Kim

Femte kapitel

På ny satte den langsomt sjokkende procession sig i gang, og hun sov, indtil de nåede det næste stoppested. Det havde været en meget kort distance og der var endnu en time til solnedgang, hvorfor Kim gav sig til at se sig om efter underholdning.

”Hvorfor sætter du dig ikke ned og hviler dig?” sagde en af eskorten. ”Kun djævle og englændere vandrer frem og tilbage uden grund.”

”Slut aldrig venskab med djævelen, en abe eller en dreng. Ingen ved, hvad de kan hitte på,” sagde hans kammerat.

Kim vendte dem hånligt ryggen — han ønskede aldeles ikke at høre den gamle historie om, hvorledes djævelen legede med drengene og kom til at fortryde det — og spankulerede på lykke og fromme henover markerne.

Lamaen fulgte ham. Hele dagen, hver gang de passerede en strøm, var han drejet af fra vejen for at se på den, men havde i intet tilfælde fået varsel om, at han havde fundet sin Flod. Uden at han selv mærkede det, havde for resten behageligheden ved at have nogen at tale med i et fornuftigt tungemål og ved at blive agtet og æret som en højbåren dames åndelige rådgiver ført hans tanker en smule bort fra hans Søgen. Og endvidere var han forberedt på at tilbringe mange lange år med at Søge, for han havde intet af de hvides utålmodighed i sin sjæl, men derimod en brændende tro.

”Hvor vil du hen?” råbte han efter Kim.

”Intetsteds. Det var en kort dagsmarch og alt dette” — Kim pegede i alle retninger — ”er nyt for mig.”

”Hun er unægtelig en vis og skarpsindig kvinde. Men det er vanskeligt at tænke, når…”

”Sådan er kvinder.” Kim talte som den vise Salomon.

”Udenfor mit kloster var der en bred stenterrasse,” mumlede lamaen og famlede ved sin slidte rosenkrans. ”Den bærer spor af mine fodtrin — dér vandrede jeg frem og tilbage med disse i hånden.”

Han raslede med kuglerne og begyndte på sit andægtige: Om mane padme hum[*] — taknemmelig for den kølige, stille, støvfri luft.

Kims ørkesløse øjne flakkede hid og did henover sletten. Han havde intet mål for sin omstrejfen, undtagen at undersøge nogle nærliggende hytter, hvis bygningsmåde forekom ham ny.

De kom ud på en stor strækning engjord, som aftenlyset farvede i brunlige og purpurrøde nuancer og på hvis midte der stod en gruppe svære mangotræer. Det slog Kim som underligt, at der ikke var opført et tempel på et sted, der passede så godt dertil. I sådanne sager havde drengen så skarpt et blik som nogen præst[*]. Langt borte på den anden side af engen gik fire mænd side om side, helt små at se til på grund af afstanden. Kim holdt hånden over brynet og betragtede dem opmærksomt og hans øjne opfangede et glimt af blankt messing.

”Soldater,” sagde han. ”Hvide soldater! Lad os undersøge.”

”Der er altid soldater, når du og jeg drager af sted alene sammen. Men hvide soldater har jeg aldrig set.”

”De gør ingen fortræd, undtagen når de er fulde. Gem dig bag dette træ.”

De skjulte sig bag de tykke stammer i mangolundens kølige tusmørke. To af de små skikkelser standsede. De andre kom langsomt og søgende nærmere. De var et marcherende regiments fortrop, udsendt for at afmærke lejrpladsen. De bar fem fod lange stænger med blafrende flag og råbte til hinanden, mens de spredte sig over den flade eng.

Endelig kom de ind i mangolunden med tunge skridt.

”Det er her eller heromkring. Officerernes telte under træerne, går jeg ud fra, og vi andre kan få lov til at blive udenfor. Har de afmærket plads til trænet dér bagved?”

De råbte igen til deres kammerater og et svarende brøl kom tilbage, blødt og dæmpet af afstanden.

”Stik så flaget ned her.”

”Hvad er det, de gør?” spurgte lamaen højligt forbavset. ”Dette er en stor og frygtelig verden. Hvad er det for et tegn på flaget?”

En soldat stak en af stavene i jorden få fod fra dem, brummede misfornøjet, trak den op igen, rådslog med sin kammerat, der så sig om under de grønne træer, og stødte den så atter ned.

Kim stirrede med vidt opspilede øjne, og hans åndedræt blev kort og lød helt hviskende mellem de sammenbidte tænder. Soldaterne trampede videre ud i solskinnet.

”Hellige Mand!” gispede Kim. ”Mit horoskop! Det som præsten i Ambala tegnede i sandet! Husker du, hvad han sagde? Først kommer der to ferashes — for at gøre alting rede — på et mørkt sted, sådan som et syn altid begynder.”

”Men dette er ikke noget syn,” indskød lamaen. ”Det er denne verdens Blændværk og intet andet.”

”Og efter dem kommer Tyren — den Røde Tyr på den grønne mark. Se! Dér er den!”

Han pegede på flaget, der smældede i aftenvinden mindre end ti fod fra dem. Det var kun et almindeligt lille mærkeflag, men regimentet, der altid holdt på pyntelighed i slige sager, havde ladet det smykke med Maverick-regimentets våbenmærke, den store røde tyr på en baggrund af Irlands grønne flagdug.

”Jeg ser — og nu mindes jeg,” sagde lamaen. ”Det er bestemt din Tyr. Og de to mænd kom også ganske rigtigt for at gøre alting rede.”

”Og de var soldater, — hvide soldater. Hvad sagde præsten? Tegnet lige over for Tyren er krigens tegn og de væbnede mænds tegn. Hellige Mand, dette vedkommer min Søgen.”

”Sandt. Det er sandt.” Lamaen stirrede stift på det røde billede, der lyste som en rubin i tusmørket. ”Præsten i Ambala sagde, at dit tegn var et krigens tegn.”

”Hvad er der nu at gøre?”

”Vente. Lad os vente.”

”Nu klarer mørket op,” sagde Kim. Det var naturligt, at den nedgående sols stråler til sidst måtte falde ind mellem træstammerne og i nogle minutter fylde lunden med deres bløde, gyldne lys, men for Kim var dette en yderligere opfyldelse af Ambala-braminens spådom.

”Hør!” sagde lamaen. ”Der slås på tromme langt borte!”

Den fjerne lyd, der klang så spinkelt gennem den stille luft, lignede i begyndelsen en pulsåres banken i hovedet. Men snart skingrede høje, skarpe toner.

”Aha! Det er musikken,” forklarede Kim. Han vidste, hvordan militærmusik lyder, men lamaen blev forbavset.

Ude i synskredsen kom en langsom, støvet kolonne kravlende frem over sletten. Så førte vinden melodien ned mod dem.

Her faldt piberne ind:

Det var maverickernes musikkorps, som spillede, mens regimentet rykkede i lejr, for regimentet var ude på marchøvelse med fuld feltmæssig oppakning. Den bølgende kolonne drejede ind på engen med sit træn bagved sig, delte sig og svingede til højre og venstre, der blev et øjebliks virvar som i en myretue, og…

”Men dette er trolddom!” udbrød lamaen. Rundt omkring på sletten rejste der sig telt ved telt. En gruppe mænd trængte ind i lunden, slog i tavshed et stort telt op, rejste en otte, ni andre ved siden af det, udpakkede kasseroller, pander og bylter, som en skare indfødte tjenere straks lagde beslag på, og lige for øjnene af Kim og lamaen blev mangolunden forvandlet til en velordnet by!

”Lad os gå,” sagde lamaen og trak sig forskrækket tilbage, mens bålene begyndte at flamme op og hvide officerer med raslende sabler spankede ind i messeteltet.

”Træd tilbage i skyggen. Ingen kan se udenfor et båls lyskreds,” sagde Kim med øjnene stadig fæstede på flaget. Han havde aldrig før set et regiment af gamle, rutinerede folk slå lejr i løbet af en halv time.

”Se! Se! Se!” kluklo lamaen. ”Dér kommer en præst.”

Det var Bennett, regimentets anglikanske feltpræst, som kom hinkende i sin støvede sorte dragt. En af hans flok havde ladet nogle uhøflige bemærkninger falde om det stof præsten var lavet af, og for at beskæmme ham, havde Bennett den dag marcheret skridt for skridt sammen med folkene. Hans sorte dragt, guldkorset ved hans urkæde, hans skægløse ansigt og hans bløde, sorte, bredskyggede hat ville overalt i Indien have betegnet ham som en hellig mand. Han lod sig falde ned på en feltstol ved messeteltets dør og sparkede sine støvler af. Tre, fire officerer samledes omkring ham og lo og sagde vittigheder om hans bedrift.

”De hvide mænds tale savner i høj grad værdighed,” bemærkede lamaen, der dømte efter klangen af deres stemmer. ”Men jeg har gransket den præsts åsyn og jeg tror, at han er lærd. Er det sandsynligt, at han forstår vort sprog? Jeg ville gerne tale til ham om min Søgen.”

”Tal aldrig til en hvid mand, førend han har spist,” sagde Kim med et velkendt ordsprog. ”Nu vil de til at spise — men jeg tror ikke, at det nytter noget at tigge hos dem. Lad os vende tilbage til lejrpladsen. Når vi har spist, vil vi komme tilbage. Det var virkelig en Rød Tyr — min Røde Tyr.”

De var begge påfaldende åndsfraværende, da den gamle dames følge satte mad foran dem, og derfor trængte ingen ind på dem, for det bringer uheld at genere gæster.

”Og nu,” sagde Kim, mens han stangede sine tænder, ”vil vi vende tilbage til det sted. Men du, Hellige Mand, må vente et lille stykke borte, for dine fødder er tungere end mine og jeg længes efter at se nærmere på den Røde Tyr.”

”Men hvordan kan du forstå deres tale? Gå langsomt, vejen er mørk,” svarede lamaen uroligt.

Kim overhørte spørgsmålet. ”Jeg lagde mærke til et sted tæt ved træerne,” sagde han, ”hvor du kan sidde, indtil jeg kalder på dig. Nej,” vedblev han, da lamaen ville gøre indvendinger, ”husk på, at dette er min Søgen — efter min Røde Tyr. Tegnet i Stjernerne gjaldt ikke dig. Jeg kender lidt til hvide soldaters skikke, og jeg holder altid af at se noget nyt.”

”Hvad i denne verden er du ukendt med?” sagde lamaen og satte sig lydigt ned i en lille fordybning i terrænet næppe hundrede yards fra mangotræerne, der hævede sig mørke mod den stjernebesåede himmel.

”Bliv her, til jeg kalder.”

Kim forsvandt i tusmørket. Han vidste, at der efter al sandsynlighed ville være skildvagter rundt omkring lejren, og han smilede ved sig selv, da han hørte de tunge fodtrin af et par tykke soldaterstøvler. En dreng, som en måneklar nat kan smutte hen over tagene i Lahore og benytte sig af hver eneste lille mørk plet og krog til at bringe sin forfølger på vildspor, vil næppe lade sig standse af en række veltrænede soldater. Han gjorde dem den kompliment at krybe ind mellem to af dem, og — snart løbende, snart standsende, snart krybende, snart kastende sig fladt ned — begav han sig hen imod det oplyste messetelt, uden for hvilket han trykkede sig tæt ind bagved et af mangotræerne og ventede på, at et eller andet tilfældigt ord skulle give ham et holdepunkt.

Det eneste, der nu lå ham på sinde var at få noget mere at vide om den Røde Tyr. Kims viden var på mange punkter lige så ejendommeligt begrænset, som den på andre var ejendommeligt omfattende, og han kunne ikke tænke sig andet, end at soldaterne — de ni hundrede skinbarlige djævle, som hans fader havde profeteret om — efter solnedgang bad til den Røde Tyr, ligesom hinduer beder til den Hellige Ko. Det ville i det mindste være fuldstændig rigtigt og logisk, og præsten med guldkorset ville altså være den mand, hvem man burde spørge til råds desangående. På den anden side, tænkte Kim, der mindedes de alvorlige præster, som han altid havde undgået i Lahore, ville præsten måske være ubehageligt nævenyttig og forlange, at han skulle gå i skole og lære noget. Men var det ikke blevet bevist i Ambala, at hans himmeltegn varslede krig og væbnede mænd? Var han ikke Stjernernes Ven lige så vel som Alverdens Ven, propfuld af frygtelige hemmeligheder? Og til syvende og sidst — hvilket var understrømmen for alle hans hastige tanker — dette eventyr var ”ren svir” (skønt hans sprog ikke havde noget udtryk for dette begreb), en herlig fortsættelse af de gamle dages flugt henover hustagene, og desuden var det opfyldelsen af en storslået forudsigelse.

Han lå fladt på maven og vrikkede sig med små ryk frem mod messeteltets dør, med den ene hånd på amuletten, som var bundet om hans hals.

Det var, som han havde ventet. Sahib’erne var i færd med at bede til deres Gud. For midt på messebordet — dets eneste prydelse, når de var på march — stod en guldtyr, lavet af bytte, der i gamle dage var gjort i Sommerpaladset i Peking — en rød guldtyr med sænket hoved på et fodstykke af Irlands grønne farve. Og alle sahib’erne strakte deres glas frem mod tyren og råbte i munden på hinanden.

Pastor Arthur Bennett plejede altid at forlade messen, så snart denne skål var drukket, og da han var temmelig træt efter sin march, bevægede han sig pludseligere end ellers. Kim lå med hovedet en smule løftet og stirrede endnu på sin afgud på bordet, da præsten trådte på hans højre skulderblad. Kim krympede sig under læderstøvlen, rullede til side og rev præsten over ende, men denne, der var en handlingens mand, greb ham i struben og var nær ved at kvæle ham. Så gav Kim ham et fortvivlet spark i maven. Pastor Bennett gispede og krympede sig, men slap ikke sit tag og kom på benene igen og halede så i tavshed Kim til sit telt. Maverickerne var store spøgefugle, hvorfor præsten mente, at det var bedst at gå stille med dørene, indtil sagen var undersøgt.

”Hva’? En dreng!” udbrød han, idet han trak sin fange hen til skæret fra lygten, der hang på teltpælen. Så ruskede han ham dygtigt og vedblev: ”Hvad bestiller du her? Du er nok en tyveknægt. Choor? Mallum? (En tyv? Forstår du?)”

Hans hindustani var stærkt begrænset, men Kim, forpjusket og ærgerlig som han var, besluttede at spille den rolle, der således blev ham tildelt. Mens han stræbte at få vejret igen, opfandt han en særdeles troværdig historie om, at han var i familie med en af messens indfødte kokkedrenge, og på samme tid holdt han omhyggeligt øje med præstens venstre arm. Lejligheden kom. Han dukkede sig for at smutte ud af døren, men en lang arm for frem og greb ham i nakken, så at amulettens snor brast og amuletten selv forblev i den lukkede hånd.

”Giv mig den. Åh, giv mig den. Den blev vel ikke borte? Giv mig papirerne.”

Drengen udstødte disse ord på engelsk — de indfødtes dårlige, ubehjælpsomme engelsk — og det gav et sæt i præsten.

”Et skapular,” sagde han og åbnede hånden. ”Nej, en eller anden hedensk amulet. Men hvad er det? Taler du engelsk? Små drenge, som stjæler, får prygl. Det ved du måske?”

”Jeg stjæler ikke. Jeg har ikke stjålet.” Kim dansede omkring i fortvivlelse som en terrier, der ser en løftet stok. ”Åh, giv mig den. Det er min amulet. Du må ikke tage den fra mig.”

Præsten brød sig ikke om, hvad han sagde, men trådte hen til teltdøren og kaldte højt. En svær, glatraget mand viste sig.

”Jeg vil gerne bede Dem om et råd, Fader Victor,” sagde Bennett. ”Jeg traf på denne dreng i mørket udenfor messeteltet. Under almindelige omstændigheder ville jeg have tildelt ham en revselse og ladet ham løbe, for jeg tror han er en tyv. Men det lader til, at han kan tale engelsk, og at han tillægger en amulet, der hang om hans hals, en vis værdi. Jeg tænkte, at De måske kunne hjælpe mig.”

Bennett troede fuldt og fast, at der mellem ham og de irske soldaters katolske sjælesørger lå en uoverskridelig kløft. Men det var vitterligt, at når den Anglikanske Kirke havde at gøre med et menneskeligt problem, kaldte han som regel Romerkirken til hjælp. Bennetts officielle afsky for den Babyloniske Kvinde og alt hendes væsen var stor, men lige så stor var hans private respekt for Fader Victor.

”En tyv, der taler engelsk, siger De? Lad os se på hans amulet. Nej, det er ikke noget skapular, Bennett.”

Og han rakte hånden frem.

”Men har vi egentlig ret til at åbne den? En ordentlig dragt prygl…”

”Jeg har ikke stjålet,” bedyrede Kim. ”Og du har sparket mig over hele kroppen. Giv mig min amulet, så vil jeg gå min vej.”

”Ikke så rask! Lad os først se på den,” sagde Fader Victor og oprullede roligt stakkels Kimball O’Haras ne varietur, hans afsked fra regimentet og Kims dåbsattest. På denne sidste havde O’Hara — med en eller anden forvirret idé om, at han derved gjorde mirakler for sin søn — snese af gange kradset: ”Sørg for drengen. Sørg endelig for drengen” — og havde undertegnet det med sit navn og sit nummer i regimentet.

”Alle Mørkets Magter!” sagde Fader Victor og rakte Pastor Bennett de tre papirer. ”Ved De, hvad dette er?”

”Ja,” svarede Kim. ”De er mine, og jeg vil bort herfra.”

”Jeg forstår det ikke rigtigt,” sagde Pastor Bennett. ”Han har rimeligvis bragt dem med sig i et eller andet øjemed. Det er måske et slags tiggerkneb.”

”Jeg har aldrig set en tigger, der var så ivrig efter at komme væk fra dem, han ville tigge hos. Det er en mystisk historie, det her. Tror De på et Forsyn, Bennett?”

”Det skulle jeg håbe.”

”Ja, jeg tror på mirakler, og det kommer ud på ét. Alle Mørkets Magter? Kimball O’Hara! Og hans søn! Men drengen er en indfødt, og jeg har med egne øjne set Kimball viet til Annie Shott. Hvor længe har du haft disse papirer, dreng?”

”Siden jeg var et lille barn.”

Pater Victor trådte rask frem og åbnede Kims skjorte i brystet.

”Kan De se, Bennett, han er ikke synderlig mørkhudet. Hvad hedder du?”

”Kim.”

”Eller Kimball?”

”Måske. Vil du nu ikke lade mig slippe?”

”Hvad hedder du mere?”

”Folk kalder mig Kim Rishti ke. Det vil sige Kim af Rishti.”

”Hvad betyder det — ’Rishti’?”

”Ej-rishti. Det var regimentet. Min fars.”

”Nå, irsk. Nu er jeg med.”

”Ja. Det fortalte min far mig. Min far, han har levet.”

”Hvor har han levet.”

”Han har levet. Han er naturligvis død, væk.”

”Nå sådan. Du har en ejendommelig kortfattet måde at udtrykke dig på.”

Her afbrød Bennett: ”Det er muligt, at jeg har gjort drengen uret. Hvid er han, det er sikkert nok, skønt øjensynlig meget forsømt. Jeg er bange for, at jeg har slået ham for hårdt. Men jeg tror ikke, at spiritus…”

”Så giv ham et glas sherry og lad ham sætte sig ned på sengen. Nå, Kim,” vedblev Fader Victor, ”der er ingen, som vil gøre dig fortræd. Drik nu det dér, og fortæl os så noget om dig selv. Men helst sandheden, hvis du ikke har noget imod det.”

Kim hostede en smule, idet han satte det tomme glas fra sig, og tænkte sig om. Dette lod til at være en lejlighed, hvor man burde gå forsigtig frem og bruge sin fantasi. Små drenge, der snuser om i en lejr, får i reglen prygl og bliver jaget bort. Men han havde ingen bank fået. Amuletten virkede øjensynligt til gunst for ham og det så ud, som om horoskopet fra Ambala og de få ord, som han kunne huske af faderens usammenhængende fantaseren, passede aldeles mirakuløst. Hvorfor så den tykke præst ellers så bevæget ud, og hvorfor gav den magre ham dette glas hed, gul vin?

”Min far, han døde i Lahore, den gang jeg var ganske lille. Kvinden, hun havde en kabarri-butik tæt ved droskeholdepladsen.” Kim kastede sig på hovedet ud i sin historie, ikke helt overbevist om det formålstjenlige i at tale sandhed.

”Mener du din mor?”

”Nej!” — med en gestus af væmmelse. ”Min mor døde, den gang jeg blev født. Min far fik disse papirer fra Jadoo-Gher — hvad er det, det hedder på engelsk?” (Bennett nikkede til tegn på, at han forstod ham). ”Fordi han var — en anset mand — er det ikke sådan, det hedder?” (Bennett nikkede igen). ”Det fortalte min far mig. Han sagde også, og det samme sagde braminen i Ambala, som tegnede figurer i sandet for to dage siden, at jeg ville finde en Rød Tyr på en grøn mark, og at den Tyr ville hjælpe mig.”

”En forbavsende lille løgnhals”, mumlede Bennett.

”Alle Mørkets Magter, hvilket land dette Indien dog er!” brummede Fader Victor. ”Videre, Kim.”

”Jeg stjal ikke. Desuden er jeg netop for tiden discipel hos en meget hellig mand. Han sidder udenfor. Vi så to mænd komme med flag og gøre alting rede. Sådan går det altid til i en drøm eller som følge af en — en — spådom. Altså vidste jeg, at nu gik den i opfyldelse. Jeg så den Røde Tyr på den grønne mark, og min fader havde sagt: ”Ni hundrede pukka djævle og obersten på sin hest vil sørge for dig, når du har fundet den Røde Tyr!”. Da jeg så Tyren, vidste jeg ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg gik bort, men vendte tilbage, da det var blevet mørkt. Jeg længtes efter at se Tyren igen, og jeg så den også og så sahib’er i færd med at — at tilbede den. Jeg tror, at Tyren vil hjælpe mig. Det sagde den Hellige Mand også. Han sidder her udenfor. I vil vel ikke gøre ham fortræd, hvis jeg kalder på ham? Han er meget hellig. Han kan bevidne, hvad jeg har sagt, og han ved, at jeg ikke er en tyv.”

”Officerer i færd med at tilbede en tyr! Hvad i al verden skal det betyde?” sagde Bennett. ”Discipel hos en hellig mand! Er drengen gal?”

”Det er O’Haras dreng, det er sikkert nok. O’Haras dreng i pagt med Alle Mørkets Magter. Det kunne ligne hans fader at udtale et ønske i den retning — når han var fuld. Vi må hellere invitere den hellige mand, han ved måske noget.”

”Han ved intet,” sagde Kim. ”Jeg vil vise jer ham, hvis I vil følge med mig. Han er min herre. Så kan vi bagefter gå herfra.”

”Alle Mørkets Magter!” var alt, hvad Fader Victor kunne sige, da Bennett marcherede af sted med et fast tag i Kims skulder.

De fandt lamaen, hvor han havde sat sig.

”Min Søgen er endt,” råbte Kim på de indfødtes sprog. ”Jeg har fundet Tyren, men Gud ved, hvad der nu vil ske. De vil ikke gøre dig fortræd. Kom med til den tykke præsts telt sammen med denne tynde mand og se, hvad enden bliver. Det er så nyt og ukendt alt sammen og de taler ikke hindi. Et par ustriglede æsler er de.”

”I så fald er det ikke godt at spotte deres uvidenhed,” svarede lamaen. ”Men jeg er glad, dersom du er tilfreds, chela.”

Værdig og umistænksom trådte han ind i det lille telt, hilste de gejstlige som en gejstlig og satte sig ned tæt ved det åbne kulbækken. Lygtens lys, der kastedes tilbage fra teltets gule lærred, gød et rødgyldent skær over hans ansigt.

Bennett så på ham med den tredobbelt fornaglede ligegyldighed, der udmærker tilhængere af den trosbekendelse, som sammenfatter ni tiendedele af menneskeheden under betegnelsen ”hedninge.”

”Og hvad blev så enden på din Søgen? Hvilken gave har den Røde Tyr bragt dig?” sagde lamaen til Kim.

”Han siger: Hvad vil I gøre?”

Bennett havde set usikkert på Fader Victor, af hvilken grund Kim til eget formåls fremme havde påtaget sig hvervet som tolk.

”Jeg indser ikke,” begyndte Bennett, ”hvad denne fakir har at gøre med drengen, der sandsynligvis er hans offer eller hans medskyldige. Vi kan ikke tillade, at en engelsk dreng… er han virkelig søn af en frimurer, bør han jo før jo bedre anbringes i Frimurernes Vajsenhus.”

”Det siger De som sekretær ved regimentets loge,” bemærkede Fader Victor. ”Men derfor kan vi jo gerne fortælle den gamle mand, hvad vi vil gøre. Han virker ikke som en skurk.”

”Efter mine erfaringer lykkes det os aldrig at komme til bunds i en østerlændings sjæl. Hør nu, Kimball, du skal gentage for denne mand, hvad jeg nu siger, ord for ord.”

Kim lyttede til Bennetts følgende bemærkninger og begyndte så at oversætte:

”Hellige mand, den magre tåbe, der ligner en kamel, siger, at jeg er søn af en sahib.”

”Men hvordan?”

”Åh, det er sandt. Jeg har vidst det siden min fødsel, men han kunne kun opdage det ved at rive amuletten fra min hals og læse alle papirerne. Han mener, at en gang sahib altid sahib, og de to har i sinde at beholde mig her ved regimentet eller sende mig til en madrissah. Noget lignende er hændt før, men hidtil er jeg altid sluppet bort. Det tykke fæ mener det ene og kamelansigtet mener det andet, men det er for resten lige meget. Én nat vil jeg blive her, og måske én til. Sligt har jeg oplevet før. Men så vil jeg løbe bort og vende tilbage til dig.”

”Men sig dem, at du er min chela. Fortæl dem, hvordan du kom til mig, da jeg var træt og forvirret. Fortæl dem om vor Søgen, så vil de sikkert lade dig gå med det samme.”

”Jeg har allerede fortalt dem det. Men de lo og talte om politiet.”

”Hvad er det, du fortæller ham?” spurgte Pastor Bennett.

”Åh, han siger bare, at hvis I ikke lader mig gå, vil det genere ham i hans forretninger — hans påtrængende nødvendige private forretninger.”

Denne frase var en reminiscens af en samtale, som han engang havde haft med en eurasisk skriver i Kanaldepartementet, men hos de to præster fremkaldte den kun et smil, hvad der ærgrede Kim.

”Og dersom I kendte hans forretninger, ville I ikke være så forbandet ivrige for at lægge ham hindringer i vejen.”

”Hvad er da det for forretninger?” spurgte Fader Victor, ikke uden en vis medfølelse, mens han betragtede lamaens spændte udtryk.

”Der findes her i landet en Flod, som han så inderligt ønsker at finde. Den blev frembragt af en Pil som…”

Kim stampede utålmodigt med foden, mens han med besvær oversatte sine tanker på kejtet engelsk.

”Den blev skabt af vor herre Buddha, forstår I, og når man vasker sig i den Flod, vaskes alle ens synder af, og man bliver så hvid som bomuld.” (Kim var ikke ukendt med missionærernes jargon). ”Jeg er hans discipel, og vi må finde den Flod. Den er så umådelig vigtigt for os.”

”Fortæl det en gang til,” sagde Bennett.

Det gjorde Kim og udbredte sig yderligere om emnet.

”Men dette er den groveste gudsbespottelse!” udbrød den Anglikanske Kirke.

”Tys! Tys!” sagde Fader Victor venligt. ”Jeg ville give meget til, at jeg kunne tale de indfødtes sprog. En flod, der vasker synder bort! Og hvor længe har I ledt efter den?”

”Åh, i mange dage. Og nu ville vi gerne vandre videre for at lede efter den. Her er den ikke, forstår I?”

”Ja, vist forstår jeg,” svarede Fader Victor alvorligt. ”Men vi kan ikke lade ham gå sammen med den gamle mand. Ser du, Kim, det ville være en anden sag, dersom du ikke var søn af en soldat. Sig til ham, at regimentet vil sørge for dig og gøre dig til en lige så flink mand som din — til så flink en mand, som du kan blive. Sig ham, at dersom han tror på mirakler, må han også tro, at…”

”Det er ikke nødvendigt at benytte sig af hans lettroenhed,” afbrød Bennett.

”Det gør jeg heller ikke. Han må tro, at den omstændighed, at drengen er kommet herhen — til sit eget regiment — mens han søgte efter sin Røde Tyr, er noget nær et mirakel. Tænk blot på, hvor uforklarligt det er, Bennett. Denne ene dreng i hele Indien, og så vort regiment frem for alle andre, og mens vi er på marchtur, løber han lige på os! Det er jo aldeles tydeligt prædestination. Ja, sig ham, at det er kismet. Kismet, mallum? (skæbne, forstår du?)”

Han vendte sig til lamaen, hvem han ligeså gerne kunne have fortalt om Mesopotamien.

”De siger” — der kom liv i den gamle mands blik ved lyden af Kims stemme — ”de siger, at mit horoskop nu er gået i opfyldelse, og da jeg er blevet ført tilbage til disse mennesker og deres Røde Tyr — skønt jeg, som du selv ved, kun drog ud af nysgerrighed — må jeg nødvendigvis sendes til en madrissah og gøres til sahib. Nu lader jeg, som om jeg går ind på deres planer, men i værste fald vil jeg kun spise nogle få måltider væk fra din side. Så vil jeg smutte bort og følge landevejen ad Saharanpur til. Derfor, Hellige Mand, må du forblive i selskab med kvinden fra Kulu. Du må på ingen måde gå ret langt bort fra hendes vogn, førend jeg kommer igen. Der er ingen tvivl om, at mit tegn er et krigens og de væbnede mænds tegn. Se blot, de har givet mig vin at drikke og bænket mig på hæderspladsen! Min fader må have været en stor mand. Hvis de derfor vil give mig en hæderfuld stilling iblandt dem, er det godt. Hvis ikke, er det også godt. Hvordan det end går, vil jeg løbe tilbage til dig, når jeg er ked af dem. Men bliv du hos rajput-kvinden, ellers vil jeg ikke kunne finde dit spor… javel, javel,” tilføjede drengen, ”nu har jeg sagt ham alt, hvad I ville have, at jeg skulle sige.”

”Så ser jeg ingen grund til, at han bliver her længere,” sagde Bennett og stak hånden ned i bukselommen. ”Vi kan undersøge detaljerne senere og jeg vil give ham en rupi…”

”Giv ham tid, måske han holder af drengen,” sagde Fader Victor og standsede den andens hånd.

Lamaen tog sin rosenkrans frem og trak sin store hovedbedæknings skygge ned over øjnene.

”Hvad mon han nu vil?”

Kim løftede hånden. ”Han siger: ’Vær stille’. Han ønsker at tale alene med mig. I kan ikke forstå, hvad han siger, og jeg tror, at hvis I snakker med, vil han måske forbande jer meget hårdt. Når han tager de perler sådan i sine hænder, forstår I, ønsker han altid stilhed.”

De to englændere sad tavse og kuede, men i Bennetts blik var der et udtryk, som spåede ilde for Kim, når han blev overdraget til den gejstlige magt.

”En sahib og en sahibs søn —” lamaens stemme var helt hæs af smerte. ”Men ingen hvid mand kender landet og dets skikke sådan som du. Hvordan kan dette være sandt?”

”Hvad gør det, Hellige Mand? Husk på, det er kun for en nat eller to. Husk på, jeg kan forandre mig hurtigt. Det vil alt sammen blive, som det var, da jeg for første gang talte til dig under Zam-Zammah, den store kanon…”

”Den gang var du en dreng i de hvide mænds dragt — da jeg første gang betrådte Vidunderhuset. Og anden gang, du kom, var du hindu. Hvad vil din tredje inkarnation blive?” Han lo sørgmodigt. ”Åh, chela, du har handlet ilde mod en gammel mand, for mit hjerte havde åbnet sig for dig.”

”Og mit for dig. Men hvor kunne jeg vide, at den Røde Tyr ville føre mig til dette?”

Lamaen skjulte igen sit ansigt og raslede nervøst med rosenkransen. Kim satte sig ved siden af ham og greb en flig af hans klædning.

”Og det er altså sikkert, at drengen er sahib?” vedblev han med dump stemme. ”En sahib som han, der vogtede billederne i Vidunderhuset?” Lamaens kendskab til hvide mænd var ret begrænset. Så tilføjede han, som var det en udenadlært lektie, han fremsagde: ”I så fald sømmer det sig ikke, at han handler anderledes, end sahib’er handler. Han må vende tilbage til sit eget folk.”

”For en dag og en nat og en dag,” sagde Kim ivrigt.

”Nej, du gør ikke!” Fader Victor havde set Kim nærme sig døren og stak nu et kraftigt knæ frem i vejen for ham.

”Jeg forstår ikke de hvide mænds skikke. Præsten med billederne i Vidunderhuset i Lahore var høfligere end den magre præst her. Denne dreng vil blive taget fra mig. De vil gøre min discipel til sahib? Ve mig, hvordan skal jeg da finde min Flod? Har de ingen disciple? Spørg dem.”

”Han siger, at han er meget bedrøvet over, at han nu ikke kan finde sin Flod. Han siger: Hvorfor har I ingen disciple og hvorfor lader I ikke være med at plage ham? Han vil så gerne vaskes ren for sine synder.”

Hverken Bennett eller Fader Victor havde noget svar på rede hånd.

Kim vedblev på engelsk, stærkt grebet af lamaens dybe sorg: ”Hvis I nu vil lade mig slippe, så vil vi gå vores vej ganske roligt og ikke stjæle. Vi vil søge efter den Flod, ligesom før I fangede mig. Jeg ville ønske, at jeg ikke var kommet herhen for at finde den Røde Tyr og alt det. Nu bryder jeg mig slet ikke om den.”

”Det er såmænd det bedste dagværk, du nogensinde har gjort for dig selv, unge mand,” svarede Bennett.

”Du gode Gud, jeg ved ikke, hvordan jeg skal trøste ham,” sagde Fader Victor, som holdt opmærksomt øje med lamaen. ”Han kan ikke få lov til at tage drengen med sig, men han er alligevel et godt menneske — jeg er sikker på, at han er et godt menneske. Bennett, rækker De ham den rupi, forbander han Dem fra top til tå!”

De sad og lyttede til hinandens åndedræt — i tre — i hele fem minutter. Så løftede lamaen hovedet og så tværs igennem dem og ud i det tomme rum.

”Og jeg er af dem, som vandrer på den Rette Vej,” sagde han bittert. ”Synden er min, og straffen kommer over mig. Jeg har bildt mig ind — for nu indser jeg, at det kun var indbildning — at du var sendt for at hjælpe mig i min Søgen. Og derfor åbnede mit hjerte sig for dig på grund af din godhed og din venlighed og din ungdoms klogskab. Men de, som følger den Rette Vej, må ikke lade sig optænde af nogen attrå eller nogen kærlighed, for alt sligt er bedrag. Som der står hos” — han citerede et ældgammelt kinesisk skrift, støttede det med et andet og stivede dem begge af med et tredje. ”Jeg bøjede af fra Vejen, min chela. Det var ikke din skyld. Jeg frydede mig ved synet af livet, ved de nye folk, vi traf på vejen, og ved din glæde over at se alt dette. Jeg fandt behag i dig — jeg som burde have tænkt på min Søgen og kun på min Søgen. Nu er jeg sorgfuld, fordi du bliver taget bort og min Flod er langt borte fra mig. Det er Loven, som jeg har brudt.”

”Alle Mørkets Magter!” sagde Fader Victor, der som erfaren skriftefader uden at forstå ordene kunne høre smerten dirre i hver sætning.

”Nu forstår jeg, at den Røde Tyrs tegn var et tegn for mig såvel som for dig. Al attrå er rød og ond. Jeg vil gøre bod og finde min Flod alene.”

”Gå i det mindste tilbage til kvinden fra Kulu,” sagde Kim, ”ellers farer du vild på vejen. Hun vil give dig mad, indtil jeg kommer tilbage til dig.”

Lamaen slog ud med hånden for at vise, at han havde taget en urokkelig beslutning.

”Og nu,” vendte han sig til Kim i en ganske anden tone, ”hvad vil de nu gøre med dig? I det mindste kan jeg måske erhverve mig Fortjeneste og derved udslette min fordums brøde.”

”De vil gøre mig til en sahib — det er da, hvad de tror. Men i overmorgen vender jeg tilbage til dig, du skal ikke være bedrøvet.”

”Men hvilken slags sahib? Sådan en som den mand eller den mand?” han pegede på Fader Victor. ”Eller sådan en som dem, jeg har set i aften — mænd, som bar sværd og trampede tungt i jorden?”

”Måske.”

”Det er ikke godt. Disse mænd følger deres attrå og opnår tomhed. Du må ikke blive af deres slags.”

”Præsten i Ambala sagde, at min stjerne tydede på krig,” indvendte Kim. ”Jeg vil spørge disse tåber… men det behøves virkelig ikke. Jeg vil løbe min vej i nat, selv om jeg ønskede at se nye ting.”

Kim rettede på engelsk et par spørgsmål til Fader Victor og oversatte svarene for lamaen.

Derpå: ”Han siger: I tager ham fra mig, og I vil ikke sige, hvad I vil gøre med ham. Han siger: Fortæl mig det, inden jeg går, for det er ingen lille sag at opdrage et barn.”

”Du vil blive sendt i skole. Senere kan vi se, hvad det kan blive til. Du har vel lyst til at blive soldat, Kimball?”

”Nej! Nej, gorah-log (hvide mænd)! Jeg vil ikke være soldat!”

Kim rystede voldsomt på hovedet. Intet i hans natur følte sig tiltalt af eksercits og rutine.

”Du bliver, hvad du får besked på,” sagde Bennett. ”Og du burde være taknemmelig for, at vi vil hjælpe dig.”

Kim smilede medlidende. Dersom disse mænd led af den vildfarelse, at han ville gøre noget som helst, som han ikke syntes om, så var det så meget des bedre.

Nok en lang tavshed fulgte. Bennett flyttede sig hid og did af utålmodighed og foreslog at kalde på en skildvagt for at jage fakiren bort.

”Foræres lærdom eller sælges den blandt sahib’erne? Spørg dem,” sagde lamaen endelig, og Kim oversatte.

”De siger, at læreren skal have penge, men de penge vil regimentet betale. Men hvorfor spørge om det? Det varer kun en nat…”

”Og jo flere penge der betales, desto mere lærdom gives der?” vedblev lamaen uden at tage hensyn til Kims planer om en snarlig flugt. ”Der er intet urigtigt i at betale for lærdom og at hjælpe uvidende til visdom er altid en fortjenstfuld handling.”

Rosenkransen raslede som en regnemaskine. Så vendte han sig mod sine undertrykkere.

”Spørg dem, for hvor mange penge de giver en klog og passende opdragelse, og i hvilken by det sker.”

”Ja,” svarede Fader Victor på engelsk, da Kim havde oversat spørgsmålet, ”det kommer an på så mange forskellige ting. Regimentet vil betale for dig, så længe du er i det militære vajsenhus. Eller du kunne få understøttelse af Punjab frimurervajsenhusets kasse (for resten forstår vel hverken du eller han, hvad det er for noget). Men den bedste undervisning, en dreng kan få i Indien, gives naturligvis i St. Xaviers katolske skole i Lucknow.”

Det tog nogen tid at oversætte dette, for Bennett ønskede at stoppe forhandlingerne.

”Han ønsker at vide, hvor meget det vil koste,” sagde Kim roligt.

”To-tre hundrede rupier om året.”

Pater Victor var for længst hinsides enhver forbavselse. Bennett begreb i sin utålmodighed intet.

”Han siger: Skriv navnet og summen op på et stykke papir og giv ham det. Og han siger, at du må skrive dit navn nedenunder, fordi han om nogle dage vil skrive et brev til dig. Han siger, at du er en god mand. Han siger, at den anden er en tåbe. Nu går han.”

Lamaen rejste sig pludselig.

”Jeg vandrer videre på min Søgen,” udbrød han og borte var han.

”Han render lige bus på skildvagterne,” udbrød Fader Victor og sprang op, idet lamaen forlod teltet. ”Men jeg kan ikke gå fra drengen.”

Kim gjorde en hurtig bevægelse for at følge lamaen, men tog sig i det. Der lød intet ”Hvem dér?” udenfor. Lamaen var forsvundet.

Kim satte sig roligt tilrette på præstens feltseng. Lamaen havde i det mindste lovet at ville blive sammen med rajput-kvinden fra Kulu, og alt andet var betydningsløst. Det morede ham, at de to gejstlige herrer var så synligt ophidsede. De talte længe sagte sammen, og Fader Victor udviklede med stor iver en eller anden plan for Pastor Bennett, der syntes tvivlende. Alt dette var nyt og højst interessant, men Kim var søvnig. De kaldte nogle mænd ind i teltet — en af dem var sikkert obersten, som hans fader havde forudsagt — og de gjorde ham en uendelig mængde spørgsmål, hovedsagelig om den kvinde, der havde haft opsyn med ham. Kim besvarede alle spørgsmålene sandfærdigt. Det lod ikke til, at de anså kvinden for en god formynderske.

Når alt kom til alt, var dette hans nyeste oplevelse. Før eller senere kunne han, hvis han ville, smutte bort og ud i det store, grå, formløse Indien, langt bort fra telte og præster og oberster. Men imidlertid, dersom sahib’erne skulle imponeres, ville han gøre sit bedste for at imponere dem. Også han var hvid.

Efter megen snak, som han ikke forstod, overlod de ham til en sergent med strenge ordrer om ikke at lade ham undslippe. Regimentet skulle marchere videre til Ambala, og Kim ville blive sendt til et sted, der hed Sanawar, dels på logens bekostning og dels ved hjælp af en subskription.

”Det er et mirakel hinsides al forstand, Hr. Oberst,” sagde Fader Victor efter at have talt i ti minutter uden at trække vejret. ”Hans buddhistiske ven er forduftet efter at have fået mit navn og min adresse. Jeg er ikke rigtig på det rene med, om det er hans mening at ville betale for drengens opdragelse eller bare at lave noget hekseri for egen regning.”

Så vedblev han henvendt til Kim: ”Der kommer en tid, hvor du vil være din ven den Røde Tyr taknemmelig. Vi vil gøre dig til en mand i Sanawar — selv om prisen er, at du bliver protestant.”

”Meget rigtigt, meget rigtigt,” sagde Bennett.

”Men I skal ikke til Sanawar,” sagde Kim.

”Men vi kommer til Sanawar, unge ven. Det er den øverstkommanderendes ordre, og han har en smule mere at sige end O’Haras søn.”

”I skal ikke til Sanawar. I skal i krig.”

Alle de tilstedeværende brast i skoggerlatter.

”Når du lærer dit eget regiment noget bedre at kende, vil du også lære at kende forskel på en marchformation og en slagopstilling, Kim. Vi håber at komme i krig ved lejlighed[*].”

”Åh, det ved jeg meget godt.” Kim forsøgte sig på ny med et skud på lykke og fromme. Eftersom de troede, at de ikke skulle i krig, vidste de i det mindste ikke alt det, han vidste om samtalen på verandaen i Ambala. ”Jeg ved, at I ikke er i krig for øjeblikket. Men jeg siger jer, at så snart I kommer til Ambala, vil I blive sendt i krig — en ny krig. Der skal sendes otte tusind mand af sted, foruden kanoner.”

”Det var meget konkret. Er spådomskunst også en af dine evner? Gå så med ham, sergent. Giv ham noget af trommeslagernes tøj og pas på, at han ikke smutter væk under hænderne på dem. Og så er der folk, der tror, at miraklernes dage er forbi. Jeg tror, jeg vil gå i seng. Jeg er helt tummelumsk.”

En time efter sad Kim i den anden ende af lejren, tavs som et fanget vilddyr, renvasket over hele kroppen og iført en modbydelig varm dragt, der gnavede hans arme og ben.

”En højst forbavsende hvalp,” sagde sergenten. ”Han viser sig sammen med en gulfjæset braminerpræst og med sin faders papirer om halsen og fortæller nogle mærkværdige skrøner om en rød tyr. Braminen forsvinder ud i den blå luft uden forklaringer og drengen bliver siddende med korslagte ben på præstens seng og spår blodig krig i alles påhør. Ja, Indien er et sært land for en gudfrygtig mand. Jeg tror, jeg vil binde hans ben fast til teltpælen, for at han ikke skal stikke af op gennem taget. Hvad var det, du sagde om krigen?”

”Otte tusind mand og kanoner,” svarede Kim. ”Du får det meget snart at se.”

”Du er en trøsterig lille satan. Men læg dig nu ned mellem trommeslagerne og fald i søvn. De to drenge dér vil våge over din slummer.”