Kim

Tredje kapitel

Bag dem kom en vred mand løbende, svingende en bambusstok. Det var en handelsgartner, arain af kaste, som dyrkede grøntsager og blomster til salg i staden Ambala. Kim var godt kendt med hans slags.

”En sådan mand,” sagde lamaen uden at tage notits af hundene, ”er uhøflig mod fremmede, voldsom i sin tale og kender ikke til godgørenhed. Lad hans opførsel være dig et advarende eksempel, min discipel.”

”Halløj, I skamløse tiggere!” råbte gartneren. ”Væk med jer! Skrub af!”

”Vi går,” svarede lamaen med rolig værdighed. ”Vi går fra disse usignede marker.”

”Ja, ja,” sagde Kim og snøftede. ”Slår din næste høst fejl, så giv din tunge skylden.”

Manden trippede uroligt i sine tøfler.

”Landet er fuldt af tiggere,” begyndte han halvt undskyldende.

”Og hvoraf vidste du, at vi ville tigge, mali?” spurgte Kim bidende, kaldende ham det navn, en handelsgartner mindst elsker. ”Hvad vi ønskede, var at betragte floden derovre på den anden side af marken.”

”Floden!” fnyste manden. ”Fra hvilken by er I, at I ikke kan se, at det er en kanal? Den løber så lige som en pil og jeg må betale for vandet, som var det smeltet sølv. Der løber en lille flod ovre i den retning. Men hvis I trænger til vand, kan jeg give jer det — og mælk også.”

”Nej, lad os gå til floden,” sagde lamaen og skridtede ud.

”Mælk og et måltid mad,” stammede manden, mens han betragtede den høje, fremmedartede skikkelse. ”Jeg — jeg vil nødig bringe ulykke over mig selv — eller over min afgrøde. Men der er mange tiggere i disse drøje tider.”

”Læg mærke til dette,” vendte lamaen sig til Kim. ”Han lod sig forlede af harmens røde tåge til at tale hårdt til os. Men nu, da tågen trækker bort fra hans øjne, bliver han høflig og venlig. Velsignet være hans marker! Bonde, døm ikke menneskene overilet.”

”Jeg har kendt hellige mænd, som ville have forbandet dig og dit fra arne til kostald,” sagde Kim til den skamfulde gartner. ”Er han ikke vis og hellig? Jeg er hans discipel.”

Han satte næsen højt i sky og skrævede med megen værdighed over de smalle markskel.

”Der findes ingen stolthed,” sagde lamaen efter en stunds tavshed, ”der findes ingen stolthed blandt dem, der følger den Midterste Vej.”

”Men du sagde, at han var af lav kaste og uhøflig.”

”Af lav kaste sagde jeg ikke, for hvorledes skulle jeg kunne sige noget, som ikke er tilfældet? Og hvad hans uhøflighed angår, så gjorde han bagefter bod for den og jeg glemte fornærmelsen. Desuden er han som vi bundet til Tingenes Store Hjul, men han kender ikke Vejen til Befrielse.”

Han standsede ved en lille bæk, der flød mellem markerne og undersøgte bredden, der var fuld af hovspor.

”Hvorpå vil du kende din Flod?” spurgte Kim og satte sig ned i skyggen af nogle høje sukkerrør.

”Når jeg finder den, får jeg sikkert en åbenbaring. Men dette er ikke stedet, det føler jeg. Du mindste af alle strømme, gid du kunne sige mig, hvor min Flod flyder! Men vær velsignet og gør markerne frugtbare.”

”Se! Se!” og Kim sprang hen til lamaen og trak ham tilbage. En gul og brun stribe gled ud fra de mørke raslende rør ned mod bredden, strakte halsen ud mod vandet, drak og blev liggende — en stor brilleslange med stive, stirrende øjne uden låg.

”Jeg har ingen stok — jeg har ingen stok,” sagde Kim. ”Jeg vil hente en og knække ryggen på den.”

”Hvorfor? Den er bundet til Hjulet ligesom vi — et liv, der stiger op og stiger ned — og den er såre fjernt fra befrielsen. Meget ondt har den sjæl udøvet, som iklædes denne skikkelse.”

”Jeg hader alle slanger,” sagde Kim. Ingen indfødt opdragelse kan helt kue den hvides rædsel for slanger.

”Lad den leve sit liv til ende.”

Der lød en hvæsen fra de bugtede ringe og hætten begyndte at udspile sig.

”Må din forløsning snart komme, broder,” vedblev lamaen sagtmodigt. ”Har du måske kendskab til min Flod?”

”Aldrig har jeg set et menneske som du,” hviskede Kim overvældet. ”Forstår selv slangerne dine ord?”

”Hvem ved?” Lamaen gik forbi slangen, ikke en fod fra dens løftede hoved. Den lagde sig ned mellem de støvede ringe.

”Kom du nu!” råbte han tilbage over sin skulder.

”Ikke jeg,” svarede Kim. ”Jeg går en omvej.”

”Kom kun, den gør ingen fortræd.”

Kim tøvede et øjeblik. For at give sin befaling større vægt, nynnede lamaen et kinesisk citat, som Kim antog for en besværgelse. Han adlød og sprang over bækken. Slangen rørte sig ikke.

”Aldrig har jeg set mage til mand,” gentog Kim og tørrede sveden af panden. ”Hvorhen skal vi nu gå?”

”Det må du bestemme. Jeg er gammel og en fremmed, langt borte fra min hjemstavn. Hvis ikke jernbanevognene altid fyldte mit hoved med støj som af djævletrommer, ville jeg køre til Benares… men alligevel, hvis vi kørte, gik vi måske glip af Floden. Lad os opsøge nok en flod.”

Hvor den flittigt bearbejdede jordbund giver tre, ja, endog fire afgrøder om året, over marker med sukkerrør, tobak og lange hvide ræddiker vandrede de af sted hele dagen og gjorde afstikkere til ethvert glimt af vand. De vækkede landsbyhunde og bønder, der sov middagssøvn, og lamaen besvarede de utallige spørgsmål med uforanderlig åbenhed. De søgte en Flod — en Flod, der bragte vidunderlig Frelse. Havde nogen hørt tale om et sådant vandløb? Undertiden lo folk, men hyppigere hørte de historien til ende og bød de vandrende en plads i skyggen, en slurk mælk og et måltid mad. Kvinderne var altid venlige, og de små børn var, som børn er hele verden over, snart undselige, snart forvovne. Aftenen fandt dem hvilende under det store træ i en landsby uden for en gård med mure og tag af ler, samtalende med landsbyens øverste, mens kvæget blev drevet ind fra græsgangene og kvinderne tilberedte dagens sidste måltid. De havde overskredet det bælte af gartnerhaver, der omgiver den sultne stad Ambala, og var nået ud i det milebrede, grønne kornland.

Landsbyens øverste var en hvidskægget og elskværdig gammel mand, vant til at modtage fremmede. Han beredte et sengested til lamaen, satte varm, kogt mad for ham, stoppede ham en pibe, og så snart aftengudstjenesten i landsbyens tempel var forbi, sendte han bud efter landsbypræsten.

Kim fortalte landsbyens ældste børn historier om, hvor stor og smuk en by Lahore var, om jernbanerejser og slige ting, og mændene talte sammen lige så langsomt, som deres kvæg tyggede drøv.

”Jeg kan ikke finde bund deri,” sagde landsbyens øverste til sidst til præsten. ”Hvorledes forstår du hans tale?”

Lamaen, som havde fortalt sin historie, sad nu og talte sin rosenkrans i tavshed. ”Han er en Søgende,” svarede præsten. ”Landet er fuldt af sådanne. Husker du ikke ham, som kom hertil i forrige måned — fakiren med skildpadden?”

”Jovist, men han havde gode grunde til at gøre, hvad han gjorde, for Krishna havde vist sig for ham og lovet at optage ham levende i Paradiset, hvis han gjorde en pilgrimsvandring til Prayag. Men denne mand søger ingen mig bekendt Gud.”

”Stille! Han er gammel, han kommer langvejsfra og han er gal,” svarede den glatragede præst. ”Hør mig.” Han vendte sig til lamaen. ”Tre kos[*] (seks engelske mil) vest for denne landsby løber den store vej til Calcutta.”

”Men jeg vil til Benares — til Benares.”

”Vejen fører over Benares. Den krydser alle strømme på denne side af Hind. Nu er mit ord til dig, Hellige Mand: Hvil dig her indtil i morgen, slå så ind på vejen” (det var den store indiske hovedlandevej[*], han mente) ”og prøv hver eneste strøm, som den passerer. For har jeg forstået dig ret, virker din Flods kraft ikke på et enkelt sted, men i hele dens længde. Og er det dine Guders vilje, kan du være forvisset om, at du da vil vinde din Frihed.”

”Vel talt,” svarede lamaen, på hvem denne plan havde gjort et stærkt indtryk. ”Det vil vi gøre i morgen, og velsignet være du, som har vist mine gamle fødder en så lige vej.”

Han sluttede sine ord med et dybt, nynnende kinesisk recitativ, som gjorde indtryk selv på præsten. Landsbyens øverste blev et øjeblik bange for, at det var en besværgelse, som kunne bringe ulykke, men ingen kunne ret længe se på lamaens åbne og ivrige ansigt og tvivle på ham.

”Ser du min chela?” sagde han, idet han dykkede ned i sin snustobaksdåse og tog sig en pris med vigtig mine. Det var hans pligt at gengælde høflighed med høflighed.

”Jeg ser — og jeg hører.”

Landsbyens øverste vendte blikket mod Kim, der stod og fjasede med et blåklædt pigebarn, mens hun kastede tjørne på et bål.

”Han Søger også. Ikke en Flod, men en Tyr. Ja, en Rød Tyr på en grøn mark vil en skønne dag hæve ham til hæder og ære. Jeg tror, at han ikke helt er af denne verden. Han blev sendt mig pludseligt for at hjælpe mig med denne Søgen, og hans navn er Alverdens Ven.”

Præsten smilede. ”Halløj, Alverdens Ven!” råbte han gennem bålets skarpe røg. ”Hvad er du?”

”Den Hellige Mands discipel,” svarede Kim.

”Han siger, at du er en but (en ånd).”

”Kan en but spise?” spurgte Kim med en skælmsk blinken. ”For jeg er sulten.”

”Det er ikke min spøg,” udbrød lamaen. ”En astrolog i en stad, hvis navn jeg har glemt…”

”Han mener bare Ambala, hvor vi sov i nat,” hviskede Kim til præsten.

”Så var det Ambala? Han stillede et horoskop og erklærede, at min chela ville finde sit mål inden to dage er omme. Men hvad var det, han sagde, at stjernerne betød, Alverdens Ven.”

Kim rømmede sig og så sig om i kredsen af landsbyens gråskæggede.

”Min stjerne betyder krig,” svarede han højtideligt.

En og anden lo af den lille, pjaltede skikkelse, der stod så strunk på murstensplatformen. Hvor en indfødt ville have lagt sig ned, fik Kims hvide natur ham til at holde sig oprejst.

”Ja, krig,” gentog han.

”Den spådom er sikker nok,” brummede en dyb stemme, ”for der er altid krig langs grænsen. Det ved jeg.”

Det var en gammel, vissen mand, som havde tjent under regeringen på oprørets tid[*] som indfødt officer i et nyoprettet kavaleriregiment. Regeringen havde pensioneret ham med en god gård i landsbyen, og skønt han havde måttet understøtte sine sønner, der nu var grånede officerer, og derfor var forblevet en fattig mand, var han dog stadig en mand af betydning. Engelske embedsmænd — selv vicestatholdere — drejede af fra hovedlandevejen for at aflægge besøg hos ham, og ved sådanne lejligheder iførte han sig sin gamle uniform og stod så rank som en ladestok.

”Men dette bliver en stor krig — en krig på otte tusind mand,” gjaldede Kims stemme henover den hurtigt voksende skare, så at han blev helt forbavset derover.

”Rødfrakker[*] eller vore egne regimenter?” snappede den gamle mand i en tone, som talte han med en ligemand. Og denne tone gav de tilstedeværende respekt for Kim.

”Rødfrakker,” gættede Kim. ”Rødfrakker og kanoner.”

”Men — men det sagde astrologen intet om,” udbrød lamaen og tog sig den ene pris større end den anden af bare spænding.

”Nej, men jeg ved det. Det blev åbenbaret mig, som er den Hellige Mands discipel. Der udbryder en krig — en krig på otte tusind rødfrakker. De bliver udkommanderet fra Pindi og Peshawur. Det er ganske sikkert.”

”Drengen har lyttet til basarsladder,” svarede præsten.

”Han har bestandigt været ved min side,” svarede lamaen. ”Hvorfra kan han vide dette? Jeg vidste det ikke.”

”Han bliver en behændig gøgler, når den gamle mand er død,” mumlede præsten til landsbyens øverste. ”Hvad er dette for et nyt kneb?”

”Et tegn! Giv mig et tegn!” tordnede den gamle soldat pludselig. ”Hvis der skulle blive krig, ville mine sønner have fortalt mig det.”

”Når alt er rede, får dine sønner det uden tvivl at vide. Men der er en lang vej fra dine sønner til den mand, i hvis hånd disse ting ligger.” Kim begyndte at blive optaget af legen, for den mindede ham om oplevelser fra fordums dage, da han var brevbærer og for nogle få pices skyld foregav at vide mere, end han vidste. Men nu spillede han om større ting — spændingen og følelsen af magt. Han trak vejret og fortsatte:

”Gamle mand, giv mig et tegn. Kan en underordnet befale otte tusind rødfrakker at rykke ud — med kanoner.”

”Nej?”

Den gamle mand svarede Kim, som var han hans ligemand.

”Kender du den, som giver befalingen?

”Jeg har set Ham.”

”Kan du genkende Ham?”

”Jeg har kendt Ham, siden han var løjtnant i top-khana (artilleriet).”

”En høj mand. En høj mand med sort hår som går sådan?”

Og Kim gik et par skridt med stiv, træmandsagtig gang.

”Ja. Men det kan enhver have set.”

Der var en åndeløs stilhed i flokken under hele denne samtale.

”Sandt nok,” svarede Kim. ”Men jeg har mere at sige. Se her. For det første går den store mand sådan. Dernæst tænker han sådan.” (Kim lagde pegefingeren på panden og støttede hagen i hånden). ”Så vender og drejer han sine fingre sådan. Og så stikker han sin hat ind under den venstre arm.” Kim illustrerede denne bevægelse og stillede sig op i positur som en stork.

Den gamle mand stønnede, målløs af forbavselse, og tilhørerne gøs.

”Ja — ja — ja. Men hvad gør han, når han skal til at udstede en befaling?”

”Han gnider sig bag i nakken — således. Så slår han i bordet med den ene finger og snøfter. Og så siger han: ’Send det og det regiment af sted. Lad de og de kanoner rykke ud.’”

Den gamle mand rejste sig med besvær og hilste.

”’For’” vedblev Kim og oversatte på de indfødtes sprog de vigtigste sætninger af det, som han havde hørt i Ambala, ”’for,’ siger han, ’dette er noget, som vi burde have gjort for længe siden. Men det er ikke krig — det er afstraffelse. Snff!’”

”Det er nok. Jeg tror dig. Jeg har set Ham således i slagenes krudtrøg. Set og hørt. Det er Ham!”

”Jeg så ingen krudtrøg” — Kims stemme slog over i spåmændenes sædvanlige ekstatiske, syngende tone — ”jeg så dette i mørke. Først kom en mand for at gøre alt rede. Så kom ryttere. Og så kom Han og stod i en stråleglans af lys. Alt det andet fulgte efter, som jeg har fortalt. Gamle mand, har jeg talt sandhed?”

”Det er Ham. Det er ganske utvivlsomt Ham.” Skaren drog et langt skælvende åndedræt og stirrede afvekslende på den gamle mand, der stadig stod i retstilling, og på Kims pjaltede skikkelse i den purpurrøde skumring.

”Sagde jeg ikke — sagde jeg ikke, at han var af den anden verden?” udbrød lamaen stolt. ”Han er Alverdens Ven. Han er Stjernernes Ven!”

”Ja, det kommer nu ikke os ved,” råbte en mand. ”Og du unge sandsiger, dersom du er i besiddelse af din gave til alle tider, så har jeg en rødbroget ko, og den er måske din Tyrs søster, hvad ved jeg…”

”Og hvad bryder jeg mig om det?” afbrød Kim ham. ”Mine stjerner bekymrer sig ikke om dit kvæg.”

”Jamen den er meget syg,” faldt en kvinde ind. ”Min mand er en bøffel, ellers ville han have valgt sine ord bedre. Sig mig, om den vil komme sig igen?”

Havde Kim været en almindelig dreng, ville han have drevet legen videre, men man kan ikke have kendt staden Lahore og især fakirerne ved Taksali-porten i tretten år uden at have fået menneskekundskab.

Præsten skævede en smule bittert til ham med et stramt og surt smil.

”Er her måske ingen præst i landsbyen? Det forekommer mig, at jeg så en stor præst for et øjeblik siden,” udbrød Kim.

”Jamen —” begyndte konen.

”Jamen, du og din mand håbede at få koen helbredt for en håndfuld taksigelser.” Den sad! De var kendt som landsbyens nærigste par. ”Det er urigtigt at snyde templerne. Giv din egen præst en ung kalv, så vil koen give mælk igen, inden en måned er omme, såfremt Guderne ikke er så vrede, at de er uforsonlige.”

”Du er en mestertigger,” spandt præsten venligt og bifaldende. ”En fyrreårigs visdom kunne ikke have gjort det bedre. Du har sikkert gjort den gamle mand rig?”

”Lidt mel, lidt smør og en mundfuld kardemomme,” svarede Kim, stolt over rosen, men stadig forsigtig, ”kan man blive rig af det? Og desuden ser du jo nok, at han er gal. Men jeg har dog den nytte af at følge ham, at jeg lærer vejene at kende.”

Han vidste, hvordan fakirerne ved Taksali-porten var, når de talte sammen indbyrdes, og han kopierede selve betoningen i deres udskejende disciples stemmer.

”Er hans Søgen da sandhed eller kun skalkeskjul for andre formål? Det kunne jo være skatte, han søgte efter.”

”Han er gal — aldeles splittergal. Det er det hele.”

Nu kom den gamle soldat hinkende og spurgte, om Kim ville modtage gæstfrihed hos ham for natten. Præsten anbefalede ham at modtage tilbuddet, men holdt på, at æren af at beværte lamaen tilkom templet — hvorover lamaen smilede uden mistanke. Kim skottede fra ansigt til ansigt og drog sine slutninger.

”Hvor er pengene?” hviskede han, idet han trak den gamle mand med sig ud i mørket.

”På mit bryst. Hvor skulle de ellers være?”

”Giv mig dem. Giv mig dem hurtigt og sagte.”

”Men hvorfor? Her skal ikke købes billet.”

”Er jeg din chela, eller er jeg ikke? Er jeg ikke beskytter for dine gamle fødder på vejene? Giv mig pengene, så skal du få dem tilbage ved daggry.”

Og dermed stak han hånden ind over lamaens bælte og trak pungen ud.

”Lad så være — lad så være,” nikkede den gamle mand. ”Denne verden er stor og frygtelig. Aldrig har jeg vidst, at så mange mennesker lever i den.”

Næste morgen var præsten i meget dårligt humør, men lamaen var strålende fornøjet og Kim havde haft en højst interessant aften hos den gamle mand, der havde taget sin ryttersabel frem, lagt den over sine magre knæ og fortalt historier om Oprøret og om unge kaptajner, der i tredive år havde ligget i deres grave, indtil Kim var faldet i søvn.

”Luften her til lands er visselig sund,” sagde lamaen. ”Jeg sover ellers let, som alle gamle mænd gør, men i nat sov jeg uden at vågne, lige til højlys dag. Jeg er helt tung i hovedet endnu.”

”Drik en stor slurk varm mælk,” sagde Kim, som ikke sjældent havde bragt opiumsrygere af sit bekendtskab dette middel. ”Det er på tide, at vi begiver os på vej igen.”

”Den lange vej, som krydser alle Hinds floder,” sagde lamaen muntert. ”Lad os gå. Men hvorledes mener du, chela, at vi kan gengælde disse folk, og især præsten, deres store venlighed? Ganske vist er de but-parast, men det kan jo være, at de i et senere liv bliver bedre oplyste. Synes du, at jeg skal give en rupi til templet? Tingesten derinde er blot sten og rød maling, men et godt menneskehjerte bør værdsættes, når og hvor vi finder det.”

”Hellige mand,” sagde Kim og løftede hovedet rask ligesom de indiske krager, der vandrer om på markerne, ”har du nogensinde vandret alene?”

”Javist, mit barn. Fra Kulu, hvor min første chela døde, og til Pathankot. Når folk var gode imod os, plejede vi altid at ofre i deres templer, og alle mennesker var venlige overalt i bjergene.”

”I Hind er det en anden sag,” svarede Kim tørt. ”Deres Guder er mangearmede og onde. Hold dig fra dem.”

”Jeg kunne have lyst til at følge dig lidt på vej, Alverdens Ven — dig og din gule mand.” Det var den gamle soldat, der kom ridende i pasgang hen ad landsbyens gade på en mager, skævbenet pony. Han så helt skyggeagtig ud i daggryet. ”Sidste aften fik erindringens kilder til at vælde frem i mit indtørrede hjerte og det var en velsignelse for mig. Du har ret. Der er krig i luften. Jeg kan lugte den. Se her! Jeg har taget min sabel med.”

Han sad med sine lange ben på sit lille dyr med den store sabel ved sin side, hånden hvilende på saddelknappen og bistert stirrende ud over det flade land mod nord.

”Fortæl mig igen om, hvordan Han viste sig for dig i dit syn. Kom her, sæt dig op bagved mig. Dyret kan godt bære to.”

”Jeg er denne Hellige Mands discipel,” svarede Kim, medens de forlod landsbyen. Dens indbyggere syntes næsten bedrøvede ved at se dem gå, men præstens farvel var køligt og afmålt. Han havde spildt god opium på en pengeløs mand.

”Vel talt. Jeg kender lidet til hellige mænd, men respekt er altid en god ting. Der er ingen respekt blandt folk nu til dags — ikke engang når en Statholder-Sahib kommer for at besøge mig. Men hvordan går det til, at en, hvis stjerne fører ham til krig, følger en hellig mand?”

”Jamen han er virkelig og i sandhed hellig,” sagde Kim alvorligt. ”Hellig i ord og gerning. Han er ikke som andre. Jeg har aldrig set hans mage. Vi er ikke spåmænd eller gøglere eller tiggere.”

”Du er det ikke, det kan jeg se, men den anden kender jeg ikke noget til. Han skridter for resten dygtigt ud.”

Morgenens friskhed fik lamaen til at marchere af sted med lange, kamelagtige skridt. Han var dybt hensunket i meditation og klikkede mekanisk på sin rosenkrans.

De fulgte den ujævne og knudrede bivej, der snoede sig hen over sletten mellem de store, mørkegrønne mangolunde, mens de snedækkede Himalayabjerges linje tegnede sig svagt mod øst. Alle mennesker var på arbejde i marken, brøndvinderne knirkede, plovmændene råbte til deres forspand og kragerne skreg. Selv ponyen følte morgenens indflydelse og slog næsten over i trav, da Kim lagde hånden på stigbøjleremmen.

”Jeg angrer, at jeg ikke gav en rupi til templet,” sagde lamaen, da han nåede den sidste perle af rosenkransens en og firs.

Den gamle soldat brummede noget i skægget, hvorved lamaen for første gang bemærkede ham.

”Søger du også Floden?” sagde han og vendte sig om mod ham.

”Dagen er ung endnu,” var svaret. ”Hvad brug har vi for en flod til hestevanding førend om aftenen? Nej, jeg er kommet for at vise dig en genvej til den store landevej.”

”Det er en høflighed, som bør huskes, mand med det venlige sind. Men hvortil sværdet?”

Den gamle soldat så skamfuld ud som et barn, der bliver grebet i at lege voksen.

”Sværd ved lænd,” sagde han og fingererede ved sin sabel. ”Åh, det var et indfald af mig — en gammel mands grille. Ganske vist har politiet befalet, at ingen mand i Hind må bære våben, men” — han satte et muntrere ansigt op og slog på sabelfæstet — ”alle betjentene her på egnen kender mig.”

”Det er intet smukt indfald,” sagde lamaen. ”Hvad gavner det at dræbe mennesker?”

”Såre lidt, det ved jeg nok. Men dersom slette mennesker ikke nu og da blev dræbt, ville det være en slem verden for våbenløse drømmere. Jeg kan tale med om det, jeg som har set landet lige fra Delhi og sydpå overskyllet af blod.”

”Hvilken galskab var det?”

”Guderne alene ved det — de sendte den som en ond syge. En galskab brød ud i hele hæren, og soldaterne rejste sig mod deres officerer. Det var det første onde, men det havde dog ikke været uopretteligt, hvis de havde ladet det blive derved. Men de gav sig til at dræbe sahib’ernes hustruer og børn. Og så kom sahib’erne fra landet hinsides havet og gik såre strengt i rette med dem.”

”Jeg tror, jeg mindes et sådant rygte engang for længe siden. Folk kaldte det Det sorte År, husker jeg.”

”Hvilket slags liv har du ført, at du ikke kender Året? Et rygte, siger du! Hele verden vidste derom og skælvede.”

”Vor jord har aldrig skælvet undtagen én gang — den dag, da Den Allerfortræffeligste modtog sin åbenbaring.”

”Hæ! Jeg så i det mindste Delhi skælve og Delhi er jordens navle.”

”De vendte sig imod kvinder og børn, siger du? Det var en slet handling og straffen for den kan ikke undgås.”

”Mange søgte at undgå den, men med såre ringe held. Jeg stod den gang ved et kavaleriregiment, som opløste sig helt. Hvor mange af de sekshundrede og firsindstyve mand tror du forblev trofaste mod deres salt? Tre. Og af dem var jeg den ene.”

”Så meget desto større Fortjeneste indlagde du dig.”

”Fortjeneste! Vi betragtede ikke det som fortjeneste i de dage. Min slægt, mine venner, mine brødre faldt fra mig. De sagde: ’Englændernes tid er omme. Lad hver mand skaffe sig selv en lille ejendom.’ Men jeg havde talt med folk fra Sobraon, fra Chillianwallah, fra Mudki og Firozishah, og jeg sagde: ’Vent lidt, så vender vinden sig. Der er ingen velsignelse i dette værk.’ I de dage red jeg halvfjerdsindstyve mil med en engelsk memsahib og hendes barn foran mig på saddelen. Ja, det var en hest for en mand! Jeg bragte dem i sikkerhed og vendte så tilbage til min officer — den eneste af vore fem, der ikke var blevet dræbt. ’Giv mig arbejde’, sagde jeg, ’for jeg er jaget ud af min slægt og min fætters blod er vådt på min klinge.’ ’Vær rolig’, sagde han. ’Vi har en stor gerning for os. Og når denne galskab er overstået, kommer belønningen.’”

”Ja, belønningen kommer, når galskaben er overstået. Vist så,” mumlede lamaen halvt for sig selv.

”I de dage hængte de ikke medaljer på alle og enhver, som ved en fejltagelse havde hørt en kanon gå af. Nej! Jeg var med i nitten slag, i seks og fyrretyve rytterfægtninger og i utallige små sammenstød. Jeg bærer ni ar, en medalje, fire hæderstegn og en orden. For mine kaptajner, som nu er generaler, mindedes mig, da Kaiser-i-Hind (dronningen) havde regeret i halvtredsindstyve år og hele landet frydede sig. De sagde: ’Giv ham det Indiske Riges Orden’ og den bærer jeg nu om min hals. Og desuden har staten skænket mig min jaghir (landejendom) som en fri gave til mig og mine. Og vennerne fra de gamle dage — nu er de statholdere — kommer ridende til mig hen over markerne, højt til hest, så at hele landsbyen kan se dem, og så taler vi om de gamle kampe, og den ene døde mands navn trækker den næstes med sig.”

”Og derefter?” spurgte lamaen.

”Ja, derefter drager de bort igen, men ikke før landsbyen har set dem.”

”Og hvad vil du gøre til sidst?”

”Til sidst dør jeg.”

”Og derefter?”

”Det må Guderne om. Jeg har aldrig plaget Dem med bønner, og jeg tænker heller ikke, at De vil plage mig. Ser du, jeg har i mit lange liv lagt mærke til, at de mennesker, der stadig vælter sig ind på Dem Deroppe med klager og besværinger og hyl og gråd, altid hurtigt hentes bort fra jord, ligesom vor oberst i sin tid plejede at sende bud efter slappe brokhoveder fra det sydlige. Nej, jeg har aldrig trættet Guderne. Det vil De nok huske og give mig et roligt sted, hvor jeg kan plante min lanse i skyggen og vente på mine sønner. Jeg har tre, alle rissaldarer[*] i hæren.”

”Og de er ligeledes bundne til Hjulet og går fra liv til liv, fra fortvivlelse til fortvivlelse,” mumlede lamaen sagte, ”hidsige, urolige, begærlige.”

”Ja,” lo den gamle soldat hen for sig. ”Tre rissaldarer ved tre forskellige regimenter. Lidt for hengivne til spil, men det er jeg også. De må nødvendigvis være godt beredne og man kan ikke tage en hest, som man i gamle dage tog en kvinde. Nå ja, min gård kan betale for det hele. Hvad synes du om den? Det er godt vandede jorder, men mine folk snyder mig. Jeg forstår mig kun på at tumle folk med lansen i hånden. Uf! Jeg bliver vred og jeg bander dem, og så foregiver de anger, men jeg ved godt, at de bag min ryg kalder mig en tandløs gammel abe.”

”Og har du aldrig ønsket dig noget andet?”

”Jo, jo — tusind gange! At jeg atter havde en rank ryg, og knæ, der kunne klemme hestens flanker, et hurtigt håndled og et skarpt øje, og den marv i knoglerne, der gør en til mand. Åh, de gamle dage — min styrkes gode dage!”

”Den styrke er svaghed.”

”Det er den blevet, men for halvhundrede år siden kunne jeg have vist dig noget andet,” svarede den gamle soldat og huggede stigbøjlens kant ind i ponyens magre flanke.

”Men jeg kender en Frelsens Flod.”

”Jeg har drukket gangesvand til vattersotens rand. Det gav mig dysenteri, men ingen styrke.”

”Jeg taler ikke om Ganges. Den Flod, jeg kender, skyller al syndens besmittelse bort. Er man svømmet over den og steget op ad den anden bred, er man sikker på sin Frihed. Jeg kender ikke dit liv, men dit ansigt er en hæderlig og god mands. Du har fulgt din Vej uden at vige fra den. Du var trofast, da trofasthed ikke var let, i hint Sorte År, om hvilket jeg nu erindrer andre fortællinger. Betræd du nu den Midterste Vej, som fører til Frihed. Hør den Allerypperste Lov og jag ikke efter skygger.”

”Tal, gamle mand,” smilede soldaten og førte hilsende hånden op mod sin turban. ”I vor alder bliver vi alle snaksomme.”

Lamaen satte sig under en mango, hvis blades skygge gled som et rudet mønster frem og tilbage over hans ansigt. Soldaten blev siddende rank på sin pony og Kim lagde sig — efter først at have sikret sig, at der ingen slanger var — i en fordybning mellem to knudrede rødder.

Der var en søvndyssende summen af insekter i det varme solskin, en kurren af duer, og en ensformig knirken af brøndvinder ude på markerne. Lamaen begyndte at tale, langsomt og vægtigt. Efter ti minutter lod den gamle soldat sig glide ned af sin pony — for at høre bedre, sagde han — og satte sig ned med tøjlerne om sit håndled. Lamaens stemme blev svagere og hans sætninger længere. Kim var optaget af at iagttage et gråt egern. Da det skældende lille lodne væsen forsvandt mellem grenene, var både prædikant og tilhørerkreds faldet i dyb søvn, den gamle officers kraftige hoved hvilede på hans arm og lamaens var lænet tilbage mod træets stamme, på hvilken baggrund det tog sig ud som gult elfenben. Et nøgent barn kom trissende, gloede på gruppen og gjorde så, grebet af en pludselig indskydelse af ærefrygt, et højtideligt lille buk for lamaen. Men uheldigvis var ungen så lille og tyk, at han trimlede sidelæns midt i bukket, og Kim brast i latter ved synet af de sprællende, buttede ben. Den skræmte og forargede unge brølede himmelhøjt.

”Hallo! Hallo!” udbrød soldaten og sprang op. ”Hvad er det? Hvordan lyder ordren?… Det er… et barn! Jeg drømte, at der blev blæst alarm. Lille ven — lille ven — græd ikke. Har jeg sovet? Det var uhøfligt!”

”Jeg er bange! Jeg er bange!” skrålede barnet.

”Hvad er der at være bange for? To gamle mænd og en dreng? Hvordan skal du nogensinde blive soldat, lille prins?”

Lamaen var også vågnet, men raslede med sin rosenkrans uden at tage notits af barnet.

”Hvad er det for noget?” sagde ungen og standsede midt i et hyl. ”Sådan en har jeg aldrig set. Giv mig den.”

”Haha,” smilede lamaen og trak rosenkransen i slyngninger henover græsset:

Barnet hvinede af fornøjelse og snappede efter de mørke, blanke perler.

”Se, se!” sagde den gamle soldat. ”Hvor har du den sang fra, verdensforagter?”

”Jeg lærte den i Pathankot — mens jeg sad på et dørtrin,” svarede lamaen halvt skamfuld. ”Det er godt at være venlig mod børn.”

”Men jeg husker, at inden søvnen overrumplede os, fortalte du mig, at man formørkede det sande lys og lagde hindringer på sin egen Vej ved at tage til ægte og sætte børn i verden. Falder børn da ned fra Himlen i dit land? Er det Vejen at synge viser for dem?”

”Intet menneske er helt fuldkommen,” sagde lamaen og rullede sin rosenkrans sammen igen. ”Løb så til din moder, mit barn.”

”Hør ham!” sagde soldaten til Kim. ”Han skammer sig, fordi han har glædet et barn! Der er gået en fortræffelig familiefader tabt i dig, min broder. Halløj, lille ven!” Han kastede en pice til barnet. ”Syltetøj er altid sødt.” Og medens den lille skikkelse dansede bort i solskinnet, vedblev han: ”De vokser op og bliver til mænd. Hellige mand, det gør mig ondt, at jeg faldt i søvn midt under din prædiken. Tilgiv mig.”

”Vi er to gamle mænd,” sagde lamaen. ”Fejlen er min, jeg lyttede til din tale om verden og dens galskaber og den ene fejl førte den anden med sig.”

”Hør bare! Hvad skader det dine Guder, at du leger med et barn? Og du sang virkelig den vise rigtig godt. Lad os nu drage videre, så skal jeg synge dig sangen om Nikal Seyn[*] ved Delhi — den gamle sang.”

Og mens de vandrede ud fra mangolundens tusmørke, gjaldede den gamle mands høje, skingrende stemme henover markerne, idet han i langtrukne klagende toner sang om Nikal Seyn (Nicholson)- den sang, som synges i Punjab den dag i dag. Kim var henrykt og lamaen lyttede med dyb interesse.

”Ak! Nikal Seyn er død — han faldt ved Delhi! Nordens lanser, hævn Nikal Seyn!”

Han sang den helt igennem for dem og slog takt med den flade klinge på ponyens kryds.

”Og her kommer vi til den store landevej,” sagde han efter at have modtaget Kims komplimenter, for lamaen var bemærkelsesværdigt tavs. ”Det er længe siden, at jeg har redet så langt, men drengens ord vakte det gamle humør i mig. Se, Hellige Mand — den Store Vej, som er hele Hinds rygrad. I næsten hele sin længde er den overskygget ligesom her af fire rækker træer. På den midterste del af vejen, der er hård og fast, foregår den hurtige færdsel. I tiden før jernbanerne rejste sahib’erne frem og tilbage her i hundredvis. Nu befærdes den kun af landboeres vogne og sligt. Til højre og til venstre er kørebanerne for de tunge fragtvogne — de, som er læssede med korn, bomuld, tømmer, kalk og huder. Man kan rejse i sikkerhed her, for langs hele vejen ligger der politistationer, kun få kos fra hinanden. Politiet er tyveknægte og pengeafpressere (jeg selv ville lade den patruljere af kavaleri — unge rekrutter under en energisk kaptajn) men i det mindste finder de sig ikke i konkurrenter. Alle slags og alle kaster vandrer ad denne vej. Se blot! Braminer og chumarer, bankierer og kedelflikkere, barberer og købmænd, pilgrimme og pottemagere — alverden går og kommer. Den er for mig som en flod, som jeg er blevet skilt fra, som en træstamme efter en oversvømmelse.”

Og sandt er det, at den store hovedlandevej frembyder et vidunderligt skue. Den løber i lige linje og har, uden at blive overfyldt til trængsel, plads til hele Indiens færdsel på en strækning af femten hundrede engelske mil. Det er en strøm af liv, som ikke har sin lige i hele verden. De så ned gennem de skyggefulde grønne hvælvinger og betragtede de mennesker, der langsomt vandrede hen ad den hvide, brede vej, og den lille toværelses politistation lige overfor.

”Hvem vover at bære våben mod lovens bud?” råbte en betjent leende, da han fik øje på den gamle soldats sabel. ”Er der ikke politi nok til at udrydde alle ugerningsmænd?”

”Det er på grund af politiet, at jeg købte den,” lød svaret. ”Står alt vel til i Hind?”

”Rissaldar[*] Sahib, alt står vel til.”

”Jeg er som en gammel skildpadde, forstår du, som stikker hovedet ud og trækker det ind igen. Ja, dette er Hindustans vej. Alle mennesker kommer ad denne vej…”

”Søn af et svin, skal du bruge den bløde del af vejen til at ligge og gnubbe på? Fader til alle skændselens døtre og husbond til ti tusind utugtige kvinder, din moder hengav sig til en djævel og blev ledt dertil af sin moder. Alle dine tanter i syv slægtled har været næseløse! Og din søster! — Hvilken dårskab har fået dig til at anbringe din vogn her tværs over vejen? Et brækket hjul, siger du? Nu skal jeg give dig et brækket hoved, så kan du ved lejlighed lappe sammen på begge dele!”

Denne stemme og nogle skarpe piskesmæld lød fra en støvsky en tredive-fyrre yards borte, hvor en fragtvogn var gået i stykker. En høj kathiawar-hoppe med lynende øjne og dirrende næsebor kom farende ud af virvaret, prustende og dansende, medens dens rytter styrede den tværs over landevejen på jagt efter en råbende mand. Rytteren var høj og gråskægget. Han sad på det næsten vanvittige dyr, som var han ét med det, og piskede med øvet hånd sit offer under hestens spring.

Den gamle soldats ansigt strålede af stolthed.

”Min søn!” sagde han kort og halede i tøjlen for at få ponyens hals til at krumme sig i en smuk bue.

”Skal jeg prygles her i politiets påsyn?” skreg fragtvognens kusk. ”Jeg forlanger retfærdighed…”

”Skal jeg standses her af en skrålende abe, som vælter ti tusind sække lige for næsen af en ung hest? Det er sådan, at en hoppe ødelægges.”

”Det er sandt. Det er sandt. Men styre den kan han,” sagde den gamle mand. Kusken havde søgt dækning under sin vogn og truede nu med alle slags hævn.

”Skrappe karle, dine sønner,” sagde politibetjenten roligt og stangede tænder.

Rytteren afleverede et sidste velment slag med sin pisk og red videre i kort galop.

”Min fader!” Han standsede dyret og sprang af.

Også den gamle mand kom ned fra sin pony i en fart, og derpå omfavnede de hinanden, som far og søn gør i østerlandene.