Kim

Femtende kapitel

To hundrede engelske mil nord for Chini, på Ladakhs blå skiferklipper, ligger Yankling Sahib, den muntre herre, harmfuldt spejdende gennem sin kikkert hen over klippekammene efter et glimt af sin yndlings-sporsøger — en mand fra Ao-chung. Men dette troløse menneske vandrer om på ganske andre kanter med en ny mannlicherriffel og to hundrede patroner og skyder moskushjorte og næste år vil han fortælle Yankling Sahib, hvor forfærdelig syg han var.

Op gennem Bushahrs dale — Himalayas fjerntskuende ørne svinger sig i kredse ved synet af den blåhvide hullede parasol — iler en bengaler, førhen fed og velnæret, nu mager og vejrbidt. Han har modtaget taksigelser af to højtstående udlændinge, hvem han med stor duelighed har vist vej til Mashobra tunnelen, der fører til Indiens store og glade hovedstad. Det var ikke hans skyld, at han i tæt tåge førte dem forbi telegrafstationen og den europæiske koloni i Kotgarh. Det var ikke hans skyld, men Gudernes, om hvem han talte så interessant, at han førte dem ind over Nahans grænser, hvor denne stats rajah ved en misforståelse antog dem for deserterede engelske soldater. Hurree Babu forklarede, hvilke store og berømmelige mænd hans ledsagere var i deres eget land, indtil den sløve fyrste smilede. Han fortalte det til enhver, der spurgte — mange gange — med høj røst — med bestandig variation i udtrykkene. Han tiggede mad, han sørgede for bekvemmeligheder, han viste sig som en duelig læge ved behandlingen af en skade i lysken — en sådan kvæstelse, som man kan få ved at trille ned ad en stenet bjergskrænt i mørke — og han var på enhver måde uundværlig. Grunden til hans velvilje gjorde ham ære. Som millioner af medtrælle havde han lært at betragte Rusland som den store befrier fra Norden. Han var en ængstelig mand. Han havde været bange for, at han ikke ville kunne redde sine berømmelige principaler fra den ophidsede landbefolknings harme. Han for sit personlige vedkommende var ligeglad med om man slog en hellig mand eller ej, men… han var inderlig taknemmelig og oprigtig glad over, at han havde gjort ”den smule, han magtede” for at tilvejebringe et heldigt udfald af deres vovestykke — bortset fra tabet af bagagen. Pryglene havde han glemt. Han benægtede, at han overhovedet havde fået prygl den sørgelige første nat under fyrretræerne. Han forlangte hverken løn eller honorar, men hvis de anså ham for værdig dertil, ville de så ikke nok skrive ham et skudsmål? Det kunne måske blive ham til nytte, dersom andre herrer, venner af dem, kom ned over passene. Han bad dem om at mindes ham i deres fremtidige storhed, for han ”var af den afgjorte anskuelse”, at han, endogså han, Mohendro Lal Dutt, magister artium, fra universitetet i Calcutta, havde ”vist staten en tjeneste”.

De gav ham et skudsmål, hvori de lovpriste hans høflighed, hjælpsomhed og ufejlbarlige dygtighed som fører. Han gemte det i sit livbælte og hulkede af rørelse. De havde jo døjet så mange farer sammen. Han førte dem ved højlys dag ad Simlas menneskefyldte hovedgade til Alliance-Banken i Simla, hvor de ønskede at godtgøre deres identitet. Og derefter forsvandt han som morgentågen på Jakkobjerget.

Og se ham nu, mens han kravler op ad Shamleghs skrænt, for afmagret til at svede, for travl til at reklamere for lægemidlerne i den lille, messingbeslåede kasse, en god mand, der er blevet bedre. Betragt ham, mens han uden babumanerer sidder ved middagstide på en seng og ryger, mens en kvinde med turkisbesat hovedpynt peger mod sydøst hen over de magre græsmarker. Bærestole kommer ikke så hurtigt frem som fodgængere, siger hun, men hans fugle må nu være fløjet ned på slettelandet. Den Hellige Mand ville ikke blive, skønt Lispeth[*] bad ham indstændigt derom. Babuen sukker dybt, spænder bælte om sine brede lænder og begiver sig på tilbagevejen. Han ønsker ikke at vandre efter tusmørkets frembrud, men hans dagsmarcher — der er ingen til at notere, hvor lange de er — ville forbavse folk, som plejer at gøre nar ad hans racefæller. Venlige landsbyfolk, som husker lægen fra for to måneder siden, giver ham ly mod skovens onde ånder. Han drømmer om bengalske Guder, universitetslærebøger og det Kongelige Videnskabernes Selskab i London. Og ved daggry hopper den blå og hvide parasol videre.

I udkanten af Doon, et godt stykke forbi Massoorie og med sletterne udbredte foran dem som gyldent støv, holder en gammel, slidt bærestol hvil, og i den ligger — det ved alle mennesker i bjergene — en syg lama, som søger en Helbredelsens Flod. Landsbyerne har været nær ved at komme op at slås om at have den ære at bære den, for ikke blot har lamaen velsignet dem, men hans discipel har givet dem mange penge — en hel tredjedel af, hvad en sahib ville betale. Dooli’en er blevet båret med en fart af tolv engelske mil om dagen, som bærestængernes fedtede, blankslidte ender beviser, og det ad veje, som få sahib’er bruger. Over Nilang passet i en snestorm, hvor de støvfine, hvirvlende snefnug fyldte hver fold i den ubevægelige lamas kjortel. Mellem Raiengs sorte tinder, hvor de hørte de vilde geders brægen oppe i skyerne, gyngende og svajende over skiferbjergene længere nede; fastholdt med besvær mellem skulder og kæbeben, mens de drejede om de uhyggelige krumninger på den udhuggede sti under Bhagirati; svingende og knirkende efter bærernes jævne trav, mens de steg ned i Vandenes Dal; hurtigt båret hen over denne snævre kløfts sumpede bund; op og op og atter op, hvor de larmende vindstød fra Kedarnath fejede dem i møde; sat til hvile midt på dagen i de gæstfri egeskoves brunlige tusmørke; ført fra landsby til landsby i det kolde daggry, hvor selv fromme mennesker bør tilgives, når de bander utålmodige hellige mænd; eller i fakkelskær, så at selv den mindst frygtsomme kommer til at tænke på spøgelser. Og nu har dooli’en nået sin sidste holdeplads. De små bjergboere sveder i de lave Sewalik-bjerges tempererede klima og samler sig omkring præsterne for at modtage velsignelser og løn.

”I har erhvervet Fortjeneste,” siger lamaen. ”Større Fortjeneste, end I ved af. Og I vil vende tilbage til bjergene,” tilføjer han med et suk.

”Javist. Til de høje bjerge og det snarest muligt.” Bæreren gnider sin skulder, drikker en slurk vand, spytter den ud igen, og binder sin halmsandal fastere. Kim, hvis ansigt har et forpint og udmattet udtryk, tager småt sølv fra sit bælte og giver ham det, løfter madposen ud af bærestolen, putter en voksdugspakke — det er hellige skrifter, siger han — ind på sit bryst, og hjælper lamaen med at komme på benene. Der er atter kommet fred i den gamle mands blik og han venter ikke, at bjergene skal styrte sammen og knuse ham, som han gjorde den uhyggelige nat, da den opsvulmede flod spærrede vejen for dem.

Mændene løfter dooli’en og forsvinder snart med den bag de adspredte grupper af buskads.

Lamaen løfter hånden mod Himalayas høje mur: ”Ikke blandt jer, I højst velsignede af alle bjerge, faldt vor Herres Pil! Og aldrig mere skal jeg indånde jeres luft!”

”Men du har ti gange så megen styrke i denne gode luft,” siger Kim, for hans trætte sjæl finder lise i synet af de kornrige, smilende sletter. ”Her, eller her i nærheden, faldt Pilen. Ganske rigtigt. Vi vil gå meget langsomt, måske kun en kos om dagen, for vor Søgen er sikker, men posen tung.”

”Ja, vor Søgen er sikker. Jeg har modstået en stor fristelse.”

De gik nu aldrig mere end et par engelske mil om dagen og på Kims skuldre hvilede hele byrden — vægten af en gammel mand, vægten af den tunge madpose med bøgerne i, brevene på hans bryst og alle det daglige livs småting. Ved daggry tiggede han, ordnede så tæpperne til et sæde for lamaen, når denne ville meditere, holdt hans trætte hoved i sit skød i middagsstundens hede, viftede fluerne bort, indtil han fik ondt i håndleddet, tiggede atter om aftenen, og gned lamaens fødder, mens denne lønnede ham med løfter om Frihed fra Hjulet — i dag, i morgen, eller senest i overmorgen.

”Aldrig har der været mage til chela. Til tider tænker jeg endog, at Ananda næppe kan have plejet vor Herre mere trofast. Og du er en sahib? Den gang jeg var en mand — for længe siden — glemte jeg det. Nu ser jeg ofte på dig, og hver gang mindes jeg, at du er sahib. Det er sælsomt.”

”Du har sagt, at der hverken gives sort eller hvid. Hvorfor da plage mig med sådan tale, Hellige Mand? — Lad mig gnide den anden fod med. Det ærgrer mig. Jeg er ikke sahib. Jeg er din chela, og mit hoved er tungt på mine skuldre.”

”Vær tålmodig en kort stund! Så opnår vi Friheden sammen. Og så vil du og jeg på Flodens anden bred skue tilbage på vore liv, som da vi i bjergene så vore dagsmarcher ligge bag os. Måske har jeg engang været sahib.”

”Der har aldrig været en sahib som dig, det tør jeg sværge på.”

”Jeg er sikker på, at Billedernes Vogter i Vidunderhuset i et fordums liv har været en såre vis abbed. Men selv hans briller kan ikke længere hjælpe mine øjne til at se. Der falder skygger, når jeg ønsker at se fast på noget. Nå, lige meget — vi kender det stakkels tåbelige legemes påhit — hvorledes skygger veksler og bliver til andre skygger. Jeg er bundet af tidens og rummets Illusion. Hvor langt har vi vandret i dag?”

”Omtrent en halv kos.” (Det vil sige tre fjerdedele af en engelsk mil og det havde været en drøj march.)

”En halv kos. Ha! I ånden har jeg vandret ti tusind gange tusind. Hvor er vi dog alle indpakkede og indhyllede og indviklede i dette meningsløse legeme!”

Han betragtede sin magre, blåårede hånd, der fandt rosenkransens perler så tunge.

”Chela, har du aldrig lyst til at forlade mig?”

Kim tænkte på voksdugspakken og bøgerne i madposen. Hvis blot en dertil berettiget person ville påtage sig at aflevere dem på hans vegne, så kunne Det Store Spil for hans skyld spille sig selv. Han var træt og hed i hovedet og plagedes af en hoste, der kom langt nede fra.

”Nej,” svarede han næsten hårdt. ”Jeg er ikke hund eller slange, at jeg bider den, jeg har lært at elske.”

”Du er for øm over mig.”

”Heller ikke det. Der er noget, jeg har gjort uden at spørge dig. Jeg har sendt bud med den kone, som gav os gedemælk i morges, til kvinden fra Kulu om, at du var lidt svag og trængte til en bærestol. Jeg bebrejder mig stærkt, at jeg ikke gjorde det, da vi nåede Doon. Vi bliver her, indtil bærestolen kommer.”

”Jeg er tilfreds. Hun er en kvinde med et hjerte af guld, som du siger, men meget snakkende.”

”Hun skal ikke få lov at trætte dig. Det har jeg også tænkt på. Hellige mand, mit hjerte er såre tungt for mine mange forsømmelser overfor dig.” Der kom en hysterisk klump i hans hals. ”Jeg har fået dig til at vandre for langt; jeg har ikke altid indsamlet god mad til dig; jeg har ikke taget heden i betragtning; jeg har sladret med folk på vejen og ladet dig være alene… jeg har — jeg har… Hai mai! Men jeg elsker dig… og nu er det alt sammen for sent… jeg var et barn… åh, hvorfor var jeg ikke en mand!…” Overvældet af nervespænding, træthed og udmattelse større end hans alder kunne bære, sank Kim sammen og lå hulkende for lamaens fødder.

”Hvad er det for snak?” sagde den gamle mand blidt. ”Du har aldrig veget en hårsbredde fra Lydighedens Vej. Forsømt mig? Barn, jeg har levet af din styrke, som et gammelt træ lever af en ny murs kalk. Dag for dag siden vi drog ned fra Shamlegh, har jeg stjålet styrke fra dig. Derfor, og ikke på grund af nogen synd fra din side, er du svækket. Det er legemet — det tossede, tåbelige legeme — der taler nu. Ikke sjælen, som er sikker i sin sag. Vær trøstig! Kend i det mindste de djævle, du bekæmper. De er jordfødte — børn af Illusioner. Vi vil gå til kvinden fra Kulu. Hun skal få lov til at erhverve sig Fortjeneste ved at huse os og især ved at pleje mig. Du skal have din frihed, indtil din styrke vender tilbage. Jeg havde glemt det tåbelige legeme. Er der grund til dadel, så lad den ramme mig. Men vi er for tæt ved Befrielsens Porte til at lægge vægt på dadel. Jeg kunne lovprise dig, men hvortil behøves det? Om en kort stund — om en meget kort stund er vi hævede over ethvert behov.”

Og således kælede han for Kim og trøstede ham med vise ord og dybsindige lærdomme om det kun lidet forståede væsen, vort legeme, som, skønt det kun er en Illusion, alligevel vil spille sjæl, hvad der gør Vejen vanskelig at finde og bevirker en umådelig mangfoldiggørelse af unødvendige djævle.

”Hai! Hai! Lad os tale om kvinden fra Kulu. Tror du, at hun vil forlange nok et tryllemiddel til sin dattersøn? — Dengang jeg var en ung mand, for meget længe siden, plagedes jeg af de samme griller og af andre med, og derfor gik jeg til en abbed — en såre hellig mand og en Sandhedssøger, skønt det vidste jeg ikke dengang. Sæt dig op og lyt til mine ord, du min sjæls barn! Jeg fortalte ham min historie, og han sagde til mig: ’Chela, du må vide dette: Der er mange løgne i verden, og ikke få løgnere, men der gives ingen værre løgnere end vore legemer, undtagen måske vore legemers følelser.’ Jeg tænkte over disse ord og fandt trøst, og i sin store godhed og nedladenhed gav han mig te og lod mig drikke den i hans nærvær. Giv du mig nu også te, for jeg er tørstig.”

Leende gennem tårerne kyssede Kim lamaens fødder og gav sig til at lave te.

”Du støtter dig, legemlig talt, til mig, Hellige Mand, men jeg støtter mig til dig i andre henseender. Véd du det?”

”Måske jeg har gættet det,” sagde lamaen med et blink i øjet. ”Det må vi ændre.”

Da derfor nogle storsnudede mænd kom sjokkende og traskende med Sahibas bedste palankin, anført af den velkendte hvidhårede gamle oorya, og da de ikke længe efter nåede de ujævne rækker af lange, hvide, faldefærdige huse på den anden side af Saharanpur, tog lamaen sine forholdsregler.

Efter udvekslingen af de sædvanlige komplimenter sagde Sahiba’en muntert fra et vindue. ”Til hvad nytte er en gammel kones råd til en gammel mand? Jeg sagde dig — jeg sagde dig, Hellige Mand, at du skulle holde et vågent øje med din chela. Men hvordan har du gjort det? Svar mig ikke! Jeg ved det! Han er på egen hånd løbet blandt kvinderne. Se på hans øjne, hvor hule og indsunkne de er! Og en afslørende linje fra næsen og nedefter! Han er blevet helt udsuget! Føj! Føj! Og præst oven i købet!”

Kim så op, for træt til at smile, og rystede benægtende på hovedet.

”Spøg ikke,” sagde lamaen. ”Tiden til spøg er omme. Det er vigtige sager, der fører os hid. I bjergene blev jeg grebet af en sygdom på sjælen og han af en sygdom på legemet. Siden den tid har jeg levet af hans styrke — jeg har ædt ham op.”

”Børn er I begge — ung og gammel,” snøftede hun, men afholdt sig fra yderligere vittigheder. ”Må min gæstfrihed helbrede jer. Vent et øjeblik, så skal jeg komme ned til jer for at snakke om de høje, dejlige bjerge.”

Om aftenen — hendes svigersøn var kommet hjem igen, så hun behøvede ikke at foretage sin inspektionsrunde på gården — forklarede lamaen hende med sagte stemme sagens kernepunkt. De to gamle hoveder nikkede kløgtigt ad hinanden. Kim var vaklet af sted til et værelse med en seng i og sov tungt. Lamaen havde forbudt ham at lægge tæpperne tilrette eller hente mad.

”Jeg forstår — jeg forstår. Hvem skulle forstå det bedre?” kvækkede hun. ”Vi, som er på vej ned til ligbrændingspladserne, klynger os til hænderne af dem, som kommer op fra livets flod med fulde vandkrukker — med bredfulde vandkrukker. Jeg gjorde drengen uret. Så han lånte dig sin styrke? Sandt er det, at de gamle hver eneste dag opæder de unge. Men nu må vi gøre ham frisk igen.”

”Du har mange gange erhvervet dig Fortjeneste —”

”Min Fortjeneste! Hvad er den værd? En gammel kælling, som koger karry til mænd, der ikke engang spørger: Hvem kogte det her? — Nej, hvis jeg så endda kunne lade den gå i arv til min dattersøn —”

”Ham med mavepinen?”

”At tænke sig, at den Hellige Mand husker det! Det må jeg fortælle drengens moder. Det er en aldeles enestående ære! ’Ham med mavepinen’ — den Hellige Mand huskede det straks. Hun bliver stolt.”

”Min chela er for mig, hvad et barn er for den uoplyste.”

”Sig hellere barnebarn. Mødre har ikke vor alders visdom. Når et barn skråler, siger de, at Himlen falder ned. Men en bedstemor er tilstrækkelig langt borte fra fødselens smerte og diegivningens fryd til at kunne se, om skrålet skyldes uartighed eller vinde. Og siden vi igen taler om vinde, så må jeg tilstå, at da du sidste gang var her, Hellige Mand, var jeg måske for påtrængende med at bede dig om tryllemidler.”

”Søster,” sagde lamaen — hvilket er en tiltaleform, som en buddhistisk munk undertiden kan anvende overfor en nonne — ”finder du trøst i tryllemidler —”

”De er bedre end ti tusind læger.”

”Jeg siger, finder du trøst i dem, så vil jeg, som var abbed i Such-zen, lave dig så mange, du ønsker. Jeg har aldrig set dit ansigt —”

”Det ville selv aberne, som stjæler vor frugt, betragte som en fordel. Hihi!”

”Men, som han, der sover derovre, har sagt,” — han nikkede over mod gæsteværelsets lukkede dør på den anden side af gården — ”du har et hjerte af guld… og han er i ånden i høj grad mit barnebarn.”

”Godt! Jeg er den Hellige Mands ko.” Dette var ren hinduisme, men lamaen tog sig ikke af det. ”Jeg er gammel. Jeg har født sønner. Der var en tid, da mændene fandt behag i mig! Nu kan jeg helbrede dem.”

Han hørte hendes armbånd klirre, som om hun smøgede ærmerne op.

”Jeg skal tage mig af drengen og tylle medicin i ham og proppe mad i ham og gøre ham sund og frisk. Hai! Hai! Vi gamle kan dog stadig noget.”

Således gik det til, at da Kim, smertende i alle lemmer, slog øjnene op og ville gå til køkkenet for at hente mad til sin herre, fandt han sig under stærk tvang og så den hvidhårede tjener stå i døren ved siden af en tilsløret skikkelse, som bestemt og tydeligt fortalte ham, hvad han aldeles ikke måtte gøre.

”Du skal have? Du får ingenting. Hvad? En kasse med lås, til hellige bøger? Det er en anden sag. Himlen forbyde, at jeg skulle stille mig mellem en præst og hans bønner! Den skal blive bragt og du skal få nøglen.”

De satte kassen ind under hans seng og med et lettelsens suk gemte Kim Mahbubs pistol, voksdugspakken med brevene, bøgerne og dagbøgerne. Af en eller anden meningsløs grund var deres vægt på hans skuldre intet i sammenligning med deres vægt på hans arme sind. Om natten plejede hans nakke at smerte under dette tryk.

”Din sygdom er ikke almindelig hos ungdommen i vore dage — nu hvor unge mennesker har opgivet at pleje de ældre. Det, som skal helbrede dig, er søvn og visse lægemidler,” sagde sahibaen. Og Kim lod sig villigt synke hen i en tomhed, der forekom ham halvt truende og halvt beroligende.

Hun bryggede drikke i et eller andet mystisk asiatisk fadebur — drikke, som lugtede af onde syger og smagte værre endnu. Hun stod skildvagt over Kims leje, til han havde fået dem ned, og hun undersøgte dem nøje, når de kom op igen. Hun belagde gården med tabu og gennemtvang afspærringen ved hjælp af en væbnet mand. Ganske vist var han nogle og halvfjerds og hans sværd bestod af et hæfte og en tom skede, men han repræsenterede Sahibaens autoritet, og belæssede vogne, snakkende tjenere, kalve, hunde, høns og sligt gjorde stor omvej. Og bedst af alt: Da alle uvedkommende var jaget væk, udvalgte hun blandt den mængde fattige slægtninge, der flokkedes ved husets bagside — ”husets hunde”, som de kaldtes — en fætters enke, der var dygtig til, hvad europæerne, som intet forstår sig derpå, kalder massage. Og de to lagde ham så i en linje fra øst til vest, for at de hemmelighedsfulde jordstrømninger, som sætter vore legemers ler i svingninger, skulle hjælpe og ikke hindre, og så masserede de ham i smadder en hel lang eftermiddag — knogle for knogle, muskel for muskel, sene for sene, og til sidst nerve for nerve. Æltet til ansvarsfri grød og halvt hypnotiseret af deres slørs uafladelige flagren hid og did gled Kim ti tusind mile dybt ned i slummer. Det var en søvn, der varede seks og tredive timer og som gennemtrængte hele hans væsen, som regn gennembløder jorden efter tørke.

Så var det fodringstid, og hun satte huset på den anden ende. Hun lod kyllinger slagte, hun sendte bud efter grønsager, og den alvorlige, langsomt tænkende gartner, der var næsten lige så gammel som hun selv, svedte i sin iver for at skaffe dem til veje. Hun tog krydderier og mælk og løg og småfisk fra åen — for ikke at tale om citroner til sorbet, og vagtler, og kyllingelevere stukket på pind med skiver af ingefær imellem.

”Jeg har set noget til denne verden,” sagde hun, da hun kom med de bugnende bakker, ”og der gives kun to slags kvinder i den — de, som berøver en mand hans styrke, og de, som gengiver ham den. En gang var jeg af de første, nu er jeg af de andre. Nej — spil ikke præstemand. Jeg spøgte kun. Passer det ikke nu, så vil det passe, når du atter begiver dig på vandring. Kusine” — henvendte hun sig til den fattige slægtning, der aldrig trættedes af at lovprise sin beskytterindes godgørenhed — ”kan du se, hvor hans hud er blevet frisk og blomstrende, som en nystriglet hests? Vort arbejde svarer til at slibe ædelsten, der skal kastes til en danserinde, ikke sandt?”

Kim satte sig over ende og smilede. Den forfærdelige mathed var forsvundet som en gammel sko. Han længtes efter at snakke løs igen, og for kun en uge siden havde det været ham en anstrengelse at skulle sige det korteste ord. Smerten i nakken (han måtte være blevet smittet af lamaen) var forsvundet ganske som de smertefulde reumatiske anfald og den dårlige smag i munden. De to gamle kvinder — som nu var lidt, men kun lidt, omhyggeligere med deres slør — kaglede så muntert som hønsene, der var kommet ind gennem den åbne dør for at pikke.

”Hvor er min Hellige Mand?” spurgte han.

”Nej, hør bare! Din Hellige Mand har det godt,” snerrede hun kort for hovedet. ”Skønt det er ikke hans fortjeneste. Kendte jeg et tryllemiddel, som kunne gøre ham klog, ville jeg sælge mine juveler for det. At afslå god mad, som jeg selv har lavet — og flakke omkring på markerne i to nætter med tom mave — og til slut falde i en bæk — er det hellighed? Og efter sådan at have ængstet mig og næsten knust den smule hjerte, som du havde ladet blive tilbage, kommer han og fortæller mig, at han har erhvervet sig Fortjeneste. Åh, hvor mænd ligner hinanden! Nej, det var ikke det udtryk han brugte — han sagde, at han var blevet befriet for al synd. Det kunne jeg have sagt ham, før han gjorde sig pjaskvåd. Nu har han det godt — det hændte for en uge siden — men pokker tage sådan hellighed! Et treårs barn ville være fornuftigere. Du skal ikke være urolig for den Hellige Mand. Han tænker kun på dig — når han da ikke vader rundt i vore bække.”

”Jeg mindes ikke at have set ham. Jeg husker kun, at dagene og nætterne gled forbi som hvide og sorte striber, der åbnede og lukkede sig. Jeg var ikke syg, kun træt.”

”En træthed, der kun bør kendes af folk, der er snese af år ældre end du. Men nu er det alt sammen overstået.”

”Maharani,” begyndte Kim, men ved at se udtrykket i hendes blik forandrede han denne tiltale til et ligefremt og kærligt ord — ”Moder, jeg skylder dig mit liv. Hvordan takke dig? Ti tusind velsignelser over dit hus og —”

”Vansignet være huset!” — En ordret gengivelse af den gamle dames ord er umulig. — ”Tak Guderne præsteligt, hvis du vil, men tak mig som en søn, om du lyster. Har jeg måske puslet dig og nuslet dig og dasket dig og vendt og drejet dine ti tæer, for at du skal smide skriftsprog i hovedet på mig? Du må være blevet født for at knuse din moders hjerte. Hvordan plejede du at være mod hende — søn?”

”Jeg har aldrig haft en moder,” sagde Kim. ”Hun døde, har jeg hørt, da jeg var lille.”

”Hai mai! Da kan ingen sige, at jeg har røvet, hvad hendes var, dersom — når du igen begiver dig på vandring, og dette hus kun er ét af tusind, hvor du har fundet ly og som du efter en ligegyldigt henkastet velsignelse har glemt. Lige meget. Jeg trænger ikke til velsignelser, men — men —” hun stampede med foden ad den fattige slægtning: ”Tag de bakker og bær dem over i huset. Hvad nytter mad, når den har stået og er blevet kold her i værelset, du uheldsvarslende kvinde?”

”Jeg har — har også engang født en søn, men han døde,” klynkede den krumbøjede skikkelse bag sløret. ”Du ved, at han døde. Jeg ventede kun på din befaling til at bære bakken bort.”

”Jeg er den uheldsvarslende kvinde,” udbrød den gamle dame angergiven. ”Vi, som er på vej ned til chattri’erne (de store parasoller ved ligbrændingspladserne, hvor præsterne indkræver deres sidste honorar) klynger os til dem, som bærer chatti’er (vandkrukker — unge mennesker fulde af livsmod, mente hun, men det er et klodset ordspil). Når man ikke kan danse ved gildet, må man se til fra et vindue, og at være bedstemor tager hele ens tid. Din herre giver mig nu alle de tryllemidler, som jeg ønsker til min datters ældste søn, formodentlig fordi han nu er fuldstændig syndefri. Hakim’en er meget ilde tilpas i denne tid. Han går rundt og forgiver mine tjenestefolk i mangel af bedres havelse.”

”Hvilken hakim, Moder?”

”Den selv samme mand fra Dacca, som gav mig den pille, der splittede mig i tre. Han kom drivende som en vildfarende kamel for en uges tid siden, svor på, at han og du havde været fostbrødre sammen oppe ad Kulu til og foregav at være meget ængstelig for dit helbred. Han var meget mager og forsulten og derfor gav jeg befaling til, at han skulle få noget at proppe i sig — ham med hans ængstelighed!”

”Er han her, ser jeg ham gerne.”

”Han æder fem gange om dagen og stikker hul på mine tjeneres bylder for at redde sig selv fra apopleksi. Han er så fuld af ængstelse for dit helbred, at han til stadighed opholder sig uden for køkkendøren og tager til takke med, hvad der falder af. Han går ingen steder. Vi slipper aldrig af med ham.”

”Send ham herhen, Moder,” — der kom et øjeblik det gamle glimt i Kims øjne — ”så vil jeg prøve.”

”Jeg skal sende ham til dig, men at jage ham bort ville være urigtigt. Han havde i det mindste fornuft nok til at fiske den Hellige Mand op af bækken, hvorved han — som den Hellige Mand ikke sagde — erhvervede sig Fortjeneste.”

”Han er en såre klog hakim. Send ham herhen, Moder.”

”Præst roser præst? Et mirakel! Hvis han er din ven — I skændtes ved jeres sidste møde — vil jeg trække ham herhen med reb og — og bagefter give ham en middag, som sømmer sig for hans kaste, min søn… men stå nu op og se dig om i verden! Denne sengeliggen fostrer halvfjerdsindstyve djævle… min søn! min søn!”

Hun ilede af sted for at rejse en storm udenfor køkkenet og umiddelbart efter kom babuen trillende, i folderig toga som en romersk kejser, pluskæbet som Titus, barhovedet, med nye lakerede sko, i smækfed tilstand og udsvedende henrykkelse og hilsener.

”Død og plage, Hr. O’Hara, jeg er kisteglad over at se Dem. Jeg vil være så venlig at lukke døren. Det gør mig ondt, at De er syg. Er De meget syg?”

”Papirerne — papirerne fra kilta’en — kortene og murasla’en!” Kim rakte utålmodigt nøglen frem. Hans sjæls trang for øjeblikket var at blive byttet kvit.

”De har ganske ret. Det er at se tingene fra et korrekt embedsmæssigt synspunkt. De har det vel alt sammen?”

”Alt håndskrevet i kilta’en tog jeg. Resten smed jeg i afgrunden.”

Han hørte nøglens klirren i låsen, voksdugens skratten, mens den blev revet op, og en hurtig raslen af papirer. I de lange sygdomsdage havde bevidstheden om deres tilstedeværelse under ham været en usigelig byrde og af den grund strømmede blodet raskere gennem hans årer, da Hurree gav sig til at danse elefantdans og atter trykkede hans hånd.

”Prægtigt! Mere end prægtigt, Hr. O’Hara! De har — haha — gaflet hele baduljen — hele molevitten! De fortalte mig, at det var otte måneders arbejde, der var forsvundet op i den blå luft. Og føj, hvor de pryglede mig!… Se her har vi brevet fra Hilás!” Han oplæste et par linjer på hofpersisk, der er det officielle og det uautoriserede diplomatis tungemål. ”Dér har Hr. Rajah Sahib gjort godt i nælderne. Nu kommer han til at give en officiel forklaring på, hvordan i hede hule han kom til at skrive kærlighedsbreve til zaren. Og det er nogle meget snedige kort, disse her… og der er en tre-fire premierministre fra de kanter, som har deltaget i korrespondancen. Død og plage, højstærede! Den engelske regering vil ændre arvefølgen i Hilás og Bunárs og udnævne nye tronarvinger. Forræderi af værste skuffe… men De forstår mig vist ikke rigtigt? Vel?”

”Er det alt sammen i Deres hænder?” spurgte Kim. Det var det eneste, der interesserede ham.

”Ja, det kan De tage gift på, at det er!” Hurree gemte hele skatten på sin person, som kun en østerlænding kan. ”Og nu skal de afleveres til Departementet,” vedblev han. ”Den gamle dame tror, at jeg er nagelfast inventar i hendes hus, men nu, da jeg har fået disse papirer, går jeg min vej straks og omgående. Lurgan bliver stolt. Officielt set er De min underordnede, men jeg vil nævne Deres navn i min mundtlige rapport. Det er skade, at det ikke er os tilladt at indgive skriftlige rapporter. Vi bengalere har vor styrke i den eksakte videnskabelighed.” Han rakte Kim nøglen og viste ham, at kassen var tom.

”Godt. Det er godt. Jeg var meget træt. Og min Hellige Mand var også syg. Faldt han virkelig i —”

”Vist så. Jeg har været ham en god ven, kan jeg sige Dem. Han opførte sig meget underligt, den gang jeg kom hertil efter Dem, og jeg tænkte, at han måske havde papirerne. Jeg indlod mig på hans spekulationer, også for at drøfte etnologiske spørgsmål med ham. Forstår De, jeg er en meget ubetydelig person her nu til dags sammenlignet med alle hans tryllemidler. Ved De, O’Hara, at han lider af anfald? Kataleptiske, om ikke også epileptiske. Jeg fandt ham i en sådan tilstand under et træ in articulo mortem, og han sprang op og spadserede lige ud i en bæk og var nær druknet, hvis det ikke havde været for mig. Jeg trak ham op.”

”Fordi jeg ikke var der,” sagde Kim. ”Han kunne have været død.”

”Det kunne han, men nu er han helt tør igen og forsikrer, at han er undergået en transfiguration.” Babuen bankede sig på panden med betydningsfuld mine.

”Jeg gjorde optegnelser om hans udtalelser til brug for det Kongelige Videnskabernes Selskab — in posse. Men nu må De skynde Dem at blive helt rask og vende tilbage til Simla, så skal jeg fortælle Dem hele min historie, når vi træffes hos Lurgan. Det var storartet. De havde helt bogstaveligt røven ude af bukserne og gamle Nahan Rajah troede, at de var deserterede europæiske soldater.”

”Nå russerne? Hvor længe var De sammen med dem?”

”Den ene var en franskmand. Åh, i mange dage! Nu tror alle bjergboere, at alle russere er tiggere! De havde intet, som jeg ikke havde skaffet dem. Og de historier og anekdoter, som jeg fortalte folkene i omegnen — nå da, dem skal jeg fortælle Dem, når vi træffes hos Lurgan. Og så vil vi have en glad aften! Den historie er en fjer i hatten for os begge! Ja, og så gav de mig et skudsmål. Det var det morsomste af det hele. De skulle bare have set dem bevise deres identitet i Alliance-Banken! Den Almægtige Gud være lovet, at De fik fat i alle deres papirer! Jeg synes ikke, De ler ret meget, men når De bliver rask, vil De nok le. Nu går jeg lige til banegården og tager bort. De skal have al mulig ære for Deres deltagelse i Spillet. Hvornår følger De efter? Vi er meget stolte af Dem, skønt De forskrækkede os en hel del. Navnlig Mahbub.”

”Ja, Mahbub. Hvor er han?”

”Naturligvis her i nærheden for at sælge heste.”

”Her! Hvorfor? Tal langsomt, jeg er stadig tykhovedet.”

Babuen slog frygtsomt øjnene ned. ”Ja — ser De — jeg er en ængstelig mand og holder ikke af ansvar. De var syg, forstår De, og jeg vidste ikke, hvor i hede hule papirerne var eller hvor mange, der var af dem. Så da jeg var kommet hertil, sendte jeg et privat telegram til Mahbub — han var i Meerut på grund af væddeløbene — og lod ham vide, hvordan sagerne stod. Han kommer hertil med sine folk og han snakker med lamaen og så kalder han mig et fæ og er meget uhøflig —”

”Men hvorfor — hvorfor?”

”Det er netop det, jeg spørger om. Jeg har kun sagt, at hvis nogen havde stjålet papirerne, ville jeg gerne have nogle stærke og tapre mænd til at stjæle dem tilbage igen. De indser jo nok, at papirerne var af største vigtighed, og Mahbub Ali vidste ikke, hvor De var.”

”Mahbub Ali skulle stjæle i Sahibas hus? De er rablendes, babu,” sagde Kim indigneret.

”Jeg ville have papirerne. Sæt nu, at hun havde stjålet dem? Det var den eneste praktiske forholdsregel, forekommer det mig. Men De synes nok ikke om det?”

Et uoversætligt ordsprog viste graden af Kims misbilligelse.

”Nå ja” — Hurree trak på skuldrene — ”smag og behag er forskellige. Mahbub blev også vred. Han har solgt heste i hele omegnen og han siger, at den gamle dame er en pukka gammel dame, som ikke ville nedlade sig til den slags gemenheder. Jeg er ligeglad. Jeg har fået papirerne og det var mig en stor behagelighed at få Mahbubs moralske støtte. Jeg er, som jeg har sagt Dem, en ængstelig mand, men hvordan det nu går til, jo mere ængstelig jeg er, desto værre kniber kommer jeg i. Derfor var jeg glad for, at De drog med mig til Chini, og derfor er jeg glad for, at Mahbub var tæt herved. Den gamle dame er undertiden meget uhøflig mod mig og mine fortræffelige piller.”

”Allah være os nådig,” sagde Kim, der støttede sig på albuen og var kommet i ypperligt humør. ”Hvilket vidunderligt væsen en babu dog er! Og denne mand vandrede alene sammen med udplyndrede og vrede udlændinge!”

”Åh, det var ikke noget at tale om, da først de var holdt op med at prygle mig. Men hvis jeg var gået glip af papirerne, havde det været en alvorlig sag. Mahbub var også nær ved at prygle mig og så gik han hen og blev meget fine venner med lamaen. For fremtiden vil jeg holde mig til etnologiske undersøgelser. Nå, nu vil jeg sige Dem farvel, Hr. O’Hara. Jeg kan nå toget 4,25 til Ambala, hvis jeg skynder mig. Det bliver en glad stund, når vi begge fortæller vor historie hos Hr. Lurgan. Jeg skal officielt meddele ham, at De har det bedre. Farvel, kære ven, og næste gang De kommer i sindsbevægelse, så brug ikke et muhammedansk udtryk, når De er i tibetansk dragt.”

Han trykkede Kims hånd to gange — babu fra top til tå — og åbnede døren. Da solens stråler faldt på hans endnu triumferende ansigt, forvandledes han til den ydmyge pillekræmmer fra Dacca.

”Han udplyndrede dem,” tænkte Kim, der glemte sin egen andel i spillet. ”Han narrede dem. Han løj for dem som en bengaler. Og de giver ham en chit (skudsmål). Han gør dem til nar med fare for sit eget liv — jeg var aldrig gået ned til dem efter pistolskuddene — og så kalder han sig en ængstelig mand… og han er en ængstelig mand. Jeg må se at komme ud i verden igen.”

I begyndelsen bøjede benene sig under ham som dårlige pibestilke, og den solglitrende luft blændede ham med sin fylde og kraft. Han satte sig ved den hvidkalkede mur og lod tankerne formålsløst vandre blandt den sidste lange dooli-rejses hændelser, lamaens skrøbeligheder og — nu da han ikke længere var under samtalens stimulerende indflydelse — sin selvmedlidenhed, af hvilken han som alle patienter havde en del. Den slappede hjerne trak sig tilbage fra hele yderverdenen, ganske som en utilreden hest, der én gang har smagt sporehjulet, drejer sig sidelæns for at undgå sporen. Det var nok, mere end nok, at kilta’ens indhold var borte — taget fra ham — gået ud af hans besiddelse. Han prøvede på at tænke på lamaen — på hvordan det var gået til, at han var faldet i en bæk — men verdens storhed, set gennem gårdporten, forhindrede enhver sammenhængende tankerække. Han så på træerne og de brede agre med de stråtækte hytter, der lå halvt skjult i kornet — så med et par underlige øjne, der ikke kunne opfatte genstandenes størrelse og forhold og brug — stirrede i tavshed en halv time. Og hele tiden følte han, skønt han ikke kunne klæde denne følelse i ord, at hans sjæl var i ulave og ikke passede i omgivelserne — et tandhjul, der ikke hørte hjemme i noget maskineri, ganske som det ubrugelige tandhjul i en dårlig sukkerkværn, der er kastet hen i en krog. Vindens pust strøg hen over ham. Papegøjen skreg ad ham, støjen fra det menneskefyldte hus bag ham — sladder, befalinger og skældsord — nåede hans døve ører.

”Jeg er Kim. Jeg er Kim. Og hvad er Kim?” Hans sjæl gentog dette atter og atter.

Det var ikke, fordi han havde lyst til at græde — han havde aldrig i sit liv følt sig mindre oplagt til gråd — men på én gang kom store tossede tårer trillende ned ad hans næse og han følte sin tilværelses hjul med et næsten hørligt smæk atter falde i lave med verden udenfor ham. Ting, hvis billeder for et øjeblik siden havde været slibepulver for hans øjne, fik nu deres rette forhold. Veje skal gås på, huse bos i, kvæg drives af sted, marker pløjes, og mænd og kvinder skal man tale med. Alt dette var virkeligt og ægte — stod sikkert på sine fødder — var fuldstændigt forståeligt — skabt af samme ler som han selv, hverken mere eller mindre. Han rystede sig som en hund, der har en loppe i øret, og slentrede ud ad porten. Og da vagtsomme øjne meddelte Sahiba dette, sagde hun: ”Lad ham gå. Jeg har gjort mit. Moder Jord må gøre resten. Når den Hellige Mand kommer tilbage fra sine meditationer, så fortæl ham det.”

Der stod en tom oksevogn på en lille høj en halv engelsk mil fra huset og bagved den et ungt figentræ. En udsigtspost, kunne man sige, over nogle nypløjede, flade marker, og Kims øjenlåg, der badedes i den bløde luft, blev tunge, da han nærmede sig den. Jordbunden var godt, rent støv — ikke grønsvær, der, siden det lever, allerede er halvvejs på vej til døden, men det håbefulde støv, der rummer al livets sæd. Han følte det mellem sine tæer, klappede det med sine hænder og med et tilfreds suk lagde han sig langsomt, så lang han var, i pindevognens skygge. Og Moder Jord var lige så trofast mod ham som Sahiba’en. Hun åndede gennem ham for at gengive ham den ligevægt, han havde mistet ved så længe at ligge på en seng, afskåret fra hendes gode strømninger. Hans hoved lå kraftesløst på hendes bryst, og hans åbne hænder gav sig hen i hendes styrke. Det rodstærke træ over hans hoved og selv det døde menneskeforarbejdede træ ved hans side vidste, hvad han søgte, skønt han selv ikke vidste det. Time efter time lå han i en dvale dybere end søvn.

Hen imod aften, da støvet, som det hjemvendende kvæg hvirvlede op, lå som røgskyer hele horisonten rundt, kom lamaen og Mahbub Ali, begge til fods, vandrende forsigtigt, for i huset havde man sagt dem, hvorhen han var gået.

”Allah! Hvilken tåbelighed at lægge sig sådan på åben mark,” brummede hestehandleren. ”Han kunne være blevet skudt hundrede gange — men dette er ikke grænselandet.”

”Og,” sagde lamaen, gentagende en ofte fortalt historie, ”der har aldrig været mage til chela. Mådeholden, venlig, klog, gavmild, en munter rejsefælle på landevejen, aldrig glemsom, lærd, sanddru, høflig. Stor vil hans belønning blive.”

”Jeg kender drengen — som jeg har sagt dig.”

”Og du ved, at han er alt dette?”

”Noget af det — men jeg har endnu ikke fundet et rødhue-mirakel til at gøre ham overvættes sanddru. Han er unægteligt blevet plejet godt.”

”Sahiba’en har et hjerte af guld,” sagde lamaen alvorligt. ”Hun betragter ham som sin søn.”

”Tja! Det gør det halve Hind. Ja, jeg ønskede kun at se, at drengen ikke var kommet i fortræd og kunne komme og gå. I ved nok, at han og jeg var gamle venner i jeres pilgrimsvandrings første dage.”

”Det er et bånd mellem os,” svarede lamaen, idet han satte sig ned. ”Nu er vi ved pilgrimsrejsens ende.”

”Det er ikke din skyld, at din pilgrimsvandring ikke blev afbrudt for ramme alvor for en uge siden. Jeg hørte, hvad Sahiba sagde til dig, den gang vi bar dig op og lagde dig på din seng.” Og Mahbub lo og trak i sit nyfarvede skæg.

”Jeg mediterede over andre sager. Det var hakim’en fra Dacca, som afbrød min meditation.”

”Havde han ikke gjort det,” brummede Mahbub — på pushtu for ikke at krænke lamaen — ”ville du have endt dine meditationer i den lumre del af Helvede, for du er en vantro og en afgudsdyrker, skønt naiv som et barn. — Men hvad er der nu at gøre, Rødhat?”

”I nat,” svarede lamaen langsomt og med en stemme, der dirrede af jubel, ”i nat vil han blive lige så Fri som jeg for enhver synd og besmittelse — lige så sikker som jeg på at opnå Frihed fra Tingenes Hjul, når han engang forlader dette legeme. Jeg har fået et tegn,” han lagde hånden på sit bryst, hvor han gemte det sønderrevne kort, ”som siger mig, at min tid er kort. Men jeg vil have skaffet ham beskærmelse gennem årene. Husk vel på, jeg har opnået Kundskab, som jeg fortalte dig for tre nætter siden.”

”Det må være sandt, hvad Tirah-præsten sagde, den gang jeg bortførte hans fætters kone, at jeg er en sufi (fritænker). For her sidder jeg ganske rolig,” sagde Mahbub ved sig selv, ”og lytter til de utroligste blasfemier… Ja, jeg husker nok, hvad du fortalte. Efter hvad du sagde, skulle han gå lige lukt over i Jannatu L’Adn (Edens Have). Men hvordan skal det gå til? Vil du dræbe ham eller drukne ham i den vidunderlige flod, som babuen trak dig op af?”

”Jeg blev ikke trukket op af nogen flod,” sagde lamaen roligt. ”Du har glemt, hvad der skete. Jeg fandt den ved hjælp af min Kundskab.”

”Nå, javel. Det er rigtigt,” stammede Mahbub, splittet mellem stor indignation og større morskab. ”Jeg har glemt begivenhedernes nøjagtige gang. Du fandt den ved kundskab.”

”Og at sige, at jeg ville berøve nogen livet, er — ikke synd, men purt vanvid. Min chela har hjulpet mig til at finde Floden. Det er hans ret at blive renset fra synd — sammen med mig.”

”Ja, han trænger unægteligt til renselse. Men derefter, gamle mand — hvad så?”

”Hvad i al verden har det at sige! Han er sikker på Nibbana[*], på Oplysning — ganske som jeg.”

”Vel talt. Jeg var bange for, at han måske skulle bestige Muhammeds hest og flyve bort.”

”Nej — han skal gå ud i verden som lærer.”

”Oho! Nu er jeg med! Det er den rigtige gangart for føllet. Naturligvis skal han gå ud i verden som lærer. Der er for eksempel stor brug for ham som skriver i statens tjeneste.”

”Han er blevet opdraget med det formål for øje. Jeg erhvervede mig Fortjeneste ved at give almisse for hans skyld. En god gerning dør ikke. Han hjalp mig på min Søgen — jeg hjalp ham på hans. Retfærdigt er Hjulet, hestehandler fra Norden. Lad ham blive lærer, lad ham blive skriver — hvad har det at sige? Han har dog opnået Frihed, når Enden kommer. Alt andet er Illusion.”

”Hvad det har at sige? Og jeg, som må have ham med mig på den anden side af Balkh om et halvt år! Her kommer jeg med ti halte heste og tre hærdebrede mænd — takket være den der kyllingehjertede babu — for med magt at trække en syg dreng ud af en gammel kones hus. Og det synes, at jeg står og ser til, mens en ung sahib ved en gammel rødhats hjælp hejses op i Allah alene ved hvilken afgudelig himmel. Og jeg anses dog for en mand, der forstår sig på Spillet! Men dårekistelemmet holder af drengen og jeg er vist heller ikke ved mine sansers fulde brug.”

”Hvorom beder du?” spurgte lamaen, mens Mahbub brummede i sit røde skæg på skurrende pushtu.

”Lige meget. Men nu, da jeg har forstået, at drengen, sikker på Paradiset, godt kan træde i regeringens tjeneste, er mit hjerte lettere. Jeg må tilbage til mine heste. Det er ved at blive mørkt. Væk ham ikke, jeg har ikke lyst til at høre ham kalde dig Herre.”

”Men han er min discipel. Ikke?”

”Han har sagt mig det.” Mahbub slugte sit anfald af skinsyge og rejste sig leende. ”Jeg er ikke ganske af din tro, Rødhat — hvis du bryder dig om en sådan ubetydelighed —”

”Den er betydningsløs,” svarede lamaen.

”Det tænkte jeg nok. Derfor vil du — syndefri, renvasket og desuden trekvart druknet — heller ikke bekymre dig om at høre, at jeg kalder dig en god mand — en meget god mand. Vi har nu talt sammen i fire, fem aftener, og skønt jeg er hestehandler, kan jeg dog, som ordsproget siger, se det hellige hinsides en hests ben. Jeg kan endog se, hvorfor vor Alverdens Ven fra først af lagde sin hånd i din. Behandl ham godt og lad ham vende tilbage til verden som lærer, når du har — badet hans ben, hvis det er den rette medicin for føllet.”

”Hvorfor vil du ikke selv vandre ad den Rette Vej og således følge med drengen?”

Mahbub gloede målløs på ham ved den storslåede uforskammethed i denne opfordring, som han hinsides grænsen ville have betalt med mere end et slag. Men så følte hans verdslige sjæl sig tiltalt af det humoristiske i situationen.

”Små slag — små slag — kun ét ben ad gangen, ligesom da den halte vallak krøb over forhindringerne på væddeløbsbanen ved Ambala. Måske jeg senere kommer i Paradis — jeg har en vis tilbøjelighed i den retning — en stærk længsel — og den har jeg din naivitet at takke for. Du har vel aldrig løjet?”

”Hvorfor skulle jeg?”

”Allah, hør ham! ’Hvorfor skulle jeg’ i denne din verden! Og heller aldrig gjort et menneske fortræd?”

”Én gang — med et pennefoderal — førend jeg lærte bedre.”

”Nå, dog? Så meget desto bedre tænker jeg om dig. Dine lærdomme er gode. Du har i det mindste fået én mand, som jeg kender, til at vende sig bort fra stridens vej.” Han brast i skoggerlatter. ”Han kom hertil åben for tanken om at begå dacoity (røverisk indbrud). Ja, for at hugge, røve, dræbe og bortføre det, han ønskede.”

”En stor tåbelighed!”

”Ja, og en stor skændsel desuden! Det sagde han også, da han havde set dig — og et par andre mænd og kvinder. Så han kom på andre tanker og nu drager han af for at tampe en stor, tyk babu.”

”Jeg forstår dig ikke.”

”Nej, Allah forbyde det! Nogle mænd er stærke ved deres kundskaber, Rødhat. Din styrke er stærkere end det. Bevar den vel — jeg tror, at du vil. Og er drengen dig ikke en god tjener, så riv ørene af ham.”

Og med et tag i sit brede bokhariot-bælte slentrede pathaneren bort i tusmørket. Lamaen kom ned fra skyerne så vidt, at han kunne se efter den brede ryg.

”Den mand mangler høflighed og er hildet i yderverdenens skygger. Men han talte pænt om min chela, der nu skal modtage sin belønning. Jeg vil bede… vågn op, du lykkeligste af alle kvindefødte!… Vågn op! Du heldigste blandt kvindefødte, vågn op! Den er fundet!”

Kim kom op fra den dybe brønd, og lamaen betragtede ham, mens han gabede veltilfreds og knipsede med fingrene for at holde onde ånder borte.

”Jeg har sovet i hundrede år. Hvor -? Hellige Mand, har du været her længe? Jeg gik ud for at lede efter dig, men” — han lo søvnigt — ”så faldt jeg i søvn på vejen. Nu har jeg det helt godt. Har du spist? Lad os gå tilbage til huset. Det er mange dage siden jeg plejede dig. Og har Sahiba’en givet dig god mad? Hvem har gnedet dine ben? Og hvordan går det med dine skrøbeligheder — i maven og i nakken og den hamren for ørene?”

”Borte — alt sammen borte. Véd du det ikke?”

”Jeg ved kun, at jeg ikke har set dig, jeg ved ikke hvor længe. Hvad er det, jeg ikke ved?”

”Sælsomt, at min viden ikke nåede dig, skønt alle mine tanker var hos dig.”

”Jeg ser ikke ansigtet, men stemmen runger som en gongong. Har Sahiba’en gjort dig til en ung mand med sin kogekunst?”

Han kiggede op til skikkelsen, der sad med korslagte ben og tegnede sig med sorte konturer mod aftenhimlens gule lysstribe. Således sidder den Stenbuddha, der skuer ned på de patenterede, selvregistrerende tælleapparater ved indgangen til museet i Lahore.

Lamaen tav. Kun rosenkransens raslen og en svag lyd af Mahbubs forsvindende fodtrin lød i den indiske aftens bløde, tågede stilhed, der lagde sig tæt om dem.

”Hør mig! Jeg har nyt at melde.”

”Men lad os —”

Frem for den lange, gule hånd og påbød stilhed. Kim trak lydigt fødderne ind under sin kjortelsøm.

”Hør mig! Jeg har nyt at melde! Vor Søgen er endt. Nu kommer belønningen… som følger: Da vi var oppe blandt bjergene, levede jeg af din styrke, indtil den unge gren bøjede sig næsten til bristepunktet. Da vi kom ned fra bjergene, var jeg bekymret for dig og for visse andre sager, som lå mig på hjerte. Min sjæls båd kunne ikke styres. Jeg kunne ikke se Tingenes Årsag. Derfor overgav jeg dig fuldstændigt i den dydige kvindes hænder. Jeg nød ingen føde. Jeg drak intet vand. Men jeg kunne stadig ikke få øje på Vejen. De ville påtvinge mig føde og råbte udenfor min lukkede dør. Derfor gik jeg bort og satte mig under et træ. Jeg nød ingen føde. Jeg nød intet vand. Jeg sad i meditation i to dage og to nætter og fjernede mit sind fra denne verden, mens jeg trak vejret ind og ud på den foreskrevne måde… Den anden nat — så stor blev min belønning — frigjorde den vise sjæl sig fra det tåbelige legeme og svang sig bort. Dette har jeg aldrig før opnået, skønt jeg har stået på tærskelen dertil. Tænk vel derover, for det er et under!”

”Ja sandelig, et under. To dage og to nætter uden føde! Hvor var Sahiba’en henne?” hviskede Kim.

”Ja, min sjæl frigjorde sig, svang sig til vejrs i store kredse som en ørn, og så, at der ikke gaves nogen Teshoo Lama og heller ingen anden sjæl. Som en dråbe flyder ud i det store vand, således gik min sjæl op i den Store Sjæl, som er over alle ting. På dette punkt opløftedes jeg i Betragtning, og jeg så hele Hind, lige fra Ceylon i havet til bjergene og mine egne Farvede Klipper ved Such-zen. Jeg så hver eneste lejrplads og landsby, hvor vi nogensinde har hvilet, selv den allermindste. Jeg så dem på én gang og på ét sted, for de var inden i min sjæl. Deraf vidste jeg, at sjælen havde hævet sig ud over den Illusion, vi kalder tid, rum og materie. Deraf vidste jeg, at jeg var Fri. Jeg så dig ligge på dit leje, og jeg så dig falde ned ad skrænten sammen med den vantro — på samme tid, på samme sted, i min sjæl, der, som jeg siger, var gået op i den Store Sjæl. Jeg så også Teshoo Lamas tåbelige legeme ligge på jorden og hakim’en fra Dacca knæle ved siden af det og råbe ind i dets øre. Så blev min sjæl ganske alene og jeg så intet, for jeg var alt, fordi jeg havde nået den Store Sjæl. Og jeg mediterede tusind gange tusind år, fri for enhver lidenskab og fuldstændigt på det rene med Alle Tings Årsag. Da råbte en stemme: ’Hvad skal der blive af drengen, når du er død?’ Og jeg blev rystet frem og tilbage i mig selv af medynk med dig. Og jeg sagde: ’Jeg vil vende tilbage til min chela, for at han ikke skal tage fejl af Vejen.’ Derpå rev min sjæl, som er Teshoo Lamas sjæl, sig løs fra den Store Sjæl under usigelig kamp og stræben og brydning og kval. Som ægget fra fisken, som fisken fra vandet, som vandet fra skyen, som skyen fra den tunge luft, således løsnede Teshoo Lamas sjæl sig fra den Store Sjæl, således sprang den bort, således gled den af sted, således fortættede den sig. Da råbte en røst: ’Floden! Pas på floden!’ Og jeg skuede ned på hele verden, der lå, som jeg havde set den før — på én gang, på ét sted — og jeg så klart Pilens Flod for mine fødder. I den stund belemredes min sjæl af noget ondt, som jeg ikke helt var renset for, og det lagde sig på mine arme og snoede sig om mit liv. Men jeg skubbede det fra mig og skød som en ørn lige løs på Floden. Verden efter verden skubbede jeg bort for din skyld. Jeg så Floden under mig — Pilens Flod — og jeg sank ned i den og dens vande lukkede sig over mig. Og se, jeg var atter i Teshoo Lamas legeme, men fri for synd, og hakim’en fra Dacca løftede mit hoved op over Flodens vande. Den er her! Den flyder bag mangolunden her — ja, her!”

”Allah kerim[*]! Godt var det, at babuen var i nærheden! Blev du meget våd?”

”Hvorfor skulle jeg tænke på det? Jeg mindes, at hakim’en var urolig for Teshoo Lamas legeme. Han trak det op af det hellige vand med sine hænder, og så kom din hestehandler fra Norden med sine folk og en bærebør, og de lagde legemet på bærebøren og bar det op til Sahiba’ens hus.”

”Hvad sagde Sahiba’en?”

”Jeg mediterede i dette legeme og hørte ikke, hvad hun sagde. Og således er vor Søgen endt. På grund af den Fortjeneste, som jeg har erhvervet, er Pilens Flod her. Den vældede frem for vore fødder, som jeg sagde. Jeg har fundet den. Du min sjæls søn, jeg har vristet min sjæl tilbage fra Frihedens Tærskel for at befri dig for al synd — som jeg er befriet og syndefri. Retfærdigt er Hjulet! Vor Frigørelse er sikker. Kom!”

Han lagde hænderne over kors i sit skød og smilede, som den mand smiler, der har vundet Frelse for sig selv og for den, han elsker.