Kim

Første kapitel

Han sad — på trods af regler og politibestemmelser — overskrævs på kanonen Zam-Zammah på dens murstensplatform lige over for det gamle Ajaib-Gher — Vidunderhuset, som de indfødte kalder museet i Lahore. Den, som ejer den ”ildsprudende drage” Zam-Zammah, ejer Punjab, for den store, grønne bronzekanon er altid erobrerens første bytte.

Der var en vis undskyldning for Kim — han havde sparket Lala Dinanaths dreng ned fra kanonens tapper — i den omstændighed, at englænderne ejede Punjab og Kim var englænder. Skønt solen havde brændt hans hud så sort som nogen indfødts, skønt han foretrak at tale de indfødtes sprog og talte sit modersmål på en afbrudt, usikker måde og med fremmed accent, skønt han omgikkes basarens smådrenge aldeles som ligemænd — var Kim alligevel hvid, en fattig hvid af de allerfattigste. Den kvinde af blandet race, som havde opsyn med ham (hun røg opium og foregav at drive en marskandiserbod på torvet, hvor de billige droskers holdeplads er) fortalte missionærerne, at hun var Kims moster. Men hans moder havde været barnepige i en oberstfamilie og havde ægtet Kimball O’Hara, en ung fanesergeant i det irske regiment ”Maverickerne”. Han fik senere ansættelse ved Sind, Punjab og Delhijernbanen, og hans regiment rejste hjem uden ham. Konen døde af kolera i Firozipur og O’Hara slog sig på flasken og på at drive hid og did langs banelinjen med den klarøjede, tre år gamle dreng. Velgørende foreninger og præster, som ville barnet vel, forsøgte at indfange ham, men O’Hara gled ud af deres hænder, indtil han traf den opiumrygende kvinde, der gav ham smag for opium, hvorefter han døde, som fattige hvide mænd dør i Indien. Hans efterladenskaber bestod i tre dokumenter. Det ene kaldte han sit ”ne varietur”, fordi disse ord stod skrevet under hans underskrift. Det andet var hans ”Afsked” og det tredje var Kims fødselsattest. Disse papirer, plejede han at sige i sine opløftede opiumsstunder, ville engang gøre lille Kimball til en stor mand. Kimball måtte ikke for nogen pris skille sig af med dem, for de hørte med til et stort trolddomsværk — trolddom af den slags, som mænd udøvede derovre på den anden side af museet i det store blå og hvide Jadoo-Gher — Trolddomshuset, eller som vi kalder det, Frimurerlogen. Det ville, sagde han, alt sammen indtræffe engang i tiden, og da ville Kims horn blive oprejst mellem piller — kæmpemæssige piller — af skønhed og styrke. Selve obersten ville komme ridende på sin hest i spidsen for det fineste regiment I hele verden og gøre sin opvartning hos Kim — lille Kim, hvem det skulle gå bedre her på jorden, end det var gået hans far. Ni hundrede første klasses djævle, hvis Gud var en Rød Tyr på en grøn mark, ville tjene Kim, hvis de da ikke havde glemt O’Hara, stakkels O’Hara, der havde været arbejdsformand på Firozipur-banen. Så plejede han at græde bitterligt i sin skrøbelige rørstol på verandaen. Det var grunden til, at kvinden efter hans død syede pergamentet, papiret og fødselsattesten ind i et amuletetui af læder og bandt det fast om Kims hals.

”Og en skønne dag,” sagde hun med en uklar erindring om O’Haras spådomme, ”vil der komme en Rød Tyr på en grøn mark og” — her slog hun over i engelsk — ”ni hundrede djævle.”

”Javel,” svarede Kim, ”jeg skal nok huske det. En Rød Tyr og en oberst på en hest vil komme, men først, sagde min fader, kommer de to mænd, som gør alting rede. Sådan er det altid sket, sagde min far, og sådan sker det altid, når trolddom sættes i værk.”

Hvis kvinden havde sendt Kim op til stadens Jadoo-Gher med de omtalte dokumenter, ville Provinslogen naturligvis have taget sig af ham og sendt ham til Frimurernes Vajsenhus oppe i bjergene. Men hvad hun havde hørt om trolddom, gjorde hende mistroisk. Kim havde også sine meninger. Da han kom til uskels år og alder, lærte han at undgå missionærer og hvide mænd med alvorlige ansigter, som spurgte, hvem han var og hvad han bestilte. For Kim havde sin store styrke i ingenting at bestille. Ganske vist kendte han den vidunderlige, muromgærdede stad Lahore lige fra Delhi-porten til det ydre forts grav. Han var kammerat med mennesker, hvis levned var sælsommere end alt, hvad Harun al Raschid nogensinde havde drømt, og han levede selv et liv så mærkværdigt som noget i Tusind og én Nat. Men missionærer og velgørenhedsselskabers sekretærer kunne ikke se det skønne deri. Hans øgenavn i alle stadens kvarterer var ”Alverdens Lille Ven” og da han var smidig og lidet iøjnefaldende, udførte han meget ofte om natten ærinder for elegante og velnærede unge verdensmænd på de opfyldte hustage. Det var naturligvis rænkespil, det vidste han godt, som han overhovedet havde haft kendskab til alt ondt lige siden, han havde lært at tale. Men han elskede denne leg for dens egen skyld — at liste sig forsigtigt gennem mørke stræder og gyder, at klavre op ad en vandrende, at se og høre kvindernes verden heroppe på de flade tage, og så at flygte i hovedkulds hast fra hus til hus i skjul af det varme mørke. Så var der en mængde hellige mænd, askesmurte fakirer ved deres murstensaltre under træerne ved flodbredden, med hvem han stod på helt fortrolig fod — hilste dem, når de vendte tilbage fra deres tiggervandringer, og spiste af samme skål som de, når ingen så det. Kvinden, som havde opsyn med ham, forlangte tårevædet, at han skulle bære europæisk dragt — bukser, skjorte og en stærkt medtaget hat. Men når Kim var ude i visse ærinder, fandt han det bekvemmere at smutte i en hindus eller muhammedaners klædning. En af de unge verdensmænd — det var ham, som blev fundet død på bunden af en brønd den nat, der var jordskælv — havde engang foræret ham en fuldstændig hindudragt af den slags, som gadedrenge af lav kaste bar, og Kim gemte den på et hemmeligt sted under nogle bjælker på Nila Rams tømmerplads bag Punjabs højesteret, hvor de duftende deodarstammer[*], som flådes ned ad Ravi, oplægges for at tørre. Når Kim havde forretninger eller fornøjelser for, benyttede han disse ejendele og kom så først hjem ved daggry, dødtræt af at råbe efter en bryllupsprocession eller hyle ved en hindufest. Undertiden var der mad at få hjemme, men oftere var der intet, og så gik Kim sin vej igen for at spise hos sine indfødte venner.

Mens han sad og trommede med hælene mod Zam-Zammah, afbrød han nu og da sin leg med lille Chota Lal og Abdallah, syltetøjshandlerens søn, for at gøre en uhøflig bemærkning til den indfødte politibetjent, som stod vagt over rækker af fodtøj udenfor museets dør. Den store punjabmand grinede afslappet. Han havde kendt Kim længe. Det samme havde vandbæreren, der vandede den tørre vej fra sin gedeskindssæk. Det samme havde Jawahir Singh, museets tømmermand, der stod bøjet over nogle nye pakkasser. Det samme havde alle de mennesker, der var i sigte, med undtagelse af bønderne ude fra landet, der skyndte sig hen imod Vidunderhuset for at betragte de redskaber, som folk lavede i deres egen provins og andre steder. Museet var nemlig for indisk kunst og håndværk, og enhver, som søgte oplysninger, kunne bede dets bestyrer om en forklaring.

”Gå ned! Gå ned! Lad mig komme op!” råbte Abdallah og klavrede op af Zam-Zammahs hjul.

”Din far var postejbager, din mor stjal ghi’en”[*] sang Kim. ”Alle muhammedanere faldt ned af Zam-Zammah for længe siden!”

”Lad mig komme op!” peb lille Chota Lal med den guldbroderede hue. Hans far var vel god for en halv million pund sterling, men Indien er verdens eneste demokratiske land.

”Hinduerne faldt også ned af Zam-Zammah. Muhammedanerne puffede dem ned. Din far var postejbager…”

Han standsede, for rundt om hjørnet, fra den larmende Moti Basar, kom en mand sjokkende, hvis lige Kim aldrig havde set, skønt han troede at kende alle kaster. Manden var næsten seks fod høj, klædt i en meget folderig dragt af snavset tøj, der lignede et hestedækken, og ikke af nogen af dens folder kunne Kim udtyde kendetegn for noget ham bekendt håndværk eller profession. Ved hans bælte hang et langt pennefoderal af jerntråds-filigran og en rosenkrans af træ, af den slags, hellige mænd bærer. På hovedet havde han en slags kolossal hue. Hans ansigt var gult og rynket ligesom Fook Shings, den kinesiske skomagers i basaren. Hans øjne var skæve, idet øjenkrogene var drejede opad, og de lignede to små striber onyks.

”Hvem er det?” sagde Kim til sine kammerater.

”Måske er det en mand,” sagde Abdallah med fingeren i munden og gloede.

”Ja, sikkert,” sagde Kim. ”Men han ligner ikke nogen mand i Indien, som jeg nogensinde har set.”

”Måske er han præst,” sagde Chota Lal, der fik øje på rosenkransen.

”Se! Han går ind i Vidunderhuset!”

”Nej, nej,” sagde politibetjenten og rystede på hovedet. ”Jeg forstår ikke din tale.” Betjenten talte punjabi. ”Halløj, du, Alverdens Ven, hvad er det, han siger?”

”Send ham herhen,” sagde Kim, idet han lod sig glide ned fra Zam-Zammah og slog op med sine bare hæle. ”Han er en fremmed og du er en bøffel.”

Manden vendte sig hjælpeløst bort og sjokkede hen imod drengene. Han var gammel og hans uldne kappe stank endnu af bjergpassenes ildelugtende bynke.

”Børn, hvad er dette for et stort hus?” sagde han på temmelig godt urdu.

”Ajaib-Gher, Vidunderhuset!” sagde Kim uden at give ham nogen titel — såsom Lala eller Mian. Han kunne ikke gætte sig til mandens tro.

”Aha! Vidunderhuset! Kan enhver gå derind?”

”Det står skrevet over døren — alle kan træde ind.”

”Uden at betale?”

”Jeg går ind og ud og jeg er ikke bankier,” lo Kim.

”Ak, jeg er en gammel mand. Jeg vidste det ikke.”

Og dermed vendte han sig, fingererende ved sin rosenkrans, atter halvt mod museet.

”Hvad er din kaste? Hvor er dit hus? Kommer du langvejsfra?” spurgte Kim.

”Jeg kom over Kulu — fra hinsides Kailas — men hvad ved I derom? Fra bjergene hvor” — han sukkede — ”luften og vandet er friske og kølige.”

”Aha! Khitai (en kineser),” sagde Abdallah stolt. Fook Shing havde engang jaget ham ud af sin skomagerbod, fordi han havde spyttet på gudebilledet oven over støvlerne.

”Pahari (en bjergbo),” sagde lille Chota Lal.

”Ja, mit barn, en bjergbo — fra bjerge, som du aldrig vil få at se. Har du hørt tale om Bhotiyal (Tibet)? Jeg er ingen khitai, men en bhotiya (tibetaner), siden du endelig vil vide det — en lama — hvad man i jeres tungemål kalder en guru.”

”En guru fra Tibet,” sagde Kim. ”En sådan mand har jeg aldrig set. Er de da hinduer i Tibet?”

”Vi følger den Midterste Vej. Vi lever i fred i vore lamaklostre og jeg er draget ud for at se de Fire Hellige Steder før min død. Nu ved I, som er børn, lige så meget som jeg, der er gammel.” Han smilede godmodigt til drengene.

”Har du spist?”

Han famlede indenfor sin kappe og fremdrog en slidt tiggerskål af træ. Drengene nikkede. Alle præster af deres bekendtskab var tiggere.

”Jeg ønsker ikke at spise lige nu.” Han drejede hovedet som en gammel skildpadde i solskin. ”Er det sandt, at der er mange billeder i Lahores Vidunderhus?” Han gentog de sidste ord som en, der vil være sikker på en adresse.

”Det er sandt,” svarede Abdallah. ”Huset er fuldt af afgudsbilleder. Du er altså afgudsdyrker?”

”Bryd dig ikke om ham,” sagde Kim. ”Det er regeringens hus og der er ingen afgudsdyrkelse i det, men kun en sahib med hvidt skæg. Kom med mig, så skal jeg vise dig vej.”

”Fremmede præster æder drenge,” hviskede Chota Lal.

”Og han er fremmed og tilmed en but-parast (afgudsdyrker),” tilføjede muhammedaneren Abdallah.

Kim lo. ”Han er ny. Løb I hjem til sikkerhed på jeres mors skød. Kom!”

Kim drejede på det klirrende tælleapparat, den gamle mand fulgte efter og standsede forbavset. I forsalen stod opstillet de større værker af den græko-buddhistiske billedhuggerkunst, frembragte for — ja, videnskabsmændene ved, for hvor lang tid siden — af længst glemte arbejdere, hvis hænder, ikke uden held og duelighed, famlede efter det på en så mystisk måde nedarvede græske greb om tingene. Der var billedhuggerarbejder i hundredvis, relieffriser, brudstykker af statuer, stenplader fulde af figurer, som havde dækket teglstensmurene på de buddhistiske stupa’er og vihara’er i det nordlige, og som nu, udgravede og etiketterede, var museets stolthed. Undrende og med åben mund vendte lamaen sig hid og did og standsede endelig i henrykt beskuen af et stort højrelief, som forestillede den allerhøjeste Buddhas kroning eller apoteose. Herren var fremstillet siddende på en lotus, og relieffet var hugget så dybt, at dens blomsterblade næsten stod frit ud. Rundt om ham stod et tilbedende hierarki af konger, ældste og gamle tiders buddhaer. Forneden var et lotusbegroet vand med fisk og vadefugle. To devaer med sommerfuglevinger holdt en guirlande over hans hoved og ovenover dem bar et andet par en baldakin, der kronedes af Bodhisats juvelbesatte hovedsmykke.

”Herren! Herren! Det er selve Sakya Muni”, udbrød lamaen næsten hulkende og ganske sagte begyndte han den vidunderlige buddhistiske påkaldelse:

”Og han er her!” vedblev han. ”Så er den Allermest Ophøjede Lov her også. Det er en god begyndelse på min pilgrimsfærd. Og hvilket arbejde det er! Hvor veludført!”

”Der kommer sahib’en,” sagde Kim og smuttede til side ind mellem montrerne i fløjen for kunst og industri. En hvidskægget englænder stod og så på lamaen, som højtideligt vendte sig, hilste ham og efter nogen famlen trak en lommebog frem, op af hvilken han tog en stump papir.

”Ja, det er mit navn,” sagde englænderen og smilede over den klodsede, barnlige skrift.

”En af os, som har gjort pilgrimsfærden til de Hellige Steder — han er nu abbed i Lung-Cho klosteret — gav mig det,” stammede lamaen. ”Han talte også om disse.” Hans magre hånd pegede skælvende rundt omkring.

”Velkommen da, lama fra Tibet. Her er billederne, og jeg er her” — han kastede et blik på lamaens ansigt — ”for at samle kundskaber. Kom med ind på mit kontor.” Den gamle mand rystede af spænding.

Kontoret var kun et lille rum, som ved træskillerum var adskilt fra den af skulpturer opfyldte gang. Kim lagde sig ned med øret til en revne i den af heden stærkt medtagne cedertræsdør og følgende sit instinkt gav han sig til at se og høre.

Det meste af, hvad der blev sagt, gik over hans forstand. Lamaen talte, i begyndelsen tøvende, til bestyreren om sit eget kloster Such-zen, lige over for de Farvede Klipper, fire måneders vandring fra Lahore. Bestyreren fremtog en stor bog med fotografier og viste ham selve klosteret højt oppe på dets klippetinde skuende ud over den vældige dal med de mangefarvede bjerglag.

”Ay, ay!” Lamaen satte et par kinesiske hornbriller på sin næse. ”Her er den lille dør, gennem hvilken vi bringer brænde ind før vinteren. Og du — I englændere kender til alle disse ting? Han, som nu er abbed i Lung-Cho, fortalte mig derom, men jeg troede det ikke. — Og Herren — Den Allerfortræffeligste — æres han også her? Kender I hans liv?”

”Det står hugget i stenene. Kom og se, hvis du er udhvilet.”

Ud i hovedhallen sjokkede lamaen, og med bestyreren ved sin side gennemgik han samlingen med en troendes ærefrygt og en håndværkers vurderende instinkt.

Begivenhed efter begivenhed i den skønne historie læste han ud af de halvt forvitrede stenbilleder, hist og her noget forvirret af den for ham ukendte græske stil, men henrykt som et barn ved hvert nyt fund. Hvor der var et hul i rækkefølgen, som for eksempel ved Bebudelsen, kunne bestyreren supplere det manglende fra sin store stabel bøger — franske og tyske, med fotografier og gengivelser.

Her var den fromme Asita — en pendant til Simeon i Jesus’ historie — med det Hellige Barn på sit skød, mens forældrene lyttede til hans ord. Her var begivenhederne i legenden om Devadata. Her var den onde kvinde, som beskyldte Herren for urenhed og blev fuldstændig nedgjort. Her var undervisningen i Dyreparken. Her var miraklet, som forbavsede ildtilbederne. Her var Bodhisat som prins i kongelig pragt; hans mirakuløse fødsel; hans død i Kusinagara, hvor den svage discipel besvimede. Og så var der næsten utallige fremstillinger af hans meditation under bodhitræet, og tilbedelsen af tiggerskålen var anbragt alle vegne. På få minutter indså bestyreren, at hans gæst ikke var nogen almindelig bønnetællende tigger, men en dygtig lærd. Og de gennemgik det alt sammen én gang til, mens lamaen tog sig den ene pris tobak efter den anden, pudsede sine briller og pludrede i jernbanefart i en forvirrende blanding af urdu og tibetansk. Han havde hørt tale om de kinesiske pilgrimme Fo-Hians og Hwen-Thiangs rejser og var meget begærlig efter at få at vide, om der fandtes en oversættelse af deres beretning. Han trak vejret dybt, mens han hjælpeløst bladede i Beals og Stanislas Juliens bøger. ”Det er alt sammen her. Et aflåst skatkammer.” Så blev han roligere og lyttede ærbødigt til brudstykker, som bestyreren oversatte til urdu fra bladet. For første gang hørte han om europæiske lærdes arbejder og hvorledes de ved hjælp af disse og hundreder af andre tekster har nået til at identificere buddhismens Hellige Steder. Derpå viste bestyreren ham et vældigt landkort med en mængde gule prikker og linjer. Hans brune fingre fulgte bestyrerens blyant fra punkt til punkt. Her var Kapilavastu, her det Midterste Rige, her Mahabodi, buddhismens Mekka og her var Kusinagara, det sorgens sted, hvor Den Allerhelligste døde. Den gamle mand bøjede sit hoved over papiret og tav en stund, og bestyreren tændte sig en frisk pibe. Kim var faldet i søvn. Da han vågnede, gik samtalen atter livligt og drejede sig nu om ting, som lå mere inden for hans fatteevne.

”Og således gik det til, du Visdommens Kilde, at jeg besluttede at vandre til de Hellige Steder, som hans fod har betrådt — til hans fødested Kapila, derfra til Maha Bodhi, som er Buddh Gaya, til munkeklosteret og til hans dødssted.”

Lamaen sænkede sin stemme. ”Og jeg kom herhid alene. For fem-syv-atten-fyrretyve år siden randt det mig i sind, at den gamle lov ikke følges på tilbørlig vis. For, som du ved, den er overgroet med djævelskab, trolddom og afgudsdyrkelse. Netop som barnet udenfor sagde for lidt siden. Ja, netop som barnet sagde, af but parasti.”

”Således går det med alle religioner.”

”Mener du? Jeg læste mit klosters bøger, og de var udtørret marv, og det nyere ritual, som vi, der følger den Reformerede Lov, har betynget os selv med — det havde heller ingen værdi i disse gamle øjne. Selv Den Allerfortræffeligstes disciple ligger i evig kiv og strid med hverandre. Det er alt sammen Blændværk. Ja, Maya, Blændværk. Men jeg attrår noget andet.” — Det rynkede, gule ansigt nærmede sig bestyrerens til tre tommers afstand, og pegefingerens lange negl trommede på bordet. ”Jeres lærde har, som disse bøger lærer, fulgt Den Velsignedes fødder på alle deres vandringer. Men der er ting, som de ikke har udfundet. Jeg ved intet — intet ved jeg — men jeg går for at befri mig fra Tingenes Store Hjul, og det ad en bred og åben vej.” Han smilede med en højst åbenhjertig triumf. ”Som pilgrim til de Hellige Steder erhverver jeg mig Fortjeneste. Men der er mere end det. Lyt til en sandhed. Da vor nådige Herre endnu var en yngling og søgte sig en mage, sagde mænd i Hans faders gård, at Han var for ung til at indgå ægteskab. Det ved du?”

Bestyreren nikkede og undredes på, hvad der nu ville komme.

”Da anstillede de den tredobbelte styrkeprøve. Og ved bueprøven knækkede herren først den bue, som de gav ham, og han forlangte en, som ingen kunne spænde. Det ved du?”

”Det står skrevet. Jeg har læst det.”

”Og Pilen fløj forbi alle andre mærker og langt, langt bort, ud af syne. Til sidst faldt den ned og hvor den berørte jorden, sprang en kilde frem, som blev til en Flod. Og ved Herrens godhed og den Fortjeneste, han erhvervede sig, inden han Frigjorde sig selv, er denne Flods natur således, at hvem som bader i den, lutres for al besmittelse og alle pletter af synd.”

”Således står det skrevet,” sagde bestyreren sørgmodigt.

Lamaen trak vejret dybt.

”Hvor er den Flod, du Visdommens Kilde? Hvor faldt Pilen?”

”Ak, min broder, det ved jeg ikke,” svarede bestyreren.

”Hvorfor foregiver du at have glemt det — det eneste, du ikke har fortalt mig? Du må da sikkert vide det? Se, jeg er en gammel mand! Jeg spørger med mit hoved mellem dine fødder, du Visdommens Kilde. Vi véd, at han spændte buen! Vi véd, at Pilen faldt til jorden! Vi véd, at kilden vældede frem! Hvor er da Floden? Min drøm bød mig at finde den, derfor begav jeg mig af sted og nu er jeg her. Men hvor er Floden?”

”Vidste jeg det, tror du da ikke, at jeg ville råbe det ud?”

”Ved et bad i den opnår man Befrielse fra Tingenes Store Hjul,” vedblev lamaen uden at lægge mærke til bestyrerens ord. ”Pilens Flod! Tænk dig bedre om! Det er måske kun en lille strøm — udtørret i varmetiden? Men Den Allerhelligste ville aldrig sådan bedrage en gammel mand?”

”Jeg ved det ikke. Jeg ved det ikke.”

Lamaen stak atter sit ansigt med de tusind rynker tæt hen til englænderens.

”Jeg ser, at du ikke ved det. Da du ikke følger Loven, er denne sag skjult for dig.”

”Ja — skjult — skjult.”

”Vi er begge bundne, du og jeg, min broder. Men jeg” — han rejste sig og svøbte sit bløde, tykke klædebon om sig — ”jeg går for at frigøre mig. Kom du med!”

”Jeg er bunden,” svarede bestyreren. ”Men hvor går du hen?”

”Først til Kashi (Benares), hvor ellers? Dér vil jeg møde en mand af den rene tro i et Jain-tempel i den by. Han er også af dem, der Søger i hemmelighed, og af ham kan jeg måske lære noget. Kan hænde, at han drager med mig til Buddh Gaya. Derfra mod nord og vest til Kapilavastu, og dér vil jeg søge efter Floden. Eller nej, jeg vil søge overalt, hvor jeg kommer hen — for ingen kender stedet, hvor Pilen faldt til jorden.”

”Og hvorledes vil du komme af sted? Det er langt til Delhi, og længere til Benares.”

”Jeg vil rejse dels ad landevejen, dels med togene. Da jeg kom ned fra bjergene, rejste jeg fra Pathânkot og hertil med et tog. Det går hurtigt. I begyndelsen var jeg forbavset over at se de høje stænger ved siden af banen stadig skyde deres tråde op og ned” — han efterlignede telegraftrådenes tilsyneladende bølgeformige bevægelser, mens toget suser forbi. ”Men senere blev jeg træt af at sidde og længtes efter at gå, som jeg plejer.”

”Og kender du vejen?” sagde bestyreren.

”Åh, hvad det angår, så stiller man spørgsmål og betaler penge, så sørger de dertil ansatte personer for, at man kommer, hvorhen man vil. Det fik jeg allerede at vide i mit kloster af sikre underretninger,” svarede lamaen stolt.

”Og hvornår drager du af sted?” vedblev bestyreren med et smil over den blanding af gammeldags fromhed og nymodens fremskridt, som er fremherskende i vore dages Indien.

”Så snart som muligt. Jeg besøger de steder, hvor Han levede, indtil jeg kommer til Pilens Flod. Der er også et papir, hvorpå der er skrevet de timer, hvor togene går sydpå.”

”Og hvorledes får du føden?” — Lamaer har som regel en klækkelig sum penge hos sig, men bestyreren ønskede sikkerhed i sagen.

”På rejsen vil jeg bære Herrens tiggerskål. Ja, som Han vandrede, således vil jeg vandre og give afkald på de lettelser, mit kloster kan skaffe mig. Da jeg forlod bjergene, havde jeg en chela (discipel) med mig, som tiggede for mig, som Loven kræver, men mens vi rastede en stund i Kulu, fik han feber og døde. Nu har jeg ingen chela, men jeg vil selv bære tiggerskålen og derved sætte godgørende mennesker i stand til at erhverve sig Fortjeneste.” Lamaen nikkede resolut. Lærde doktorer fra et kloster plejer ikke at tigge, men han var en ildsjæl.

”Så være det,” sagde bestyreren smilende. ”Men lad nu også mig få lov til at erhverve mig Fortjeneste. Vi er værkfæller, du og jeg. Her er en ny bog med hvidt engelsk papir og her er to og tre spidsede blyanter, tykke og tynde, alle gode i en skrivers hånd. Lån mig nu dine briller.”

Bestyreren så igennem dem. Glassene var slemt ridsede, men styrken var næsten den samme, som i hans egne. Dem stak han nu lamaen i hånden og sagde: ”Prøv disse.”

”Som en fjer! Så lette som en fjer på mit ansigt!” Den gamle mand vendte og drejede henrykt hovedet og slog krøller på sin næse. ”Jeg føler dem næppe! Og hvor tydeligt jeg ser!”

”De er af bilaur (krystal) og ridses ikke. Måtte de hjælpe dig til din Flod, for de er dine.”

”Jeg vil modtage dem og blyanterne og den hvide bog,” sagde lamaen, ”som et tegn på venskab mellem præst og præst — og nu —” Han famlede ved sit bælte, løsnede pennefoderalet af jerntrådsfiligran og lagde det på bestyrerens bord. ”Tag dette som en erindring om mig — mit pennefoderal. Det er gammelt — som jeg selv.”

Det var et stykke meget gammelt kinesisk kunsthåndværk af en jernart, som ikke fremstilles nu til dags. Bestyrerens indre samler havde begæret det fra første øjekast. Lamaen ville på ingen måde lade sig overtale til at tage sin gave tilbage.

”Når jeg vender hjem efter at have fundet Floden, skal jeg bringe dig et skrevet billede af Padma Samthora — sådan et, som jeg plejede at male på silke i mit kloster. Ja — og et af Livets Hjul,” smålo han, ”for vi er værkfæller, du og jeg.”

Bestyreren ville have holdt på ham, for få mennesker i verden kender endnu hemmeligheden ved at fremstille de traditionelle buddhistiske penseltegninger, der er, om man så må sige, halvt skrevne og halvt malede. Men lamaen gik sin vej med løftet hoved, standsede et øjeblik foran en stor statue af den mediterende Bodhisat og passerede så ud gennem tælleapparatet.

Kim fulgte ham som hans skygge. Hvad han havde hørt, havde sat ham i stærk spænding. Denne mand var noget aldeles nyt for ham og han havde i sinde at undersøge ham nærmere, ganske som han ville have undersøgt en ny bygning eller en ukendt festlighed i staden Lahore. Lamaen var hans fund og han ville lægge beslag på dette fund. Som sin mor var Kim irsk.

Den gamle mand standsede ved Zam-Zammah og så sig om, indtil hans blik faldt på Kim. Pilgrimsfærdens begejstring var kølnet for en stund, og han følte sig gammel, ensom og meget sulten.

”Du må ikke sætte dig under den kanon,” sagde politibetjenten overlegent.

”Høh! Din ugle!” svarede Kim på lamaens vegne. ”Sæt du dig kun under kanonen, hvis du har lyst. Hvornår var det, du stjal mælkekonens tøfler, Dunnoo?”

Dette var en fuldstændig grundløs beskyldning, frugten af en øjeblikkelig indskydelse, men den stoppede munden på Dunnoo, som vel vidste, at Kims skingrende hyl kunne kalde legioner af ondsindede basardrenge sammen, dersom det gjordes nødig.

”Nå, hvem tilbad du så derinde?” begyndte Kim nedladende, idet han satte sig på hug i skyggen ved siden af lamaen.

”Jeg tilbad ingen, mit barn. Jeg bøjede mig for den Ypperste Lov.”

Kim accepterede denne nye Gud uden sindsbevægelse. Han kendte adskillige snese i forvejen. ”Og hvad vil du nu gøre?”

”Tigge. Jeg mindes nu, at det er længe siden, at jeg har spist og drukket. Hvorledes er tiggernes skik og brug her i staden? Tigger de i tavshed, som vi gør i Tibet, eller med ord?”

”Hvo tigger i tavshed, sulter i tavshed,” svarede Kim med et indfødt ordsprog. Lamaen forsøgte at rejse sig, men sank tilbage igen med et længselssuk efter sin discipel, der var død i det fjerne Kulu. Kim betragtede ham med hovedet på siden, overvejende og interesseret.

”Giv mig skålen. Jeg kender folkene i denne stad og ved, hvem der er godgørende. Giv mig den, så skal jeg bringe den fyldt tilbage.”

Den gamle mand rakte ham skålen med et barns ligefremhed.

”Hvil du dig nu. Jeg kender folkene.”

Han gik hurtigt til en kunjri, en grønthandlerske af lav kaste, hvis åbne bod lå lige over for sporvejslinjen, der førte ned til Moti Basaren. Hun og Kim var gamle bekendte.

”Hoho! Er du blevet yogi (en hellig mand) siden du går med tiggerskål?” udbrød hun.

”Nej,” svarede Kim stolt. ”Der er en ny præst i byen — en mand, hvis slags jeg aldrig har set.”

”Gammel præst, ung tiger,” svarede konen vredt. ”Jeg er led og ked af præster! De slår ned på vore varer som fluer. Er min søns fader en godgørenhedens brønd, at han kan give til alle, der beder?”

”Åh nej,” svarede Kim. ”Din mand er snarere yagi (ondskabsfuld) end yogi (hellig). Men denne præst er virkelig ny og sahib’en i Vidunderhuset talte med ham som med en broder. Min moder, fyld mig denne skål. Han venter.”

”Den skål? Den kurv er så stor som en komave! Du er lige så høflig som Shivas hellige tyr. Den har allerede i morges ædt størstedelen af en kurv løg for mig. Og så skulle jeg oven i købet fylde din skål! Se bare, der kommer den igen.”

Kvarterets store, musegrå bramintyr trængte sig frem blandt den brogede hob med en stjålen pisang hængende ud af mulen. Den styrede lige løs på boden i fuld bevidsthed om sit privilegium som helligt dyr, sænkede hovedet og prustede tungt langs med kurvenes række, førend den traf sit valg. Op fløj Kims hårde lille hæl og ramte den lige på den sorte, fugtige snude. Den fnyste arrigt og sjokkede væk tværs over sporvejsskinnerne med puklen dirrende af raseri.

”Se der, nu har jeg reddet mere end det tredobbelte af, hvad skålen vil koste. Nå, moder, giv mig en smule ris og lidt tørfisk ovenpå — ja, og lidt grøntsagskarry!”

En brummen lød fra butikkens baggrund, hvor en mand lå.

”Han jog tyren bort,” sagde konen med sagte stemme. ”Og det er en god gerning at give til de fattige.”

Hun tog skålen og leverede den tilbage fuld af varm ris.

”Men min yogi er ingen ko,” sagde Kim alvorligt og lavede med fingrene et hul i toppen af rishøjen. ”En smule karry kunne gøre godt, og en stegt kage, og jeg tror også, at han ville synes godt om en mundfuld syltetøj.”

”Det er et hul så stort som dit hoved,” sagde konen fortrydeligt. Men ikke desto mindre fyldte hun det med god, dampende karry, lagde en stegt kage ovenpå og en klat klaret smør på kagen og klaskede en klump sur tamarindsyltetøj ved siden af. Kim betragtede anretningen med lystne øjne.

”Det er godt. Når jeg er her i basaren, skal tyren ikke få lov at komme til dette hus. Han er en fræk tigger.”

”Og hvad er du?” lo konen. ”Men du skulle tale godt om tyre. Har du ikke fortalt mig, at en dag vil der komme en Rød Tyr fra en mark for at hjælpe dig? Nå, pas nu på, at du ikke taber det, og bed den Hellige Mand om at velsigne mig. Måske kender han også et lægemiddel for min lille piges dårlige øjne. Spørg ham om det, Alverdens Lille Ven.”

Men Kim var hoppet af sted allerede førend hun blev færdig og undgik med held pariahunde og sultne bekendte.

”Sådan tigger vi, som forstår os på det,” sagde han stolt til lamaen, som gjorde store øjne ved synet af skålens indhold. ”Spis nu — jeg vil spise med. Ohé, bhisti!” råbte han til vandbæreren, som vandede crotonbuskene udenfor museet, ”kom her med noget vand! Vi mænd er tørstige.”

”Vi mænd!” gentog bhisti’en leende. ”Mon en skindsæk er nok til et sådant par? Nå, så drik da, i Den Barmhjertiges navn.”

Han lod en tynd stråle rinde ned i Kims hænder og drengen drak på indfødt vis. Men lamaen hentede et bæger frem fra sin klædnings uudtømmelige folder og drak med stor højtidelighed.

”Pardesi (en udlænding),” forklarede Kim, da den gamle mand i et ukendt tungemål fremsagde noget, som øjensynligt var en velsignelse.

De spiste sammen med stor tilfredshed og tømte tiggerskålen. Derpå tog lamaen sig en pris tobak af en rummelig græskarflaske, fingererede en stund med sin rosenkrans og sank så hen i alderdommens rolige søvn, mens Zam-Zammahs skygge blev længere og længere.

Kim drev hen til den nærmeste tobaksbutik, der ejedes af en noget livlig ung muhammedanerinde, og tiggede sig en ildelugtende cigar af dem, der sælges til de indfødte studenter ved Punjab Universitetet, som efterligner englændernes sædvaner. Den dampede han på, mens han sad på hug under kanonen og mediterede, og resultatet af hans grublerier blev, at han pludseligt og sagte forsvandt i retning af Nila Rams tømmerplads.

Lamaen vågnede først, da aftenlivet var begyndt i staden, lygterne tændtes og hvidklædte skrivere og underordnede embedsmænd vendte hjem fra regeringens kontorer. Han stirrede forvirret i alle retninger, men ingen så til ham, undtagen en hindudreng i en snavset turban og isabellafarvede klæder. Pludselig bøjede han hovedet ned mod sine knæ og begyndte at jamre.

”Hvad er der?” spurgte drengen og stillede sig foran ham. ”Er du blevet bestjålet?”

”Det er min nye chela (discipel), som er gået fra mig, og jeg ved ikke, hvor han er.”

”Hvad var din discipel for en mand?”

”Det var en dreng, som kom til mig i stedet for ham, der døde, for den Fortjenestes skyld, som jeg erhvervede mig ved at bøje mig for Loven derinde.” Han pegede over mod museet. ”Han kom til mig for at vise mig et spor, som jeg havde tabt. Han førte mig ind i Vidunderhuset, og med sine ord gav han mig mod til at tale til Billedernes Vogter, hvorved jeg blev opmuntret og fik friske kræfter. Og da jeg var mat af sult, tiggede han til mig, som en chela tigger til sin lærer. Pludseligt blev han sendt mig, uden varsel er han forsvundet igen. Jeg havde i sinde at lære ham Loven på vejen til Benares.”

Kim stod helt forbavset ved at høre dette, for han havde beluret samtalen i museet og vidste derfor, at den gamle mand talte sandt, hvad en indfødt på rejse sjældent gør over for fremmede.

”Men nu ser jeg, at han kun blev sendt for det enkelte formåls skyld. Og deraf ved jeg, at jeg skal finde en vis Flod, som jeg Søger.”

”Pilens Flod?” sagde Kim med et overlegent smil.

”Er du en ny Udsending?” udbrød lamaen. ”Til ingen har jeg talt om min Søgen, undtagen til Billedernes Præst derinde. Hvem er du?”

”Din chela,” sagde Kim ligefremt og satte sig på hug. ”Jeg har aldrig set én som dig. Jeg vil gå med dig til Benares, og desuden vil jeg mene, at en mand, der er så gammel som du og som siger sandheden til folk, han tilfældigt træffer i tusmørket, har stort behov for en discipel.”

”Men Floden — Pilens Flod?”

”Åh, det hørte jeg, da du talte med englænderen. Jeg lå uden for døren.”

Lamaen sukkede. ”Jeg troede, at du var en Fører, der var blevet mig beskåret. Sligt hænder stundom — men jeg er ikke værdig dertil. Du kender altså ikke Floden?”

”Nej jeg gør ikke.” Kim lo lidt usikkert. ”Jeg drager ud for at lede efter — efter en Tyr — en Rød Tyr på en grøn mark, som skal hjælpe mig.”

Som en ægte dreng havde Kim altid straks sine egne planer, når en af hans bekendte havde noget for, og som en ægte dreng havde han virkelig tænkt hele tyve minutter i træk over sin faders spådom.

”Hjælpe dig — hvortil mit barn?” spurgte lamaen.

”Gud ved det, men sådan sagde min far. Jeg hørte dig fortælle inde i Vidunderhuset om alle de sælsomme steder i bjergene, og når en, der er så gammel og så lidt — så vant til at tale sandhed — kan drage ud for at finde en smule flod, synes jeg, at jeg også burde gå på rejse. Hvis det er bestemt, at vi skal finde disse ting, så finder vi dem — du din Flod, og jeg min Tyr og de Stærke Søjler og nogle andre ting, som jeg har glemt.”

”Det er ikke søjler, men et Hjul, som jeg vil befri mig fra,” sagde lamaen.

”Det kommer ud på et. Måske jeg bliver gjort til konge,” sagde Kim med stor sindsro og forberedt på alt.

”Jeg vil lære dig andre og bedre ønsker på vejen,” sagde lamaen myndigt. ”Lad os så gå til Benares.”

”Ikke i aften, der er røvere på vejen. Vent, til det bliver dag.”

”Men her er intet sted, hvor vi kan sove.” Den gamle mand var vant til ordenen i klosteret, og skønt han sov på gulvet, som reglerne foreskriver, foretrak han at bevare sømmeligheden i denne sag.

”Vi kan få godt natteherberg i Kashmir Karavanserajet,” sagde Kim og lo af hans forfærdelse. ”Jeg har en ven dér. Kom!”

De hede og menneskefyldte basarer strålede af lys, mens de to banede sig vej gennem trængselen af alle Nordindiens menneskeracer. Lamaen måbede gennem det hele som en drømmende. Det var første gang, han befandt sig i en stor fabriksby, og de overfyldte sporvogne med deres konstant pibende bremser forskrækkede ham. Halvt puffet, halvt bugseret nåede han endelig den store port til Kashmir Karavanserajet — en vældig, åben firkantet plads lige over for banegården, omgivet af hvælvede søjlegange, hvor kamel- og hestekaravanerne tager ind, når de vender hjem fra Centralasien. Her var alle slags folk fra det nordlige i færd med at passe deres tøjrede heste og knælende kameler; med at læsse baller og pakker på eller af dyrene; med at hale vand til aftensmaden op af brøndene med de knirkende spil; med at give de vrinskende, blankøjede hingste hø; med at banke de gnavne karavanehunde; med at betale deres kameldrivere; med at antage nye staldkarle; med at bande, råbe, diskutere og gøre løjer i den opfyldte gård. Søjlegangene, op til hvilke man kom ad en tre, fire murstenstrin, udgjorde en nødhavn rundt om dette oprørte hav. De fleste af dem var udlejede til handelsmænd, ligesom man i Europa udlejer buerne under en viadukt. Rummet mellem søjle og søjle var ved hjælp af mursten eller brædder afsondret i værelser, der lukkedes med svære trædøre og klodsede hængelåse af indisk tilvirkning. En aflåst dør viste, at ejermanden var bortrejst, og nogle få kluntede — undertiden meget kluntede — kradserier med kridt eller maling meddelte, hvor han var taget hen. For eksempel: ”Lutuf Ullah er draget til Kurdistan.” Og nedenunder stod der et haltende vers: ”Oh Allah, du som tillader lus at leve på en kabulmands kjortel, hvorfor har du ladet denne lus Lutuf leve så længe?”

Stadig dækkende lamaen mod ophidsede mennesker og ophidsede dyr, gik Kim rundt langs søjlegangen til gårdens anden ende — den nærmest banegården — hvor hestehandleren Mahbub Ali boede, når han kom hertil fra det hemmelighedsfulde land hinsides de nordlige bjergpas.

Kim havde haft mange forretninger med Mahbub i sit korte liv — især mellem sit tiende og sit trettende år — og den store, svære afghaner, som farvede sit skæg rødt med kalk (for han var en ældre mand og elskede ikke, at de grå hår begyndte at vise sig) kendte og satte pris på drengens talent for sladder. Undertiden gav han Kim ordre til at holde øje med en mand, der ikke havde det mindste med heste at gøre — at følge efter ham en hel dag og afgive melding om hvert eneste menneske, som han talte med. Kim afgav rapport om aftenen og Mahbub lyttede tavs og ubevægelig. Det var rænkespil af en eller anden slags, det vidste Kim godt, men det betalte sig ikke at sige et muk derom til andre end Mahbub, som gav ham dejlig mad, skoldende hed fra serajets marketenderi, og én gang hele otte annas i rede penge.

”Der er han,” sagde Kim og gav en ondskabsfuld kamel et rap over snuden. ”Halløj, Mahbub Ali!” Han standsede foran en mørk hvælving og smuttede ind bagefter den forvirrede lama.

Hestehandleren lå, med sit brede, broderede bokhari-bælte løsnet, på et par sadeltasker af silke og dampede dovent på en kolossal sølvhukah. Han drejede hovedet ganske ubetydeligt ved tilråbet og da han kun så den høje, tavse skikkelse, kluklo han helt nede i sit brede bryst.

”Allah! En lama — en rød lama! Der er lang vej fra Lahore til passene. Hvad bestiller du her?”

Lamaen holdt mekanisk tiggerskålen frem.

”Guds forbandelse over alle vantro!” sagde Mahbub. ”Jeg giver intet til en luset tibetaner, men spørg mine baltier derhenne ved kamelerne. De vil måske sætte pris på dine velsignelser. Halløj, karle, her er en af jeres landsmænd! Undersøg om han er sulten.”

En raget, sammenkrøben balti, der var kommet ned til Indien med hestene, og som i hvert fald af navn var en slags buddhist, sleskede for præsten og bad med mange tykke gutturallyde den Hellige Mand tage plads ved hestepassernes bål.

”Gå!” sagde Kim og gav ham et lille puf, og lamaen gik, mens Kim blev stående mellem søjlerne.

”Gå!” sagde Mahbub Ali og tog atter fat på sin hukah. ”Løb din vej, lille hindu. Guds forbandelse over alle vantro! Tig hos dem i mit følge, som er af din tro.” ”Maharaja (store konge),” peb Kim med hindutiggernes sædvanlige titelform og inderlig fornøjet over situationen, ”min fader er død — min moder er død — min mave er tom.”

”Tig hos mine mænd derhenne blandt hestene, siger jeg. Der må være nogle hinduer i mit følge.”

”Åh, Mahbub Ali, er jeg da hindu?” sagde Kim på engelsk.

Hestehandleren viste intet tegn på forbavselse, men kiggede frem under sine buskede øjenbryn.

”Alverdens Lille Ven,” sagde han, ”hvad betyder dette?”

”Intet. Jeg er nu den Hellige Mands discipel og vi drager på pilgrimsfærd sammen — til Benares, siger han. Han er splittergal og jeg er ked af staden Lahore og længes efter ny luft og nyt vand.”

”Men for hvem arbejder du? Hvorfor kommer du til mig?” Hans stemme skurrede af mistænksomhed.

”Hvem skulle jeg ellers komme til? Jeg har ingen penge, og det er ikke godt at rejse uden penge. Du vil sælge mange heste til officererne. Det er nogle meget smukke heste, disse nye. Jeg har set dem. Giv mig en rupi[*], Mahbub Ali, og når jeg kommer i besiddelse af min rigdom, vil jeg give dig en forskrivning og betale den tilbage.”

”Hm,” sagde Mahbub Ali og tænkte hurtigt. ”Du har aldrig før løjet for mig. Kald på lamaen — og træd så tilbage i mørket.”

”Åh, hans ord vil bekræfte mine,” sagde Kim leende.

”Vi drager til Benares,” sagde lamaen, så snart han forstod meningen af Mahbub Alis spørgsmål. ”Drengen og jeg. Jeg går for at søge efter en vis Flod.”

”Nok muligt — men drengen?”

”Han er min discipel. Han blev sendt mig, tror jeg, for at vise mig vejen til Floden. Jeg sad under en kanon, da han pludseligt kom til mig. Sådanne ting er tidligere hændet de lykkelige, hvem der er blevet beskikket en fører. Men nu husker jeg dog, at han sagde, at han var af denne verden — en hindu.”

”Og hans navn?”

”Det spurgte jeg ikke om. Er han ikke min discipel?”

”Hans hjemstavn — hans folk — hans landsby? Er han muselmand — sikh — hindu — jain — af lav kaste eller af høj?”

”Hvorfor skulle jeg spørge? Der gives hverken lav eller høj på den Midterste Vej. Når han er min chela, vil eller kan da nogen tage ham fra mig? Thi, forstå mig ret, uden ham vil jeg ikke kunne finde min Flod.” Han rokkede højtideligt med hovedet.

”Ingen skal tage ham fra dig. Gå og sæt dig blandt mine baltier,” sagde Mahbub Ali, og beroliget ved dette løfte gik lamaen bort.

”Er han ikke splittergal?” spurgte Kim og trådte atter frem i lyset. ”Hvorfor skulle jeg lyve for dig, Hadji[*]?”

Mahbub dampede i tavshed på sin hukah. Så begyndte han, næsten hviskende: ”Ambala ligger på vejen til Benares — hvis I to virkelig drager derhen?”

”Pyh! Jeg siger dig jo, at han ikke forstår at lyve — sådan som du og jeg.”

”Og dersom du vil bringe et budskab for mig til Ambala, vil jeg give dig penge. Det angår en hest — en hvid hingst, som jeg solgte til en officer, sidste gang jeg kom tilbage fra bjergpassene. Men den gang — kom nærmere og hold dine hænder frem, som om du tiggede — den gang var den hvide hingsts stamtavle ikke fuldstændigt optegnet og officeren, som nu er i Ambala, bad mig finde ud af den.”

Derefter beskrev Mahbub huset og officerens ydre og fortsatte: ”Så budskabet til officeren, lyder altså: ’Nu er den hvide hingsts stamtavle bragt fuldstændigt i orden.’ Deraf vil han vide, at du kommer fra mig. Så vil han spørge: ’Hvilket bevis har du?’ og du skal svare: ’Mahbub Ali har givet mig beviset’.”

”Og alt det for en hvid hingsts skyld,” sagde Kim fnisende og med spillende øjne.

”Denne stamtavle vil jeg nu give dig — på min egen manér — og tillige nogle knubbede ord.” En skygge gled forbi bagved Kim og derefter en gumlende kamel. Mahbub Ali løftede stemmen:

”Allah! Er du den eneste tigger i staden? Din mor er død, og din far er død. Sådan siger de alle. Nå ja — ” Han vendte sig bort, som om han følte efter noget på gulvet ved siden af sig, og kastede så en skive blødt, fedtet muhammedanerbrød til drengen. ”Gå og læg dig blandt mine hestepassere for i nat — du og lamaen. I morgen vil jeg måske tage dig i min tjeneste.”

Kim luskede bort med tænderne i brødet. Som forventet fandt han deri en lille pakke sammenfoldet silkepapir viklet ind i voksdug, og desuden tre sølvrupier — en kolossal rundhåndethed. Han smilede og gemte både pengene og papiret i sit læderamulet-etui. Lamaen, som var blevet vel bespist af Mahbubs baltier, sov allerede i en krog i en af båsene. Kim lagde sig ved siden af ham og lo. Han vidste, at han udførte et hverv for Mahbub Ali, og ikke et eneste øjeblik troede han på historien om hingstens stamtavle.

Men Kim havde ingen mistanke om, at Mahbub Ali, der var kendt som en af de dygtigste hestehandlere i Punjab, en rig og driftig forretningsmand, hvis karavaner trængte dybt, dybt ind i landet nord for bjergpassene — at han stod optegnet i en af den indiske regerings allerhemmeligste bøger som C.25.IB. To eller tre gange om året plejede C.25 at indsende en lille historie, dårligt fortalt, men højst interessant og som regel fuldstændig sand — den blev kontrolleret ved hjælp af rapporter afgivet af R.17 og M.4. Den drejede sig om alle slags fjerne bjergfyrstendømmer, om opdagelsesrejsende af andre nationer end den engelske og om våbenhandelen. Den var, kort sagt, en lille brøkdel af den uhyre mængde ”underretninger”, på grundlag af hvilke den indiske regering handler. Men for kort tid siden havde fem konger og forbundsfæller — som slet ikke havde tilladelse til at indgå forbund — fået meddelelse af en venligsindet nordlig magt om, at nyheder fra deres riger lækkede ned i britisk Indien. Vedkommende kongers premierministre blev meget irriterede derover og traf deres forholdsregler — på østerlandsk manér. Blandt mange andre fattede de mistanke til den grove, rødskæggede hestehandler, hvis karavaner gik i sne til bugen gennem deres enemærker. I det mindste blev der på den rejse to gange skudt fra baghold på hans karavane, og til sidst gjorde Mahbubs folk kål på tre fremmede slyngler, der måske — eller måske ikke — var hyrede til at udføre jobbet. Af denne grund havde Mahbub undgået at gøre holdt i den usunde stad Peshawur og var uden ophold rejst videre til Lahore, hvor han nu opholdt sig i forventning om, at der ville hænde et eller andet, for han kendte sine landsmænd.

Og Mahbub Ali havde noget hos sig, som han ikke ønskede at beholde i sit værge en time længere end nødvendigt — nemlig en pakke omhyggeligt sammenfoldet silkepapir viklet ind i voksdug — en upersonlig, uadresseret beretning, med fem mikroskopiske knappenålshuller i det ene hjørne, som på den skammeligste måde forrådte de fem allierede konger, den venskabelige nordlige magt, en hindu bankier i Peshawur, en belgisk våbenfabrik og en indflydelsesrig, halvt uafhængig muhammedansk hersker i det sydlige. Dette sidste var R.17’s værk, som Mahbub havde fået overgivet på den anden side af Dorapasset og nu skulle aflevere på R.17’s vegne, da denne selv, på grund af omstændigheder uden for hans kontrol, ikke kunne forlade sin udsigtspost. Dynamit var uskyldigt som futmælk sammenlignet med den rapport, som C.25 var overbringer af. Og selv en østerlænding med en østerlændings anskuelser om tidens værdi kunne forstå, at jo før den kom i de rette hænder, des bedre. Mahbub havde intet særligt ønske om at dø en voldsom død, for han havde udfaldet af to-tre familiefejder på den anden side af grænsen i sin hånd, og når disse regnskaber var gjort op, agtede han at slå sig til ro som en mere eller mindre respektabel borger. Ikke en eneste gang efter sin ankomst for to dage siden var han gået uden for serajets port, men han havde på iøjnefaldende måde afsendt det ene telegram efter det andet til Bombay, hvor han havde nogle af sine penge stående i en bank, til Delhi, hvor en kompagnon fra hans egen klan opholdt sig for at sælge heste til en agent for en stat i Rajputana, og til Ambala, hvor en englænder i stor spænding forlangte en hvid hingsts stamtavle. Den offentlige brevskriver, som kunne engelsk, satte nogle fortræffelige telegrammer sammen, som for eksempel: ”Creighton, Laurel Bank, Ambala. — Hesten er araber, som allerede meldt stop beklager stamtavlens forsinkelse stop oversætter den for øjeblikket.” Og senere til samme adresse: ”Beklager højligt forsinkelsen stop skal snart sende stamtavlen.” Til sin kompagnon i Delhi telegraferede han: ”Lutuf Ullah — har pr. telegram krediteret dig 2000 rupier i Luchman Narains bank.” Alt dette var forretningssager, men alle disse telegrammer blev grundigt drøftet af folk, som mente at have en interesse i sagerne, førend de blev bragt til telegrafstationen på banegården af en dum balti, som tillod alle og enhver at læse dem på vejen.

Da Mahbub således, for at bruge hans eget maleriske sprog, havde plumret nysgerrighedens brønde med forsigtighedens stok, var Kim dumpet ned som sendt fra Himlen og Mahbub Ali, der var så energisk, som han var skruppelløs, og som var vant til at benytte sig af alle slags pludselige chancer, havde på stedet taget ham i sin tjeneste.

En omflakkende lama med en dreng af lav kaste til tjener kunne måske vække et øjebliks interesse, mens de vandrede omkring i Indien, pilgrimmenes land. Men ingen ville fatte mistanke til dem eller — vigtigere — udplyndre dem.

Han råbte på ild for at tænde sin hukah igen og tænkte over sagen. Selv om det værste skulle ske og drengen kom i fortræd, kunne papiret ikke kompromittere nogen. Og så ville han selv senere i ro og mag tage til Ambala — om end med en vis fare for at vække ny mistanke — og mundtligt gentage sin rapport til rette vedkommende.

Men R.17’s rapport var sagens kerne og det ville være overordentlig ubehageligt, hvis den ikke nåede frem. Imidlertid — Allah var stor, og Mahbub Ali vidste med sig selv, at han havde gjort alt, hvad der for øjeblikket kunne gøres. Kim var det eneste menneske i verden, der aldrig havde fortalt ham en løgn. Dette ville have været en slem plet på Kims karakter, hvis ikke Mahbub havde vidst, at over for alle andre kunne Kim i Mahbubs forretninger eller til egne formåls fremme lyve som en østerlænding.

Så trillede Mahbub Ali tværs over serajet til huset, hvor de furier bor, som maler deres øjenbryn og sætter fælder for fremmede. Her opsøgte han med en vis møje et bestemt pigebarn, som han havde grund til at tro var særligt gode venner med en elskværdig kashmirsk pandit[*], der havde passet hans tåbelige balti op for at få telegrammerne at læse. Det var naturligvis en dumhed af Mahbub Ali at gøre dette, for de gav sig til at drikke parfumeret brandy, stik mod Profetens lov, og Mahbub blev underfuldt drukken og hans tænders gærde åbnede sig og han forfulgte Glædens Blomst på usikre fødder, indtil han faldt om, så lang han var, blandt hynderne, hvorefter Glædens Blomst med assistance af en elskværdig kashmirsk pandit gennemsøgte hans klæder omhyggeligt fra top til tå.

Omtrent ved den samme time hørte Kim lette fodtrin i Mahbubs tomme bolig. Hestehandleren havde mærkeligt nok ladet sin dør stå uaflåst og hans folk var optaget af at fejre deres tilbagekomst til Indien med et helt får, som deres herre havde skænket dem. En velnæret ung herre fra Delhi, væbnet med et nøgleknippe, som blomsten havde løsnet fra den bevidstløse mands bælte, gennemsøgte hver eneste kasse, bylt, måtte og sadeltaske i Mahbubs eje endnu mere metodisk, end blomsten og panditten gennemsøgte ejermanden.

”Og jeg tror,” sagde Blomsten hånligt en time senere, mens hun støttede sin ene runde albue på den snorkende kødklump, ”at han ikke er andet end et svin af en afghansk hestehandler og ikke har en tanke i sit hoved undtagen om kvinder og heste. Desuden kan han allerede have sendt det bort — hvis han da nogensinde har haft det.”

”Nej — i en sag, der angår Fem Konger, ville han bære det nærmest sit sorte hjerte,” sagde panditten. ”Fandt du intet?”

Manden fra Delhi, som netop trådte ind, lo og rettede på sin turban.

”Jeg søgte mellem hans tøflers såler, mens Blomsten søgte i hans klæder. Denne er ikke den rette mand. Ikke meget undgår mit blik.”

”De sagde ikke, at netop denne var manden,” bemærkede panditten tankefuldt. ”De sagde: ’Se efter, om han er manden, for vore rådslagninger foregår under en mørk sky’.”

”De nordlige lande er så fulde af hestehandlere som en gammel kjortel af lus. Både Sikandar Khan og Nur Ali Beg og Farrukh Shah handler på de egne,” sagde Blomsten.

”De er endnu ikke kommet hertil,” sagde panditten. ”Dem må du senere besnære.”

”Uf!” sagde Blomsten med inderlig væmmelse og puffede Mahbubs hoved ned fra sit skød. ”Jeg tjener mine penge surt. Farrukh Shah er en bjørn, Ali Beg en pralhans og gamle Sikandar Khan — uf! Gå nu! Jeg vil sove. Svinet her rører sig ikke før daggry.”

Da Mahbub vågnede, talte Blomsten alvorsord om drukkenskabens synd.

Asiater blinker ikke, når de har overlistet en fjende, men Mahbub Ali var det meget nær, mens han rømmede sig, strammede sit bælte og dinglede af sted i de tidlige morgenstjerners skær.

”Sådan et gammelt forslidt kneb,” sagde han til sig selv. ”Som om ikke hver eneste tøs i hele Peshawur bruger det! Men det blev nydeligt gjort. Gud ved, hvor mange flere der er på min vej med ordre til at undersøge mig — måske med kniv. Nej, drengen må til Ambala — og det med jernbanen — for det haster med den skrivelse. Jeg vil blive her, gøre kur til Blomsten og drikke vin som det sømmer sig for en afghansk hestepranger.”

Han standsede et kort stykke fra sin bolig. Der lå hans mænd i dyb søvn, men Kim og lamaen var ikke at se.

”Op med dig!” råbte han og pirrede ved en af de sovende. ”Hvor er de to gået hen, som lå her i går aftes — lamaen og drengen? Savnes der noget?”

”Nej,” brummede manden. ”Den gamle galning rejste sig ved andet hanegal og sagde, at han ville til Benares, og så førte drengen ham bort.”

”Guds forbandelse over alle vantro!” sagde Mahbub inderligt og kravlede brummende i skægget ind i sin bolig.

Men det var Kim, som havde vækket lamaen — Kim, der, med det ene øje ved et knasthul i plankerne, havde set manden fra Delhi undersøge kasserne. Dette var ikke nogen almindelig tyv, der vendte og drejede breve, regninger og sadler — ikke nogen slet og ret indbrudstyv, der stak et lille knivsblad ind i Mahbubs tøffelsåler og pillede sadeltaskernes sømme så behændigt fra hinanden. I første øjeblik havde Kim villet råbe gevalt — det langtrukne choor — choor! (tyv! tyv!), som om natten bringer hele serajet på benene. Men han så nøjere til og drog så med hånden om sit amuletetui sine egne slutninger.

”Det må hænge sammen med den tykke løgn om hestens stamtavle,” sagde han til sig selv, ”og med den pakke, som jeg skal bringe til Ambala. Bedst at komme af sted nu. De, som roder i tasker med knive, vil måske snart søge i maver med knive. Der må sikkert stikke en kvinde bag dette. Hai! Hai!” hviskede han til den letsovende gamle mand. ”Kom! Det er på tide — på tide, at rejse til Benares.”

Lamaen rejste sig lydigt og som to skygger gled de ud af serajet.