Kim

Ottende kapitel

Nå, i Guds navn, så tag da blåt i stedet for rødt,” sagde Mahbub med hentydning til den hinduiske farve af Kims lidet sømmelige turban.

Kim parerede med det gamle mundheld: ”Gerne skifter jeg tro og sengeleje, men du må betale.”

Hestehandleren lo, så han var ved at trimle af hesten. I en bod i byens udkant blev de nødvendige forandringer foretagne og Kim var nu muhammedaner, i det mindste af ydre.

Mahbub lejede et værelse lige over for banegården, sendte et bud efter et måltid af de fineste, kogte sager og syltetøj med mandler i (balushai hedder det) samt finskåret tobak fra Lucknow.

”Dette er bedre end den mad, jeg fik hos sikhen,” grinte Kim, mens han satte sig ned, ”og sikkert og vist er det, at de ikke serverer den slags kost i min madrissah.”

”Jeg ville gerne høre noget om den madrissah,” sagde Mahbub, der proppede sig med store boller af krydret fårekød, stegt i fedt med kål og gyldenbrune løg. ”Men giv mig først en fuldstændig og sandfærdig beretning om, hvorledes du slap bort. For, Alverdens Ven,” han løsnede sit knirkende bælte — ”jeg tror ikke, at det ofte hænder, at en sahib og en sahibs søn løber bort derfra.”

”Nej, hvordan skulle de kunne gøre det? De kender ikke landet. Men for mig var det let nok,” svarede Kim og begyndte at fortælle. Da han kom til forklædningen og samtalen med pigebarnet fra basaren, kunne Mahbub Ali ikke længere bevare alvoren. Han lo højt og slog sig på låret.

”Shabash! Shabash! Godt gjort, lille ven! Hvad mon turkislægen vil sige til det? Lad mig nu høre, hvad der senere hændte dig — men langsomt, skridt for skridt, udelad ikke noget.”

Så fortalte Kim sine oplevelser ”skridt for skridt”, af og til afbrudt af hoste, når han fik den stærkt duftende tobaksrøg i den gale hals.

”Jeg sagde,” brummede Mahbub Ali ved sig selv, ”jeg sagde jo, at ponyen var løbet bort for at spille polo. Frugten er allerede moden — når undtages, at han må lære at bedømme en afstand og skridte et stykke vej af og bruge målestok og kompas. — Hør nu. Jeg har holdt oberstens pisk borte fra din ryg og det er ingen ringe tjeneste.”

”Sandt.” Kim dampede roligt. ”Ganske sandt.”

”Men du må ikke tro, at denne renden hid og did gør gavn.”

”Det var min ferie, Hadji[*]. Jeg havde været slave i mange uger. Hvorfor skulle jeg da ikke løbe min vej, når skolen var lukket? Tænk også på, at jeg, ved at bo hos mine venner eller arbejde for mit brød, som jeg gjorde hos sikhen, har sparet oberst-sahib’en for betydelige udgifter.”

Mahbubs læber fortrak sig under hans velholdte muhammedaneroverskæg.

”Hvad tror du at nogle få rupier” — afghaneren strakte sin åbne hånd frem med en ligegyldig mine — ”har at sige for oberst-sahib’en? Når han giver dem ud, så er det med et bestemt formål for øje, men på ingen måde fordi han nærer nogen kærlighed til dig.”

”Det,” sagde Kim langsomt, ”har jeg vidst længe.”

”Hvem har sagt dig det?”

”Oberst-sahib’en selv. Ikke med rene ord, men dog tydeligt for en, der ikke er en ren dumrian. Han fortalte mig det i toget, da vi kørte til Lucknow.”

”Godt. Men nu vil jeg fortælle dig noget mere, Alverdens Ven, skønt jeg ved at gøre det lægger mit hoved i dine hænder.”

”Dit hoved var mit,” sagde Kim inderligt fornøjet, ”i Ambala, da du tog mig op til dig på hesten, efter at trommeslageren havde pryglet mig.”

”Forklar, hvad du mener. Alverden kan fortælle hinanden løgne, kun ikke du og jeg. For dit liv er også i min magt, dersom jeg løfter en finger her.”

”Også det ved jeg,” svarede Kim, idet han pirrede op i ilden i piben. ”Det er et meget fast bånd imellem os. Og sandt at sige har du bedre krammet på mig end jeg på dig. For hvis en dreng blev pryglet ihjel eller måske kastet i en brønd ved landevejen, hvem ville da savne ham? Derimod ville de fleste mennesker her og i Simla og hinsides bjergpassene sige: ’Hvad er der hændet Mahbub Ali?’ dersom han blev fundet død blandt sine heste. Oberst-sahib’en ville sikkert også anstille efterforskninger. Skønt på den anden side” — Kim så uhyre snedig ud — ”han ville ikke undersøge for meget og for længe, for at folk ikke skulle finde på at spørge: ’Hvad har denne oberst-sahib at gøre med en hestehandler?’ Men dersom jeg forblev i live —”

”Du ville visselig dø —”

”Måske, men jeg siger, hvis jeg forblev i live, ville jeg, og jeg alene vide, at der var kommet en mand om natten, måske som en almindelig tyv, til Mahbub Alis skillevæg i karavanserajet og havde dræbt ham dér, enten før eller efter at have gennemsøgt hans sadeltasker, ja endog sålerne i hans tøfler. Skulde jeg fortælle det til obersten, eller ville han sige til mig — (jeg har ikke glemt, hvordan han sendte mig tilbage efter et cigarfoderal, som han ikke havde efterladt) — ’Hvad vedkommer Mahbub Ali mig?’”

En tung røgsky steg til vejrs. Der blev en lang pause. Så sagde Mahbub Ali i en beundrende tone: ”Og du, som har alt dette i hovedet, du kan gå til sengs og stå op blandt alle sahib’ernes små sønner i madrissah’en og nok så beskedent lade dig undervise af dine lærere?”

”Det er en ordre,” sagde Kim blidt. ”Hvem er jeg, at jeg skulle undlade at adlyde en ordre?”

”En i allerhøjeste grad durkdreven søn af Eblis er du,” sagde Mahbub Ali. ”Men hvad er det, du fortæller om tyven og hans søgen?”

”Hvad jeg så,” svarede Kim, ”den nat, da min lama og jeg lå tæt ved din bolig i Kashmir Karavanserajet. Døren var uaflåset, hvad jeg ikke tror, er din sædvane, Mahbub. Han trådte ind, som om han var sikker på, at du ikke snart ville komme tilbage. Jeg holdt øjet til et knasthul i en planke. Han søgte som efter noget — ikke et dækken, ikke stigbøjler, ikke en tømme, ikke kobberkasseroller, men noget, som var småt og meget omhyggeligt skjult. Hvorfor mon han ellers prikkede med et spidst jern mellem sålerne på dine tøfler?”

”Hm!” Mahbub Ali smilede blidt. ”Og da du så alt dette, hvilken historie satte du så sammen i dit hoved, du Sandhedens Brønd?”

”Slet ingen. Jeg lagde min hånd på min amulet, som jeg altid bærer helt inde på kroppen, mindedes den hvide hingsts stamtavle, som jeg havde fundet i et stykke muhammedanerbrød, og drog af sted til Ambala bevidst om, at der var blevet overdraget mig et vigtigt tillidshverv. I den time var dit liv i min magt, hvis jeg havde villet det. Jeg havde kun behøvet at sige til manden: ’Jeg har her et papir, som angår en hest, men jeg kan ikke læse det.’ Hvad ville der så være sket?”

Kim skottede til Mahbub under sine øjenbryn.

”Så ville du have drukket vand to — måske tre gange. Jeg tror ikke mere end tre gange,” sagde Mahbub roligt.

”Det er sandt. Det overvejede jeg også en smule, men mest tænkte jeg på, at jeg holdt af dig, Mahbub. Derfor rejste jeg til Ambala, som du ved, men (hvad du ikke ved) jeg blev liggende skjult i havens græs for at se, hvad oberst Creighton-Sahib ville gøre, når han læste den hvide hingsts stamtavle.”

”Og hvad gjorde han?” spurgte Mahbub Ali, for Kim var pludselig standset.

”Forærer du nyheder bort af venskab, eller sælger du dem?” spurgte Kim.

”Jeg sælger dem — og jeg køber dem,” svarede Mahbub og tog et fire-anna-stykke op af sit bælte og holdt det i vejret.

”Otte,” sagde Kim, mekanisk følgende østerlændingens prangerinstinkt.

Mahbub Ali brast i latter og stak mønten til sig.

”Det er for let at gøre handler på et sådant marked, Alverdens Ven. Fortæl mig det for venskabs skyld. Hver af os har den andens liv i sin hånd.”

”Der kan være noget om det. Jeg så Jang-i-Lat Sahib (den øverstkommanderende) komme til et stort middagsselskab. Jeg så ham i Creighton Sahibs kontor. Jeg så de to læse den hvide hingsts stamtavle. Jeg hørte udstedelsen af ordrerne til at begynde en stor krig.”

”Hm!” Mahbub Ali nikkede, og det glødede dybt inde på bunden af hans øjne. ”Du spillede dit spil godt. Men den krig er nu forbi og ondet forhåbentlig kvalt, førend det satte blomst — takket være mig — og dig. Hvad gjorde du så senere?”

”Jeg benyttede, hvad jeg vidste, som en fiskekrog til at angle mad og ære blandt folkene i en landsby, hvor præsten gav min lama opium. Men jeg havde den gamle mands pung i min varetægt, så braminen fandt ingenting og næste morgen var han vred. Hoho! Og jeg brugte også min viden, da jeg faldt i hænderne på det hvide regiment med Tyren.”

”Det var dumt,” afbrød Mahbub Ali vredt. ”Viden skal ikke strøs omkring som gødningkager, men bruges sparsomt — ligesom bhang.”

”Det mener jeg også nu, og desuden havde jeg ingen gavn af det. Men det er nu meget længe siden,” han gjorde en bevægelse med sin magre, brune hånd, som om han fejede det alt sammen bort — ”og siden den tid har jeg tænkt meget alvorligt, især om natten, når jeg lå under punkah’en i madrissah’en.”

”Er det tilladt at spørge, hvorhen den himmelfødtes tanker har ført ham?” spurgte Mahbub med sarkastisk underdanighed og strøg sit røde skæg.

”Det er tilladt,” sagde Kim i en tilsvarende værdig tone. ”I Nucklao siger de, at en sahib aldrig bør indrømme overfor en sort mand, at han har begået en fejl.”

Mahbubs hånd for ind på hans bryst, for at kalde en pathaner en ”sort mand” (kala admi) er en blodig fornærmelse. Men så huskede han, hvem han talte med og brast i latter.

”Tal, Sahib! Din sorte mand hører.”

”Men,” vedblev Kim, ”jeg er ingen sahib og jeg indrømmer, at jeg tog fejl, da jeg forbandede dig, Mahbub Ali, den dag i Ambala, da jeg troede mig forrådt af en pathaner. Jeg var ude af mig selv, for jeg var nylig blevet fanget og jeg havde gerne dræbt den lavkaste trommeslager. Men nu siger jeg, Hadji, at du handlede rigtigt og jeg ser min vej til en god tjeneste ganske tydeligt for mig. Jeg vil blive i madrissah’en, indtil jeg er moden.”

”Vel talt. Især må du lære afstande og tal og at bruge et kompas, førend du kan tage del i Spillet. Oppe i bjergene bor der en mand, som vil vise dig det.”

”Jeg vil lære alt, hvad de underviser mig i, på én betingelse — at jeg får lov til at være uindskrænket herre over min tid, så længe madrissah’en er lukket. Det må du bede obersten om på mine vegne.”

”Men hvorfor taler du ikke selv til obersten i sahib’ernes tungemål og beder ham derom?”

”Obersten er regeringens tjener. Den kan med ét ord sende ham hid og did, og han må betænke sit eget avancement. (Der kan du se, hvor meget jeg allerede har lært i Nucklao!) Desuden har jeg kun kendt obersten i tre måneder, men jeg har kendt en vis Mahbub Ali i seks år. Altså: Til madrissah’en vil jeg gå, i madrissah’en vil jeg lære, i maddrissah’en vil jeg være en sahib. Men når madrissah’en er lukket, må jeg have min frihed og flakke om blandt mine egne folk. Ellers dør jeg!”

”Og hvem kalder du dine egne folk, Alverdens Ven?”

”Alle mennesker i dette store og skønne land,” sagde Kim og slog ud med hånden rundt i det lille værelse med lervæggene, hvor olielampen i sin niche brændte dunkelt i tobaksrøgen. ”Desuden vil jeg se min lama igen. Og endvidere trænger jeg til penge.”

”Det gør alle mennesker,” sagde Mahbub med en bedrøvet mine. ”Jeg vil give dig otte annas, for der er ikke mange penge i hestehandel, og de må strække til for mange dage. Hvad alt det øvrige angår, er jeg vel tilfreds, og vi behøver ikke at tale mere derom. Skynd dig nu at lære, hvad du skal, og om tre år, eller måske endda før, vil du kunne være til hjælp — selv for mig.”

”Har jeg da hidtil været dig så meget til besvær?” sagde Kim med en drengefnisen.

”Du må ikke svare igen,” brummede Mahbub. ”Du er min nye stalddreng. Gå så hen og læg dig blandt mine folk. Du finder dem tæt ved banegårdens nordlige ende sammen med hestene.”

”De vil prygle mig til banegårdens sydlige ende, hvis jeg kommer uden bevis for, at du har sendt mig.”

Mahbub følte efter i sit bælte, vædede sin tommelfinger, gned den mod en kage kinesisk tusch og trykkede den af på en stump indisk papir. Fra Balkh til Bombay kendtes dette aftryk med de grove furer og det gamle ar, der løb tværs over det.

”Det er tilstrækkeligt, når du viser det til formanden for mine folk. Jeg kommer i morgen tidlig.”

”Ad hvilken vej?” spurgte Kim.

”Ad vejen fra byen, der er kun én. Så vil vi vende tilbage til Creighton Sahib. Jeg har sparet dig for en dragt prygl.”

”Allah! Hvad en dragt prygl, når hovedet sidder løst på skuldrene?”

Kim smuttede sagte ud i mørket, gik rundt til den anden side af huset, holdende sig tæt til muren, og gik så i en retning stik modsat den, hvori stationen lå, en mils vej. Så gjorde han en stor omvej og vandrede langsomt tilbage, for han behøvede tid til at hitte på en historie for det tilfældes skyld, at en eller anden af Mahbubs folk skulle komme med spørgsmål.

De havde slået lejr på et stykke ubebygget jord tæt ved jernbanen, og da de var indfødte, havde de naturligvis ikke lukket op for de to kvægvogne, i hvilke Mahbubs heste stod sammen med et kobbel landheste, som Bombays sporvejsselskab havde købt. Formanden, en sølle tuberkuløst udseende muhammedaner, råbte straks Kim an, men beroligedes ved synet af Mahbubs fingeraftryk.

”Hadjien har været så nådig at tage mig i sin tjeneste,” sagde Kim tvært. ”Hvis du ikke tror det, så vent, til han kommer i morgen. Til da — en plads ved bålet.”

Der påfulgte det sædvanlige formålsløse vrøvl, som alle indfødte af lav kaste gør ved enhver lejlighed. Det døde hen igen, og Kim lagde sig bagved den lille skare af Mahbubs folk, næsten lige under hjulene af en vogn, med et lånt hestedækken over sig. Et leje mellem murstensbrokker og skrabsammen i en fugtig nat, midt blandt urolige heste og uvaskede baltier, ville næppe falde i ret mange hvide drenges smag, men Kim var udelt lykkelig. Nye oplevelser, nye tjenester, nye omgivelser var ham så nødvendige som åndedrættet i hans små næsebor, og tanken om de pæne, hvide senge, der stod på rad under punkahen i St. Xaviers skole, morede ham lige så inderligt som at fremsige multiplikationstabellen på engelsk.

”Jeg er meget gammel,” tænkte han søvnigt. ”Hver måned bliver jeg et år ældre. Den gang jeg bragte Mahbubs budskab til Ambala, var jeg meget ung og også et fæ. Selv den gang jeg var hos det hvide regiment, var jeg meget ung og lille og uden kløgt. Men nu lærer jeg noget hver dag og om tre år vil obersten tage mig ud af madrissah’en og sende mig ud på landevejen sammen med Mahbub Ali for at lede efter hestes stamtavler — eller måske jeg får lov til at gå alene — eller måske jeg finder lamaen og følger med ham. Ja, det er det bedste. Igen at gå som chela med min lama, når han vender tilbage til Benares.” Hans tanker blev langsommere og mere usammenhængende, og han var netop i færd med at synke hen i et dejligt drømmeland, da hans øre ramtes af en hvisken, sagte men skarp, som lød gennem den monotone snak omkring bålet. Den kom fra den anden side af den jernbeslagne hestewagon, som han lå under.

”Han er her altså ikke?”

”Han er naturligvis på sold inde i byen. Hvem ville vel søge efter en rotte i en dam? Kom, lad os gå. Han er ikke den, vi søger efter.”

”Men han må ikke vende tilbage til den anden side af bjergpassene. Således lyder ordren.”

”Så lej et fruentimmer til at forgive ham. Det koster kun et par rupier og der er ingen vidner.”

”Undtagen kvinden. Nej, vi må bruge en sikrere fremgangsmåde, og husk prisen på hans hoved.”

”Javel, men politiet har en lang arm, og vi er langt fra grænsen. Var vi endda i Peshawur!”

”Javist — i Peshawur!” hånede den anden stemme. ”Peshawur, som er fuld af hans frænder — fuld af kvinder, hvis skørter han kan skjule sig bag. Jo, Peshawur eller Helvede ville være lige gode for os.”

”Men hvad er da planen?”

”Tosse! Har jeg ikke fortalt dig den hundrede gange? Vent til han kommer for at lægge sig, så er et eneste sikkert skud tilstrækkeligt. Vognene her er mellem os og forfølgerne. Vi behøver kun at løbe tilbage over jernbanelinjen og gå vor vej. De vil ikke engang kunne se, hvorfra skuddet kom. Vent i det mindste her til daggry. Hvad er du for en fakir, at du gyser, fordi du må våge en smule?”

”Oho!” tænkte Kim, som lå med lukkede øjne. ”Der er nok igen nogen ude efter Mahbub. En hvid hingsts stamtavle er en farlig ting at sælge til sahib’erne! Eller måske Mahbub har solgt dem andre nyheder. Men hvad er her at gøre, Kim? Jeg ved ikke, hvor Mahbub er henne, og hvis han kommer her før daggry, skyder de ham. Det ville ikke være nogen gevinst for dig, Kim. Heller ikke kan man gå til politiet med denne historie, for det ville ikke være nogen gevinst for Mahbub. Og” — han lo næsten højt — ”jeg kan ikke huske noget, jeg har lært i Nucklao, som kan hjælpe mig. Allah! Her er Kim og derhenne er de. For det første må Kim altså vågne og gå sin vej på en måde, så at de ikke fatter mistanke. Slemme drømme vækker et menneske — således…”

Han rev tæppet bort fra sit ansigt og satte sig pludseligt over ende med det uhyggelige, gurglende, meningsløse hyl, som en asiater udstøder, når han vågner af et mareridt.

”Urr-urr-urr-urr! Ya-la-la-la-la! Narain! En churel! En churel!”

En churel er et særligt ondskabsfuldt spøgelse — genfærdet af en kvinde, som er død i barselseng. Hun flakker om på ensomme veje, hendes fødder vender bagud og hun piner menneskene.

Højere og højere lød Kims dirrende hyl, indtil han endelig sprang op og dinglede søvndrukken af sted, mens hele lejren bandede ham, fordi han vækkede dem. En tyve yards længere oppe langs jernbanelinjen lagde han sig igen ned og sørgede omhyggeligt for, at lurerne kunne høre ham brumme og stønne, mens han lagde sig tilrette. Nogle minutter efter rullede han sig ned mod landevejen og forsvandt i det tætte mørke.

Hurtigt benede han af sted, indtil han nåede en stenkiste, bag hvilken han lagde sig på lur med hagen i højde med den øverste sten. Her kunne han uset holde øje med alle, der færdedes på vejen.

To, tre fragtvogne rullede raslende og knirkende forbi ud ad forstæderne til. Så kom en hostende politibetjent og en eller to travle fodgængere, som sang for at holde onde ånder borte. Endelig lød en klapren af skoede hestehove.

”Aha! Der har vi nok Mahbub,” tænkte Kim, da dyret sprang sky til side for det lille hoved over stenkisten.

”Hov! Mahbub Ali!” hviskede han, ”pas på!”

Et tag i tøjlen satte hesten på bagbenene og tvang den hen imod stenkisten.

”Jeg vil aldrig mere benytte en skoet hest om natten,” sagde Mahbub. ”Den træder hver eneste bensplint og søm i hele byen op i sine hove.”

Han bøjede sig for at løfte hestens forben og bragte derved sit hoved ned til en fods afstand fra Kims.

”Duk dig, duk dig,” mumlede han. ”Natten er fuld af øjne.”

”To mænd venter på dit komme bagved vognene, hvori dine heste er. De vil skyde dig, når du lægger dig ned, fordi der er sat en pris på dit hoved. Jeg hørte dem, da jeg lå tæt ved hestene.”

”Så du dem også?… stå stille, du fader til djævle!” Dette sidste råbtes med rasende stemme til hesten.

”Nej.”

”Var en af dem måske klædt som fakir?”

”Den ene sagde til den anden: ”Hvad er du for en fakir, at du gyser, fordi du må våge en smule?”

”Godt. Gå tilbage til lejren og læg dig ned. Jeg dør ikke i nat.”

Mahbub vendte sin hest og forsvandt. Kim for af sted langs med grøften, indtil han nåede et punkt lige overfor sit forrige hvilested, smuttede tværs over vejen som en væsel og rullede sig atter ind i tæppet.

”Nu ved Mahbub det i det mindste,” tænkte han tilfreds. ”Og sikkert er det, at han talte, som om han havde ventet det. Jeg tror ikke, at de to mænd får gavn af deres nattevagt.”

Der gik en time, og skønt han havde den bedste vilje af verden til at holde sig vågen, var han faldet i dyb søvn. Af og til buldrede et tog hen ad skinnerne ikke seks yards fra ham, men han havde al østerlændingens ligegyldighed og uimodtagelighed for støj og det fremkaldte ikke engang en drøm i hans sovende hjerne.

Mahbub var alt andet end sovende. Det ærgrede på det grusomste, at folk, der ikke hørte til hans stamme og hvem hans tilfældige kærlighedseventyr ikke vedkom, stræbte ham efter livet. Hans første og naturlige indskydelse var at gå over banelinjen længere nede, liste sig tilbage igen, komme bag på sine velyndere og slå dem grundigt ihjel. Men i så tilfælde, tænkte han sørgmodigt, ville en tjenestegren, som intet havde med oberst Creighton at gøre, muligvis udbede sig forklaringer, som han kun vanskeligt kunne give, og han vidste, at syd for grænsen bliver der gjort et ligefrem latterligt vrøvl, når man finder et lig eller to. Der var ingen, som havde generet ham på denne måde, siden den aften, da han sendte Kim til Ambala med budskabet, og han havde håbet, at mistanken var blevet ledet fuldstændigt på vildspor.

Så fik han en glimrende idé.

”Englænderne taler altid sandt,” sagde han, ”derfor bliver vi, som er landets børn, altid gjort til tåber. Ved Allah, jeg vil fortælle en englænder sandheden! Hvad nytte er vel politiet til, hvis en stakkels mand fra Kabul kan blive berøvet sine heste, mens de endnu er i jernbanevognene? Det er lige så slemt her som i Peshawur! Jeg må indgive klage på politistationen. Eller bedre, tale med en af de unge sahib’er på banegården! De er ivrige i tjenesten og det regnes dem til ære, hvis de fanger en tyv.”

Han bandt sin hest udenfor banegården og gik ind på perronen.

”Hov, Mahbub Ali!” udbrød en ung trafikassistent, som stod og ventede på kørelejlighed sydpå — en høj, ung, hesteforstandig mand i snavset hvid lærredsdragt og med forpjusket hår. ”Hvad bestiller du her? Sælger øg, hvad?”

”Nej, jeg er ikke urolig for mine heste. Jeg kommer for at lede efter Lutuf Ullah. Jeg har en vogn fuld af heste lidt længere oppe ad linjen. Mon nogen kunne stjæle dem, uden at jernbanefolkene opdagede det?”

”Tror det næppe, Mahbub. Sker det, kan du kræve erstatning af os.”

”Jeg har set to mænd krybe sammen mellem vognhjulene næsten hele aftenen. Men fakirer stjæler ikke heste, så jeg tog ikke videre notits af dem. Jeg ville gerne have fat på min kompagnon Lutuf Ullah.”

”Hvad pokker, er det sandt? Og du brød dig slet ikke mere om dem? Det var min s’æl heldigt, at jeg traf dig. Hvordan så de ud?”

”Det var bare fakirer. De vil i det højeste stjæle en smule korn fra en godsvogn. Men dem er der mange af her på linjen og staten vil aldrig savne den smule. Jeg gik herhen for at søge efter min kompagnon Lutuf Ullah —”

”Blæse med din kompagnon! Hvor holder de vogne, som du har dine heste i?”

”Et lille stykke på den anden side af det sted dér langt borte, hvor lygterne hejses, når der kommer tog.”

”Nå, signalhytten. Javel.”

”Og på det spor, som er nærmest ved landevejen — på højre hånd, når man ser i denne retning. Men hvad Lutuf Ullah angår — han er en høj mand med braknæse og en persisk mynde — Aie!”

Det unge menneske havde skyndt sig af sted for at opsøge en ung og tjenstivrig politimand, for som han sagde, jernbaneselskabet havde lidt betydelige tab på grund af tyverier fra godsvogne. Mahbub Ali lo i sit farvede skæg.

”Nu kommer de med støvlebulder og stort spektakel, og så vil de undres over, at de ikke finder fakirer. Ja, de er et par meget snedige unge mennesker — Barton Sahib og Young Sahib.”

Han blev stående ligegyldig et par minutter, i forventning om at se dem komme løbende hen ad linjen parat til kamp med tyvene. Et letbygget lokomotiv kom glidende forbi perronen og han så et glimt af unge Barton bag dets skærm.

”Jeg gjorde drengen uret. Han er ikke noget helt fæ,” sagde Mahbub Ali. ”At jage tyve med ildvogn er noget nyt.”

Da Mahbub Ali ved daggry kom til sin lejr, anså ingen det for umagen værd at fortælle ham om nattens hændelser. Det vil sige, ingen undtagen en lille stalddreng, som den store mand nylig havde taget i sin tjeneste, og som Mahbub nu kaldte ind i sit lille telt, for at han skulle hjælpe med nogle pakkenelliker.

”Jeg så det alt sammen,” hviskede Kim, mens han bøjede sig over sadeltaskerne. ”To sahib’er kom kørende med et lokomotiv. Jeg løb frem og tilbage i mørket på denne side af vognene, mens lokomotivet kørte langsomt op og ned. De kastede sig over to mænd, som sad under denne vogn — Hadji, hvad skal jeg gøre med dette stykke tobak? Pakke det ind i papir og lægge det under saltposen? Javel — og slog dem til jorden. Men så huggede den ene mand efter en af sahib’erne med et fakirhorn” (Kim mente de sammenbundne bukkehorn, som er en fakirs eneste timelige våben) ”og der kom blod. Da derfor den anden sahib havde slået sin mand bevidstløs, slog han fakiren ned med en pistol, som den første mand havde tabt. Alle rasede de som gale.”

Mahbub smilede med englelig resignation. ”Nej! Dette er ikke så meget dewanee (sindsyge eller en civilretslig sag), som nizamut (kriminalsag). En pistol, siger du? Det er ti gode år i fængsel.”

”Så lå de begge to stille, og jeg tror, de næsten var døde, da de blev båret op på lokomotivet. Deres hoveder dinglede — således. Og der er meget blod på skinnerne. Vil du gå med hen og se på det?”

”Jeg har set blod før. De er sikre på tugthuset — og naturligvis vil de opgive falske navne, så ingen vil finde dem i lang tid. Det var to af mine uvenner. Din skæbne og min synes at gå i spand. Den historie vil interessere perlelægen! Men skynd dig nu med de sadeltasker og køkkentøjet, så vil vi føre hestene ud og ride til Simla.”

Hurtigt — som østerlændingene opfatter hast — under lange forklaringer, skældsord, vrøvl og sløseri, under hundrede ophold for at hente glemte småting, brød den uordentlige lejr op, og folkene førte et halvt dusin stivbenede, urolige heste af sted langs Kalka-vejen i det friske, regnfulde daggry. Kim blev snart anerkendt som Mahbub Alis yndling af alle, der ønskede at stå sig godt med pathaneren, og ingen forlangte, at han skulle arbejde. De rejste i magelige dagsmarcher og gjorde jævnligt holdt ved landevejens hvilepladser. Kalka-vejen befærdes af såre mange sahib’er og, som Mahbub Ali sagde, hver eneste ung sahib anser nødvendigvis sig selv for hestekender, og selv om han sidder i gæld til op over ørene, må han dog lade, som om han vil købe sig en ny hest. Det var grunden til, at den ene sahib efter den anden, som rullede forbi i diligencer, standsede og gav sig til at snakke med Mahbub Ali. Nogle af dem steg endog af vognen for at føle på hestenes ben og gøre dumme spørgsmål eller på grund af deres uvidenhed i de indfødtes sprog fornærme den uforstyrrelige hestehandler på det groveste.

”Første gang jeg havde med sahib’er at gøre, og det var den gang oberst Soady Sahib kommanderede i Fort Abazai og satte statsholderens lejrplads under vand, fordi han ikke kunne lide ham,” betroede Mahbub Kim, mens drengen stoppede hans pibe under et træ, ”vidste jeg ikke, hvor store tåber de var, og sligt kunne gøre mig vred. Som for eksempel —” og han fortalte Kim en historie om et udtryk, der i al uskyldighed var blevet brugt forkert — en historie, der gjorde Kim krumbøjet af grin. ”Men nu indser jeg,” vedblev Mahbub og pustede langsomt røgen fra sig, ”at det forholder sig med dem som med alle mennesker — i visse henseender er de kloge og i andre højst tåbelige. Såre tåbeligt er det at bruge et urigtigt ord overfor en fremmed, for selv om man i sit hjerte ikke mener det som en fornærmelse, hvor kan den fremmede så vide det? Han vil rimeligvis søge sandheden med en dolk.”

”Sandt. Ganske sandt,” indrømmede Kim højtideligt. ”Tåber bruger bagvendte udtryk. Jeg har hørt dem.”

”For en, der er stillet som du, er det derfor særlig nødvendigt at huske, at tingen kan ses fra to sider. Blandt sahib’er må du aldrig glemme, at du er sahib. Blandt Hinds folk må du altid huske, at du er —”

Han standsede med et halvt forbløffet smil.

”Ja, hvad er jeg? Muhammedaner, hindu, jain eller buddhist? Det er en hård nød.”

”Du er sikkert og vist vantro og derfor bliver du fordømt. Således siger min lov — eller det tror jeg da i det mindste. Men du er også min lille Alverdens Ven og jeg holder af dig. Således siger mit hjerte. Det er med troen, som med heste. En klog mand ved, at alle heste er gode — at man kan tjene på dem alle. Og jeg for mit vedkommende skulle være tilbøjelig til at mene det samme om alle trosbekendelser, hvis ikke jeg var en god sunni og hadede Tirahs mænd. Men så meget er vist, at en hoppe fra Kattiawar bliver usikker på benene og rides halt, hvis den føres bort fra sin fødeegns sandørkener til det vestlige Bengalen, og selv en hingst fra Balkh (og der gives ingen bedre heste, end dem fra Balkh, når blot de ikke var så svære over boven) kan i de store ørkener nordpå ikke måle sig med kamelerne. Det har jeg selv set. Derfor er det min hjertens mening, at det er med trosbekendelser som med heste: Hver har sine fortrin i sit eget land.”

”Men min lama sagde noget ganske andet.”

”Åh, han er en gammel drømmer fra Bhotiyal. Jeg er egentlig lidt vred på dig, Alverdens Ven, fordi du sætter så stor pris på en mand, du kender så lidt til.”

”Det er sandt nok, Hadji. Men jeg sætter nu pris på ham. Mit hjerte drages til ham.”

”Og hans til dig, hører jeg. Hjerter er som heste. De kommer og går, som de vil, og lystrer hverken bidsel eller spore. Råb til Gul Sher Khan derhenne, at han skal ramme den rødbrune hingsts tøjrepæl fastere ned. Vi ønsker ikke slagsmål mellem hestene på hver eneste hvileplads, og om et øjeblik ryger den gråbrune og den sorte sammen… men hør nu efter, hvad jeg vil sige. Er det nødvendigt for din hjertefred, at du ser den lama engang imellem?”

”Det hører med til kontrakten,” svarede Kim. ”Hvis jeg ikke får ham at se, hvis han bliver taget fra mig, løber jeg bort fra madrissah’en i Nucklao — og når jeg først er borte, hvordan så finde mig igen?”

”Det er sandt. Aldrig har et føl været bundet med et tyndere reb end du.” Mahbub nikkede med hovedet.

”Du skal ikke være bange.” Kim talte i en tone, som om han kunne være forsvundet sporløst i samme øjeblik, hvis han havde villet. ”Min lama har sagt, at han vil besøge mig i madrissah’en —”

”En tigger med skål i hånd midt iblandt alle de unge sah…”

”Ikke alle!” afbrød Kim ham fnysende. ”Mange af dem har blå øjne og sorte negle på grund af lavkasteblod. Sønner af methirani’er[*] (gadefejersker) er de — svogre til bhungi’er (gadefejere)!”

Vi behøver ikke at følge resten af den stamtavle, men Kim forklarede sin opfattelse tydeligt og lidenskabsløst, mens han sad og tyggede på en stump sukkerrør.

”Alverdens Ven,” sagde Mahbub, idet han rakte drengen sin pibe, for at han skulle kradse den ud, ”jeg har truffet mange mænd, kvinder og drenge, og ikke få sahib’er. Men i alle mine dage har jeg aldrig stødt på en djævleunge som dig.”

”Hvorfor siger du det? Jeg fortæller dig altid sandheden.”

”Måske det netop er grunden, for dette er en farlig verden for ærlige mennesker.” Mahbub kom på benene, spændte sit bælte fast og gik over til hestene.

”Eller jeg sælger den.”

Noget i stemmen fik Mahbub til at standse og vende sig om.

”Hvad er det for nye djævleskaber?”

”Otte annas, så skal jeg sige dig det,” svarede Kim med et grin. Det angår din fred og ro.”

”Åh Shaitan!”

Og Mahbub rakte ham pengene.

”Kan du huske den lille historie med tyvene om natten dernede i Ambala?”

”Eftersom mit liv var på spil, har jeg har ikke glemt den. Hvorfor spørger du?”

”Kan du huske Kashmir serajet?”

”Jeg river dig i ørerne om lidt — sahib.”

”Behøves ikke — pathaner. Sagen er, at den anden fakir, som sahib’erne slog til jorden, var den mand, der gennemsøgte din bolig i Lahore. Jeg så hans ansigt, da de løftede ham op på lokomotivet. Den selv samme mand.”

”Hvorfor har du ikke fortalt mig det før?”

”Åh, han kommer i fængsel og vil være vel forvaret i nogle år. Man behøver aldrig fortælle mere ad gangen end nødvendigt. Desuden trængte jeg ikke dengang til penge til søde sager.”

”Allah kerim!”[*] sagde Mahbub Ali. ”Monstro du en skønne dag vil sælge mit liv for lidt søde sager, dersom det falder dig ind?”

Til sin dødsdag ville Kim mindes denne lange og langsomme rejse fra Ambala, gennem Kalka og de nærliggende Pinjore-haver, op til Simla. En pludselig opsvulmen af Gagger-floden rev en af hestene med sig (naturligvis den værdifuldeste) og Kim var nær gået til bunds blandt de hvirvlende rullesten. Lidt højere oppe ad vejen blev hestene skræmte af en af regeringens elefanter og rev sig løs, og da de var i fortræffelig foderstand på grund af alt det meget græs, de havde fået i den sidste tid, tog det halvanden dag at få kobbelet samlet igen. Derefter traf de Sikandar Khan, som var på nedrejsen med nogle usælgelige krikker — resterne af hans kobbel — og Mahbub, som havde mere hestesjakren i lillefingerneglen end Sikandar Khan i alle sine telte, ville absolut købe to af de dårligste, og det kostede otte timers møjsommelige diplomatiske forhandlinger og en uendelighed af tobak. Men det var alt sammen ren lyksalighed — vejen som steg og dalede og slog bugter og sving rundt om bjergåsene der blev højere og højere. Morgenrødens skær på de fjerne, snedækkede bjergtoppe; de mangegrenede kaktusser, der voksede i terrasser op ad bjergenes stenede sider; larmen af de tusind vandløb; abernes pludren; de højtidelige deodarer[*] med deres hængende grene; udsigten over sletterne, der strakte sig dybt under dem; de regelmæssige ophold for at holde bøn (Mahbub var meget religiøs med sine renselser og påkaldelser, når han havde god tid); aftensamtalerne på lejrpladserne, når kameler og stude gumlede højtideligt sammen og deres sløve drivere fortalte landevejens nyeste nyheder — alt dette løftede og varmede Kims hjerte i hans bryst, så at han fik lyst til at synge.

”Men når sangen og dansen er forbi,” sagde Mahbub Ali, ”kommer Oberst Sahib’ens sang, og den er mindre behagelig.”

”Et skønt — et vidunderligt dejligt land er Hinds land,” sang Kim, ”og Femflodslandet er skønnest af alle. Til det vil jeg atter gå, dersom Mahbub Ali eller obersten løfter hånd eller fod imod mig. Og når jeg engang er borte, hvem vil så kunne finde mig? — Se dér, Hadji, er det staden Simla derovre? Allah, hvilken stad!”

”Min faders broder — og han var en gammel mand, den gang Mackerson Sahibs brønd i Peshawur endnu var ny — kunne mindes den tid, da der kun var to huse i hele Simla.”

Mahbub førte hestene ned fra hovedvejen og ind i Simlas nedre basar — den overfyldte labyrint, der stiger op fra dalen mod rådhuset i en vinkel på fem og fyrretyve grader. En stedkendt mand kan trodse hele politiet i Indiens sommerhovedstad, så snedigt står veranda i forbindelse med veranda, gyde med gyde og smuthul med smuthul. Her bor de mennesker, der sørger for den glade bys fornødenheder — jhampanier[*], som trækker de smukke damers rickshawer om aftenen og derefter spiller til daggry; urtekræmmere, oliesælgere, kuriositetshandlere, brændehandlere, præster, lommetyve, indfødte regeringsfunktionærer. Her drøfter glædespiger sager, som antages at være det indiske statsråds dybeste hemmeligheder. Her samles alle mulige hemmelige agenter fra halvdelen af de uafhængige stater. Her var det også, at Mahbub Ali lejede et værelse, langt omhyggeligere aflåst end hans bolig i Lahore, i en muhammedansk kvæghandlers hus. Det var et mirakuløst værelse, for i tusmørket gik en muhammedansk stalddreng derind og en time efter trådte en ung eurasier (den lucknowske piges farve var af bedste slags) i dårligt passende, færdigsyede klæder ud.

”Jeg har talt med Creighton Sahib,” sagde Mahbub Ali, ”og for anden gang har venskabets hånd afværget ulykkens pisk. Han siger, at du har spildt hele to måneder på landevejen, og at det derfor er for sent at sende dig til en skole heroppe i bjergene.”

”Jeg har sagt, at min ferie tilhører mig selv. Jeg vil ikke vide noget af en dobbelt skolegang. Det hører også med til kontrakten.”

”Oberst-sahib’en kender ikke noget til den kontrakt. Nu skal du bo i Lurgan Sahibs[*] hus, indtil det er på tide, at du rejser tilbage til Nucklao.”

”Jeg vil hellere bo hos dig, Mahbub.”

”Du ved ikke, hvilken ære der vises dig. Lurgan Sahib har selv forlangt at få dig i huset. Nu går du op ad bakken og følger vejen øverst oppe, og så glemmer du for en stund, at du nogensinde har set eller talt med mig, Mahbub Ali, der sælger heste til Creighton Sahib, hvem du heller ikke kender. Husk vel på denne ordre.”

Kim nikkede.

”Godt,” sagde han, ”men hvem er Lurgan Sahib? Nej” — han havde opfanget Mahbubs knivskarpe blik — ”jeg har virkelig aldrig hørt hans navn før. Skulle han muligvis være” — han sænkede stemmen — ”en af os?”

”Hvad mener du med at tale om os, sahib?” svarede Mahbub Ali i den tone, han plejede at anslå overfor europæere. ”Jeg er pathaner. Du er sahib og en sahibs søn. Lurgan Sahib har en butik oppe blandt europæernes butikker. Det ved hele Simla. Du kan gøre dine forespørgsler dér… og, Alverdens Ven, han er en mand, hvis øjenlågs mindste blinken skal adlydes. Folk siger, at han er troldmand, men det bryder du dig vel ikke om. Gå så op ad bakken og spørg ham selv. Nu begynder Det Store Spil.”