Kim

Ellevte kapitel

Der påfulgte nu en pludselig naturlig reaktion. ”Nu er jeg alene — ganske alene,” tænkte han. ”I hele Indien er ingen så alene som jeg! Dør jeg i dette øjeblik, hvem vil så fortælle det — og til hvem? Men hvis jeg lever og Gud er god, bliver der sat en pris på mit hoved, for jeg er Amulettens Søn — jeg, Kim.”

Meget få hvide mennesker, men mange asiater, er i stand til så at sige at bedøve sig selv ved atter og atter at gentage deres eget navn for sig selv og lade tanken fordybe sig på lykke og fromme i grublerier over, hvad man kalder den personlige identitet. Med alderen forsvinder denne evne, men mens man har den, kan man blive grebet af den når som helst.

”Hvem er Kim — Kim — Kim?”

Han satte sig i en krog af den larmende ventesal, helt uimodtagelig for alle andre tanker, med hænderne foldede i skødet og pupillerne sammentrukne til et knappenålshoveds størrelse. Han følte, at han om et minut — om et halvt sekund — ville nå løsningen på den enorme gåde. Men som det altid sker, netop på dette punkt styrtede hans tanke ned fra højderne med en fart som en anskudt fugls — og han strøg sig med hånden over øjnene og rystede på hovedet.

En langhåret hindu bairagi[*] (hellig mand), som netop havde købt en billet, standsede i dette øjeblik foran ham og stirrede vist på ham.

”Jeg har også mistet det,” sagde han bedrøvet. ”Det er en af Portene til Vejen, men for mig har den været lukket i mange år.”

”Hvad taler du om?” sagde Kim noget skamfuld.

”Du sad dér og grublede over, hvad slags ting din sjæl kunne være. Det kom pludseligt over dig. Det kender jeg. Hvem skulle kende det, om ikke jeg? Hvor drager du hen?”

”Til Kashi (Benares).”

”Der er ingen Guder dér. Jeg har prøvet det. Jeg drager til Prayag (Allahabad) for femte gang — for at søge Vejen til Oplysning. Til hvilken tro bekender du dig?”

”Jeg hører også til dem, der Søger,” svarede Kim med et af lamaens yndlingsudtryk. ”Skønt” — han glemte et øjeblik sit nordlige kostume — ”skønt Allah alene ved, hvad jeg Søger.”

Den gamle fyr stak sin bairagi-krykke ind under armhulen og satte sig ned på et stykke rødt leopardskind, idet Kim rejste sig ved råbet ”Toget til Benares!”

”Gå trøstigt din sti, lille broder,” sagde han. ”Der er lang vej til fødderne af Den Ene, men vi vandrer alle ad den.”

Kim følte sig mindre ensom efter dette møde og endnu inden han havde kørt tyve mil i den overfyldte kupé, var han i færd med at glæde sine medrejsende med en række vidunderlige røverhistorier om hans egne og hans herres trolddomsevner.

Benares viste sig at være en ualmindelig snavset by, men Kim glædede sig ved at se, at hans dragt skaffede ham respekt. Mindst en tredjedel af befolkningen beder altid til en eller anden gruppe af de mange millioner Guder og har derfor ærbødighed for enhver slags hellig mand. Kim blev vist vej til Tirthankernes Tempel, som ligger omtrent en engelsk mil udenfor byen, tæt ved Sarnath, af en tilfældigt mødt punjabisk landmand — en kamboh[*] fra omegnen af Jullundur, der forgæves havde anråbt alle sin hjemstavns Guder om at helbrede hans lille søn og som nu forsøgte Benares som en sidste udvej.

”Du er fra det nordlige?”, spurgte han, mens han banede sig vej gennem de menneskefyldte, snævre stinkende gader, omtrent som hans yndlingstyr derhjemme ville have gjort det.

”Ja, jeg kender Punjab. Min moder var en paharin (kvinde fra bjergene), men min fader kom fra Amritsar — og bosatte sig i Jandiala,” svarede Kim, hvis glatte tunge altid havde et svar parat.

”Jandiala — Jullundur? Se se. Så er vi på en måde naboer.” Han nikkede kærligt til det grædende barn, som han bar i sine arme. ”Hvem tjener du?”

”En såre hellig mand i Tirthankernes Tempel.”

”De er alle såre hellige og — såre begærlige,” sagde jat’en bittert. ”Jeg har vandret mellem søjlerne og trådt over templernes tærskler, indtil huden på mine fødder hænger i laser, men barnet har det ikke en smule bedre. Og moderen er også syg… tys, tys, du lille… vi forandrede hans navn, da feberen greb ham. Vi iførte ham pigeklæder. Der var ikke den ting, vi ikke gjorde, undtagen — jeg sagde til hans moder, den gang hun sendte mig over hals og hoved til Benares — hun burde være fulgt med — jeg sagde til hende, at Sakhi Sawar Sultan ville gøre os mest gavn. Vi kender Hans barmhjertighed, men Guderne her i lavlandet er os fremmede.”

Barnet vendte sig på sit leje af de to svære, senestærke arme og så på Kim under sine tunge øjenlåg.

”Og det var alt sammen unyttigt?” spurgte Kim med letvakt interesse.

”Alt sammen unyttigt — alt sammen unyttigt,” svarede barnet med tørre, febersprukne læber.

”Guderne har i det mindste givet ham en god forstand,” sagde faderen stolt. ”At tænke sig, at han har lyttet så fornuftigt! Derhenne ligger dit tempel. Se, jeg er en fattig mand — jeg har været i kløerne på mange præster — men min søn er min søn, og dersom en gave til din herre kan skaffe ham helbredelse — jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal gøre.”

Det kriblede i Kim af stolthed, mens han tænkte sig om. For tre år siden ville han øjeblikkeligt have benyttet sig af situationen og derpå tankeløst være gået sin vej. Men nu var selve den ærbødighed, som jat’en viste ham, et bevis på, at han var en mand. Desuden havde han selv en gang eller to været angrebet af feber, og han vidste nok til at genkende sult, når han så den.

”Kald på ham, så skal jeg give ham en forskrivning på mit bedste spand okser, når blot han helbreder mit barn.”

Kim standsede foran templets udskårne yderdør. En hvidklædt pengeudlåner fra Ajmir, som lige havde fået sine ågerkarlesynder udslettede, spurgte ham, hvad han ville.

”Jeg er chela for Teshoo Lama, en hellig mand fra Bhotiyal, som er derinde. Han bød mig komme og nu venter jeg her. Sig ham det.”

”Glem ikke barnet,” råbte den utålmodige jat over sin skulder og gav sig derefter til at brøle på punjabi: ”Hellige Mand — du den Hellige Mands discipel — Guder over alle verdener — se, her sidder kummeren ved jeres port!” Dette råb er så almindeligt i Benares, at de forbigående ikke så meget som drejede hovedet.

Pengeudlåneren, fredeligt stemt mod hele menneskeheden, bragte budskabet ind i den mørke bygning bag ham og østerlandenes rolige minutter, som ikke tælles, randt hen, for lamaen lå i sin celle og sov, og ingen af præsterne ville vække ham. Da hans rosenkrans’ raslen igen brød stilheden i den indre gård, hvor de tavse helgenbilleder står, hviskede en novice: ”Din chela er her” — og den gamle mand glemte slutningen af sin bøn og skyndte sig af sted.

Næppe havde den høje skikkelse vist sig i døren, førend jat’en styrtede frem, løftede barnet op imod ham og skreg: ”Kast et blik på min søn, Hellige Mand, og, om Guderne vil, beholder han livet!”

Han famlede i sit bælte og trak en lille sølvmønt frem.

”Hvad betyder dette?” Lamaens blik vendte sig mod Kim. Det var tydeligt at høre, at han talte langt bedre urdu end for længe siden under Zam-Zammah. Men faderen ville ikke tillade privat samtale.

”Det er blot feber,” sagde Kim. ”Barnet er dårligt ernæret.”

”Han får kvalme af alting og hans moder er her ikke.”

”Med forlov, Hellige Mand, så kan jeg måske helbrede ham.”

”Hvad! Har de gjort dig til læge? Vent her,” sagde lamaen og satte sig ved siden af jat’en på templets nederste trin, mens Kim, skottende til dem, langsomt åbnede sin lille medicinæske. I skolen havde han drømt om at vende tilbage til lamaen som sahib og mystificere den gamle mand, inden han gav sig til kende — rene drengedrømme. Men det var langt mere dramatisk at stå tankefuld og med rynket pande og søge mellem medicinflaskerne, af og til standse for at overveje, og nu og da fremmumle en besværgelse. Kininpiller havde han, og ligeledes mørkebrune kødekstraktpastiller — rimeligvis af oksekød, men det kunne han være ligeglad med. Og den lille, som ikke ville spise, suttede begærligt på en pastil og sagde, at den smagte så dejligt salt.

”Så tag disse seks,” sagde Kim og rakte manden dem. ”Pris Guderne, og kog de tre i mælk og de tre andre i vand. Når han har drukket mælken, så giv ham denne” (det var halvdelen af en kininpille) ”og pak ham godt ind, så at han ikke fryser. Giv ham vandet, som de tre andre er kogt i, og den anden halvdel af den hvide pille, når han vågner. Og så er her endnu en brun medicinkage, som han kan sutte på vejen hjem.”

”I Guder, hvilken visdom!” sagde kambohen[*] og snappede medicinen.

Kim havde forordnet samme behandling, som han, så vidt han kunne huske, selv var blevet underkastet under et anfald af efterårsmalaria — når undtages besværgelserne, som han tilføjede for at gøre indtryk på lamaen.

”Gå nu og kom igen i morgen tidlig.”

”Men prisen — prisen,” sagde jat’en og rettede sine brede skuldre. ”Min søn er min søn. Når han nu bliver rask igen, hvordan skal jeg så kunne vende tilbage til hans moder og sige, at jeg tog imod hjælp af en fremmed, som jeg traf på min vej, og ikke gav så meget som en skål tykmælk til gengæld?”

”De er alle ens, disse jat’er,” sagde Kim mildt. ”En jat stod på sin mødding og så kongens elefanter drage forbi. ’Hej driver, sagde han, ’hvad vil du have for de små æsler dér?’”

Jat’en brast i en skoggerlatter, som han undertrykte med undskyldninger til lamaen. ”Sådan siger man i mit eget land — netop den historie fortæller man. Og sådan er alle vi jat’er. Jeg skal komme i morgen med barnet. Og Hjemmets Guder — det er gode små Guder — velsigne jer begge… nå, min søn, nu skal vi blive raske igen. Spyt den ikke ud, så skal du se, i morgen er vi stærke mænd, nævekæmpere og køllesvingere.”

Han gik sin vej, tyssende på barnet og snakkende godt for det. Lamaen vendte sig til Kim, og hele hans kærlige gamle sjæl lå i hans blik.

”At helbrede syge er at erhverve sig Fortjeneste, men først må man skaffe sig kundskaber. Det var viseligt handlet, Alverdens Ven.”

”Du gjorde mig vis, Hellige Mand,” svarede Kim, som glemte den lille komedie, han netop havde spillet, glemte St. Xavier, glemte, at han var hvid, glemte endog Det Store Spil, mens han på muhammedansk vis bøjede sig ned i jaintemplets støv for at berøre sin herres fødder. ”Min lærdom skylder jeg dig. Jeg har spist dit brød i tre år. Nu er min tid omme. Jeg er sluppet løs fra skolen. Og jeg kommer til dig.”

”Deri er min belønning. Kom ind, kom ind! Står alt godt til?” De gik ind i den indre gård, over hvilken eftermiddagssolen kastede en skrå, gylden stribe. ”Stil dig her, så at jeg kan se på dig. Sådan!” Han betragtede ham kritisk. ”Det er ikke længere et barn, men en mand, modnet i visdom og med en læges holdning. Jeg handlede vel — jeg handlede vel, den gang jeg udleverede dig til de væbnede mænd hin sørgelige aften. Husker du vor første dag under Zam-Zammah?”

”Ja,” svarede Kim. ”Og husker du, da jeg sprang ned fra vognen, den gang jeg for første gang skulle træde ind ad…”

”Lærdommens Porte? Javist. Og den dag, da vi spiste kagerne sammen på den anden side af floden ved Nucklao. Ak ja! Ofte har du tigget for mig, men den dag tiggede jeg for dig.”

”Med god grund,” sagde Kim. ”Den gang var jeg elev i Lærdommens Porte og klædt som sahib. Glem ikke, Hellige Mand,” vedblev han skælmsk, ”at jeg endnu er sahib — med din tilladelse.”

”Det er sandt. Og en højt anset sahib. Kom til min celle, chela.”

”Hvorfra ved du det?”

Lamaen smilede. ”For det første ved jeg det af breve fra den venlige præst, som vi traf i de væbnede mænds lejr. Men han er nu rejst til sit eget land og jeg har sendt pengene til hans broder.” Oberst Creighton, der havde påtaget sig at være formynder for Kim, da Fader Victor vendte tilbage til England med Maverickerne, var vist næppe præstens broder. ”Men jeg har svært ved at forstå sahib’ernes breve. De må oversættes for mig. Derfor valgte jeg en sikrere måde. Mange gange, når jeg vendte tilbage fra min Søgen til dette tempel, der bestandig har været en rede for mig, er der kommet en mand, der søger belæring — en mand fra Leh[*] — som, efter hvad han siger, har været hindu, men er blevet ked af alle disse Guder.” Lamaen pegede på helgenbillederne rundt om.

”En tyk mand?” spurgte Kim med et blink i øjet.

”Meget tyk, men jeg så snart, at hans sind helt og holdent var optaget af unyttige ting — såsom djævle og besværgelser og hvorledes vi drikker te i vore klostre og hvordan vi indvier novicerne. En mand, der strømmede over af spørgsmål, var han, men han var en ven af dig, chela. Han fortalte mig, at du var på vej til at vinde megen ære som skriver. Og jeg ser, at du er læge.”

”Ja, det er jeg — skriver er jeg, når jeg er sahib, men alt det kaster jeg fra mig, når jeg kommer til dig som din discipel. Jeg har været i skole så mange år, som det sømmer sig for en sahib.”

”Har du udstået din novicetid?” spurgte lamaen. ”Er du færdig med skolen? Jeg vil ikke, at du er umoden.”

”Jeg er helt færdig. Når tiden kommer, får jeg ansættelse under regeringen som skriver —”

”Ikke som kriger. Det er godt.”

”Men først kommer jeg for at vandre sammen med dig. Derfor er jeg her. Hvem tigger for dig nu?” vedblev han hurtigt, for han følte sig på tynd is.

”Meget ofte tigger jeg selv. Men, som du ved, er jeg sjældent her, undtagen når jeg kommer for at se til min discipel. Fra den ene ende af Hind til den anden har jeg rejst, til fods og med jernbanen. Det er et stort og vidunderligt land! Men når jeg tager ind her, er det, som var jeg i mit eget Bhotiyal.”

Han så sig veltilfreds om i den lille, rene celle. En lav hynde tjente ham til sæde, på hvilket han havde anbragt sig med benene over kors som den mediterende Bodhisat. Et sort teaktræs bord, ikke tyve tommer højt, besat med tekopper af kobber, stod foran ham. I en krog stod et lille alter, ligeledes af teaktræ med mange udskæringer, hvorpå der stod en forgyldt kobberstatuette af den Siddende Buddha og foran denne en lampe, et røgelseskar og et par urtepotter af kobber. ”Billedernes Vogter i Vidunderhuset erhvervede sig Fortjeneste ved at forære mig dem for et år siden,” sagde han, idet han fulgte Kims blik. ”Er man langt fra sit eget land, bringer sådanne ting minder. Og vi bør ære Herren, fordi han viste os Vejen. Se!” Han pegede på en underligt formet bunke af farvet ris, som kronedes af et fantastisk metalornament. ”Den gang jeg var abbed i mit eget kloster — før jeg lærte bedre — bragte jeg dagligt dette offer. Det forestiller Universets Opofrelse til Herren. Således ofrer vi i Bhotiyal hver dag hele verden til den Fortræffelige Lov. Og jeg gør det endnu, skønt jeg ved, at Den Allerypperste er hævet over kneb og klap.” Han tog sig en pris tobak.

”Du handler ret, Hellige Mand,” mumlede Kim, idet han lod sig synke mageligt ned på hynderne, højst lyksalig, men temmelig træt.

”Og endvidere,” lo den gamle mand, ”skriver jeg billeder af Livets Store Hjul. Jeg er tre dage om et billede. Jeg havde netop travlt med det — eller måske jeg havde lukket mine øjne en smule — da de meldte din ankomst. Det er godt at have dig her. Jeg vil vise dig min kunst — ikke af stolthed, men fordi du må lære den. Sahib’erne er ikke i besiddelse af al denne verdens visdom.”

Frem under bordet trak han et ark løjerligt duftende, gult kinesisk papir, pensler og en tuschkage. I de reneste og strengeste omrids havde han tegnet det store hjul med de seks eger, hvis midtpunkt er sammenslyngningen af Svin, Slange og Due (uvidenhed, vrede og vellyst), og hvis afdelinger er alle Himle og Helveder og alle menneskelivets hændelser. Det siges, at Bodhisat selv var den første, som tegnede det med riskorn på jorden for at lære sine disciple at indse Tingenes Årsager. Gennem mange tidsaldre er dette billede blevet udkrystalliseret til en vidunderlig tradition, fyldt som det er af hundreder af små figurer, i hvilke hver linie har sin betydning. Kun få kan tolke denne billedfortælling. Ikke tyve mennesker i hele verden kan tegne det med sikkerhed efter hukommelsen. Og af mænd, som både kan tegne og forklare det, gives der kun tre.

”Jeg har lært at tegne en smule,” sagde Kim. ”Men dette er et under over alle undere.”

”Jeg har tegnet det i mange år,” sagde lamaen. ”Der var en tid, da jeg kunne tegne det hele i tiden fra solnedgang til solnedgang. Jeg vil lære dig kunsten — når du er passende forberedt. Og jeg vil vise dig, hvad Hjulet betyder.”

”Skal vi da vandre sammen?”

”Vandre og Søge. Jeg har ventet på dig. Det er blevet mig vist i hundrede drømme — især i en, som sendtes mig natten efter den dag, da Lærdommens Porte for første gang lukkede sig bag dig — at uden dig ville jeg aldrig finde min Flod. Atter og atter har jeg, som du ved, skudt dette fra mig, af frygt for, at det skulle være Blændværk. Derfor ville jeg ikke tage dig med mig den dag i Lucknow, da vi spiste kagerne. Jeg ville ikke tage dig, før tiden var moden og lykkevarslende. Fra bjergene til havet og fra havet til bjergene har jeg vandret, men det var forgæves. Da mindedes jeg en Jâtaka.”

Han fortalte Kim historien om elefanten med jernringen om benet, som han så ofte havde fortalt den til jainpræsterne.

”Yderligere vidnesbyrd behøves ikke,” endte han højtideligt. ”Du blev sendt for at hjælpe mig. Uden den hjælp var min Søgen frugtesløs. Derfor vil vi gå sammen ud igen og da er vi sikre på at finde.”

”Hvorhen skal vi gå?”

”Hvad betydning har det, Alverdens Ven? Vor Søgen er sikker. Om nødvendigt, vælder Floden frem fra jorden for vore fødder. Jeg erhvervede mig Fortjeneste, da jeg sendte dig til Lærdommens Porte og gav dig den juvel, der hedder visdom. Jeg ser nu, at du er vendt tilbage som lærling af Sakyamuni, lægen, for hvem der er mange altre i Bhotiyal. Det er tilstrækkeligt. Vi er sammen, og alt er, som det før var — Alverdens Ven — Stjernernes Ven — min chela!”

Derefter gav de sig til at tale om mere verdslige emner, men det var at mærke, at lamaen ikke udspurgte ham nøjere om livet i St. Xavier og heller ikke viste det mindste glimt af nysgerrighed angående sahib’ernes sæder og skikke. Hans tanker bevægede sig udelukkende i fortiden og gnidende sig i hænderne og småleende genopfriskede han mindet om hvert eneste skridt på deres vidunderlige første vandring sammen, indtil han endelig lagde sig ned og faldt i en gammel mands pludselige søvn.

Kim holdt øje med den sidste solstråle, hvori støvkornene dansede ude i gården, indtil den døde hen, og legede med sin åndedolk og rosenkrans. Støjen fra Benares, den ældste af jordens stæder, som er lige vågen dag og nat, løb rundt om templets mure som havets brølen om en høfde. Nu og da gik en jainpræst over gården med et eller andet lille offer til gudebillederne og fejede vejen ren foran sig af frygt for ved et tilfælde at komme til at træde et levende væsen ihjel. En lampe tændtes og der lød en bøn. Kim holdt øje med stjernerne, mens de kom frem én efter én i det tavse, tætte mørke, indtil han faldt i søvn ved foden af alteret. Den nat drømte han på hindustani, uden engelske ord…

”Hellige Mand, husk barnet, som vi gav medicin,” sagde han, da lamaen ved tretiden næste morgen vågnede af sine drømme og straks ville af sted på pilgrimsvandring. ”Jat’en kommer her ved daggry.”

”Det var et godt svar. I mit hastværk ville jeg have handlet ilde.”

Han satte sig på hynderne og tog fat på sin rosenkrans.

”Sandelig, gamle mennesker er som børn,” sagde han alvorligt. ”Når de ønsker noget, skal det ske straks, ellers bliver de uartige og græder! På landevejen har jeg ofte været nær ved at stampe med foden af ærgrelse over en oksevogn, der spærrede vejen for mig, eller også blot over en støvsky. Sådan var det ikke, da jeg var mand — for lang tid siden. Ikke desto mindre er det urigtigt…”

”Men du er i sandhed gammel, Hellige Mand.”

”Det skete. En Årsag blev sluppet løs i denne verden, og hvilket menneske, gammel eller ung, syg eller karsk, klog eller dum, kan standse den Årsags virkning? Står Hjulet stille, fordi det er et barn, der drejer det — eller en drukkenboldt? Chela, denne verden er stor og frygtelig.”

”Jeg synes, den er god,” svarede Kim med en gaben. ”Er der noget at spise? Jeg har ikke spist siden i går aftes.”

”Jeg havde glemt dine behov. Derhenne finder du god te fra Bhotiyal og kold ris.”

”Vi kommer ikke langt på den kost.” Kim følte hele en europæers lyst til kødmad, som ikke fås i et jaintempel. Men i stedet for straks at begive sig ud med tiggerskålen, stillede han sin sultne mave tilfreds med kold ris og ventede, indtil det blev helt lyst. Netop da dagen brød frem, kom landmanden, overstrømmende glad og stammende af taknemmelighed.

”I nat hørte feberen op og sveden kom,” råbte han. ”Føl blot — hans hud er frisk og ny! Han syntes godt om de salte kager og drak mælken med begærlighed.”

Han trak klædet bort fra barnets ansigt og det smilede søvndrukkent til Kim. En lille klynge jain-præster, tavse men altskuende, samlede sig ved templets dør. De vidste, og Kim vidste, at de vidste, at den gamle lama havde truffet sin discipel. Høflige som de var, havde de ikke været påtrængende den foregående aften, hverken ved nærvær, ord eller handling. Nu ved solopgang ville Kim gengælde deres høflighed.

”Tak jainernes Guder, min broder,” sagde han, uden at kende Gudernes navne. ”Feberen er ganske rigtigt forsvundet.”

”Se, se!” sagde den strålende lama i baggrunden til sine værter. ”Har der nogensinde været mage til chela? Han følger i vor Herre Helbrederens fodspor.”

Jainerne anerkender officielt alle hinduismens Guder, så vel som Lingamen[*] og Slangen. De bærer braminernes tråd og holder fast ved alle hinduernes kastelove. Men fordi de kendte og elskede lamaen, fordi han var en gammel mand, fordi han Søgte Vejen, fordi han var deres gæst og fordi han førte lange natlige diskussioner med ypperstepræsten — så fritænkende en metafysiker, som nogensinde har kløvet ét hår i halvfjerds — mumlede de bifaldende.

”Husk vel på,” sagde Kim og bøjede sig over barnet, ”at denne sygdom kan komme igen.”

”Ikke dersom du kender den rette besværgelse,” sagde faderen.

”Men vi drager snart bort.”

”Det er sandt,” sagde lamaen til alle jainerne. ”Vi drager nu sammen ud på den Søgen, som jeg ofte har talt om. Jeg har ventet, indtil min chela var moden. Og her ser I ham! Vi vandrer nordpå. Aldrig mere vil jeg få dette mit hvilested at se, I venlige mennesker.”

”Men jeg er ingen tigger —” begyndte bonden, idet han rejste sig op med barnet på sine arme.

”Stille! Afbryd ikke den Hellige Mand,” udbrød en præst.

”Gå,” hviskede Kim. ”Mød os igen under den store jernbanebro, og for alle Punjabs Guders skyld, bring mad med dig — karry, bønner, kager bagt i fedt, og syltetøj. Især syltetøj. Skynd dig!”

Sultens bleghed klædte Kim fortræffeligt, som han stod dér, høj og slank, i sin mørke, side klædning, med den ene hånd på rosenkransen og den anden løftet til velsignelse — en stilling, som han havde afluret lamaen. En engelsk iagttager ville have sagt, at han meget lignede en ung helgen fra en kirkerude, skønt han blot var en sulten dreng i voksealderen.

Lang og højtidelig var afskeden. Tre gange endte den og tre gange påbegyndtes den atter. Den Søgende præst — han som havde indbudt lamaen til at drage fra det fjerne Tibet til dette tempel, en bleg, skaldet asket — tog ingen del i den, men sad som sædvanlig alene blandt gudebillederne og mediterede. De andre opførte sig aldeles som mennesker. De påtvang den gamle mand små gaver — en betelæske, et smukt, nyt pennefoderal af jern, en madpose og deslige — de advarede ham mod yderverdenens farer, de spåede ham et lykkeligt udfald af hans Søgen. Imens sad Kim på trappetrinene, ensommere end nogensinde, og bandede på St. Xaviers sprog.

”Men det er min egen skyld,” indrømmede han til sidst. ”Hos Mahbub spiste jeg Mahbubs brød, eller Lurgan Sahibs. I St. Xavier fik jeg tre måltider om dagen. Her må jeg fægte for mig selv. Og desuden er jeg blevet vant til det omflakkende liv. Nå da, hvor jeg kunne sluge en tallerken oksesteg!… Er du færdig, Hellige Mand?”

Lamaen løftede begge hænder og intonerede en afskedsvelsignelse på forsiret kinesisk.

”Jeg må støtte mig til din skulder,” sagde han, da templets porte lukkedes. ”Man bliver stiv, tror jeg.”

At stive en seks fod høj mand af gennem milelange, menneskefyldte gader er ikke så let endda, og Kim, belæsset med bylter og pakker med rejsefornødenheder, var glad, da de nåede ind i skyggen af jernbanebroen.

”Nu skal vi spise,” sagde han resolut, idet den smilende kamboh i sin blå klædning viste sig med en kurv i den ene hånd og barnet i den anden.

”Tag for jer af retterne, Hellige Mænd!” råbte han allerede på halvtreds yards afstand. De befandt sig nu nede ved det lave vand under den første brobue, væk fra sultne præsters synskreds. ”Ris og god karry og kager, ganske varme og krydrede med hing (dyvelsdræk), tykmælk og sukker. Konge over mine marker,” — dette henvendt til hans lille søn, — ”lad os vise disse hellige mænd, at vi jat’er fra Jullundur forstår at gengælde en tjeneste — jeg har hørt, at jainer kun spiser det, de selv har kogt, men sandt er det” — han tog høfligt øjnene til sig og stirrede ud over den brede flod — ”at hvor ingen øjne er, er ingen kaste.”

”Og vi,” sagde Kim, idet han vendte ryggen til ham og øste op på et blad til lamaen, ”er over alle kaster.”

De proppede sig i tavshed med den gode mad. Først da Kim havde slikket det sidste af det klæbrige syltetøj af sin lillefinger, lagde han mærke til, at kambohen også var rejseklædt.

”Er vor vej den samme,” sagde han ligefremt, ”følges jeg med dig. Man finder sjældent mirakelmagere og barnet er endnu svagt. Jeg derimod er intet siv.” Han greb sin lathi — en fem fod lang bambusstang beslået med blankpolerede jernringe — og svang den i luften. ”Folk siger, at vi jat’er er stridbare, men det er usandt. Kommer ingen os på tværs, er vi som vore egne bøfler.”

”Kan være,” svarede Kim. ”En god stok er et godt argument.”

Lamaen så veltilfreds op ad strømmen på den langstrakte, sodede udsigt med røgsøjlerne, der uophørligt hæver sig fra ligbrændingspladserne ved flodbredden. Af og til kom resterne af et halvbrændt lig glidende forbi på den raske strøm, til trods for alle politiets forbud.

”Havde det ikke været for dig,” sagde kambohen, idet han trykkede barnet ind til sit lodne bryst, ”havde jeg måske i dag måttet vandre derned — med ham her. Præsterne siger os, at Benares er en hellig by — hvilket ingen betvivler — og et sted, hvor det er godt at dø. Men jeg kender ikke deres Guder, og de forlanger penge og når man har tilbedt en af dem, kommer en skaldepande og forsikrer, at det ikke nytter noget, hvis man ikke også tilbeder en anden. Vask her! Vask dér! Øs, drik, bad og strø blomster — men betal altid præsten. Nej, må jeg bede om Punjab, og Jullundurs jord er den bedste i Punjab.”

”Jeg har mange gange sagt — i templet, tror jeg — at om nødigt vil Floden vælde frem for vore fødder. Lad os derfor drage mod nord,” sagde lamaen og rejste sig. ”Jeg mindes et behageligt sted, omgivet af frugttræer, hvor man kan vandre frem og tilbage og meditere — og luften er køligere dér. Den kommer fra bjergene og fra bjergenes sne.”

”Hvad hedder det sted?” spurgte Kim.

”Hvorfra skulle jeg vide det? Men var du da ikke — nej, det var efter at hæren var steget frem af jorden og havde ført dig bort. Jeg dvælede dér i meditation i et værelse tæt ved dueslaget — undtagen når hun snakkede uafbrudt.”

”Oho!” lo Kim. ”Kvinden fra Kulu! Det er tæt ved Saharanpur.”

”Hvad er din herres vilje?” Går han til fods for at udsone fordums synder?” spurgte jat’en forsigtigt. ”Der er langt til Delhi.”

”Nej,” sagde Kim. ”Jeg vil tigge til en jernbanebillet.” I Indien indrømmer man aldrig, at man har penge.

”Så lad os i Gudernes navn benytte ildvognen. Min søn vil have det bedst i sin moders arme. Regeringen har pålagt os mange skatter, men den har givet os én god ting — jernbanen, som forener venner og bringer de længselsfulde sammen. Det er en vidunderlig ting, den jernbane.”

Et par timer efter satte de sig alle i en kupé og sov dagens varme tid bort. Kambohen gjorde Kim ti tusind spørgsmål om lamaens vandringer og livsgerning og fik mærkelige svar. Kim var tilfreds med at være, hvor han var, med at se ud over de nordvestlige provinsers flade landskaber og med at sludre med de skiftende skarer af medrejsende. Selv nu er billetter og billetklipning sort undertrykkelse for de indiske landboere. Når de har købt sig dette magiske lille stykke papir, forstår de ikke, hvorfor fremmede kommer og klipper store stykker ud af tryllemidlet. Derfor opstår der lange og ivrige debatter mellem de rejsende og de eurasiske konduktører. Kim deltog i et par af disse debatter med alvorsfulde råd, beregnede på at mudre vandene og at imponere lamaen og den beundrende kamboh. Men ved Somna sendte skæbnen ham en hændelse, som gav ham noget at tænke på. Netop idet toget satte sig i gang, styrtede en simpel, mager lille person ind i kupéen — en mahratta, så vidt Kim kunne dømme efter snittet på hans stramtsiddende turban. Hans ansigt var forrevet, hans musselins overkjortel hang i pjalter og han bar en forbinding om det ene ben. Han fortalte dem, at en bondevogn havde påkørt og næsten dræbt ham. Han var på vej til Delhi, hvor hans søn boede. Kim iagttog ham nøje. Var han, som han påstod, trillet hen ad jorden, måtte hans hud være revet af gruset, men alle hans kvæstelser og sår var rene og skarprandede, og den blotte påkørsel af en vogn kunne vel heller ikke gøre en mand så dødeligt forskrækket. Mens han med rystende fingre bandt det sønderrevne tørklæde fast om sin hals, kom han til at blotte en amulet. Nu er amuletter ret almindelige, men de færreste af dem bæres i snoet kobbertråd, og endnu færre er af sølv og sort emalje. Der var ingen andre i kupéen end kambohen og lamaen, og kupéen selv var heldigvis af den gamle type med skillerum fra loft til gulv. Kim foregav at klø sig på brystet og trak derved sin egen amulet frem. Mahrattaens ansigt skiftede fuldstændigt udtryk ved dette syn og han gemte amuletten på sit bryst.

”Ja,” vedblev han henvendt til kambohen, ”jeg havde travlt, og den skiderik, som kørte vognen, styrede dens hjul lige ned i en vandrende, og foruden den fortræd, han gjorde mig, spolerede han et helt stort fad tarkeean. Den dag var jeg ikke en heldig mand — en Amulettens Søn, som man siger.”

”Det var et stort tab,” svarede kambohen uinteresseret. Hans erfaringer i Benares havde gjort ham mistænksom.

”Hvem havde kogt den?” spurgte Kim.

”En kvinde,” svarede mahrattaen og fæstede øjnene på ham.

”Alle kvinder kan koge tarkeean,” sagde kambohen. ”Det er god karry, ved jeg.”

”Ja, den smager godt,” svarede mahrattaen.

”Og billig,” tilføjede Kim. ”Men hvad med kastelovene?”

”Åh, der er ingen kaste, når mænd går ud for at — se efter tarkeean,” svarede mahrattaen med den rigtige rytme. ”I hvis tjeneste står du?”

”I denne Hellige Mands.”

Kim pegede på den tilfredse, søvnige lama, der vågnede med et sæt ved at høre de ord, han elskede.

”Ja, han er blevet sendt mig fra Himlen for at hjælpe mig. Hans navn er Alverdens Ven. Han kaldes også Stjernernes Ven. Han er læge — nu da hans tid er moden. Hans visdom er stor.”

”Og en Amulettens Søn,” tilføjede Kim sagte, mens kambohen skyndte sig at stoppe en pibe, for at mahrattaen ikke skulle tigge af ham.

”Og hvem er han dér,” spurgte mahrattaen og skottede nervøst til siden.

”En mand, hvis barn jeg — vi har helbredt, og som er os stor tak skyldig. — Sæt dig hen ved vinduet, mand fra Jullundur. Her er en syg.”

”Hø! Jeg ynder ikke at indlade mig med tilfældigt mødte landstrygere. Mine ører er ikke lange. Jeg er ikke en kvinde, som ønsker at belure andres hemmeligheder.” Og jat’en rutschede klodset hen i den fjerneste krog af kupéen.

”Er du læge? Så hjælp mig. Jeg stikker ti mile dybt i elendighed,” udbrød mahrattaen, der tog sit stikord fra Kim.

”Manden er forslået og kvæstet over hele kroppen. Jeg vil helbrede ham,” svarede Kim. ”Ingen blandede sig, da jeg helbredte dit barn.”

”Din bebrejdelse er retfærdig,” sagde kambohen spagt. ”Jeg skylder dig min søns liv. Du kan gøre mirakler — jeg ved det.”

”Vis mig sårene,” sagde Kim og bøjede sig over mahrattaens hals. Hans hjerte bankede, så at han næsten kvaltes, for dette var sandelig Det Store Spil for ramme alvor. ”Fortæl mig hurtigt din historie, broder, mens jeg fremsiger trylleord.”

”Jeg kommer fra Syden, hvor jeg havde en opgave. En af vore myrdedes på landevejen. Har du hørt om det?” Kim rystede på hovedet. Han vidste naturligvis intet om E.23’s forgænger, der var blevet dræbt nede i Syden, forklædt som arabisk handelsmand. ”Jeg fandt et vist brev, som jeg var sendt efter, og begav mig derefter på tilbagevejen. Jeg undslap fra byen og hastede til Mhow. Så sikker var jeg på, at ingen vidste noget om mig, at jeg end ikke forandrede mit ansigt. Men i Mhow anklagede en kvinde mig for juveltyveri i den by, som jeg netop havde forladt. Så vidste jeg, at jeg var genkendt. Jeg løb bort fra Mhow om natten efter at have bestukket politiet, der var underkøbt til uden undersøgelse at udlevere mig til mine fjender i Syden. Så opholdt jeg mig en uges tid i den gamle stad Chitor som bodfærdig i et tempel, men jeg kunne ikke blive af med brevet, som jeg havde i forvaring. Jeg gravede det ned under Dronningens Sten[*] i Chitor på det sted, vi alle kender.”

Kim kendte ikke stedet, men ville ikke afbryde for alt i verden.

”I Chitor, forstår du, var jeg i et uafhængigt land. I Kotah, der ligger østligere, gælder Dronningens lov ikke, og Jaipur og Gwalior ligger østligere end det. Ingen af stederne holder folk af spioner og retfærdighed findes ikke. Jeg blev jaget som en våd sjakal, men jeg slap fra dem i Bandakui, hvor jeg hørte, at der var en mordanklage mod mig i den by, jeg havde forladt — mord på en dreng. De har liget og vidnerne parat.”

”Kan regeringen ikke beskytte dig?”

”Vi, som spiller Det Store Spil, har ingen beskyttelse. Dør vi, så dør vi. Vore navne slettes i protokollen, det er det hele. I Bandakui, hvor en af Vore bor, troede jeg at kunne skjule mit spor ved at forandre mit ansigt og gjorde mig derfor til mahratta. Så drog jeg til Agra og ville vende tilbage til Chitor for atter at få fat i brevet. Så sikker var jeg på, at jeg var sluppet fra dem. Derfor sendte jeg ikke et tar (telegram) til nogen med besked om, hvor brevet lå. Jeg ville have hele æren.”

Kim nikkede. Den følelse forstod han godt.

”Men mens jeg gik på gaden i Agra, råbte en mand, at jeg skyldte ham penge og kom løbende med vidner for at slæbe mig for retten. Åh, de er listige i Syden! Han erklærede, at han i mig genkendte den mand, der havde påtaget sig at sælge hans bomuld for ham. Må han brænde i Helvede!”

”Men var du da det?”

”Fjols! Jeg var den mand, de søgte på grund af den historie med brevet! Jeg løb ind i slagternes kvarter og slap bort gennem jødens hus, for han var bange for opløb og hjalp mig. Jeg gik til fods til Somna — jeg havde kun penge til en billet til Delhi — men mens jeg lå i en grøft med feber, sprang en mand ud fra krattet, slog mig og sårede mig og gennemsøgte mig fra top til tå. Og det inden for hørevidde af jernbanen!”

”Hvorfor dræbte han dig ikke på stedet?”

”Så dumme er de ikke. Arresteres jeg i Delhi på begæring af en prokurator i anledning af en bevislig anklage for mord, udleveres jeg til den stat, der forlanger det. Jeg bliver sendt tilbage under bevogtning, og så — dør jeg en langsom død for at skræmme andre af vore. Syden er ikke mit land. Jeg cirkler rundt som en enøjet ged. Jeg har ikke fået mad i to dage. Jeg er mærket” — han rørte ved den snavsede forbinding, han bar om benet — ”så at de kan kende mig i Delhi.”

”Du er dog i sikkerhed her i toget.”

”Spil Det Store Spil et års tid og gentag så det! I Delhi har de fået telegrammer, hvori hvert sår og hver pjalt på min krop beskrives. Tyve — om nødvendigt hundrede — vil sværge på, at de har set mig dræbe drengen. Og du kan ikke hjælpe mig!”

Kim kendte de indfødtes angrebsmåder tilstrækkeligt til ikke at tvivle på, at anklagen ville være uhyggeligt fuldstændig — end ikke liget ville mangle. Fra tid til anden bevægede mahrattaens fingre sig krampagtigt i smerte. Kambohen gloede tvært i sin krog. Lamaen havde travlt med sin rosenkrans og Kim, der famlede omkring på mandens hals på lægers vis, fremsagde besværgelser og grublede på en plan.

”Har du et tryllemiddel, der kan forandre mit udseende? Ellers er jeg dødsens. Havde jeg blot ikke haft så travlt, havde jeg blot kunnet være fem — ti minutter alene, så kunne jeg måske —”

”Er han endnu ikke helbredt, vidunderlæge?” sagde kambohen skinsygt. ”Du har besværget længe.”

”Nej. Jeg ser, at hans sår ikke kan helbredes, medmindre han sidder tre dage i en bairagis dragt.” Dette er en meget almindelig bod, som ofte pålægges tykke handelsmænd af deres gejstlige rådgivere.

”En præst forsøger altid at gøre andre til præster,” var svaret. Som de fleste groft overtroiske mennesker kunne kambohen ikke afholde sig fra at spotte sin kirke.

”Tror du da, at din søn bliver præst? Det er på tide, at han får lidt mere af min kinin.”

”Vi jat’er er bøfler til hobe,” sagde kambohen, på ny i blidere humør.

Kim gned en smule af den bitre medicin på det tillidsfulde barns små læber. ”Jeg har intet forlangt af dig,” sagde han strengt til faderen, ”undtagen mad. Under du mig ikke det? Jeg vil nu helbrede en anden. Har jeg din tilladelse, ædle fyrste?”

Op fløj mandens store labber i en bønfaldende stilling. ”Nej — nej! Spot mig ikke.”

”Det behager mig at helbrede denne syge mand. Du skal erhverve dig Fortjeneste ved at hjælpe mig. Hvad farve har asken i dit pibehoved? Hvid. Det er lykkevarslende. Har du rå gurkemeje blandt dine madvarer?”

”Jeg — jeg…”

”Åbn din bylt!”

Den indeholdt det sædvanlige ruskomsnusk: tøjstumper, husmidler, billige markedsgaver, et klæde fuldt af atta — det groft malede grålige mel, som de indfødte bruger — ruller af tobak fra Syden, spraglede pibestilke, og en pakke karry, alt sammen viklet ind i et tæppe. Kim vendte og drejede det med en kløgtig troldmands mine og mumlede en muhammedansk besværgelse.

”Dette er visdom, som jeg har lært hos sahib’erne,” hviskede han til lamaen, og dermed sagde han heller ikke mere, end hvad sandt var, når man betænker den oplæring, han havde fået hos Lurgan. ”Stjernerne viser, at der ligger en stor ulykke på denne mands vej, som — som vil volde ham sorg. Skal jeg fjerne den?”

”Stjernernes Ven, du har handlet vel i alle ting. Ske, som du vil. Er det også en helbredelse?”

”Skynd dig! Skynd dig!” gispede mahrattaen. ”Sæt toget standser.”

”En helbredelse af en, som døden har kastet sin skygge over,” svarede Kim, mens han blandede kambohens mel med trækullet og tobaksasken i pibens røde lerhoved. E.23 tog uden et ord sin turban af og rystede sit lange, sorte hår ned.

”Det er min mad, præst,” brummede jat’en.

”En bøffel i templet! Har du vovet at se på dette?” sagde Kim. ”Jeg må gøre hemmelighedsfulde ting i tåbers påsyn, men var dine øjne. Er der ikke allerede en tåge for dem? Jeg frelser dit barn, og til tak vil du — åh skamløse menneske!”

Manden ømmede sig under Kims hvasse stirren, for Kim var for alvor vred. ”Skal jeg forbande dig, eller skal jeg…” Han greb det klæde, der havde været om bylten og kastede det over mandens bøjede hoved.

”Vov så meget som blot at tænke, at du kunne have lyst til at se — så vil selv jeg ikke kunne frelse dig. Sid! Vær stum!”

”Jeg er blind — og stum. Forband mig ikke! Kom — kom, mit barn, vi leger skjul. Du må ikke kigge under klædet.”

”Jeg øjner håb,” sagde E.23. ”Hvad er din plan?”

”Af med den her,” sagde Kim og trak i mandens tynde skjorte. E.23 tøvede med hele en nordvestlig indfødts utilbøjelighed til at blotte sit legeme.

”Hvad er kaste mod en overskåret hals,” sagde Kim og flængede skjorten helt ned til bæltestedet. Vi må gøre dig til gul sadhu over hele kroppen. Af med tøjet i en fart og ryst dit hår ned over øjnene, mens jeg drysser aske over dig. Og nu et kastemærke på din pande.” Han trak sin lille farvelade frem fra brystet tillige med en kage højrød farve.

”Er du kun en begynder?” spurgte E.23, der bogstaveligt talt arbejdede for sit liv, mens han trak sit tøj af og kun beholdt lændeklædet på, alt imens Kim malede et prægtigt kastemærke på hans askesmurte pande.

”Det er kun to dage siden, at jeg begyndte at tage del i Spillet, broder,” svarede Kim. ”Mere aske på brystet.”

”Har du truffet — en mand, som helbreder syge perler?” Han slog sit lange, stramt rullede turbanklæde ud og snoede det derpå med rappe hænder over og under og omkring sine hofter i alle en sadhus lændeklædes indviklede bugtninger.

”Aha! Du genkender hans håndelag? Ja, han var min lærer en tid. Så tegner vi striber på dine ben. Aske er godt for sår. Smør mere på.”

”Jeg var hans stolthed engang, men du er næsten bedre. Guderne er os nådige! Giv mig dén der.”

”Dén der” var en blikæske med opiumspiller, som fandtes blandt det øvrige virvar i jat’ens bylt. E.23 slugte en halv håndfuld.

”De er gode mod sult, frygt og kulde. Og desuden gør de øjnene røde,” forklarede han. ”Nu får jeg mod til at spille Spillet. Vi mangler kun en sadhus tang. Men hvad med de gamle klæder?”

Kim rullede dem fast sammen og stoppede dem indenfor sin tunikas løse folder, hvorefter han gav sig til at bemale mandens ben og bryst med gul okkerfarve — brede streger på en baggrund af mel, aske og gurkemeje.

”Blodet på dem er nok til at bringe dig i galgen, broder.”

”Kan være, men der er ingen grund til at kaste dem ud af vinduet… nu er jeg færdig.” Hans stemme dirrede med hele en drengs glæde over legen. ”Vend dig om og se, jat!”

”Guderne bevare os,” sagde kambohen, idet han stak hovedet frem under klædet, som en bøffel dukker frem fra sivene. ”Men — hvor er mahrattaen blevet af? Hvad har du gjort?”

Kim var oplært af Lurgan Sahib, og E.23 var, som følge af sin profession, ingen ueffen skuespiller. I stedet for den skælvende og gysende lille handelsmand sad nu henslængt i hjørnet en næsten nøgen, askesmurt, okkerbemalet sadhu med støv i håret. Hans opsvulmede øjne — opium virker hurtigt på tom mave — skinnede af uforskammethed og dyrisk begær. Hans ben var korslagte, om sin hals havde han Kims brune rosenkrans og over sine skuldre et stykke slidt, blomstret sirts. Ved dette syn skjulte barnet sit ansigt i sin forbløffede fars arme.

”Se op, lille fyrste! Vi rejser sammen med heksemestre, men de gør dig ingen fortræd. Græd blot ikke… hvad mening er der i at helbrede et barn den ene dag og skræmme det ihjel den næste?”

”Drengen vil være heldig hele sit liv. Han har set en stor helbredelse. Den gang jeg var barn, lavede jeg mænd og heste af ler.”

”Det gør jeg også. Sír Banás, han kommer om natten og gør dem alle sammen levende bag vor mødding,” peb barnet.

”Derfor er du heller ikke forskrækket over noget som helst. Vel, lille fyrste?”

”Jeg blev forskrækket, fordi min far blev forskrækket. Jeg følte hans arme ryste.”

”Åh, kyllingehjerte,” sagde Kim, og selv den skamfulde jat lo. ”Jeg har helbredt denne stakkels handelsmand. Han må forsage profit og regnskabsbøger og sidde ved landevejen i tre døgn, hvis han vil overvinde sine fjenders ondskab. Stjernerne er ham ikke gunstige.”

”Jo færre ågerkarle, jo bedre, siger jeg. Men sadhu eller ikke saddhu, han bør betale mig for mit tøjstykke, som han har over sine skuldre.”

”Så? Det er dit barn, der læner hovedet til din skulder. Han, som for mindre end to dage siden var på vej til ligbålet. Og én ting til: Jeg gjorde denne trolddomskunst i dit nærvær, fordi det var bydende nødvendigt. Jeg forvandlede hans skikkelse og hans sjæl. Men alligevel, mand fra Jullundur, dersom du tilfældigvis skulle mindes, hvad du har set, enten når du sidder under træet blandt landsbyens ældste, eller i dit eget hus, eller når din præst velsigner dit kvæg — da vil sygdom ramme dine bøfler, ild fortære dit hus og rotter dit kornforråd og Gudernes forbandelse vil hvile over dine marker, så at de bliver golde foran dine fødder og bag dit plovskær.”

Dette var en del af en gammel forbandelse, som Kim i sin uskylds dage havde afluret en fakir ved Taksali-porten. Den tabte intet ved gentagelsen.

”Hold inde, Hellige Mand! Vær nådig og hold inde!” skreg jat’en. ”Forband ikke mit hus. Jeg har intet set! Jeg har intet hørt! Jeg er din ko!”

Og han greb efter Kims nøgne fod, som stampede rytmisk mod kupégulvet.

”Men siden det er blevet dig tilladt at hjælpe mig med en håndfuld mel og en smule opium og slige bagateller, som jeg har beæret ved at bruge dem til min kunst, vil Guderne velsigne dig.”

Og til uhyre lettelse for manden opremsede han en lang velsignelse. Det var en, som Lurgan Sahib havde lært ham.

Lamaen stirrede gennem sine briller, som han ikke engang havde stirret, mens forklædningen stod på.

”Stjernernes Ven,” sagde han endelig, ”du har erhvervet dig stor visdom. Var dig, at den ikke avler stolthed. Intet menneske, som har Loven for øje, taler uoverlagt om noget, som han har set eller oplevet.”

”Nej, nej, nej, du har ret,” råbte landmanden, bange for, at mesteren ville tage fat, hvor eleven havde sluppet.

E.23 sad imidlertid med hængende mundvige og døsede efter opiumen, der er mad, tobak og medicin for en træt asiat.

Således rullede de under ærbødig tavshed og stor misforståelse ind på banegården i Delhi omtrent ved lygtetændingstid.