Kim

Sjette kapitel

Ganske tidligt næste morgen blev de hvide telte taget ned og forsvandt, mens maverickerne drejede ind på en sidevej, der førte til Ambala. Den gik ikke forbi parao’en, og Kim, der gik ved siden af en af trænvognene under en regn af bemærkninger fra soldaterkonerne, var mindre selvtillidsfuld end den foregående aften. Han lagde mærke til, at der blev holdt vågent øje med ham — af Fader Victor på den ene side og Pastor Bennett på den anden.

Ud på formiddagen gjorde kolonnen holdt. En ordonnans af kamelrytteriet bragte obersten et brev. Han læste det og sagde noget til en af majorerne. Kim, som var en halv engelsk mil længere bagude, hørte hæse glædesråb nærme sig gennem det tætte støv. Så var der en eller anden, der slog ham på skulderen og råbte: ”Sig os, hvor du vidste det fra, din satans hvalp! Åh, kære Pater, se om De ikke kan få ham til at fortælle det.”

En pony kom løbende, og Kim blev trukket hen til præstens sadelknap.

”Nå, min dreng, nu er din spådom fra i går aftes gået i opfyldelse. Vi har fået ordre til, at vi i morgen skal rejse videre med jernbanen fra Ambala til fronten.”

”Hvad vil det sige?” spurgte Kim, for ”fronten” var et ord, han ikke kendte.

”Vi skal i krig, som du sagde.”

”Ja, naturligvis skal I i krig. Det sagde jeg jer i går aftes.”

”Vel gjorde du så. Men — Alle Mørkets Magter! — hvor vidste du det fra?”

Kims øjne strålede. Han bed læberne sammen, nikkede og tog en mine på, der antydede meget og sagde lidet. Pateren red videre gennem støvskyen, og menige, sergenter og løjtnanter henledte hinandens opmærksomhed på drengen. Obersten stirrede nysgerrigt på ham fra kolonnens spids. ”Han har rimeligvis hørt et eller andet rygte i basarerne,” sagde han. ”Men selv om så er…” han så igen i brevet, som han holdt i hånden. ”Men alligevel, sagen blev besluttet inden for de sidste otteogfyrre timer.”

”Er der mange af din slags i Indien?” spurgte Fader Victor. ”Eller skulle du muligvis være en slags naturens lune?”

”Da jeg har talt sandhed,” sagde drengen, ”vil I så ikke lade mig gå tilbage til min gamle mand? Hvis han ikke er blevet hos kvinden fra Kulu, er jeg bange for, at han dør.”

”Efter hvad jeg har set af ham, vil jeg tro, at han kan sørge for sig selv lige så godt som du. Nej, du har bragt os held og nu vil vi gøre dig til en mand. Nu skal jeg føre dig tilbage til din trænvogn og i aften kommer du til mig.”

Resten af dagen var Kim genstand for betydelig interesse fra adskillige hundrede hvide mænds side. Historien om, hvordan han havde vist sig i lejren, hvordan hans herkomst var blevet opdaget og hvordan han havde profeteret, havde ikke tabt noget ved at gå fra mund til mund. En tyk, uformelig, hvid kvinde, som sad på en stabel sengeklæder, spurgte ham i en hemmelighedsfuld tone, om han troede, at hendes mand ville komme levende hjem fra krigen. Kim spekulerede alvorsfuldt og svarede, at det ville han, hvorpå kvinden gav ham mad. Denne lange procession med musikken, der af og til spillede — denne skare mennesker, der snakkede og lo så muntert — lignede i mange henseender en fest i Lahore. Der var foreløbig ingen udsigt til hårdt arbejde og Kim besluttede at beære forestillingen med sit nærvær. Om aftenen kom andre regimenters musikkorps dem i møde og spillede, mens Maverickerne slog lejr tæt ved Ambalas banegård. Det blev en interessant nat. Folk fra andre regimenter kom for at besøge Maverickerne og Maverickerne gik selv på besøg. Deres piketter skyndte sig af sted for at bringe dem tilbage og løb på piketter fra fremmede regimenter, udsendte af samme grund, og ikke længe efter skingrede hornsignalerne aldeles vanvittigt for at kalde på flere piketter med officerer til at holde styr på virvaret. Maverickerne havde ry for livlighed og følte sig forpligtede til at leve op til forventningerne. Men næste morgen trådte de an på perronen med den strammeste holdning og Kim, som blev ladt tilbage sammen med de syge, kvinderne og børnene, greb sig i at brøle farvel på det ivrigste, mens togene rullede bort. Foreløbig var det ganske morsomt at leve som sahib, men han ville dog tage meget forsigtigt på tingene. Så blev han ført tilbage under ledsagelse af en trommeslagerdreng til den tomme, hvidkalkede kaserne, hvis gulve flød med snavs, sejlgarn og papir, og hvis lofter gav genlyd af hans ensomme fodtrin. På indfødtes vis rullede han sig sammen på et tomt sengested og faldt i søvn. En vred mand kom trampende hen ad verandaen, vækkede ham og sagde, at han var skolelærer. Dette var tilstrækkeligt for Kim og han trak sig ind i sig selv som en snegl i sit hus. Han havde lært så meget, at han kunne stave sig igennem de forskellige engelske politibekendtgørelser i Lahore, for det var ting, af hvilke hans livs bekvemmeligheder afhang og blandt de gæster, der kom hos den kvinde, som havde tilsyn med ham, havde der været en løjerlig tysker, som malede dekorationer til det omrejsende parsiske teater. Han fortalte Kim, at han havde været ”på barrikaderne i 48”, og af den grund — således havde Kim i det mindste forstået det — ville han lære drengen at læse mod at få mad til gengæld. Kim var blevet sparket til at lære bogstaverne, men havde ikke høje tanker om dem.

”Jeg ved ikke noget. Gå væk!” sagde Kim, der lugtede kommende ulykker. Hvorefter manden greb ham i øret, slæbte af med ham til et værelse i en anden fløj, hvor der sad en halv snes trommeslagerdrenge på bænke, og sagde til ham, at om ikke andet så kunne han i det mindste sidde stille. Det gjorde han så med stor succes. Manden forklarede et eller andet med hvide streger på en sort tavle i en god halv time og Kim fortsatte sin afbrudte lur. Han var i høj grad utilfreds med sagernes nuværende tilstand, for dette var jo netop skolen og disciplinen, som han havde tilbragt to tredjedele af sit unge liv med at undgå. Pludselig fik han en prægtig idé, og han undrede sig over, at den ikke var faldet ham ind før.

Manden gav dem fri og den første, der sprang gennem verandaen og ud i det frie solskin, var Kim.

”Halløj, du! Holdt! Stop!” råbte en skingrende stemme bag ham. ”Jeg skal passe på dig. Jeg har ordre til ikke at tabe dig af syne. Hvor skal du hen?”

Det var den trommeslager, som havde været i hælene på ham hele formiddagen — en tyk, fregnet dreng på omtrent fjorten år. Kim hadede ham fra støvlesål til huesnore.

”Ned til basaren — for at købe syltetøj — til dig,” sagde Kim efter et øjebliks eftertanke.

”Jamen basaren ligger udenfor kampérlinjen, og går vi derned, får vi klø. Kom tilbage.”

”Hvor nær til den kan vi komme?” Kim vidste ikke, hvad den anden mente med ”kampérlinien,” men han havde besluttet at være høflig — foreløbig.

”Hvor nær? Du mener, hvor langt vi kan gå? Så langt som til det træ dernede på vejen.”

”Så går jeg derned.”

”Ja værs’go. Jeg har ingen lyst. Det er for varmt. Og jeg kan holde øje med dig herfra. Det nytter ikke at stikke af. Gør du det, vil de kende dig igen på dine klæder, for det er regimentets tøj, du bærer, forstår du, og der er ikke en piket i hele Ambala, som ikke ville bringe dig tilbage hurtigere end du gik ud.”

Dette gjorde ikke så meget indtryk på Kim som bevidstheden om, at hans klæder snart ville gøre ham træt, hvis han forsøgte på at løbe. Han luskede hen til træet, som stod ved hjørnet af en vej, der førte ned mod basaren, og betragtede de forbigående indfødte. De fleste af dem var tjenestefolk fra kasernen og tilhørte de laveste kaster. Kim råbte en gårdfejer an, som straks svarede med en unødvendigt uforskammet bemærkning i den meget naturlige tro, at en europæisk dreng ikke kunne forstå ham. Det sagte, hurtige svar gjorde ham klogere. Kim lagde hele sin trælbundne sjæl i det, glad over endelig at få lejlighed til at skælde ud i det tungemål, han kunne bedst.

”Og gå så hen til den nærmeste skriver i basaren og sig til ham, at han skal komme herhen. Jeg vil have et brev skrevet.”

”Men — men — hvad slags hvid mands søn er du, at du har brug for en skriver fra basaren? Er der ikke en skolelærer i kasernen?”

”Jo, og Helvede er fuld af hans lige. Gør, som jeg siger, lokumsrenser! Din moder blev gift under en kurv! Tjener af Lal Beg” (Kim kendte gårdfejernes skytsgud), ”Løb mit ærinde eller vi skal tales nærmere ved!”

Gårdfejeren tøffede af sted i en fart.

”Der er en hvid dreng, som ikke er en hvid dreng, nede ved kasernen — han venter under et træ,” stammede han til den første skriver, han traf i basaren. ”Han har brug for dig.”

”Vil han betale?” spurgte den pyntelige skriver, idet han samlede sin pult, sine penne og sit lak.

”Det ved jeg ikke. Han er ikke som andre drenge. Gå hen og se på ham. Det er umagen værd.”

Kim trippede af utålmodighed, da den slanke unge kayeth endelig kom i sigte. Så snart han var inden for hørevidde, bandede han ham på det kraftigste.

”Først vil jeg have min betaling,” sagde skriveren. ”Onde ord øger prisen. Men hvem er du, som er klædt således og taler således?”

”Ja, det kommer til at stå i brevet, som du skal skrive. Der har aldrig været mage til mærkværdig historie. Men jeg har for resten intet hastværk. Jeg kan meget godt bruge en anden skriver. Ambala har lige så mange skrivere som Lahore.”

”Fire annas,” sagde skriveren, mens han satte sig ned og bredte sit klæde ud i skyggen af en af kasernens tomme fløje.

Uden at tænke over det, satte Kim sig på hug ved siden af ham — satte sig på hug, som kun en indfødt kan gøre det — til trods for de afskyelige snævre bukser.

Skriveren skævede til ham.

”Det er sahib-prisen,” sagde Kim. ”Må jeg bede om en fornuftig pris.”

”Halvanden anna. Men hvor kan jeg vide, at du ikke løber din vej, når jeg har skrevet brevet?”

”Jeg kan ikke gå længere bort fra kasernen end til dette træ. Og så er der det med frimærket?”

”Frimærket har jeg ingen rabat på. Endnu engang, hvad er du for en slags hvid dreng?”

”Det vil komme til at stå i brevet, som skal adresseres til hestehandleren Mahbub Ali i Kashmir Karavanserajet i Lahore. Han er min ven.”

”Vidunder på vidunder!” mumlede skriveren og dyppede en rørpen i blækhuset. ”Skal det skrives på hindi?”

”Naturligvis. Altså til Mahbub Ali. Begynd så! ’Jeg rejste med toget sammen med den gamle mand ned til Ambala og dér overbragte jeg meddelelsen om den brune hoppes stamtavle.’”

Efter hvad Kim den gang havde set i haven, ønskede han ikke at skrive om hvide hingste.

”Lidt langsommere! Hvad har en brun hoppe at gøre med… er det den store hestehandler Mahbub Ali?”

”Hvem skulle det ellers være? Jeg har stået i hans tjeneste. Dyp så pennen igen og skriv videre. ’Jeg gjorde, som jeg havde fået besked på. Derefter drog vi videre til fods mod Benares, men den tredje dag traf vi på et vist regiment.’ Har du det?”

”Pulton (regiment) — javel,” mumlede skriveren, der var lutter øre.

”’Jeg gik ind i soldaternes lejr og blev fanget og ved hjælp af amuletten om min hals, som du kender, blev det fastslået, at jeg var søn af en mand i regimentet, i overensstemmelse med spådommen om den Røde Tyr, der, som du ved, var almindelig kendt i hele basaren.’” — Kim gjorde en pause for at give skriveren tid til at fordøje denne salve, rømmede sig og fortsatte: ”’Der var en præst, som skaffede mig klæder og gav mig et nyt navn, men en anden præst var et fæ. Klæderne er meget tunge, men jeg er en sahib, og mit hjerte er også tungt. De sætter mig i skole og prygler mig. Jeg synes ikke om luften og vandet her. Kom og hjælp mig, Mahbub Ali, eller send mig nogle penge, for jeg har ikke engang nok til at betale skriveren, som skriver dette.’”

”’som skriver dette.’ Jeg er blevet snydt, men det er min egen skyld. Du er lige så fiffig som Husain Bux, der eftergjorde regeringens frimærker i Nucklao (Lucknow). Men hvilken historie! Hvilken historie! Er den måske sand?”

”Det betaler sig ikke at lyve for Mahbub Ali. Det er bedre at hjælpe hans venner ved at låne dem et frimærke. Når pengene kommer, skal jeg betale dig.”

Skriveren brummede tvivlende, men tog et frimærke op af sin pult, forseglede brevet, rakte Kim det og gik sin vej. Mahbub Alis navn var respekteret i Amballa.

”Det er sådan, at man bliver velanskrevet hos Guderne,” råbte Kim efter ham.

”Betal mig dobbelt løn, når pengene kommer,” svarede manden over sin skulder.

”Hvad vrøvlede du med den nigger om?” spurgte trommeslageren, da Kim kom tilbage til verandaen. ”Jeg så dig godt.”

”Åh — jeg talte bare med ham.”

”Nå, du taler niggersprog, hva’?”

”Nej! Kun lidt. Hvad skal vi nu?”

”Om et øjeblik blæser de signalet til middagsmad. Åh, Gud Fader bevares! Gid jeg var rykket ud til fronten sammen med regimentet. Det er noget skidt bare at skulle i skole her. Hader du det ikke?”

”Jo!”

”Jeg ville stikke af, hvis jeg vidste, hvor jeg skulle løbe hen, men som folkene siger, i dette skide Indien er man bare en fange med udgangstilladelse. Man kan ikke desertere uden straks at blive snuppet igen. Jeg er led og ked af det.”

”Har du været i Be — i England?”

”Jeg er først kommet hertil med den sidste sending tropper sammen med min mor! Du er dog en uvidende lille hvalp. Du er nok blevet opdraget i en rendesten, hva’?”

”Ja. Fortæl mig noget om England. Der var min fader fra.”

Skønt Kim ikke sagde det, troede han naturligvis ikke et ord af, hvad trommeslageren fortalte om den forstad til Liverpool, der var hans England. Men det fordrev den kedsommelige tid inden middagsmaden — et højst uappetitligt måltid, der blev serveret for drengene og nogle invalider i en krog af et kaserneværelse. Kim ville næsten have følt sig nedslået, hvis det ikke havde været for brevet til Mahbub Ali. De indfødtes massers ligegyldighed var han vant til, men denne overvældende følelse af ensomhed midt blandt de hvide mænd pinte ham. Han var helt taknemmelig, da en stor soldat i løbet af eftermiddagen kom for at hente ham over til Fader Victor, som boede i en anden fløj af kasernen på den anden side af en anden støvet eksercerplads.

Præsten var i færd med at læse et engelsk brev skrevet med rødt blæk. Han betragtede Kim mere nysgerrigt end nogensinde.

”Nå, min dreng, hvad synes du om dit nye liv, efter hvad du har prøvet af det? Ikke synderligt, hvad? Det må også være hårdt — meget hårdt for et vilddyr som dig. Men hør nu. Jeg har fået et forbavsende brev fra din ven.”

”Hvor er han? Har han det godt? Åh, hvis han blot kan skrive breve til mig, så er der ingenting i vejen!”

”Du holder altså af ham?”

”Ja, naturligvis holder jeg af ham. Han holdt af mig.”

”Det ser ud til det efter dette brev at dømme. Han kan vel ikke skrive engelsk, vel?”

”Nej, ikke så vidt jeg ved, men han har naturligvis fundet en skriver, som skriver fortræffeligt engelsk, og så har han ladet ham skrive for sig. Jeg håber, at du forstår?”

”Det forklarer sagen. Ved du noget om hans pengesager?”

Kims ansigt viste, at han ikke gjorde det.

”Hvordan skulle jeg kunne vide noget?”

”Det er netop det, jeg spørger om. Men hør nu efter, om du kan begribe det her. Vi springer begyndelsen over… det er skrevet på Jagadhir-vejen… ’Siddende ved vejkanten i alvorsfulde tanker, håbende at blive beæret med Deres velbårenheds bifald i henseende til nærværende skridt, hvilket jeg lægger Deres velbårenhed på hjerte at udføre for den Almægtige Guds skyld. Undervisning er største velsignelse, hvis af bedste slags; ellers unyttig.’ Dér ramte den gamle fyr plet! ’Dersom Deres Velbårenhed vil nedlade sig til at give min dreng bedste undervisning Xavier’ (han mener formodentlig i St. Xaviers in Partibus) ’på betingelser som fastsatte i vor samtale dateret i deres telt den 15de dennes’ (det klinger helt forretningsmæssigt!) ’så velsigne den Almægtige Gud Deres velbårenheds efterkommere i tredje og fjerde led, og’ — pas nu på — ’Deres velbårenhed kan stole på, at deres ydmyge tjener vil sende en passende godtgørelse per bankanvisning på tre hundrede rupier om året for undervisning af dyreste slags i St. Xavier, Lucknow, og sende samme snarest muligt til et hvilket som helst sted i Indien, hvor Deres velbårenhed måtte opgive Deres adresse. Deres velbårenheds tjener har for øjeblikket intet sted, hvor han kan hvile sit hoved, men rejser til Benares med toget på grund af efterstræbelse fra den gamle kvindes side, som talte så meget, og fordi jeg ikke havde lyst til at blive i Saharanpur i nogen huslig egenskab.’ Hvad i al verden mener han med det?”

”Hun har bedt ham om at være hendes puro — hendes huspræst — i Saharanpur. Men det ville han ikke på grund af sin Flod. Og hun taler meget.”

”Nå, du forstår, hvad han mener? Det er mere, end jeg gør. ’Rejser altså til Benares, hvor jeg håber at finde Deres velbårenheds adresse og skal sende rupierne for drengen, som er min øjesten, og for den Almægtige Guds skyld tag Dem af hans undervisning, så skal Deres ydmyge tjener bestandigt bede inderligt for Dem, som det også er hans pligt. Skrevet af Sobrao Satai, der ikke opnåede adgang til universitetet i Allahabad, for den ærværdige Teshoo Lama, præst fra Such-zen søgende efter en Flod, adresse Tirthanker-templet, Benares. — P.S. Husk endelig på, at drengen er min øjesten, og at rupierne skal blive sendte per bankanvisning, tre hundrede om året. For den Almægtige Guds skyld.’”

”Er dette nu skingrende vanvid eller er det et forretningsbrev? Ja, jeg spørger dig, for jeg aner ikke, hvad jeg skal mene.”

”Han siger, at han vil give mig tre hundrede rupier om året. Så giver han mig dem.”

”Nå, det er din mening?”

”Naturligvis. Når han siger det!”

Præsten så tankefuld ud. Så vendte han sig igen til Kim og talte som til en ligemand. ”Jeg tror det ikke, men vi får se. Du skulle i dag være blevet sendt til det militære vajsenhus i Sanawar, hvor regimentet ville betale for dig, indtil du blev gammel nok til at træde ind i tjenesten. Du ville være blevet opdraget i den protestantiske trosbekendelse. Det sørgede Bennett for. Men på den anden side, dersom du bliver sat i St. Xaviers skole, får du en bedre undervisning og — den rette religion. Jeg er altså i en vis forlegenhed, som du ser.”

Kim så ikke andet end et billede af lamaen i færd med at rejse sydpå i et jernbanetog uden nogen til at tigge for sig.

”Derfor vil jeg gøre, hvad folk i reglen gør, når de er i forlegenhed — jeg vil se tiden an. Dersom din ven sender pengene fra Benares — Alle Mørkets Magter, at tænke sig en gadetigger, som vil skaffe tre hundrede rupier til veje! — så rejser du til Lucknow, og jeg skal selv betale din rejse, for jeg kan naturligvis ikke røre de penge, der kom ind ved subskriptionen, når jeg har i sinde (og det har jeg) at gøre dig til katolik. Dersom han ikke betaler, bliver du sendt til det militære vajsenhus på regimentets bekostning. Jeg vil give ham tre dage at løbe på, skønt jeg ikke tror på sagen. Og selv om han så senere skulle holde op med at betale… men jeg forstår ikke et muk af det hele. Vi kan kun gå ét skridt ad gangen i denne verden, Gud være lovet. Og Bennett fik lov til at komme med til fronten, mens jeg måtte blive tilbage. Bennett kan ikke forvente at få alting.”

”Vist så,” bemærkede Kim hen i vejret.

Præsten bøjede sig fremad.

”Jeg ville give en månedsløn for at kunne hitte ud af, hvad der går for sig inden i dit lille, runde hoved.”

”Der er såmænd ingenting,” sagde Kim og kløede sig i hovedet. Han funderede over, om Mahbub Ali ville sende ham så meget som en hel rupi. I så fald kunne han betale skriveren og skrive breve til lamaen i Benares. Måske ville Mahbub Ali besøge ham, næste gang han kom sydpå med et kobbel heste. Han måtte da sikkert vide, at Kims aflevering af brevet til officeren i Ambala havde forvoldt den store krig, som soldaterne og drengene havde drøftet så højrøstet ved middagsbordet. Men dersom Mahbub Ali ikke vidste det, ville det være meget risikabelt at fortælle ham det. Mahbub Ali kunne være hård mod drenge, som vidste — eller troede, at de vidste — alt for meget.

”Nå, mens jeg venter på at høre mere fra ham,” afbrød Fader Victors stemme Kims drømmerier, ”kan du løbe hen og lege med de andre drenge. De vil lære dig et og andet — men jeg tror ikke, du vil synes om det.”

Langsomt gik dagen til ende. Da Kim ville gå i seng, fik han udførlige instrukser om, hvorledes han skulle lægge sine klæder sammen og stille sine støvler, mens de andre drenge grinede. Den næste morgen ved daggry blev han vækket af reveillen og efter morgenmaden fangede skolelæreren ham, lagde et papirark med ubegribelige kragetæer foran ham, gav dem meningsløse navne og tampede ham uden mindste grund. Kim tænkte på at forgive ham med opium, som en af gårdfejerne kunne skaffe ham, men kom ved nærmere eftertanke til det resultat, at da de alle spiste ved samme bord (og dette var særlig modbydeligt for Kim, der altid holdt mest af at indtage sine måltider for sig selv), ville det muligvis være en farlig historie. Så gjorde han et forsøg på at løbe sin vej til den landsby, hvor præsten havde givet lamaen sovedrik — landsbyen, hvor den gamle soldat boede. Men skarpsynede skildvagter ved alle kasernens udgange jog den lille rødklædte skikkelse tilbage. Bukserne og jakken gjorde ham tung og kejtet både på legeme og sjæl, og til sidst opgav han sine planer og slog på østerlandsk vis sin lid til tiden og tilfældet. Tre onde dage gik i de store, genlydende, hvidkalkede værelser. Om eftermiddagen spadserede han, eskorteret af trommeslagerdrengen, men alt, hvad hans ledsager sagde til ham, var de få stakkels ord, der syntes at udgøre størstedelen af de hvide mænds forråd af skældsord. Kim havde længe kendt og foragtet dem. Drengen blev gal i hovedet over Kims tavshed og mangel på interesse og hævnede sig ved at prygle ham, som naturligt var. Han brød sig ikke om nogen af basarerne inden for det tilladte område. Han kaldte alle indfødte for niggere, men tjenestefolk og gårdfejere gav ham de frygteligste navne lige ind i hans åbne ansigt og han lod sig narre af deres ærbødige holdning og forstod ikke et ord af, hvad de sagde. Dette trøstede til en vis grad Kim for pryglene.

Den fjerde dags morgen ramte straffen trommeslageren. De var gået sammen ud til Ambalas væddeløbsbane. Han kom tilbage alene og grædende og fortalte, at unge O’Hara, hvem han ikke havde gjort noget videre, havde anråbt en rødskægget nigger til hest, at bemeldte nigger på stedet havde givet sig til at tæske løs på ham med en ualmindelig svirpende ridepisk, havde grebet O’Hara og bortført ham i fuld galop. Denne nyhed meddeltes Fader Victor, som blev temmelig lang i ansigtet. Han var allerede tilstrækkelig forbløffet over et brev fra Tirthankernes Tempel i Benares, som indeholdt en indfødt bankiers anvisning på tre hundrede rupier og en forbavsende bøn til ”Den Almægtige Gud”. Lamaen ville være blevet endnu mere ærgerlig end præsten, dersom han havde vidst, hvorledes skriveren havde oversat hans bemærkninger om at ”erhverve sig Fortjeneste”.

”Alle Mørkets Magter!” brummede Fader Victor, mens han vendte og drejede anvisningen. ”Og nu er han stukket af med en anden af sine lidt specielle venner. Jeg ved virkelig ikke, hvad der ville være den største lettelse for mig, enten at få ham tilbage eller miste ham. Han går over min forstand. Hvordan Fanden — ja, det er ham, jeg mener — kan en tigger skaffe penge til at opdrage hvide drenge?”

Tre mil borte på Ambalas væddeløbsbane var Mahbub Ali netop i færd med at tøjle en grå hingst fra Kabul med Kim foran sig på sadelknappen. Og Mahbub Ali sagde:

”Men, Alverdens Lille Ven, min ære og mit rygte må også tages i betragtning. Alle officer-sahib’erne i alle regimenterne og hele Ambala kender Mahbub Ali. Folk har set mig tage dig op på hesten og revse drengen. De kan se os i dette øjeblik fra den anden side af sletten. Hvordan kan jeg da hjælpe dig bort eller forklare din forsvinden, hvis jeg sætter dig ned og lader dig løbe din vej mellem markerne? Jeg ville blive sat i fængsel! Nej, vær tålmodig. Én gang sahib, altid sahib. Når du bliver voksen, vil du måske være Mahbub Ali taknemmelig. Hvem ved?”

”Hjælp mig blot udenfor deres skildvagters område, så jeg kan få dette røde tøj af. Giv mig nogle penge, så vil jeg rejse til Benares og igen være sammen med min lama. Jeg har slet ingen lyst til at være sahib. Og husk på, jeg afleverede den besked!”

Hingsten gav et voldsomt sæt. Mahbub Ali var kommet til at hugge stigbøjlens skarpe kant ind i dens side. (Han var nemlig ikke en af den slags nymodens hestehandlere, som rider med engelske støvler og sporer). Men derved var han også kommet til at røbe sig og Kim drog sine slutninger.

”Det var en bagatel. Og det lå lige på din vej til Benares. Både jeg og sahib’en har allerede glemt, hvad det drejede sig om. Jeg sender så mange breve og budskaber til folk, som gør mig spørgsmål om heste, så jeg husker ikke det ene fra det andet. Var det ikke noget om en brun hoppe, hvis stamtavle Peters Sahib ønskede?”

Kim så straks fælden. Hvis han sagde ja til den brune hoppe, ville Mahbub af hans beredvillighed til at gå ind på denne ændring opdage, at drengen anede noget. Derfor svarede han:

”Brun hoppe? Nej. Jeg glemmer ikke en besked, der bliver mig betroet. Det var en hvid hingst.”

”Ja, vist så, det var det. En hvid arabisk hingst. Men i dit brev skrev du om en brun hoppe.”

”Hvem siger unødigt sandheden til en skriver?” svarede Kim, som følte, at Mahbub lagde sin hånd på hans hjerte.

”Halløj! Mahbub, gamle slubbert, bi lidt!” råbte en stemme, og en englænder kom farende på en lille polo-pony. ”Jeg har jagtet dig over det halve land. Din kabul-hingst kan skyde en ordentlig fart. Den er vel til salg?”

”Jeg har et ungt dyr, som Himlen ligefrem har skabt for det fine og vanskelige polospil. Det har ikke sin mage. Det…”

”Kan spille polo og varte op ved bordet. Tak, den kender vi. Men hvad hulen har du dér?”

”En dreng,” svarede Mahbub alvorligt. ”Han fik prygl af en anden dreng. Hans fader var i sin tid hvid soldat og var med i den Store Krig. Drengen har boet i Lahore og leget med mine heste, da han var lille. Nu tror jeg, at de har i sinde at gøre ham til soldat. Han er nylig blevet fundet af sin faders regiment, som marcherede til fronten i forrige uge. Men jeg tror ikke, at han har lyst til at blive soldat. Nu har jeg redet en tur med ham. Sig mig, hvor din kaserne ligger, så skal jeg bringe dig derhen.”

”Lad mig gå. Jeg kan godt finde kasernen alene.”

”Men hvis du løber bort, hvem vil da sige, at det ikke var min skyld.”

”Han løber vel tilbage til sin middagsmad. Hvor skulle han ellers løbe hen?” spurgte englænderen.

”Han er født her i landet. Han har venner og går, hvorhen han har lyst. Han er en chabuk sawai (fiffig knøs). Han behøver blot at skifte klæder for i en håndevending at forvandles til en lavkaste hindudreng.”

”Han gør Fanden!”

Englænderen betragtede drengen prøvende, mens Mahbub red hen mod kasernen. Kim skar tænder. Mahbub spottede ham, som troløse afghanere plejer, for han vedblev: ”De vil sende ham i skole, stikke hans fødder i tunge støvler og svøbe ham ind i disse klæder. Så vil han glemme alt, hvad han ved. I hvilken af kasernerne bor du?”

Kim pegede — han kunne ikke tale — på Fader Victors fløj, hvis hvidkalkede mure skinnede tæt ved.

”Måske bliver han en god soldat,” sagde Mahbub eftertænksomt. ”Han vil i det mindste blive en god ordonnans. Jeg sendte ham engang fra Lahore for at bringe en besked. En besked angående en hvid hingsts stamtavle.”

Dette var en dødelig fornærmelse føjet til en endnu dødeligere forurettelse — og det i påhør af den sahib, til hvem han så snildt havde bragt det krigsfrembringende brev. Kim så i ånden Mahbub Ali ristet i den anden verdens flammer for sit forræderi. For sit eget vedkommende så han kun en lang, grå udsigt til kaserner, skoler og atter kaserner. Han stirrede bønfaldende op i det skarpskårne ansigt, i hvis udtryk der ikke fandtes glimt af genkendelse, men selv i denne yderste nød faldt det ham ikke ind at tage sin tilflugt til den hvide mands barmhjertighed eller at røbe afghaneren. Og Mahbub stirrede vist på englænderen, der stirrede lige så vist på den dirrende, men stumme Kim.

”Min hest er godt dresseret,” sagde hestehandleren. ”En anden ville have slået bagud, sahib.”

”Hm,” sagde englænderen til sidst og gned sin ponys fugtige manke med sit piskeskaft. ”Hvem vil gøre drengen til soldat?”

”Regimentet, der har fundet ham, siger han, og især regimentets præstesahib.”

”Dér er præsten!” udstødte Kim med halvkvalt stemme, idet den barhovede Fader Victor kom farende hen imod dem fra verandaen.

”Alle Mørkets Magter, O’Hara! Hvor mange flere uassorterede venner har du her i Asien?” råbte han, da Kim lod sig glide ned af hesten og stod hjælpeløs foran ham.

”God dag, Pater,” sagde obersten, muntert. ”Jeg kender Dem godt af omtale og det havde også været min mening at besøge Dem, men jeg har endnu ikke fået det gjort. Mit navn er Creighton.”

”Creighton af den Etnologiske Undersøgelseskommission?” udbrød Fader Victor.

Obersten nikkede.

”Så er jeg min tro glad for at træffe Dem og jeg skylder Dem også tak, fordi De har bragt drengen tilbage.”

”Det er ikke noget at takke mig for, Pater. Og desuden ville drengen slet ikke løbe sin vej. De kender ikke gamle Mahbub Ali” — hestehandleren sad ubevægelig i solskinnet — ”men når De har været her i byen en måneds tid, har De nok lært ham at kende. Det er ham, der sælger os alle vore krikker. Den dreng er for resten noget af en mærkværdighed. Kan De fortælle mig noget om ham?”

”Om jeg kan?” stønnede Fader Victor. ”De er det eneste menneske, der kan hjælpe mig i min forlegenhed. Fortælle Dem! Alle Mørkets Magter, jeg er bristefærdig af længsel efter at fortælle historien til en eller anden, der kender noget til de indfødte!”

En staldkarl kom rundt om hjørnet. Oberst Creighton hævede stemmen og sagde på urdu: ”Ja, det kan nu være så meget godt, Mahbub Ali, men hvorfor fortæller du mig alle de historier om ponyen! Jeg giver dog ikke en eneste pice mere end tre hundrede og halvtredsindstyve rupier.”

”Sahib’en er en smule varm og ophidset efter sit ridt,” svarede hestehandleren med en privilegeret spøgefugls smørrede smil. ”Han vil snart få mere blik for min hests gode sider. Jeg vil vente, indtil han er færdig med at tale med præsten. Jeg vil vente under træet derhenne.”

”Gå pokker i vold!” lo obersten. ”Det har man for at kaste et blik på en af Mahbubs heste. Han er en rigtig gammel igle, Pater. Nå ja, så vent da, Mahbub, hvis du har så megen tid at spilde. Nu er jeg til Deres tjeneste, Pater. Hvor blev drengen af? Nå, han gik hen for at slå en snak af med Mahbub. En sær knægt. Måske De vil være så venlig at lade Deres staldkarl tage sig af min hest?”

Han satte sig i en stol, hvorfra han kunne holde øje med Kim og Mahbub Ali, der talte sammen under træet. Præsten gik ind for at hente cigarer.

Creighton hørte Kim sige i en bitter tone: ”Stol hellere på en bramin end på en slange, hellere på en slange end på en skøge og hellere på en skøge end på en afghaner, Mahbub Ali.”

”Det er hverken her eller der,” svarede Mahbub og rystede højtideligt sit store røde skæg. ”Børn bør ikke se et tæppe på væverstolen, førend mønsteret er trådt tydeligt frem. Tro mig, Alverdens Ven, jeg gør dig en stor tjeneste. De vil ikke gøre dig til soldat.”

”Din snedige gamle synder!” tænkte Creighton. ”Men du er ikke meget ved siden af. Den dreng må ikke gå til spilde, hvis han er som averteret.”

”Undskyld mig et øjeblik,” råbte pateren indefra, ”men jeg er i færd med at samle sagens dokumenter.”

”Dersom jeg skaffer dig denne tapre og vise oberst-sahibs gunst, og du derved opnår stor ære, hvordan vil du så takke Mahbub Ali, når du bliver en voksen mand?”

”Nej, Mahbub, jeg bad dig om at slippe mig ud på landevejen igen, for dér ville jeg have været i sikkerhed. Men nu har du solgt mig til englænderne. Hvor meget vil de give dig i blodpenge?”

”En gemytlig djævleunge!” brummede obersten, mens han bed spidsen af sin cigar, og vendte sig derefter høfligt om mod Fader Victor.

”Hvad er det for papirer, som den tykke præst vifter i luften med foran oberstens ansigt? Træd om bagved hingsten, som om der var noget på tøjlen, du ville se på!” sagde Mahbub Ali.

”Et brev fra min lama, som han skrev fra Jagadhir-vejen, og hvori han lover at betale tre hundrede rupier om året for min undervisning.”

”Oho! Er den gamle rødhat af den slags? I hvilken skole skal det være?”

”Gud ved. Jeg tror, den er i Nucklao (Lucknow).”

”Javel. Dér er en stor skole for sønner af sahiber — og af halve sahib’er. Jeg har set den, når jeg har solgt heste der. Nå, så lamaen holdt altså også af Alverdens Ven?”

”Ja. Og han løj ikke og sendte mig ikke tilbage til fangenskabet.”

”Intet under, at præsten ikke kan finde hoved og hale i den historie. Som han dog taler hurtigt til oberst-sahib’en.” Mahbub Ali kluklo. ”Ved Allah!” — de skarpe øjne gled et øjeblik hen over verandaen — ”din lama har sendt noget, der forekommer mig at ligne en egenveksel. Anvisninger forstår jeg mig også en smule på. Nu undersøger oberst-sahib’en den.”

”Hvad gavn kan jeg have af alt det?” sagde Kim i en træt tone. ”Du vil ride bort og de vil mig putte tilbage i de tomme værelser, hvor der ikke er noget godt sted at sove og hvor drengene prygler mig.”

”Det tror jeg ikke. Vær tålmodig, barn. Ikke alle afghanere er troløse — undtagen i hestehandel.”

Fem — ti — femten minutter gik, og hele tiden talte Fader Victor ivrigt eller stillede spørgsmål, som obersten besvarede.

”Nu har jeg fortalt Dem, hvad jeg ved om drengen, fra først til sidst, og det er en sand lettelse for mig. Har De nogensinde hørt mage til historie?”

”I hvert fald har den gamle mand sendt pengene. Gobind Sahais anvisninger gælder herfra og til Kina,” sagde obersten. ”Jo mere man lærer om de indfødte, jo mindre kan man sige om, hvad de vil gøre eller ikke gøre.”

”Det var en trøstende bemærkning — fra formanden for den Etnologiske Undersøgelseskommission. Det er denne blanding af Røde Tyre og Frelsende Floder (Gud hjælpe ham, stakkels hedning!) og anvisninger og frimurercertifikater. Apropos, er De frimurer?”

”Ja, jeg er, nu jeg tænker mig om. Det er yderligere en grund,” sagde obersten åndsfraværende.

”Det glæder mig, at de kan finde bund i det. Men som sagt, det er denne blanding af alle mulige ting, der er mig aldeles uforståelig. Og at tænke sig ham siddende på sengen med sin lille skjorte åben i brystet, så at man kunne se, at han var hvid, og profetere lige op i ansigtet på vor oberst — og så slår hans profeti til! Men alt det vrøvl vil han nok blive kureret for i St. Xaviers skole, tror De ikke?”

”De kan jo stænke ham med vievand,” lo obersten.

”Jeg synes på ære undertiden, at jeg burde gøre det. Men jeg håber, at han bliver opdraget til at være en god katolik. Det eneste, jeg er urolig for, er, hvad der vil ske, dersom den gamle tigger…”

”Lama, lama, bedste Hr. Pater. Nogle af dem er ansete mænd i deres hjemstavn.”

”Hvis altså lamaen ikke betaler til næste år. Denne gang har han handlet efter øjeblikkets indskydelse og før eller senere må han jo dø. Og at tage en hednings penge for at give et barn en kristelig opdragelse…”

”Men han sagde udtrykkeligt, hvad han ønskede. Så snart han fik at vide, at drengen var hvid, synes han at have truffet sine arrangementer i overensstemmelse dermed. Jeg ville give en måneds gage for at kunne høre, hvordan han forklarede det hele i Tirthankernes Tempel i Benares. Hør nu, Pater, jeg giver mig ikke ud for at kende ret meget til de indfødte, men dersom han har sagt, at han vil betale, så betaler han, død eller levende. Jeg mener, hans arvinger vil overtage gælden. Mit råd til Dem er: Send drengen ned til Lucknow. Hvis Deres anglikanske kollega mener, at De har taget ham ved næsen…”

”Bare synd for Bennett! Han kom til fronten i stedet for mig. Doughty erklærede mig for uskikket af helbredsgrunde. Jeg bandlyser Doughty, hvis han kommer levende tilbage! Bennett må virkelig lade sig nøje med…”

”Hæderen, og overlade religionen til Dem. Ganske rigtigt! For resten tror jeg ikke, at Bennett vil tage det ilde op. De må gerne skyde skylden på mig. Jeg — hm — anbefaler på det varmeste at sende drengen til St. Xaviers skole. Han kan rejse gratis som forældreløst soldaterbarn, så derved sparer De pengene til jernbanebilletten. Hvad han trænger til af klæder og sligt, kan De købe for de penge, der kom ind ved regimentets subskription. Logen bliver forskånet for at betale hans opdragelse og det vil sætte logen i godt humør. Det hele er let at arrangere. Jeg skal rejse til Lucknow i næste uge, så jeg skal gerne tage mig af drengen på vejen — lade mine tjenestefolk passe på ham og så videre.”

”De er et godt menneske.”

”Ikke i mindste måde. Tag ikke fejl af det. Men lamaen har sendt os penge til fremme af et bestemt formål. Vi kan ikke ret godt sende dem tilbage, altså må vi gøre, som han siger. Ja, så er sagen vel afgjort, ikke sandt? Skal vi sige, at De på tirsdag overleverer ham til mig ved det sydgående aftentog? Det er kun tre dage. Han kan ikke gøre megen fortræd på tre dage.”

”De letter en sten fra mit hjerte. Men — denne her?” — han pegede på anvisningen — ”jeg kender ikke noget til Gobind Sahai eller til hans bank, som måske blot er en bod i en baggyde.”

”De har aldrig været en forgældet løjtnant. Jeg skal gerne hæve pengene og sende Dem en lovformelig kvittering.”

”Men De har jo Deres eget arbejde at passe! Det vil være at forlange…”

”Det er virkelig ikke den mindste ulejlighed for mig. For mig som etnolog er sagen højst interessant, skal jeg sige dem. Jeg kunne have lyst til at gøre nogle optegnelser om den til brug for et arbejde, som jeg er i lag med for regeringen. Forvandlingen af et regiments kendemærke som jeres Røde Tyr til en slags fetish, som drengen søger efter, er højst interessant.

”Jeg kan ikke noksom takke Dem —”

”Der er én ting, som De kan gøre. Ser De, alle vi etnologer er så skinsyge som alliker på hinandens opdagelser. De har naturligvis ingen interesse for andre end os selv, men — De ved jo nok, hvordan bibliofiler er. Nu beder jeg Dem om ikke at sige et ord, hverken direkte eller indirekte, — om den asiatiske side af drengens karakter — hans eventyr og hans spådom og alt det. Jeg vil senere selv pumpe drengen og — De forstår mig nok!”

”Javel. De vil kunne skrive en højst interessant beretning derom. Jeg skal ikke mæle et ord til noget menneske, før jeg ser den på tryk.”

”Tak skal De have. Det er ord, der glæder en etnologs hjerte. Nå, så skulle jeg vel hjem til min frokost. Vorherre bevares! Er gamle Mahbub her stadig?” Han løftede stemmen og hestehandleren kom ud fra træets skygge. ”Nå, hvad er det så?”

”Hvad angår den unge hest, som vi talte om,” sagde Mahbub, ”så siger jeg, at når et føl er født til at være polopony — når det følger tæt efter bolden uden nogensinde at være dresseret dertil — når det forstår spillet, som havde det fået en åbenbaring — så siger jeg, at det er en stor synd at spænde det føl for en tung fragtvogn, sahib.”

”Det siger jeg med, Mahbub. Føllet skal kun blive brugt til polo. De hører, Pater, den fyr kan ikke tænke på andet i verden end heste. Så skal jeg komme hen til dig i morgen, Mahbub, og se, om du har noget til salg, som jeg kan bruge.”

Hestehandleren hilste på ryttervis med en håndbevægelse.

”Vær tålmodig en lille stund, Alverdens Ven,” hviskede han til den fortvivlede Kim. ”Din lykke er gjort. Snart skal du rejse til Nucklao — og her har du noget til at betale skriveren med. Vi ses nok igen — mange gange, tror jeg.”

Og dermed galoperede han hen ad vejen.

”Hør nu efter, hvad jeg siger,” sagde obersten oppe fra verandaen i de indfødtes sprog. ”Om tre dage skal du rejse med mig til Lucknow og få meget nyt at se og høre hele tiden. Foretag dig derfor intet i de tre dage og løb ikke bort. I Lucknow vil du blive sat i skole.”

”Træffer jeg min Hellige Mand dér?” klynkede Kim.

”Lucknow er i det mindste nærmere Benares, end Ambala er. Du vil måske komme til at rejse under min beskyttelse. Mahbub Ali ved dette, og han bliver vred, hvis du løber bort nu. Og husk på: Der er blevet fortalt mig meget, som jeg ikke glemmer.”

”Jeg vil vente,” sagde Kim. ”Men drengene prygler mig.”

Så lød hornsignalet til middagsmaden.