The Martian

Kapitel 14

Udskrift af Audio-LOG NOTAT: Sol 119

Ved I hvad!? Fuck det her! Fuck den skide luftsluse, fuck Hab’et og fuck hele denne lorteplanet!

Nu skal det bare stoppe! Jeg har fået nok! Jeg har fem minutter tilbage, før min luft er brugt op, og jeg nægter kraftedeme at spille med på Mars’ små numre. Jeg er så fucking træt af det hele, at jeg kunne brække mig!

Det eneste, jeg skal gøre, er at blive siddende her. Luften siver ud og så dør jeg.

Færdig med mig. Slut med at være optimistisk, slut med selvbedrag og slut med problemløsninger. Jeg har for helvede fået nok!

Udskrift af Audio-LOG NOTAT: Sol 119 (2)

Pyh … Okay. Nu er jeg færdig med mit anfald og skal til at regne ud, hvordan jeg holder mig i live. Godt, lad mig se, hvad jeg kan stille op her …

Jeg befinder mig i luftslusen. Jeg kan se Hab’et gennem vinduet; det ligger godt 50 meter væk. Normalt ville luftslusen rent faktisk være fastgjort til Hab’et. Det må siges at være et problem.

Luftslusen ligger på siden, og jeg kan høre en vedvarende hvislen. SÅ enten er det læk, eller også er der slanger herinde. Uanset hvad, betyder det, at jeg er i knibe.

Desuden, midt i … Hvad fanden der lige skete … Blev jeg kastet rundt som en pinball og fik smadret mit visir. Luft er berygtet for at være usamarbejdsvilligt, når det gælder store, gabende huller i ens EVA-dragt.

Det ser ud som om, Hab’et er fuldstændig lufttomt og kollapset. Selv hvis jeg havde en fungernde EVA-dragt til at forlade luftslusen i, ville jeg ikke have nogen steder at gå hen. Nedtur.

Jeg må tænke over det et øjeblik. Jeg må også se at komme ud af den EVA-dragt. Den er enorm, og luftslusen er trang. Dragten er ikke ligefrem til nogen nytte for mig.

Udskrift af audio-LOG NOTAT: Sol 119 (3)

Det er ikke helt så galt, som det ser ud til.

Jeg er alligevel på røven, må jeg minde om.

Jeg er ikke sikker på, hvad der skete med Hab’et, men roveren har sandsynligvis ingen skader. Den er ikke det bedste opholdssted, men dog bedre end en utæt telefonboks.

Jeg har selvfølgelig lappegrej i min EVA-dragt. Den samme slags som reddede mit liv på Sol 6. Det er dog ingen grund til at juble, for det kommer ikke til at gøre nogen forskel. Lappegrejet er en kegleformet ventil med ultraklistret harpiks i den brede ende, men det kan ikke klare et hul større end otte centimeter. Og, ærligt talt, hvis man har et hul på ni centimeter, er man alligevel død længe før, man kan nå at hive lappegrejet frem.

Det er dog stadig værd at gemme på, og måske kan jeg bruge det til at lukke flængen i luftslusen. Det er min første prioritet lige nu.

Det er tale om en mindre lækage. Uden visiret fylder EVA-dragten effektivt luft i hele luftslusen. Det gør den for at udligne det manglende tryk, men den vil ende med at løbe tør.

Jeg må finde lækagen. Efter lyden at dømme, tror jeg, den er et sted nede i fodhøjde. Nu, da jeg er ude af dragten, kan jeg dreje mig og se bedre efter …

Jeg kan ikke få øje på noget … Jeg kan høre udsivningen, men … Det er hernede et sted, men jeg ved ikke hvor.

Jeg kan kun finde på én måde at opklare det på: ved hælp af ild!

Ja, jeg ved det godt. Mange af mine ideer indebærer, at der sættes ild på noget. Og ja, det er generelt en rigtig dårlig ide at tænde ild i et lille, lukket rum. Men jeg skal bruge røg. Bare lidt af det.

Som sædvanlig har jeg at gøre med et materiale, der bevidst er designet til ikke at brænde. Men selv ikke NASAs gennemtænkte design kan hamle op med en beslutsom pyroman og en tankfuld ren oxygen.

Uheldigvis er hver en fiber af EVA-dragten lavet af ikke-brændbare materialer. Ligeså luftslusen. Mit tøj er også brandsikret, helt ned til den mindste tråd.

Det var oprindeligt min plan at inspicere solcelleanlægget og, om nødvendigt, at reparere det efter stormen i nat. Derfor har jeg min værktøjskasse med mig. Men efter at have set efter, er alt i den af metal eller ikke-brændbart plastic.

Men nu kommer jeg i tanke om, at jeg faktisk har noget brændbart på mig: Mit hår. Det må række. Der ligger en skarp kniv i værktøjskassen. Jeg vil barbere håret i mine armhuler, så jeg får en lille bunke.

Næste skridt: oxygen. Jeg har ikke noget så raffineret som et rent oxygenflow. Det eneste, jeg kan gøre, er, at fifle med EVA-dragtens indstillinger, så den øger oxygenniveauet i hele luftslusen. Jeg vil tro, at et niveau på 40 procent kan gøre udslaget.

Så skal der bare en gnist til.

EVA-dragten har elektronik, men det kører på meget lave volt. Jeg har heller ikke lyst til at at rode med dragten. Den skulle gerne fungere for mig, når jeg skal fra luftslusen ud til roveren.

Luftslusen har også sin egen elektronik, men den var jo tilsluttet Hab’ets strømforsyning. Jeg går ud fra, at NASA ikke et sekund overvejede konsekvenserne, hvis den pludselig fløj halvtreds meter væk. Dovne hunde.

Det er muligt, at plastic ikke brænder, men enhver, der har leget med balloner, ved, at de kan bruges til at opbygge en statisk ladning. Når jeg gør det, burde jeg være i stand til at få gnist frem, ved bare at røre ved et metallisk stykke værktøj.

Faktaboks: Det var nøjagtig sådan besætningen på Apollo 1 døde. Ønsk mig held og lykke.

UDSKRIFT AF AUDIO-LOG NOTAT: SOL 119 (4)

Jeg befinder mig i en kasse, der lugter af brændt hår. Det er ikke nogen rar lugt.

Ved mit første forsøg fik jeg tændt ild, men røgen drev bare tilfældigt rundt. Mit åndedræt ødelagde projektet. Så holdt jeg vejret, og prøvede igen.

Ved mit andet forsøg ødelagde EVA-dragten det hele. En stabil luftstrøm slipper stille og roligt ud gennem visiret, fordi dragten konstant erstatter den manglende luft. Jeg lukkede straks ned for luften, holdt vejret og prøvede igen. Det begyndte at haste; trykket var på vej nedad.

Ved tredje forsøg ødelagde mine hurtige armbevægelser, da jeg tændte ilden, det hele. Hvis jeg bevæger mig den mindste smule, skaber det nok turbulens til at røgen hvirvler i alle retninger.

Fjerde gang var dragten slukket, jeg holdt vejret, og da jeg skulle tænde op, gjorde jeg det meget langsomt. Derefter observerede jeg nøje, mens den spinkle røgspiral drev ned mod luftslusens gulv og forsvandt gennem en hårfin revne.

Nu har jeg dig, lille lækage!

Jeg gispede efter luft og tog EVA-dragten på igen. Trykket var faldet til 0,9 atmosfære under mit lille eksperiment. Der var dog nok oxygen i luften til, at jeg og mit armhulehårbål kunne ånde. Dragten fik hurtigt udlignet til normalen.

Når jeg tager revnen i øjesyn, kan jeg se, at den er ret lille. Det ville være let som ingenting at forsegle den med dragtens lappegrej, men når jeg tænker nærmere over det, er det en dårlig ide.

Jeg bliver på en eller anden måde nødt til at reparere mit visir. Lige nu ved jeg ikke rigtig hvordan, men lappegrejet og dets trykmodstandsdygtige harpiks er sandsynligvis en meget vigtig del. Når først jeg bryder lappegrejets forsegling, vil harpiksens binære komponenter blandes, og derefter har jeg tres sekunder før det hele hærder. Jeg kan ikke bare tage lidt ud for at lappe luftslusen.

Hvis jeg havde tid nok, ville jeg sikkert kunne udtænke en plan for visiret. I så fald kunne jeg i samme moment ofre et par sekunder til også at skrabe lidt harpiks henover luftslusens flænge. Men tid er ikke noget, jeg har.

Jeg nede på 40 procent i min N2-tank. Jeg skal have forseglet lækagen nu, og jeg skal gøre det uden lappegrejet.

Ide nummer et: Børnehavetricket. Jeg slikker mig i håndfladen og trykker den ind mod flængen.

Okay … Jeg kan ikke danne en fuldstændig forsegling, og luften siver … Her er ved at blive ret koldt …. og ret så ubehageligt … Nå, fuck den ide.

Igang med ide nummer to: Tape.

Jeg har gaffertape i min værktøjskasse. Jeg klasker noget på og ser om det kan dæmpe udsivningen. Gad vide, hvor længe det kan holde, før trykket flænser det. På med det.

Sådan … Det holder indtil videre.

Tjekker lige dragten … Status siger, at tryk er stabilt. Lader til at gaffertape fungerer som forsegling.

Lad os se, om det bliver ved med at holde …

UDSKRIFT AF AUDIO LOG: SOL 119 (5)

Der er gået femten minutter og tapen holder stadig. Det lader til, at problemet er løst.

På en måde er det lidt af et antiklimaks. Jeg havde allerede regnet ud, hvordan jeg kunne dække flængen med is. Jeg har to liter vand i EVA-dragtens ”sugerør”. Jeg kunne have lukket ned for dragtens varmesystem og ladet luftslusen køle ned til frystepunktet. Så ville jeg … nå, pyt.

Siger det bare! Jeg ku’ have klaret det med is.

Godt så. Videre til mit næste problem. Hvordan fikser jeg EVA-dragten? Nok kan man bruge gaffertape til at forsegle en hårfin flænge, men det kan ikke holde til en atmosfæres tryk mod en krakeleret visirplade af den størrelse, min hjelm har.

Lappegrejet er for småt, men dog brugbart. Jeg kan sprede harpiksen rundt langs kanten, hvor visiret var fæstnet og dernæst klistre et eller andet fast, som kan dække åbningen.

Når jeg ser mig omkring, er det eneste brugbare materiale selve EVA-dragten. Den har masser af materiale, man kan arbejde med, og jeg kan endda skære i den. Husk, hvordan jeg skar Hab-lærred ud i strimler. De samme sakse ligger lige her i min værktøjskasse.

Ved at klippe et stykke af min EVA-dragt, får jeg endnu et hul. Men det bliver et hul, hvor jeg selv bestemmer dets form og placering.

Godt … Jeg tror, jeg har en løsning her. Jeg klipper min ene arm af!

Det vil sige, nej. Ikke min arm. EVA-dragtens arm. Jeg klipper lige under den venstre albue. Dernæst kan jeg klippe ned i længden og lave stykket rektangulært. Det bliver stort nok til at forsegle visiråbningen, og harpiksen vil holde det på plads.

Materialet designet til at modstå atmosfærisk tryk. Godkendt!

Harpiks designet til at lave forsegling mod selv samme tryk. Godkendt!

Men hvad med det gabende hul efter det afklippede ærme? I modsætning til mit visir, er dragtens materiale fleksibelt. Jeg folder kanterne sammen og forsegler dem med harpiks. Jeg bliver derefter nødt til at holde min venstre arm ned langs siden når jeg har dragten på, men det er der plads til.

Jeg må sprede harpiksen i et ret tyndt lag, men det er bogstaveligt talt det stærkeste klæbemiddel i menneskehedens historie. Det skal bare holde længe nok, til at jeg kan nå i sikkerhed.

Og hvor vil jeg finde den ”sikkerhed”? Aner det fandme ikke.

Men okay, ét problem ad gangen. Lige nu tager jeg fat på min EVA-dragt.

UDSKRIFT AF AUDIO-LOG NOTAT: SOL 119 (6)

Det var let nok at klippe armen af dragten, og lige så let at klippe i længden, for at lave en rektangel. Saksen kan klippe som ind i helvede.

Det tog dog længere tid at pille glasset af visiret, end jeg havde forventet. Jeg regner ikke med, at det kan perforere EVA-dragtens materiale, men jeg tager ingen chancer. Desuden har jeg ikke lyst til at få splinter i ansigtet, når jeg har den på.

Så kom den vanskelige del. Da jeg brød forseglingen på lappegrejet, havde jeg tres sekunder før harpiksen størknede. Jeg skrabede det op med fingrene og skyndte mig at smøre det rundt langs visirkanten. Så tog jeg resten, og forseglede hullet i armdelen.

Jeg trykkede det rektangulære stykke rumdragt-materiale fast på hjelmen med begge hænder, mens jeg holdt mit knæ trykket godt ned på armens sømme.

Jeg holdt ved, indtil jeg havde talt 120 sekunder. Bare for at være sikker.

Det lod til at fungere. Forseglingen så stærk ud, og harpiksen var stenhård. I processen fik jeg også limet min hånd fast til hjelmen.

Lad være med at grine.

Set i bakspejlet var det nok ikke smart, at bruge fingrene til at påføre harpiksen med. Heldigvis havde jeg stadig venstre hånd fri. Efter en masse jamrende forbandelser, lykkedes det mig at nå værktøjskassen, og ved hjælp af skruetrækkeren lirkede jeg hånden fri (mens jeg følte mig ufattelig dum). Det var en ret ømfindtlig proces, fordi jeg ikke havde lyst til at flænse huden af mine fingre. Det var heller ikke let, at kile skruetrækkeren ind mellem hjelmen og harpiksen, men det lykkedes uden at komme til at bløde. En succes, trods alt. Nu skal jeg gå rundt med hærdet harpiks på fingrene i dagevis, ligesom et barn, der har leget med kontaktlim.

Jeg indstillede armcomputeren, og fik dragten til at lave overtryk på 1,2 atmosfære. Lappen på visiret spændtes udad, men holdt. Armen fyldtes ud pga. trykket, der var tæt på at flænse den nye forsegling, men forblev i et stykke.

Så holdt jeg øje med displayet, for at se, hvor lufttæt tingene var blevet.

Svar: Ikke ret meget.

Dragten pissede luften ud. I løbet af tres sekunder havde den lækket så meget, at hele luftslusen nåede et tryk på 1,2 atmosfære.

Dragten er designet til otte timers brug. Det giver 250 mililiter flydende oxygen. For at være på den sikre side, har dragten en hel liters kapacitet af O2. Men det er ikke alt. Resten af luften er nitrogen. Det er der kun for at tilføre tryk. Når dragten lækker, er det hvad den har at genopfylde med. Dragten har en reserve på to liter flydende N2.

Lad os sige, at luftslusen har en volumen på to kubikmeter. Den oppustede EVA-dragt optager sandsynligvis halvdelen. Det tog altså fem minutter at tilføre 0,2 atmosfære til en kubikmeter. Det giver 285 gram luft (tro mig, matematikken holder). Luften i tankene ligger på omkring 1 gram pr. kubikcentimeter, hvilket betyder, at jeg lige har mistet 285 mililiter.

De tre tanke kombineret, rummede — til at begynde med — 3000 mililiter. En hel del blev brugt til at opreholde tryk, mens luftslusen lækkede. Desuden forvandlede min vejrtrækning noget af oxygenet til kuldioxid, som blev opfanget i dragtens CO₂-filtre.

Når jeg ser på displayet, kan jeg konstatere, at jeg har 410 mililiter oxygen og 738 mililiter nitrogen. Tilsammen giver de næsten 1150 mililiter at arbejde med. Dividerer man det med 285 mililiters tab pr. minut …

Når jeg er ude af luftslusen vil denne EVA-dragt kun holde i fire minutter.

Fuck.

UDSKRIFT AF AUDIO-LOG NOTAT: SOL 119 (7)

Okay, nu har jeg tænkt nærmere over det.

Hvad nytter det at flytte over i roveren? Så vil jeg bare være fanget der i stedet for. Det ville være rart med mere plads, men i sidste ende vil jeg stadig dø. Ingen vandindvinder, ingen oxygenator, ingen mad. Vælg selv; samtlige problemer er dødbringende.

Jeg er nødt til at reparere Hab’et. Jeg ved, hvad der skal til; vi har øvet det i træningsperioden. Det kommer bare til at tage lang tid. Jeg bliver nødt til at gennemgå hele det sammenfaldne lærred, for at finde ekstramateriale til at lappe det med. Dernæst skal jeg finde flængen og forsegle den ordentligt.

Reparationen vil tage timer, og min EVA-dragt er ubrugelig.

Jeg skal have fat i en anden dragt. Martinez’ plejede at være i roveren. Jeg slæbte den hele vejen med ud til Pathfinder og tilbage igen, kun for det tilfælde, at jeg fik brug for en ekstra. Men da jeg kom tilbage, lagde jeg den på plads i Hab’et.

Fandens også!

Okay, jeg skal altså bruge en dragt mere, før jeg flytter over i roveren. Hvilken en? Johanssens er for lille til mig (hun er en bette spirrevip, vores Johanssen). Lewis’ er fuld af vand. Rent faktisk må det nu være ved at blive til is. Den mishandlede, sammenlimede dragt, jeg har her, er min egen. Så er der kun Martinez’, Vogels og Becks tilbage.

Jeg efterlod Martinez’ i nærheden af min køje, for det tilfælde at jeg skulle bruge en dragt i en fart. Men nu, efter det pludselig trykfald, kan den være hvor som helst. Det er dog stadig et udgangspunkt.

Næste problem: Jeg befinder mig noget i retning af 50 meter fra Hab’et. At løbe i 0,4 g iført en klodset EVA-dragt er ikke let. I bedste fald kan jeg lunte to meter pr. sekund. Det vil tage 25 kostbare sekunder; næsten en ottendedel af mine fire minutter. Jeg er nødt til at gøre det hurtigere.

Men hvordan?

UDSKRIFT AF AUDIO-LOG NOTAT: SOL 119 (8)

Jeg ruller den skide luftsluse.

Den kan grundlæggende sammenlignes med en telefonboks, der ligger på siden. Jeg har udført nogle eksperimenter.

Jeg tænkte, at hvis jeg vil have den til at rulle, må jeg ramme væggen med så stor kraft som muligt, mens jeg samtidig er i luften. I det moment, må jeg ikke tynge nogen anden del af luftslusen. De to kræfter ville i så fald ophæve hinanden, og så kommer der ingen bevægelse ud af det.

Først prøvede jeg at smide mig selv frem fra den ene væg og brase imod den anden. Luftslusen skred lidt, men så heller ikke mere.

Så forsøgte jeg mig med at hoppe op i luften på alle fire (0,4 g — let nok!) med et indarbejdet spark mod væggen med begge fødder. Igen fik jeg kun et lille skred.

Den tredje gang lykkedes det. Tricket består i, at stå solidt plantet på begge fødder med front ind mod væggen, og dernæst kaste sig baglæns op mod den øverste del af modsatte væg. Da jeg prøvede det for lidt siden, gav det mig nok kraft og vægtforskydning til at tippe luftslusen og rulle den ene side frem mod Hab’et.

Luftslusen er en meter bred, så … Suk! … Jeg skal gøre det noget i retning af halvtreds gange mere.

Jeg kan se frem til en omgang helvedes ondt i ryggen, når jeg er færdig.

UDSKRIFT AF AUDIO-LOG NOTAT: SOL 120

Jeg har helvedes ondt i ryggen.

Min avancerede ”kaster mig selv mod væggen”-teknik havde et par svagheder. Det fungerede kun én ud af ti gange og gjorde virkelig ondt. Jeg var nødt til at tage pauser, strække ud, og hele tiden overvinde mig selv til at lave en bodyslammer mod væggen, om og om igen.

Det tog fandme hele natten, men det lykkedes.

Jeg er nu ti meter fra Hab’et. Jeg kan ikke komme tættere på, fordi der ligger vraggrods fra trykfaldet overalt. Min luftsluse er desværre ikke terrængående luftsluse og kan ikke rulles over alt det lort.

Det var morgen da luften gik ud af Hab’et. Nu er det morgen igen. Jeg har været i denne skide kasse en hel dag. Men jeg skal snart ud.

Jeg har taget EVA-dragten på og er klar til at gøre noget ved det.

Godt … Okay … Gennemgår planen en sidste gang: Brug manuelle ventiler til at udligne luftslusen. Gå ud og hurtigt hen til Hab’et. Søg overalt under det kollapsede lærred. Lokaliser Martinez’ dragt (eller Vogels, hvis jeg falder over den først). Se at komme ud til roveren. Så er jeg i sikkerhed.

Hvis tiden løber ud, før jeg finder en dragt, løber jeg bare direkte ud til roveren. Så har jeg problemer, men dog tid til at tænke, samt materialer at arbejde med.

Dyb indånding … Så er det nu!

UDSKRIFT AF AUDIO-LOG NOTAT: SOL 120

Jeg er i live! Og jeg er i roveren!

Tingene gik ikke præcis som planlagt, men jeg er ikke død, så det kan man da kalde et resultat.

Det gik godt med at udligne luftslusen. Jeg var ude på overfladen i løbet af 30 sekunder. Jeg hoppede mod Hab’et (den hurtigste måde at bevæge sig i denne tyngdekraft) og kæmpede mig vej gennem bunkerne af vraggods. Bruddet havde virkelig blæst tingene ud i alle retninger, mig selv medregnet.

Det var svært at se noget; mit visir var dækket af den interimistiske lap. Heldigvis havde jeg et kamera på armen. NASA fandt ud af, at det koster unødige anstrengelser, hvis man skal dreje hele sin EVA-dragtklædte krop for at se på noget. Derfor fastgjorde de et lille kamera på den højre arm. Billederne bliver projiceret på indersiden af visiret. På den måde kan vi se på tingene ved blot at pege på dem.

Nu var visiret hverken glat eller reflekterende længere, så jeg måtte se på en krøllet, forvrænget version af kamerabilledet. Det var dog nok til at jeg kunne orientere mig.

Jeg bevægede mig i direkte linje mod stedet, hvor luftslusen plejede at være. Jeg vidste, at der burde være et ret så stort hul, som jeg kunne gå ind gennem. Det var let at finde. For pokker, for en grim flænge! Jeg kommer til at arbejde min røv i laser for at lappe den.

Her begyndte svaghederne i min plan at afsløre sig. Jeg havde kun én arm at arbejde med. Min venstre arm var tvunget ned langs min krop, mens dragtens tilbageværende stump af en armdel daskede frit. På min vej rundt inde under lærredet, havde jeg kun min bevægelige arm til at holde lærredet op med. Det sinkede mig en del.

Så vidt jeg kunne se, hersker kaos i Hab’ets indre. Selv borde og køjer ligger flere meter væk fra deres oprindelige pladser. Lettere objekter er kastet vildt omkring, mange af dem helt ud til overfladen. Alt er dækket af jord og sønderrevne kartoffelplanter.

Jeg traskede videre og nåede hen til stedet, hvor jeg efterlod Martinez’ dragt. Det kom faktisk bag på mig, at den stadig lå der.

”Sådan!” tænkte jeg naivt. ”Problemet er løst.”

Det viste sig så, at dragten lå fastklemt under et bord, der blev holdt nede af det kollapsede lærred. Hvis jeg havde været i stand til at bruge begge arme, kunne jeg have rykket den fri, men med kun én fri arm var det umuligt.

Tiden var ved at løbe ud, så jeg løsnede min hjelm, lagde den fra mig og rakte ind over bordet for at få fat i Martinez’ lappegrej. Jeg fandt det ved hjælp af armkameraet, smed det i hjelmen og fik så ellers røven med mig for at komme ud.

Jeg nåede frem til roveren i sidste øjeblik. Mine trommehinder var lige ved at sprænges af det lave tryk, da luftslusen fyldtes med vidunderlig 1 atmosfæres luft.

Jeg kravlede ind og faldt stønnende om.

Nu er jeg altså tilbage i roveren. Præcis som på den Store Pathfinder Ekspedition. Pyh. Denne gang lugter her dog lidt bedre.

NASA er sikkert bekymret for mig på nuværende tidspunkt. De må have observeret, at lufslusen rullede tilbage til Hab’et, så de ved i hvert fald, at jeg er i live. Nu vil de sikkert gerne have en status. Og så forholder det sig jo sådan, at det er roveren der kommunikerer med Pathfinder.

Jeg prøvede at sende en besked, men Pathfinder svarer ikke. Det er ikke så overraskende. Den får sin strøm direkte fra Hab’et, og Hab’et er offline. Under min korte paniske tur udenfor, så jeg, at Pathfinder befandt sig præcis, hvor jeg efterlod den, og at vraggodset ikke var fløjet helt derhen. Det burde fungere, så snart jeg får strøm på.

Hvad angår min nuværende situation, har jeg vundet en stor fordel med den nye hjelm. Hjelmene passer til alle dragter, så nu kan jeg erstatte min smadrede hjelm med Martinez’. Den stumpede arm er stadig et problem, men visiret var hovedårsagen til lækagen. Med en frisk gang lappegrej kan jeg forsegle armen med mere harpiks.

Men det må vente. Jeg har været vågen i over fireogtyve timer. Jeg er ikke i overhængende fare, så jeg lægger mig til at sove.

LOG NOTAT: SOL 121

Jeg fik en god nats søvn, og gjorde virkelig fremskridt i dag.

Det første, jeg gjorde, var at genforsegle armen. Sidste gang måtte jeg nøjes med et ret tyndt lag harpiks efter at have brugt det meste på lappen til visiret. Men denne gang havde jeg en hel portion udelukkende til armen. Det kom der en en perfekt forsegling ud af.

I går mistede jeg det meste af min luft, men jeg havde en halv times oxygen tilbage. Som sagt, den menneskelige krop behøver ikke meget oxygen. Problemet her var at bibeholde trykket.

Med den tid, jeg havde til rådighed, kunne jeg bruge roverens EVA-tankreserve.

Tankreserven er en nødforanstaltning. Roveren er kun beregnet til ture, hvor man starter med fulde EVA-dragter og vender tilbage med masser af luft i overskud. Den var aldrig beregnet til lange ture, ej heller overnatninger. Men for en sikkerheds skyld blev der fastgjort en genopfyldningsslange på ydersiden. På indersiden er pladsen allerede begrænset, og NASA konkluderede, at de fleste luftrelaterede nødsituationer ville opstå udendørs.

En genopyldning er langsom, langsommere end min dragt lækkede. Det var derfor umuligt for mig at foretage den, før jeg fik byttet om på hjelmene. Da jeg var iført en intakt dragt, der kunne holde trykket, var det til gengæld en leg at genopfylde tankene.

Efter genopfyldningen, og efter at have sikret mig at intet lækkede, ventede der et par hasteopgaver. Hvor godt mit forseglingsarbejde end holdt, ville jeg hellere have en to-armet dragt.

Jeg vovede mig tilbage til Hab’et. Denne gang, hvor jeg ikke havde travlt, kunne jeg bruge pæl som løftestang og lirke bordet af Martinez’ dragt. Jeg hev den fri og slæbte den med tilbage til roveren.

Efter en grundig gennemgang, bare for at være på den sikre side, havde jeg endelig en fuldt funktionsduelig EVA-dragt. Det tog mig to ture at få fat i den, men det lykkedes.

I morgen fikser jeg Hab’et.

LOG NOTAT: SOL 122

Min første handling i dag var at skrive en besked ved hjælp af sten i sandet nær roveren: ”A-okay.” Det burde gøre NASA glad.

Jeg gik ind i Hab’et igen for at få et overblik over skaderne. Min førsteprioritet er, at få konstruktionen op at stå, intakt og i stand til at holde tryk. Derefter kan jeg begynde at reparere ting, der er gået i stykker.

Hab’et plejer at være en kuppel med fleksible støttepæle, der holder hvælvingen stram og stiver foldegulvet, så bunden forbliver stabil. Trykket indendørs er en vital del af konstruktionens stabilitet. Uden det kollapser alt. Jeg undersøgte pælene, og ingen af dem var beskadigede. De lå bare spredt overalt. Jeg bliver nødt til at sætte et par af dem sammen igen, men det bliver let nok.

Hullet, hvor luftsluse 1 plejede at være, er kæmpestort, men dog overkommeligt. Jeg har forseglingsstrimler og ekstra lærred. Det bliver et stort arbejde, men jeg er i stand til at sætte Hab’et sammen igen. Når jeg har gjort det, vil jeg genetablere strømmen og få Pathfinder online. Når det er sket, kan NASA fortælle mig, hvordan jeg reparerer alt det, som jeg ikke kan regne ud selv.

Jeg er ikke bekymret for alt det. Jeg har et langt større problem.

Mine afgrøder er døde.

Med et komplet tab af tryk, kogte det meste vand væk. Ydermere faldt temperaturen til under frysepunktet. Selv ikke jordbakterierne kan overleve sådan en katastrofe. Nogle af afgrøderne var i pop-up teltet udenfor Hab’et, men de er også døde. Jeg havde forbundet dem direkte med Hab’et, for at få en stabil luftforsyning og temperatur. Da Hab’et flækkede, røg trykket også i pop-up teltet. Selv hvis trykket var bevaret, ville den isnende kulde i sig selv have slået afgrøderne ihjel.

Kartofler er nu uddøde på Mars.

Det samme gælder for jordbakterierne. Jeg kommer aldrig til at dyrke så meget som én plante mere, så længe jeg er her.

Vi havde ellers planlagt alt så nøje. Mine afgrøder ville være min fødevareforsyning indtil Sol 900. En forsyningssonde ville nå hertil på Sol 856; længe før jeg løb tør. Nu da afgrøderne er døde, hører den plan fortiden til.

Rationeringspakkerne er ikke blevet påvirket af eksplosionen. Og kartoflerne som jeg allerede har dyrket, er måske nok døde, men de er stadig mad. Jeg skulle lige til at høste dem, så på den led var det vel et heldigt tidspunkt, det skete.

Mine rationer vil holde til Sol 400. Jeg kan ikke med sikkerheds sige, hvor længe kartoflerne holder. Ikke før jeg har tjekket, hvor mange jeg har. Men jeg kan lave et overslag. Jeg havde 400 planter, sandsynligvis med et gennemsnit på fem kartofler hver: 2000 tofler. Jeg har brug for at spise ti per sol for at overleve. Det betyder, at de vil vare 200 sole. Alt i alt: Jeg har mad nok til at holde ud til Sol 600.

Ved Sol 856 er jeg for længst død.