The Martian

Kapitel 20

LOG NOTAT: SOL 376

Langt om længe er jeg færdig med ombygningen af roveren!

Det sværeste var, at finde en måde at opretholde de livsnødvendige systemer. Alt andet var bare arbejde. Hårdt arbejde.

Jeg har ikke været god til at passe mine opdateringer i logbogen, så her er en sammenfatning:

Først måtte jeg færdiggøre boring af borehuller med det Pathfinder-dræbende bor. Dernæst mejslede jeg en milliard små stykker skrog ud mellem hullerne. Okay, 759 stykker, men det føltes som en milliard.

På den måde endte jeg med et stort hul i traileren. Jeg sleb den værste skarphed af kanterne.

Nogen, der kan huske pop-up teltene? Jeg skar bunden ud af et af dem, og det resterende lærred var helt passende i størrelse og form. Jeg brugte forseglingsstrimler til at fastgøre dem på indersiden af traileren. Efter at have genoprettet tryk og forseglet alle lækager, i takt med at jeg opdagede dem, havde jeg en stor, flot ballon svulmende ud af traileren. I det udspændte tryk-område kunne jeg let få passet oxygenatoren og den atmosfæriske regulator ind.

Det er en hage ved det: Jeg må sætte AREC’en udenfor. Den så fantasifuldt navngivne ”atmosfærisk regulator-ekstern komponent” er den del, der fryseseparerer luften. Hvorfor bruge en masse energi på at fryse noget, når man har ufatteligt kolde temperaturer lige udenfor?

Regulatoren pumper luft ind i AREC’en, så Mars kan fryse den. Det sker gennem en slange, der løber gennem en ventil i Hab’ets væg. Den returnerede luft vender tilbage gennem en anden slange magen til.

Det gik nogenlunde let med at føre slangerne gennem ballonens lærred. Jeg har adskillige ekstra ventilforseglinger, som i bund og grund bare er ti gange ti centimeterstore stykker Hab-lærred med en ventil i midten. Hvorfor har jeg dem? Tænk på, hvad der ville ske på en normal mission, hvis regulatorens ventil gik i stykker. Så ville man være nødt til at afblæse hele missionen. Så er det lettere at sende reservedele i forvejen.

AREC’en er ret lille. Jeg lavede en hylde til den under afsætningskanten til solpanelerne. Nu er der gjort klar til, at jeg før eller siden henter regulatoren og AREC’en ud.

Der er stadig meget at gøre.

Jeg har ikke travlt; jeg har taget den med ro. En firetimers EVA om dagen, hvor der blev arbejdet, og afslapning i Hab’et resten af tiden. Desuden tager jeg en hel hviledag i ny og næ, især når det gør ondt i min ryg. Jeg kan ikke tillade mig at skade mig selv på nuværende tidspunkt.

Jeg vil bestræbe mig på, at blive bedre til lognotater. Nu da jeg rent faktisk har en mulighed for at blive reddet, vil folk sikkert læse den. Jeg vil være mere omhyggelig og indføre notater hver dag.

LOG NOTAT: SOL 380

Jeg er blevet færdig med varmereservoiret.

Nogen, der kan huske mit eksperiment med RTG’en og det varme bad? Samme princip, men jeg fandt på en forbedring: Nedsænk RTG’en. På den måde går ingen varme til spilde.

Jeg begyndte med en stor, ufleksibel prøvebeholder (eller ”plastickasse” for dem, der ikke arbejder hos NASA). Jeg monterede en slange fra åbningen og ned langs indersiden. Så samlede jeg den i bunden i en spiralform, limede den fast og forseglede enden. Ved hjælp af mit mindste bor lavede jeg småbitte huller i den spiralrullede del af slangen. Tanken er, at den iskolde returluft fra regulatoren skal passere igennem vandet som små bobler. Den forøgede overflade vil gøre det lettere at opvarme luften.

Dernæst fandt jeg en fleksibel prøvebeholder i medium størrelse (”plasticpose med lynlås”) og prøvede at foresegle RTG’en i den. Men RTG’en har en uregelmæssig form; jeg kunne ikke få al luften ud af posen, og der må ikke være den mindste smule tilbage i den. I stedet for at varmen går til vandet, vil noget af det i så fald blive opslugt af luften, hvilket kan overophede og smelte posen.

Jeg gjorde en hel del forsøg med posen, men hver gang endte det med en lille luftlomme, jeg ikke kunne fjerne. Jeg begyndte at blive temmelig frustreret, indtil jeg kom i tanke om, at jeg har en luftsluse.

Jeg hoppede i dragten, gik ud til Luftsluse 2 og fjernede tryk til totalt vacuum. Jeg puttede RTG’en i posen og lukkede den: Perfekt forseglet vacuumpakning.

Så skulle der testes. Jeg lagde den emballerede RGT i bunden af containeren og fyldte den med vand. Den kan rumme tyve liter, og RTG’en varmede det hurtigt op. Temperaturen steg med en grad i minuttet. Jeg blev ved, indtil det var oppe på godt 40 grader. Så sluttede jeg regulatorens returluftslange til min anordning og observerede resultatet.

Det fungerede fint! Luften boblede igennem, præcis som jeg havde håbet. Faktisk bedre, for boblerne skabte røre i vandet, der så fordelte varmen jævnt.

Jeg lod den køre i en time, og Hab’et begyndte at køle ned. RTG’ens varme kan ikke følge med det fulde varmetab fra Hab’ets imponerende overfladeareal. Det er ikke noget problem. Jeg har allerede etableret rigelig forsyning til at holde roveren varm.

Jeg sluttede igen returluftledningen til regulatoren, og alting var tilbage til normalen.

LOG NOTAT: SOL 381

Jeg har tænkt over de juridiske forhold på Mars.

Ja, jeg ved godt, det er noget åndssvagt noget at tænke på, men jeg har en masse tid til overs.

En international traktat siger, at intet land kan gøre fordring på noget, der ikke befinder sig på Jorden. Og en anden traktat siger, at befinder man sig ikke i noget lands territorium, vil den maritime lov være gældende.

Det vil sige, at Mars er internationalt farvand.

NASA er en amerikansk non-militaristisk organisation og de ejer Hab’et. Det vil sige, at mens jeg er i Hab’et, vil amerikansk lov gælde. Så snart jeg træder udenfor, befinder jeg mig i internationalt farvand. Men når jeg sætter mig ind i roveren, er jeg atter under amerikansk jurisdiktion.

Nu kommer jeg til den fede del: Jeg vil før eller senere bevæge mig til Schiaparelli og tage Ares 4-landeren i besiddelse. Ingen har udtrykkeligt givet mig tilladelse til det, og det kan de heller ikke, før jeg er ombord Ares 4 og tænder for kommunikationssystemet. Det vil sige, at når jeg er kommet ombord på Ares 4 — før jeg får kontakt med NASA — har jeg uden tilladelse taget et fartøj i besiddelse i internationalt farvand.

Det gør mig til en pirat!

En rumpirat!

LOG NOTAT: SOL 383

I undrer jer måske over, hvad jeg ellers laver i min fritid. Meget af den går med, at jeg sidder på min flade røv og ser tv. Men det gør I også, så der er ingen grund til at bebrejde mig.

Jeg planlægger også min rejse.

Pathfinder var en søndagsudflugt. Fladt, jævnt terræn hele vejen. Det eneste problem var navigering. Men turen til Schiaparelli byder på voldsomme niveauforskelle.

Jeg har et kort, der viser planeten i grove træk. Det er ikke videre detaljeret, men det er et held, at jeg overhovedet er i besiddelse af det. NASA forventede ikke, at jeg nu skal rejse 3200 kilometer væk fra Hab’et.

Acidalia Planitia (hvor jeg er) har en relativ lav grad af niveauforskelle. Det har Schiaparelli også. Men vejen mellem de to punkter går op og ned over ti kilometer. Det bliver en farlig køretur.

Tingene vil gå glat, så længe jeg er i Acidalia, men det er kun de første 650 kilometer. Derefter kommer Arabia Terras karaterprægede terræn.

Jeg har dog visse fordele. Det er en Guds gave. Af en eller anden geologisk årsag findes der en dal, kaldet Mawrth Vallis, med en perfekt beliggenhed.

For millioner af år siden var den en flod. Nu er det en dal, der skyder sig ind i Arabias brutale landskab. Den har et mere fremkommeligt terræn end resten af Arabia Terra, og den fjerne ende ligner en blød sænkning, der fører ud af dalen.

Mellem Acidalia og Mawrth Vallis får jeg 1350 kilometers relativt let terræn. De andre 1850 kilometer … tja, det bliver ikke så rart. Især ikke når jeg skal til at klare nedstigningen til selve Schiaparelli. Argh.

Nå, men Marth Vallis. Formidabelt.

LOG NOTAT: 385

Det værste ved Pathfinder-turen var at være spærret inde i roveren. Jeg måtte leve på trang plads med en masse rod og dårligt kropslugt. Mindede mig om min collegetid.

Trommehvirvel og dåselatter!

Men alvorligt talt, det var ufedt. Det var toogtyve soles dyb elendighed.

Jeg planlægger at sætte ud på min rejse til Schiaparelli 100 sole før min redning (eller død), og jeg sværger, at jeg ender med at flå mit ansigt af, hvis jeg skal forblive inde i roveren så længe.

Jeg har brug for et sted at være, hvor jeg kan stå oprejst og tage nogle skridt uden at støde ind i ting og sager. Og nej, at gå udenfor i en skide EVA-dragt tæller ikke med. Jeg har brug for et rum, hvor jeg kan slå ud med armene, ikke halvtreds kilo tungt tøj.

I dag begynder jeg derfor at lave et telt. Et sted, hvor jeg kan slappe af, mens batterierne genoplader; et sted, hvor jeg kan lægge mig behageligt til rette og sove.

Jeg ofrede for nylig et af mine pop-up telte, for at omdanne det til trailerens iltballon, men det andet er i fin stand. Og det bliver kun bedre af, at det har tilslutning til roverens luftsluse. Før jeg gjorde det til en kartoffelfarm, var det oprindelig beregnet til at være redningsbåd for roveren.

Jeg kan fastgøre pop-up teltet til begge køretøjers luftsluse. Jeg tror, jeg vælger roveren i stedet for traileren. Roveren har computeren og kontrolsystemet. Hvis jeg får brug for at se status på noget (for eksempel det livsvigtige apparatur eller batteriernes opladningsgrad), skal jeg have hurtig adgang til dem. På den måde kan jeg gå direkte ind. Ingen EVA.

Desuden skal jeg under kørsel have teltet liggende sammenfoldet i roveren. I nødstilfælde kan jeg hurtigt få fat i det.

Pop-up teltet er grundlæggende mit ”soveværelse”, men det er ikke alt. Teltet er ikke særlig stort; der er ikke meget mere plads end i roveren, men det har en luftslusekobling, så det er et superfint udgangspunkt. Jeg har planlagt, at fordoble både gulvarealet og højden. Det vil give mig et pænt stort rum at holde fri i.

Hvad gulvet angår, vil jeg bruge den originale gulvafstivning fra de to pop-up telte. Ellers ville mit soveværelse blive til en hamsterbold, fordi Hab-lærred er fleksibelt. Når man fylder tryk i det, vil det omgående gøre sig kugleformet. Det kan jeg ikke bruge til noget.

For at modgå den uønskede effekt, har Hab’et og pop-teltene et særligt gulvmateriale. Det foldes ud som en masse små segmenter, der ikke åbner sig mere end 180 grader og på den måde forbliver flade.

Pop-up teltets bund er en hexagon. Jeg har en bund mere til overs fra det, der nu er trailerballonen. Når jeg bliver færdig, vil soveværelset være to sammenhængende hexer med vægge omkring, samt et interimistisk tag.

Der skal en ordentlig røvfuld lim til at få det projekt gennemført.

LOG NOTAT: SOL 387

Pop-up teltet er 1,2 meter højt. Det er ikke beregnet på komfort. Det er lavet til nødsituationer, hvor astronauter kan krybe ind, mens deres kolleger arbejder på at redde dem. Jeg vil have to meter i højden. Jeg vil være i stand til at stå oprejst! Det synes jeg ikke er for meget at forlange.

I teorien er det ikke svært at ordne. Jeg skal bare tilskære lærredstykkerne i den korrekte facon, lime dem sammen og derefter forsegle dem til det eksisterende lærred og gulv.

Men det drejer sig om en hel masse lærred. Jeg begyndte denne mission med seks kvadratmeter, og jeg har opbrugt det meste. Hovedagelig på at forsegle flængen fra eksplosionen i Hab’et.

Fanden tage dig, Luftsluse 1.

Nå, men uanset hvad, så kræver mit soveværelse 30 kvadratmeter af det materiale. En helvedes masse mere end jeg har tilbage. Heldigvis har jeg en alternativ forsyning af Hab-lærred: Hab’et.

Problemet er bare (her kræves skærpet opmærksomhed, for den videnskabelige tankegang er ret kompliceret), at skærer jeg et hul i Hab’et, vil luften ikke blive derinde længere.

Jeg bliver nødt til at fjerne trykket i Hab’et, skære stykker ud, og lappe det sammen igen (i mindre størrelse). Jeg har brugt hele dagen på, at udregne de nøjagtige størrelser og former, jeg skal bruge. Jeg må ikke lave fejl her, så jeg trippeltjekkede alt. Jeg lavede endda en model af papir.

Hab’et er en kuppel. Hvis jeg fjerner lærred et sted ved gulvet, kan jeg trække det tilbageværende lærred ned og genforsegle det. Hab’et vil så blive skævt, men det burde ikke gøre noget. Det vigtige er, at det kan holde trykket. Jeg har kun brug for det i toogtres sole mere.

Jeg tegnede formerne på væggen med en Sharpie. Dernæst brugte jeg lang tid på at kontrolmåle og sikre mig igen og igen, at det var korrekt.

Det var alt, hvad jeg foretog mig i dag. Det virker måske ikke som meget, men arbejdet med matematikken og designet tog hele dagen. Nu er det tid til aftensmad.

Jeg har spist kartofler i ugevis. Teoretisk set, ifølge min trekvart-rationsplan, burde jeg stadig spise måltidspakker. Men det er svært at opretholde en diæt på trekvart ration, så nu spiser jeg kartofler.

Jeg har nok til at de kan vare til opsendelsen, så jeg kommer ikke til at sulte. Men jeg er led og ked af kartofler. Desuden indeholder de en masse fibre, så … Lad mig nøjes med at sige, det er godt, jeg er den eneste fyr på planeten.

Jeg har gemt fem måltidspakker til særlige lejligheder. Jeg har navngivet hver pakke på passende vis. Jeg spiser ”Afgang” på dagen, jeg sætter ud mod Schiaparelli. Jeg spiser ”Halvvej”, når jeg kommer til 1600-kilometermærket, og ”Ankomst” når jeg er fremme.

Den fjerde er ”Overlevede Noget Der Burde Have Dræbt Mig”, for et eller andet lort skal der nok ske. Jeg ved ikke hvad, men det skal nok komme. Enten bryder roveren sammen, eller også bliver jeg ramt af dødelige hæmorider, hvis ikke jeg overfaldes af fjendtlige marsmænd eller alt muligt andet pis. Når det sker (og hvis jeg overlever), giver jeg mig selv lov til at spise det måltid.

Den femte pakke er reserveret til dagen for opsendelsen. Den er mærket med ”Sidste Måltid.”

Måske er det ikke det bedste navn.

LOG NOTAT: SOL 388

Jeg startede dagen med en kartoffel. Den blev skyllet ned med en kop Marskaffe. Det er mit navn for ”varmt vand med koffeinpiller opløst i det”. Jeg løb tør for rigtig kaffe for flere måneder siden.

Nummer et på listen var en omhyggelig gennemgang af Hab’et. Jeg er nødt til at fjerne alt, der ikke kan tåle, at det atmosfæriske tryk forsvinder. Alt i Hab’et fik selvfølgelig en ordentlig øvelse i tryktab for nogle måneder siden, men denne gang bliver det udført kontrolleret, og så kan jeg lige så godt gøre det korrekt.

Det vigtigste er vandet. Jeg mistede 300 liter ved sublimation, dengang Hab’et eksploderede. Det kommer ikke til at ske igen. Jeg drænede vandindvinderen og forseglede alle tanke.

Så var det bare at samle alt ragelse sammen og smide det i Luftsluse 3. Alt som ikke kan tåle et nær-vacuum. Filtpenne, vitaminglas (sandsynligvis ikke nødvendigt, men jeg tager ingen chancer), medicinforsyning, etc.

Så gennemførte jeg en kontrolleret nedlukning af Hab’et. De vigtige komponenter er designet til at overleve i vacuum. Trykfald i Hab’et er en af de mange scenarier som NASA er på forkant med. Jeg lukkede ned for et system ad gangen og sluttede med selve hovedcomputeren.

Jeg tog dragten på og efterlod Hab’et uden tryk. Sidste gang kollapsede lærredet og efterlod et værre rod. Det burde ikke ske. Hab’ets kuppel er hovedsagelig støttet af lufttryk, men der er adskillige fleksible stivere monteret under den som forstærkning. Sådan blev Hab’et sat op i første omgang.

Jeg så til, mens lærredet langsomt lagde sig til rette på stiverne. For at bekræfte trykfaldet, åbnede jeg begge døre i Luftsluse 2. Jeg lod Luftsluse 3 være. Den bibeholdt sit tryk til ære for ragelset, jeg lagde i den.

Så begyndte jeg at skære i møget!

Jeg er ikke materiale-ingeniør; mit design til soveværelset er ikke elegant. Det består simpelthen af en seks meters omkreds og et loft. Nej, det har ingen rette vinkler eller hjørner (trykbeholdere bryder sig ikke om dem). Det vil udvide sig og runde sig som en ballon.

Det betød, at jeg kun behøvede at skære to store, fede stykker lærred ud. En til siderne og en til loftet.

Da jeg var færdig med at maltraktere Hab’et, hev jeg det afkortede lærred ned til gulvet og genforseglede det. Nogen der har prøvet at sætte et villatelt op? Fra indersiden? Iført rustning? Det var til at brække sig over.

Jeg genfyldte med en tyvendedel atmosfære for at se, om det kunne holde trykket.

Ha ha ha! Selvfølgelig ikke! Det er utæt som en si. Så var det bare i gang med at finde lækager.

På jorden klæber små partikler sig til vand eller svinder til intet. På Mars bliver de bare, hvor de nu engang er. Det øverste lag af sandet er som talkum. Jeg gik udenfor med en pose og fyldte den med skrab fra overfladen. Jeg fik både normalt sand og en masse puddersand.

Jeg opretholdt en tyvendedel atmosfære i Hab’et ved hele tiden at fylde op i samme takt, som luften sivede ud. Så ”pustede” jeg i posen for at få de mindste partikler til at hvirvle rundt. De blev hurtigt suget ud mod lækagerne. I takt med at jeg fandt hullerne, forseglede jeg dem med harpiks.

Det tog timer, men jeg endte med en solid forsegling. Yo, nu er Hab’et blevet or’nligt ”ghetto”. Den ene side er lavere end den anden. Jeg er nødt til at dukke mig, når jeg stiller mig der.

Jeg øgede tryk til fuld atmosfære og ventede en time. Ingen lækage.

Det har været en lang og fysisk udmarvende dag. Jeg er totalt smadret, men kan ikke sove. Hver en lyd skræmmer næsten livet af mig. Er det Hab’et, der sprækker? Er det? Nej, okay … Hov, hvad var det!? Nå, det var ikke noget … vel? Okay …

Det er frygteligt, at mit liv rent faktisk hænger på mit eget kluntede lappeværk.

Det er vist tid til at få fat i sovepillerne fra medicinkassen.

LOG NOTAT: SOL 389

Hvad i helvede har de puttet i de sovepiller!? Det er midt på dagen.

Der skulle to kopper Mars-kaffe til, før jeg begyndte at vågne en smule. Jeg er færdig med de piller. Som om, jeg ikke er nødt til at stå op og gå på arbejde om morgenen.

Nå, men at dømme efter hvor lidt død jeg er, kan man konkludere, at Hab’ets forsegling holdt natten over. Forseglingen er solid. Ligner lort, men den holder.

Dagens opgave var soveværelset.

At stykke soveværelset sammen, var meget lettere end at forsegle Hab’et. Denne gang behøvede jeg nemlig ikke at have EVA-dragt på. Jeg ordnede det hele inde i Hab’et. Hvorfor ikke? Det er jo bare lærred. Jeg kan rulle det sammen og tage det med ud gennem luftslusen, når jeg er færdig.

Jeg startede med en smule tilskæring af det tilbageværende pop-up telt. Jeg var nødt til at beholde roverens luftsluseforbindelse samt det omgivende lærred. Resten af lærredet måtte væk. Men hvorfor vil nogen flå det meste af lærredet af, for dernæst at erstatte det med mere lærred? Sømme.

NASA er godt til at lave ting. Det er jeg ikke. Den ømtålelige del af denne struktur er ikke lærredet. Det er sømmene. Jeg får en mindre samlet længde sømme ved ikke at bruge lærred fra det eksisterende pop-up telt.

Efter at have flænset godt og grundigt i det tilbageværende telt, føjede jeg de to pop-up teltes gulve sammen ved hjælp af tætningsbånd. Til sidst fik jeg de to nye lærredstykker sat på plads og forseglet.

Det var så meget lettere uden EVA-dragten på. Så meget lettere.

Så måtte jeg teste det igen. Og nok engang gjorde jeg det i Hab’et. Jeg tog en EVA-dragt med ind i teltet og lukkede miniluftslusens dør. Dernæst fyrede jeg op i EVA-dragten og lod hjelmen ligge. Jeg fik den til at fyre trykket op til 1,2 atm.

Det tog et stykke tid at få fyret ordentligt op, og jeg måtte afkoble et par alarmer på dragten (”Hey, jeg er ret sikker på, at hjelmen ikke er på!”). Den tømte det meste af en N2-tank, men formåede i sidste ende at få trykket op.

Jeg satte mig ned og ventede. Jeg trak vejret frit; dragten regulerede luften. Alt var fint. Jeg holdt nøje øje med dragtens status for at se, om den begyndte at erstatte ”tabt” luft. Da der ikke var nogen målbar forandring efter en time, erklærede jeg testen for vellykket.

Jeg rullede hele lærredet op (nå, ja, klumpede det sammen) og bar det ud i roveren.

Jeg må sige, at jeg hopper en del i dragten for tiden. Jeg tør vædde på, at jeg har slået en rekord på den front. En typisk Mars-astronaut foretager i alt noget i retning af fyrre EVA’er? Jeg har været ude på flere hundrede.

Da jeg havde fået soveværelset ud til roveren, sluttede jeg det til luftslusen fra indersiden. Så trak jeg i udløseren for at sætte det op. Jeg er ikke idiot, så jeg stod stadig iført min EVA-dragt.

Soveværelset blæste op og fyldtes på tre sekunder. Den åbne luge i luftslusen var i direkte forbindelse, og den lod til at holde trykket.

Som sidst lod jeg det hvile i en time. Og ligesom sidst fungerede det flot. I modsætning til genforseglingen af Hab’ets lærred, fik jeg dette gjort ordentligt i første forsøg. Det skyldtes hovedsagelig, at jeg ikke havde den pokkers EVA-dragt på.

Jeg havde oprindelig planlagt, at lade mit soveværelse stå natten over og kontrollere det næste morgen. Der opstod bare et problem. Jeg kan ikke komme ud, hvis jeg gør det. Roveren har kun én luftsluse, og soveværelset var koblet til den. Jeg havde ingen mulighed for at komme ud, uden at afmontere soveværelset, og ingen måde at fastgøre og skabe tryk i soveværelset, uden at være i roveren.

Det er lidt skræmmende. Første gang, jeg tester det en hel nat, må jeg selv blive derinde. Men den tid, den sorg. Jeg har gjort nok i dag.

LOG NOTAT: SOL 390

Jeg må se kendsgerningerne i øjnene. Jeg er færdig med at rigge roveren til. Jeg føler mig ikke færdig. Men den er klar til afgang.

Mad: 1692 kartofler. Vitaminpiller.

Vand: 620 liter.

Husly: Rover, trailer, soveværelse.

Luft: rover og trailer har tilsammen 14 liter flydende O2, 14 liter flydende N2.

Livsopretholdende systemer: Oxygenator og atmosfærisk regulator. 418 timers engangs-CO₂- filtre til nødsituationer

Strøm: 36 kilowatt-timers opladning. Last-kapacitet til 29 solceller.

Varme: 1400-watt RTG. Hjemmelavet reservoir til varmeregulatorens returluft. Elektrisk varmeapparat i roveren til nødsituation.

Disco: Livslang forsyning.

Jeg tager af sted herfra på Sol 449. Det giver mig nioghalvtreds sole til at afprøve alt og reparere, hvad der ikke måtte fungere ordentligt. Dernæst skal jeg beslutte, hvad jeg tager med, og hvad der bliver tilbage. Ruten til Schiaparelli skal plottes ind på et grynet satellitkort. Og til sidst skal jeg ransage min hjerne for vigtige ting, jeg kan have glemt.

Siden Sol 6 har jeg kun ønsket, at komme væk herfra. Nu er udsigten til forlade Hab’et ved at skræmme livet af mig. Jeg har brug for opmuntring. Jeg må spørge mig selv: ”Hvad ville en Apollo-astronaut gøre?”

Han ville drikke tre whiskey sours, køre sin Corvette ud til affyringsrampen og flyve til månen i et raketmodul mindre end min rover. Manner, hvor var de gutter overlegne.