Kim

Trettende kapitel

”Hvo går til bjergene, går til sin moder.” De havde overskredet Sewalik og det halvtropiske Doon, ladt Massoorie bag sig, og styrede nu nordpå langs de smalle bjergveje. Dag for dag kom de dybere ind i bjergenes virvar og dag for dag så Kim, hvorledes lamaens kræfter vendte tilbage. Mens de vandrede blandt Doons bakketerrasser, havde han støttet sig til drengens skulder og beredvilligt gjort holdt for at hvile ved kanten af landevejen. Da de nåede den store skråning op mod Massoorie, rettede han sig som en gammel jæger, der genser et velkendt jagtområde, og hvor han skulle være sunket udmattet sammen, svøbte han i stedet sin lange, folderige kappe om sig, drog sig en dobbelt lungefuld af den krystalklare luft og skridtede ud, som kun en bjergbo kan. Kim, slettebo og ernæret som slettebo, svedte og stønnede forbavset. ”Dette er mit land,” sagde lamaen. ”Men sammenlignet med Such-zen, er egnen her fladere end en rismark.” Og med jævne, kraftige skridt vandrede han, vuggende i hofterne, opad. Men det var på de lange marcher ned ad bakke, tre tusind fod på tre timer, at han helt løb fra Kim, som havde ondt i ryggen af at holde sig bagover og hvis sandalsnor af snoet græs næsten skar hans storetå af. Utrættelig vandrede lamaen fremad, gennem de store deodarskoves[*] lysprikkede skygge, gennem egeskove med vekslende smykker af bregner, birk, kristtorn, alperoser og fyr, ud på de nøgne bjergskrænters glatte, solsvedne græs og atter tilbage i skovenes kølighed, indtil egen veg pladsen for dalens bambus og palmer.

Mens han i tusmørket skottede tilbage til de svære fjeldkamme og den smalle linje, som angav vejen, de var kommet af, planlagde han med en bjergbos skarpe blik og livlige fantasi nye marcher den følgende dag. Eller også standsede han midt i et eller andet højtliggende pas, der vendte mod Spiti og Kulu, og udstrakte længselsfuldt sine hænder mod de høje, sneklædte tinder i horisonten. Når dagen gryede, skinnede disse toppe rødt over de andre bjerges dybe blå, og Kedarnath og Badrinath — kongerne i denne ødemark — ramtes af solens første stråler. Hele dagen lå de som smeltet sølv i solskinnet og om aftenen smykkede de sig atter med deres juveler. I begyndelsen udsendte de kun milde vindpust mod vandringsmændene — vindpust, der var behagelige at have imod sig, når man kravlede over en eller anden gigantisk fjeldkam. Men få dage efter, i en højde af ni eller ti tusind fod, blev brisen bidende, og Kim tillod nådigst nogle bjergboere fra en landsby i nærheden at erhverve sig Fortjeneste ved at give ham en kavaj, lavet af grove tæpper. Lamaen var lettere overrasket over, at nogen kunne have noget imod den knivskarpe blæst, der havde befriet hans skuldre for årenes vægt.

”Dette er kun de lavere bjerge, chela. Det bliver ikke koldt, førend vi kommer op i de rigtige bjerge.”

”Luften og vandet er gode, og folkene er fromme nok, men maden er meget slet,” brummede Kim. ”Og vi kiler på, som var vi gale — eller englændere. Og det fryser om natten.”

”Lidt måske. Men kun tilstrækkeligt til, at gamle knogler rigtigt kan nyde solskinnet. Vi bør ikke altid godte os ved bløde senge og lækker mad.”

”Vi kunne i det mindste holde os til vejen.”

Kim havde hele sletteboens kærlighed til den veltrådte, ikke seks fod brede sti, som snoede sig mellem bjergene. Men lamaen kunne, tibetaner som han var, ikke dy sig for at skyde genvej over fremspringende fjeldmasser og kanter af grusede skrænter. Som han forklarede sin hinkende discipel, en mand, der er opdraget blandt bjerge, kan forudsige, i hvilken retning en bjergvej vil gå, og skønt lavthængende skyer måske kan forhindre en fremmed i at skyde genvej, generer de ikke i mindste måde en mand med omtanke. Derfor kunne de undertiden, efter i mange timer at have foretaget, hvad man i civiliserede lande ville betragte som temmelig drøj bjergbestigning, kravle pustende over en bjergsadel, omgå nogle bjergskred og derpå klatre ned gennem en skov i en vinkel af femogfyrre grader for således at nå vejen igen. Langs deres sti lå bjergboernes landsbyer — hytter af ler og græstørv, engang imellem af kluntet tilhugget tømmer, klyngende sig til skrænterne som svalereder, bunkede sammen hulter til bulter på små, flade terrasser halvvejs nede i en tre tusind fod dyb kløft, proppede ind i en krog mellem klipper, der som en tragt indsugede hvert eneste tilfældigt vindstød, eller — for sommergræsningens skyld — dukkende sig på en strimmel jord, der om vinteren lå begravet under ti fod sne. Og menneskene — de gulblege, snavsede, dyffelklædte mennesker med korte, bare ben og næsten eskimoiske ansigter — strømmede frem og tilbad. Sletteboerne — venlige og blide som de var — havde behandlet lamaen som en af mange hellige mænd, men bjergboerne tilbad ham som en, der stod på fortrolig fod med alskens djævle. Deres religion var en buddhisme, der næsten var fuldstændigt forsvundet under en naturdyrkelse så fantastisk som deres egne landskaber og så flittigt udarbejdet som anlægget af deres bittesmå marker. Men de forstod, at der lå stor myndighed under den store hue, den raslende rosenkrans og de mærkværdige kinesiske citater, og de viste manden, som bar huen, ærbødighed.

”Vi så dig komme nede over Euas sorte bryster,” sagde en betah, som en aften trakterede dem med ost, tykmælk og stenhårdt brød. ”Den sti benytter vi kun sjældent, undtagen når kælvende køer løber vild om sommeren. Selv på den roligste dag kan der mellem de klipper pludselig rejse sig blæst, som kan kaste en mand til jorden. Men hvad kerer folk som jer sig om Euas djævel!”

Så var det, at Kim — øm i hele kroppen, svimmel af at se ned, med fødder, der smertede, fordi han så ofte med fortvivlede anstrengelser måtte presse sine tæer ind i umulige sprækker — begyndte at føle glæde over dagsmarchen, en sådan glæde, som en dreng fra St. Xavier kunne føle ved sine venners ros, når han havde vundet væddeløbet over en kvart mil på flad mark. Bjergene fik ham til at svede ghi[*] og sukkergodt ud af lemmerne. Den tørre luft, som han stønnende indåndede i de vanskelige pas, styrkede og udviklede hans brystkasse, og de stejle skråninger satte nye, hårde muskler i hans lægge og lår.

De grublede ofte over Livets Hjul — så meget mere siden de, som lamaen sagde, var frigjorte fra dets synlige fristelser. Når undtages de grå ørne, af og til en bjørn, som de så langt borte i færd med at grave efter larver og rødder på bjergskrænten, en rasende, spættet leopard, som de kunne træffe ved daggry i en stille dal i færd med at æde en ged, og nu og da en fugl med brogede fjer — var de alene med blæsten og græsset, som raslede i blæsten. Kvinderne i de tilrøgede hytter, over hvis tage de to vandrede, mens de steg ned ad bjergene, var grimme og snavsede, havde mange ægtemænd og led af struma. Mændene var enten skovhuggere eller landbrugere — ydmyge og utroligt enfoldige. Men for at lamaen og Kim ikke skulle savne lejlighed til passende samtale, sendte skæbnen dem — snart indhentende dem på vejen, snart selv indhentet — den høflige læge fra Dacca, som betalte for sin føde med salver, der var gode for struma, og med råd, som stiftede fred mellem mænd og kvinder. Han lod til at kende disse bjerge lige så godt, som han kendte bjergboernes dialekter, og forklarede lamaen terrænforholdene hen imod Ladakh og Tibet. Han sagde, at de kunne vende tilbage til slettelandet når som helst. For dem, der holdt af bjerge, kunne imidlertid den og den vej måske være underholdende. Alt dette blev ikke fortalt på én gang, men ved forskellige aftenmøder på landsbyernes stenloer, når doktoren efter at have besørget sine patienter sad og røg og lamaen sad og tog snus, medens Kim betragtede de småbitte køer, der græssede på husenes tage, eller lod sin sjæl følge sit blik tværs over de dybe, blå kløfter mellem bjergkæderne. Og så var der også afsides samtaler i de mørke skove, når doktoren søgte efter lægeurter og Kim, som begynder i lægekunsten, måtte gå med ham.

”Forstår De, Hr. O’Hara, jeg aner ikke, hvad i hede hule jeg skal gøre, når jeg finder vore jagtglade venner. Men hvis De vil være så elskværdig at holde Dem inden for synsvidde af min ret iøjnefaldende parasol, vil jeg føle mig bedre til mode.”

Kim stirrede udover virvaret af bjergtoppe.

”Dette er ikke mit land, hakim. Jeg tror, det må være lettere at finde én bestemt lus i et bjørneskind.”

”Åh nej, det er min force. Der er intet hurry for Hurree. De var i Leh for kort tid siden. De sagde, at de var kommet ned fra Karakorum med deres dyrehoveder og horn og hele historien. Jeg er blot bange for, at de har sendt alle deres breve og kompromitterende sager fra Leh tilbage til russisk territorium. Naturligvis drager de så langt mod øst som muligt — blot for at vise, at de aldrig har været i de vestlige stater. De kender ikke bjergene.” Han gav sig til at tegne på jorden med en pind. ”Se her! Egentlig skulle de være kommet over Srinagar eller Abbottabad. Det er den korteste vej for dem — ned ad floden forbi Bunji og Astor. Men de har gjort gale streger vestpå. Derfor” — han trak en linje fra venstre til højre — ”marcherer de og marcherer de østpå til Leh (hu! der er koldt dér), og ned ad Indus til Han-lé (jeg kender vejen), og derfra videre ned, forstår De, til Bushahr og Chinidalen. Derom har jeg forvisset mig, dels ved egne spekulationer og dels ved at udspørge folk, som jeg har kureret så udmærket. Vore venner har spankuleret om i længere tid og vakt en vis opsigt, så folk har hørt om dem viden om. De skal se, jeg finder dem et eller andet sted i Chinidalen. Vær blot så venlig at holde øje med parasollen.”

Den nikkede som en klokkeblomst i blæsevejr ned gennem dalene og rundt om bjergenes sider, og lamaen og Kim, som gik lige efter næsen, traf om aftenen jævnligt på den i færd med at sælge salver og pulvere. ”Vi kom ad den og den vej!” Lamaen ville pege ligegyldigt bagud mod højderyggene og parasollen udløste sig i komplimenter.

De overskred et snedækket pas i det kolde måneskin, hvor lamaen godmodigt drillede Kim med hans kuldskærhed, og gik i sne til knæene som en baktrisk kamel — af den i sneen opfostrede, langhårede slags, der stundom ses i Kashmir-serajet. De dykkede ned over pletter af nyfalden sne og snepudrede skiferklipper og søgte tilflugt mod en storm i en lejr hos nogle tibetanere, der var på vej nedad med deres små får, som hver bar en pose boraks på ryggen. De nåede ned til græsklædte klippeknuder, hvor sneen endnu lå hist og her, gennem skov, og så atter til græsbevokset land. Men hvor meget de så marcherede, var Kedarnath og Badrinath uimponerede, og det var først efter mange dages vandring, at Kim, da han stod på en ubetydelig lille klippetop i ti tusind fods højde, kunne se, at en skulder eller en tinde på de to mægtige kæmper havde forandret omrids en ganske lille smule.

Til sidst kom de ind i en verden for sig — en milelang dal, hvis høje banker var dannet af affald og brudstykker fra bjergenes fod. Her syntes en hel dagsmarch ikke at føre dem længere, end en drømmende mands tyngende skridt fører ham under et mareridt. De anvendte flere møjsommelige timer på at omgå et bjerg, og så viste det sig kun at være en fremspringende knude på en enkelt pille af fjeldmuren. En rund kulle viste sig, da de havde nået den, at være en vældig højslette, som strakte sig langt ud i dalen. Tre dage efter sås den kun som en lille forhøjning i jorden sydpå.

”Sandelig, her lever Guderne,” sagde Kim, kuet af stilheden og regnskyernes imponerende skygger, der gled henover jorden. ”Dette er ikke et sted for mennesker!”

”For længe, længe siden,” sagde lamaen i en tone, som talte han til sig selv, ”blev Herren spurgt, om Verden ville vare evigt. Hertil svarede Den Allerfortræffeligste intet… Da jeg var på Ceylon, fik jeg bekræftelse på denne historie af en Søgende vismand. Den står i evangeliet, som er skrevet på pali. Det spørgsmål var ganske vist ingen nytte til, fordi vi kender Vejen til Frihed, men alligevel — se og lær, hvad Illusion er, chela! Dette er de rigtige bjerge! De ligner mine bjerge ved Such-zen. Aldrig har der været sådanne bjerge!”

Over deres hoveder, stadig uendelig højt over dem, tårnede fjeldene sig op mod snegrænsen, hvor de sidste af de dristige birke standsede, fra øst til vest henover hundreder af mile i en linje som trukket med en lineal. Ovenover den stræbte klipperne, med stejle skrænter og enkelte blokke, at løfte deres hoveder op over det hvide tæppe. Og endnu højere oppe strakte den evige sne sig, uforanderlig siden verdens begyndelse og dog skiftende udseende ved enhver forandring af sol eller skyer. De kunne se pletter og striber på dens overflade, hvor stormen og lavinerne havde opført deres dans. Under dem, hvor de stod, strakte skoven sig milevidt som en blågrøn flade. Neden for skoven lå en landsby med sine adspredte, terrasseformede marker og stejle græsgange. Og neden for landsbyen, vidste de, skønt en brummende, buldrende tordensky for øjeblikket skjulte det for dem, gik der en kløft på en tolv, femten hundrede fod ned til den vandrige dal, hvor de strømme samles, som er den unge Sutlajs mødre.

Som sædvanlig havde lamaen ført Kim ad fæstier og genveje, langt fra hovedvejen, på hvilken Hurree Babu, den ”ængstelige mand”, tre dage før havde trodset et uvejr, som ni af ti englændere ville være gået af vejen for. Hurree var ikke til geværer — en geværhanes knæk fik ham til at skifte farve — men, som han selv ville have sagt, han var en ”ganske duelig jagthund”, og han havde gennemspejdet den uhyre dal med en billig kikkert og det ligger sådan, at slidte lærredsteltes hvide farve mod grøn baggrund kan ses langt bort. Mens Hurree Babu sad på loen i Ziglaur, havde han set alt, hvad han ønskede at se, tyve engelske mil i lige linje og fyrre ad landevejen — han havde set to små prikker, som den ene dag var lige over snegrænsen og den næste havde flyttet sig måske seks tommer ned ad bjergets side. Når han først var kommet i gang, kunne hans tykke, bare ben tilbagelægge et forbavsende stykke vej, og dette var grunden til, at mens Kim og lamaen lå i en faldefærdig hytte i Ziglaur og ventede på, at uvejret skulle drive over, var en fed, pjaskvåd, men konstant smilende bengaler, som talte det fineste engelsk i de gyseligste vendinger, i færd med at gøre sig behagelig for to gennemblødte og temmelig gigtplagede udlændinge. Grublende over mange vilde planer havde han nået dem umiddelbart efter et tordenvejr, under hvilket et lynslået fyrretræ var faldet ned i lejren og havde overbevist en halv snes tvangsudskrevne bagagekulier om, at det var en uheldig dag at rejse videre på, af hvilken grund de alle som én havde kastet deres byrder fra sig og var stukket af.

De var undersåtter af en bjergrajah, der efter skik og brug udlejede dem og selv stak profitten i lommen, og i tilgift til deres personlige bekymringer, havde de fremmede sahib’er allerede truet med geværer. De fleste af dem havde fra gammel tid kendskab til både geværer og sahib’er. De var sporsøgere og shikarri’er[*] fra de nordlige dale, flinke til at jage bjørne og vilde geder, men aldrig i deres liv var de blevet behandlede på denne måde. Derfor tog skoven dem i sin barm og nægtede trods banden og smælden at levere dem tilbage. Babuen behøvede ikke at spille sindssvag eller benytte nogen af de andre midler, som han havde udtænkt for at sikre sig en god modtagelse. Han vred sine klæder, trak sine lakerede sko på, slog den blå og hvide parasol op, fremtrådte med trippende gang og hjertet oppe i halsen og præsenterede sig som ”agent for hans kongelige højhed Rajahen af Rampur, mine herrer. Og hvormed kan jeg stå til tjeneste?”

Herrerne blev henrykte. Den ene var helt klart franskmand, den anden russer, men de talte engelsk næsten lige så godt som babuen. De anmodede om hans venlige mellemkomst. Deres indfødte tjenere var blevet syge i Leh, men selv havde de skyndt sig videre, fordi de ønskede at bringe deres jagtudbytte til Simla, førend skindene blev mølædte. De havde et almindeligt anbefalingsbrev (babuen gjorde en østerlandsk salaam ved synet af det) til alle regeringens embedsmænd. Nej, de havde ikke truffet andre jagtselskaber en route. De sørgede for sig selv og havde forråd nok. De ønskede blot at komme videre så hurtigt som muligt. Hvorpå babuen fangede en bjergbo, der havde skjult sig inde mellem træerne, og efter tre minutters samtale og udbetalingen af lidt sølvpenge (Hurrees hjerte blødte ved denne ødselhed, men man kan nu engang ikke være husmodersparsommelig i statens tjeneste) viste de elleve kulier og de tre snyltegæster sig igen. Nu havde de da i det mindste babuen til vidne på, at de blev tyranniserede.

”Min kongelige herre vil blive meget irriteret, men disse folk er kun simple og groft uvidende mennesker. Hvis deres velbårenheder vil se gennem fingre med denne uheldige affære, vil De gøre mig en stor tjeneste. Om kort tid holder regnen op og så kan vi drage videre. Nå, De har været på jagt? Det er en ædel idræt!”

Han hoppede flinkt fra kilta til kilta under påskud af at ville rette på de kegleformede kurve. Englændere er som regel ikke familiære overfor asiater, men en englænder ville ikke slå en venlig babu over håndleddet, blot fordi han var kommet til at vælte en kilta med et rødt voksdugslåg. På den anden side ville han heller ikke byde en babu drikkevarer, om han så var nok så venlig, ej heller ville han invitere ham til sit måltid. De fremmede gjorde alt dette og kom med en mængde spørgsmål — for størstedelen om kvinder — på hvilke Hurree gav muntre og ligefremme svar. De gav ham et glas klar væske, der lignede gin, og gav ham derefter flere, og det varede kun kort, før hans højtidelige manerer forsvandt. Han førte oprørsk tale med tykt mæle, talte i højst upassende vendinger om regeringen, der havde påtvunget ham en hvid mands uddannelse, men forsømt at give ham en hvid mands løn. Han udpludrede historier om tyranni og uretfærdighed, indtil tårerne trillede ham ned ad kinderne på grund af hans fædrelands ulykker. Så dinglede han af sted, syngende nederbengalske kærlighedsviser, og sank sammen på en våd træstamme. Aldrig var et så uheldigt produkt af det engelske herredømme i Indien blevet studeret af fremmede.

”De er alle af den kaliber,” sagde den ene jæger til den anden på fransk. ”Når vi kommer ned til det rigtige Indien, skal De bare se. Jeg kunne for resten have lyst til at besøge hans rajah. Man kunne måske missionere dér. Det er muligt, at han har hørt tale om os og ønsker at tilkendegive sin velvilje.”

”Vi har ikke tid. Vi må se at komme til Simla, hurtigst muligt,” svarede hans kammerat. ”Jeg for mit vedkommende ville ønske, at vi havde sendt vore rapporter nordpå fra Hilás eller selv fra Leh.”

”Den engelske post er bedre og sikrere. Husk på, at der tilstås os alle mulige lempelser — Gud forbarme sig! — det gør de virkelig! Er det ikke en utrolig dumhed?”

”Det er stolthed — stolthed, som fortjener straf og vil få den.”

”At gå op imod en fastlandseuropæer i vor profession er der noget ved. Der er en risiko. Men disse mennesker — pyh! Det er for let.”

”Stolthed — alt sammen stolthed, min ven.”

”Hvad hulen hjælper det, at Chandernagore ligger så tæt ved Calcutta,” sagde Hurree til sig selv, mens han lå med åben mund og snorkede på det gennemblødte mos, ”når jeg ikke kan forstå deres fransk? De taler så forfærdelig hurtigt! Det ville have været meget bedre at skære halsen over på de asener.”

Da han atter viste sig, havde han en dundrende hovedpine. Han var meget angergiven og udtrykte i veltalende vendinger sin frygt for, at han muligvis havde været indiskret. Han elskede den engelske regering — den var kilden til al lykke og hæder — og hans herre, Rajahen af Rampur, var af ganske samme mening. Herpå begyndte de fremmede at gøre løjer med ham og citere hans egne ord, indtil den arme babu skridt for skridt blev drevet ud af sine forskansninger og under megen undskyldende smisken, fedtede grin og umådeligt snedige øjekast tvunget til at — sige sandheden. Da Lurgan senere hørte historien, beklagede han højlydt, at han ikke havde været til stede i stedet for en af de tvære, uopmærksomme kulier, som med græsmåtter over hovederne og regnvandspøle under fødderne ventede på bedre vejr. De sahib’er, de kendte — groft klædte mænd, som hvert år glade i sind vendte tilbage til deres yndlingskløfter — havde tjenere og kokke og løbere, meget ofte bjergboere. Disse sahib’er rejste uden følge. Altså var de fattige sahib’er og desuden uvidende, for ingen fornuftig sahib ville følge en bengalers råd. Men bengaleren, der var dumpet ned fra skyerne, havde givet dem penge og kunne så nogenlunde tale deres dialekt. Vante som de var til grov mishandling fra deres egne, havde de mistanke om fælder og holdt sig parat til at stikke af, hvis lejlighed gaves.

I den fugtige luft, fuld af herlig muldduft, viste babuen nu vej ned ad skrænterne, vandrende stolt foran kulierne og ydmygt bag de fremmede. Hans tanker var mange og mangelunde, og selv den ubetydeligste af dem ville have interesseret hans ledsagere umådeligt. Men han var en behagelig fører, til stadighed ivrig efter at udpege de landskabelige skønheder i hans kongelige herskers rige. Han befolkede bjergene med alt, hvad de måtte ønske at jage — mange slags bjerggeder og en uendelighed af bjørne. Han drøftede botaniske og etnologiske spørgsmål med uomtvistelig unøjagtighed, og hans forråd af lokale sagn — man må erindre, at han havde været sin herskers betroede agent i femten år — var uudtømmeligt.

”Den fyr er absolut sin egen slags,” sagde den højeste af de to fremmede. ”Han er som en Wiener-kurers mareridt.”

”Han repræsenterer i lille format den forvandlingsproces, som foregår i Indien — den unaturlige blanding af Øst og Vest,” svarede russeren. ”Det er os, der kan behandle østerlændinge.”

”Han har mistet sit eget land og ikke fået noget andet i stedet. Men han nærer det inderligste had til erobrerne. Han betroede mig i går aftes —” osv.

Under den stribede parasol anspændte Hurree Babu både øre og hjerne for at følge de rappe franske ord og holdt uafladeligt øje med en kilta fuld af kort og papirer — en ekstra stor én med dobbelt låg af rød voksdug. Han ønskede ikke at stjæle noget. Han ville blot gerne vide, hvad der skulle stjæles og for resten også hvordan han skulle slippe væk, når han havde stjålet det. Han takkede alle Hindustans Guder og Herbert Spencer, fordi der overhovedet var noget værdifuldt at stjæle.

På andendagen gik vejen til vejrs op mod en græsklædt bjergkam ovenover skoven og her var det, at de omtrent ved solnedgang traf på en gammel lama — som de kaldte for bonze[*] — siddende med korslagte ben foran en mærkværdig tegning, der lå på jorden og blev fastholdt af sten. Han forklarede den for et smukt men uvasket ungt menneske, øjensynligt en novice. Kim havde fået øje på den stribede parasol en halv dagsmarch borte og havde foreslået lamaen at gøre holdt, indtil den indhentede dem.

”Aha!” sagde Hurree Babu, der ganske som den bestøvlede kat aldrig var i forlegenhed. ”Her har vi en fremragende hellig mand her fra egnen. Rimeligvis en af min kongelige herskers undersåtter.”

”Hvad er det, han gør? Det ser højst mærkeligt ud.”

”Han fortolker et helligt billede, ganske håndtegnet.”

De to mænd stod barhovedede i eftermiddagens sollys, som spillede hen over det gyldentfarvede græs. De tvære kulier standsede, glade ved opholdet, og lod deres byrder glide ned på jorden. ”Se engang!” sagde franskmanden. ”Det er som et billede af en religions opståen — den første lærer og den første discipel. Er han buddhist?”

”Af en eller anden inferiør art,” svarede den anden. ”Der er ingen ægte buddhister i bjergene. Men se på foldekastet i draperiet. Se på hans blik — hvor arrogant! Hvorfor får dette én til at føle, at vi er så ungt et folk?” Den talende huggede vredt til et højt græsstrå. ”Vi har endnu ikke sat vort mærke noget steds[*]. Intetsteds! Og det er det, forstår De, som foruroliger mig.”

Han skulede til det milde ansigt og holdningens monumentale ro.

”Vær tålmodig. Vi skal sammen sætte vort mærke — vi og I unge folk. Men her og nu, tegn et billede af ham.”

Babuen trådte stolt frem. Hans ryg svarede ingenlunde til hans ærbødige ord, eller til hans blinken til Kim.

”Hellige Mand, her er to sahib’er. Mine lægemidler har helbredt den ene for dysenteri og jeg følger nu med ham til Simla for at passe på, at han kommer sig. De vil gerne se dit billede —”

”At helbrede syge er altid godt. Dette er Livets Hjul,” sagde lamaen, ”det samme, som jeg viste dig i hytten i Ziglaur den dag, det regnede.”

”Og høre dig forklare det.”

Der kom glans i lamaens øjne ved udsigten til nye tilhørere.

”At forklare Den Allerfortræffeligste Vej er godt. Har de noget kendskab til hindi, sådan som Billedernes Vogter havde?”

”Lidt måske.”

Med samme uskrømtede glæde som et barn, der er optaget af en ny leg, kastede lamaen hovedet tilbage og begyndte med høj røst den bøn, som en lærd teolog skal istemme, inden han udvikler hele lærdommen. De fremmede støttede sig til deres alpestokke og lyttede. Kim sad stilfærdigt på hug og betragtede det røde sollys på deres ansigter og deres lange skyggers bevægelser. Mændene bar gamacher, der ikke lignede englændernes, og ejendommelige, stramtsiddende bælter, der vakte en uklar erindring hos ham om billederne i en bog i St. Xaviers bibliotek: En ung naturforskers eventyr i Mexico, var dens titel. Ja netop, de lignede i høj grad den vidunderlige monsieur Sumichrast i den fortælling og slet ikke de ”folk uden skrupler,” som Hurree Babu havde forestillet sig. De mørkhudede og tavse kulier krøb ærbødigt sammen på jorden en tyve-tredive yards borte, og babuen, med en flig af sin tynde dragt smældende som et signalflag i den kølige blæst, stod og så til med tilfreds ejermine.

”Det er mændene,” hviskede Hurree, mens lamaen fortsatte sit ritual og de to hvide fulgte græsstrået, der for fra Helvede til Himmel og tilbage igen. ”Alle deres bøger er i den store kilta med det røde låg — bøger og rapporter og kort — og jeg har set et kongeligt brev, som enten Hilás eller Bunár har skrevet. De passer særdeles omhyggeligt på det. De har ikke sendt noget tilbage fra Hilás eller Leh. Det er sikkert.”

”Hvem har de med sig?”

”Kun hoverikulierne. De har ingen tjenere. De er så nærige, at de laver deres mad selv.”

”Men hvad skal jeg gøre?”

”Vente og se. Men sker der mig noget, ved De, hvor De skal søge papirerne.”

”Denne sag måtte hellere være lagt i Mahbub Alis hænder end i en bengalers,” sagde Kim hånligt.

”Der er andre måder at komme ind til sin kæreste på end at rende hovedet mod muren.”

”Se her det Helvede, der er bestemt for gerrighed og griskhed. På den ene side ligger attrå, på den anden lede.” Lamaen var helt gået op i sin gerning og en af de fremmede tog en skitse af ham i det hurtigt svindende lys.

”Det er nok,” sagde manden endelig i en brysk tone. ”Jeg forstår ham ikke, men jeg vil have det billede. Han er en bedre kunstner end jeg. Spørg ham, om han vil sælge det.”

”Han siger ’Nej, sir,’ svarede babuen. Naturligvis kunne det lige så lidt falde lamaen ind at overlade sit billede til en tilfældigt mødt rejsende, som det kunne falde en ærkebiskop ind at pantsætte sin domkirkes hellige kar. Hele Tibet er fuldt af billige og tarvelige billeder af Hjulet, men lamaen var kunstner og tilmed en rig abbed i sin hjemstavn.

”Om tre dage, eller fire, eller ti, hvis jeg ser, at sahib’en er en Sandhedssøger og en forstandig mand, vil jeg måske selv tegne ham et andet billede. Men dette er blevet brugt til en novices indvielse. Sig ham det, hakim.”

”Han vil have det nu — for penge.”

Lamaen rystede langsomt på hovedet og begyndte at rulle sin tegning sammen. Russeren på sin side så blot en snavset gammel mand, som tingede om et snavset stykke papir. Han tog en halv håndfuld rupier frem og snappede halvt i spøg efter billedet. Men lamaen holdt fast på det, og det fik en lang flænge. En sagte rædselsmumlen steg op fra kulierne, af hvilke nogle var fra Spiti og, efter bedste evne, gode buddhister. Lamaen rejste sig ved fornærmelsen, og hans hånd søgte det tunge pennefoderal af jern, som er en præsts våben. Babuen dansede af forfærdelse.

”Kan De nu se — kan De nu se, hvorfor jeg ønskede vidner? De er yderst skrupelløse folk. — Nej, Sir! Sir! De må ikke slå den Hellige Mand!”

”Chela! Han har skændet det Skrevne Ord!”

Det var for sent. Førend Kim kunne afværge det, havde russeren slået den gamle mand i ansigtet. I næste øjeblik rullede han ned af skrænten med Kims hænder om halsen. Slaget havde vakt samtlige ukendte irske djævle i drengens blod og hans fjendes pludselige fald gjorde resten. Lamaen faldt på knæ, halvt bevidstløs af slaget, og kulierne med deres byrder flygtede op ad bjerget så hurtigt, som sletteboere løber hen over flad mark. De havde set den forfærdeligste helligbrøde blive begået og det blev deres sag at komme af vejen, inden bjergenes Guder og djævle hævnede sig. Franskmanden løb hen imod lamaen, famlende efter sin revolver med en uklar tanke om at gøre ham til gidsel for sin kammerat. Men en byge af skarpe sten — bjergboere sigter godt — jog ham bort, og en kuli fra Ao-chung trak lamaen med på flugten. Det skete alt sammen med samme hast som det pludseligt faldende mørke.

”De har taget bagagen og alle geværerne,” hylede franskmanden og fyrede på lykke og fromme ud i tusmørket.

”All right, Sir! All right. Skyd ikke! Nu skal jeg komme ham til hjælp.” Og Hurree sprang ned ad skrænten og drattede ned på den glade og forbavsede Kim, der var optaget af at smække sin åndeløse fjendes hoved mod en kampesten.

”Løb tilbage til kulierne,” hviskede babuen ham i øret. ”De har bagagen. Papirerne er i kilta’en med det røde låg, men se dem alle sammen igennem. Tag deres papirer og især murasla’en. Skynd dig! Nu kommer den anden mand!”

Kim for op ad skrænten. En revolverkugle smækkede mod en klippeblok ved siden af ham og han dukkede sig som en agerhøne.

”Hvis De skyder,” råbte Hurree, ”kommer kulierne tilbage og slår os ihjel. Jeg har befriet herren. Dette er meget farligt.”

”Død og plage!” tænkte Kim hurtigt på engelsk. ”Dette er en forbandet knibe, men jeg skulle mene, at det er selvforsvar.”

Han trak Mahbubs gave frem fra brystet og trykkede på aftrækkeren med usikker hånd — for bortset fra nogle få øvelsesskud i Bikaner-ørkenen havde han aldrig brugt det lille våben.

”Hvad sagde jeg, herre?” Babuens stemme lød, som om han græd. ”Kom herned og hjælp mig med at få liv i ham. Vi er alle i en alvorlig klemme, vil jeg bare sige Dem.”

Skydningen standsede. Der kom en lyd af snublende fødder, og Kim skyndte sig opad gennem mørket, bandende som en kat — eller en indfødt.

”Har de ramt dig, chela?” råbte lamaen oven over ham.

”Nej. Og du?” Han dykkede ind i en gruppe forkrøblede fyrretræer.

”Uskadt. Kom nu. Vi følger med disse folk til Shamlegh-Under-Sneen.”

”Men ikke før vi har øvet retfærdighed,” råbte en stemme. ”Jeg har fået fat i sahib’ernes geværer — alle fire. Lad os gå derned.”

”Han slog den Hellige Mand — vi så det! Vort kvæg bliver goldt — vore kvinder ufrugtbare! Sneskredene vil ramme os på vor vej hjem… og det oven i alt det øvrige tyranni!”

Den lille fyrrelund fyldtes af råbende kulier — rædselsslagne, og i deres panik i stand til alt. Manden fra Ao-chung raslede utålmodigt med bagladegeværets lukkemekanisme og gjorde mine til at gå ned ad skråningen.

”Vent et øjeblik, Hellige Mand. De kan ikke være langt borte. Vent, til jeg kommer tilbage.”

”Det var denne person, som led uret,” sagde lamaen og lagde hånden på panden.

”Ja, netop derfor,” var svaret.

”Hvis denne person ser gennem fingre med det, er jeres hænder rene. Desuden erhverver I jer Fortjeneste ved lydighed.”

”Vent, så vil vi alle følges ad til Shamlegh,” trængte manden på.

Et øjeblik — netop så længe, som det tager at stikke en patron ind i en baglader — tøvede lamaen. Så rejste han sig op og lagde en finger på mandens skulder.

”Hørte du, hvad jeg sagde? Jeg, abbeden i Such-zen, siger, at ingen blodsudgydelse skal ske. Er det dit ønske at blive genfødt som rotte eller som slange i stråtaget — eller som orm i bugen på det laveste dyr? Ønsker du at —”

Manden fra Ao-chung faldt på knæ, for stemmen drønede som en tibetansk djævlegongong.

”Ai! Ai!” råbte mændene fra Spiti. ”Forband os ikke! Forband ham ikke! Det var kun hans iver, Hellige Mand… læg bøssen fra dig, tåbe!”

”Vrede efter vrede! Ondt efter ondt! Der skal ikke dræbes. Lad præstemishandlerne gå bort som trælle af deres egne handlinger. Retfærdigt og sikkert er Hjulet, det afviger ikke en hårsbredde! De vil blive genfødte mange gange — til pinsler.”

Hans hoved sank ned og han lænede sig tungt på Kims skulder.

”Jeg var nær ved at begå stor synd, chela,” hviskede han i dødsstilheden under fyrretræerne. ”Jeg blev fristet til at lade ham affyre kuglen og i Tibet ville de sandelig være døet en hård og langsom død… han slog mig i ansigtet, på kødet…”

Tungt åndende sank han om på jorden og Kim kunne høre det overanstrengte hjerte banke stærkt og uregelmæssigt.

”Har de slået ham ihjel?” sagde manden fra Ao-chung, mens de andre stod tavse.

Kim knælede dødsens angst ved det udstrakte legeme.

”Nej,” udbrød han lidenskabeligt, ”han er kun besvimet.”

Så huskede han, at han var en hvid mand, og at alt, hvad en hvid mands lejr indeholder, stod til hans rådighed.

”Luk kilta’erne op! Måske sahib’erne har et lægemiddel.”

”Oho! Det kender jeg,” sagde manden fra Ao-chung og lo. ”Jeg har ikke været Yankling Sahibs shikarri i fem år uden at lære det lægemiddel at kende. Smagt det har jeg også. Se her!”

Han fremdrog fra sit bryst en flaske tarvelig whisky — af den slags opdagelsesrejsende kan købe i Leh — og hældte behændigt en smule ind mellem lamaens tænder.

”Sådan bar jeg mig ad, den gang Yankling Sahib forvred sin fod hinsides Astor. Ha! Jeg har allerede kigget i deres kurve — men når vi kommer til Shamlegh, deler vi ærligt. Giv ham lidt mere, det er et godt lægemiddel. Føl! Nu slår hans hjerte roligere. Læg hans hoved ned og gnid ham lidt på brystet. Havde han blot ventet roligt, mens jeg gjorde det af med sahib’erne, var dette aldrig sket. Men måske sahib’erne vil forfølge os. Så ville det ikke være urigtigt at skyde dem med deres egne bøsser, vel?”

”Én har fået sit, vil jeg mene,” svarede Kim sammenbidt. ”Jeg sparkede ham i skridtet, da han trillede ned ad skrænten. Gid jeg havde slået ham ihjel!”

”Det er let at være modig, når man ikke hører hjemme i Rampur,” sagde én, hvis hytte lå få mil fra rajahens faldefærdige palads. ”Får vi dårligt ry blandt sahib’erne, vil ingen af dem benytte os som shikarri’er.”

”Jamen disse her er ikke angrezi-sahib’er — ikke gemytlige folk som Fostum Sahib eller Yankling Sahib. De er udlændinge — de kan ikke tale angrezi (engelsk) som sahib’er gør.”

Her hostede lamaen, satte sig over ende og famlede efter rosenkransen.

”Intet blod skal udgydes,” mumlede han. ”Retfærdigt er Hjulet! Ondt efter ondt —”

”Nej vist så, Hellige Mand. Vi er her alle,” sagde manden fra Ao-chung og klappede frygtsomt hans fødder. ”Ingen dræbes uden din befaling. Hvil en stund. Vi slår lejr her, og siden, når månen står op, drager vi til Shamlegh-Under-Sneen.”

”Efter et slag,” sagde en mand fra Spiti sententiøst, ”er det bedst at sove.”

”Der er en slags svimmelhed i min nakke, og det knuger og klemmer i den. Lad mig lægge mit hoved i dit skød, chela. Jeg er en gammel mand, men ikke frigjort for lidenskaber… vi må tænke på Tingenes Årsag.”

”Giv ham et tæppe. Vi tør ikke tænde bål, for at ikke sahib’erne skal se det.”

”Bedst at komme af sted til Shamlegh. Ingen vil følge os til Shamlegh.” Så sagde den frygtsomme mand fra Rampur.

”Jeg har været Fostum Sahibs shikarri og nu er jeg Yankling Sahibs shikarri. Jeg ville have været med Yankling Sahib nu, hvis ikke dette forbandede beegar[*] (hoveri) var kommet imellem. Lad to mænd holde vagt lidt længere nede med geværerne for det tilfælde, at sahib’erne finder på flere tåbeligheder. Jeg forlader ikke denne hellige mand.”

De satte sig ned et lille stykke fra lamaen og efter at have lyttet en stund begyndte de at lade en vandpibe, hvis vandbeholder var en gammel blanksværteflaske, gå rundt i kredsen. Mens piben gik fra hånd til hånd, oplyste skæret fra den røde glød de smalle, blinkende øjne, de høje, mongolske kindben og de svære halse, som forsvandt i de mørke, folderige dyffelskapper om skuldrene. De så ud som kobolder fra en eller anden magisk grube — bjerggnomer, som holdt rådslagning. Og mens de snakkede, tav de rislende snebække rundt om dem én for én, efterhånden som nattefrosten standsede deres løb.

”Hvor han kuede os!” sagde en mand fra Spiti i en beundrende tone. ”Jeg husker en gammel stenbuk, som Dupont Sahib bommede engang for syv år siden ovre ad Ladakh til. Den stillede sig også op og bød os trods på samme måde som han. Dupont Sahib var en dygtig jæger.”

”Ikke så dygtig som Yankling Sahib.” Manden fra Ao-chung tog en slurk af whiskyflasken og lod den gå videre. ”Men hør nu, medmindre nogen af jer tror sig klogere end mig?”

Ingen besvarede udfordringen.

”Når månen står op, vandrer vi til Shamlegh. Dér deler vi bagagen ærligt og redeligt. Jeg vil nøjes med denne nye lille riffel og alle de tilhørende patroner.”

”Gør bjørnene kun fortræd din jord?” sagde en kammerat og bakkede på piben.

”Nej, men moskuspunge står for øjeblikket i en pris af seks rupier stykket. Så kan dine kvinder til gengæld få teltlærredet og noget af køkkentøjet. Alt det vil vi besørge i Shamlegh før daggry. Og derefter går vi alle hver til sit og husker vel på, at vi aldrig har set eller tjent disse sahib’er, der godt kunne finde på at sige, at vi har stjålet deres bagage.”

”Ja, du kan sagtens, men hvad vil vor rajah sige?”

”Hvem skulle fortælle ham noget? Sahib’erne, der ikke taler vort sprog, eller babuen, der havde sine egne grunde til at give os penge? Tror du, han vil føre en hær imod os? Og hvad bliver der tilbage, som kan vidne imod os? Hvad vi ikke har brug for, kaster vi på Shamleghs mødding, hvor intet menneske har sat sin fod.”

”Hvem bor i Shamlegh i sommer?”

Shamlegh var kun en sæter, bestående af tre, fire hytter.

”Shamleghs Kvinde[*]. Hun holder ikke af sahib’er, det ved vi. De andre kan vi tilfredsstille med små gaver, og der er nok til os alle.”

Han klappede den nærmeste kurvs struttende sider.

”Jamen — men —”

”De er som sagt ikke rigtige sahib’er. Alle deres skind og dyrehoveder har de købt i basaren i Leh. Jeg kender mærkerne på dem. Jeg viste jer dem igår.”

”Sandt nok. Alle skindene og hovederne var købt. Nogle af dem var mølædte.”

Dette var et vægtigt argument og manden fra Ao-chung kendte sine kammerater.

”I værste fald fortæller jeg det til Yankling Sahib. Han er en mand med et muntert sind og han vil le. Vi gør intet urigtigt mod nogen sahib, som vi kender. De er præstemishandlere. De skræmte os. Vi flygtede! Hvem ved, hvor vi smed bagagen? Tror du måske, at Yankling Sahib vil finde sig i, at politiet fra lavlandet tramper rundt i bjergene og skræmmer hans vildt? Der er langt fra Simla til Chini, og længere endnu fra Shamlegh til Shamleghs Mødding.”

”Lad gå, men jeg vil bære den store kilta — den kurv med det røde låg, som sahib’erne selv plejede at pakke hver morgen.”

”Der har vi beviset for, at disse sahib’er ikke er mænd af betydning,” sagde manden fra Shamlegh behændigt. ”Hvem har nogensinde hørt om Fostum Sahib eller Yankling Sahib eller selv lille Peel Sahib, som sidder oppe om natten for at skyde serow — jeg siger, hvem har nogensinde hørt om disse sahib’er, at de er draget op i bjergene uden at have en kok fra lavlandene og en drager og — og alle slags højtlønnede, storsnudede og uforskammede folk i deres følge? Hvordan skulle de kunne volde os ulejlighed? Hvad er der for resten med den kilta?”

”Kun at den er fuld af det Skrevne Ord — bøger og papirer, som de skrev på, og underlige genstande, som vel vedkommer deres gudsdyrkelse.”

”Der er plads til det alt sammen på Shamleghs mødding.”

”Sandt nok. Men sæt, at vi fornærmer sahib’ernes Guder derved? Jeg holder ikke af at behandle det Skrevne Ord på den måde. Og jeg forstår mig ikke på deres messingguder. Det er ikke bytte for simple bjergboere.”

”Den gamle mand sover endnu. Stille! Lad os spørge hans chela.”

Manden fra Ao-chung tog sig nok en opstrammer, meget stolt over at være anfører.

”Vi har her,” hviskede han, ”en kilta, hvis natur vi ikke forstår.”

”Men jeg gør,” svarede Kim sagte. Lamaen åndede roligt i naturlig, fredelig søvn, og Kim havde siddet og tænkt på Hurrees sidste ord. Som en spiller i Det Store Spil var han tilbøjelig til at højagte babuen i Det Store Spil. ”Det er en kilta med rødt låg, fuld af højst vidunderlige ting, som tåber ikke skal pille ved.”

”Jeg sagde det nok! Jeg sagde det nok!” udbrød han, som ville bære kilta’en. ”Tror du, at den vil røbe os?”

”Ikke hvis I giver mig den. Jeg vil tage trolddommen ud af den. Ellers gør den stor fortræd.”

”En præst skal altid have sin part,” brummede manden fra Ao-chung. Whiskyen virkede demoraliserende på ham.

”Mig er det lige meget,” svarede Kim med sit fødelands snuhed. ”Del den mellem jer og se hvad der sker!”

”Nej tak. Jeg spøgte kun. Forlang, hvad du vil. Der er mere end nok til os alle. Vi forlader Shamlegh ved daggry.”

De tilbragte en times tid endnu med at gennemdrøfte deres uskyldige små planer, mens Kim dirrede af kulde og stolthed. De irske og orientalske bestanddele af hans jeg kildredes af det humoristiske i situationen. Disse udsendinge fra den frygtede stormagt mod nord — meget muligt lige så store mænd i deres eget land som Mahbub eller oberst Creighton — var pludseligt gjort hjælpeløse. Den ene af dem, vidste han med sig selv, ville have gangbesvær i nogen tid. De havde afgivet løfter til konger. I nat lå de et eller andet sted neden under ham, uden kort, uden mad, uden telte, uden geværer og — bortset fra Hurree Babu — uden stedkendte ledsagere. Og denne sammenstyrten af deres Store Spil (Kim tænkte på, hvem de vel skulle rapportere det til), denne kuliernes rædselsslagne flugt ud i natten var ikke forårsaget af Hurrees snildhed eller Kims opfindsomhed, men var kommet ganske af sig selv, lige så naturligt, nydeligt og uundgåeligt som den gang, da Mahbubs venner fakirerne blev taget ved vingebenet af den tjenstivrige unge politiembedsmand i Ambala.

”Dernede ligger de — uden bagage. Død og plage, hvor det er koldt! Og her sidder jeg med alle deres sager. Nå da, hvor de må være vrede! Det gør mig ondt for Hurree Babu.”

Kim kunne have sparet sig sin medynk, for skønt bengalerens legeme led bitterligt, var hans sjæl stolt og opblæst. En engelsk mil længere nede ad bjerget, i udkanten af fyrreskoven, sad to halvfrosne mænd — den ene havde med mellemrum ildebefindende — som skiftevis skældte hinanden ud og overfaldt babuen — der lod til at være gået helt fra forstanden af rædsel — med de mest bidende skældsord. De forlangte en handlingsplan. Han forklarede, at de skulle prise sig lykkelige over at være i live. At hvis deres kulier ikke for øjeblikket lå i baghold efter dem, var de løbet så langt, at der ikke kunne være tale om at finde dem igen. At rajahen, hans hersker, boede halvfemsindstyve mil derfra, og at han, langt fra at ville låne dem penge og skaffe dem ledsagere til at rejse videre til Simla, ganske sikkert ville kaste dem i fængsel, hvis han hørte, at de havde slået en præst. Han udbredte sig om denne forbrydelse og dens følger, indtil de bad ham skifte emne. Deres eneste håb var hemmelig flugt fra landsby til landsby, indtil de nåede civiliserede egne. Og, idet han for hundrede gang bristede i gråd, og anråbte de høje stjerner om en forklaring på, hvorfor sahib’erne ”havde slået den Hellige Mand.”

Ti skridt ville have ført Hurree ud i mørket, hvor han var fuldstændig udenfor deres rækkevidde og kunne have fundet husly og føde i den nærmeste landsby, hvor glattungede læger var sjældne gæster. Men han foretrak at udholde kulde, sult, skældsord og af og til slag i sine højtærede principalers selskab. Sammenkrøben ved foden af et træ snøftede han ynkeligt.

”Og har De tænkt på,” sagde den uskadte mand hidsigt, ”hvordan vi vil tage os ud, når vi skal marchere af sted gennem disse bjerge og blandt disse indfødte?”

Hurree Babu havde ikke tænkt på meget andet i de sidste timer, men bemærkningen var ikke henvendt til ham.

”Vi kan ikke marchere! Jeg kan næppe gå,” stønnede Kims offer.

”Måske den Hellige Mand i sin godhed vil vise sig barmhjertig, Sir, ellers —”

”Jeg lover mig selv den særlige fornøjelse at tømme min revolver i kroppen på den unge bonze, næste gang vi ses,” lød det lidet kristelige svar.

”Revolvere! Hævn! Bonzer!” Hurree Babu krøb endnu mere sammen. Krigen brød ud på ny. ”Tænker De da slet ikke på vort tab? Bagagen! Bagagen!” Hurree kunne høre den talende bogstaveligt danse rundt på græsset. ”Alt hvad vi førte med os! Alt hvad vi havde erhvervet! Vore resultater! Otte måneders arbejde! Véd De, hvad det vil sige? ’Vi forstår at behandle østerlændinge!’ Ja, De har gjort det nydeligt.”

De kilede løs på hinanden på forskellige sprog og Hurree smilede. Kim havde kilta’erne og i kilta’erne lå otte måneders diplomatisk arbejde. Han kunne ikke sætte sig i forbindelse med drengen, men man kunne stole på ham. Derudover kunne han dirigere vandringen gennem bjergene således, at Hilás, Bunár og fire hundrede mil bjergveje ville fortælle historien i en menneskealder. Mænd, som ikke kan styre deres kulier, er lidet agtede i bjergene, og bjergbeboerne har god humoristisk sans.

”Det kunne ikke være gået bedre, om jeg så selv havde lavet det hele,” tænkte Hurree. ”Men død og pine, nu jeg tænker på det, naturligvis arrangerede jeg det. Hvor var jeg kvik! Jeg gennemtænkte det hele, mens jeg løb ned ad skrænten! Fornærmelsen var en tilfældighed, men kun jeg kunne have udnyttet den fuldt ud. Tænk bare på den moralsk virkning, det vil have på disse uvidende mennesker! Ingen traktater — ingen papirer — ingen skrevne dokumenter — og mig til tolk. Nå, hvor obersten og jeg vil tage os et billigt grin sammen! Jeg ville ønske, at jeg også havde deres papirer, men man kan ikke være to steder på samme tid. Det er et aksiom.”