en stol hen til hendes arbejdsstation og satte sig ned. ”Drejer det sig om Watneys lig? Er det derfor, du virker så rystet?”

”Øhm, nej,” sagde hun. ”Hrm. Altså … jeg mener …”

Hun skar ansigt over sin akavethed og pegede på skærmen.

Venkat studerede billedfeltet. ”Det ser ud, som om Hab’et er intakt. Det er godt nyt. Solcelleanlægget ser fint ud. Roverne er også okay. Parabolen er væk. Det er ikke overraskende. Hvad skyldes al den alarm så?”

”Jo, altså,” sagde hun og trykkede fingeren direkte ind på skærmen. ”Det der.”

Venkat lænede sig frem og så nærmere på det. Lige under Hab’et, ved siden af roverne, kunne man se to hvide cirkler midt i sandet. ”Hmm. Det ligner nogle stykker lærred fra Hab’et. Måske klarede det sig alligevel ikke så godt? Der blev vist flået nogle stykker af det —”

”Jamen, øh,” afbrød hun. ”jeg synes, det ligner rovernes pop-up telte”

Venkat så nærmere efter. ”Hmm. Det kan du have ret i.”

”Hvordan kom de op at stå derude?” spurgte Mindy.

Venkat trak på skuldrene. ”Kaptajn Lewis har nok beordret dem opstillet under evakueringen. Ikke nogen dårlig ide med redningstelte i tilfælde af, at MAV’en fik tekniske vanskeligheder og Hab’et skulle slå revner.”

”Men se lige,” sagde Mindy og åbnede et dokument i sin computer. ”Dette er den fuldstændige missionslogbog fra Sol 1 til 6. Lige fra MDV’en landede til MAV’ens nødopstigning.”

”Okay, og hvad så?”

”Jeg har læst den igennem. Flere gange endda. De slog aldrig de pop-up telte op.” Hendes stemme knækkede over ved det sidste ord.

”Nå, men øh …” mumlede Venkat med en panderynken. ”Det gjorde de jo åbenbart alligevel, selvom de ikke nåede at få det indført i logbogen.”

”Aktiverede de to pop-up telte til nødsituationer uden at rapportere det?”

”Hmm. Det giver faktisk ikke mening, nej. Måske var det stormen, der ruskede i roverne, hvorved teltenes fjedre automatisk blev udløst.”

”Og efter at de udløste sig selv, løsrev de sig fra roverne og stillede sig selv op lige ved siden af hinanden tyve meter derfra?”

Venkat studerede billedet igen. ”Tja, det er i hvert fald indlysende, at de blev aktiveret på en eller anden måde.”

”Hvordan kan det være, at solcellepanelerne er helt rene?” sagde Mindy og kæmpede mod tårerne. ”Der var en voldsom sandstorm. Hvorfor er de ikke dækket af sand?”

”En frisk blæst kan vel havde gjort det?” lød det usikkert fra Venkat.

”Fik jeg nævnt, at jeg ikke kan finde spor af Watneys lig?” sagde hun snøftende.

Venkats øjne blev store, mens han stirrede på billedet. ”Åh …,” sagde han stille. ”Åh Gud …”

Mindy gemte sit ansigt i hænderne og hulkede stille.

”Fuck!” sagde Annie Montrose. ”Du tager for helvede da pis på mig!”

Teddy sad ved sit blankpolerede mahogniskrivebord og stirrede vredt på sin pressechef. ”Den attitude er ikke konstruktiv, Annie.”

Han vendte sig mod chefen for Marsprogrammet. ”Hvor sikre er vi på det her?”

”Næsten hundrede procent,” sagde Venkat.

”Fuck!” sagde Annie.

Teddy flyttede en mappe på sit skrivebord en smule til højre, så den lå på linje med hans musemåtte. ”Det er altså fakta, som vi er nødt til at forholde os til!”

”Har du nogen anelse om dimensionerne i den shitstorm, der rammer os?” indvendte hun. ”Det er ikke dig, der skal stå overfor de skide journalister hver dag, det er mig!”

”En ting ad gangen,” sagde Teddy. ”Venk, hvad gør dig så sikker på, at han er i live?”

”Først og fremmest, intet lig,” begyndte Venkat. ”Derudover er der opstillet pop-up telte. Solcellerne er rene. Du kan i øvrigt takke Mindy Park i SatCon for at lægge mærke til alt det.

”Men,” fortsatte Venkat, ”hans lig kunne sagtens ligge helt begravet af sand fra stormen på Sol 6. Pop-up teltene kunne måske nok have selvudløst, og vinden kunne have kastet rundt med dem. En senere sandstorm med 30 km/t kunne have haft kraft nok til at blæse solcellerne rene, men ikke til at bære sand med sig. Det er ganske vist usandsynligt, men dog muligt.

”Og netop derfor har jeg brugt de sidste par timer på at gennemgå alt, hvad der er at gennemgå. Kaptajn Lewis havde to ture ude i Rover 2. Tur nummer to fandt sted på Sol 5. Ifølge lognotaterne, koblede hun den på Hab’et til opladning, da hun vendte tilbage. Den blev ikke brugt igen, og tretten timer senere evakuerede de.”

Han skubbede et billede hen over bordet til Teddy.

”Det er et af billederne fra i aftes. Som du kan se står Rover 2 vendt væk fra Hab’et. Opladningsstikket sidder foran på den, og kablet er ikke langt nok til at nå.”

Teddy arrangerede automatisk billedet, så det lå parallelt med hans skrivebords kanter. ”Hun har med garanti parkeret den med næsen mod Hab’et, for ellers ville hun ikke have været i stand til at koble den på,” sagde han. ”Den er altså blevet flyttet siden Sol 5.”

”Ja, ikke sandt?” sagde Venkat og skubbede endnu et billede frem til Teddy. ”Men her har vi det endelige bevis. I den nedre højre side af billedet kan du se MDV’en. Den er blevet splittet ad. Jeg er ret sikker på, at de ikke ville have gjort det, uden at give os besked om det.

”Og det afgørende bevis findes i højre side af billedet.” Venkat udpegede det. ”Mav’ens landingsstel. Det ser ud som om, hele brændstofprocessoren er blevet fjernet, med betydelige skader på stiverne til følge. Den slags finder simpelthen ikke sted før lift-off. Risikoen for en vital skade på Mav’en ville være for stor til, at Lewis nogensinde ville tillade den slags.”

”Hey,” sagde Annie. ”Hvorfor ikke bare tale med Lewis? Lad os gå over til CAPCOM og spørge hende direkte.”

Venkat tav og så sigende på Teddy.

”Fordi,” sagde Teddy, ”hvis Watney virkelig er i live, vil vi ikke have, at Ares 3-besætningen får det at vide.”

”Hvad!?” udbrød Annie. ”Hvorfor vil I ikke fortælle dem det?”

”De har endnu ti måneders rejse hjem,” forklarede Teddy. ”Rumrejser er farlige. De har brug for at være på stikkerne og bevare deres fokus. De sørger over at have mistet en kammerat, men det vil knuse dem, hvis de finder ud af, at de har efterladt ham i live.”

Annie så på Venkat. ”Er du med på det synspunkt?”

”Den oplysning vil være lammende,” sagde Venkat. ”Lad dem forholde sig til det følelsesmæssige chok, når de ikke skal koncentrere sig om at flyve et rumskib hjem.”

”Det bliver den mest omtalte begivenhed siden Apollo 11,” sagde Annie. ”Hvordan vil I holde det hemmeligt for dem?”

Teddy sagde med et skuldertræk: ”Let nok. Det er os, der kontrollerer al kommunikation med dem.”

”Fuck,” sagde Annie og åbnede sin laptop. ”Hvornår vil I gøre det offentligt?”

”Hvad er din vurdering?”

”Hmm,” sagde Annie. ”Vi kan holde på billederne i fireogtyve timer, før vi har pligt til at frigive dem. Vi er nødt til at følge det op med en udtalelse. Det sidste vi ønsker, er at folk selv regner det ud. I så fald ville vi fremstå som skiderikker.”

”Okay,” samtykkede Teddy. ”Formulér en udtalelse.”

”Det skal nok blive sjovt,” brummede hun.

”Hvad gør vi så nu?” spurgte Teddy Venkat.

”Første skridt er kommunikation,” sagde Venkat. ”Det fremgår tydeligt af billedmaterialet, at kommunikationsanlægget er ødelagt. Vi må finde en anden måde at kommunikere på. Så snart vi kan tale med ham, kan vi vurdere og lægge planer.”

”Godt så,” sagde Teddy. ”Sæt i gang omgående. Du kan indkalde, hvem du vil, fra alle afdelinger. Brug så meget overtid, du vil. Find en måde at tale med ham. Det er din eneste opgave nu.”

”Forstået.”

”Annie, sørg for at intet slipper ud, før vi bekendtgør det.”

”Okay,” sagde Annie. ”Hvem er ellers vidende om det?”

”Udover os tre, er det kun Mindy Park fra SatCon,” sagde Venkat.

”Jeg snakker med hende,” sagde Annie.

Teddy rejste sig og åbnede sin mobil. ”Jeg tager til Chicago. Jeg er tilbage i morgen.”

”Hvad skal du?” spurgte Annie.

”Watneys forældre bor der,” sagde Teddy. ”Jeg skylder dem en personlig forklaring før det bliver breaking news.”

”De bliver lykkelige for at høre, at deres søn er i live.” sagde Annie.

”Ja, han er i live nu,” sagde Teddy. ”Men hvis jeg har regnet rigtigt, er han dømt til at sulte ihjel, før vi har nogen mulighed for, at hjælpe ham. Jeg glæder mig ikke til samtalen.”

”Fuck,” sagde Annie alvorligt.

”Ingenting? Slet ingenting?” jamrede Venkat. ”Gør I grin med mig? I fik tyve eksperter til at arbejde i tolv timer på det. Vi er i besiddelse af et kommunikationsnetværk til mange milliarder. Og så kan I ikke finde nogen som helst mulighed for at tale med ham?”

De to mænd i Venkats kontor sad uroligt på stolene.

”Han har ingen radio,” sagde Chuck.

”Faktisk,” sagde Morris, ”har han en radio, men han mangler en parabol.”

”Sagen er,” fortsatte Chuck, ”at uden parabolen, skulle sådan et signal være meget stærkt —”

”Og vi mener, science fiction superstærkt” supplerede Morris.

”- hvis det skal nå frem til ham,” sluttede Chuck.

”Vi overvejede Mars-satellitter,” sagde Morris. ”De er meget tættere på. Men tallene er imod os. Selv SuperSurveyor 3, der har den stærkeste transmitter, skulle gøres fjorten gange stærkere —”

”Sytten gange,” sagde Chuck.

”Fjorten,” fastholdt Morris.

”Nej, det er sytten. Du glemte et ampere-minimum for varmelegemerne, så de kan fastholde —”

”Gutter,” afbrød Venkat. ”Jeg har forstået det.”

”Undskyld.”

”Undskyld.”

”Beklager, hvis jeg virker gnaven,” sagde Venkat. ”Jeg fik højst to timers søvn i nat.”

”Helt i orden,” sagde Morris.”

”Fuldstændig forståeligt,” sagde Chuck.

”Okay,” sagde Venkat. ”Forklar mig så, hvordan en enkelt sandstorm kan have ødelagt vores mulighed for at kommunikere med Ares 3.

”Mangel på fantasi,” sagde Chuck.

”Så det ikke komme,” samtykkede Morris.

”Hvor mange andre kommunikationssystemer har en Ares-mission som backup?” spurgte Venkat.

”Fire,” sagde Chuck.

”Tre,” sagde Morris.

”Nej, det er fire,” korrigerede Chuck.

”Han sagde backup-systemer,” fastholdt Morris. ”Det er altså ikke medregnet det primære system.”

”Ups, ja. Tre.”

”Det vil sige fire systemer i alt,” sagde Venkat. ”Forklar, hvordan vi mistede alle fire.”

”Altså,” sagde Chuck. ”Det primære system gik gennem den store parabol. Den blæste væk i stormen. Backup’erne var i MAV’en.”

”Nemlig,” supplerede Morris. ”MAV’en er en ren kommunikationsmaskine. Den kan tale med Jorden, Hermes, endda med satellitterne omkring Mars, hvis det skulle være. Den har oven i købet tre uafhængige systemer for at sikre, at intet mindre end et sammenstød med en meteor kan standse kommunikationen.”

”Problemet er bare,” sagde Chuck, ”at kaptajn Lewis og de andre tog MAV’en med sig.”

”Det vil sige, at fire selvstændige kommunikationssystemer blev reduceret til ét, som gik i stykker,” sluttede Morris.

Venkat klemte om sin næseryg. ”Hvordan kunne vi overse, at det kunne ske?”

Chuck trak på skuldrene. ”Det faldt os simpelthen ikke ind. Vi har aldrig regnet med at nogen ville befinde sig på Mars uden en MAV.”

”Altså, helt ærligt,” sagde Morris. ”Hvad er sandsynligheden?”

Chuck vendte sig mod ham: ”En af tre, baseret på empirisk data. Det er ret dårlige odds, når man tænker over det.”

Det ville blive en barsk omgang, og Annie var fuldstændig klar over det. Ikke bare skulle hun levere den største mea culpa i NASAs historie, hvert eneste sekund af det, ville blive husket for evigt. Hver en armbevægelse, hendes stemmeføring og ansigtsudtryk ville blive set af millioner af mennesker, om og om igen. Ikke kun i den aktuelle pressecyklus, men årtier frem i tiden. Hver eneste dokumentar om Watneys situation ville have dette klip.

Hun var sikker på, at disse bekymringer ikke kunne aflæses i hendes ansigt, da hun stillede sig bag talerstolen.

”Tak, fordi I kom med så kort varsel,” sagde hun til de forsamlede reportere. ”Vi vil viderebringe en vigtig meddelelse. Hvis I vil være så venlige at tage plads.”

”Hvad handler det om, Annie?” spurgte Bryan Hess fra NBC. ”Er der sket noget med Hermes?”

”Vær venlig at tage plads, alle sammen,” gentog Annie.

Reporterne myldrede rundt og udvekslede formodninger henover stoleryggene et kort øjeblik, før de endelig blev stille.

”Dette er en kort, men meget vigtig bekendtgørelse,” sagde Annie. ”Jeg vil ikke tage imod spørgsmål ved denne lejlighed, men vi afholder en fuld pressekonference med Q&A om cirka en time. Vi har for kort tid siden modtaget billedmateriale fra vores satellitter omkring Mars og har konstateret med sikkerhed, at Mark Watney, for nuværende, stadig er i live.”

Efter et helt sekunds fuldstændig stilhed, eksploderede lokalet i larm.

En uge efter den lamslående bekendtgørelse, var den stadig tophistorien på hvert eneste nyhedsnetværk i verden.

”Jeg får kvalme af de daglige pressekonferencer,” hviskede Venkat til Annie.

”Jeg får kvalme af pressekonferencer en gang i timen,” hviskede Annie tilbage.

De to stod klemt sammen med utallige andre NASA-direktører og chefer på det lille podium i pressesalen. De så ud over en sammenstimling af frådende journalister, der var desperate efter hver en luns ny information, de kunne sætte tænderne i.

”Undskyld, jeg kommer for sent,” sagde Teddy, idet han trådte ind fra en sidedør. Han trak et bundt flashcards op af lommen, samlede dem i hænderne og rømmede sig.

”I de ni dage siden bekendtgørelsen af Mark Watneys overlevelse, har vi modtaget massiv opbakning og hjælp fra alle sektorer. Vi udytter skamløst alt, hvad vi får på den konto.”

Lavmælt latter fyldte salen.

”I går blev hele SETI-netværket, på vores foranledning, rettet direkte og udelukkende mod Mars. Det blev gjort i tilfælde af, at Watney skulle udsende et svagt radiosignal. Det viser sig, at det gør han ikke, men det viser også niveauet af hjælpsomhed, vi møder fra alle sider.

”Offentligheden følger med, og vi vil gøre vores bedste for at holde alle vel informerede. Jeg har for kort tid siden hørt, at CNN vil tilegne en halv time på alle hverdage til at rapportere om netop dette emne. Vi vil stille flere medlemmer af vores medierelationsteam til rådighed for programmet, så offentligheden hurtigt kan blive delagtiggjort i de nyeste informationer.

”Vi har justeret tre satellitters kredsløb for at få mere kameratid på Ares 3-området, og vi håber, at vi snart kan få et billede af Mark udenfor. Hvis vi kan følge ham udenfor, vil det være muligt at drage konklusioner om hans fysiske helbred, baseret på kropsholdning og aktiviteter.

”Spørgsmålene er mange: Hvor længe kan han holde ud? Hvor meget mad har han? Kan Ares 4 redde ham? Hvordan kan vi komme til at tale med ham? Svarene til disse spørgsmål er ikke, hvad vi ønsker at høre.

”Jeg kan ikke garantere, at det vil lykkes os at redde ham, men så meget kan jeg love: NASAs fulde kapacitet er rettet mod at hente Mark Watney hjem. Dette vil være vores altoverskyggende og eneste besættelse, indtil han enten er tilbage på Jorden eller bekræftet død på Mars.”

”God tale,” sagde Venkat, idet han trådte ind i Teddys kontor.

”Jeg mente hvert et ord,” sagde Teddy.

”Det ved jeg.”

”Hvad kan jeg gøre for dig, Venk?”

”Jeg har en ide. Ja, det vil sige JPL har en ide. Jeg er budbringeren.”

”Jeg kan godt lide ideer,” sagde Teddy og bød ham en stol.

Venkat satte sig ned.

”Vi kan godt redde ham med Ares 4. Det er meget risikabelt. Vi luftede ideen for Ares 4-besætningen. De er ikke bare villige til at gøre det, de presser hårdt på for at få det igennem.”

”Selvfølgelig,” sagde Teddy. ”Astronauter er i sagens natur sindssyge. Og meget ædelmodige. Hvad er idéen så?”

”Jo altså,” begyndte Venkat. ”Det er stadig på ideplanet, men JPL mener, at MDV’en kan misbruges til at redde ham.”

”Ares 4 er slet ikke sendt ud endnu. Hvorfor rode med en MDV? Hvorfor ikke lave noget bedre?”

”Vi har ikke tid til at fremstille et skræddersyet fartøj. Reelt kan han ikke overleve, indtil Ares 4 ankommer, men det er et helt andet problem.”

”Så fortæl mig om MDV’en.”

”JPL skræller den, smider noget vægt og tilfører nogle brændstoftanke. Ares 4-besætningen lander meget forsigtigt på Ares 3-feltet. Dernæst kan de, for fuld kraft, og jeg mener virkelig fuld kraft, lette igen. Den kan ikke nå tilbage ud i kredsløb, men den kan flyve til Ares 4-området i en lateral bane, hvilket er, tja, virkelig skræmmende. Og så har de en MAV.”

”Hvordan gør de fartøjet lettere?” spurgte Teddy. ”Har de ikke allerede bygget det så let, som det kan blive?”

”Ved at fjerne alt sikkerheds- og nødsituationsudstyr.”

”Herligt” sagde Teddy. ”Så sætter vi endnu seks menneskers liv på spil.”

”Nemlig,” sagde Venkat. ”Det ville være langt sikrere, at efterlade Ares 4-besætningen i Hermes, og nøjes med at sende piloten ned med MDV’en. Men det ville betyde, at missionen blev afblæst, og i lyset af det, vil de altså hellere risikere at dø.”

”Typisk astronauter,” sagde Teddy.

”Nemlig, typisk astronauter,” samtykkede Venkat.

”Nå, men det er en latterlig ide, og jeg vil aldrig i livet give tilladelse til det.”

”Vi går i tænkeboks igen,” sagde Venkat. ”Prøver at finde på noget mere sikkert.”

”Gør det. Nogen ide om, hvordan vi holder ham i live i fire år?”

”Niks.”

”Så tag det med i tænkeboksen.”

”Det gør jeg.” sagde Venkat.

Teddy snurrede sin stol rundt og kastede blikket ud gennem vinduet mod himlen derude. Natten var ved at falde på. ”Hvordan mon det føles?” mumlede han tænksomt. ”Han er efterladt derude. Han tror, han er fuldstændig alene og at vi alle har afskrevet ham. Hvilken effekt må det ikke have på et menneskes psyke?”

Han vendte sig om mod Venkat. ”Gad vide, hvilke tanker, der går igennem hans hoved lige nu.”

LOG NOTAT: SOL 61

Hvordan kan det være, at Aquaman har magt over hvaler? Det er jo pattedyr! Det giver ikke mening!