Kim

Tiende kapitel

Lurgan Sahib talte ikke så direkte, men hans råd stemte overens med Mahbubs og resultatet var til gavn for Kim. Nu vidste han bedre end at vandre fra Lucknow klædt som indfødt. Dersom Mahbub var så nær, at han kunne sende ham et brev, styrede han kursen til Mahbubs lejr og forklædte sig i den kloge og erfarne pathaners påsyn. Dersom den lille farvelade, som han brugte til korttegning i skolen, havde haft mæle og kunnet fortælle om hans bedrifter i ferierne, ville han rimeligvis være blevet jaget bort fra skolen. Én gang rejste han og Mahbub hele vejen til den skønne stad Bombay med tre vognladninger sporvognsheste, og Mahbub var nær ved at give efter, da Kim foreslog ham at fragte en dhow[*] for at sejle over det indiske ocean og købe arabiske heste, der, efter hvad Kim havde hørt af en af hestehandleren Abdul Rahmans mænd, stod højere i pris end heste fra Kabul. Han havde spist af samme fad som den nævnte store handelsmand, da denne havde indbudt Mahbub og nogle andre trosfæller til en stor hadji[*]-middag. De tog tilbage ad søvejen over Karachi og ved denne lejlighed fik Kim sit første kendskab til søsyge, siddende på coasterens forluge, ganske overbevist om, at han var blevet forgivet. Selv babuens berømmelige medicinæske viste sig unyttig, skønt Kim havde fornyet indholdet i Bombay. Mahbub havde forretninger i Quetta, og her tjente Kim til føden — og måske lidt til, indrømmede Mahbub — ved at tilbringe fire mindeværdige dage som køkkendreng i huset hos en tyk sergent i intendanturen og ved i et heldigt øjeblik at tage en lille regnskabsbog af pergament fra hans pengeskab, hvis indhold han derefter afskrev — det lod til udelukkende at dreje sig om køb og salg af kvæg og kameler — i måneskin en varm nat, mens han lå bag et af udhusene. Derefter lagde han atter regnskabsbogen på dens plads, forlod efter Mahbubs ordrer sin tjeneste uden sin løn og sluttede sig til ham seks mil længere nede ad landevejen med afskriften på sit bryst.

”Den soldat er en lille fisk,” forklarede Mahbub Ali, ”men med tiden fanger vi nok den større. Han sælger blot okser til to forskellige priser — én til sig selv og én til regeringen, og deri ser jeg intet ondt.”

”Men hvorfor ikke bare tage den lille bog med mig? Det havde været nemmere.”

”Så ville han være blevet forskrækket og have fortalt det til sin principal. Og så ville vi måske en skønne dag ikke opdage et stort antal nye rifler på vej fra Quetta og op i det nordlige. Spillet er så stort, at man kun ser én stump ad gangen.”

”Oho!” sagde Kim, hvorefter han holdt bøtte.

Dette hændte i efterårsferien, efter at han havde fået præmie for sin dygtighed i matematik. Juleferien tilbragte han — med undtagelse af ti dage til private fornøjelser — hos Lurgan Sahib, hvor han det meste af tiden sad foran et knitrende brændebål — der lå fire fod sne på vejen til Jakko det år — og hjalp Lurgan med at trække perler på snor, for hindudrengen var rejst bort for at holde bryllup. Lurgan lod Kim lære hele kapitler af koranen udenad, indtil han kunne aflevere dem med en mullahs tungefærdighed og tonefald. Fremdeles lærte han Kim navnene på og egenskaberne ved mange af de indfødtes lægemidler, så vel som de besværgelser, der må fremsiges, når man anvender dem. Om aftenen skrev han trylleformularer på pergament — indviklede pentagrammer med navne på djævle, Murra og Awan, kongernes fælle — fantastisk skrevne i alle hjørner. Og vigtigere, han gav Kim gode råd med hensyn til, hvordan han skulle pleje sit legeme, kurere sig selv for feberanfald og anvende de simple lægemidler, som findes alle vegne. En uge inden det var tid at vende tilbage til skolen sendte oberst Creighton Sahib — hvilket var kontraktbrud — Kim nogle skriftlige eksamensopgaver, der udelukkende drejede sig om målestokke og landmålerkæder og vinkler og sligt.

I den følgende ferie var han ude sammen med Mahbub og på denne tur var han i parentes bemærket tørstedøden nær, mens han red på en kamel til den hemmelighedsfulde stad Bikanir gennem sandørkenen, hvor brøndene er 400 fod dybe og forede med kamelknogler. Set fra Kims synspunkt var det ingen fornøjelig tur, for obersten beordrede ham — stik imod kontrakten — til at tegne en plan af den vilde, muromkransede by. Og såsom det ikke er skik og brug, at en muhammedansk hestepasser og pibestopper slæber rundt med landmålerkæder i en uafhængig indfødt stats hovedstad, var Kim nødt til at skridte alle afstande af og tælle skridtene ved hjælp af en rosenkrans. Han brugte sit kompas til at tage retninger med, når lejlighed gaves — især i tusmørket, når kamelerne havde fået deres foder — og ved hjælp af sin lille farvelade med seks farver og tre pensler fik han lavet noget, der ikke var helt uden lighed med staden Jeysulmir. Mahbub morede sig højligt og rådede ham til også at affatte en skriftlig rapport, og Kim gav sig i lag med dette arbejde bag i den store regnskabsbog, der havde sin plads under fligen af Mahbubs yndlingssadel.

”Du må fortælle alt, hvad du har set eller rørt eller tænkt. Skriv, som om selve Jang-i-Lat Sahib (den øverstkommanderende) kom hemmeligt marcherende i spidsen for en stor krigshær.”

”Hvor stor en hær?”

”Åh, en halv lakh[*] mænd.”

”Snak! Husk på, hvor få og dårlige brøndene i ørkenen var. Ikke tusind tørstende mænd kunne nå hertil.”

”Så skriv det — skriv også om de gamle brecher i murene — og hvor man henter brænde — og hvordan kongen er til sinds. Jeg bliver her, indtil jeg har solgt alle mine heste. Jeg lejer et værelse ved byens port og du skal være min regnskabsfører. Der er en god lås for døren.”

Rapporten, skrevet med den umiskendelige håndskrift, som læres i St. Xavier, og kortet med de brune, gule og højrøde farveklatter fandtes endnu for få år siden (en skødesløs kontorist havde bundet den sammen med de spredte notitser fra E.23’s anden opmåling af Seistan[*]), men nu er blyantsskriften rimeligvis næsten ulæselig. På den anden dag af deres tilbagerejse oversatte Kim den for Mahbub ved lyset af en olielampe. Afghaneren rejste sig og bøjede sig over de brogede sadelposer.

”Jeg vidste, at den ville være en æresdragt værd, og derfor købte jeg en,” sagde han med et smil. ”Var jeg emir af Afghanistan (ham får vi måske en dag at se), ville jeg fylde din mund med guld.”

Han lagde højtideligt klædningsstykkerne for Kims fødder. Der var en guldbroderet, kegleformet hue fra Peshawur og et stort turbanklæde med bred guldfrynse. Der var en broderet vest fra Delhi til at knappe på højre side over en snehvid, stor og løstsiddende skjorte. Grønne pyjamas[*] med snoede silkebånd i linningen og, for at intet skulle mangle, guddommeligt duftende ruslæders tøfler med arrogant krummede snuder.

”At iføre sig nye klæder en onsdag morgen er lykkebringende,” sagde Mahbub højtideligt. ”Men vi må ikke glemme denne verdens onde mennesker. Se her!”

Og oven på al den pragt, der var nær ved at tage vejret fra den henrykte Kim, lagde han en perlemorsindlagt, nikkelbeslået revolver af kaliber 45 med automatisk udtrækning.

”Jeg tænkte først på en mindre kaliber, men så faldt det mig ind, at denne passer til regeringens patroner. Og dem kan man altid få fat i, især oppe ved grænsen. Rejs dig nu op og lad mig se på dig.” Han klappede Kim på skulderen. ”Måtte du aldrig blive træt, pathaner! Åh, hvilken hjerteknuser du bliver! Åh, hvilke øjne du har, når du skotter til siden under øjenhårene!”

Kim drejede sig bort, strakte tæerne frem, rettede sig i sin fulde højde og følte uvilkårligt efter sit fremspirende overskæg. Så bøjede han sig ned for i passende taknemmelighed at klappe Mahbubs fødder med sine dirrende hænder. Hans hjerte var for fuldt til, at han kunne finde ord. Men Mahbub standsede ham og omfavnede ham.

”Min søn,” sagde han, ”hvortil behøves ord mellem os? Men er den lille revolver ikke henrivende? Alle seks patroner trækkes ud med én håndbevægelse. Den skal bæres på brystet helt inde på kroppen, hvorved den så at sige holdes smurt. Gem den aldrig andetsteds. Om Gud vil, skal du engang dræbe din mand med den.”

”Hai mai!” sukkede Kim forknyt. ”Dræber en sahib en mand, hænges han i fængslet.”

”Sandt nok, men ét skridt hinsides grænsen er folk fornuftigere. Gem den nu, men lad den først. Til hvad nytte er en tom pistol?”

”Når jeg vender tilbage til madrissah’en, må jeg give dig den tilbage. De tillader ikke pistoler dér. Du vil nok gemme den for mig?”

”Min søn, jeg er ked af den madrissah, hvor de tager et menneskes bedste år fra ham for at lære ham, hvad han kun kan lære på landevejen. Sahib’ernes tåbelighed har hverken begyndelse eller ende. Men lige meget. Måske din skriftlige rapport vil befri dig for yderligere trældom. Og Gud skal vide, at vi mere og mere trænger til mænd i Spillet.”

Så marcherede de tavse gennem det fygende sand over saltørkenen til Jodhpur, hvor Mahbub og hans kønne nevø Habib-Ullah gjorde mange forretninger, og derfra rejste Kim i en anden klasses kupé tilbage til St. Xavier, nedtrykt og iført europæiske klæder, som han hurtigt voksede fra. Tre uger efter kom oberst Creighton ind i Lurgans butik og traf Mahbub Ali i åbent mytteri. Lurgan Sahib optrådte som Mahbubs reserve og ildstøtte.

”Ponyen er fuldt færdig — er vænnet til bidsel og har den rette gangart, Sahib! Fra nu af vil den dag for dag miste noget af sin brugbarhed, hvis den ikke bruges. Giv den frie tøjler og lad den løbe,” sagde hestehandleren. ”Vi har brug for den.”

”Men han er så ung, Mahbub — ikke mere end seksten år, vel?”

”Da jeg var femten, havde jeg dræbt en mand og avlet en mand, Sahib.”

”Uforbedrelige gamle hedning!”

Creighton vendte sig til Lurgan. Det sorte skæg tilnikkede afghanerens farvede røde sit bifald.

”Jeg ville have brugt ham for længe siden,” sagde Lurgan. ”Jo yngre jo bedre. Derfor er det, at jeg altid lader mine virkelig værdifulde juveler bevogte af et barn. De sendte ham til mig, for at jeg skulle prøve ham, og jeg prøvede ham på enhver måde. Han er den eneste dreng, som jeg ikke har kunnet få til at se syner.”

”I krystallen — eller i blækpølen[*]?” spurgte Mahbub.

”Nej. Under min hånd, som jeg har fortalt dig. Det er aldrig hændt mig før. Det betyder så meget som, at han er stærk nok[*] — skønt De måske tror, at det er noget vrøvl, oberst Creighton — til at få hvem som helst til at gøre, hvad han ønsker. Det er nu tre år siden og jeg har lært ham en del siden da, oberst Creighton. Jeg tror De lader ham gå til spilde.”

”Hm! Måske har De ret. Men som I ved, er der intet landmålerarbejde for ham lige nu.”

”Slip ham løs — lad ham gå,” afbrød Mahbub. ”Hvem forventer, at et føl straks bærer tunge byrder? Lad ham løbe med karavanerne ligesom vore hvide kamelføl — på lykke og fromme. Jeg ville gerne selv tage ham med, men —”

”Der er en lille forretning, som han kunne gøre god nytte i — nede sydpå,” sagde Lurgan med uendelig blid stemme og sænkede sine tunge mørke øjenlåg.

”Den er i E.23’s hænder,” svarede Creighton hurtigt. ”Han må ikke tage derned. Desuden kan han ikke tyrkisk.”

”Sig ham blot, hvordan de breve, vi vil have fat i, ser ud og lugter, så bringer han dem,” trængte Lurgan på.

”Nej. Det er arbejde for en voksen mand,” sagde Creighton.

Det var en temmelig kedelig historie. Det drejede sig om en utilladelig og oprørsk brevveksling mellem en person, som gjorde krav på at være den øverste autoritet i alle muhammedanske religionssager hele verden over, og et yngre medlem af en kongelig familie, som var blevet klapset af, fordi han havde bortført kvinder fra britisk territorium. Den muhammedanske ærkebiskop havde været voldsom og storsnudet i sine udtryk, den unge fyrste var blot gnaven, fordi hans privilegier var blevet indskrænkede. Men der var ingen grund til, at han skulle fortsætte en brevveksling, som måske en dag kunne kompromittere ham. Ét brev var ganske vist blevet skaffet til veje, men finderen var senere fundet død på landevejen, klædt som en arabisk handelsmand, efter hvad der rapporteredes af E.23, da denne overtog arbejdet.

Disse kendsgerninger, tillige med nogle andre, der ikke lader sig offentliggøre, fik både Mahbub og Creighton til at ryste på hovedet.

”Lad ham vandre af sted med sin røde lama,” sagde hestehandleren med øjensynlig anstrengelse. ”Han holder meget af den gamle mand. Så kan han i det mindste vænne sig til at tælle sine skridt med rosenkransen.”

”Jeg har haft en del forhandlinger — skriftlige — med den gamle mand,” sagde oberst Creighton og smilte ved sig selv. ”Hvor vandrer han hen?”

”Frem og tilbage i landet, som han har gjort de sidste tre år. Han søger efter en Frelsende Flod. Guds forbandelse over alle —” Mahbub tog sig i det. ”Når han ikke er på landevejen, slår han sig ned i Tirthankernes Tempel eller i Buddh Gaya. Derefter opsøger han drengen i madrissah’en. Det ved vi, for drengen er blevet straffet derfor et par gange. Han er splittergal, men en fredelig mand. Jeg har truffet ham. Babuen har også haft med ham at gøre. Vi har holdt øje med ham i tre år. Røde lamaer er ikke så hyppige i Hind, at man taber deres spor.”

”Babuer er meget mærkelige,” sagde Lurgan eftertænksomt. ”Véd De, hvad Hurree Babus højeste ønske er? At blive medlem af det Kongelige Videnskabernes Selskab på grund af sine etnologiske arbejder. Jeg siger Dem, jeg har måttet fortælle ham alt om lamaen, som jeg havde hørt af Mahbub og drengen. Hurree Babu er rejst ned til Benares — på egen bekostning, tror jeg.”

”Det tror jeg ikke,” sagde Creighton kort. Han havde betalt Hurrees rejseudgifter på grund af en meget levende nysgerrighed efter at få at vide, hvad lamaen var for et menneske.

”Og han har flere gange i løbet af disse år henvendt sig til lamaen for at få oplysninger om lamaisme og djævledanse og tryllemidler og besværgelser. Hellige Jomfru! Jeg kunne have fortalt ham det alt sammen for år tilbage. Jeg er bange for, at Hurree Babu begynder at blive for gammel til arbejdet på landevejen. Han holder mere af at indsamle oplysninger om sæder og skikke. Og så ønsker han at blive medlem af Videnskabernes Selskab.”

”Hurree har en høj mening om drengen, ikke sandt?”

”Ja, meget — vi har haft nogle fornøjelige aftener i min ringe bolig — men jeg tror, det vil være spild at anvende ham til Hurrees etnologiske arbejde.”

”Ikke som en første prøve. Hvad mener du, Mahbub? Lad drengen gå med lamaen et halvt år. Så kan vi altid se. I løbet af den tid kan han få erfaring —”

”Den har han allerede, Sahib — ganske som en fisk kender vandet, den svømmer i. Men i alle fald er det bedst at slippe ham løs fra skolen.”

”Godt, lad så være,” sagde Creighton halvt for sig selv. ”Han kan gå med lamaen. Og hvis Hurree Babu vil holde øje med dem, er det så meget desto bedre. Han vil ikke lede drengen i fare, som Mahbub ville. Pudsigt nok — hans ønske om at blive medlem af Videnskabernes Selskab. Og meget menneskeligt for resten. Han er virkelig flinkest til det etnologiske arbejde — Hurree.”

Ingen penge og ingen forfremmelse kunne have trukket Creighton bort fra hans arbejde, men dybt i sit hjerte nærede han den ærgerrighed en gang at kunne skrive ”Medlem af det Kongelige Videnskabernes Selskab” efter sit navn. Han vidste, at visse hædersbevisninger kunne opnås ved behændighed og gode venners hjælp, men efter hans formening kunne intet andet end et helt livs arbejde bringe en mand ind i det selskab, som han nu i årevis havde bombarderet med monografier om sælsomme asiatiske religionsskikke og ukendte sæder. Ni mænd af ti ville af kedsomhed flygte fra et møde i Videnskabernes Selskab, men Creighton var den tiende og til tider længtes hans sjæl inderligt efter de menneskefyldte sale i det magelige London, hvor gråhårede og skaldede herrer, som intet kender til hæren, bevæger sig blandt spektroskopiske eksperimenter, frosne tundraers lavere planteverden, maskiner til at måle elektricitetens hastighed og apparater til at skære en hunmoskitos venstre øje i skiver på brøkdele af en millimeters tykkelse. Fornuftigvis burde han have følt sig mest tiltrukket af det Kongelige Geografiske Selskab, men voksne mænd er så lunefulde som børn i valget af legetøj. Derfor smilede Creighton og fik bedre tanker om Hurree Babu, der nærede samme ønske som han selv.

Han lagde åndedolken fra sig og så op på Mahbub.

”Hvornår kan vi trække føllet af stalden?” sagde hestehandleren, som læste i hans øjne.

”Hm! Tager jeg ham ud af skolen nu — hvad tror du så, at han vil gøre? Jeg har aldrig før været med til at opdrage sådan en.”

”Han vil komme til mig,” sagde Mahbub uden tøven. ”Lurgan Sahib og jeg vil udstyre ham til arbejdet på landevejen.”

”Lad gå da. Han kan løbe, hvor han vil, i et halvt år. Men hvem vil borge for ham?”

Lurgan bøjede hovedet let.

”Han sladrer ikke af skole, hvis det er det, De frygter, oberst Creighton.”

”Han er kun en dreng, når alt kommer til alt.”

”Åh ja, men for det første har han ikke noget at fortælle og for det andet ved han, hvad der så ville ske. Desuden holder han meget af Mahbub og også en smule af mig.”

”Skal han have løn?” spurgte den praktiske hestehandler.

”Kun kostpenge. Tyve rupier om måneden.”

Et fortrin ved den hemmelige tjeneste er, at der ikke er nogen ubehagelig revision. Dens midler er naturligvis indskrænkede på det latterligste, men finanserne bestyres af nogle få mænd, der ikke forlanger kvitteringer eller fremlægger specificerede regnskaber. Mahbubs øjne strålede med næsten en sikhs kærlighed til penge. Selv Lurgans rolige ansigt skiftede udtryk. Han tænkte på de kommende år, hvor Kim for alvor ville deltage i Det Store Spil, som foregår uafladeligt i hele Indien. Han forudså, at hans elev ville skaffe ham ære og ros fra de få udvalgtes læber. Lurgan Sahib havde gjort E.23 til, hvad E.23 nu var. Da han fik ham under behandling, var han kun en forvirret, uforskammet, løgnagtig lille fyr fra de nordvestlige provinser.

Men disse Kims læreres glæde var intet imod Kims egen henrykkelse, da rektoren i St. Xavier kaldte ham til side og sagde, at oberst Creighton havde sendt bud efter ham.

”Han lader mig vide, O’Hara, at han har skaffet dig en plads som landmålerassistent ved Kanalvæsenet. Der ser du, hvad flid i matematik fører til. Det er et stort held for dig, for du er kun 16 år gammel. Men du forstår naturligvis, at du ikke bliver pukka (fast ansat), førend du har taget din eksamen til efteråret. Du må derfor ikke tro, at du vandrer ud i verden blot for at more dig, eller at din lykke er gjort. Du har en hel del strengt arbejde for dig. Men dersom det lykkes dig at blive pukka, kan du stige til fire hundrede om måneden, ved du nok.”

Hvorefter rektor gav ham adskillige gode råd med hensyn til opførsel, væsen og moral, og hans ældre kammerater, som ikke havde fået ansættelse, talte, som kun anglo-indiske unge mennesker kan tale, om favoriseren og bestikkelse. Ja, unge Cazalet, hvis far var pensionist i Chunar, mere end antydede, at oberst Creightons interesse for Kim i høj grad var faderlig. Og Kim belønnede ikke ondt med ondt, skældte ikke engang ud. Han tænkte på al den uhyre fornøjelse, han havde i vente, og på det brev, han den foregående dag havde fået fra Mahbub, nok så nydeligt skrevet på engelsk, og hvori pathaneren satte ham stævne samme eftermiddag i et hus, hvis blotte navn ville have fået hårene til at rejse sig på rektors hoved…

Samme aften sagde Kim til Mahbub, mens de stod ved bagagevægtene på banegården i Lucknow: ”Jeg var virkelig bange for, at loftet i sidste øjeblik ville styrte ned, så at jeg ville blive snydt for det hele. Er det nu virkelig alt sammen forbi, min fader?”

Mahbub knipsede med fingrene for at vise, hvor fuldstændigt forbi det var, og hans øjne skinnede som gloende kul.

”Så giv mig pistolen, så at jeg kan bære den!”

”Så sagte! Et halvt år kan du løbe frit omkring. Det har jeg udvirket hos oberst Creighton Sahib. Og du får tyve rupier om måneden. Gamle Rødhue ved, at du kommer.”

”Jeg vil betale dig dustoorie (kommission) af min løn i tre måneder,” sagde Kim alvorligt. ”To rupier om måneden. Men først må vi se at blive af med disse her.” Han trak i sine tynde lærredsbukser og rev i sin flip. ”Jeg har medbragt alt, hvad jeg behøver på vejen. Min kuffert er blevet sendt op til Lurgan Sahib.”

”Som sender dig sin salaam, Sahib.”

”Lurgan Sahib er en meget klog mand. Men hvad vil du nu gøre?”

”Jeg drager nordpå igen for at tage del i Det Store Spil. Hvad ellers? Længes du stadig efter at følges med gamle Rødhue?”

”Glem ikke, han gjorde mig til, hvad jeg er — skønt han ikke vidste af det. År for år sendte han skolepenge.”

”Jeg havde gjort det samme — hvis det var faldet mit tykke hoved ind,” brummede Mahbub. ”Kom nu. Lygterne er tændt, og ingen vil lægge mærke til dig i basaren. Vi går til Huneefas hus.”

På vejen derhen gav Mahbub ham omtrent samme råd, som Lemuels moder[*] gav sin søn, og pudsigt nok fremhævede Mahbub især, hvorledes kvinder som Huneefa bragte konger i fordærv.

”Og jeg mindes,” citerede han ondskabsfuldt, ”en vis person, som sagde: ’Stol hellere på en slange end på en skøge, og hellere på en skøge end på en pathaner, Mahbub Ali.’ Det er sandt nok, undtagen det med pathanerne, til hvem jeg hører. Ganske særligt gælder det i Det Store Spil, for det er på grund af kvinder, at alle planer kuldkastes og at vi bliver fundne i daggryet med overskåret hals. Således hændte det for en mand —” og han fortalte en bloddryppende historie.

”Men hvorfor -?” Kim standsede ved foden af en snavset trappe, der førte op til et hedt og mørkt kammer i de bygninger, der ligger bagved Azim Ullahs tobaksbutik. De, der kender stedet, kalder det Fugleburet — det er så fuldt af hvisken og fløjten og kvidren.

Værelset med sine snavsede hynder og halvt udrøgede hukaer stank modbydeligt af gammel tobaksrøg. I en krog lå en stor, uformelig kvinde klædt i grønligt flor. Hendes pande, næse, ører, hals, håndled, arme, midje og ankler var prydede med tunge indfødte smykker. Når hun vendte sig, lød det som raslende kobberkasseroller. En mager kat på altanen uden for vinduet mjavede sultent. Kim standsede forvirret ved dørforhænget.

”Er det det nye materiale, Mahbub?” spurgte Huneefa dovent, idet hun knap nok gjorde sig den ulejlighed at tage piben ud af munden. ”Oh Buktanoos!” — som de fleste af hendes slags svor hun altid ved en eller anden djinn — ”Buktanoos! Han er meget smuk at se til.”

”Det er med i handelen,” forklarede Mahbub Kim, som lo.

”Den slags har jeg hørt, siden jeg var seks dage gammel,” svarede han og satte sig ned ved lyset. ”Hvad skal det føre til?”

”Til beskyttelse. I nat forandrer vi din hudfarve. Denne lange soven under tag har bleget dig, så at du er mandelhvid. Men Huneefa kender en farve, som sidder fast, og det længere end en dag eller to. Fremdeles gør vi dig stærk imod fortræd på landevejen. Det er min gave til dig, min søn. Tag alt, hvad du har på dig af metal, og læg det her. Gør dig rede, Huneefa.”

Kim fremtog sit kompas, sin farvelade og den nyfyldte medicinæske. De havde alle fulgt ham på hans vandringer og på drenges vis satte han uhyre pris på dem.

Kvinden rejste sig langsomt og bevægede sig fremad med hænderne lidt udstrakte. Kim så nu, at hun var blind.

”Nej, nej,” mumlede hun, ”pathaneren taler sandt — min farve slides ikke af på en uge eller en måned, og de, jeg beskytter, er under kraftig varetægt.”

”Når man er langt borte og alene, er det ikke godt pludseligt at få lyse pletter og se spedalsk ud,” sagde Mahbub. ”Da du var sammen med mig, kunne jeg passe på. Desuden er en pathaner lys af lød. Blot nu din overkrop og se, hvor hvid du er blevet.” Huneefa famlede sig netop tilbage fra et indre værelse. ”Det gør intet. Hun kan intet se.” Han tog en tinskål fra hendes ringbesatte hånd.

Farvestoffet så blåligt og klæbrigt ud. Kim forsøgte det på sit håndled med en tot bomuld, men Huneefa hørte ham.

”Nej, nej,” udbrød hun, ”sådan gøres det ikke, men kun med de rette ceremonier. Farvningen er det mindste af det hele. Jeg giver dig beskyttelse mod alt, hvad der kan møde dig på vejen.”

”Jadoo (trolddom)?” sagde Kim med et lille sæt. Han holdt ikke af de hvide, blinde øjne. Mahbub lagde hånden på hans hals og bøjede ham ned mod gulvet, så at hans næse kun var en tomme fra plankerne.

”Vær stille. Der sker dig intet ondt, min søn. Jeg er dit gidsel.”

Han kunne ikke se, hvad kvinden var i færd med, men han hørte hendes smykkers ringlen i mange minutter. En tændstik lyste op i mørket og han hørte den velkendte snurren og sprutten af antændte røgelseskorn. Så fyldtes værelset af røg — tung, aromatisk, bedøvende. I en voksende døsighed hørte han navnene på forskellige djævle — Zulbazan, Eblis’ søn, som lever i basarer og på parao’er og fremkalder alle pludselige udskejelser og ondskabsfuldheder på landevejenes holdepladser. Dulhan, der lusker usynlig omkring moskeerne, dvæler blandt de troendes tøfler og hindrer menneskene i at fremsige deres bønner. Musboot, herren over løgn og panik. Snart hviskede Huneefa ind i hans ører, snart talte hun som fra en umådelig afstand, og hun berørte ham med sine uhyggelige bløde fingre, men Mahbubs hånd lå stadig med et fast tag på hans hals, indtil drengen endelig slappedes med et suk og mistede bevidstheden.

”Allah! Hvor han stred imod! Det ville aldrig være lykkedes, hvis vi ikke havde haft røgelsen. Det ligger formodentlig i, at han er hvid,” sagde Mahbub gnavent. ”Gå videre med din dawut (besværgelse). Giv ham den fulde beskyttelse.”

”Oh Lytter! Du som hører med ører, vær nærværende. Lyt, du som lytter!” stønnede Huneefa med de døde øjne vendte mod vest. Det mørke kammer fyldtes af stønnen og prusten.

På altanen udenfor hævede en svær skikkelse sit kuglerunde hoved og rømmede sig nervøst.

”Afbryd ikke denne bugtalende nekromantiker, min ven,” sagde hovedet på engelsk. ”Jeg vil mene, at det er meget uhyggeligt for Dem, men en oplyst iagttager lader sig ikke så let forbløffe.”

”… jeg lægger en plan til deres udryddelse! Profet, vær overbærende mod de vantro. Lad dem i fred en stund!” Huneefas ansigt, der var vendt mod nord, fordrejedes frygteligt, og det lød, som om stemmer fra loftet svarede hende.

Hurree Babu vendte tilbage til sin notesbog, som lå i vindueskarmen, men han rystede på hånden. Huneefa rokkede frem og tilbage i en af røgelsen frembragt ekstase, mens hun sad med korslagte ben ved Kims ubevægelige hoved, påkaldte djævel efter djævel i den ældgamle, af ritualet foreskrevne rækkefølge og forpligtede dem til aldrig at hindre drengen i nogen af hans handlinger.

”Hos ham er Hemmelighedernes Nøgler! Kun han kender dem! Han ved, hvad der findes til lands og til vands!”

Igen brød de unaturlige, pibende svar løs.

”Jeg — jeg forstår, at der ikke vil være skadelige virkninger?” sagde babuen, mens han iagttog Huneefas halsmuskler, som dirrede og rykkede, idet hun begyndte at tale i tunger. ”Det — det er da vel ikke sandsynligt, at hun har taget livet af drengen? I så fald vil jeg ikke optræde som vidne ved forhøret… hvad hed den sidste hypotetiske djævel, hun nævnte?”

”Babuji,” sagde Mahbub på de indfødtes sprog, ”jeg kerer mig ikke om Hinds djævle, men Eblis’ sønner er en ganske anden sag, og hvad enten de er jumalee (gunstige) eller jullalee (frygtelige), elsker de ikke vantro.”

”De mener altså, at jeg gør bedst i at gå min vej?” sagde Hurree Babu og rejste sig halvt. ”De er naturligvis dematerialiserede fænomener. Spencer[*] siger —”

Nu slog Huneefas krise, som sådanne kriser altid må, over i kramper med hylen og fråden. Udmattet og ubevægelig lå hun ved siden af Kim og de mærkelige stemmer tav.

”Wah! Værket er endt. Må det gavne drengen. Huneefa er i sandhed en mester i dawut. Hjælp mig med at slæbe hende til side, babu. Vær ikke bange.”

”Hvordan skulle jeg være bange for det absolut ikke-eksisterende?” sagde Hurree Babu på engelsk for at berolige sig selv. Det er højst ubehageligt at frygte den trolddom, som man foragter og studerer, og at indsamle folklore for det Kongelige Videnskabernes Selskab med en levende tro på alle Mørkets Magter.

Mahbub lo i skægget. Han havde været på landevejen med Hurree ved andre lejligheder.

”Lad os så gøre ende på farvningen,” sagde han. ”Nu er drengen godt beskyttet — såfremt Luftens Herrer har ører at høre med. Selv er jeg sufi (fritænker) men dersom man kan komme om på den blinde side af en kvinde, en hingst eller en djævel, hvorfor da stille op til spark? Følg ham på vej og se til, at gamle Rødhue ikke fører ham uden for vor rækkevidde. Jeg må tilbage til mine heste.”

”Meget vel,” svarede Hurree Babu. ”For øjeblikket frembyder han et mærkeligt skue.”

Ved tredje hanegal vågnede Kim af en søvn, der forekom ham at have varet tusinder af år. Huneefa lå i sin krog og snorkede tungt, men Mahbub var forsvundet.

”Jeg håber, at De ikke blev forskrækket,” sagde en blid og høflig stemme ved siden af ham. ”Jeg overværede hele affæren, som var højst interessant fra et etnologisk synspunkt. Det var dawut af første skuffe.”

”Ho!” sagde Kim, som genkendte Hurree Babu, der smilede indsmigrende.

”Jeg har ligeledes den ære at bringe Dem den dragt, De skal iføre Dem, fra Lurgan. Jeg plejer ellers ikke officielt at bære sådan pynt til underordnede, men” — han fniste — ”De står opført i vore bøger som en undtagelse. Jeg håber, at Hr. Lurgan vil erindre min beredvillighed.”

Kim gabede og strakte sig. Det var en herlig fornemmelse atter at kunne vende og dreje sig i løstsiddende klæder.

”Hvad er det her?” spurgte han og betragtede nysgerrigt det svære dyffel, der duftede af alle det fjerne Nordens dufte.

”Åh, det er den uanselige dragt, der sømmer sig for en chela, som tjener en lamaitisk lama. Komplet i enhver detalje,” svarede Hurree Babu og trillede ud på altanen for at børste sine tænder. ”Jeg er af den mening, at det ikke helt er Deres gamle herres religion, men snarere en subvariant af samme. Jeg har sendt nogle bemærkninger desangående til Asiatic Quarterly Review, men redaktionen ville ikke optage dem. Det mærkelige er, at den gamle herre selv er absolut blottet for religiøsitet. Han lægger ikke vægt på den slags.”

”Kender De ham?”

Hurree Babu holdt hånden i vejret til tegn på, at han var optaget af de højtideligheder, der altid ledsager tandbørstning og lignende renselser hos velopdragne bengalere. Så fremsagde han på engelsk en arya-somajisk bøn af teistisk indhold og proppede sin mund fuld af pan og betel.

”Ja, jeg gør — jeg har opsøgt ham adskillige gange i Benares så vel som i Buddh Gaya for at udspørge ham om visse religiøse sager, særlig djævletilbedelse. Han er en ren og skær agnostiker — ganske som jeg.”

Huneefa rørte sig i søvne og Hurree Babu for nervøst hen til kobberrøgelseskarret, der så helt sort og misfarvet ud i morgenlyset, gned en finger i soden og trak den skråt over sit ansigt.

”Hvem er død i Deres hus?” spurgte Kim på de indfødtes tungemål.

”Ingen. Men sæt, at hun har det onde øje — den heks,” svarede babuen.

”Hvad vil De nu gøre?”

”Jeg vil følge Dem et stykke på vej, dersom De tager til Benares, og fortælle Dem, hvad Vi må vide.”

”Lad os så komme af sted. Hvornår går toget?”

Han rejste sig, så sig om i det tomme værelse og betragtede Huneefas voksgule ansigt, mens den lavtstående sol kastede en stribe ind over gulvet. ”Skal heksen betales?”

”Nej. Hun har gjort Dem hård imod alle djævle og alle farer — i sine djævles navn. Det var Mahbubs ønske.” Så vedblev han på engelsk:

”Mahbub er højst gammeldags, synes jeg, når han holder fast ved den slags overtro. Det er blot ventrilokvistkunster — bugtaleri, ikke sandt?”

Kim knipsede uvilkårligt med fingrene for at afværge alt ondt, som muligvis kunne ramme ham som følge af Huneefas hekserier — Mahbub, vidste han, pønsede ikke på sligt — og Hurree fniste igen. Men da han gik gennem værelset, tog han sig vel i agt for at komme til at træde på den fede, opsvulmede Huneefas skygge på gulvet. En heks kan — når hun er i stødet — få en mands sjæl i sine kløer, dersom han gør det.

”Hør nu godt efter,” sagde babuen, da de stod under åben himmel. ”En del af de ceremonier, som vi har overværet, indbefatter tilvejebringelsen af en kraftig amulet for folk af vort Departement. Hvis De føler på Deres hals, vil De finde en lille sølvamulet, en meget billig én. Den er Vor. Forstår De?”

”Javel,” sagde Kim og følte på sin hals.

”For to rupier tolv annas læser Huneefa alle mulige besværgelser over dem. De er meget tarvelige, bortset fra, at de delvis er af sort emalje, og inden i hver er der et papir fuldt af navne på lokale helgener og sligt. Det sørger Huneefa for, forstår De? Huneefa laver dem kun til os, men for det tilfælde at hun er efterladende, køber vi en lille turkis og lægger den i. Turkiser får vi fra Hr. Lurgan. Amuletterne kan ikke fås andetsteds, men det var mig, der hittede på det. Det er naturligvis helt uofficielt, men bekvemt for de underordnede. Oberst Creighton ved intet. Han er europæer. Turkisen pakkes ind i papiret… ja, det er vejen til banegården… nå, sæt nu, at De vandrer af sted sammen med lamaen, eller med mig (hvad jeg håber, De engang vil gøre), eller med Mahbub. Sæt, at vi kommer i en forbandet knibe. Jeg er en frygtsom mand — meget frygtsom — men jeg vil sige Dem, at jeg har været i flere forbandede kniber, end der er hår på mit hoved. Så siger De: ’Jeg er Amulettens Søn.’ Så går det nok.”

”Jeg forstår ikke helt — og det er ikke værd, at folk hører os tale engelsk her.”

”Det betyder intet. Jeg er bare en babu, der blærer sig med sit engelsk. Alle vi babuer taler engelsk for at blære os,” sagde Hurree med et flot sving af sit skulderklæde. ”Som jeg skulle til at sige, ’Amulettens Søn’ betyder, at De er medlem af Sat Bhai, hvilket både på hindi og på tantrisk betyder ’De syv Brødre’. Det antages i almindelighed, at dette selskab ikke længere eksisterer, men jeg har skrevet en afhandling, hvori jeg beviser, at det endnu er til. Det er alt sammen noget, jeg har hittet på, ser De. Meget godt altså. Sat Bhai har mange medlemmer, og måske Deres fjender derfor vil undlade at skære halsen over på Dem og give Dem mulighed for at slippe væk. Det gør i hvert fald sin nytte. I det hele taget, hvis disse tåbelige indfødte ikke er alt for ophidsede, stopper de altid op for at betænke sig, før de dræber en mand, der siger, at han er medlem af et bestemt selskab. Er De med? Når De er i knibe, siger De altså: ’Jeg er Amulettens Søn,’ og så slipper De — måske — derfra med livet. Men det må kun bruges under de mest yderliggående omstændigheder eller for at indlede underhandlinger med en fremmed. Er De ganske med? Meget godt. Men sæt nu, at jeg, eller en anden af vort Departement, kommer til Dem klædt i en ganske anden dragt. De ville umuligt kunne kende mig, medmindre jeg sagde Dem, hvem jeg var, det tør jeg vædde på. Jeg skal give Dem et bevis derpå engang. Jeg kommer altså klædt som en handelsmand fra Ladakh, eller hvad det nu kan være, og siger til Dem, ’Har De ikke lyst til at købe ædelsten’ De svarer: ’Ser jeg ud som en, der har råd til at købe ædelsten?’ Så siger jeg, ’Selv en meget fattig mand kan købe en turkis eller tarkeean.’”

”Det er jo kichree — vegetabilsk karry,” sagde Kim.

”Naturligvis er det det. De siger, ’Lad mig se den tarkeean.’ Så siger jeg, ’Den er kogt af en kvinde og kan derfor måske ikke nydes af Deres kaste.’ Så siger De, ’Der er ingen kaste, når mænd går ud for at — se efter tarkeean’. De gør et lille ophold mellem ordene ’for at — se.’ Det er hele hemmeligheden. Det lille ophold mellem ordene.”

Kim gentog sætningen med løsenet.

”Det var rigtigt. Så viser jeg Dem min turkis, hvis vi har tid, og så ved De, hvem jeg er, og så udveksler vi meddelelser og optegnelser og sligt. Og sådan går det med enhver iblandt os. Undertiden taler vi om turkiser og undertiden om tarkeean, men altid med et lille ophold mellem ordene. Det er meget let. Altså — for det første, ’Amulettens Søn’, hvis De er i knibe. Måske hjælper det Dem, måske ikke. For det andet, hvad jeg har sagt Dem om tarkeean, dersom De vil forhandle om officielle forretninger med en Dem ubekendt mand. Naturligvis har De foreløbigt ingen officielle forretninger. De er — he he! — surnumerær på prøve. Et ganske enestående tilfælde. Var De asiat af fødsel, ville De straks blive benyttet. Men meningen med dette halve års orlov er, at De skal af-angliseres, om jeg så må sige. Lamaen venter Dem, for jeg har tilstillet ham en halvofficiel meddelelse om, at De har taget deres eksaminer og snart får embedsansættelse. Og hvis det altså skulle hænde sig, at De opfordres til at hjælpe en eller anden ’Amulettens Søn’, så gør De naturligvis Deres bedste. Nu vil jeg sige Dem farvel, kære ven, og jeg håber, at det må gå Dem rigtig godt og at De må have held med Dem.”

Hurree Babu trådte et skridt eller to tilbage blandt menneskemængden ved indgangen til Lucknows banegård og — væk var han. Kim trak vejret dybt og skuttede sig af tilfredshed. Den nikkelbeslåede revolver kunne han føle på brystet inden for sin mørke kjortel, amuletten hang om hans hals. Tiggerskål, rosenkrans og åndedolk (Lurgan havde intet glemt) havde han parat, så vel som medicin, farvelade og kompas, og i et gammelt, slidt bælte broderet med et stribet mønster lå en månedsløn. Konger kunne ikke være rigere. Han købte syltetøj hos en hindu-handlende og spiste det med henrykkelse, indtil en politibetjent beordrede ham bort fra trappen.