The Martian

Kapitel 7

LOG NOTAT: SOL 63

Det er et stykke tid siden, jeg blev færdig med at lave vand. Jeg er ikke længere i fare for at sprænge mig selv i luften. Kartoflerne gror fint. I flere uger er der ikke sket noget, der kunne have taget livet af mig. Og tv-serier fra 70’erne holder mig foruroligende nok bedre underholdt, end de burde. Alting går stille og roligt her på Mars.

Det er tid til at tænke langsigtet.

Selvom jeg skulle finde en mulighed for at fortælle NASA, at jeg er i live, er det ingen garanti for, at de vil kunne redde mig. Jeg må være proaktiv. Jeg må se at finde ud af, hvordan jeg kommer til Ares 4.

Det bliver ikke let.

Ares 4 vil lande i Schiaparellikrateret, som ligger 3200 kilometer væk. Faktisk er MAV’en allerede på stedet. Det ved jeg, fordi jeg så Martinez lande den.

Det tager atten måneder for en MAV at fremstille sit brændstof, hvorfor den er det første, NASA sender ud. Ved at sende den ud otteogfyrre måneder tidligere end missionen, giver man den rigelig ekstra tid, hvis det skulle vise sig, at processen går langsommere end forventet. Men vigtigere er det, at en blød præcisionslanding kan fjernstyres af en pilot i kredsløb. Direkte fjernstyring fra Houston er udelukket; de er et sted mellem fire til tyve lysminutter væk.

Ares 4’s MAV brugte 11 måneder på at komme til Mars. Den blev sendt af sted før os, og nåede hertil nogenlunde samtidig med os. Som forventet fik Martinez landet den på smukkeste vis. Det var en af de sidste ting, vi gjorde, før vi masede os ind i vores MDV og satte kurs mod overfladen. Åh, de gode gamle dage, hvor jeg havde en besætning med mig.

Jeg er heldig. Toogtredive hundrede km er ikke så slemt. Den kunne lige så godt have været så meget som 10.000 km væk. Og fordi jeg befinder mig på den fladeste del af Mars, går de første 650 kilometer henover et dejligt, jævnt terræn (Sådan, Acidalia Planitia!), men resten af vejen skal jeg krydse et rædselsfuldt, arret, kraterfyldt helvede.

Jeg skal selvfølgelig bruge en rover. Og ved I hvad? De er ikke bygget til langtur gennem uvejsomt terræn.

Det bliver en opdagelsesrejse på researchplan med indlagte eksperimenter hele vejen. Jeg må være mit eget lille NASA og regne ud, hvordan det bliver muligt at drage så langt væk fra Hab’et. Den gode nyhed er, at jeg har masser af tid til at udtænke det. Næsten fire år.

Noget giver sig selv. Jeg skal bruge en rover. Det bliver langvarigt, så jeg skal have forsyninger med. Jeg skal genoplade på rejsen, og da en rover ikke har solceller, må jeg stjæle nogen fra Hab’ets skov af solceller. På rejsen skal jeg desuden trække vejret, spise og drikke.

Heldigvis for mig, ligger de tekniske specifikationer til alt lige her i computeren.

Jeg må pimpe en rover op. I bund og grund vil jeg ende med et mobilt Hab. Jeg vælger Rover 2 til formålet. Vi har knyttet et bånd, efter at have tilbragt to dage sammen under den Store Hydrogen Forskrækkelse på Sol 37.

Der er alt for meget at jonglere med i hovedet på én gang. Så lige nu vil jeg udelukkende fokusere på strøm.

Vores mission havde en 10-kilometers operationsradius. Vel vidende, at vi ikke ville være i stand til at køre i direkte linje mod noget som helst, designedes NASA-roverne til at kunne klare hele 35 kilometer for fuld kraft, under forudsætning af jævnt og pænt terræn. Hver rover har et 9000 watt-timers batteri.

Første skridt bliver, at hugge Rover 1’s batteri og installere det i Rover 2. Ta-daa! Dermed har jeg fordoblet min køredistance på max. hastighed.

Der er dog en enkelt komplikation. Varme.

En del af batterikraften går til opvarmninge af roveren. Mars er virkelig kold. Normalt ville det blive forventet, at vi gennemførte vores EVA’er på under fem timer. Men jeg vil komme til leve sådan i fireogtyve og en halv time om dagen. Ifølge specifikationerne, vil varmeanlægget suge 400 watt til sig. At holde det konstant tændt, vil æde 9800 watt pr. dag!

Men jeg har jo en gratis varmekilde: Mig. For et par millioner år siden udstyrede evolutionen mig med ”varmblodet teknologi”. Jeg kan bare slukke for varmeforsyningen og i stedet tage flere lag tøj på. Roveren er også godt isoleret. Det må række; jeg har brug for al den strøm, jeg kan spare mig til.

Ifølge min kedelige matematik, vil det sluge 200 watt-timers brændstof pr. kilometer, at holde roveren kørende, så ved brug af alle 18.000 watt-timers kørsel (minus et bagatelbeløb til computer, livsnødvendigt apparatur, etc.) får jeg kapacitet til en tur på 90 kilometer. Nu begynder det at rykke.

90 kilometer på en enkelt opladning er selvfølgelig urealistisk. Jeg skal forcere bakker, svært terræn, dybt sand etc. Men det er en positiv indikator. Den fortæller mig, at det mindst ville tage mig 35 rejsedage at nå til Ares 4. Det bliver nok nærmere 50. Men det er stadig realistisk.

Med roverens rasende tophastighed på 25 km/t vil det tage mig tre og en halv time før mine batterier er flade. Jeg kan vælge at køre i tusmørke, og på den måde reservere den solbeskinnede del af dagen til opladning. På denne tid af året får jeg omkring tretten timers lys. Hvor mange solceller skal jeg så rapse fra Hab’ets anlæg?

Takket være Amerikas ædle skatteydere, har jeg rådighed over 100 kvadratmeter af de allerdyreste solcellepaneler nogensinde fremstillet. De har en imponerende 10,2 procents effektivitet, hvilket er rigtigt godt, eftersom Mars ikke får nær så meget sollys som Jorden. Kun 500 til 700 watt pr. kvadratmeter (sammenlignet med de 1400 Jorden får.)

For at gøre en lang historie kort: Jeg skal have otteogtyve kvadratmeter solceller med mig. Det vil sige fjorten paneler.

Jeg kan placere to stakke á syv på taget. De vil stikke ud over kanterne, men så længe de er spændt ordentligt fast, er jeg tilfreds. Efter hver dags kørsel vil jeg sprede dem ud, og så … Bare vente hele dagen. Røvsygt.

Nå, men det er en start. Morgendagens mission: Flytte Rover 1’s batteri til Rover 2.

LOG NOTAT: SOL 64

Nogen gange går tingene let, andre gange ikke. At få batteriet ud af Rover 1 var let. Jeg fjernede to klamper fra undervognen, og så faldt det bare ud. Kablerne var også lette nok at løsne. Kun få komplicerede kontakter.

Men at installere det i Rover 2 er en helt anden historie. Der er ikke plads til det nogen steder!

Det er enormt. Der er ikke plads i undervognen til et batteri nummer to. Der er heller ikke plads på taget. Det skal solcellerne være. Der ikke plads inde i kabinen; det ville ikke engang kunne komme gennem luftslusen.

Men bare rolig, jeg har fundet en løsning.

I tilfælde af nødsituationer — fuldstændig uden relation til denne — har NASA sørget for seks kvadratmeter ekstra Hab-teltdug samt en virkelig imponerende omgang harpiks. Faktisk den samme slags harpiks, som reddede mit liv på Sol 6 (lappegrejet, jeg brugte til hullet i min dragt).

I tilfælde af et brud på Hab’et, skulle alle løbe til luftsluserne. Tanken bag proceduren gik ud på, at lade Hab’et gå i stykker i stedet for at dø i forsøget på at afværge det. Derfor skulle vi hoppe i trykdragterne og dernæst vurdere skaden. Når vi havde lokaliseret hullet, skulle vi forsegle det med de ekstra længder teltdug og harpiks. Til sidst skulle vi genfylde Hab’et med luft, og det ville være så godt som nyt.

De seks kvadratmeter ekstra teltdug var produceret i praktiske mål, én gange seks meter. Jeg skar ti centimeter brede strimler ud, og brugte dem til at lave en slags slynge.

Jeg brugte harpiksen og stropperne til at danne to 10-meterlange løkker. Dernæst satte jeg en solid, hængekøjeligende lap teltdug i hver ende. Nu havde jeg et par interimistiske sadeltasker til min rover.

Det bliver mere og mere Wagon Train for hver dag der går.

Harpiksen hærder meget hurtigt. Men den hærdes bedre, hvis man lader den være i en time. Det gjorde jeg så. Derefter tog jeg dragten på og gik ud til roveren.

Jeg slæbte batteriet hen ved siden af roveren og surrede den ene ende af slyngen omkring det. Dernæst kastede jeg den anden ende over taget. På den anden side fyldte jeg sadeltasken op med sten. Da de to vægtelementer var nogenlunde ens, kunne jeg hive stenene nedad og batteriet op.

Yay!

Jeg afmonterede Rover 2’s batteri og monterede Rover 1’s. Så steg jeg ind i roveren gennem luftslusen og kontrollerede samtlige systemer. Alt var tip top.

Jeg kørte lidt rundt med roveren for at sikre mig, at slyngen var stærk nok. Jeg fik øje på nogle ret store sten, jeg kunne køre henover. Slyngen holdt. Sådan!

Et kort øjeblik overvejede jeg, hvordan jeg kunne splejse batteri 2’s ledninger til hovedstrømforsyningen. Min konklusion blev: Fuck det.”

Der er ingen grund til at have en kontinuerlig strømforsyning. Når batteri 1 bliver fladt, kan jeg stige ud, frakoble batteri 1, og sætte batteri 2 til. Hvorfor ikke? Jeg skal skifte batterier igen, når jeg genoplader dem, men hvad så?

Jeg tilbragte resten af dagen med at tørre solcelleanlægget af. Inden længe skal det plyndres.

LOG NOTAT: SOL 65

Solcellerne var meget lettere at håndtere end batterierne.

De er tynde, lette og ligger bare rundt om på jorden. Jeg havde endda en ekstra fordel: Det var mig, der i første omgang satte dem op.

Aj, okay. Det var ikke kun mig. Vogel og jeg samarbejdede. Og hold da op, hvor blev der arbejdet på sagen. Vi brugte næsten en hel uge, hvor vi ikke lavede andet, end at koncentrere os om solcelleanlægget. Senere arbejdede vi videre på det, hver gang de andre mente, at vi havde tid til overs. Anlægget var hjerteblod for missionen. Hvis vi ødelagde cellerne, eller på en eller anden måde gjorde dem ubrugelige, ville Hab’et ikke være i stand til at lave strøm, og missionen ville være slut.

I undrer jer måske over, hvad resten af besætningen foretog sig, mens vi samlede anlægget. De var i gang med at sætte Hab’et op. Husk på, at alting i mit prægtige kongerige kom hertil i kasser. Vi skulle nå at få alt op at køre i løbet af Sol 1 og 2.

Hver solcelle sidder på et letvægtsgitter, der holder dem i en 14 graders vinkel. Jeg må tilstå, at jeg ikke ved, hvorfor det er en 14 graders vinkel. Det handler om at maksimere solenergien. Hvorom alting er, så var cellerne lette at fjerne, og Hab’et kan sagtens undvære dem. Når strømkravet nu er reduceret til blot at skulle dække ét menneskes behov, frem for seks, er et 14 procent dyk i energiproduktionen irrelevant.

Så blev det tid til at stable dem på roveren.

Jeg overvejede at fjerne stenprøvebeholderen. Det er bare en lærredspose fastgjort på taget. Alt for lille til at kunne rumme solceller. Men efter lidt overvejelse, lod jeg den blive der, fordi jeg tænkte, den kunne udgøre en god stødpude.

Cellerne var lette at stable (de blev designet sådan af hensyn til transporten til Mars), og de to stakke passede fint på taget. De ragede lidt ud til både højre og venstre side, men jeg skal ikke igennem smalle tunneller, så det gør ikke mig noget.

Med endnu et misbrug af Hab’ets eksta lærred til nødsituationer, lavede jeg spændetampe og fastgjorde cellerne sikkert under dem. Roveren har håndtag på ydersiden både fortil og bagtil. De er monteret, for at gøre det lettere for os at læsse stenprøver på taget. De var perfekte til at surre spændetampene fast i.

Jeg trådte nogle skridt tilbage og beundrede mit værk. Den fornøjelse tillod jeg mig selv. Det var ikke engang middag, og jeg var færdig.

Jeg vendte tilbage til Hab’et, fik noget frokost og arbejdede på mine afgrøder resten af solen. Det er niogtredive sole siden, jeg plantede kartoflerne (svarer til cirka fyrre dage på Jorden), og det var blevet tid til at høst og gensåning.

De groede endnu bedre end jeg havde forventet. Mars har hverken insekter, parasitter eller sygdomme at slås med, og Hab’et holder en konstant perfekt temperatur og luftfugtighed.

De var små sammenlignet med de tofler, man plejer at spise, men det er i orden. Jeg ville bare have tilstrækkeligt, så jeg kunne bruge nogen til at sætte nye spirer med.

Jeg gravede dem op og sørgede omhyggeligt for ikke at skade stænglerne. Dernæst skar jeg dem i små stykker med et øje hver, og såede dem igen i ny jord. Hvis de fortsætter med at gro så fint, kan jeg sagtens holde ud her i et godt stykke tid.

Efter alt det fysiske arbejde, fortjente jeg en pause. Jeg gennemgik Johanssens computer i dag og fandt et endeløst bibliotek med digitale bøger. Det lader til, at hun er en stor fan af Agatha Christie. The Beatles, Christie … Hun må være anglofil eller noget i den retning.

Jeg kan godt huske, at jeg som barn kunne lide en tv-serie med Hercule Poirot. Jeg begynder med De Låsede Døre. Det er vist den første.

LOG NOTAT: SOL 66

Tiden er inde (ildevarslende crescendo) til nogle missioner!

Når NASA må navngive deres missioner efter guder og den slags, så hvorfor skulle jeg ikke også kunne det? Herefter vil jeg kalde de eksperimentelle rover-missioner for Sirius-missioner. Fik I den? Hunde? Okay, hvis ikke, så fuck jer.

Sirius 1 vil løbe af stablen i morgen.

Mission: Sætter ud med fuld opladede batterier og solceller på taget, kører rundt indtil jeg løber tør for strøm og ser, hvor langt jeg når.

Jeg har ikke tænkt mig at være idiot. Jeg kører ikke direkte ud og væk fra Hab’et. Jeg vil køre en halv kilometers strækning frem og tilbage. Jeg vil hele tiden kun være en kort gåtur hjemmefra.

I aften genoplader jeg begge batterier, så jeg kan blive klar til den lille prøvetur i morgen. Jeg anslår det til at blive tre og en halv times kørsel, så jeg er nødt til at medbringe friske CO₂-filtre. Og med varmeblæseren slukket, vil jeg tage tre lag tøj på.

LOG NOTAT: SOL 67

Sirus 1 er udført!

Eller rettere, Sirius 1 blev afbrudt efter en time. Man kunne selvfølgelig godt kalde det en fiasko, men jeg foretrækker udtrykket ”lærerig erfaring”.

Det begyndte fint nok. Jeg kørte til et dejligt fladt terræn en kilometer fra Hab’et, hvorefter jeg begyndte at køre frem og tilbage over 500 meters strækninger.

Det gik hurtigt op for mig, at det var en ubrugelige testkørsel. Efter et par ture, havde jeg allerede lavet mig en jævn vej. En dejlig hård kørebane, der gav en urealistisk høj energieffektivitet. En langdistancekørsel ville ikke på nogen måde minde om det.

Jeg begyndte derfor, at gøre det sværere ved at køre rundt i tilfældige mønstre, mens jeg hele tiden sørgede for, at være indenfor en kilometers radius fra Hab’et.

Efter en time begyndte det at blive koldt. Og jeg mener virkelig koldt.

Roverne er altid kolde, når man lige sætter sig ind. Hvis man ikke har afmonteret varmeanlægget, varmer den op med det samme. Jeg havde godt nok forventet kulde, men Vorherre på skøjter!”

Jeg havde det fint et stykke tid. Min egen kropsvarme og de tre lag tøj holdt mig varm, og roverens isolering er i topklasse. Varmen, der forsvandt fra min krop, bidrog til at varme kabinen. Men der findes ikke perfekt isolering, og som tiden gik, sivede al varmen ud i det store intet, mens jeg blev koldere og koldere.

Jeg klaprede tænder og var følelsesløs af kulde inden der var gået en time. Det er absolut udelukket for mig at tage ud på en længere rejse sådan.

Jeg tændte for varmen og kørte direkte tilbage til Hab’et.

Da jeg kom hjem, surmulede jeg et stykke tid. Termodynamikken spændte ben for min storslåede plan. Hop i havet og forsvind, entropi!

Jeg står i et dilemma. Den skide varmeforsyning vil sluge halvdelen af min batterikraft hver eneste dag. Jeg kunne selvfølgelig skrue ned for den. Fryse en smule uden at fryse ihjel. Selv det scenarie vil koste mig mindst et kvarter.

Jeg må tænke nøje over det. Jeg må spørge mig selv: Hvad ville Hercule Poirot gøre? Jeg må få sat sving i mine ”små, grå celler” for at løse problemet.

LOG NOTAT: SOL 68

Pis.

Jeg fandt en løsning, men … Lad mig udtrykke det sådan, at i forhold til dengang, jeg futtede raketbrændstof af i Hab’et, bliver det her meget farligere.

Jeg vil bruge RTG’en.

RTG’en (radioisotopisk termoelektrisk generator) er en stor kasse med plutonium. Ikke den slags, man bruger til atombomber. Slet ikke. Nej, den slags plutonium, jeg taler om, er meget farligere!

Plutonium-238 er en ubeskriveligt ustabil isotop. Den er så radioaktiv, at den bliver rødglødende helt af sig selv. Som I kan forestille jer, er et materiale, der bogstaveligt talt kan spejle et æg med stråling, ret så farligt.

RTG’en omkapsler plutoniumet, fanger strålingen, som kommer i form af varme, og laver den om til elektricitet. Det er ikke en reaktor. Strålingen kan hverken øges eller mindskes. Det er en helt igennem naturlig proces, der finder sted på atomniveau.

Helt tilbage i 1960’erne begyndte NASA, at bruge RTG’er til at drive ubemandede sonder. De har mange fordele i forhold til solceller. De bliver ikke påvirket af storme; de virker dag og nat; de er internt integreret, så man slipper for de skrøbelige solceller, der må placeres forskellige steder på sondens yderside.

Men man har aldrig brugt store RTG’er på bemandede missioner før Ares-programmet.

Hvorfor ikke? Det burde være åbenlyst. Man syntes ligesom ikke, det var ideelt at sætte astronauter oven på en rødglødende kugle af radioaktiv død!

Jeg overdriver lidt. Plutoniumet befinder sig indeni en masse kugler, hver og en forseglet og isoleret for at forhindre lækage af stråling, også selvom den ydre beholder skulle lide skade. De besluttede derfor, at det godt kunne bruges i Ares-programmet.

En Ares-mission er helt afhængig af MAV’en. Det er den altafgørende og absolut nødvendige faktor. Det er et af de få systemer, der ikke kan erstattes eller ændres på. Det er den eneste bestanddel, der afblæser en hel mission, hvis den ikke virker.

Solceller er fantastiske på kort sigt, og udmærkede i længere perioder, hvis der er mennesker til at rense dem. Men MAV’en står der helt alene i årevis, mens den lige så stille fremstiller brændstof og venter på sin besætning. Selv uden at være i brug, kræver den strøm, fordi NASA skal kunne fjernstyre den og lave systemtjek.

Alene tanken om at måtte afblæse en hel mission på grund af snavsede solceller, var uacceptabel. De måtte finde en pålidelig energikilde. Derfor blev MAV’en udstyret med en RTG. Den rummer 2,6 kg plutonium-238, hvilket giver varme for næsten 1500 watt. Det kan den så forvandle til 100 watt elektricitet. MAV’en bliver drevet på den måde, indtil besætningen ankommer.

Ethundrede watt er ikke nok til at holde varmen kørende, men jeg er ligeglad med den elektriske kapacitet. Jeg vil kun have varmen. En 1500-watt varmeforsyning er så høj en temperatur, at jeg må skrælle isoleringen ud af roveren for ikke at blive stegt.

Da vi havde pakket roverne ud og aktiveret dem, fik kaptajn Lewis fornøjelsen af at skille os af med RTG’en. Hun koblede den af MAV’en, kørte fire kilometer væk og begravede den. Uanset de effektive sikkerhedsforanstaltninger, må man forholde sig til, at der er tale om en radioaktive kerne, og NASA ville ikke have den for tæt på deres astronauter.

Missionens retningslinjer angiver ingen specifik lokation, hvor RTG’en skal dumpes. Blot ”mindst fire kilometer væk.” Det er altså op til mig selv at finde den.

Jeg har to ledetråde. For det første stod jeg og samlede solceller med Vogel, da kaptajn Lewis kørte af sted, og jeg så at hun havde kurs stik syd. Desuden plantede hun en tre meter høj flagstang med grønt flag, hvor hun gravede den ned. Grønt lyser tydeligt op på baggrund af Mars’ terræn. Det skulle tjene som advarsel, hvis vi kom på afveje på en rover-EVA senere hen.

Så min plan er: Køre fire kilometer mod syd og lede indtil jeg får øje på det grønne flag.

Efter at have gjort Rover 1 ubrugelig, bliver jeg nødt til at tage min mutant-rover i stedet. Det bliver en nyttig testmission, når det nu skal være: Jeg får at se, hvordan batterimonteringen holder til en rigtig køretur, og hvordan solcellerne klarer sig fastspændt på taget.

Jeg vil kalde turen Sirius 2.

LOG NOTAT: sol 69

Jeg er ikke turist på Mars. Jeg har været her længe. Men jeg har aldrig været ude af synsvidde fra Hab’et før i dag. Man skulle ikke tro, det kunne gøre nogen forskel, men det gør det.

Mens jeg begav mig afsted mod RTG’en, slog det mig: Mars er virkelig en livløs ødemark, og jeg er fuldstændig alene her. Det vidste jeg selvfølgelig godt. Men der er forskel på at vide det og virkelig opleve det. Overalt omkring mig var der intet andet end støv, sten og endeløs, tom ørken i alle retninger. Planetens berømte røde farve kommer fra jernoxid, der ligger som et lag over alting. Det er altså ikke bare en ørken. Det er en ørken så gammel, at den bogstaveligt talt ruster.

Hab’et er mit eneste flig af civilisation, og at se det forsvinde på min vej væk, gjorde mig mere utilpas, end jeg har lyst til at indrømme.

Jeg tvang mig selv til ikke at tænke på det, og fokuserede på, hvad jeg foretog mig. Jeg fandt RTG’en lige hvor den skulle være, fire kilometer stik syd for Hab’et.

Den var ikke svær at lokalisere. Kaptajn Lewis havde gravet den ned øverst på en lille høj. Hun ville nok sikre sig, at alle ville kunne se varselsflaget, og det virkede perfekt efter hensigten! Altså bortset fra at jeg, i stedet for at holde mig væk, kørte direkte derhen og gravede den op. Ikke just hendes formål med manøvren.

Det var en stor cylinder omgivet af kølelegemer. Jeg kunne alligevel mærke varmen, selv gennem min rumdragts handsker. Ret så foruroligende, når man ved, at årsagen til varmen, er stråling.

Det var ingen grund til, at surre den fast på taget, når min endelige plan gik ud på, at installere den i kabinen. Jeg bar den derind med det samme, slukkede for varmen og kørte tilbage til Hab’et.

I løbet af de ti minutters kørsel med slukket varmeanlæg, nåede roverens kabine op på svedige 37 grader. RTG’en skal nok holde mig varm.

Turen beviste også, at min rigging holdt. Solcellerne og det ekstra batteri forblev pænt på plads under den otte kilometers rundtur i forskelligt terræn.

Jeg erklærer Sirius 2 for en vellykket mission!

Jeg brugte resten af dagen på at vandalisere roverens interiør. Tryk­kabinen er lavet af kulfiber og derunder ligger isoleringen, som er dækket af hård plast. Jeg brugte en avanceret fremgangsmåde til at fjerne plasticsektionen (hammer), hvorefter jeg varsomt fjernede koldskum-isolationen (igen hammer).

Efter at have flået en del af isolationsmaterialet ud, hoppede jeg i dragten og satte RTG’en udenfor. Da roveren kort efter var kølet ned, satte jeg den ind igen. Jeg holdt øje med temperaturen, der kravlede opad. Det gik ikke nær så hurtigt, som det havde gjort på hjemturen fra nedgravningsstedet.

Jeg fjernede forsigtigt mere isolation (hammer) og kontrollerede igen. Efter et par omgang mere på den måde, fik jeg fjernet tilstrækkeligt isolatiotionsmateriale, for nu kunne RTG’en dårligt nok holde trit. Faktisk var den ved at tabe kampen; over tid vil varmen stille og roligt sive helt ud. Det er okay. Jeg kan altid tænde for varmeanlægget i korte intervaller, når det bliver nødvendigt.

Jeg tog stykkerne af isolationsmateriale med tilbage til Hab’et. Ved hjælp af avanceret kontruktionsteknik (gaffertape), samlede jeg nogle af dem til et reelt, rektangulært stykke. Hvis det skulle gå hen og blive virkelig koldt for mig, tænker jeg, at det vil være nok, at tape stykket til en af roverens afpillede sider for at hjælpe RTG’en med at vinde ”varmekampen”.

I morgen: Sirius 3 (som i bund og grund er Sirius 1, bare uden at fryse)

LOG NOTAT: SOL 70

I dag skriver jeg til jer fra roveren. Jeg er halvejs igennem Sirius 3, og alt går vel.

Jeg satte ud så snart det blev lyst, kørte i baner rundt om Hab’et, og sørgede for hele tiden at styre ud over uberørt jord. Det første batteri holdt i lidt under to timer. Efter en hurtig EVA for at skifte kablerne, kørte jeg videre. Ved afslutningen af en vellykket mission, havde jeg kørt 81 kilometer på 3 timer og 27 minutter.

Det er virkelig godt gået! Det skal dog siges, at terrænet omkring Hab’et er helt jævnt, som det jo er tilfældet over hele Acidalia Planitia. Jeg kan ganske enkelt ikke sige, hvor effektivt jeg vil kunne køre gennem det langt barskere terræn, der venter på turen til Ares 4.

Det andet batteri har stadig en smule strøm tilbage, men jeg kan ikke tillade mig at køre det helt fladt før jeg standser; husk på, at jeg også skal have strøm til holde mig selv i live, mens jeg genoplader. CO₂ bliver absorberet gennem en kemisk proces, men hvis ventilatoren, der fører det væk, ikke virker, bliver jeg kvalt. Oxygenpumpen er også lidt vigtig.

Efter min køretur satte jeg solcellerne op. Det var hårdt arbejde; sidste gang havde jeg Vogel til hjælp. De er ikke tunge, men til gengæld uhåndterbare. Efter at have sat halvdelen af dem op, slog det mig, at jeg kunne slæbe dem, i stedet for at bære dem, og på den måde gik det lidt hurtigere.

Lige nu venter jeg på, at batterierne genoplader. Jeg keder mig, så jeg opdaterer logbogen. Jeg har også alle Poirotbøgerne i min computer. De kan hjælpe mig med fordrive ventetiden. Det tager trods alt tolv timer at genoplade.

Hva’ for noget? Er tolv timer forkert? Sagde jeg tretten timer lige før? Okay, venner, lad mig forklare:

RTG’en er en generator. Sammenlignet med roverens forbrug, giver den en sølle mængde strøm, men det er ikke ingenting. Det er hundrede watt. Det kan spare mig en hel times genopladning. Hvorfor ikke udnytte det?

Jeg gad nok vide, hvad NASA ville synes om, at jeg misbruger en RTG på den måde. De ville nok krybe sammen under skrivebordene med deres regnestokke som sutteklud.

LOG NOTAT: SOL 71

Som forudset gik der tolv timer med opladning af batterierne til fuld styrke. Jeg tog direkte hjem, så snart det var gjort.

Det er tid til at planlægge Sirius 4. Jeg tror, det bliver en heldagsudflugt.

Det lader til at problemer med strøm og batteriopladning er løst. Mad er ikke noget problem; der er masser af plads til at opbevare det. Vand er en let sag. Jeg skal bruge to liter om dagen for at have det godt.

Når jeg for alvor begiver mig ud på min rejse til Ares 4, må jeg medbringe oxygenatoren. Men den er stor, og jeg vil ikke begynde at rode med den på nuværende tidspunkt. Jeg forlader mig på O2 og CO₂-filtre på Sirius 4.

CO₂ er ikke noget problem. Jeg påbegyndte mit store eventyr med 1500 timers CO₂-filtre plus yderligere 720 til nødsituationer. Alle systemer bruger standardfiltre (Apollo 13 lærte os lektien). Siden da har jeg haft et filterforbrug på 131 timer på forskellige EVA’er. Jeg har 2089 tilbage. Det rækker til syvogfirs dage. Rigeligt.

Oxygen er lidt sværere. Roveren blev designet til tre mennesker i to dage, plus en reserve til nødsituationer. Dens O2-tanke kan rumme en mængde til syv dage. Det er ikke nok.

Mars har næsten intet atmosfærisk tryk. Roverens kabine har en atmosfære. Oxygentankene er derfor indenfor (mindre trykdifferens at modarbejde). Hvorfor har det betydning? Fordi det betyder, at jeg kan medbringe andre oxygentanke og udligne dem med roverens tanke uden, at skulle ud på en EVA.

I dag frakoblede jeg en af Hab’ets to 25-liters tanke med flydende oxygen og bar den ud i roveren. Ifølge NASA skal et menneske bruge 588 liter oxygen om dagen for at holde sig i live. Komprimeret flydende O2 er cirka 1000 gange så tæt som gasarten O2 i en behagelig atmosfære. For at sige det kort: Med Hab’ets tank har jeg nok O2 til 49 dage. Det er rigeligt.

Sirius 4 bliver en tyvedages tur.

Det kan virke som en temmelig lang tur, men jeg har et specifikt mål i tankerne. Desuden bliver min rejse til Ares 4 på mindst fyrre dage. Det er altså en træningstur, der begynder at kunne måle sig med det endelige scenarie.

Hab’et kan passe sig selv i mit fravær, men kartoflerne er et problem. Jeg mætter jorden med størstedelen af det vand, jeg har. Dernæst deaktiverer jeg den atmosfæriske regulator, så den ikke suger vand ud af luften. Det bliver fugtigt som i helvede, og vandet vil kondensere på alle overflader. Det skal nok holde kartoflerne godt vandet, mens jeg er væk.

CO₂ bliver et større problem. Kartoflerne skal kunne ånde. Jeg ved, hvad I tænker. ”Mark, gamle dreng! Du producerer kuldioxid! Det er alt sammen en del af naturens store kredsløb!”

Problemet er: Hvor skal jeg gøre af det? Ja, jeg udånder CO₂ for hvert åndedræt, jeg tager, men jeg har ingen mulighed for at oplagre det. Jeg kunne slukke for oxygenatoren og den atmosfæriske regulator, og lidt efter lidt fylde Hab’et med min ånde. Men CO₂ er dødbringende for mig. Jeg er nødt til at udløse en stor mængde på én gang og flygte.

Kan I huske MAV’ens kraftværk? Det samler CO₂ fra Mars’ atmosfære. En 10 liters tank fuld af komprimeret, flydende CO₂ sluset ind i Hab’et ville gøre udslaget. Det vil knap og nap tage en dag at lave.

Det er så det. Så snart jeg sluser CO₂ ind i Hab’et, slukker jeg for den atmosfæriske regulator og oxygenatoren, smider et ton vand over afgrøderne og er den, der er smuttet.

Sirius 4. Et gigantisk skridt fremad i min rover-research. Og jeg kan starte i morgen.