Kim

Tolvte kapitel

”Jeg har atter fattet mod,” sagde E.23. Støjen på perronen gjorde, at kun Kim kunne høre ham. ”Sult og frygt svækker et menneske, ellers ville denne udvej måske være faldet mig ind. Men jeg havde ret, de holder udkig efter mig. Du har reddet mit liv.”

En lille afdeling punjabske politibetjente i gule benklæder, anført af en varm og svedende ung englænder, bevægede sig gennem menneskesværmen omkring waggonerne. Bag dem vraltede en lille, tyk, selvudslettende person, der lignede et sagførerbud.

”Se, den unge sahib læser i et papir. Det er mit signalement,” sagde E.23. ”De går fra vogn til vogn som fiskere, der trækker vod i en dam.”

Da optoget nåede deres kupé, sad E.23 og talte sin rosenkrans med sikre og rolige håndbevægelser, mens Kim hånede ham, fordi han var så høj, at han havde tabt den ringbesatte ildtang, som er en sadhus kendetegn. Lamaen sad hensunket i meditation og stirrede lige ud for sig, mens landmanden, skottende omkring sig, samlede sine ejendele.

”Her er kun et par helligrøve,” sagde englænderen højt og gik videre under almindelig uro blandt de omstående, for indfødt politi betyder pengeafpresning hele Indien over.

”Men nu,” hviskede E.23, ”består vanskeligheden i at få afsendt et telegram om, hvor jeg skjulte brevet, jeg var sendt for at finde. Jeg kan ikke gå til telegrafkontoret i denne dragt.”

”Er det ikke nok, at jeg har reddet dit liv?”

”Ikke hvis opgaven forbliver ugjort. Har de syge perlers læge aldrig sagt dig det? — Dér kommer nok en sahib. Aha!”

Det var en høj, gulbleg politiinspektør i fuld uniform — bælte, hjelm, blanke sporer og hele molevitten — der kom spankulerende, snoende sit mørke overskæg.

”Hvor disse politi-sahib’er do er idioter!” sagde Kim muntert.

E.23 skottede op under sine øjenlåg. ”Sandt nok,” mumlede han med forandret stemme. ”Jeg går hen for at drikke vand. Hold min plads.”

Han tumlede ud af kupéen næsten lige i armene på englænderen og blev skældt ud på dårligt urdu.

”Tam mut? Er du fuld? Du må ikke fjotte rundt, som om Delhi banegård tilhørte dig, min ven.”

Uden at bevæge en muskel i sit ansigt, svarede E.23 med en strøm af de gemeneste skældsord, hvorover Kim naturligvis frydede sig. Det mindede ham om trommeslagerne og gårdfejerne i Ambala i hine onde dage, da han for første gang kom i skole.

”Min kære idiot,” drævede englænderen. ”Nickle-jao! Gå tilbage til din kupé.”

Den gule saddhu trak sig ærbødigt tilbage skridt for skridt og krøb op i kupéen, mens han på samme tid sænkede stemmen og bandede politiinspektøren og hans efterkommere til det fjerneste led — her hoppede Kim ligefrem i sædet, for han bandede ved Dronningens Sten, ved skriften, der lå under Dronningens Sten, og ved et udvalg af Guder med ukendte navne.

”Jeg forstår ikke, hvad du siger,” svarede englænderen rød i hovedet af vrede, ”men det er uforskammetheder. Hold din mund!”

E.23 lod, som om han misforstod og rakte roligt sin billet frem. Englænderen rev den vredt ud af hånden på ham.

”Oh zoolum! Hvilken hårdhed!” brummede jat’en fra sin krog. ”Og det for en spøgs skyld.” Han havde siddet og moret sig over sadhuens grovheder. ”Dine tryllemidler virker ikke heldigt i dag, Hellige Mand.”

Sadhuen fulgte krybende og bønfaldende efter politimanden. Hoben af passagerer havde travlt med deres småbørn og deres pakkenelliker og havde ikke lagt mærke til det lille optrin. Kim smuttede ud af kupéen og fulgte efter, for det var pludseligt gået op for ham, at han engang for tre år siden havde hørt denne vrede, tåbelige sahib udveksle højrøstede personligheder med en vis gammel dame i nærheden af Ambala.

”Alt i orden,” hviskede sadhuen, indeklemt i den råbende, kaldende, forvirrende trængsel, med en persisk mynde mellem sine ben og en kurv skrigende falke, bevogtede af en rajputisk falkoner, klemt ind i ryggen. ”Nu er han gået hen for at sende besked om det brev, jeg har skjult. De fortalte mig, at han var i Peshawur, men jeg burde have vidst, at han er som en krokodille — altid ved det andet vadested. Han har reddet mig fra min øjeblikkelige forlegenhed, men jeg skylder dig mit liv.”

”Er han også en af vore?” hviskede Kim, idet han dukkede ind under en mewarsk kameldrivers fedtede ærme og puffede en klynge pludrende sikhiske kvinder til side.

”Ingen ringere end den største. Vi er begge to heldige! Jeg vil aflægge rapport til ham om, hvad du har gjort. Under hans beskyttelse er jeg i sikkerhed.”

Han borede sig gennem mængden, der belejrede waggonerne, og satte sig på jorden ved siden af bænken ved telegrafkontoret.

”Gå tilbage, ellers bliver din plads optaget! Frygt ikke for opgaven, broder, eller for mit liv. Du skaffede mig pusterum, og Strickland Sahib har trukket mig op på det tørre. Vi vil måske en anden gang arbejde sammen i Spillet. Levvel!”

Kim skyndte sig tilbage til sin kupé — glad, forbavset, men lidt ærgerlig over ikke at have nøglen til de ham omgivende hemmeligheder.

”Jeg er selvklart en begynder i Spillet. Jeg kunne ikke have sprunget i sikkerhed, sådan som sadhuen gjorde. Han vidste, at der er mørkest under lygten. Mig ville det aldrig være faldet ind at give en meddelelse under påskud af at forbande… og hvor snild den sahib var! Nå, lige meget, jeg har reddet en mands liv… hvor er kambohen blevet af, Hellige Mand?” hviskede han, idet han tog plads i kupéen, der nu var helt fuld af rejsende.

”Han blev bange,” svarede lamaen med et anstrøg af kærlig ondskab. ”Han så, hvorledes du i en håndevending forvandlede mahrattaen til sadhu for at beskytte ham mod ulykke. Det rystede ham. Dernæst så han, hvordan sadhuen straks efter faldt i politiets hænder — virkningen af din kunst. Så tog han sin søn i sine arme og flygtede, for, sagde han, du havde forvandlet en stilfærdig handelsmand til en uforskammet slyngel, der skændtes med sahib’er, og han frygtede en lignende skæbne. Hvor er sadhuen?”

”I politiets hænder,” svarede Kim. ”Men jeg frelste kambohens barn.”

Lamaen tog sig roligt en pris.

”Ja, chela, dér kan du se, hvordan straffen rammer dig. Du helbredte kambohens barn ene og alene for at erhverve dig Fortjeneste. Men du forheksede mahrattaen af stolthed over din kunst — jeg holdt øje med dig, mens du skottede til os — og for at forbløffe en gammel mand og en tåbelig bonde. Og resultatet er ulykke og mistanke.”

Kim beherskede sig med en anstrengelse, som man ikke skulle forvente sig af hans alder. Han elskede så lidt som andre unge at blive uretfærdigt bedømt og få ufortjent skænd, men han indså, at han hang på den. Toget rullede bort fra Delhi og videre ud i natten.

”Det er sandt,” mumlede han. ”Har jeg krænket dig, har jeg handlet ilde.”

”Det er værre end det, chela. Du har sluppet en Handling løs i verden, og som når en sten kastes i en dam, breder virkningerne sig videre, end du kan forudsige.”

Denne uvidenhed var heldig både for Kims forfængelighed og for lamaens sindsro, når vi tager i betragtning, at der i samme øjeblik i Simla blev afleveret et telegram, der meldte, at E.23 var ankommet til Delhi og — vigtigere — hvor det brev fandtes, som han havde fået ordre til at — tilegne sig. I forbifarten bemærket havde endvidere en overivrig politimand anholdt en højligt indigneret ajmirsk bomuldshandler som sigtet for et mord, begået i en stat langt sydpå, og manden stod nu på perronen i Delhi og forklarede sig for en vis Hr. Strickland, mens E.23 ad baggyder traskede ind i staden Delhis hemmelighedsfulde indre. To timer efter havde en vred minister i en sydlig stat modtaget adskillige telegrammer, der meldte, at ethvert spor af en noget forslået mahratta var blevet tabt. Og da det langsomme tog endelig holdt ved Saharanpur, skyllede den sidste bølge fra den sten, som Kim havde hjulpet med at kaste, netop imod trinene til en moské i det fjerne Istanbul — hvor den forstyrrede en from mand i hans bønner.

Lamaen fremsagde sine bønner højtideligt under perronens dugvåde blomsterespalier, fornøjet over det klare solskin og over sin discipels tilstedeværelse. ”Vi vil lægge alt dette bag os,” sagde han og pegede på det messingskinnende lokomotiv og det blanke spor. ”Jernbanen er en vidunderlig ting, men dens skrumplen har rystet mine knogler slemt. For fremtiden vil vi holde os til den friske luft.

”Lad os gå til kulukvindens hus,” sagde Kim muntert og gik af sted med bylterne. Tidligt om morgenen er luften i omegnen af Saharanpur frisk og duftende. Han tænkte på andre morgener i St. Xavier og erindringen herom satte kronen på hans tredobbelt overstrømmende tilfredshed.

”Hvad skal nu det nye hastværk til? Kloge folk render ikke omkring som kyllinger i solskin. Vi har allerede rejst hundreder og atter hundreder af kos,[*] og endnu har jeg næppe været alene med dig et øjeblik. Hvordan kan du modtage belæring, når vi puffes og trænges af menneskemængder? Og hvordan tror du, at jeg kan meditere over den Rette Vej, når jeg overvældes af en ordstrøm?”

”Hendes tunge er altså ikke stilnet med årene?” smilede disciplen.

”Lige så lidt, som hun har mistet sin længsel efter besværgelser. Jeg mindes engang, da jeg fortalte hende om Livets Hjul” — lamaen følte på sit bryst efter sin sidste tegning — ”at hun kun brød sig om at høre om de djævle, der efterstræber børn. Hun skal komme til at erhverve sig Fortjeneste ved at vise os gæstfrihed — om føje tid — ved lejlighed. Så sagte, så sagte! Vi vil vandre langsomt og afvente begivenhedernes gang. Vor Søgen er sikker.”

Altså vandrede de af sted i magelige dagsmarcher blandt de store, blomstrende frugthaver — over Aminabad, Sahaigunga, Akrola Ved Vadestedet, og lille Phulesa, stadig med Sewalikkæden mod nord og bag den igen de sneklædte bjerge. Efter en lang, sød søvn under de klare stjerner kom den herlige, magelige vandring gennem en opvågnende landsby, med tiggerskålen fremstrakt i tavshed og med øjne, der stik imod Lovens bud afsøgte alt fra horisont til horisont. Så vendte Kim på lette fjed tilbage over det bløde støv til sin herre, som havde taget plads i skyggen af et mangotræ eller i den mindre tætte skygge af en hvid Doon siris, hvorefter de spiste og drak i ro og mag. Efter en samtale og en kortere vandring gjorde de holdt og sov til middag. Først når luften blev køligere, gik de atter forfriskede ud i den vide verden. Når aftenen faldt på, gik de på eventyr i nye egne — en eller anden landsby, som de for tre timer siden havde fået øje på hinsides de frugtbare marker og som de havde valgt og snakket meget om på vejen.

Her fortalte de så deres historie — for Kims vedkommende en ny én hver aften — og her blev de budt velkommen enten af præst eller landsbyøverste efter Østerlandets gæstfri sædvane.

Når skyggerne blev kortere og lamaen lænede sig tungere på Kim, blev Livets Hjul altid taget frem, holdt oprullet af omhyggeligt aftørrede sten og fortolket kreds for kreds med et langt græsstrå som pegepind. Her sad de Høje Guder — og de var drømmes drømme. Her var vor Himmel og Halvgudernes verden — de fremstilledes som ryttere, der kæmpede blandt bjerge. Her var de kvaler, som dyr gennemgik, sjæle, der steg op eller ned ad stigen og hvem man derfor ikke skulle lægge hindringer i vejen. Her var Helvederne, de varme og de kolde, og de Pinte Ånders boliger. Chela’en måtte studere de ubehageligheder, der følger af at spise for meget — oppustet mave og glødende indvolde. Og chela’en var lydig og studerede med bøjet hoved og den brune finger parat til at følge pegepinden, men da de nåede Menneskeverdenen, den travle og gavnløse, som ligger lige over Helvederne, blev han distraheret, for hen ad landevejen rullede selve Livets Hjul, spisende, drikkende, handlende, tagende til ægte, og kæmpende — alt sammen lyslevende. Ofte gjorde lamaen disse levende billeder til tekst for sine prædikener og bød den kun alt for villige Kim lægge mærke til, hvorledes kødet antager tusinder og atter tusinder af former, attråværdige eller afskyelige i menneskenes øjne, men i grunden aldeles betydningsløse. Og hvorledes den tåbelige ånd, der er træl af Svinet, Duen og Slangen — der attrår betelnødder eller et nyt spand okser eller kvinder eller kongegunst — er nødsaget til at følge legemet gennem alle Himle og alle Helveder og tilbage igen. Undertiden hændte det, at en kvinde eller en fattig mand, som så lamaen berede sig til at holde sit ritual — for dette og intet andet var det — når det store, gule papir rulledes op, kastede et par blomster eller en håndfuld kaurier[*] hen på randen af det. Det var tilstrækkeligt for disse ydmyge mennesker at vide, at de havde mødt en hellig mand, der måske ville lade sig bevæge til at erindre dem i sine bønner.

”Helbred dem, hvis de er syge,” sagde lamaen, når Kim fik lyst til at give sig i lag med dem, ”helbred dem, hvis de har feber, men brug endelig ingen tryllemidler. Husk på, hvad der hændte mahrattaen.”

”Er da al Handling ond?” svarede Kim, som lå under et stort træ, dér hvor Doon-vejen deler sig, og betragtede de små myrer, som løb hen over hans hånd.

”At afholde sig fra Handling er godt — medmindre man handler for at erhverve sig Fortjeneste.”

”Ved Lærdommens Porte lærte jeg, at det ikke sømmer sig for en sahib at afholde sig fra handling. Og jeg er sahib.”

”Alverdens Ven,” sagde lamaen og så fast på Kim, ”jeg er en gammel mand og glæder mig som et barn ved synet af nye og mærkelige ting. For dem, der følger den Rette Vej, gives der hverken sorte eller hvide, hverken Hind eller Bhotiyal. Vi er alle sjæle, som søger Frelse. Det er ligegyldigt, hvad den visdom siger, som du lærte blandt sahib’erne. Når vi kommer til min Flod, bliver du frigjort for alt Blændværk — ved min side. Hai! Mine knogler smerter af længsel efter den Flod, som de smertede i toget. Men min ånd er hævet over mine knogler og den afventer begivenhedernes gang. Vor Søgen er sikker!”

”Jeg har fået mit svar. Er det tilladt at stille et spørgsmål?”

Lamaen bøjede sit værdige hoved.

”Jeg har spist dit brød i tre år — som du ved. Hellige mand, hvorfra kom —”

”I Bhotiyal er der meget af, hvad menneskene anser for rigdom,” svarede lamaen roligt. ”I min hjemstavn besidder jeg det Blændværk, der hedder højagtelse. Jeg forlanger, hvad jeg har brug for. Jeg bryder mig ikke om regnskabet. Det bliver mit klosters sag. Ai! Jeg mindes de sorte højsæder i klostret og alle novicerne opstillede i rækker!”

Og mens han tegnede med fingeren i støvet, gav han sig til at fortælle historier om de endeløse og pragtfulde gudstjenester i templer, der lå skærmede mod bjergenes laviner, om processioner og djævledanse, om munke og nonner, der var blevet forvandlede til svin, om hellige stæder femten tusind fod oppe i luften, om rænkespil mellem de forskellige klostre, om stemmer inde mellem bjergene og om den mystiske luftspejling, der danser på den tørre sne. Han fortalte endog om Lhassa og Dalai Lama, som han havde set og tilbedt.

Hver eneste lang og herlig dag blev for Kim en ny skranke, der skilte ham fra hans race og hans modersmål. Han gled tilbage til at tænke og drømme på de indfødtes sprog, og rent mekanisk efterlignede han lamaens ceremonier, når han spiste og drak og deslige. Den gamle mands sind vendte sig mere og mere til hans kloster, alt som hans blik vendte sig mod den evige sne. For sin Flod havde han ingen bekymringer. Af og til kunne han rigtignok standse og stirre længe og ufravendt på en tue eller en kvist, i den forventning, sagde han, at jorden ville spaltes og velsignelsen vælde frem. Men han var glad ved at være sammen med sin discipel og befandt sig vel ved den kølige vind, der kommer fra bjergene. Dette var noget andet end Ceylon, eller Buddh Gaya, eller Bombay, eller en eller anden græsbegroet ruin, som han lod til at have stødt på for to år siden. Han talte om disse steder som en lærd mand, der ikke kender til forfængelighed, som en Søgende, der vandrer i ydmyghed, som en gammel mand, klog og mådeholden, hvis lærdom gennemstråles af dyb visdom. Stump for stump, uden sammenhæng, hver fortælling fremkaldt af en eller anden hændelse på vejen, talte han om sin omflakken i Indien, indtil Kim, der hidtil havde elsket ham uden grund, nu lærte at elske ham af halvtreds gode grunde. Og således nød de livet i inderlig lykke, idet de efter Lovens bud afholdt sig fra onde ord og begærlig attrå, ikke forspiste sig, ikke lå på høje senge, ikke bar rige klæder. Deres maver sagde dem, når det var spisetid og folk gav dem mad, som ordsproget siger. De var herrer over alle landsbyer i egnen om Aminabad, Sahaigunga, Akrola Ved Vadestedet, og lille Phulesa, hvor Kim gav den sjælløse kvinde en velsignelse.

Men nyheder udbreder sig hurtigt i Indien og kun alt for snart kom en hvidskægget tjener — en mager, tør oorya — traskende tværs over agerlandet med en frugtkurv, en æske kabuldruer samt gyldne appelsiner, for at bede dem beære hans herskerinde med deres nærværelse, da hun var sørgmodig over, at lamaen så længe havde forsømt hende.

”Nu husker jeg hende,” sagde lamaen, som var det et helt nyt forslag. ”Hun er dydig, men hun taler hele tiden.”

Kim sad på kanten af en kvægkrybbe og fortalte en landsbysmeds børn historier.

”Hun vil blot forlange, at hendes datter skal få en søn til. Jeg har ikke glemt hende,” sagde han. ”Giv hende lov til at erhverve sig Fortjeneste. Lad buddet sige, at vi vil komme.”

I de næste to dage gik de elleve engelske mil hen over markerne og blev overvældede med opmærksomheder, da de nåede deres mål. For den gamle dame holdt strengt på den smukke, nedarvede gæstfrihed og tvang sin svigersøn til det samme. Han var ganske under tøflen på sine kvinder og købte sig fred ved at låne penge af en ågerkarl. Alderdommen havde hverken svækket hendes tunge eller hendes hukommelse og fra et diskret tilgitret vindue i øverste etage, i påhør af ikke mindre end et dusin tjenestefolk, sagde hun Kim komplimenter, som ville have bragt en europæisk tilhørerkreds til befippet undseelse.

”Men du er stadig den skamløse tiggerhvalp fra parao’en,” peb hun. ”Jeg har ikke glemt dig. Vask jer og spis. Min dattersøns fader er taget bort for en tid og derfor er vi stakkels kvinder stumme og nytteløse.”

Og til bevis herpå talte hun skånselsløst til hele tjenerskabet, indtil mad og drikke blev bragt til veje. Og om aftenen, da luften lugtede af røg og Himlen fik kobberrøde og turkisblå farver ude over markerne, behagede det hende at befale, at hendes palankin skulle sættes ud i den rodede forgård ved de rygende faklers skær, og dér sad hun så bag ikke alt for tæt tiltrukne gardiner og snakkede.

”Var den Hellige Mand kommet alene, ville jeg have modtaget ham anderledes. Men hvem kan være for forsigtig overfor denne skælm?”

”Maharani,” sagde Kim, der som altid valgte den fineste titel, ”er det min skyld, at ingen anden end en sahib — en politisahib — kaldte maharanien, hvis ansigt han —”

”Chut! Det var på pilgrimsfærden. Når man rejser — du kender ordsproget.”

”Kaldte maharanien en Hjerteknuserske og en Uddelerske Af Glæder?”

”At du husker det! Men sandt er det. Han gjorde det. Det var dengang min skønhed stod i sin fulde blomst.” Hun kluklo som en fornøjet papegøje, der har fået et stykke sukker. ”Men fortæl mig om dine bedrifter — så meget som jeg kan høre uden undseelse. Hvor mange piger og hvis hustruer hænger ved dine øjenvipper? I kommer fra Benares? Dér ville jeg også være kommet i år, men min datter — vi har kun to sønner. Pyh! Det er virkningen af dette lavland. I Kulu er mændene elefanter. Men jeg vil gerne bede din Hellige Mand — gå til side, skælm! — om et tryllemiddel imod nogle meget slemme mavesmerter med vinde, som min datters ældste søn altid lider af på de modne mangoers årstid. For to år siden gav han mig en kraftig besværgelse.”

”Åh, Hellige Mand!” udbrød Kim, boblende af fornøjelse over lamaens skamfulde mine.

”Det er sandt. Jeg gav hende en besværgelse mod vinde.”

”For tænder — for tænder,” snerrede den gamle kone.

”Helbred dem, hvis de er syge,” citerede Kim fornøjet, ”men brug endelig ingen tryllemidler. Husk, hvad der hændte mahrattaen.”

”Det var for to regntider siden. Hun trættede mig med sin uafladelige påtrængenhed.” Lamaen stønnede som den uretfærdige dommer i lignelsen[*]. ”Således går det til — læg vel mærke dertil, min chela — at selv de, som bestræber sig for at følge den Rette Vej, vildledes af tåbelige kvinder. Da barnet var sygt, talte hun hele tre dage i træk til mig.”

”Arré! Hvem skulle jeg ellers tale til? Drengens moder vidste ikke råd og faderen — det var i vinternætterne — svarede ikke andet end: ’Bed til Guderne’, og så vendte han sig om på den anden side og snorkede videre!”

”Jeg gav hende tryllemidlet. Hvad skulle en gammel mand gøre?”

”At afholde sig fra Handling, er godt — medmindre man handler for at erhverve sig Fortjeneste.”

”Chela, svigter du mig, er jeg ganske alene.”

”Han fik i hvert fald sine mælketænder uden besvær,” sagde den gamle dame. ”Men alle præster er ens.”

Kim rømmede sig strengt. Ung som han var, syntes han ikke om hendes mundkådhed.

”At være påtrængende overfor en vismand i urette tid er at nedkalde ulykke over sig selv.”

”Ovre i stalden er der en talende mynah,” riposterede hun med et knips af sin juvelsmykkede pegefinger, som Kim godt huskede, ”som snakker aldeles som vor huspræst. Måske jeg glemmer den ærbødighed, jeg burde vise mine gæster, men hvis du havde set ham trykke sine små knyttede næver mod sin mave, der var så stor som et halvmodent græskar, og skrige: ’Det gør ondt her!’ — så ville du tilgive mig. Jeg har halvvejs lyst til at forsøge hakim’ens medicin. Han sælger den billigt og den har unægteligt gjort ham selv så fed som Shivas egen tyr. Han nægtede ikke barnet et lægemiddel, men jeg var lidt i tvivl på grund af flaskernes uheldsvarslende farve.”

Under denne monolog var lamaen forsvundet i mørket i retning af det værelse, der var gjort i stand til ham.

”Du har måske gjort ham vred,” sagde Kim.

”Åh nej. Han er træt, men det glemte jeg, fordi jeg er bedstemor. (Det skulle aldrig tillades andre end bedstemødre at passe børn. Mødre duer i det højeste til at føde dem). I morgen, når han ser, hvor stor min dattersøn er blevet, vil han nok skrive trylleformularen op til mig. Og så kan han også dømme om den nye hakims lægemidler.”

”Hvem er den hakim, maharani?”

”En vandrer som du, men en højst besindig bengaler fra Dacca — en mester i lægekunsten. Han hjalp mig af med en forstoppelse ved hjælp af en lille pille, der virkede som en løssluppen djævel. Han rejser omkring og sælger tilberedte lægemidler af stor værdi. Han har også papirer, trykt på engelsk, hvori der står om alt det, han har gjort for svage mænd og syge kvinder. Han har været her i fire dage. Men da han har hørt om jeres komme, er han formodentlig krøbet i skjul, for hakim’er og præster hader hinanden verden over som slanger og tigre.”

Mens hun trak vejret efter denne salve, mumlede den gamle tjener, som, uden at nogen havde taget ham det fortrydeligt op, havde sat sig ned i udkanten af faklernes lyskreds: ”Man skulle tro, at huset var en kvægfold for alskens charlataner og — præster. Hvis drengen blot ikke fik lov til at spise mangoer… men hvem kan diskutere med en bedstemor?” Derpå tilføjede han ærbødigt og med høj røst: ”Sahiba, hakim’en sover efter sit måltid. Han ligger i sit værelse bag dueslaget.”

Kim rejste børster som en forventningsfuld terrier. At trodse og lukke munden på en i Calcutta oplært bengaler, en snakkesalig pillekræmmer fra Dacca, ville være en morsom leg. Det sømmede sig ikke, at lamaen, og for resten heller ikke han selv, blev skubbet til side for sådan ens skyld. Han kendte disse ejendommelige avertissementer på dårligt engelsk på bagsiden af de indfødtes aviser. Nogle af drengene i St. Xavier havde undertiden smuglet dem ind i skolen for at more sig over dem sammen med kammeraterne, for de taknemmelige patienters sprog, når de fortalte om deres symptomer, var overordentlig ligefremt og uforblommet.

Ooryaen, som ikke ugerne så den ene snyltegæst pudset på den anden, listede over mod dueslaget.

”Javel,” sagde Kim med kølig hån, ”deres vareforråd består af lidt farvet vand og megen frækhed. Deres bytte er svagelige konger og forædte bengalere. Og de lover at skaffe børn — som aldrig fødes.”

Den gamle dame lo.

”Vær ikke misundelig. Du mener, at tryllemidler er bedre? Det har jeg aldrig bestridt. Sørg for, at din Hellige Mand skriver mig en god amulet i morgen tidlig.”

”Kun de uvidende benægter” — rungede en tyk, grødet stemme gennem mørket, idet en skikkelse satte sig til hvile — ”kun de uvidende benægter tryllemidlers værdi. Kun de uvidende benægter lægemidlers værdi.”

”En rotte fandt et stykke gurkemeje og sagde: ’Nu åbner jeg en urtekramsbutik’,” svarede Kim.

Kampen var begyndt for alvor og de hørte den gamle dame sætte sig tilrette for at lytte.

”Præstens søn kender navnene på sin amme og tre Guder. Så siger han: ’Hør mig, eller jeg forbander dig ved de tre millioner store Guder’.”

Klart nok havde den usynlige mand også en pil eller to i sit kogger. Han vedblev: ”Jeg kan kun oplære børn i alfabetet. Jeg har erhvervet mig al sahib’ernes visdom.”

”Sahib’erne bliver aldrig gamle. De danser og leger som børn, efter at de er blevet bedstefædre. En kraftig race,” peb stemmen inden i palankinen.

”Jeg har også lægemidler, som løsner hovedets væsker hos hidsige og vrede mænd. Sina, omhyggeligt tilberedt, når månen står i det rette himmelhus. Jeg har gul jord — arplan fra Kina, som skænker en mand fornyet ungdom og forbavser hans familie. Safran fra Kashmir og den bedste salep fra Kabul. Mange mennesker er døde, førend —”

”Jeg tror det,” indskød Kim.

”- De lærte mine midlers værdi at kende. Jeg giver ikke mine patienter blot det blæk, hvormed en trylleformular er skrevet, men kraftige og virksomme lægemidler, som stiger ned og kæmper med sygdommen.”

”De kæmper vældigt,” sukkede den gamle dame.

Så begyndte stemmen på en endeløs historie om ulykke og fallit og en mængde ansøgninger til regeringen.

”Hvis ikke skæbnen, som behersker alt, havde været imod mig, ville jeg nu have været i regeringens tjeneste. Jeg har taget eksamen ved en stor skole i Calcutta — hvorhen måske sønnen i dette hus også engang skal gå.”

”Det skal han. Når vor nabos hvalp i løbet af få år kunne drive det til at tage First Arts[*],” (hun benyttede de engelske ord, som hun så tit havde hørt) ”Hvad vil så ikke børn kunne udrette i det rige Calcutta, når de er så kloge som nogle, jeg kender!”

”Aldrig,” sagde stemmen, ”har jeg set mage til barn! Født i en lykkevarslende time og — når blot ikke den kolik bliver til sort kolera og river ham bort — bestemt til at leve mange år. Han er virkelig misundelsesværdig!”

”Hai mai!” sukkede den gamle dame. ”At rose børn bringer uheld, ellers ville jeg lytte til dine ord. Men husets bagside er ubevogtet og selv i dette milde klima tror mænd, at de er mænd. Og kvinder kender vi… og barnets fader er borte, og jeg må på mine gamle dage spille chowkedar (vægter). Op! Op! Løft palankinen! Lad hakim’en og den unge præst se at blive enige om, hvad der er bedst, tryllemidler eller lægemidler. Halløj! I elendige døgenigte, bring gæsterne tobak — og bær så mig rundt om huset!”

Palankinen vaklede af sted, tøvende fulgt af fakler og et kobbel hunde. Tyve landsbyer kendte Sahiba — hendes fejl, hendes tunge og hendes store godgørenhed. Tyve landsbyer snød hende efter gammel sæd, men intet menneske ville for nogen verdens pris have stjålet eller røvet inden for hendes enemærker. Ikke desto mindre gjorde hun et stort nummer ud af sine højtidelige inspektioner og støjen deraf kunne høres halvvejs til Mussoorie.

Kim lagde så noget af sin værdighed bort, som det sømmer sig, når augur møder augur[*]. Hakim’en, som stadig sad ude i mørket, skubbede venskabeligt sin hukah hen imod ham med foden, og Kim gav sig til at dampe på den gode tobak. De omkringsiddende ventede sig en alvorlig professionel diskussion og måske en smule gratis doktoreren.

”At drøfte lægevidenskaben i de uvidendes påhør er som at lære en påfugl at synge,” begyndte hakim’en.

”Den sande høflighed,” stemte Kim i, ”er meget ofte uopmærksomhed.”

Disse bemærkninger, må man forstå, var høflighedsfraser, beregnede på at imponere.

”Åh hør! Jeg har et åbent sår på benet,” udbrød en køkkenkarl. ”Se engang på det!”

”Bort! Forsvind!” sagde hakim’en. ”Er det måske husets skik at forulempe højtærede gæster? I trænger på som bøfler!”

”Hvis Sahiba vidste —” begyndte Kim.

”Ai! Ai! Kom lad os gå. De er vor herskerindes gæster. Når hendes unge shaitan er blevet kureret for sin kolik, så måske vi fattige folk kan få lov til at —”

”Vor herskerinde fødte på din kone, da du sad i fængsel for at have slået skallen ind på ågerkarlen. Hvem taler ilde om hende?” råbte den gamle tjener og strøg vredt sit hvide overskæg i den opgående månes skær. ”Husets ære er mit gebet. Gå!” Og dermed drev han sine underordnede bort foran sig.

Da sagde hakim’en så sagte, at det næsten var, som om han kun dannede ordene med læberne: ”Hvordan befinder De Dem, Hr. O’Hara? Det glæder mig overordentligt at træffe Dem igen.”

Kims hånd knugede piberøret. Hvor som helst ude på den åbne landevej ville han have været uforbavset, men her, på denne stille, afsides plet, var han ikke forberedt på at træffe Hurree Babu. Det ærgrede ham også, at han havde ladet sig narre.

”Haha! Som jeg sagde Dem i Lucknow — resurgam[*] — jeg vil genopstå og De vil ikke kende mig. Hvor meget var det, De væddede — hvad?”

Han tyggede ligegyldigt på nogle kardemommekærner, men han trak vejret uroligt.

”Men hvorfor er De kommet hertil, Babuji?”

”Ja, det er sagen, som Shakespeare siger. Jeg er kommet for at ønske Dem til lykke med Deres ualmindeligt dygtige bedrift i Delhi. Åh! Jeg vil bare sige Dem, at vi alle er stolte af Dem. Det var særdeles nydeligt og behændigt gjort. Vor fælles ven, han er en gammel ven af mig. Han har været i adskillige forbistrede klemmer før og nu kommer han i endnu flere. Han fortalte mig det. Jeg fortalte Hr. Lurgan det, og han er meget tilfreds med, at De bestod eksamen så godt. Hele Departementet er tilfreds.”

For første gang i sit liv følte Kim sig gennembævet af den rene og pure stolthed (som dog kan være en dødbringende fælde) der følger med officiel ros — den bedårende ros fra kolleger for arbejde, som de sætter pris på. Ingen anden følelse i denne verden kan sammenlignes med den. Men, sagde østerlændingen i ham, en babu rejser ikke langvejs for at aflevere en kompliment.

”Kom til sagen, babu,” sagde han myndigt.

”Åh, der er egentlig ikke noget at fortælle. Ikke andet end at jeg var i Simla, da der indløb telegram om, hvad vor fælles ven sagde, at han havde skjult, og gamle Creighton —” Han så op for at se, hvordan Kim tog denne frækhed.

”Oberst-sahib’en,” rettede drengen fra St. Xavier ham.

”Naturligvis. Han fandt, at jeg for øjeblikket ikke havde noget at gøre, og så blev jeg sendt ned til Chitor for at finde det forbandede brev. Jeg holder ikke af Syden — for meget jernbanerejseri — men jeg fik gode rejsediæter. På tilbagevejen traf jeg vor fælles ven i Delhi. Han holder sig i ro for øjeblikket og siger, at forklædningen som sadhu passer ham fortræffeligt. Nå, dér hørte jeg altså, hvad De har gjort så godt og så hurtigt og uden varsel og efter øjeblikkets indskydelse. Jeg fortalte vor fælles, at det var godt klaret. Det var storartet. Og jeg er kommet for at sige Dem det.”

”Hm!”

Frøerne havde travlt i grøfterne og månen var ved at gå ned. En eller anden glad tjener var gået ud for at nyde natten og slå på tromme. Kims næste ord var på de indfødtes sprog.

”Hvordan bar De Dem ad med at følge os?”

”Oah, det var let. Jeg fik at vide af vor fælles ven, at De rejste til Saharanpur, og så tog jeg samme vej. Røde lamaer bemærkes. Jeg købte mig min medicinkasse og jeg er virkelig en meget god doktor. Jeg kom til Akrola og hørte alt muligt om Dem, og så snakkede jeg med folk hist og her. Alle de jævne folk ved, hvad De gør. Da den gæstfri gamle dame sendte dooli’en efter Dem, fik jeg det at vide. Folk her på egnen husker den gamle lamas besøg særdeles godt. Jeg ved, at gamle damer ikke kan holde fingrene fra medicin og derfor gjorde jeg mig til doktor — forstår De? Jeg synes, det er meget godt. På ære, Hr. O’Hara, De og lamaen er kendt her i en omkreds af et halvhundrede mil — blandt tarvelige folk. Altså kom jeg hertil. De har vel ikke noget imod det?”

”Babuji,” sagde Kim og så op i det brede, grinende fjæs, ”jeg er sahib.”

”Men kære Hr. O’Hara —”

”Og jeg håber at komme til at deltage i Det Store Spil.”

”For øjeblikket er De officielt min underordnede.”

”Hvorfor da snakke som en abe i et træ? Folk følger ikke efter én fra Simla og forklæder sig blot for at sige smukke ord. Jeg er ikke et barn. Tal hindi og lad os sive ind til æggets blomme. Her sidder De og siger ikke ét sandt ord af ti. Hvorfor er De kommet hertil? Spyt ud.”

”Det er så særdeles forvirrende — så fuldstændig europæisk, Hr. O’Hara. I Deres alder burde De vide bedre.”

”Men jeg ønsker at vide det,” lo Kim. ”Dersom det drejer sig om Det Store Spil, kan jeg måske hjælpe Dem. Men hvordan kan jeg udrette noget, dersom De bukh (vrøvler) op af stolper og ned af døre?”

Hurree Babu tog piben og dampede, indtil det gurglede i den.

”Nu vil jeg tale i de indfødtes sprog. Bliv siddende ganske rolig, Hr. O’Hara… Det drejer sig om en hvid hingsts stamtavle.”

”Endnu? Den historie er for længst overstået.”

”Når alle mennesker er døde, er Det Store Spil overstået. Men ikke før. Hør mig ud. Der var Fem Konger, som forberedte en pludselig krig for tre år siden, den gang Mahbub Ali gav Dem den hvide hingsts stamtavle. Få grund af den meddelelse faldt vor hær over dem, før de var rede.”

”Javel — otte tusind mand med kanoner. Jeg husker den aften.”

”Men krigen førtes ikke til ende. Sådan plejer regeringen at bære sig ad. Tropperne blev kaldt tilbage, fordi regeringen troede, at de Fem Konger var kuede, og det er ingen billig historie at skaffe mad til folkene oppe mellem de høje bjergpas. Hilás og Bunár — rajaer, som ejer artilleri — påtog sig mod betaling at bevogte passene mod alt nordenfra. De afgav erklæringer om såvel frygt som venskab.” Han fniste og fortsatte på engelsk: ”Naturligvis giver jeg Dem disse oplysninger uofficielt for at gøre Dem klar over den politiske situation, Hr. O’Hara. Officielt kan jeg ikke kritisere mine overordnedes handlinger. Så går vi videre. — Regeringen, som bestræber sig på at undgå udgifter, var tilfreds hermed, og der blev sluttet en kontrakt om, at for så og så mange rupier om måneden skulle Hilás og Bunár bevogte passene, så snart statens tropper var trukket tilbage. På samme tid — det var efter at vi to havde truffet hinanden — blev jeg, som havde solgt te i Leh[*], regnskabsfører i hæren, og da tropperne marcherede hjem, blev jeg ladt tilbage for at betale de kulier, som anlagde nye veje i bjergene. Dette vejbyggeri var en del af overenskomsten mellem Bunár, Hilás og regeringen.”

”Nå, og så?”

”De kan tro, der var nederdrægtig koldt deroppe, da sommeren var omme,” vedblev Hurree Babu i en fortrolig tone. ”Hver eneste nat var jeg bange for, at Bunárs folk ville skære halsen over på mig for at få fat i pengekassen. Min sepoy livvagt lo ad mig! Fy for pokker, hvor var jeg ængstelig! Nå, men lige meget. Jeg går videre på de indfødtes sprog… Jeg sendte mange gange bud om, at disse to konger havde solgt sig til vor nordlige nabo, og Mahbub Ali, som den gang var endnu længere nordpå, bekræftede mine ord fuldt ud. Men der blev ikke gjort noget. Derimod fik jeg frost i fødderne og mistede en tå. Jeg sendte bud om, at de veje, som jeg betalte folkene for at anlægge, blev bygget til fremmedes og fjenders fødder.”

”Hvem?”

”Russerne. Det var noget, som kulierne ganske åbenlyst sagde vittigheder om. Så blev jeg kaldt tilbage for mundtligt at berette, hvad jeg vidste. Mahbub drog også sydpå. Og nu skal De bare høre, hvad enden blev! I år, efter at sneen var smeltet,” — han gøs igen — ”kommer to fremmede ned gennem passene under påskud af at jage vilde geder. De har ganske rigtigt geværer med, men de har også landmålerkæder og vaterpas og kompasser.”

”Aha! Det begynder at dæmre.”

”De bliver vel modtaget af Hilás og Bunár. De lover guld og grønne skove. De taler som talerør for en gavegivende kejser. Op gennem dalene og ned gennem dalene går de og siger: ’Her er et sted, hvor der bør bygges et brystværn; her kan I anlægge et fort; her vil I kunne holde vejen mod en hel hær’ — de selv samme veje, som jeg betalte rupier for hver måned. Regeringen ved det, men gør ingenting. De tre andre konger, som ikke blev betalt for at vogte mod russerne, sender ilbud om, at Bunár og Hilás pønser på forræderi. Og efter at hele skaden er sket, forstår De — efter at disse to fremmede med deres vaterpas og kompasser har fået de Fem Konger til at tro, at en stor hær vil fylde passene i morgen eller i overmorgen — bjergfolk er bare for dumme — kommer der ordre til mig, Hurree Babu: ’Rejs nordpå og se, hvad de fremmede foretager sig’. Jeg siger til Creighton Sahib: ’Dette er ikke en retssag, som vi skal samle vidner til’.” Han slog pludselig igen over i engelsk: ”’For pokker’” sagde jeg, ”hvorfor hede hule giver De ikke en eller anden brav mand en halvofficiel ordre om at forgive dem for at statuere et eksempel? Det er, med forlov, en såre dadelværdig slaphed, De dér udviser. Og oberst Creighton, han lo ad mig! Men det er alt sammen jeres forbandede engelske stolthed. I bilder jer ind, at ingen vover at konspirere mod jer! Rent pladder.”

Kim bakkede langsomt på piben og overvejede i sit kvikke hoved historien, så vidt han forstod den.

”De er altså på vej for at følge efter de fremmede?”

”Nej, for at møde dem. De vil ned til Simla for at sende hornene og hovederne af de dyr, de har skudt, til Calcutta for at lade dem præparere. De er slet og ret jægere og sportsmænd og regeringen indrømmer dem særlige lettelser. Det gør vi naturligvis altid. Det er vor engelske stolthed.”

”Men hvorfor da frygte dem?”

”For pokker, de er ikke sorte. Jeg kan naturligvis gøre alt muligt mod de sorte. Men de er russere og uden skrupler. Jeg — jeg har ikke lyst til at omgås dem uden vidner.”

”Tror De, at de vil dræbe Dem?”

”Åh, det betyder intet. Jeg håber, at jeg har læst min Herbert Spencer[*] godt nok til at kunne trodse en bagatel som døden, der trods alt er min skæbne. Men — men de vil måske prygle mig.”

”Hvorfor?”

Hurree Babu knipsede irriteret med fingrene.

”Naturligvis slutter jeg mig til deres følge i en eller anden surnumerær egenskab, måske som tolk, eller som sindssvag og forsulten person, eller sådan noget. Og så må jeg lure mig til de oplysninger, jeg kan få, tænker jeg. Det er lige så let for mig som at spille doktor for den gamle dame. Men — men — forstår De, Hr. O’Hara, jeg er desværre asiat, hvilket er en alvorlig skavank i visse henseender. Og desuden er jeg bengaler — altså et ængsteligt menneske.”

”Gud skabte haren og bengaleren. Er det deres skyld?” sagde Kim med et ordsprog.

”Jeg tror nu, at det var en evolutionsproces, baseret på primær nødvendighed. Men det ændrer ikke, at faktum eksisterer i alt sit cui bono[*]. Jeg er skrækkeligt ængstelig! Jeg husker engang, jeg var nær ved at få hovedet hugget af på vejen til Lhassa. (Nej, jeg er aldrig nået til Lhassa). Jeg satte mig ned og græd, Hr. O’Hara, i forventning om kinesisk tortur. Jeg tror ikke, at disse to herrer vil tortere mig, men jeg vil dog helst være forberedt på alle mulige hændelser med europæisk hjælp for alle tilfældes skyld.” Han hostede og spyttede kardemommekærnerne ud. ”Det er et ganske uofficielt forlangende, til hvilket De kan sige: ’Nej, babu’. Men dersom De ikke har påtrængende forretninger sammen med Deres gamle mand — måske De kunne få ham til det, måske jeg kan indvirke på hans tilbøjeligheder — ville jeg meget gerne vedligeholde en officiel forbindelse med Dem, indtil jeg finder disse sportsmænd. Jeg har fået en særdeles god mening om Dem, siden jeg traf min ven i Delhi. Jeg vil også medtage Deres navn i min officielle rapport, når sagen er endelig afgjort, hvad der vil være Dem til stor nytte. Dette er den virkelige grund til mit komme.”

”Hm! Jeg tror, at slutningen af historien er sand. Men begyndelsen?”

”Om de Fem Konger? Åh, der er meget sandt i den. Betydeligt mere, end De skulle tro,” sagde Hurree alvorligt. ”De kommer så med — ikke sandt? Jeg drager herfra lige ind i Doon. Det er et meget frugtbart og smukt land. Så drager jeg til Massoorie — gode gamle Massoorie Pahar, som herrerne og damerne plejer at sige. Derfra over Rampur til Chini. Det er den eneste vej, De kan komme. Jeg holder ikke af at vente i kulden, men vi må vente på dem. Jeg vil følges med dem til Simla. Den ene russer er nemlig franskmand[*] og jeg kan ganske godt fransk. Jeg har venner i Chandernagore.”

”Han vil sikkert fryde sig ved at gense bjergene,” sagde Kim eftertænksomt. ”De sidste ti dage har han næsten ikke talt om andet. Dersom vi følges ad —”

”Oah, vi kan være fremmede for hinanden på landevejen, hvis Deres lama foretrækker det. Jeg går en fire-fem mil forud. Der er intet hurry for Hurree. Det er et europæisk ordspil, hehe! Og De kommer bagefter. Vi har tiden for os, for de skal naturligvis lægge råd op og opmåle land og tegne kort. Jeg drager af sted i morgen tidlig og De dagen efter, hvis De vil. Tænk over sagen til i morgen. Død og pine, det er snart morgen.”

Han gabede gevaldigt og sjokkede, uden så meget som et høfligt ”God nat”, af sted til sit sovekammer.

Kim sov kun lidt den nat og han tænkte på hindustani:

”Med rette kaldes spillet Det Store! I fire dage var jeg køkkendreng i Quetta og opvartede en kvinde, hvis mands bog jeg stjal. Og det var en del af Det Store Spil! Fra Syden — Gud ved, hvor langt borte fra — kom mahrattaen og spillede Det Store Spil, mens han frygtede for sit liv. Og nu skal jeg vandre langt, langt mod nord og spille Det Store Spil. Sandelig, Spillet går som en væverskytte gennem hele Hind. Og min andel i det og min glæde” — han smilede ud i mørket — ”har jeg lamaen her at takke for. Også Mahbub Ali — også Creighton Sahib — men mest den Hellige Mand. Han har ret — det er en stor og vidunderlig verden — og jeg er Kim — Kim — Kim. Alene — et eneste menneske — midt i det alt sammen. Men jeg vil se disse fremmede med deres vaterpas og landmålerkæder…”

”Hvad blev resultatet af gårsaftenens sladder?” spurgte lamaen efter sin morgenbøn.

”Der kom en omvandrende kvaksalver — en af Sahibas snyltegæster. Ham knuste jeg med argumenter og bønner og beviste, at vore tryllemidler duer til mere end hans farvede vand.”

”Ak! Mine tryllemidler. Er den dydige kvinde stadig opsat på at få et til?”

”Ja, meget.”

”Så må jeg skrive det, ellers gør hun mig døv med sin snak.”

Han famlede efter sit pennefoderal.

”På sletterne,” sagde Kim, ”er der altid for mange mennesker. I bjergene er der færre, så vidt jeg forstår.”

”Åh! Bjergene og sneen på bjergene!” Lamaen rev en lille firkantet papirlap af, som kunne passe til en amulet. ”Men hvad kender du til bjergene?”

”De er meget nær.” Kim stødte døren op og betragtede Himalayas lange, fredelige linje, som rødmede i morgenens gyldne lys. ”Jeg har aldrig sat min fod blandt dem, undtagen den gang jeg var klædt som sahib.”

Lamaen indsugede luften længselsfuldt.

”Drager vi nordpå” — Kim rettede dette spørgsmål til solopgangen, som netop brød frem — ”ville vi så ikke undgå en hel del middagshede ved at vandre ind blandt de lavere bjerge i det mindste?… Er tryllemidlet færdigt, Hellige Mand?”

”Jeg har nedskrevet navnene på syv dumme djævle — ingen et støvgran i øjet værd. Sådan slæber tåbelige kvinder os bort fra Vejen!”

Hurree Babu kom frem bag dueslaget, børstende sine tænder med demonstrativ højtidelighed. Med sin kødfulde krop, sine brede hofter, sin tyrehals og sin dybe stemme så han ikke ud som ”en ængstelig mand”. Kim gav ham et næsten usynligt vink til tegn på, at sagen var i god gænge, og da morgentoilettet var endt, kom Hurree for at gøre stads af lamaen med blomstrende talemåder. De spiste naturligvis for sig, og derefter genoptog den gamle dame, mere eller mindre tilsløret bag et vindue, det vigtige spørgsmål om mavepine hos børn, fremkaldt af umodne mangoer. Lamaens kendskab til lægevidenskaben var naturligvis indskrænket til sympatimidler. Han troede for eksempel, at gødning af en sort hest, blandet med svovl og båret i en slangehud, var et sikkert middel mod kolera. Men symbolikken interesserede ham langt mere end videnskaben. Hurree Babu bøjede sig for disse anskuelser med fortryllende høflighed, så at lamaen kaldte ham en høflig læge. Hurree Babu svarede, at han kun var en uerfaren fusker i mysterierne, men at han i det mindste vidste — og det takkede han Guderne for — når han sad overfor en mester. Selv var han blevet undervist af sahib’erne, som ikke sparer nogen udgift, i Calcuttas prægtige haller. Men, som han altid var rede til at anerkende, der er en visdom, som ligger bag al jordisk visdom — den ophøjede kundskab, som erhverves ved meditation i ensomhed. Kim så misundelig til. Den Hurree Babu, han kendte — den fedtede, overstrømmende, nervøse — var væk. Væk var også den storsnudede bissekræmmer fra den foregående aften. Tilbage sad en sleben, høflig, opmærksom, alvorlig, lærd mand med megen erfaring og megen modgang og indsugede visdom af lamaens ord. Den gamle dame betroede Kim, at disse høje materier gik over hendes forstand. Hun holdt af tryllemidler, der var skrevet med meget blæk, som man kunne vaske af i vand og drikke. Hvad nytte var Guderne ellers til? Hun holdt af mænd og kvinder, og hun talte om dem — om småkonger, som hun havde kendt i gamle dage; om sin ungdom og skønhed; om leoparders røverier og om asiatisk elskovs excentriciteter; om beskatning, ublu forpagtning, begravelsesceremonier, sin svigersøn (hentydningsvis, men utvetydigt), barnepleje og nutidens mangel på sømmelighed. Og Kim, der interesserede sig lige så stærkt for denne verdens liv som hun, der skulle forlade det, sad ivrigt lyttende med fødderne under sin kjortelsøm, alt imens lamaen tilbageviste alle Hurree Babus lægevidenskabelige teorier.

Ved middagstid spændte babuen sin messingbeslåede medicinkasse fast på sin ryg, tog sine lakerede galasko i den ene hånd og en strålende blå og hvid parasol i den anden, og begav sig på vej mod nord til Doon, hvor, som han sagde, de stedlige småkonger længtes efter ham.

”Vi vil vandre af sted i aftenkøligheden, chela,” sagde lamaen. ”Denne læge, der forstod sig både på medicin og på høflighed, bekræfter, at beboerne af de lavere bjerge er fromme, gavmilde og har stort behov for en lærer. Om meget kort tid, sagde hakim’en, kan vi komme til kølig luft og fyrreduft.”

”Vil I til bjergene? Og ad Kuluvejen? Åh, I tredobbelt lykkelige!” skingrede den gamle dame. ”Hvis det ikke var, fordi jeg har en smule travlt med husholdningen, ville jeg sætte mig i min palankin… men det ville være upassende og mit rygte ville tage skade. Hoho! Jeg kender vejen — hver eneste dagsrejse på vejen kender jeg. I vil møde gavmildhed alle vegne — den nægtes aldrig et kønt menneske. Jeg vil sørge for rejsekost til jer. Vil I have en vejviser? Ikke? Så vil jeg i det mindste lave god mad til jer.”

”Hvilken kvinde Sahiba’en dog er!” sagde den hvidskæggede oorya, da der lød larm ovre fra køkkenet. ”Aldrig har hun glemt en ven, aldrig har hun glemt en fjende. Og den mad, hun laver — wah!” Han gned sig på sin slunkne mave.

Der kom kager, der kom syltetøj, der kom kolde kyllinger, kogt sammen med ris og svesker og så møre, at de faldt fra hinanden — nok til at belæsse Kim som et muldyr.

”Jeg er gammel og unyttig,” sagde hun. ”Ingen holder af mig nu — og ingen respekterer mig — men få kan kappes med mig, når jeg påkalder Guderne og sætter mig ned med mine gryder. Kom igen, I gode mennesker. Hellige Mand og discipel, kom igen. Værelset står altid rede. Velkomne er I altid… Se til at kvinderne ikke alt for åbenlyst løber efter din chela. Jeg kender kvinderne i Kulu. Chela, pas på, at han ikke løber fra dig, når han igen indånder sine bjerges luft… Hai! Vend ikke op og ned på risposen… velsign vort hus, Hellige Mand, og tilgiv din tjenerinde hendes tåbeligheder.”

Hun tørrede sine gamle røde øjne på en flig af sit slør og kæmpede med sin hulken.

”Kvinder snakker,” sagde lamaen endelig. ”Men det er en kvindelig svaghed. Jeg gav hende et tryllemiddel. Hun er bundet til Hjulet og ganske optaget af dette livs tant, men ikke desto mindre, chela, er hun dydig, venlig, gæstfri — har et sundt og ivrigt hjerte. Hvem tør sige, at hun ikke erhverver sig Fortjeneste?”

”Ikke jeg, Hellige Mand,” svarede Kim, mens han omfordelte det rigelige forråd af proviant på sine skuldre. ”Inde i mit hoved — bag mine øjne — har jeg forsøgt at skabe et billede af en sådan kvinde fuldstændig befriet fra Hjulet — uden ønsker, uden handlinger — helt nonneagtig, så at sige.”

”Og, djævleunge?” Lamaen lo næsten højt.

”Jeg kan ikke se hende for mig.”

”Jeg heller ikke. Men hun har mange, mange millioner liv for sig. Måske hun i hvert liv vil erhverve lidt visdom.”

”Men vil hun glemme at lave pilaf med safran?”

”Dine tanker er rettede mod uværdige ting. Men dygtig er hun. Jeg føler mig i høj grad vederkvæget. Når vi kommer til de lavere bjerge, får jeg flere kræfter endnu. Hakim’en talte sandt i morges, da han sagde, at et pust fra sneen blæser tyve år bort fra en mands alder. Vi vil for en kort stund gå op i bjergene — højlandet — hvor man hører snevandet risle og træerne suse. Hakim’en sagde, at vi kan vende tilbage til slettelandet når som helst, for vi kommer kun lige til udkanten af de herlige egne. Hakim’en har megen lærdom, men er ingenlunde stolt. Jeg talte til ham — mens du snakkede med Sahiba — om en vis svimmelhed, der lægger sig på min nakke om natten, og han sagde, at den kom af den overvældende hede og kunne helbredes af kølig luft. Ved nærmere eftertanke undredes jeg over, at et så simpelt lægemiddel ikke var faldet mig ind.”

”Fortalte du ham om din Søgen?” spurgte Kim en smule skinsygt. Han foretrak at beherske lamaen ved hjælp af sine egne ord — ikke ved Hurree Babus kunstgreb.

”Naturligvis. Jeg fortalte ham om min drøm og om, hvorledes jeg havde erhvervet mig Fortjeneste ved at lade dig lære visdom.”

”Du sagde vel ikke, at jeg var sahib?”

”Hvorfor? Jeg har sagt dig mange gange, at vi kun er to sjæle, som søger Frelse. Han sagde — med rette — at Frelsens Flod vil vælde frem, som jeg har drømt — lige for mine fødder om nødvendigt. Da jeg har fundet den Vej, forstår du, som skal frigøre mig fra Hjulet, behøver jeg ikke at bekymre mig om at finde vej hen over denne jords marker — som er og bliver Illusioner? Det ville være meningsløst. Jeg har mine drømme, som gentager sig nat efter nat, jeg har min Jâtaka, og jeg har dig, Alverdens Ven. Det stod skrevet i dit horoskop — jeg har ikke glemt det — at en Rød Tyr på en grøn mark skulle bringe dig til ære. Hvem andre end jeg så den spådom gå i opfyldelse? Ja, jeg var redskabet dertil. Nu skal du til gengæld være mit redskab og finde mig min Flod. Vor Søgen er sikker!”

Han vendte sit elfenbensgule ansigt, roligt og ubekymret, mod de vinkende bjerge og hans skygge lå henover støvet et langt stykke foran ham.