Kim

Fjerde kapitel

Derefter gav de sig til at tale sammen med sænkede stemmer. Kim slog sig ned under et træ, men lamaen trak ham utålmodig i ærmet.

”Lad os gå videre. Floden er ikke her.”

”Hai mai![*] Har vi ikke gået langt nok til nu? Vor Flod løber ikke fra os. Vær tålmodig, så giver han os almisse.”

”Han dér,” sagde den gamle soldat pludselig, ”er Stjernernes Ven. Han fortalte mig nyheden i går. Han havde i et syn set selve Manden udstede ordrer til krigen.”

”Hm!” sagde sønnen med en stemme, der kom dybt nede fra hans brede bryst. ”Han har hørt rygtet i basarerne og slået plat på det.”

Hans fader lo. ”I det mindste kom han ikke til mig for at tigge om en ny stridshest og Guderne må vide hvor mange rupier. Har dine brødres regimenter også fået marchordre?”

”Jeg ved det ikke. Jeg tog orlov og red hurtigt hjem til dig, for det tilfældes skyld, at…”

”For det tilfældes skyld, at de skulle være kommet dig i forkøbet med at tigge. I er spillere og ødelande til hobe! Men du har aldrig før været i krig. Dér får du ganske sikkert brug for en god hest. Og en flink tjener og ligeledes en god pony til de lange marcher. Lad os se — lad os se.” Han trommede på sadelknappen.

”Her er ikke stedet til at opstille regnestykker, fader. Lad os ride hjem til dit hus.”

”Så betal i det mindste drengen. Jeg har ingen pice på mig og han har bragt gode tidender. Halløj, Alverdens Ven! Der står en krig for døren, som du sagde.”

”Jeg ved det, en krig,” svarede Kim roligt.

”Hæ!” sagde lamaen, fingererende ved sin rosenkrans og længselsfuld efter at komme videre.

”Min herre forlanger ingen løn af stjernerne. Vi bragte nyheden — det kan du bevidne, vi bragte dig nyheden, og nu går vi.” Og Kim strakte sin hule hånd en smule frem.

Sønnen tilkastede ham en sølvmønt og brummede noget om tiggere og gøglere. Det var et fire-anna-stykke, som de kunne leve af — og godt — i flere dage. Lamaen, som så det blanke metal glimte i solskinnet, fremdrævede en velsignelse.

”Farvel, Alverdens Ven,” råbte den gamle soldat med sin skingre stemme, idet han drejede sin ganger. ”Én eneste gang i alle mine dage har jeg truffet en sand profet — som ikke var i hæren.”

Fader og søn red bort sammen, den gamle mand lige så rank i sadlen som den yngre.

En punjabi-politibetjent i gule lærredsbukser kom slentrende tværs over vejen. Han havde set mønten blive kastet til Kim.

”Holdt!” råbte han på engelsk med stor værdighed. ”Véd I ikke, at der er en skat på to annas for hver, hvilket er fire annas, for de, som betræder landevejen fra denne sidevej? Det er efter Sirkarens befaling, og pengene anvendes til at plante træer for og holde vejen i smuk og god stand.”

”Og politiets maver ligeledes,” svarede Kim og smuttede udenfor betjentens rækkevidde. ”Tænk dig om et øjeblik, skvadderhoved. Tror du, at vi kommer fra den nærmeste dam ligesom din svigerfader frøen? Har du nogensinde hørt din broders navn?”

”Og hvem var han? Lad drengen være i fred,” råbte en ældre betjent umådelig fornøjet, idet han satte sig ned på verandaen for at ryge en pibe.

”Han tog etiketten af en flaske belaitee-pani (sodavand) og klistrede den på en bro, og så opkrævede han skat af dem, der ville over, og sagde, at det var efter Sirkarens ordre. Det gik en måned, så kom der en englænder og slog hovedet ned i maven på ham. Nej, broder, jeg er bymus og ikke landmus!”

Betjenten trak sig flov tilbage og Kim hujede ad ham et langt stykke hen ad vejen.

”Har du nogensinde set mage til discipel som jeg?” råbte han muntert til lamaen. ”Alverden ville have flået dig og plukket dig, inden du var kommet ti mil fra Lahore, hvis jeg ikke havde vogtet over dig.”

”Jeg overvejer netop, om du ikke stundom er en ånd og stundom en djævleunge,” sagde lamaen med et langsomt smil.

”Jeg er din chela.” Og dermed gav Kim sig til at gå i trit med lamaen — i denne de vidtomflakkende vandreres ubeskrivelige gangart, som er den samme hele verden over.

”Lad os gå,” mumlede lamaen, og under hans rosenkrans’ raslen vandrede de i tavshed mil efter mil. Lamaen var som sædvanlig dybt hensunken i betragtninger, mens Kims klare øjne var vidt åbne. Denne brede, smilende livets flod var efter hans mening langt bedre end de snævre og overfyldte gader i Lahore. Her var nye mennesker og nye ting at se på ved hvert skridt — kendte kaster og kaster, som lå fuldstændigt udenfor hans erfaring.

De mødte en skare, langhårede, stramt lugtende sansier med kurve fulde af firben og anden uren føde på deres rygge og med mange hunde snusende til deres hæle. Disse mennesker holdt sig til deres egen side af vejen og bevægede sig af sted i et hurtigt, frygtsomt trav, og alle andre kaster veg langsomt til side for dem, for at berøre en sansi medfører dyb besmittelse. Bag dem kom en mand, der nyligt var sluppet ud af fængselet, vandrende gennem alléen med lange og stive skridt, som om han endnu havde lænker om fødderne. Hans trinde mave og blanke hud bar vidnesbyrd om, at regeringen føder sine fanger bedre, end de fleste hæderlige mænd kan føde sig selv. Kim var velkendt med det trav og ålede ham i forbigående med den. Så spankulerede en akali forbi, en sikhisk hellig mand med vilde øjne og flagrende hår, klædt i sin tros blåternede dragt og med blanke stålringe skinnende på den høje kegleformede blå turban. Han var på hjemvejen fra et besøg i en af de uafhængige sikhiske stater, hvor han havde sunget de gamle sange om Khalsas[*] hæder for fyrster, der havde studeret ved universitetet og bar kravestøvler og hvide bomuldsbenklæder. Kim tog sig vel i agt for at opirre denne mand, for en akali har kort lunte men en lang arm. Hist og her mødte de eller indhentedes af broget klædte skarer — hele landsbybefolkninger, som drog til et eller andet marked i omegnen. Kvinderne vandrede bag mændene med pattebørnene på hoften, de ældre drenge red kæphest på sukkerrør, trak med legetøjslokomotiver af messing, sådanne som sælges for en halv penny, eller sendte solglimt ind i de voksnes ansigter med billige spejle. Man kunne med et blik se hver enkelts indkøb, eller hvis man var i tvivl, behøvede man kun at lægge mærke til kvinderne, som satte de brune arme mod hinanden for at sammenligne de nye armbånd af mat glas, som kommer oppe fra de nordvestlige provinser. Disse lystige folk kom kun langsomt af sted. De råbte til hverandre, de standsede for at tinge med syltetøjshandlere, eller for at bede foran et af de små altre ved siden af vejen — stundom hinduiske, stundom muhammedanske — som begge trosbekendelsers lavere kaster enes om i skøn upartiskhed. Så kom en lang, blå linje, der steg og faldt som ryggen af en kålorm, der havde travlt, til syne gennem vejens dansende støv og travede forbi under et kor af ivrigt snadrende stemmer. Det var en flok changar’er — de kvinder, som har påtaget sig jordarbejdet ved alle jernbanerne i det nordlige — en skare platfodede, fuldbarmede, sværlemmede, blåskørtede jordslæbersker, der på grund af rygter om nyt arbejde skyndte sig nordpå uden at spilde tiden på vejen. De tilhører en kaste, hvor mænd intet betyder, og de marcherede af sted med armene i siden, vuggende hofter og løftede hoveder som kvinder, der er vante til at bære tunge byrder. Lidt efter drejede et bryllupstog fra en sidevej ind på den store hovedlandevej med musik og råb og en duft af morgenfruer og jasminer, der endog kvalte stanken af støvet. Man kunne se brudens bærestol gennem støvskyerne som en forvirret masse af rød maling og flitterguld, der rokkede af sted, mens brudgommens guirlandebehængte pony drejede sig til siden for at snappe en mundfuld fra et forbikørende hølæs. Kim stemte med i det fyrværkeri af gode ønsker og dårlige vittigheder, der knaldede af fra alle sider, og ønskede parret hundrede sønner og ingen døtre, som ordsproget siger. Men endnu mere interessant og mere til at råbe hurra over var det, når en omflakkende gøgler med nogle halvt dresserede aber eller en pustende, mat bjørn, eller en kvinde, som bandt gedehorn til sine fødder og med dem på dansede på slap line, fik hestene til at blive sky og kvinderne til at udstøde skingrende, langtrukne hvin af forbløffelse.

Lamaen løftede aldrig øjnene. Han så ikke ågerkarlen, der skyndte sig af sted på sin stumprumpede pony for at indkræve blodige renter; ej heller den højrøstede lille flok hjempermitterede indfødte soldater, der marcherede i militær formation, men som var henrykte over at være sluppet af med deres benklæder og jakker og sagde de frygteligste ting til de agtværdigste kvinder, de kom forbi. End ikke manden, der solgte gangesvand, så han, og Kim havde ventet, at han i det mindste ville købe en flaske af denne kostelige væske. Han stirrede stadig på jorden og skridtede støt ud, time efter time, mens hans sjæl var andetsteds. Men Kim var i den syvende himmel af glæde. Den store landevej var på denne strækning anlagt på en dæmning for at være beskyttet imod de vinterlige oversvømmelser fra bjergene, så at man vandrede hævet op over selve landet som på en storslået fæstningsmur og så hele Indien ligge udbredt for sine fødder til højre og til venstre. Det var et smukt syn at se fragtvognene belæssede med korn og bomuld og forspændte med mange okser kravle hen over bivejene. Man kunne høre deres knirkende og pibende aksler en mil borte og høre dem komme nærmere og nærmere, indtil de endelig under råb og skrål og skældsord klavrede op ad den stejle skråning og drejede ind på den faste hovedlandevej, mens kusk fornærmede kusk. Og det var et lige så smukt syn at betragte menneskene, når de som små klatter af rødt og blåt og blegrødt og hvidt og saffran drejede af fra vejen ned mod deres egne landsbyer, spredte i grupper på to og tre og blev mindre og mindre, efterhånden som de drog hen over den flade slette. Kim følte alt dette, skønt han ikke kunne klæde sine følelser i ord. Derfor lod han sig nøje med at købe skrællet sukkerrør og spytte marven ud på vejen. Lamaen tog sig en pris fra tid til anden. Til sidst kunne Kim ikke længere holde tavsheden ud.

”Det er et godt land, dette Sydens land,” sagde han. ”Luften er god, vandet er godt. Ikke sandt?”

”Og alle er de bundne til Hjulet,” sagde lamaen. ”Bundne fra liv til liv. Ingen af dem har skuet Vejen.” Og han vendte tilbage til denne verden.

”Og nu har vi gået en lang og trættende vej,” sagde Kim. ”Vi kommer sikkert snart til en parao (lejrplads, hvilested). Skal vi gøre holdt dér? Se, solen er ved at gå ned.”

”Hvem vil give os føde i aften?”

”Det er lige meget. Hele landet er fuldt af gode mennesker. Og desuden” — han sænkede stemmen til den sagtest mulige hvisken — ”desuden har vi penge.”

Da de nærmede sig det hvilested, der skulle være enden på deres dagsrejse, tættedes menneskestrømmen. En række boder, hvori der solgtes tarvelig mad og tobak, en stabel pindebrænde, en politistation, en brønd, et hestetrug, nogle få træer og under disse sammentrampet jord, plettet af sort aske fra gamle bål — således ser en parao ved den store hovedlandevej ud, hvis man ser væk fra tiggerne og kragerne — begge sultne.

Solen sendte allerede brede gyldne striber ind mellem mangotræernes lavere grene. Parakitterne og duerne vendte hjem i hundredvis. De sladrende, gråryggede skader vandrede frem og tilbage i grupper på to og tre næsten lige for de rejsendes fødder og drøftede dagens hændelser og en uro og raslen i grenene sagde, at flagermusene var rede til at drage ud på natpatrulje. Lyset svandt hurtigt. Et øjeblik farvede det menneskenes ansigter, vognenes hjul og oksernes horn røde som blod. Så faldt natten på. Luften blev straks anderledes at føle. Der lagde sig et let, jævnt, blåligt tågeslør over landet, og skarpt og tydeligt lugtede man brænderøgen og kvæget og den behagelige duft af hvedekagerne, som bagtes i asken. Aftenpatruljen skyndte sig ud fra politistationen med selvbevidst hosten og gentagelse af ordrer, og gløden i en fragtmands hukah skinnede rødt, mens Kims blik mekanisk iagttog solskærets sidste flimren på messingtængerne, som han havde taget gløden fra bålet med.

Livet på parao’en lignede i høj grad livet i karavanserajet, om end i mindre målestok. Kim dykkede ind i det fornøjelige asiatiske virvar, hvor man, når man blot giver sig tid, finder alt, hvad et fordringsløst menneske behøver.

Kims fornødenheder var få, for da lamaen ingen kastefordomme havde, kunne kogt mad købes i den nærmeste bod. Men som en luksus købte Kim også en håndfuld kager af tørret gødning til at tænde bål med. Rundt omkring kom og gik mænd imellem de små bål og råbte på olie eller syltetøj eller korn eller tobak og puffede til hinanden, mens de ventede på at komme til ved brønden. Og igennem støjen af mændenes stemmer kunne man fra de fraspændte, tilskoddede vogne høre høje, skingrende røster og latter af kvinder, hvis ansigter offentligheden ikke måtte se.

Nu til dags er veluddannede indfødte af den anskuelse, at når deres kvinder rejser — og de aflægger mange besøg — sker det bedst og hurtigst ved at lade dem køre med toget i en med jalousier forsynet kupé, og denne skik griber mere og mere om sig. Men der er altid dem af den gamle skole, som hænger fast ved forfædrenes skikke, og der er frem for alt gamle kvinder, som er langt mere konservative end mændene og som hen imod deres livs aften begiver sig ud på pilgrimsfærd. Disse, visne og lidet attråværdige, har under visse omstændigheder intet imod at lade sløret falde. Efter at have været indelukkede i så lang tid, i hvilken de dog stadig har stået i forretningsmæssig forbindelse med tusinder af interesser udenfor, holder de af den åbne landevejs travlhed og liv, af forsamlingerne ved helligdommene og af de utallige lejligheder til at slå en sladder af med ligesindede gamle damer. Meget ofte passer det en længe lidende familie udmærket, at en ældre hvastunget havgasse forlyster sig med på denne måde at drage på eventyr rundt om i Indien, for visselig er pilgrimsfærd en Guderne velbehagelig gerning. Derfor kan man i hele Indien, på de mest afsides steder som på de folkerigeste, finde en og anden lille skare gråhærdede tjenere, der nominelt bevogter en gammel dame, som er mere eller mindre skjult bag gardinerne på en oksetrukket vogn. Disse mænd er støtte og diskrete folk, og når en europæer eller en indfødt af høj kaste er i nærheden omgiver de deres herskerinde med de mest vidtgående forsigtighedsforanstaltninger. Men til daglig træffes ingen sådanne forholdsregler. Den gamle dame er, når alt kommer til alt, meget menneskelig og lever for at se på livet.

Kim bed mærke i en pragtfuldt udsmykket ruth eller oksetrukken familievogn med et smukt broderet, tvekuplet tag, der mindede om en topuklet kamel. Den var netop kommet kørende ind på parao’en, ledsaget af et følge på otte mand, af hvilke to var bevæbnede med rustne sabler — sikkre tegn på, at vognens ejerinde var af høj rang, for tarvelige folk bærer ikke våben. En stadig voksende kaglen af klager, befalinger, vittigheder, og hvad der i en europæers øren ville have lydt som sprogblomster, lød inde mellem gardinerne. Det var øjensynligt en dame, der var vant til at befale.

Kim studerede følget med kritisk blik. Halvdelen af dem var tyndbenede, gråskæggede ooryaer fra lavlandet. Den anden halvdel var bjergfolk nordfra, klædt i dyffel og med filthatte. Denne blanding var talende nok, også selv om han ikke havde hørt de to gruppers konstante skærmydsler. Den gamle dame skulle på besøg sydpå — formentlig hos en rig slægtning og temmelig sikkert hos en svigersøn, der som tegn på ærbødighed havde sendt hende en eskorte i møde. Bjergfolkene tilhørte hendes eget folk — fra Kulu eller Kangra. Det var tydeligt nok, at hun ikke rejste for at bringe sin datter til hendes brudgom, for i så fald ville forhængene være trukket ganske tæt sammen og vagten ville ikke have tilladt nogen som helst at nærme sig vognen. En munter dame med et livligt sind, tænkte Kim, idet han balancerede med sine gødningkager i den ene hånd og maden i den anden og styrede lamaen ved at puffe til ham med skulderen. Der kunne måske bringes noget ud af det møde. Lamaen ville ikke være til hjælp, men som samvittighedsfuld chela var det Kim en fornøjelse at tigge for to.

Han tændte sit bål så tæt ved vognen, som han turde, og ventede på, at en af eskorten skulle beordre ham bort. Lamaen lod sig synke træt ned på jorden, omtrent som en stor, frugtædende flagermus slår sig ned, og gav sig igen i lag med sin rosenkrans.

”Fjern dig, tigger!” råbte en af bjergfolkene på dårligt hindustani.

”Hø! Det er kun en pahari (bjergbo),” sagde Kim over sin skulder. ”Hvornår er bjergæslerne blevet herrer over hele Hindustan?”

Svaret var en hurtig og inspireret gennemgang af de sidste tre slægtled af Kims stamtavle.

”Ah!” Kims stemme var blidere end nogensinde, mens han brækkede gødningekagen i passende stykker. ”I mit land ville sligt blive kaldt begyndelsen til en kærlighedserklæring.”

En skarp, tynd, kaglende latter bag gardinerne gjorde manden fra bjergene gal i hovedet, og han afleverede en ny salve.

”Ikke så galt — ikke så galt,” sagde Kim kritisk. ”Men tag dig i agt, min broder, at vi — jeg siger vi — ikke får lyst til at sende en forbandelse eller to tilbage. Og vore forbandelser bider.”

Ooryaerne lo, og manden fra bjergene sprang truende fremad. Lamaen løftede pludselig hovedet, så at hans vældige hue blev fuldt belyst af Kims nys antændte bål.

”Hvad er der?” spurgte han.

Manden gjorde holdt som forstenet.

”Jeg — jeg — er blevet forhindret i en stor synd,” stammede han.

”Nu har udlændingen nok endelig fundet sig en præst,” hviskede en af ooryaerne.

”Hai, hvorfor får den tiggerunge ikke nogen ordentlige tæsk?” råbte den gamle kvinde.

Manden gik hen til vognen og hviskede noget ind mellem gardinerne. Der blev ganske stille, så hørtes en mumlen.

”Det går helt godt,” tænkte Kim, som foregav hverken at se eller høre.

”Når — når — han har spist”, henvendte fyren sig til Kim i en krybende tone, ”anmodes den Hellige Mand om at beære en, der gerne vil tale med ham, med sin nærværelse.”

”Når han har spist, vil han sove,” svarede Kim overlegent. Det stod ham ikke helt klart, hvilken ny vending spillet havde taget, men han var fuldt besluttet på at drage nytte af det. ”Og nu vil jeg hente mad til ham.” Disse sidste ord blev udtalte med høj røst og endte i et suk, ligesom af træthed.

”Jeg — jeg og mine landsmænd vil påtage os det — dersom det er tilladt.”

”Det er tilladt,” svarede Kim mere overlegent end nogensinde. ”Hellige mand, disse folk vil bringe os føde.”

”Det er et godt land. Hele Syden er et godt land — en stor og frygtelig verden,” mumlede lamaen søvnigt.

”Lad ham sove,” sagde Kim, ”men se til, at vi bliver vel bespiste, når han vågner. Han er en meget hellig mand.”

En af ooryaerne gjorde igen en bemærkning i en foragtelig tone.

”Han er ikke fakir. Han er ingen tigger fra slettelandet,” vedblev Kim strengt, tilsyneladende henvendende sig til stjernerne. ”Han er den helligste af alle hellige mænd. Han er hævet over alle kaster. Jeg er hans chela.”

”Kom her!” sagde den gamle, pibende stemme bag forhænget. Og Kim kom, med bevidstheden om, at øjne, som han ikke kunne se, stirrede på ham. En skindmager, brun finger, besat med svære ringe, lå på vognens kant og samtalen var som følger:

”Hvem er han dér?”

”En umådelig hellig mand. Han kommer langt borte fra. Han kommer fra Tibet.”

”Fra hvilket sted i Tibet.”

”Fra hinsides sneen — fra et meget fjernt sted. Han kan læse i stjernerne, stille horoskoper og nativiteter. Men han gør det ikke for penge. Han gør det af venlighed og stor barmhjertighed. Jeg er hans discipel. Jeg kaldes også Stjernernes Ven.”

”Men du hører ikke hjemme i bjergene.”

”Spørg ham. Han vil fortælle dig, at jeg blev sendt til ham fra stjernerne for at vise ham målet for han pilgrimsfærd.”

”Hø! Husk vel på, hvalp, at jeg er en gammel kvinde og ikke noget rent fæ. Lamaer kender jeg, og dem viser jeg ærbødighed. Men du er ikke mere en ægte chela, end denne min finger er vognens vognstang. Du er en kasteløs hindu — en fræk og skamløs tigger, og har formentlig sluttet dig til den Hellige Mand for vindings skyld.”

”Arbejder vi da ikke alle for vindings skyld?” Kim skiftede tone rask, ligesom stemmen havde gjort. ”Jeg har hørt” — dette var et skud på lykke og fromme — ”jeg har hørt…”

”Hvad har du hørt?” snerrede hun og trommede med fingeren på vognkanten.

”Ja, jeg husker det ikke rigtigt — det var noget basarsladder og uden tvivl usandt — at endog rajaher — små rajaher fra bjergene…”

”Men ikke desto mindre af god rajputslægt.”

”Ganske sikkert af god slægt. At endog de sælger de smukkeste blandt deres kvinder for vindings skyld. Sælger dem sydpå til zemindarer[*] og deslige i Oudh.”

Er der noget i verden, som de små rajaher fra bjergene benægter, så er det denne beskyldning. Men det er netop, hvad folk i basarerne tror på, når de drøfter Indiens hemmelighedsfulde slavehandel. I en skarp og indigneret hvisken forklarede den gamle dame Kim nøjagtigt, hvad slags ondskabsfuld løgnhals han var. Havde Kim antydet sligt, dengang hun var ung, ville han endnu samme aften være blevet trampet ihjel af en elefant. Og dette var fuldstændig sandt.

”Ahai! Jeg er kun en tiggerhvalp, som Skønhedens Øje sagde,” vrælede han i overdreven rædsel.

”Skønhedens Øje! Hvem er jeg, at du tilkaster mig tiggersmiger?” Men hun lo alligevel ved at høre de længst forglemte ord. ”For fyrretyve år siden kunne du have sagt det, og ikke uden sandhed. Ja, for tredive år siden. Men det kommer der ud af denne strejfen hid og did i Hind, at en konges enke må puffes med al landets bærme og spottes af tiggere.”

”Store Dronning,” sagde Kim hurtigt, for han kunne høre hende ryste af harme. ”Jeg er, hvad den Store Dronning siger, at jeg er, men ikke desto mindre er min herre en hellig mand. Han har endnu ikke hørt den Store Dronnings befaling…”

”Befaling? Skulle jeg kunne befale en hellig mand — en Lovens Lærer — at komme og tale med en kvinde? Aldrig!”

”Hav medynk med min dumhed. Jeg troede, at det var en befaling — ”

”Nej, det var ikke. Det var en anmodning. Gør denne det klart?”

En sølvmønt klirrede mod vognens kant. Kim tog den og bukkede dybt. Den gamle dame indså, at hun måtte gøre sig gode venner med ham, der var lamaens øjne og ører.

”Jeg er kun den Hellige Mands discipel. Når han har spist, kommer han måske.”

”Åh, slyngel, skamløse gavtyv!” Den ringsmykkede pegefinger rystede bebrejdende ad ham, men han kunne høre den gamle dame klukle.

”Nå, hvad er der i vejen?” spurgte han og slog over i sin mest indsmigrende og fortrolige tone — den som han vidste, at kun få kunne modstå. ”Er — er der måske trang til en søn i din familie? Tal kun frit, for vi præster — ” Dette sidste var direkte plagiat efter en af fakirerne ved Taksali-porten.

”Vi præster! Du er ikke gammel nok til at…” hun standsede sin vittighed med nok en latter. ”Tro mig, præst, at somme tider tænker vi kvinder på andet end sønner. Og desuden har min datter født en søn.”

”To pile i koggeret er bedre end én, og tre bedre endnu.”

Kim citerede dette ordsprog med en tankefuld hoste og med blikket diskret fæstet på jorden.

”Sandt nok — sandt nok. Men det kommer måske. Visselig dur disse braminer fra Syden til intet. Jeg sendte dem gaver og penge og atter gaver, og de profeterede.”

”Hæ!” drævede Kim med uendelig foragt — en mand af faget kunne ikke have gjort det bedre — ”de profeterede!”

”Men først da jeg mindedes mine egne Guder, blev mine bønner hørt. Jeg valgte en lykkevarslende time og — måske din Hellige Mand har hørt tale om abbeden i Lung-Cho klosteret. Det var til ham, jeg henvendte mig, og se, da tidens fylde kom, skete alt, som jeg ønskede det. Braminen i min dattersøns faders hus har senere erklæret, at det var hans bønner, der hjalp — hvilket er en lille fejltagelse, som jeg vil forklare ham, når jeg kommer til målet for min rejse. Og derefter vil jeg drage til Buddh Gaya for at gøre shraddha for mine børns fader.”

”Dér skal vi også hen.”

”Dobbelt held!” kvidrede den gamle dame. ”Mindst endnu en søn.”

”Alverdens Ven!” Lamaen var vågnet, og så naivt som et barn, der er forbavset over at befinde sig i en fremmed seng, kaldte han på Kim.

”Jeg kommer! Jeg kommer, Hellige Mand!” Kim sprang hen til bålet, hvor han fandt lamaen allerede omgivet af forskellige fade med mad, mens mændene fra bjergene åbenlyst tilbad ham og folkene fra Syden syrligt så på.

”Bort! Fjern jer!” råbte Kim. ”Skal vi spise i alles påsyn ligesom hunde?”

Siddende med ryggen halvt vendt mod hinanden, holdt de deres måltid i tavshed, og Kim sluttede med en cigaret af de indfødtes tilvirkning.

”Har jeg ikke sagt hundrede gange, at dette Syden er et godt land? Her træffer vi nu en dydig og højbåren enke efter en rajah fra bjergene. Hun er, siger hun, på pilgrimsfærd til Buddh Gaya. Det er hende, som har sendt os disse retter. Når du har hvilet dig, vil hun gerne tale med dig.”

”Et også dette dit værk?” spurgte lamaen og dykkede dybt ned i sin snusdåse.

”Hvem ellers har våget over dig fra den stund, da vor vidunderlige rejse begyndte?” Kims øjne spillede af fornøjelse, mens han pustede den skarpe røg ud gennem næseborene og strakte sig på den støvede jord. ”Har jeg forsømt din komfort, Hellige Mand?”

”Velsignet være du,” sagde lamaen med en højtidelig hovedbøjning. ”Jeg har kendt mange mennesker i mit lange liv, og af disciple ikke få. Men til intet menneske, hvis du da virkelig er kvindefødt, har mit hjerte følt sig draget som til dig — betænksom, klog og høflig som du er. Men noget af en djævleunge.”

”Og jeg har aldrig set en præst som du,” sagde Kim og betragtede det godmodige, gule ansigt rynke for rynke. ”Det er ikke tre dage siden, at vi begav os på vej sammen, og dog er det, som om det allerede var hundrede år.”

”Måske har jeg i et tidligere liv fået lov til at gøre dig en eller anden tjeneste. Måske” — han smilede — ”jeg har befriet dig fra en fælde eller jeg har fanget dig på en fiskekrog i de dage, da jeg var uoplyst, og så har jeg kastet dig tilbage i floden.”

”Måske,” sagde Kim roligt. Han havde hørt den slags grublerier så mange gange, og det af folk, hvem englænderne ikke ville have tiltroet fantasi. ”Men hvad angår kvinden i vognen derhenne, så er det min tro, at hun ønsker, at hendes datter skal få nok en søn.”

”Det er noget, som ikke hører med til min Søgen efter den Rette Vej,” sukkede lamaen. ”Men hun er i det mindste fra bjergene. Ak, bjergene og bjergenes sne!”

Han rejste sig og stavrede hen til vognen. Kim ville have givet sine ører for at få lov til at gå med, men lamaen indbød ham ikke dertil og de få ord, han opfangede, kunne han ikke forstå, for de talte sammen i en eller anden bjergdialekt. Kvinden syntes at stille spørgsmål, som lamaen overvejede, førend han besvarede dem. Nu og da hørte Kim det nynnende tonefald i et kinesisk citat. Det var et underligt billede, som Kim iagttog gennem sine halvåbne øjenlåg. Lamaen stod rank og knejsende, mens de dybe folder i hans gule dragt dannede sorte slagskygger i lysskæret fra lejrbålene, så at det mindede om slagskyggerne på en knudret træstamme, der belyses af den nedgående sol. Han henvendte sig til en forgyldt og lakeret ruth, der i det samme usikre lys strålede som en mangefarvet juvel. Mønsteret i de guldindvirkede forhæng løb op og ned, forsvandt og dannedes igen, mens de skælvede og bølgede i nattevinden, og når samtalen blev ivrigere, udsendte den ringsmykkede pegefinger små lysglimt mellem broderierne. Bag vognen var en mur af utydeligt mørke, isprængt små blus og fyldt med halvt synlige skikkelser og ansigter og skygger. Den tidlige aftens lyd var døet hen i en ensformig, søvndyssende summen, i hvilken den dybeste tone var oksernes stadige brummen, mens de gumlede på deres halm, og den højeste var en bengali-danserindes sitar-klimpren. De fleste mænd havde spist og sad nu og dampede på deres gurglende, gryntende hukah’er, der, når der er godt træk i dem, giver lyd som klokkefrøer.

Til sidst kom lamaen tilbage. En af bjergfolkene fulgte efter ham med et stukket bomuldstæppe, som han omhyggeligt bredte ud ved siden af bålet.

”Hun fortjener ti tusind børnebørn,” tænkte Kim. ”Ikke desto mindre ville disse gaver ikke være faldet i vor lod, hvis jeg ikke havde taget mig af sagen.”

”En dydig kvinde — og en vis kvinde,” sagde lamaen og lod sig synke ned, led for led, som en langsom kamel. ”Verden er fuld af godgørenhed mod dem, der følger Vejen.” Og han kastede mindst halvdelen af tæppet henover Kim.

”Og hvad sagde hun?” spurgte Kim og rullede sig ind i sin andel af tæppet.

”Hun rettede mange spørgsmål til mig og fremsatte mange problemer — de fleste af dem var tåbelige historier, som hun havde hørt af djævletilbedende præster, der giver sig ud for at følge Vejen. Nogle af dem besvarede jeg og andre erklærede jeg for dårskab. Mange bærer Kjortlen, men få følger Vejen.”

”Sandt. Sandt nok,” bemærkede Kim i den tankefulde, forsonlige tone, som man benytter, når man ønsker at få andre til at lette deres hjerter.

”Men hun er, når alt tages i betragtning, såre retsindig. Hun ønsker meget, at vi vil drage med hende til Buddh Gaya, og hun sagde, at hun og vi skulle samme vej mange dagsrejser mod syd.”

”Nå, og så?”

”Vær tålmodig. Dertil svarede jeg, at min Søgen gik forud for alt. Hun havde hørt mange tåbelige sagn, men den store sandhed om min Flod havde hun aldrig hørt. Sådan er præsterne blandt de lavere bjerge! Hun kendte abbeden i Lung-Cho, men hun kendte ikke min Flod og ej heller fortællingen om Pilen.”

”Nå, og så?”

”Jeg talte derfor til hende om min Søgen og om Vejen og om andre ting, der kunne gavne hende. Men hun ønskede kun, at jeg skulle følge med hende og bede til, at hendes datter måtte få nok en søn.”

”Høhø! ’vi kvinder’ tænker ikke på andet end børn,” brummede Kim søvnigt.

”Men da nu vor vej for en stund er den samme som hendes vej, indser jeg ikke, at vi på nogen måde ville afvige fra vor Søgen ved at ledsage hende i det mindste så langt som til — nu har jeg glemt stadens navn.”

”Ohé!” hviskede Kim i en skarp tone, idet han vendte sig til en af ooryaerne, der lå nogle få yards fra ham. ”Hvor ligger din herres hus?”

”Et lille stykke på den anden side af Saharanpur, blandt frugthaverne.” Og han nævnede landsbyens navn.

”Det var stedet”, sagde lamaen. ”Så langt kan vi da i det mindste gå med hende.”

”Hvor ådslet er, der samles fluerne,” bemærkede ooryaen henkastet.

”En krage til den syge ko, en bramin til den syge mand.” Kim udtalte dette ordsprog, uden at give det nogen personlig adresse, til de mørke trætoppe over sit hoved.

Ooryaen brummede, men holdt sig i skindet.

”Vi følger altså med hende, Hellige Mand?”

”Hvorfor skulle vi ikke? Jeg kan jo træde til side og undersøge alle de floder, som vejen passerer. Og hun ønsker, at jeg skal ledsage hende. Hun ønsker det meget inderligt.”

Kim kvalte en latter i tæppet. Når denne bydende gamle dame først var kommet sig af sin naturlige ærefrygt for en lama, ville hun sandsynligvis være værd at lytte til.

Han var lige ved at falde i søvn, da lamaen pludselig citerede et ordsprog: ”Snaksomme kvinders mænd får stor belønning i det hinsides.” Så hørte Kim ham tage tre priser tobak i træk og lo igen, indtil han faldt i søvn.

Daggryet, strålende som diamanter, vækkede mænd, krager og okser. Kim satte sig over ende, gabede, rystede sig og gennembævedes af fryd. Dette var at se sig om i verden for ramme alvor. Dette var livet, sådan som han ville have det — travlhed og råb, folk, der spændte deres bælter og pryglede løs på deres okser, knirkende hjul, bål, der blev tændt, madlavning, nye ting at se på, hvor man end vendte sit glade blik. Morgentågen lettede og rullede bort som en sølvsky, papegøjerne fløj af sted til en eller anden fjern flod i skrigende grønne skarer, alle brøndvinder indenfor hørevidde var i fuld gang. Indien var vågnet og Kim sad midt deri, mere vågen og mere ivrig end nogen anden, og tyggede på en kvist, som han ville bruge som tandbørste, for han havde med begge hænder overtaget mange af de indfødtes skikke i dette land, som han kendte og elskede. Han behøvede ikke at bryde sit hoved med proviantering eller at give en eneste skilling ud ved de omsværmede boder. Han var discipel hos en hellig mand, der var blevet annekteret af en resolut gammel dame. Alt ville blive gjort for dem, og når de fik en ærbødig indbydelse til at sætte sig ned og spise, ville de gøre det. Derudover — Kim fniste, mens han børstede sine tænder — ville deres værtinde bidrage til at forhøje den fornøjelse, han kunne have af rejsen. Han betragtede hendes okser kritisk, mens de brummende og pustende blev trukket frem og spændt i åget. Hvis de gik for hurtigt for ham — hvad der var usandsynligt — ville han kunne få et mageligt sæde på vognstangen, og lamaen kunne sidde ved siden af kusken. Eskorten måtte naturligvis gå. Ligeså selvfølgeligt ville den gamle dame snakke en hel del, og af hvad han allerede havde hørt, kunne han sige sig selv, at hendes konversation ikke ville være tom snak. Hun var allerede i færd med at befale, opmuntre, dadle, og, sandt at sige, bande sine tjenere for deres langsommelighed.

”Bring hende hendes pibe. For Gudernes skyld, bring hende hendes pibe,” råbte en oorya, mens han trillede sine sengeklæder sammen til en uformelig bylt. ”Det er med hende, som med papegøjer. De hviner ved daggry.”

”Okserne! Hai! Pas på det forreste par!” Dyrene rykkede tilbage og drejede rundt, for en kornvogns hjulaksel var ramlet sammen med deres horn. ”Søn af en ugle, hvor skal du hen?” råbte hun til den grinende fragtkusk.

”Ai! Yai! Yai! Derinde er Dronningen af Delhi, der rejser for at bede Guderne om en søn,” råbte manden tilbage over sit høje læs. ”Plads for Dronningen af Delhi og hendes førsteminister, den grå abe, som klatrer op ad sin sabel!”

En anden fragtvogn med et læs bark til et garveri nede i det sydlige fulgte tæt bagefter, og dens kusk tilføjede et par komplimenter, mens ruth’ens okser rykkede længere og længere tilbage.

Bag de bølgende forhæng lød der en salve. Den varede ikke længe, men i kvalitet og svidende, ædende træfsikkerhed overgik den alt, hvad selv Kim nogensinde havde hørt. Han kunne se fragtkuskens nøgne bryst falde sammen af forbløffelse, og manden gjorde straks en ærbødig salaam for stemmen, sprang ned fra sin vogn og hjalp eskorten med at hale deres vulkan ud på landevejen. Her fortalte stemmen ham sandfærdigt, hvad slags hustru han havde ægtet, og hvad hun tog sig til i hans fravær.

”Oh, shabash!” mumlede Kim, der ikke kunne skjule sin beundring, mens manden luskede bort.

”Godt gjort, ikke sandt? Men det er da også en skam og skændsel, at en stakkels kvinde ikke kan drage hen for at bede til sine Guder uden at blive puffet og fornærmet af alt Hindustans rakkerpak — at hun må sluge gali (skældsord) som mænd sluger ghi. Men endnu forstår jeg da at bruge min tunge og kan sige et kraftigt ord eller to i rette øjeblik. Og jeg har stadig ikke fået min tobak! Hvem er den enøjede og elendige skammens søn, som endnu ikke har stoppet min pibe?”

Den blev skyndsomt rakt hende af en af bjergfolkene, og snart efter viste tykke røgskyer, der bølgede ud fra alle forhængets sprækker, at freden var genoprettet.

Hvis Kim den foregående dag havde vandret stolt af sted som en hellig mands discipel, spankulerede han i dag med tidobbelt stolthed i denne næsten kongelige procession, som anerkendt protegé af en gammel dame med fortryllende væsen og uopslideligt mundlæder. Eskorten traskede, med hovederne tilhyllede på indfødtes vis, på begge sider af vognen og hvirvlede kolossale støvskyer i vejret.

Lamaen og Kim gik lidt for sig selv. Kim tyggede på et stykke sukkerrør og veg ikke vejen for nogen af ringere stand end en præst. De kunne høre den gamle dames tunge gå uafladeligt som en riskværn. Hun bød sin eskorte fortælle hende, hvad der skete på vejen, og så snart de var vel væk fra parao’en, slog hun forhængene til side og kiggede ud, med kun en tredjedel af sit ansigt skjult af sløret. Hendes folk så ikke på hende, når hun tiltalte dem, og således blev sømmeligheden så nogenlunde bevaret.

En mørkhåret, gulbleg engelsk politiinspektør travede forbi i fejlfri uniform på en træt hest, og da han af hendes følge så, hvad slags hun var, gav han sig til at gøre løjer med hende.

”Moder,” råbte han, ”sådan opfører man sig i et zenanna (harem)? Sæt nu, at en englænder kom forbi og så, at du er næseløs?”

”Hvad?” lød hendes skingrende svar, ”er din moder næseløs? Hvorfor råbe det ud på offentlig vej?”

Det var et godt gensvar. Englænderen løftede hånden med en bevægelse som en mand, der bliver ramt af et fleuretstød. Han lo og nikkede.

”Kan dette ansigt lokke nogen væk fra dydens vej?” Og hun trak sit slør helt til side og stirrede på ham.

Det var på ingen måde et skønt ansigt, men manden samlede sine tøjler og kaldte det en Paradisets Måne, en Retsindighedens Ødelægger og flere andre fantastiske benævnelser, som gjorde hende dånefærdig af latter.

”Han er en nut-cut (skælm),” sagde hun. ”Alle politimænd er nut-cut, men officererne er de værste. Hai, min søn, alt det har du ikke lært siden du kom herover fra Belait (Europa). Hvem ammede dig?”

”En paharin — en kvinde fra bjergene — fra Dalhousie, moder. Men gem nu din skønhed i skyggen, du Uddelerske af Glæder.” Og væk var han.

”Det er folk af den slags,” begyndte hun med kendermine, mens hun proppede munden fuld af pan, ”det er folk af den slags, der duer til at være dommere og politimænd. De kender landet og landets sæder. Men de andre, der kommer helt grønne fra Europa, som har diet hvide kvinder og lært vort tungemål af bøger, de er værre end onde syger. De volder selv konger fortræd.” Så fortalte hun, uden at henvende sig til nogen i særdeleshed, en lang, lang historie om en uvidende ung politimand, der havde chikaneret en eller anden lille rajah oppe i bjergene, en fætter i niende led, i en triviel sag om en landejendom, og hun sluttede med et citat fra et værk, der på ingen måde tilhørte andagtslitteraturen.

Så skiftede hun humør og befalede en af sin eskorte at spørge lamaen, om han ikke ville komme hen til hendes vogn og drøfte religionsspørgsmål.

Altså trak Kim sig tilbage til støvet og gav sig igen i lag med sit sukkerrør. I en time eller mere skinnede lamaens store hue som en måne gennem støvskyerne, og så vidt Kim kunne høre, græd den gamle dame. En af ooryaerne gjorde halvvejs undskyldninger for sin uhøflighed den foregående aften og sagde, at han aldrig havde set sin herskerinde så mild til sinds, hvilket vel måtte skyldes den fremmede præsts nærværelse. For sit eget vedkommende troede han på braminerne, skønt han, som alle indfødte, var pinligt klar over deres snuhed og grådighed. Ikke desto mindre ville han finde sig i en hvilken som helst præst af en hvilken som helst trosbekendelse i eller udenfor Indien, for braminerne havde opirret hans herres hustrus moder med deres tiggerier, og hun havde jaget dem væk så vrede, at de havde bandet hende og hendes følge, hvilket var den virkelige grund til, at en af de fjermer okser var blevet halt og at vognstangen var knækket den foregående aften. Alt dette besvarede Kim med vise og bifaldende nik og bad ooryaen lægge vel mærke til, at lamaen ikke tog imod penge, og at hvad der blev spenderet af mad på ham og Kim ville blive gengældt hundrede gange i det held, som fra nu af ville følge karavanen. Fremdeles fortalte han historier om Lahore og sang et par viser, som fik eskorten til at le. Som bymus og vel kendt med de nyeste sange af de mest moderne komponister — de er for størstedelen kvinder — var Kim disse mænd fra en lille landsby på den anden side af Saharanpur betydeligt overlegen, men han nøjedes med at lade det skinne igennem. Ved middagstid drejede de af fra vejen for at holde måltid på et sted, hvor støvet ikke kunne genere dem. Maden var god og rigelig og blev pænt serveret på rene blade. For at opfylde alle forpligtelser, gav de levningerne til nogle tiggere og satte sig så til at nyde deres tobakspiber. Den gamle dame havde trukket sig tilbage bag forhængene, men deltog særdeles livligt i samtalen, og hendes tjenere sagde hende imod og skændtes med hende, som tjenere gør overalt i Østen. Hun sammenlignede den kølige luft og fyrreskovene i Kangras og Kulus bjergegne med Sydens støv og mangolunde, hun fortalte en historie om nogle gamle lokale Guder på grænsen af hendes mands rige, hun skældte frygteligt ud over den tobak, som hun røg, bagtalte alle braminer og tænkte højt om de mange dattersønner, som hun håbede på.