Kim

Niende kapitel

Kim gav sig af hjertens lyst i lag med den nye drejning af Hjulet. Han ville atter være sahib en tid. Med tanke herpå gav han sig, så snart han nåede den brede vej neden for Simlas rådhus, til at lede efter nogen at imponere. En hindudreng på en halv snes år sad under en lygtepæl.

”Hvor er Hr. Lurgans hus?” spurgte Kim.

”Jeg forstår ikke engelsk,” var svaret, og Kim ændrede sprog.

”Jeg skal vise dig det.”

Sammen begav de sig af sted gennem det hemmelighedsfulde tusmørke, der var fyldt af larmen fra staden nede på bakkeskrænten og af en kølig vinds pust fra det skovkransede Jakkobjerg, der hævede sine brede skuldre op mod stjernerne. Byens lys lå spredte under dem i forskellige højder og så ud som et andet firmament. Nogle var ubevægelige, andre hørte til rickshawer, i hvilke nonchalante, højttalende englændere kørte til middagsselskab.

”Her er det,” sagde Kims fører og standsede ved en veranda, hvis gulv lå i flugt med vejen. Der var ingen lukket dør, men et forhæng af perlesmykket siv, som halvt skjulte lampelyset indenfor.

”Han er kommet,” sagde drengen med en stemme kun lidet lydeligere end et suk og forsvandt. Kim var sikker på, at drengen havde stået på vagt for at være hans fører, men satte et kækt ansigt op og skød forhænget til side. En sortskægget mand med en grøn skærm over øjnene sad ved et bord, pillede med små hvide hænder skinnende småkugler op, én for én, fra en bakke, der stod foran ham, trak dem på en blank silkesnor og nynnede hele tiden hen for sig. Kim lagde mærke til, at værelset udenfor lyskredsen var fuldt af ting, der lugtede som alle orientens templer på én gang. En duft af moskus, sandeltræ og vammel jasminolie ramte hans næsebor.

”Her er jeg,” sagde Kim til sidst på de indfødtes sprog. Lugten fik ham til at glemme, at han skulle være sahib.

”Ni og halvfjerds, firs, en og firs,” talte manden hen for sig, idet han trak perle efter perle på snor så hurtigt, at Kim næppe kunne følge hans fingre. Så tog han den grønne skærm af og så fast på Kim i et halvt minut. Pupillerne i hans øjne udvidede sig og trak sig sammen igen, til de blev så små som knappenålshoveder. Han lod til at kunne gøre det efter behag. Der var en fakir ved Taksali-porten i Lahore, der havde samme evne og slog mønt af den, især når han forbandede tåbelige kvinder. Kim så interesseret til. Hans tvivlsomme ven kunne også bevæge ørene, næsten som en ged, og Kim var skuffet over, at denne nye bekendt ikke kunne gøre ham det efter.

”Du skal ikke være bange,” sagde Hr. Lurgan[*] pludseligt.

”Hvorfor skulle jeg være bange?”

”Du skal sove her i nat og bo hos mig, indtil det er tid at rejse tilbage til Nucklao. Det er en ordre.”

”Det er en ordre,” gentog Kim. ”Men hvor skal jeg sove?”

”Her i dette værelse.” Lurgan Sahib slog ud med hånden imod mørket bagved sig.

”Godt,” sagde Kim roligt. ”Nu straks?”

Lurgan Sahib nikkede og holdt lampen op over sit hoved. Idet lyset faldt på værelsets vægge, viste der sig en hel samling tibetanske djævledansemasker, ophængt oppe over de djævlebroderede draperier, der bruges ved disse uhyggelige forlystelser — hornede masker, skulende masker, masker med et udtryk af idiotisk rædsel. I en krog stod en japansk kriger i fuld rustning og fjerbusk og truede ham med en hellebard, og en snes lanser, khanda’er[*] og kuttar’er kastede det flimrende lys tilbage. Men hvad der interesserede Kim mere end alt dette — djævledansemasker kendte han fra museet i Lahore — var et glimt han så af hindudrengen med de blide øjne. Han havde forladt ham ved døren, men sad nu med korslagte ben under arbejdsbordet, mens et lille smil spillede om hans røde læber.

”Jeg tror, Lurgan Sahib vil gøre mig bange. Og jeg er sikker på, at den djævleunge under bordet gerne så mig bange. Dette værelse,” tilføjede han højt, ”ligner et vidunderhus. Hvor er min seng?”

Lurgan Sahib pegede på et stukket tæppe af indenlandsk tilvirkning, som lå i en krog tæt ved de uhyggelige masker. Så gik han med lampen og lod Kim stå i mørke.

”Var det Lurgan Sahib?” spurgte Kim, idet han lagde sig tilrette. Intet svar. Han kunne imidlertid høre hindudrengen trække vejret, og ledet af lyden krøb han tværs over gulvet, slog ind i mørket og udbrød: ”Svar, din djævel! Er det en manér at lyve for en sahib?”

Det forekom ham, at han ud fra mørket hørte genlyden af en sagte latter. Det kunne imidlertid ikke være hans ømskindede sovekammerat, for han græd. Derfor hævede Kim stemmen og råbte højt: ”Lurgan Sahib! Halløj, Lurgan Sahib! Er det også en ordre, at din tjener ikke svarer mig?”

”Det er en ordre,” lød en stemme bagved ham, og han for sammen.

”Meget godt. Men husk på,” mumlede han, mens han søgte tilbage til sit tæppe, ”at jeg prygler dig i morgen. Jeg elsker ikke hinduer.”

Det blev ingen behagelig nat, dertil var værelset for fuldt af stemmer og musik. Kim blev vækket to gange ved, at en eller anden kaldte ham ved navn. Den anden gang gav han sig til at søge og endte med at støde næsen mod en kasse, der ganske vist talte med mennesketunge, men ikke med menneskestemme. Kassen lod til at ende i en bliktrompet og at være forbundet med en mindre kasse nede på gulvet ved hjælp af ståltråd — i det mindste så vidt han kunne blive klog på det ved at føle sig for. Og stemmen, der var meget hård og skrattende, lød ud fra trompeten. Kim gned sin næse og blev mere og mere gal i skralden. Han tænkte som sædvanlig på hindi.

”Det her kunne gå an over for en tigger fra basarerne, men — jeg er sahib og en sahibs søn og dobbelt vigtigere, jeg studerer i Nucklao. Ja,” (her slog han over i engelsk) ”jeg er en af St. Xaviers drenge. Til Helvede med Hr. Lurgan! Det er en eller anden slags maskine, lissom en symaskine eller sådan noget. Det er knusende frækt af ham — vi lader os ikke skræmme så let i Lucknow — nej!” Derefter på hindi: ”Men hvad kan han vinde ved det? Han er kun en handelsmand — jeg er her i hans butik. Men Creighton Sahib er oberst — og jeg tror, at Creighton Sahib har beordret, at det skulle gøres. Nå da, hvor jeg vil tampe den hindu i morgen tidlig! Hvad er det her?”

Kassen med trompeten udslyngede en ladning af de mest udsøgte skældsord, som selv Kim næppe nogensinde havde hørt mage til, med en skingrende, ligegyldig stemme, som for et øjeblik fik hans korte nakkehår til at rejse sig. Da den uartige tingest tav for at trække vejret, blev Kim imidlertid beroliget ved at høre den sagte, symaskineagtige surren i dens indre.

”Chup (kæft)!” råbte han, og igen hørte han en sagte latter, der fik ham til at tage en beslutning. ”Chup — eller jeg slår dig i smadder!”

Men det brød kassen sig ikke om. Kim vrikkede og trak i bliktrompeten, og et eller andet løftedes med et knæk. Han havde øjensynligt lukket et låg op. Hvis der var en djævel i kassen, så var det nu det rette øjeblik til at — han snusede — sådan lugtede symaskinerne i basaren. Han skulle nok få den shaitan ned med nakken. Han trak sin jakke af og proppede den ned i kassen. En lang rund tingest bøjede sig under trykket, der lød en surren og stemmen tav — som stemmer nødvendigvis må, når man maser en tre gange sammenlagt jakke ned på vokscylinderen og ind i mekanismen på en kostbar fonograf. Hvorefter Kim, let om hjertet, lagde sig til at sove igen.

Næste morgen vågnede han ved, at Lurgan Sahib stod og så ned på ham.

”Oah!” sagde Kim, besluttet på at pukke på sin sahibværdighed. ”Der var en kasse her i nat, som skældte mig ud. Derfor stoppede jeg munden på den. Var det din kasse?”

Manden rakte hånden frem.

”Giv mig din hånd, O’Hara,” sagde han. ”Ja, det var min kasse. Jeg har den slags ting i mit hus, fordi mine venner rajaherne synes om dem. Den er nu i udu, men det var pengene værd. Ja, mine venner kongerne holder meget af legetøj — og det gør jeg undertiden også.”

Kim stjal sig til at betragte ham nøje. Han var sahib i klædedragt, men hans urdu-accent og hans betoning af det engelske tydede på, at han var alt andet end sahib. Han syntes at forstå Kims tanker, førend drengen åbnede munden, og han gjorde sig ikke den ulejlighed at forklare sig, som Fader Victor eller lærerne i Lucknow plejede. Og allerbedst — han behandlede Kim som ligemand på asiatisk vis.

”Det gør mig ondt, men du kan ikke prygle min dreng i dag. Han siger, at han vil slå dig ihjel med kniv eller gift. Han er skinsyg og derfor har jeg sat ham i skammekrogen og vil ikke tale til ham i dag. Han har netop forsøgt at dræbe mig. Du må hjælpe mig med frokosten. Han er næsten for skinsyg til, at man kan stole på ham lige nu.”

En ægte importeret engelsk sahib ville have gjort et stort nummer ud af denne historie, men Lurgan Sahib fortalte den så ligefremt, som Mahbub Ali plejede at berette om sine små oplevelser nordpå.

Butikkens bagveranda var bygget helt ud over den bratte bakkeskrænt, så at man fra den kunne kigge ned i genboens skorstene, som skik og brug er i Simla. Men hvad der fortryllede Kim endnu mere end det rent persiske måltid, som Lurgan Sahib med egne hænder tillavede, var selve butikken. Museet i Lahore var større, men her var flere vidundere — åndedolke og bedemøller fra Tibet; halsbånd af turkiser og uslebet rav; armringe af grøn jade; underlige pakker af røgelsespinde sammenstuvede i vaser besatte med uslebne granater; djævlemaskerne fra den foregående aften og en hel væg fuld af lyseblå draperier; forgyldte buddhafigurer og små transportable lakerede altre; russiske samovarer med turkiser på låget; porcellænskopper så tynde som æggeskaller i sære, ottekantede bambuskasser; gule elfenbenskrucifikser — fra Japan af alle steder, efter hvad Lurgan Sahib sagde; tæpper i støvede baller, som stank nederdrægtigt og var skubbet om bag iturevne og mugne skærmbrætter prydede med geometriske figurer; persiske vandkander til håndvask efter måltidet; matte kobberrøgelsekar, som hverken var kinesiske eller persiske, med friser af fantastiske djævle; anløbne og buklede sølvbælter; hårnåle af jade, elfenben og grøn kalcedon; våben af alle slags og arter og tusind andre rariteter var lagt i kasser eller ophobede eller blot kastet hulter til bulter i værelset, så at pladsen kun var fri rundt om det vaklende fyrretræsbord, hvor Lurgan Sahib arbejdede.

”Alt det er bagateller,” sagde Kims vært, mens han fulgte hans blik. ”Jeg køber dem, fordi de er smukke, og undertiden sælger jeg dem — hvis jeg synes om køberens udseende. Men mit arbejde — eller noget af det — ligger på bordet dér.”

Det skinnede i morgensolens lys — lutter røde og blå og grønne glimt, hist og her fremhævede af en diamants skarpe, blåhvide stråle. Kim spilede øjnene op.

”Ja, de sten dér er sunde nok. Solen skader dem ikke. Desuden er de billige. Men med syge sten er det helt anderledes.” Han fyldte på ny Kims tallerken. ”Ingen andre end jeg kan kurere en syg perle eller genskabe den blå farve i en turkis. Opaler vil jeg ikke tale om — ethvert fæ kan kurere en opal — men for syge perler er der kun mig. Sæt, jeg gik hen og døde! Så var der slet ingen… Nej, du kan ikke udrette noget med juveler! Det vil også være fuldt tilstrækkeligt, dersom du med tiden lærer at forstå dig en smule på turkiser.”

Han gik hen til den anden ende af verandaen for at fylde den svære, porøse vandkrukke fra filtrerapparatet.

”Vil du have vand?”

Kim nikkede. Lurgan Sahib, som var femten fod fra ham, lagde sin ene hånd på krukken. I næste øjeblik stod den ved siden af Kim, fuld indtil en halv tomme fra randen, og den hvide dug viste kun ved en lille fold den vej, den var rutschet.

”Wah!” udbrød Kim i den dybeste forbavselse. ”Det er hekseri!”

Lurgan Sahibs smil viste, at han syntes om komplimenten.

”Kast den tilbage.”

”Den går i stykker.”

”Jeg siger: Kast den tilbage til mig.”

Kim kastede den på lykke og fromme. Den faldt på gulvet og gik i halvhundrede stykker, og vandet sivede ud mellem verandaens dårligt sammenføjede planker.

”Jeg sagde, at den ville gå i stykker.”

”Lige meget. Se på den. Se på det største stykke.”

Det største skår lå med en smule vand i sin krumning og glimtede som en stjerne på gulvet. Kim så fast på det. Lurgan Sahib lagde sin ene hånd let på hans nakke, strøg to eller tre gange henover den og hviskede: ”Se! Krukken skal samle sig igen, stykke for stykke. Først skal det store skår forene sig med de to andre til højre og venstre — til højre og til venstre. Se!”

Om det så havde været hans liv om at gøre, kunne Kim ikke have drejet hovedet. Den lette berøring holdt ham fast som i en skruestik og blodet rullede med en behagelig prikken gennem hans årer. Nu var der ét stort skår, hvor der havde været tre, og over dem hævede sig et skyggeagtigt omrids af hele krukken. Han kunne se verandaen gennem det, men for hvert pulsslag blev det tættere og mørkere. Men krukken — hvor tankerne bevægede sig langsomt! — krukken var blevet knust for hans øjne. Nok en bølge af kildrende ild løb ned ad hans hals, idet Lurgan Sahib bevægede hånden.

”Se! Nu danner den sig,” sagde Lurgan Sahib.

Hidtil havde Kim tænkt på hindi, men nu blev han grebet af en skælven og med en anstrengelse som en svømmer, der ser sig omgivet af hajer og springer halvvejs op af vandet, for hans sjæl op fra det mørke, der ville opsluge den, og søgte tilflugt i — multiplikationstabellen på engelsk!

”Se! Nu danner den sig,” hviskede Lurgan Sahib.

Krukken var blevet knust — ja, knust — ikke hindi-ordet, det ville han ikke tænke på — men knust — i halvhundrede stykker, og to gange tre var seks og tre gange tre var ni og fire gange tre var tolv. Han klyngede sig med fortvivlelsens kraft til tabellen. Det skyggeagtige omrids af krukken forsvandt som en tåg’e, når man gnider øjnene. Dér lå skårene. Dér flød det spildte vand, som allerede tørredes i solen, og gennem verandaens sprækker kunne han se striber af husets hvide mur nedenunder — og tre gange tolv var seks og tredive!

”Se! Danner den sig nu?” spurgte Lurgan Sahib.

”Men den er knust — knust,” gispede Kim. Lurgan Sahib havde i det sidste halve minut mumlet sagte hen for sig. Med et ryk drejede Kim hovedet til siden. ”Se! Dekho![*] Skårene ligger der som før.”

”Skårene ligger der som før,” sagde Lurgan og betragtede Kim nøje, mens drengen gned sin hals. ”Men du er den første af mange, som har set det.”

Han tørrede sin brede pande.

”Var det også hekseri?” spurgte Kim mistænksomt. Det kriblede ikke længere i hans årer. Han følte sig ualmindelig lysvågen.

”Nej, det var ikke hekseri. Det var kun en prøve for at se, om der var — en fejl i en juvel. Undertiden kan selv meget smukke juveler falde fra hinanden, hvis en mand med den rette viden holder dem i sin hånd. Derfor må man være forsigtig, før man indfatter dem. Sig mig, så du skikkelsen af krukken?”

”Ja, et øjeblik. Den begyndte at vokse op som en blomst fra jorden.”

”Og hvad gjorde du så? Jeg mener, hvad tænkte du på?”

”Oah — jeg vidste, at den var knust, og derfor tænkte jeg på det, tror jeg — og knust var den.”

”Hm! Er der nogen, der nogensinde før har prøvet den slags hekseri med dig?”

”Tror du,” sagde Kim, ”at jeg så ville finde mig i det igen? Jeg ville løbe min vej.”

”Og nu er du ikke bange — vel?”

”Ikke nu.”

”Lurgan Sahib betragtede ham nøjere end nogensinde.

”Jeg vil spørge Mahbub Ali — ikke nu, men en anden gang,” mumlede han. ”Jeg er tilfreds med dig — og jeg er ikke tilfreds med dig. Du er den første, som nogensinde har reddet sig selv. Jeg ville ønske, at jeg vidste, hvad det var, som… men du har ret. Du bør ikke fortælle det — ikke engang til mig.”

Han gik ind i den halvmørke butik, satte sig ved bordet og gned sine hænder sagte. Et lille, kvalt suk lød bag en bunke tæpper. Det var hindudrengen, der nok så lydigt stod i skammekrogen med ansigtet mod væggen. Hans magre skuldre dirrede af sorg.

”Åh, han er så skinsyg, så skinsyg! Jeg gad vide, om han en anden gang vil prøve at komme gift i min morgenmad, så at jeg må lave den om.”

”Kubbee — kubbee nahin (aldrig — aldrig nej)!” lød svaret hulkende.

”Eller om han vil dræbe den anden dreng?”

”Kubbee — kubbee nahin!”

”Hvad tror du, at han vil gøre?” spurgte Lurgan Sahib og vendte sig pludselig om mod Kim.

”Oah. Jeg ved ikke. Hvad han har lyst til, måske. Hvorfor ville han forgive dig?”

”Fordi han holder så meget af mig. Sæt nu, at du holdt af en eller anden og du så et menneske komme og den mand, som du holdt af, syntes bedre om dette menneske end om dig, hvad ville du så gøre?”

Kim tænkte sig om. Lurgan gentog sit spørgsmål langsomt på de indfødtes sprog.

”Jeg ville ikke forgive manden,” svarede Kim tankefuldt, ”men jeg ville banke drengen — hvis drengen holdt af min mand. Men først ville jeg spørge drengen, om det var sandt.”

”Han tror, at alle må holde af mig.”

”Så synes jeg, at han er et fæ.”

”Hører du!” sagde Lurgan Sahib til de dirrende skuldre. ”Sahib’ens søn synes, at du er en lille tosse. Kom så herhen. Men næste gang dit hjerte føler sorg, må du ikke anvende hvid arsenik slet så åbenlyst. Djævelen Dasim[*] må have hersket over vor borddug i dag! Jeg kunne være blevet syg, barn, og så måtte en fremmed have passet på juvelerne. Kom så!”

Rødøjet af gråd kom drengen luskende frem bagved tæpperne og kastede sig lidenskabeligt for Lurgan Sahibs fødder med en gribende anger, som gjorde indtryk selv på Kim.

”Jeg vil stirre i blækpølene[*] — jeg vil vogte juvelerne trofast! Åh, du min fader og min moder, send ham bort!” han sparkede bagud med sin bare hæl for at vise, at det var Kim, han mente.

”Endnu ikke — endnu ikke. Om kort tid går han sin vej igen. Men nu er han i skole — i en ny madrissah — og du skal være hans lærer. Leg juvellegen med ham. Jeg vil føre regnskabet.”

Drengen tørrede øjeblikkeligt sine tårer og sprang hen til butikkens bagvæg, hvorfra han kom tilbage med en kobberbakke.

”Giv mig noget!” sagde han til Lurgan Sahib. ”Lad det komme fra din hånd, ellers siger han måske, at jeg i forvejen vidste, hvad det var.”

”Rolig — rolig,” svarede manden, og fra en bordskuffe tog han en lille håndfuld raslende småting og lagde dem på bakken.

”Nå,” sagde drengen og svang en gammel avis i luften, ”se nu på dem, så længe du vil, fremmede. Tæl dem, berør dem om nødvendigt. Ét blik er nok for mig.” Han vendte stolt ryggen til.

”Men hvori består legen?”

”Når du har talt dem og haft dem i hænderne og er sikker på, at du kan huske dem alle, breder jeg denne avis over dem, og så skal du opremse dem for Lurgan Sahib. Jeg vil nedskrive min liste.”

”Oah.” Kappelysten vågnede i Kims bryst. Han bøjede sig over bakken. Der lå kun femten sten på den.

”Det er let nok,” sagde han efter et minuts forløb.

Drengen lagde avisen over de blinkende ædelsten og gav sig til at skrive i en regnskabsbog af dem, de indfødte bruger.

”Under avisen er der fem blå sten — en stor, en noget mindre og tre ganske små,” begyndte Kim hurtigt. ”Der er fire grønne sten, den ene med et hul i. Der er en gennemsigtig gul sten og en, der ligner en pibespids. Der er to røde sten og — og — jeg ved, at der er femten i det hele, men de to sidste har jeg glemt. Nej, vent lidt! Der var et lille, brunligt stykke elfenben, og — og — vent lidt…”

”En — to —” Lurgan Sahib talte til ti. Kim rystede på hovedet.

”Hør nu min optælling!” faldt hindudrengen ind med en jublende latter. ”Først er der to dårlige safirer — på to og fire ruttees[*], så vidt jeg kan dømme. Den største er splintret i kanten. Så er der en glat turkis med sorte årer fra Turkestan og to andre med indskrifter — den ene bærer Guds navn med forgyldte bogstaver, men hvad der står på den anden, kan jeg ikke læse, for den har siddet i en gammel ring og er meget ridset. Det var de fem blå sten. Endvidere er der fire ridsede smaragder, af hvilke én er gennemboret på to steder og en anden lidt udskåret —”

”Deres vægt?” sagde Lurgan Sahib roligt.

”Tre, fem, fem og fire ruttees, skulle jeg tro. Der er et stykke gammelt, grønligt rav og en sleben topas fra Europa. Der er en fejlfri rubin på to ruttees fra Burma og en ridset balasrubin på to ruttees. Der er et stykke udskåret kinesisk elfenben, som forestiller en rotte, der udsuger et æg. Og endelig er der — hoho! — en krystalkugle så stor som en bønne, indfattet i guldblad.”

”Han klappede i hænderne, idet han sluttede sin opregning.

”Han er din mester,” sagde Lurgan Sahib med et smil.

”Pyt!” svarede Kim og blev rød i hovedet. ”Han kendte stenenes navne. Lad os prøve igen! Men med almindelige ting, som både han og jeg kender.”

Atter og atter fyldte de bakken med alt muligt fra butikken og endog fra køkkenet, og hver eneste gang vandt hindudrengen, så at Kim ikke kunne lade være at udtrykke sin forbavselse.

”Bind mig for øjnene — lad mig blot føle en eneste gang med mine fingre, og selv da vil jeg lade dig med dine åbne øjne bag mig!” udfordrede hindudrengen Kim.

Kim stampede i jorden af ærgrelse, da drengen beviste, at det ikke var tomt pral.

”Hvis det var mænd — eller heste,” sagde han, ”kunne jeg gøre det bedre. Men denne leg med tænger og knive og sakse er for ubetydelig for mig.”

”Først lære — siden undervise,” svarede Lurgan Sahib. ”Indrømmer du, at han er din mester?”

”Vist så. Men hvorledes lader det sig gøre?”

”Ved at gøre det mange gange om og om igen, indtil man kan gøre det til fuldkommenhed — og det er umagen værd.”

Hindudrengen var i strålende humør og klappede endog Kim på skulderen.

”Du skal ikke give op,” sagde han. ”Jeg vil selv lære dig det.”

”Og jeg vil påse, at du lærer det godt,” tilføjede Lurgan Sahib, stadig på de indfødtes sprog, ”for når jeg undtager min dreng her — det var tåbeligt af ham at købe så meget hvid arsenik, når han kunne have fået det af mig, hvis han havde spurgt — når jeg undtager min dreng her, har jeg ikke i lange tider truffet nogen, hvem det bedre kan lønne sig at undervise. Vi har ti dage for os, inden du skal tilbage til Nucklao, hvor du ikke lærer noget — som betaler sig i længden. Jeg tror, at vi bliver venner.”

Det blev ti højst mærkværdige dage, men Kim morede sig alt for godt til at tænke over, hvor besynderlige de var. Om formiddagen legede de juvellegen — undertiden med virkelige ædelsten, undertiden med dynger af sværd og dolke, undertiden med fotografier af indfødte. Om eftermiddagen trak han og hindudrengen på vagt i butikken, sad lydløse bag en balle tæpper eller et skærmbræt og iagttog Hr. Lurgans talrige og højst sælsomme besøgende. Der var små rajaher, hvis hostende eskorte forblev ude på verandaen og som kom for at købe snurrepiberier — såsom fonografer og mekanisk legetøj. Der var damer, som kom for at se på halsbånd, og mænd, som — således forekom det i det mindste Kim, men måske hans dømmekraft var hildet af tidligere erfaringer — kom for at se på damerne. Der var indfødte fra uafhængige hoffer eller vasalstater, hvis foregivne forretning var at få beskadigede halsbånd reparerede — strømme af blinkende lys vældede ud over bordet — men hvis virkelige formål syntes at være at låne penge til vrede maharanier eller unge rajaher. Der var babuer, hvem Lurgan Sahib tiltalte oppefra og nedefter, men ved slutningen af hver samtale gav han dem penge — sølv og sedler. Der var af og til sammenkomster af langkjortlede, indfødte skuespillere, som drøftede metafysiske spørgsmål på engelsk og bengali, til stor opbyggelse for Hr. Lurgan. Han var altid interesseret i religiøse spørgsmål. Når dagen var omme, måtte Kim og hindudrengen — hvis navn ændredes efter Lurgans forgodtbefindende — afgive detaljeret beretning om hvad de havde set og hørt, deres mening om hver enkelts karakter, sådan som den gav sig udtryk i hans ansigt, tale og væsen, og deres formodninger om hans virkelige ærende. Efter aftensmaden morede Lurgan Sahib sig med at klæde dem ud, og for denne leg viste han en interesse, der var højst belærende. Han havde en vidunderlig evne til at male ansigter. Med et stænk her og en streg dér, kunne han forandre dem til ukendelighed. Butikken var fuld af alle slags dragter og turbaner, og Kim blev udklædt snart som en ung muhammedaner af god familie, snart som oliehandler, og engang — en særlig fornøjelig aften — som søn af en godsejer i Oudh i allerfineste pynt. Lurgan Sahib havde et falkeøje for selv de mindste fejl i udstafferingen og liggende på en gammel sofa af teaktræ kunne han i timevis forklare, hvordan mænd af den og den kaste talte eller gik eller hostede eller spyttede eller nøs, og da hvorledes kun har lidt at sige i denne verden, forklarede han også alle tingenes hvorfor. Hindudrengen var klodset til denne leg. Hans lille ånd, skarp som en istap når det drejede sig om regnskab over ædelsten, kunne ikke trænge ind i en andens sjæl, men i Kim vågnede en dæmon, som sang af glæde, når han iførte sig de forskellige dragter og med det samme forandrede talesæt og holdning.

Henrevet af sin begejstring tilbød han en aften at vise Lurgan Sahib, hvorledes disciplene af en vis fakirkaste, hans gamle bekendte fra Lahore, tiggede almisser ved landevejen og hvordan en sådan discipel ville tiltale en englænder, en punjab landmand på vej til markedet og en utilsløret kvinde. Lurgan Sahib lo af fuld hals og bad Kim blive siddende en halv times tid aldeles ubevægelig, sådan som han var, i bagværelset — askesmurt og med korslagte ben og vilde øjne. Da den halve time var omme, kom han tilbage med en kolossal, forædt babu[*], hvis bestrømpede ben dirrede af fedt, og ham underholdt Kim med en dosis landevejssnak. Lurgan Sahib — dette ærgrede Kim — holdt øje med babuen og ikke med ham.

”Jeg synes,” sagde babuen langsomt, mens han tændte en cigaret, ”jeg er af den anskuelse, at dette er en højst ualmindelig og særdeles dygtigt spillet forestilling. Hvis De ikke havde sagt mig det i forvejen, ville jeg have troet, at — at — at De holdt mig for nar. Hvornår kan han være en næsten tilstrækkelig god landmålerassistent? For så vil jeg straks tage ham i min tjeneste.”

”Det er, hvad han må lære i Lucknow.”

”Så sig ham, at han skal skynde sig aldeles forbandet. God nat, Lurgan.” Og babuen gik bort som en ko i en sump.

Da de om aftenen drøftede dagens besøgende, spurgte Lurgan Sahib Kim, hvem han troede, at den mand var.

”Gud ved!” svarede Kim muntert. Tonefaldet kunne næsten have narret Mahbub Ali, men kom til kort overfor manden, der kunne helbrede syge perler.

”Det er sandt. Gud ved. Men jeg ønsker at høre, hvad du mener.”

Kim skævede til sin vært. Hans blik tvang til sandhed.

”Jeg mener, at han vil have brug for mig, når jeg kommer ud af skolen — men,” vedblev han i en mere fortrolig tone, da Lurgan Sahib nikkede bifaldende, ”jeg forstår ikke, hvordan han kan bære mange forskellige dragter og tale med mange tunger.”

”Du vil forstå mange ting sidenhen. Han skriver beretninger til en vis oberst. Han er kun æret og agtet her i Simla, og det bør bemærkes, at han intet navn har, men kun et bogstav og et nummer — som skik er blandt os.”

”Og er der sat en pris på hans hoved, som på Mah — på alle de andres?”

”Endnu ikke, men dersom en dreng, som nu sidder her, rejste sig og gik — du ser, døren er åben — til et vist hus med en rødmalet veranda bag det gamle teater i den nedre basar og ind gennem skodderne hviskede: ’Hurree Chunder Mookerjee bragte de dårlige nyheder i forrige måned’, så kunne den dreng gå bort med et bælte fuldt af rupier.”

”Hvor mange?” spurgte Kim rask.

”Fem hundrede — tusind — så mange som han ville kræve.”

”Godt. Og hvor længe ville den dreng leve efter at have fortalt nyheden?” Og Kim smilede lystigt Lurgan Sahib op i ansigtet.

”Ja, rigtigt! Det må også tages i betragtning. Måske, hvis han var meget snild, kunne han leve dagen til ende — men ikke natten. På ingen måde natten.”

”Hvor stor er babuens løn, når der betales så meget for hans hoved?”

”Firs — måske hundrede — måske halvandet hundrede rupier. Men lønnen er det mindste af arbejdet. Fra tid til anden lader Gud mennesker fødes — og du er et sådant menneske — hvis lyst det er at vandre om, selv med fare for deres liv, og opdage nyheder — i dag måske fjerne egne, i morgen et eller andet ukendt bjerg, i overmorgen nogle nærtboende mænd, der har gjort dumheder mod regeringen. Sådanne mennesker er få i tal, og af disse få er ikke mere end ti af bedste slags. Til disse ti regner jeg babuen. Og det er mærkværdigt. Hvor stor og attråværdig må den gerning være, som stålsætter en bengalis hjerte!”

”Det er sandt, men dagene går langsomt for mig — jeg er endnu en dreng, og det er kun to måneder siden, at jeg blev i stand til at skrive angrezi (engelsk). Selv nu læser jeg det ikke godt. Og der vil gå år og dag, før jeg kan blive så meget som landmålerassistent.”

”Vær tålmodig, Alverdens Ven” — det gav et sæt i Kim ved lyden af det navn. ”Gid jeg havde nogle af de år, der plager dig. Jeg har prøvet dig på forskellig vis og jeg skal ikke glemme det, når jeg rapporterer til oberst-sahib’en.”

Så slog han pludseligt over i engelsk og fortsatte med en dyb latter:

”Jeg tror pinedød, at der er meget i dig, O’Hara. Men du må ikke blive stolt og du må tie. Nu skal du rejse tilbage til Lucknow og være en artig lille dreng og læse dine lektier, som englænderne siger. Så kan du måske i din næste ferie, hvis du vil, komme tilbage til mig!”

Kim blev lang i ansigtet. ”Ja, jeg mener naturligvis, hvis du har lyst. Jeg ved, hvor du helst vil hen.”

Fire dage efter var Kim og hans lille kuffert anbragt på bagsædet af en vogn, der gik til Kalka. Hans rejsefælle var den hvalfiskeagtige babu, som med et frynset shawl viklet om hovedet og det ene tykke, svikkelstrømpede ben trukket op under sig sad og brummede og gøs i den kolde morgenluft.

”Hvordan kan denne mand være én af os?” tænkte Kim, idet han betragtede hans flæskeryg, mens de skumplede ned ad vejen. Og denne tanke førte ham ind i de behageligste drømmerier. Lurgan Sahib havde givet ham fem rupier — en storslået sum — samt løftet om sin yndest, hvis han var flittig. Modsat Mahbub havde Lurgan Sahib talt meget direkte om lydigheds belønning og Kim var tilfreds. Hvis han blot ligesom babuen kunne opnå den værdighed at have et bogstav og et tal — og få en pris sat på sit hoved! Ja, det kom nok alt sammen en skønne dag, og mere end det. En gang ville han måske blive næsten lige så stor som Mahbub Ali! Det halve Indien ville være hans arbejdsplads. Han ville følge og udspejde konger og ministre, som han i gamle dage havde fulgt vakil’er[*] og sagførerbude rundt i Lahore på Mahbub Alis bud. Men her og nu var der den ingenlunde ubehagelige kendsgerning, at han var på vej tilbage til St. Xaviers skole. Der ville han træffe nye drenge, som han kunne være nedladende overfor, og der ville han få kammeraternes fortællinger om deres bedrifter i ferien at høre. Unge Martin, søn af teplanteren i Manipur, havde pralet med, at han ville tage en bøsse og drage i krig mod hovedjægerne. Måske han havde gjort det, men sikkert var det, at unge Martin ikke var blevet sprængt tværs over en slotsgård i Patiala ved en fyrværkerieksplosion, og heller ikke havde han… Kim gav sig til at fortælle sig selv historien om sine oplevelser i de sidste tre måneder. Han ville kunne lamslå hele St. Xavier — selv de største drenge, som barberede sig — med sin fortælling, hvis han bare havde lov. Men det var naturligvis udelukket. En gang med tiden ville der blive sat en pris på hans hoved, det havde Lurgan Sahib forsikret ham. Men var han så tåbelig at snakke over sig nu, ville den pris ikke blot aldrig blive til noget, men oberst Creighton ville fornægte ham og hans tilbageværende korte levetid ville være prisgivet Lurgan Sahib og Mahbub Ali.

”Altså ville jeg miste Delhi for en fisk,” filosoferede han med et ordsprog. Nej, han måtte glemme sin ferie (han ville altid kunne have den fornøjelse at hitte på imaginære bedrifter) og, som Lurgan Sahib havde sagt, arbejde flittigt.

Af alle de drenge, der vendte tilbage til St. Xavier, lige fra Sakhir i sandørknerne og til Galle under palmerne, var ingen så fuld af gode forsætter som Kimball O’Hara, der nu rullede ned ad Ambalavejen bagved Hurree Chunder Mookerjee, der i en af den etnologiske kommissions protokoller stod opført som R.17.

Og dersom Kims dydige forsætter trængte til yderligere opmuntring, så sørgede babuen derfor. Efter at have indtaget et enormt måltid i Kalka gav han sig til at tale længe og uafbrudt. Skulle Kim i skole? I så tilfælde ville han, der havde taget magistergraden ved universitetet i Calcutta, forklare ham fordelene ved en god uddannelse. Man kunne vinde meget ved at ofre latinen og Wordsworths Udflugten passende opmærksomhed (alt dette var græsk for Kim). Fransk var også særdeles vigtigt, og den bedste slags var at få i Chandernagore, nogle få mil fra Calcutta. Man kunne også nå vidt, som han selv havde gjort, ved med stor opmærksomhed at studere to dramaer, der hed Lear og Julius Cæsar og som begge var stærkt i kurs ved eksaminer. Lear havde færre historiske hentydninger end Julius Cæsar. Bøgerne kostede fire annas stykket, men kunne købes brugt i Bow Basaren for to. Men langt vigtigere end Wordsworth eller de fortræffelige forfattere Burke og Hare[*] var landmålerkunsten. En dreng, som bestod eksamen i dette fag — i hvilket der, i parentes bemærket, ikke fandtes nogen kortfattet lærebog, med hvis indhold man lige akkurat kunne klemme sig igennem til eksamen — en sådan dreng kunne, blot ved at gennemvandre en landstrækning med et kompas og et nivelleringsinstrument og et årvågent øje, danne sig et billede af landet — et billede, som senere kunne sælges for meget sølv. Og da det undertiden er ubekvemt at bære målekæder med sig, ville en dreng gøre klogt i at kende den nøjagtige længde af sine egne skridt, så at han kunne afskridte en distance, selv om han var uden, hvad Hurree Chunder kaldte ”kunstige hjælpemidler”. Hurree Chunders erfaring havde lært ham, at til regnskab med tusinder af skridt var intet værdifuldere end en rosenkrans med en og firs eller hundrede og otte perler, ”For disse tal var delelige og underdelelige i mange multipla og submultipla”. Gennem disse engelske svadaer fangede Kim hans tankegang og den interesserede ham højligt. Her var tale om et nyt håndværk, som man kunne stuve sammen i sit hoved, og alt som den store, vide verden udfoldede sig for Kims blik, kom han mere og mere til den overbevisning, at jo mere man ved, jo bedre.

Til sidst, efter at have talt i halvanden time, sluttede babuen således: ”Forhåbentligt får jeg engang den fornøjelse at gøre Deres bekendtskab officielt. Ad interim,[*] hvis jeg tør tillade mig dette udtryk, vil jeg bede Dem modtage denne betelæske, som er en højst værdifuld genstand og som kostede mig to rupier for fire år siden.”

Det var en tarvelig, hjerteformet messingdåse med tre rum til de evindelige betelnødder, kalk og panblade. Men den var fuld af små pilleflasker. ”Det er en belønning for deres optræden som hellig mand. De er så ung, forstår De, at De tror at kunne leve evigt uden at tage vare på Deres legeme. Men det er en stor ubehagelighed at blive syg midt under arbejdet. Jeg holder selv meget af medicin og den er nyttig til at kurere fattige folk. Dette er fortræffelige lægemidler, købt i statens autoriserede udsalg — kinin og så fremdeles. Jeg giver den til Dem som en souvenir. Og nu farvel. Jeg har vigtige private forretninger her i nabolaget.”

Lydløs som en kat smuttede han ned fra vognen, prajede en ekka, der rullede forbi ad Ambalavejen, og kørte bort, mens Kim blev siddende målløs og vendte og drejede messingdåsen mellem hænderne.

En beretning om en drengs opdragelse interesserer sjældent andre end hans forældre, og Kim var, som læseren ved, forældreløs. I St. Xaviers skoleprotokoller står optegnet, at der hvert halvår blev sendt rapport om Kims fremskridt til oberst Creighton og til Fader Victor, fra hvem skolepengene regelmæssigt indsendtes. Det berettes ydermere i samme protokoller, at Kim viste ypperlige anlæg for matematik og korttegning og fik en præmie (Lord Lawrences Levned, to bind i kalveskind til ni rupier og otte annas) for sin duelighed deri, og at han samme semester var medlem af St. Xaviers krickethold[*] i matchen med den muhammedanske højskole i Alighur, samt at han den gang var fjorten år og ti måneder gammel. Ligeledes blev han omtrent på samme tid revaccineret — hvoraf man kan slutte, at der havde været endnu en koppeepidemi i Lucknow. Nogle blyantsbemærkninger i randen af en gammel klasseprotokol giver den oplysning, at han blev straffet flere gange på grund af ”samtale med upassende personer” og én gang lader det til, at han har fået en alvorlig straf, fordi han havde ”absenteret sig fra skolen og tilbragt en hel dag i selskab med en tigger.” Det var den gang han kravlede over porten og bad og bønfaldt lamaen hele dagen lang nede ved bredderne af Gumtifloden om at følge med ham på hans næste ferietur — blot en måned — blot én eneste kort uge — og lamaen gjorde sig hård som flint og afslog det med den begrundelse, at tiden ikke var inde. Hvad Kim havde at gøre, sagde den gamle mand, mens de spiste kager sammen, var at indsuge al sahibernes visdom, så kunne de altid se. På en eller anden måde må venskabets hånd have afværget ulykkens pisk, for seks uger efter ses det, at Kim, i en alder af femten år og otte måneder, har taget en eksamen i landmålerkunstens begyndelsesgrunde og klaret sig ”Særdeles tilfredsstillende”. Fra dette øjeblik tier protokollerne om ham. Hans navn findes ikke blandt dem, som skolen det år dimitterede til det indiske landmålerkorps. Den eneste bemærkning, der findes om ham, er: ”Taget ud af skolen på grund af ansættelse.”

Adskillige gange i løbet af de tre år viste lamaen sig i Tirthankernes Tempel i Benares, en smule magrere og om muligt lidt gulere end før, men så blid og renhjertet som nogensinde. Snart var det fra Syden, at han kom — fra Tuticorin, hvorfra de vidunderlige ildskibe går til Ceylon, hvor man finder præster, der forstår pali[*]. Snart var det fra det fugtige, grønne Vesten og de tusind bomuldsfabriksskorstene, der omgiver Bombay. Og én gang var det fra Norden, hvorhen han havde rejst otte hundrede engelske mil for at få én dags samtale med Vogteren af Billederne i Vidunderhuset. Han plejede at vandre ganske stilfærdigt ind i sin kølige marmorcelle — præsterne i templet var gode mod den gamle mand — vaske rejsens støv af sig, fremsige sine bønner og derpå tage af sted til Lucknow i en tredje klasses kupé — for nu havde han vænnet sig til at køre med jernbane. Når han så kom tilbage, var det påfaldende — som hans ven, den Søgende præst, påpegede for ypperstepræsten — at han for en stund glemte at sørge over, at han ikke kunne finde sin Flod, og undlod at tegne vidunderlige billeder af Livets Hjul, hvorimod han foretrak at tale om den skønhed og visdom, der fandtes hos en vis mystisk chela, som ingen i templet nogensinde havde set. Ja, han havde fulgt sporene af Den Højtvelsignedes fødder gennem hele Indien. (Museets bestyrer har endnu i sit værge en højst vidunderlig beretning om hans vandringer og overvejelser). Han havde ikke mere at gøre i dette liv end at finde Pilens Flod. Alligevel var det blevet ham betydet i drømme, at han ikke kunne påtage sig det med håb om held, hvis ikke han på sin Søgen medtog den chela, der var blevet udpeget til at skænke foretagendet et heldigt udfald, og som var i besiddelse af stor visdom — visdom af den slags, som hvidhårede Vogtere af Billeder besidder. For eksempel (her kom snusdåsen frem, og de venlige jainpræster tav hurtigt:

”For længe, længe siden, da Devadatta var konge i Benares — lyt alle til denne Jâtaka![*] — blev en elefant fanget af kongens jægere og om dens fod blev der lagt en smertende jernring, inden det lykkedes den at slippe løs. Med had og raseri i sit hjerte stræbte den efter at befri sig fra ringen. Den løb frem og tilbage i skovene og besvor sine brødre, de andre elefanter, om at bryde ringen itu. En for en forsøgte de med deres stærke snabler, men ingen kunne. Til sidst erklærede de, at ringen ikke lod sig bryde af noget dyrs kraft. Men i et krat lå en nyfødt, daggammel elefantunge, endnu våd efter fødselen, hvis moder var død. Da glemte den lænkede elefant sine egne smerter og sagde: ’Hjælper jeg ikke denne kalv, træder hjorden den under fødder og den vil dø.’ Og den stillede sig over ungen og beskyttede den med sine ben imod den urolige hjord og den tiggede mælk af en god hunelefant og ungen trivedes og elefanten med ringen var kalvens fører og forsvarer. En elefants dage — lyt alle til denne Jâtaka! — er fem og tredive år, inden den når sin fulde styrke, og i fem og tredive regntider var elefanten med ringen den unges ven, og i al den tid åd ringen sig længere og længere ind i kødet.

Så en dag så den unge elefant den halvt begravede jernring og den vendte sig til den ældre og sagde: ’Hvad er det?’ — ’Det er min sorg,’ svarede dens ven. Men da strakte den unge sin snabel ud og på et øjeblik fjernede den ringen, idet den sagde: ’Tidens fylde er kommet.’ Således blev den gode elefant, som havde ventet tålmodigt og gjort gode gerninger, befriet, da tidens fylde kom, netop af den unge, som den havde reddet — lyt alle til denne Jâtaka! — for elefanten var Ananda, og kalven, som brød ringen itu, var ingen anden end Herren Selv…”

Og så rystede han på sit milde hoved og udviklede, mens rosenkransen klirrede, hvor fuldstændig fri for stolthedens synd den elefantunge havde været. Den var lige så ydmyg som en chela, der, da han så sin herre sidde i støvet uden for Lærdommens Porte, sprang over portene (for de var låsede) og omfavnede sin herre for øjnene af den hovmodige stad. Rig ville lønnen blive for en sådan herre og en sådan chela, når den stund kom, da de skulle søge Frihed sammen!

Således talte lamaen, mens han kom og gik rundt om i hele Indien så stilfærdig som en flagermus. En hvastunget gammel kvinde i et hus blandt frugthaverne hinsides Saharanpur ærede ham som profet, og hos hende sad han i et værelse ud mod gården, hvor duerne kurrede, mens hun lagde sit unyttige slør til side og snakkede om ånder og djævle fra Kulu, om ufødte børnebørn og om den frække hvalp, som hun havde talt med på parao’en. En gang forlod han også den store hovedlandevej neden for Ambala og gik til den landsby, hvor præsten havde givet ham opium. Men den milde Himmel, som holder hånden over lamaer, førte ham i tusmørket gennem kornmarkerne, åndsfraværende og umistænksom, til rissaldarens dør. Og her var det lige ved at komme til en alvorlig misforståelse, for den gamle soldat spurgte ham, hvorfor Stjernernes Ven var kommet samme vej for seks dage siden.

”Det er umuligt,” sagde lamaen. ”Han er vendt tilbage til sit eget folk.”

”For fem nætter siden sad han i krogen dér og fortalte hundrede lystige historier,” påstod hans vært. ”Sandt nok, han forsvandt noget pludseligt ved daggry efter at have ført tåbelig snak med min sønnedatter. Han er vokset stærkt, men han er den samme Stjernernes Ven, som bragte mig den sande meddelelse om krigen. Er I gået fra hinanden?”

”Ja og nej,” svarede lamaen. ”Vi — vi er ikke fuldstændigt adskilte, men tiden er ikke moden til at vandre sammen. Han erhverver sig visdom et andet sted. Vi må vente.”

”Lige meget — men når du mener, at det ikke var drengen, hvordan kan det da være, at han hele tiden talte om dig?”

”Hvad sagde han?” spurgte lamaen ivrigt.

”Hundrede tusind kærlige ord — at du var hans fader og moder og så videre. Skade, at han ikke vil træde i dronningens tjeneste. Han er uden frygt.”

Denne efterretning forbavsede lamaen, der intet vidste om, hvor nøje Kim holdt sig til den kontrakt, som han havde sluttet med Mahbub Ali og som oberst Creighton havde været nødt til at stadfæste.

”Det lader sig ikke gøre at holde den unge pony fra spillet,” sagde hestehandleren, da obersten fremhævede, hvor meningsløst det var sådan at strejfe omkring i Indien i ferien. ”Får han ikke lov til at komme og gå, som han vil, tager han sig selv forlov. Og hvem skal så fange ham? Oberst-sahib, det hænder måske én gang i tusind år, at der fødes en hest så velegnet for spillet som dette føl. Og vi trænger til mænd.”