The Martian

Kapitel 22

LOG NOTAT: SOL 458

Mawrth Vallis! Endelig fremme!

Det er faktisk ikke nogen imponerende bedrift. Jeg har kun været på vejen i ti sole. Men det er en god psykologisk milepæl.

Hidtil har roveren og mit nødriggede livsopretholdende grej fungeret optimalt. I hvert fald så godt, som det kan forventes af udstyr, der bruges ti gange længere, end det er konstrueret til.

I dag er min anden Luft Dag (den første var for fem sole siden). Da jeg planlagde denne rutine tænkte jeg, at Luft Dage ville blive røvsygt kedelige. Nu ser jeg frem til dem. Det er mine fridage.

På en normal dag står jeg op, folder soveværelset sammen, stakker solcellerne, kører i fire timer, sætter solcellerne ud, folder soveværelset ud, inspicerer alt mit udstyr (især roverens chassis og hjul), hvorefter jeg afgiver en status rapport til NASA i morsekode, hvis jeg ellers kan finde sten nok omkring mig.

På en Luft Dag vågner jeg og tænder for oxygenatoren. Solpanelerne er allerede ude fra dagen før. Alting er parat til afgang. Så tager jeg en slapper i soveværelset eller roveren. Jeg har hele dagen til mig selv. Soveværelset har så meget plads, at jeg ikke føler mig spærret inde, og computeren er ved at flyde over med røvsyge tv-genudsendelser, som jeg kan hygge mig med.

Teknisk set kørte jeg ind i Mawrth Vallis i går. Men det fandt jeg først ud af, da jeg så på kortet. Indgangen til dalen er så bred, at jeg ikke kunne se bjergkæderne i hverken den ene eller anden retning.

Nu er jeg ikke i tvivl om, at jeg er i en dal. Bunden her er god og flad. Præcis som jeg håbede. Det er utroligt; denne dal blev ikke skabt ved at en flod langsomt åd sig igennem. Den blev skabt af en mega-oversvømmelse på én enkelt dag. Det må have været fandens til et spektakulært skue.

Det føles underligt: Jeg er ikke i Acidalia Planitia længere. Jeg tilbragte 457 sole der, næsten halvandet år, og jeg kommer aldrig tilbage. Gad vide, om det vil gøre mig nostalgisk senere i livet.

Hvis der overhovedet findes et ”senere i livet”, vil jeg gladelig udholde en smule nostalgi på den konto. Men lige nu vil jeg bare hjem.

”Velkommen tilbage til CNN’s Mark Watney Rapport,” sagde Cathy til kameraet. ”Vi taler med vores hyppige gæst, dr. Venkat Kapoor. Dr. Kapoor, jeg tror, at folk først og fremmest vil vide, om Mark Watney er håbløst fortabt?”

”Det håber vi ikke,” svarede Venkat, ”men der venter ham en virkelig udfordring.”

”Ifølge dine seneste satellit-data vil støvstormen i Arabia Terra ikke løje af, men yderligere blokere for firs procent af sollyset?”

”Det er korrekt.”

”Og Watneys eneste energikilde er hans solpaneler, ikke sandt?”

”Ja, det passer.”

”Kan hans ombyggede rover køre på tyve procents kraft?”

”Vi har endnu ikke fundet en måde, hvorpå det kan lade sig gøre, nej. Hans livsopretholdende systemer alene kræver mere energi end det.”

”Hvor længe varer det, før han kører ind i stormen?”

”Han er netop nået ind i Mawrth Vallis. Med hans nuværende rejsefart, kommer han til udkanten af stormen på Sol 471. Det er om tolv dage.”

”Han må da kunne se, at der er noget galt,” sagde Cathy. ”Med så begrænset sigtbarhed, må han hurtigt kunne konstatere, at der er problemer med solcellerne. Kunne han ikke bare vende om fra det punkt?”

”Uheldigvis har han alt imod sig,” sagde Venkat. ”Udkanten af stormen er ikke en magisk grænse. Det er bare et område, hvor støvet i luften bliver en lille smule tættere. Det vil gradvist blive tættere i takt med at han arbejder sig fremad. Det sniger sig ind på ham; hver dag bliver en smule mørkere end den foregående. Nærmest umærkeligt.”

Venkat sukkede før han fortsatte: ”Han vil rejse hundredvis af kilometer i undren over sine solpanelers faldende effektivitet, før han selv bemærker et problem med sigtbarheden. Desuden bevæger stormen sig mod vest, mens han kører mod øst. Han når at arbejde sig for dybt ind til at kunne slippe væk.”

”Kan vi så bare se på tragedien, der udspiller sig?” spurgte Cathy.

”Der er altid håb,” sagde Venkat. ”Måske regner han det ud hurtigere, end vi tror, og når at vende om i tide. Måske vil stormen helt uventet opløse sig selv. Måske finder han en metode til at holde sine livsopretholdende systemer i funktion ved hjælp af mindre energi, end vi tror, de kan køre på. Mark Watney er på nuværende tidspunkt blevet ekspert i at overleve på Mars. Hvis nogen kan klare det, er det ham.

”Tolv dage,” sagde Cathy til kameraet. ”Hele Jorden følger med, men kan intet gøre for at hjælpe.”

LOG NOTAT: SOL 462

Endnu en begivenhedsløs sol. I morgen er en Luft Dag, så nu er det nærmest fredag aften.

Jeg er nu omtrent halvvejs igennem Mawrth Vallis. Som jeg håbede, har turen været let. Ingen større niveauforandringer. Stort set ingen forhindringer. Bare jævnt sand med sten mindre end en halv meter.

I spekulerer måske over, hvordan jeg navigerer. Da jeg tog til Pathfinder, observerede jeg Phobos’ passage på himlen for at finde øst-vest aksen. Men Pathfinder var en let tur sammenlignet med denne, og jeg havde masser af pejlemærker at navigere efter.

Så let er det ikke denne gang. Mit ”kort” (som det nu er) består af satellitbilleder i alt for lav opløsning til at de kan bruges. Jeg kan kun se de større pejlemærker, som for eksempel kratere med en diamater på 50 kilometer. Ingen forventede, at jeg skulle så langt væk, som jeg er nu. Den eneste grund til, at jeg havde billedmateriale i høj opløsning af Pathfinder-området er, at de blev inkluderet til landingsformål i tilfælde af, at Martinez måtte lande langt fra vores mål.

Denne gang måtte jeg selv finde en pålidelig måde, at beregne min nøjagtige position på Mars.

Breddegrader og længdegrader. Det er vejen frem. Det første er let. Oldtidens søfarende på Jorden regnede den finte ud med det samme. Jordens 23,5 graders akse peger mod Polaris. Mars har en vinkel på lige over 25 grader, så den peger mod Deneb.

Det er ikke svært at lave en sekstant. Man skal bare bruge en slange til at se igennem, en snor, en vægt og noget med gradmærkninger. Jeg lavede min på under en time.

Jeg går ud hver nat med min hjemmelavede sekstant og ser på Deneb. Det er ret åndssvagt, når man tænker over det. Jeg står på Mars i min rumdragt og navigerer ved hjælp af et instrument fra det sekstende århundrede. Men ved I hvad? Det virker.

Længdegrader er en helt anden sag. På Jorden, krævede den tidligst opfundne metode til udregning af længdegrader, at man kendte det nøjagtige klokkeslæt, hvorefter man sammenlignede det med solens position på himlen. Det sværeste for dem dengang var at opfinde et ur, der kunne fungere på et skib (penduler fungerer ikke til havs). Samtlige af tidsalderens største videnskabelige hjerner arbejdede på problemet.

Heldigvis har jeg et ur, jeg kan stole på. Jeg har fire computere i mit synsfelt lige nu. Og så har jeg Phobos.

Eftersom Phobos befinder sig latterligt tæt på Mars, når den en hel omgang rundt om planeten på mindre end en Marsdag. Den bevæger sig fra vest mod øst (i modsætning til solen og Deimos) og går ned hver ellevte time. Og naturligvis bevæger den sig i et meget forudsigeligt mønster.

Jeg tilbringer tretten timer, hver sol, med bare at sidde på min flade, mens solpanelerne oplader batterierne. Phobos går ned mindst én gang i løbet af det tidsrum. Jeg noterer klokkeslettet hver gang. Dernæst plotter jeg det ind i en langhåret formel, jeg har udarbejdet, og så kender jeg min længdegrad.

At finde længdegraden kræver, at Phobos går ned, og at finde breddegraden kræver, at det bliver nat, så jeg kan finde Deneb. Det er ikke den hurtigste metode, men jeg skal kun gøre det en gang om dagen. Jeg udregner min lokation mens jeg holder stille, og bruger retningslinjen på næste dags rejse. Det er sådan en slags successiv tilnærmelseskalkulation. Indtil videre mener jeg, at det fungerer. Men hvem ved? Man ser det for sig: Mig med et kort i hånden, mens jeg klør mig i nakken og prøver at regne ud, hvordan jeg endte på Venus.

Mindy Park zoomede behændigt ind på det sidste satellitfoto. Watneys lejrsted var synligt i midten, og vanen tro var solcellerne lagt ud i et cirkulært mønster.

Værkstedet var pustet op. Hun kastede et blik på billedets tidsmarkering og så, at det var fra middagstid, lokal tid. Hun fik hurtigt øje på statusrapporten; Watney placerede den altid tæt på roveren, når der var sten nok, og sædvanligvis mod nord.

For at spare tid havde Mindy lært sig morsekode for at blive fri for at slå bogstaverne op hver morgen. Hun åbnede en e-mail og adresserede den til den stadigt voksende liste af folk, der ville have Watneys daglige statusrapport.

”STYRER MOD SOL 494 ANKOMST.”

Hun rynkede panden og tilføjede: ”Bemærk: fem sole til mødet med støvstorm.”

LOG NOTAT: 466

Mawrth Vallis var sjovt, så længe det varede. Nu er jeg i Arabia Terra.

Jeg har netop nået udkanten, hvis mine udregninger af bredde- og længdegrader er korrekte. Men selv uden matematik står det klart, at terrænet ændrer sig.

I de sidste to sole har jeg brugt al min tid på at arbejde mig op ad en skråning fra Mawrth Vallis’ bagvæg. Det var en svag, men konstant stigning. Jeg befinder mig på et højere beliggende plateau nu. Acidalia Planitia (hvor det ensomme Hab hænger ud) er 3000 meter under elevationsnulpunktet, og Arabia Terra er 500 meter under. Jeg har altså tilbagelagt to og en halv kilometer i stigende terræn.

Er der nogen som gerne vil vide, hvad elevationsnulpunktet er? På jorden kalder vi det havniveau. Det kan man selvfølgelig ikke arbejde med på Mars. Derfor satte de kittelklædte laboratorienørder sig sammen og besluttede, at Mars’ elevationsnulpunkt er der, hvor lufttrykket ligger på 610, 5 pascal. Det er sådan cirka et niveau 500 meter højere end, hvor jeg er nu.

Nu bliver tingene komplicerede. Hvis jeg kom ud af kurs tilbage i Acidalia Planitia, kunne jeg bare korrigere til ret kurs ved hjælp af ny data. Senere, i Mawrth Vallis, var det umuligt at klokke i det. Jeg skulle bare følge bjergkløften.

Nu er jeg i et barskere kvarter. Et sted, hvor man låser sine roverdøre og aldrig standser helt op ved lyskryds. Nej, ikke helt, men det er ikke smart at komme ud af kurs her.

Arabia Terra har enorme, barske kratere, som jeg må køre udenom. Hvis jeg ikke navigerer ordentligt, ender jeg på kanten af et. Jeg kan ikke bare køre ned ad den ene side og op ad den anden. At køre op ad den slags stigninger koster et ton energi. På flad grund kan jeg nå 90 kilometer om dagen. På en stejl stigning skal jeg være heldig at komme op på en 40 kilometers distance. Dertil kommer, at kørsel på stejlt terræn er farligt. En fejltagelse, og så ruller jeg med roveren. Jeg har ikke engang lyst til at tænke på det.

Ja, det ender selvfølgelig med, at jeg skal køre ned i Schiaparelli. Det kan jeg ikke komme udenom. Jeg må bare være yderst forsigtig.

Nå, men hvis det skulle hænde, at jeg ender på kanten af et krater, må jeg følge mit eget spor tilbage og finde en mere fremkommelig vej. Og der er tale om en ren labyrint af kratere herude. Jeg må være på vagt og holde et vågent øje hele tiden. Jeg må navigere ved hjælp af pejlemærker såvel som bredde- og længdegrader.

Min første udfordring bliver at passere mellem kraterne Rutherford og Trouvelot. Det burde ikke være alt for svært. De ligger med 100 kilometer imellem sig. Det kan selv ikke jeg forkludre, vel?

Vel?

LOG NOTAT: 468

Det lykkedes mig at trille pænt frem mellem Rutherford og Trouvelot. Jeg havde selvfølgelig et 100 kilometer bredt spor at holde mig inden for, men alligevel.

Jeg nyder min fjerde Luft Dag på turen. Jeg har været på vej i tyve sole. Indtil videre holder jeg tidsplanen. Ifølge mine kort har jeg tilbagelagt 1440 kilometer. Ikke helt halvvejs, men næsten.

Jeg har taget jord- og stenprøver hvert sted, jeg har slået lejr. Det gjorde jeg også på vejen til Pathfinder. Men denne gang ved jeg, at NASA holder øje med mig. Derfor mærker jeg hver eneste prøve med den aktuelle sol. De har meget mere styr på min nøjagtige position, end jeg har. De kan korrelere prøverne med deres lokationsnotater senere.

Det kan ende med at være spildte kræfter. MAV’en får ikke lov til at bære for meget vægt, når jeg stiger til vejrs i den. Hvis jeg skal nå ud og møde Hermes, skal jeg have farten op på undvigelseshastighed, men fartøjet er kun designet til at nå ud i kredsløb. Den eneste måde, at få farten yderligere op, er ved at smide en masse vægt.

Den nødrigning bliver heldigvis NASA’s problem, ikke mit. Når jeg kommer frem til MAV’en, får jeg kontakt med dem igen, og så kan de fortælle mig, hvilke modifikationer, jeg skal foretage.

De vil sikkert sige: ”Tak, fordi du samlede prøver, men de må blive tilbage. Du må også lade en arm blive, og du må selv vælge, hvilken af dem, du helst vil af med.” Men for det tilfælde, at jeg mod forventning må medbringe prøverne, samler jeg dem.

De kommende dages kørsel burde blive lette. Næste større forhindring er Marth Crater. Det ligger plantet midt i, hvad der kunne have været min direkte kurs mod Schiaparelli. Det koster mig omtrent hundrede kilometer at køre udenom, men det kan ikke være anderledes. Jeg vil gøre mit bedste for at sigte efter den sydlige kant. Jo tættere jeg kan komme på kanten, jo mindre tid spilder jeg ved at køre udenom.

”Har du læst dagens opdateringer?” spurgte Lewis, idet hun tog sin mad ud af mikrobølgeovnen.

”Ja,” sagde Martinez og tog et sug af sin drikkepose.

Hun satte sig overfor ham ved Rek-bordet og åbnede forsigtigt den dampende pakning. Hun ville lade den køle lidt ned, før hun spiste den.

”Mark nåede ind i støvstormen i går.”

”Ja, det så jeg,” sagde han.

”Vi er nødt til at se i øjnene, at han måske ikke klarer den til Schiaparelli,” sagde Lewis. ”Hvis det sker, må og skal vi holde modet oppe. Vi har stadig lang vej at rejse, før vi kommer hjem.”

”Han blev erklæret død til at begynde med,” sagde Martinez. ”Det var et hårdt slag, men vi holdt fanen højt. Desuden dør han ikke.”

”Det ser ret håbløst ud, Rick,” sagde Lewis. ”Han er allerede halvtreds kilometer inde i stormen, og han skal stadig nå halvfems kilometer per sol. Han vil snart være for langt inde til at kunne gøre noget ved det.”

Martinez rystede på hovedet. ”Han skal nok klare den, kaptajn. Bevar troen.”

Hun smilede trist. ”Rick, du ved, jeg ikke er religiøs.”

”Ja, det ved jeg,” sagde han. ”Jeg taler ikke om at tro på Gud. Jeg taler om at tro på Mark Watney. Tænk bare på alt det lort Mars har overdænget ham med, og han er stadig i live. Han skal nok også overleve det her. Jeg ved ikke hvordan, men han gør det. Han er skarpere end de fleste.”

Lewis tog en bid af sin mad. ”Jeg håber, du har ret.”

”Frisk på at vædde en hund?” smilede Martinez.

”Gu’ er jeg ej,” sagde Lewis.

”Der kan du se,” smilede han.

”Jeg ville aldrig vædde på en kammerats død,” sagde Lewis. ”Men det betyder ikke, at jeg tror på, at — ”

”Bla bla bla,” afbrød Martinez. ”Inderst inde tror du, at han klarer den.”

LOG NOTAT: SOL 473

Det er min femte Luft Dag, og tingene glider glat. Jeg burde nå til den sydlige kant af Marth Crater i morgen. Derefter bliver det lettere.

Jeg befinder mig midt i en bunke kratere, der danner en trekant. Jeg kalder den Watney Trekanten, fordi alt muligt på Mars burde opkaldes efter mig. Det har jeg fortjent — på den hårde måde.

Trouvelot, Becquerel og Marth danner trekantens hjørner med fem andre store kratere på siderne. Normalt ville det slet ikke udgøre et problem, men med min meget unøjagtige navigation, kan jeg let ende på kanten af et af dem, og blive tvunget til at køre tilbage i mit eget spor.

Efter Marth vil jeg være ude af Watney Trekanten (jeg begynder virkelig at kunne lide det navn). Derefter kan jeg uden nogen risiko køre i direkte linje mod Schiaparelli. Der vil stadig være en masse kratere på vejen, men de er forholdsvis små, og det vil ikke koste meget tid at køre udenom.

Det skrider flot fremad. Arabia Terra er helt sikkert mere stenet end Acidalia Planitia, men ikke nær så slemt, som jeg frygtede. Jeg har kunnet køre over de fleste sten, og rundt om de alt for store. Jeg har nu 1435 kilometer tilbage.

Jeg har researchet lidt på Schiaparelli og fundet godt nyt. Den bedste vej derind svarer helt til min egen plan om at køre i direkte linje. Jeg behøver ikke køre nogen omveje overhovedet. Vejen ind er desuden let at finde, selv hvis man er et fjols til at navigere. Den nordvestlige kant har et mindre krater, som kan være et pejlemærke. Jeg vil holde øje med det. Sydvest for det lille krater, ligger der en lille bakke ned til Schiaparelli Basin.

Det lille krater har ikke noget navn. I hvert fald ikke på de kort, jeg har. Jeg vil kalde det ”Entrance Crater”. Bare fordi.

Blandt andet nyt, begynder mit udstyr, at vise tegn på slitage. Ikke overraskende, når man tænker på, at alting er blevet kørt til langt over udløbsdatoen. I de sidste par sole har batterierne været længere tid om at oplade. Solcellerne producerer simpelthen ikke så mange watt, som de plejer. Det er ikke et stort problem; jeg må bare oplade dem lidt længere.

LOG NOTAT: SOL 474

Okay, der er gået ged i det hele.

Det måtte jo ske før eller siden. Jeg navigerede elendigt og endte på kanten af Marth Crater. Eftersom det er 100 kilometer bredt, kan jeg ikke se det hele, så jeg ved ikke, hvor i cirklen jeg befinder mig.

Kanten står vinkelret på den retning, jeg bevægede mig i. Derfor har jeg ikke den mindste anelse om, hvilken vej rundt, jeg skal vælge. Jeg vil selvfølgelig helst undgå den lange vej. Jeg havde oprindelig tænkt mig at køre rundt langs den sydgående kant, men nord kan lige så vel vise sig at være den bedste vej, nu da jeg er ude af kurs.

Jeg må vente på den næste Phobos-transit for at finde min længdegrad, og jeg skal desuden også vente til natten falder på, for at kunne se Deneb og afgøre min breddegrad. Det vil sige, at jeg er færdig med at køre for i dag. Heldigvis fik jeg trods alt tilbagelagt 70 af de planlagte 90 kilometer, jeg plejer at tilbagelægge, så jeg er ikke kommet for langt bagud.

Marth er ikke så stejl. Jeg ville nok kunne køre ned ad den ene side og op ad den anden. Det er stort nok til, at jeg ender med at skulle slå lejr derinde for en nat. Men jeg har ikke lyst til at risikere noget unødigt. Skråninger er slemme og bør undgås. Jeg gav fra starten mig selv en pæn mængde tilladt spildtid, så jeg vil vælge den sikreste vej.

Jeg afslutter dagens køretur tidligt og sætter udstyret til genopladning. Det er nok en god ide, eftersom solcellerne er begyndt at sige fra; det vil give dem mere tid til at fungere. De haltede bagefter sidste nat. Jeg gennemgik alle forbindelser, og sikrede mig, at der ikke var støv på dem, men de er stadig ikke oppe på 100 procent.

LOG NOTAT: SOL 475

Jeg er på den.

Jeg fulgte to Phobos-passager i går og observerede Deneb i nat. Jeg udregnede min lokation så nøjagtigt, jeg kunne, og resultatet var ikke, hvad jeg håbede på. Så vidt, jeg kan se, har jeg rent faktisk ramt Marth Crater lige i øjet.

Aaaaaaj, for fanden da også.

Jeg kan både bevæge mig mod nord eller syd. Det ene vil sikkert være bedre end det andet, fordi det giver en kortere tur omkring krateret.

Jeg tænkte, at jeg nok burde bruge lidt krudt på at finde ud af, hvilken retning der er bedst, og derfor gik jeg en lille tur her til morgen. Der var over en kilometer til toppen af kanten. Det er sådan en vandretur, folk på Jorden bare tager uden at tænke nærmere over det, men i en EVA-dragt er det en prøvelse.

Jeg glæder mig til jeg får børnebørn: ”Dengang jeg var ung, vandrede jeg hele vejen til kanten af et krater. Op ad bakke! I en EVA-dragt! På Mars, fandeme! Hvad siger du så, din lille fis? Mars!”

Nå, men jeg nåede op til kanten, og hold da op for et smukt syn. Fra mit højtbeliggende udsigtspunkt kunne jeg skue ud over et fuldstændig fantastisk panorama. Jeg tænkte, at hvis jeg bare kunne se den fjerne side af Marth Crater, ville det være muligt at finde den bedste vej udenom.

Men jeg kunne ikke se den fjerne side. Der hang en dis i luften. Det er ikke usædvanligt; Mars har trods alt både vejr og vind og støv. Men det virkede mere tåget end det burde. Jeg er jo vant til mit forladte hjem på prærien, Acidalia Planitia, med sine åbne vidder.

Det blev mere og mere underligt. Jeg vendte mig om og så tilbage mod roveren og traileren. Alt var lige der, hvor jeg efterlod det (meget få biltyve på Mars). Men udsigten var klarere.

Jeg spejdede østover mod Marth igen. Dernæst mod den vestlige horisont. Jeg måtte dreje mig rundt efter den retning, jeg ville se i. Sådan er det nu engang med en EVA-dragt.

I går passerede jeg et krater. Det ligger omtrent 50 kilometer vest for mig. Det kan lige nøjagtig ses i horisonten. Men når jeg vender mig mod øst, kan jeg ikke se nær så langt. Marth Crater er 110 kilometer henover midten, så jeg burde i det mindste kunne se kantens krumning ret tydeligt. Det kan jeg bare ikke.

Først vidste jeg ikke rigtigt, hvad jeg skulle mene om det. Men manglen på symmetri generede mig. Jeg har af erfaring lært at være på vagt overfor alt. Pludselig gik en hel masse ting op for mig:

Den eneste forklaring på asymmetrisk sigtbarhed, er en støvstorm.

Støvstorme reducerer solcellernes effektivitet.

Mine solceller har stille og roligt mistet effektivitet gennem flere sole.

Ud fra det kan jeg konkludere følgende:

Jeg har bevæget mig gennem en støvstorm i flere sole.

Shit.

Ikke blot befinder jeg mig i en støvstorm, den vil også blive tættere i takt med, at jeg nærmer mig Schiaparelli. For nogle få timer siden var jeg bekymret for at skulle udenom Marth Crater. Nu er jeg tvunget til at bevæge mig udenom noget meget større.

Jeg bliver også nødt til at lette røven i en vis fart. Støvstorme bevæger sig. At stå stille betyder, at jeg risikerer at miste orienteringen. Men hvilken retning skal jeg vælge? Hvis jeg træffer det forkerte valg nu, må jeg æde støv og dø.

Jeg har ingen satellitbilleder til rådighed. Jeg har hverken mulighed for at afgøre stormens størrelse, form eller retning. Mand, jeg ville give alt for en fem minutters snak med NASA. Nu, hvor jeg tænker nærmere over det, må NASA være ved at skide grønne grise over at se, hvad der sker her.

Jeg har en tidsplan at overholde. Jeg er nødt til at regne ud, hvordan jeg regner ud, hvad jeg skal vide om stormen. Det skal ske lige nu.

Og lige nu er jeg fuldstændig blank.

Mindy traskede hen til sin computer. Hendes vagt begyndte klokken 14.10. Hendes vagtplan fulgte altid Mark Watneys skema. Hun sov, når han sov. Watney sov til gengæld, når det var nat på Mars, mens Mindy måtte skrue uret fyrre minutter frem hver dag og sætte mørklægningsgardiner op foran sine vinduer for overhovedet at få noget søvn.

Hun hentede de nyeste satellitbilleder ind. Hun hævede et øjenbryn. Han havde ikke rømmet lejren endnu. Han plejede ellers at køre tidligt om morgen, så snart det var lyst nok til at navigere. Han standsede først igen, når han kunne udnytte middagssolens maksimale styrke til opladning.

Men i dag havde han ikke flyttet sig, og det var langt op ad formiddagen.

Hun søgte omkring roveren og soveværelset for at finde en besked. Hun fandt den på det sædvanlige sted (nord for lejrpladsen). Hendes øjne blev større og større, mens hun læste morsekoden.

”STØVSTORM. LÆGGER PLAN.”

Hun fumlede med sin mobil og fik tastet Venkats private nummer.