Kim

Syvende kapitel

Om eftermiddagen fortalte den rødfjæsede skolelærer Kim, at han var blevet ”slettet af rullen”, hvad der ikke sagde ham noget, førend han fik besked på at gå væk og lege. Så løb han ned til basaren og fandt den unge skriver, som han skyldte penge for et frimærke.

”Nu skal du få din betaling,” sagde Kim med en fyrstes værdighed, ”og derpå skal du skrive et andet brev for mig.”

”Mahbub Ali er her i byen,” svarede skriveren overlegent. I embeds medfør besad han megen viden af uvis herkomst og lødighed.

”Dette brev er ikke til Mahbub Ali, men til en præst. Tag din pen og skriv hurtigt. ’Til Teshoo Lama, den Hellige Mand fra Bhotiyal, som søger efter en Flod og nu opholder sig i Tirthankernes Tempel i Benares.’ Dyp pennen igen! ’Om tre dage skal jeg rejse til Nucklao til en skole dér. Skolens navn er Xavier. Jeg ved ikke, hvor skolen er, men den er i Nucklao.’”

”Jamen, jeg kender Nucklao,” afbrød skriveren, ”og jeg kender skolen.”

”Beskriv det for ham, så får du en halv anna.”

Rørpennen kradsede ivrigt henover papiret.

”Nu kan han ikke tage fejl af den,” sagde skriveren og løftede hovedet. ”Hvem er det, som holder øje med os derovre på den anden side af gaden?”

Kim så hurtigt op og fik øje på oberst Creighton i tennisdragt.

”Åh, det er en sahib, som kender den tykke præst i kasernen. Han vinker ad mig.”

”Hvad bestiller du her?” spurgte obersten, da Kim løb hen til ham.

”Jeg — jeg løber ikke bort. Jeg sender et brev til min Hellige Mand i Benares.”

”Det havde jeg ikke tænkt på. Har du fortalt ham, at jeg bringer dig til Lucknow?”

”Nej, jeg har ikke. Læs brevet, hvis du ikke tror mig.”

”Hvorfor har du da udeladt mit navn af dit brev til den Hellige Mand?” spurgte obersten med et ejendommeligt smil.

Kim tog mod til sig.

”Det blev engang sagt mig, at det er uklogt at nedskrive navnene på fremmede, som har at gøre med en eller anden sag, for mange gode planer er slået fejl, fordi navne nævntes.”

”Du er blevet godt oplært,” sagde obersten, og Kim rødmede. ”Jeg har glemt mit cigarfoderal på præstens veranda. Bring det hjem til mit hus i aften.”

”Hvor ligger huset?” spurgte Kim. Hans rappe vid sagde ham, at dette var en prøve af en eller anden slags, og han var derfor på sin post.

”Spørg hvem som helst i den store basar,” sagde obersten og gik videre.

”Han havde glemt sit cigarfoderal,” sagde Kim, da han kom tilbage til skriveren, ”og sagde, at jeg skulle bringe det hjem til ham i aften. Ja, så er der ikke mere at skrive i mit brev undtagen tre gange: ’Kom til mig! Kom til mig! Kom til mig!’ Nu vil jeg betale dig for et frimærke, og så vil jeg putte brevet i en postkasse.”

Han rejste sig for at gå, men standsede, som om noget var faldet ham ind, og spurgte:

”Hvad hedder den vrede sahib, der havde glemt cigarfoderalet?”

”Åh, det er kun Creighton Sahib — en stor tåbe af en sahib. Han er oberst-sahib uden et regiment.”

”Hvad bestiller han da?”

”Ja, Gud ved! Han køber altid heste, som han ikke kan ride, og stiller spørgsmål om Guds værker — som for eksempel planter og sten og folks sæder og skikke. Hestehandlerne kalder ham alle tossers fader, fordi han er så let at snyde i hestehandel, og Mahbub Ali siger, at han er skørere end de fleste andre sahib’er.”

”Nå,” sagde Kim og gik sin vej. Hans opdragelse havde givet ham lidt menneskekundskab og han sagde til sig selv, at man ikke giver oplysninger, der fører til udsendelsen af otte tusind mand foruden kanoner, til en tåbe. Den øverstkommanderende for hele Indien ville ikke tale til en tosse, som Kim havde hørt ham tale. Heller ikke ville Mahbub Alis stemme have skiftet klang på den måde, som den gjorde, hver gang han nævnede oberstens navn, dersom obersten havde været en tosse. Altså — og det fik Kim til at gøre et par dansetrin — måtte der være en hemmelighed med i spillet, og sandsynligvis spionerede Mahbub Ali for obersten, som Kim spionerede for Mahbub. Det lod også til, at obersten, ganske som hestehandleren, respekterede folk, der ikke viste, at de bare var meget kloge.

Han var glad for, at han ikke havde røbet, at han kendte beliggenheden af oberstens hus, og da han ved sin tilbagekomst til kasernen opdagede, at der ikke var blevet glemt noget cigarfoderal, strålede han af fornøjelse. Her havde han øjensynlig fundet en mand efter sit hjerte — en mand, som gik krogveje og omveje og spillede et fordækt spil. Nå ja, hvis han kunne spille tosse, så kunne Kim gøre det samme.

Han røbede ingen af sine tanker, da Fader Victor tre hele lange formiddage holdt foredrag for ham om et fuldstændig nyt sæt af større og mindre Guder — især om en gudinde, der hed Jomfru Maria, og som, så vidt han forstod, var identisk med den Bibi Miriam, der var en del af Mahbub Alis teologi. Han viste intet tegn på sindsbevægelse, da Fader Victor efter forelæsningen halede ham fra butik til butik og købte forskellige klædningsstykker. Ej heller beklagede han sig, da de misundelige trommeslagere sparkede ham, fordi han skulle i en bedre skole. I stedet afventede han med stor interesse begivenhedernes gang. Fader Victor, den brave mand, bragte ham selv til banegården, satte ham ind i en tom anden klasses kupé ved siden af Creightons første klasses og sagde farvel til ham med oprigtig inderlighed.

”I St. Xaviers skole vil de gøre dig til en mand, O’Hara — til en hvid mand og forhåbentlig til en god mand. De har fået at vide, at de kan vente dig, og obersten vil sørge for, at du ikke kommer noget til eller bliver borte på vejen. Jeg har givet dig et begreb om religiøse spørgsmål — det håber jeg da i det mindste — og husk på, når de spørger dig om din religion, at du er katolik. Du gør bedst i at sige romersk-katolsk, skønt jeg ikke holder af det ord.”

Kim tændte en ildelugtende cigaret — han havde sørget for at købe sig et forråd i basaren — og lagde sig ned for at tænke. Denne ensomme køretur var noget ganske andet end den fornøjelige rejse på tredje klasse sammen med lamaen.

”Sahib’er har ringe morskab af at rejse,” tænkte han. ” Hai mai![*] Jeg farer fra det ene sted til det andet, som en fodbold. Det er min kismet. Intet menneske kan undgå sin kismet. Men jeg skal tilbede Bibi Miriam og jeg er sahib” — han betragtede sine støvler forknyt. ”Nej. Jeg er Kim. Verden er stor, og jeg er kun Kim. Hvem er Kim?”

Og han gav sig til at spekulere over sin egen identitet — en ting, som han aldrig før havde gjort — indtil det løb rundt for ham. Han var en enkelt, ubetydelig person i hele denne Indiens hvirvlende malstrøm, på rejse sydpå for at møde en ham ukendt skæbne.

Lidt efter sendte obersten bud efter ham og talte længe til ham. Så vidt Kim kunne forstå, var meningen den, at han skulle være flittig og træde ind i Indiens landmålerkorps, hvor han skulle hjælpe med kæderne. Hvis han var rigtig flink og bestod de nødvendige eksaminer, ville han som syttenårig kunne tjene tredive rupier om måneden, og oberst Creighton ville sørge for, at han fik en passende beskæftigelse.

I begyndelsen lod Kim, som om han måske forstod hvert tredje ord af denne tale. Obersten indså sin fejltagelse og gav sig så til at tale flydende og billedrigt urdu, og Kim var tilfreds. Den mand er ikke tosse, som kendte de indfødtes sprog så nøje, som bevægede sig så roligt og stilfærdigt, og hvis øjne var så forskellige fra andre sahib’ers sløve, fede øjne.

”Ja, og så må du lære at lave tegninger af veje og bjerge og floder — og at have disse tegninger i dit øje, indtil der kommer en tid, hvor du kan fæste dem på papiret. Måske jeg en dag, når du er blevet landmålerassistent, og vi arbejder sammen, siger til dig: ’Gå over på den anden side af de bjerge dér og se, hvad der ligger bagved dem.’ Så vil en eller anden sige: ’I bjergene boer der onde mennesker, som vil dræbe assistenten, når de ser, at han ligner en sahib.’ Hvad vil du så gøre?”

Kim betænkte sig. Var det ufarligt, at indlade sig på oberstens spil?

”Jeg ville fortælle, hvad den anden mand havde sagt.”

”Men dersom jeg nu svarede: ’Jeg vil give dig hundrede rupier, hvis du kan skaffe mig at vide, hvad der ligger bagved de bjerge — en tegning af en flod og en smule efterretning om, hvad folk taler om i landsbyerne derovre’”.

”Hvor kan jeg vide, hvad jeg ville gøre? Jeg er kun en dreng. Vent til jeg er en mand.” Men da han så oberstens pande formørkes, tilføjede han: ”Men jeg tror, at jeg i løbet af få dage ville tjene de hundrede rupier.”

”På hvilken måde?”

Kim rystede energisk på hovedet.

”Hvis jeg sagde, hvorledes jeg ville bære mig ad med at fortjene dem, kunne en anden måske høre det og komme mig i forkøbet. Man skal aldrig give sin viden bort for ingenting.”

”Så sig det da nu!”

Obersten holdt en rupi i vejret. Kim strakte hånden halvvejs op efter den, men lod den så synke igen.

”Nej, sahib, nej. Jeg kender prisen på svaret, men jeg ved ikke, hvorfor spørgsmålet bliver stillet.”

”Så tag den da som en gave,” sagde Creighton og kastede mønten til ham. ”Du har den rette ånd. Pas på, at den ikke bliver sløvet i St. Xaviers skole. Der er mange drenge dér, som foragter de sorte.”

”Deres mødre var fra basarerne,” sagde Kim, som udmærket vidste, at der ikke gives noget bitrere had end det, eurasieren nærer til sine mørkhudede slægtninge.

”Rigtigt. Men du er sahib og søn af en sahib. Lad dig derfor ikke nogensinde forlede til at foragte de sorte. Jeg har kendt drenge, der nylig var trådt i regeringens tjeneste og som lod, som om de ikke forstod de indfødtes tale og skikke. De blev sat ned i løn på grund af uvidenhed. Ingen synd er større end uvidenhed. Husk vel på det.”

Adskillige gange i løbet af den lange fire og tyve timers rejse mod syd sendte obersten bud efter Kim, og denne sidste bemærkning udgjorde altid teksten for hans prædikener.

”Vi trækker alle på samme hammel,” sagde Kim ved sig selv — ”obersten, Mahbub Ali og jeg — når jeg bliver landmålerasssistent. Jeg tænker, han vil bruge mig, som Mahbub Ali brugte mig. Det er godt, hvis jeg derved får lejlighed til at vende tilbage til vejene. Disse klæder vinder ikke ved nøjere bekendtskab.”

Da de nåede den menneskefyldte banegård i Lucknow, var der intet spor at se af lamaen. Kim fandt sig i sin skuffelse, så godt han kunne, mens obersten puttede ham og hele hans pæne bagage op i en ticca-garri[*] og sendte ham alene af sted til St. Xaviers skole.

”Jeg siger ikke farvel, for vi vil atter mødes,” sagde han. ”Mange gange, dersom du har den rette ånd. Men du har endnu ikke stået din prøve.”

”Gjorde jeg da ikke det den nat, da jeg bragte dig” — Kim vovede virkelig at bruge ordet tum (dig), som talte han til en ligemand — ”en hvid hingsts stamtavle?”

”Man vinder meget ved at glemme, lille broder,” sagde obersten med et blik, der gik lige ud gennem Kims skulderblade, mens han tumlede ind i vognen.

Det tog ham næsten fem minutter at genvinde fatningen. Så indsnusede han bifaldende den nye luft.

”En rig by,” sagde han. ”Rigere end Lahore. Hvor basarerne må være gode! Kusk, kør en lille tur gennem basarerne her.”

”Jeg har ordre til at køre dig til skolen.”

Kusken sagde ”du”, hvilket er en uhøflighed mod en hvid mand. På det tydeligste og mest flydende gadesprog forklarede Kim ham hans fejltagelse. Så klavrede han op på bukken og efter at være kommet til fuldstændig forståelse med kusken, kørte han et par timers tid om i byen, optaget af at nyde, værdsætte og anstille sammenligninger. Der er ingen by — undtagen Bombay, alle byers dronning — som i sin prangende stil er skønnere end Lucknow, hvad enten man ser den fra broen over floden eller fra Imambaras top, der skuer ned på Chutter Munzils[*] forgyldte paraplyer og de træer, af hvilke staden er indrammet. Konger har prydet den med fantastiske bygninger, overvældet den med velgerninger, fyldt den med pensionister og oversvømmet den med blod. Den er midtpunktet for al dovenskab, rænkespil og overdådighed, og dens indbyggere deler med Delhis æren af at tale det eneste rene urdu.

”En smuk by — en prægtig by.”

Kusken, som var fra Lucknow, blev fornøjet over komplimenten og fortalte Kim mange forbavsende ting, hvor en engelsk fører kun ville have talt om oprøret.

”Lad os så køre til skolen,” sagde Kim endelig.

Den store gamle skole, St. Xaviers in Partibus — en klynge lave, hvide bygninger — ligger på en stor grund lige over for Guntifloden, i nogen afstand fra byen.

”Hvad er det for en slags folk derinde?” spurgte Kim.

”Unge sahib’er — djævle til hobe. Men sandt at sige, skønt jeg har kørt mange af dem til og fra banegården, har jeg aldrig set nogen, som havde stof i sig til en mere fuldendt djævel end du — end den unge sahib, hvem jeg for øjeblikket kører for.”

Kim havde nemlig hilst på en eller to tvivlsomme damer, som sad ved de øvre vinduer i en vis gade — hvad der var meget naturligt, for han havde aldrig lært at anse dem for på nogen måde upassende — og lige så naturligt var det, at han havde udmærket sig i den gensidige udveksling af komplimenter. Han skulle netop til at besvare kuskens sidste uforskammethed, da hans blik i den tiltagende skumring faldt på en skikkelse, der sad ved en af de hvide portstolper i den lange mur.

”Holdt!” råbte han. ”Stands her. Jeg vil ikke køre lige ind i skolen.”

”Men hvem skal betale mig for denne køren frem og tilbage?” sagde kusken gnavent. ”Er drengen gal? Sidste gang var det en danserinde, denne gang er det en præst.”

Kim lå allerede hovedkulds på vejen og klappede de støvede fødder under den snavsede gule kjortel.

”Jeg har ventet her halvanden dag,” begyndte lamaens rolige stemme. ”Nej, jeg havde en discipel med mig. Han, der var min ven i Tirthankernes Tempel, gav mig en fører med på denne rejse. Jeg rejste fra Benares med toget, da dit brev blev givet mig. Ja, jeg har fået mad. Jeg savner intet.”

”Men hvorfor blev du ikke hos kvinden fra Kulu, Hellige Mand? Hvorledes kom du til Benares? Mit hjerte har været tungt, siden vi skiltes.”

”Kvinden trættede mig ved sin ustandselige talestrøm og ved at forlange tryllemidler, der skulle bringe hendes datter børn. Jeg skiltes fra hendes selskab og tillod hende at erhverve sig Fortjeneste ved gaver. Hun er i det mindste en rundhåndet kvinde, og jeg lovede hende at vende tilbage til hendes hus, dersom det skulle gøres nødigt. Men da jeg så stod alene i denne store og frygtelige verden, mindedes jeg jernbanen til Benares, hvor jeg kendte en, som bor i Tirthankernes Tempel og som Søger ligesom jeg.”

”Åh ja, din Flod!” udbrød Kim. ”Jeg havde glemt Floden.”

”Allerede, min chela? Jeg har aldrig glemt den. Men da jeg havde forladt dig, forekom det mig bedst at vandre til templet og søge råd. For ser du, Indien er et meget stort land, og det kunne jo være, at vise mænd før vor tid, måske endog to eller tre, har efterladt sig en beretning om, hvor vor Flod er at finde. I Tirthankernes Tempel kunne de ikke blive enige om den ting. Nogle sagde et, andre noget andet. Men de er venlige folk.”

”Godt, men hvad bestiller du nu?”

”Jeg erhverver mig Fortjeneste ved at hjælpe dig, min chela, til visdom. Præsten for den skare mænd, som tjener den Røde Tyr, skrev til mig, at alt skulle blive gjort for dig, sådan som jeg ønskede det. Jeg sendte penge nok for et år og så tog jeg hertil, som du ser, for at se dig træde ind gennem Lærdommens Porte. Halvanden dag har jeg ventet — ikke fordi jeg blev ført herhid af kærlighed til dig — sligt sømmer sig ikke for en, der følger den Rette Vej — men, som de sagde i Tirthankernes Tempel, fordi det var rigtigt, at jeg, der havde betalt penge for din opdragelse, holdt øje med sagens gang. De forstod på den klareste måde at løse min tvivl. Jeg nærede en vis frygt for, at jeg måske ville tage hertil, fordi jeg længtes efter at se dig — vildledt af kærlighedens røde tåge. Men det er slet ikke tilfældet… og desuden bekymres jeg af en drøm.”

”Men visselig, Hellige Mand, har du ikke glemt vejen og hvad der skete der. Vistnok var det også en lille smule for at se mig, at du rejste.”

”Hestene bliver kolde og det er over deres sædvanlige fodringstid,” jamrede kusken.

”Gå ad Helvede til og bliv der hos din berygtede tante,” snerrede Kim over skulderen. ”Jeg er ganske alene i dette land. Jeg ved ikke, hvorhen jeg går eller hvad der vil hænde mig. Mit hjerte var i det brev, jeg sendte dig. Med undtagelse af Mahbub Ali, og han er pathaner, har jeg ingen anden ven end dig, Hellige Mand. Du må ikke gå helt bort”.

”Det har jeg også overvejet,” svarede lamaen med skælvende stemme. ”Det er ganske sikkert, at jeg fra tid til anden kan erhverve mig Fortjeneste — dersom jeg ikke forinden har fundet min Flod — ved at forvisse mig om, at dine fødder følger visdommens sti. Hvad de vil lære dig, ved jeg ikke, men præsten skrev til mig, at ingen sahibs søn i hele Indien får en bedre undervisning end den, du vil få. Altså vil jeg komme igen fra tid til anden. Måske du vil blive til en sådan sahib som han, der gav mig disse briller” — lamaen tørrede dem omhyggeligt — ”i Vidunderhuset i Lahore. Det er mit håb, for han var en Visdommens Kilde — visere end mange abbeder… derimod vil du måske glemme mig og vort samliv.”

”Når jeg æder dit brød,” råbte Kim lidenskabeligt, ”hvordan kan jeg da glemme dig?”

”Nej — nej.” Han skød drengen til side. ”Jeg må vende tilbage til Benares. Nu, da jeg kender skrivernes sædvaner i dette land, vil jeg fra tid til anden sende dig et brev, og fra tid til anden vil jeg selv komme og se dig.”

”Men hvorhen skal jeg sende mine breve?” jamrede Kim, som klyngede sig til lamaens kjortel og fuldstændig glemte, at han var sahib.

”Til Tirthankernes Tempel i Benares. Det er det sted, jeg har valgt til min bolig, indtil jeg finder min Flod. Græd ikke, for ser du, al længsel er bedrag og kun et nyt bånd, som binder os fast til Hjulet. Gå du ind ad lærdommens porte. Lad mig se dig gå… holder du af mig? Så gå da, ellers brister mit hjerte… ja, jeg vil komme igen. Jeg vil ganske bestemt komme igen.”

Lamaen fulgte tica-garri’en med øjnene, mens den rullede ind i gården. Så gik han bort og tog sig en pris tobak for hvert af sine lange skridt.

”Lærdommens Porte” lukkede sig med et brag.

En i Indien født og opdraget dreng har sit eget væsen og sine egne vaner, som ikke ligner noget andet lands. Og hans lærere må tage ham ved hjælp af metoder, som en engelsk pædagog slet ikke ville forstå. Det vil derfor næppe interessere læseren at høre noget udførligere om Kims oplevelser som skoledreng blandt to-tre hundrede tidligt modne aldersfæller, af hvilke de fleste aldrig havde set havet. Han led den sædvanlige straf for at have vovet sig udenfor skolens mure på en tid, da der var kolera i byen, men det var før han havde lært at skrive ordentligt engelsk og derfor var nødt til at finde en skriver i basaren. Han blev naturligvis også anklaget for at ryge og bruge kraftigere sprogblomster, end selv St. Xaviers skole havde hørt. Han lærte at vaske sig med samme omhu som de indfødte, der i deres hjerter anser englænderne for lidt vel skidne. Han gjorde de sædvanlige løjer med de tålmodige kulier, som trak punkaherne i soveværelserne, hvor drengene tilbragte de hede nætter med at fortælle historier lige til daggry. Og i al stilfærdighed anstillede han sammenligninger mellem sig selv og sine selvtillidsfulde kammerater.

De var sønner af lavere embedsmænd i Jernbane-, Telegraf- og Kanalvæsenet; af officerer, stundom pensionerede, stundom endnu i tjenesten som øverstkommanderende over en eller anden vasalstats hær; af kaptajner i den Indiske Marine, pensionister, plantere, handelsmænd og missionærer. Nogle få var yngre sønner af de gamle eurasiske familier, der er fastgroede i Dhurumtollah[*] — Pereiraer, De Souzaer og D’Silvaer. Deres forældre kunne sagtens have ladet dem opdrage i England, men de elskede den skole, som de selv i deres unge dage havde gået i, og derfor fulgte den ene gulblege generation efter den anden i St. Xaviers skole. Deres hjemstavne var højst forskellige. Nogle af jernbanefolkene var fra Howrah, andre fra forladte garnisonsbyer som Monghyr og Chunar; nogle havde hjemme på fjerne teplantager nede ad Shillong til, andre landsbyer i Oudh eller Deccan, hvor deres fædre var store godsejere; nogle var fra missionsstationer, en uges rejse fra den nærmeste jernbanelinje, andre fra havnebyer et tusind engelske mil sydpå ved det Indiske Oceans brændinger eller fra cinchonaplantager[*] endnu længere mod syd. Den blotte fortælling om deres eventyr, i hvilke der for dem selv slet ikke fandtes noget eventyrligt, kunne have fået hårene til at rejse sig på en engelsk drengs hoved. De var vante til at trave af sted alene et hundrede mil gennem junglen, hvor man altid havde den behageligste udsigt til at blive opholdt af tigre, men de turde lige så lidt have badet i den Engelske Kanal i engelsk augustvejr, som deres jævnaldrende turde have ligget stille, mens en leopard snusede til deres palankin. Der var drenge på femten år, som havde tilbragt halvandet døgn på en holm midt i en opsvulmet flod, hvor de som den naturligste ting af verden tog kommandoen over en lejr fuld af panikslagne pilgrimme, der var på tilbagevejen fra en eller anden helligdom. Der var nogle fyre i ældste klasse, som i St. Francis Xaviers navn havde tvangsudskrevet en elefant, der tilhørte en tilfældigt mødt rajah, engang da regnen havde bortskyllet den kørevej, der førte til deres faders gods, og bagefter havde de nær mistet det store dyr i noget kviksand. Der var en dreng, som, efter hvad han selv fortalte — og ingen tvivlede på, at det var sandt — med gevær i hånd havde hjulpet sin fader med at afslå et angreb af akaer på deres hus i de dage, da disse hovedjægere endnu var nærgående mod afsidesliggende plantager.

Alle disse historier blev fortalte med den indfødtes rolige, lidenskabsløse stemme og krydredes med ejendommelige betragtninger, som fortællerne ubevidst lånte fra deres indfødte ammers tankesæt, og med vendinger, som viste, at fortælleren netop i hovedet oversatte sin historie fra de indfødtes sprog. Kim iagttog, lyttede og var tilfreds. Dette var ikke trommeslagerdrengenes ordfattige, flove snak. Det drejede sig om et liv, som han kendte og til dels forstod. Denne atmosfære var efter hans smag og han trivedes fortræffeligt. Da vejret blev varmere, fik han et sæt hvide drejlsklæder, og han frydede sig over det nye legemlige velvære, ligesom han frydede sig over at anvende sin skærpede forstand på de opgaver, der blev ham stillede. Hans hurtige opfattelsesevne ville have glædet en engelsk lærer, men i St. Xavier ved de, hvor tidligt sjælen modnes af sol og omgivelser, ligesom de kender den slappelse, der indtræder i to- eller treogtyveårsalderen.

Ikke desto mindre glemte han ikke at holde en lav profil. Når der fortaltes historier i de varme nætter, var Kim slet ikke meddelsom med sine erindringer, for i St. Xavier ser man ned på drenge, der ”helt og holdent spiller indfødte”. Man må aldrig glemme, at man er sahib og at man engang med tiden, når man har taget eksamen, vil komme til at kommandere indfødte. Kim skrev sig dette bag øret, for han begyndte at forstå, hvad eksamener fører til.

Så kom ferien fra august til oktober — den lange ferie, som heden og regntiden nødvendiggør. Det blev sagt Kim, at han skulle rejse nordpå til en eller anden station i bjergene på den anden side af Ambala, hvor Fader Victor ville tage sig af ham.

”En kaserneskole?” sagde Kim, der havde spurgt meget og tænkt mere.

”Ja, formodentlig,” svarede læreren. ”Det vil ikke skade dig at blive forhindret i at lave ulykker. Du kan følges med din kammerat De Castro så langt som til Delhi.”

Kim overvejede sagen fra alle synsvinkler. Han havde været flittig, sådan som obersten havde rådet ham til. En drengs ferie tilhørte udelukkende ham selv — så meget havde han lært af sine kammeraters samtale — og en kaserneskole ville være en sand lidelse, når man var vant til St. Xavier. Desuden var han i besiddelse af en uvurderlig trolddomskunst — han kunne skrive. I løbet af de tre måneder havde han lært, hvorledes to mennesker for en halv anna plus lidt viden kan udveksle tanker uden at behøve at leje en tredjemand og indvie ham i deres hemmeligheder. Han havde ikke hørt et ord fra lamaen, men landevejen lå åben for ham. Kim længtes efter at føle dens bløde dynd mellem sine tæer, ligesom hans tænder løb i vand efter lammekød, stuvet i smør og kål, efter ris, overdrysset med stærkt duftende kardemomme, efter safranfarvet ris, hvidløg og andre løg og efter de forbudte, fedtede slikkerier fra basarerne. I kasernen ville de give ham halvråt oksekød på en tallerken, og han måtte stjæle sig til at ryge. Men på den anden side var han sahib og gik i St. Xaviers skole, og det svin til Mahbub Ali… nej, han ville ikke lægge beslag på Mahbub Alis gæstfrihed — men alligevel… han gennemtænkte sagen alene oppe på sovesalen og kom til det resultat, at han havde gjort Mahbub uret.

Skolen var tom, næsten alle lærerne var bortrejste. Kim holdt det fripas til gratis jernbanerejser, som oberst Creighton i sin tid havde udstedt for ham, i sin hånd. Han var ikke lidt stolt af, at han ikke havde sviret de penge op, som obersten og Mahbub Ali havde givet ham. Endnu ejede han hele to rupier og syv annas. Hans nye kuffert, mærket ”K. O’H.” og hans sammenrullede sengeklæder lå i det tomme soveværelse. ”Sahib’ers bagage er dem altid en klods om benet,” sagde Kim og nikkede til dem. ”I kan gerne blive her.” Og dermed gik han ud i det varme regnvejr med et syndigt smil på læben og opsøgte et vist hus, hvis ydre han for nogen tid siden havde mærket sig…

”Arré! Véd du, hvad slags kvinder, der bor her? Skam dig!”

”Tror du, jeg er født i går?” svarede Kim og satte sig på de indfødtes vis med korslagte ben på hynderne oppe i tagkammeret. ”Giv mig en smule sminke og tre mål. Jeg har en spøg for. Er det for meget forlangt?”

”Hvem er hun? Du er meget ung af en sahib at være til den slags skælmsstykker.”

”Hun? Hun er en datter af en skolelærer ved et af garnisonens regimenter. Han har pryglet mig to gange, fordi jeg krøb over deres mur i disse klæder. Nu vil jeg liste mig derhen som gartnerdreng. Gamle mænd er meget skinsyge.”

”Sandt nok. Hold dit ansigt stille, mens jeg lægger sminken på.”

”Ikke for mørk, Naikan. Jeg vil ikke vise mig for hende som en hubshi (neger).”

”Åh, kærlighed bryder sig ikke om sligt. Hvor gammel er hun?”

”Tolv år, tror jeg,” svarede den skamløse Kim. ”Lad mig også få lidt på brystet. Det kan jo være, at hendes far river mine klæder op, og hvis han så opdager, at jeg er flerfarvet —” Han lo.

Pigen arbejdede ivrigt med en klud og en lille underkop fuld af brun farve, som er endnu mere holdbar end valnøddesaft.

”Send nu et bud ud og køb mig noget tøj til en turban. Oh ve, oh ve, mit hoved er ikke raget! Og han vil naturligvis rive turbanen af mig.”

”Jeg er ikke barbér, men jeg vil gøre mit bedste. Sandelig, du er født til at knuse hjerter! Og hele denne forklædning for én aftens skyld? Husk vel på, at farven ikke lader sig vaske af.” Hun rystede af latter, så at hendes armbånd og ankelringe klirrede. ”Men hvem skal betale mig for dette? Du kunne ikke have fået bedre sminke hos selve Huneefa.”

”Stol på Guderne, min søster,” sagde Kim alvorsfuldt og bevægede ansigtsmusklerne for at prøve, om farven var tør. ”Eller har du nogensinde før været med til at sminke en sahib på denne måde?”

”Aldrig, det er sandt. Men en spøg er ikke penge.”

”Nej, den er meget mere værd.”

”Barn, du er uden for enhver tvivl den mest skamløse søn af Shaitan, jeg nogensinde har kendt, sådan som du spilder en stakkels piges tid med sådanne narrestreger og så siger: ’Er morskaben ikke betaling nok?’ Du vil nå vidt i denne verden.” Og hun hilste spotsk på danserinders vis.

”Ja, det er godt. Skynd dig nu at rage mit hoved.”

Kim trippede af utålmodighed og hans øjne strålede ved tanken om de herlige dage, han havde for sig. Han gav pigen fire annas og løb ned ad trapperne som en hindudreng af lav kaste — fuldendt indtil de mindste detaljer. En madbod var hans næste mål og her holdt han gilde i overdådighed og fedtet velvære.

På banegården så han sin kammerat De Castro, helt dækket af hedetøj, stige op i en anden klasses kupé. Han selv beærede en tredje klasses med sit nærværer og var dens liv og sjæl på hele rejsen. Han forklarede sine medrejsende, at han var medhjælper hos en jonglør, der havde ladet ham blive tilbage, fordi han var syg af feber, og at han nu skulle støde til sin herre i Ambala. Efterhånden som kupéens passagerer udskiftedes, ændrede Kim sin fortælling eller udsmykkede den med alle mulige påfund, der var så meget mere livlige, fordi han i så lang tid ikke havde kunnet bruge de indfødtes tungemål. I hele Indien fandtes der den aften ikke så lykkeligt et menneske som Kim. I Ambala forlod han toget, satte kursen mod øst og pjaskede henover de våde marker til den landsby, hvor den gamle soldat boede.

Omtrent på samme tid fik oberst Creighton i Simla et telegram fra Lucknow om, at unge O’Hara var forsvundet. Mahbub Ali var netop dér i byen for at sælge heste, og til ham betroede obersten sagen en morgen, da han tog sig en galop rundt på Annandale væddeløbsbane.

”Det gør intet,” svarede hestehandleren. ”Mennesker er som heste. Stundom trænger de til salt og hvis saltet ikke er i krybberne, slikker de det op fra jorden. Han er søgt ud på landevejen igen for en stund. Han er blevet ked af madrissah’en (skolen). Det vidste jeg, at han ville blive. En anden gang vil jeg selv tage ham med mig ud på vejene. Vær ikke urolig, Creighton Sahib. Det er, som når en polopony river sig løs og løber af sted for at lære spillet på egen hånd.”

”Du tror altså ikke, at han er død?”

”En feber kunne måske slå ham ihjel. Derudover nærer jeg ingen frygt for drengen. En abe falder ikke ned fra træerne.”

Næste morgen kom Mahbub Alis hingst ude på den samme væddeløbsbane hen på siden af obersten.

”Det er, som jeg tænkte,” sagde hestehandleren. ”Han har i det mindste været i Ambala. Dér har han i basaren fået at vide, at jeg var her, og så har han skrevet et brev til mig.”

”Læs,” sagde obersten med et lettelsens suk. Det var meningsløst, at en mand i hans stilling interesserede sig for en lille vagabond, der var født og opdraget her i landet. Men obersten huskede samtalen i kupéen og havde ofte i det sidste par måneder grebet sig i at tænke på den ejendommelige, tavse, selvbeherskede dreng. At han nu var løbet sin vej, var naturligvis den mest topmålte frækhed, men tydede dog på en vis grad af fiffighed og mod.

Mahbubs øjne spillede, mens han styrede sin hest ud på midten af den lille, indeklemte slette, hvor ingen kunne nærme sig usete.

”’Stjernernes Ven, som er Alverdens Ven -’”

”Hvad skal det sige?”

”Det er det navn, han plejede at gå under i Lahore. ’Alverdens Ven giver sig selv tilladelse til at begive sig til de steder, han kender. Han vil vende tilbage til den fastsatte tid. Send bud efter kufferten og sengeklæderne. Og er en fejl begået, lad da venskabets hånd afværge ulykkens pisk.’ Der er lidt endnu, men —”

”Det er lige meget, læs det kun.”

”’Visse ting kendes ikke af dem, der spiser med gafler. Det er bedre for en tid at spise med begge hænder. Tal blide ord til dem, der ikke forstår dette, for at tilbagekomsten kan blive gunstig.’ Selve ordene, hvori dette brev er affattet, er naturligvis skriverens værk, men læg mærke til, hvor kløgtigt drengen har lagt indholdet tilrette, så at det ikke røber noget som helst undtagen for dem, der ved, hvad det drejer sig om!”

”Nu er nok venskabets hånd i færd med at afværge ulykkens pisk?” lo obersten.

”Læg mærke til, hvor snild drengen er. Han er tyet tilbage til landevejen, som jeg sagde, at han ville. Og da han endnu ikke ved noget om Deres profession —”

”Det er jeg nu ikke så sikker på,” mumlede obersten.

”- vender han sig til mig, for at jeg skal stifte fred imellem jer. Er han ikke klog? Han siger jo, at han vil komme tilbage. Han er blot i færd med at udvide sine kundskaber. Husk på, Sahib, han har været tre måneder i skole, og hans mund er ikke vant til det bidsel. Jeg for mit vedkommende er glad. Ponyen lærer spillet.”

”Nå, ja, men en anden gang må han ikke gå alene.”

”Hvorfor ikke? Han var alene, før han kom under Deres beskyttelse, oberst-sahib. Og når han engang skal spille med i Det Store Spil, må han gå alene — alene og med fare for sit hoved. Til den tid kan det koste ham livet, hvis han spytter eller nyser eller sætter sig ned anderledes, end de folk gør, som han holder øje med. Hvorfor da nu lægge ham hindringer i vejen? Husk på, hvad perserne siger: Sjakalen, som lever i Mazanderans ørkener, kan kun fanges af hundene fra Mazanderan.”

”Sandt nok. Det er sandt nok, Mahbub Ali. Og dersom han ikke kommer til fortræd, vil det passe mig udmærket. Men det er en stor frækhed fra hans side.”

”Han fortæller ikke engang mig, hvor han går hen,” sagde Mahbub. ”Han er ingen tåbe. Når tiden er omme, vil han søge tilbage til mig. Det er på tide, at perlelægen får ham under behandling. Han modnes for hurtigt — efter sahib’ers målestok.”

Mahbub Alis spådom gik bogstaveligt i opfyldelse en måned efter. Mahbub tog ned til Ambala for at hente et nyt kobbel heste, og Kim mødte ham en aften i tusmørket, mens han red alene hen ad Kalka-vejen. Kim bad ham om almisse, blev skældt ud og svarede på engelsk. Der var ingen indenfor hørevidde, som kunne høre Mahbubs gisp af forbavselse.

”Oho! Og hvor har du været?”

”Hist og her — her og hist.”

”Kom i ly for regnen under et træ og fortæl så.”

”Jeg opholdt mig en tid hos en gammel mand i omegnen af Ambala, og derefter hos en familie af mit bekendtskab i selve Ambala. Sammen med et af denne families medlemmer drog jeg sydpå til Delhi. Det er en vidunderlig by. Så kørte jeg studevogn for en teli (oliehandler), som skulle mod nord. Men jeg havde hørt om en stor fest, der skulle fejres i Patiala, og derhen rejste jeg så i selskab med en fyrværker. Det var en stor fest.” (Kim gned sig på maven) ”Jeg så rajaher og elefanter med guld- og sølvdækkener og alt fyrværkeriet knaldede af på én gang, hvorved elleve mennesker mistede livet, deriblandt min fyrværker. Selv blev jeg slynget tværs over et telt, men tog ingen skade. Så drog jeg tilbage til jernbanen med en sikhisk rytter, hvem jeg tjente som hestepasser for at få føden, og nu er jeg her.”

”Shabash!” sagde Mahbub Ali.

”Men hvad siger oberst-sahib’en? Jeg ønsker ikke prygl.”

”Venskabets hånd har afværget ulykkens pisk. Men hvis du en anden gang vil ud på landevejen, bliver det i selskab med mig. Det er for tidligt for dig at gå alene.”

”Det er sent nok for mig. I madrissah’en har jeg lært at læse og skrive engelsk så nogenlunde. Jeg bliver snart helt og holdent en sahib.”

”Nej, hør bare!” lo Mahbub og betragtede den lille, gennemblødte skikkelse, som dansede i regnen. ”Salaam, Sahib!” og han hilste ironisk. ”Nå, har du fået nok af landevejen, eller vil du følge med mig til Ambala og vende tilbage som min rideknægt?”

”Jeg vil følge med dig, Mahbub Ali.”