Kim

Fjortende kapitel

Da månen var stået op, begav de forsigtige kulier sig på vej. Lamaen var blevet forfrisket af søvnen og den nydte spiritus og behøvede kun at støtte sig til Kims skulder for at vandre fremad i tavshed og med lange skridt. En times tid holdt de sig til det stenstrøede græs, drejede omkring en kolossal klippeknude og begyndte så at stige opad til et nyt land, hvorfra Chinidalen var usynlig. En vældig græsgang strakte sig her vifteformet op mod den evige sne. Ved dens fod fandtes et stykke flad jord på måske en tredjedel tønde land, og på dette var opført nogle få hytter af ler og tømmer. Bag dem — for de var efter bjergenes skik bygget lige ud på randen af klippen — fandtes en to tusind fod dyb kløft med lodrette sider ned til Shamleghs Mødding, hvor intet menneske har sat sin fod.

Mændene gjorde intet skridt til at dele byttet, før de havde set lamaen bragt til hvile i stedets bedste rum, mens Kim på muhammedansk vis gned hans fødder.

”Vi skal sende jer mad,” sagde manden fra Ao-chung, ”og kilta’en med det røde låg. Når dagen bryder frem, kan ingen her længere aflægge vidnesbyrd, hverken på den ene eller den anden måde. Er der noget i kilta’en, som du ikke har brug for, så se her!”

Han pegede på vinduet. Det åbnede sig ud mod det tomme rum, der var opfyldt af måneskinnet, som kastedes tilbage fra sneen. Han kastede en tom whiskyflaske ud.

”Du behøver ikke at lytte efter faldet. Her er Verdens Ende,” sagde han og gik ud. Lamaen stod med hænderne støttede til vinduets sider og stirrede frem for sig med øjne, der skinnede som gule opaler. Fra den kolossale afgrund foran ham løftede hvide tinder sig til vejrs i måneskinnet. Ellers var alt så mørkt som rummet mellem stjernerne.

”Sandelig,” sagde han langsomt, ”her er mine bjerge. Her burde man bo, hævet over verden, fjernet fra glæder, mediterende over store spørgsmål.”

”Ja, hvis man har en chela til at lave te, lægge et tæppe sammen under sit hoved og jage kælvende køer ud.”

En osende lampe brændte i en niche, men dens flamme kunne næppe ses i det klare måneskin og i dette blandede lys så Kim ud som en ånd, mens han bevægede sig omkring og bøjede sig over madposen og tekopperne.

”Ai! Nu hvor mit blod er blevet afsvalet, banker og dunker det i mit hoved, og der er som en snor omkring min nakke.”

”Intet under. Det var et kraftigt slag. Måtte han, som gav dig det —”

”Havde det ikke været for mine egne lidenskaber, ville intet ondt være sket.”

”Hvad ondt? Du frelste sahib’erne fra den død, som de fortjente hundrede gange.”

”Du har ikke lært din lektie godt, chela.” Lamaen lagde sig til hvile på et sammenfoldet tæppe og Kim fortsatte sit sædvanlige aftenarbejde. ”Slaget var kun en skygge på en skygge. Ondt i sig selv — mine ben trættes hurtigt i disse år! — og det mødte det onde i mig — harme, raseri og lyst til at gengælde ondt med ondt. Dette virkede på mit blod, vakte uro i min mave og døvede mine ører.” Her tog han den varme kop fra Kims hånd og drak højtideligt den skoldende hede te. ”Havde jeg været uden lidenskab, ville det onde slag kun have voldt ondt på legemet — et ar eller et blåt mærke — og sligt er Illusion. Men min sjæl var ikke fuld af ro, for den optoges straks af lyst til at lade mændene fra Spiti dræbe de fremmede. I kampen med den lyst blev min sjæl forrevet og forvreden, mere end tusind slag kunne have gjort. Først da jeg ved mig selv havde fremsagt Velsignelserne” (han mente den buddhistiske bjerg-prædiken) ”kom jeg til ro. Men det onde, som trængte ind i mig ved hint øjebliks uforsigtighed, arbejder videre. Retfærdigt er Hjulet, det rokkes ikke en hårsbredde! Lad det være dig en lære, chela.”

”Det er over min forstand,” mumlede Kim. ”Jeg er stadig helt rystet. Det glæder mig, at jeg skadede manden.”

”Det følte jeg, da jeg sov med hovedet på dine knæ dernede i skoven. Det gav mig urolige drømme — det var det onde i din sjæl, som arbejdede sig frem til min. Men på den anden side” — han løsnede sin rosenkrans — ”har jeg erhvervet Fortjeneste ved at frelse to menneskeliv — de to menneskers, som forurettede mig. Nu må jeg se at få øje på Tingenes Årsag. Min sjæls båd gynger.”

”Sov og saml kræfter, det er det klogeste.”

”Jeg mediterer. Der er større behov derfor, end du forstår.”

Time efter time, lige til daggry, mens måneskinnet blegnede på de høje tinder og det, der havde været sorte bælter på de fjerne bjerges sider, viste sig at være friske, grønne skove, sad lamaen og stirrede ufravendt på muren. Fra tid til anden stønnede han. Uden for den stængede dør, hvor skuffede køer stod og længtes efter deres vanlige stald, var Shamleghs beboere og kulierne optagne af plyndring og vellevned. Manden fra Ao-chung stod i spidsen for det hele og da de først havde åbnet sahib’ernes konservesdåser og opdaget, at deres indhold smagte godt, vovede de ikke at holde op. Shamleghs mødding modtog levningerne.

Da Kim efter en nat med slemme drømme listede sig ud i den kolde morgen for at børste tænder, trak en lyshudet kvinde med turkisbesat hovedtøj ham til side.

”De andre er gået. Som lovet, efterlod de denne kilta til dig. Jeg holder ikke af sahib’er, men du må lave os et tryllemiddel til gengæld for den. Vi vil ikke, at lille Shamlegh skal få et dårligt ry på grund af det — uheld. Jeg er Shamleghs Kvinde.”

Hun betragtede ham med et klart, dristigt blik, der slet ikke lignede bjergkvindernes sædvanlige stjålne skotten.

”Det skal jeg. Men det må gøres i al hemmelighed.”

Hun løftede den tunge kilta, som var den et stykke legetøj, og kastede den ind i sin egen hytte.

”Gå ud og luk døren forsvarligt. Lad ingen komme nær, før tryllemidlet er færdigt.”

”Men bagefter — kan vi tales ved.”

Kim væltede kilta’ens indhold ud på gulvet — et virvar af landmålerinstrumenter, bøger, journaler, breve, kort og underligt parfumerede skrivelser fra indfødte. Helt nede på bunden lå en broderet pose, som indeholdt et forseglet og med guld og farver smykket dokument af den slags, som konger sender konger. Kim snappede efter vejret af henrykkelse og overvejede situationen fra en sahibs standpunkt.

”Bøgerne behøver jeg ikke. Desuden er det logaritmetabeller — til landmåling formodentlig.” Han lagde dem til side. ”Brevene forstår jeg ikke, men det gør oberst Creighton nok. De må alle gemmes. Kortene — de tegner bedre kort end jeg — naturligvis også. Og alle de indfødtes skrivelser og ganske særligt murasla’en.” Han snuste til den broderede pose. ”Den må være fra Hilás eller Bunár, og Hurree Babu talte sandt. Død og plage! Det er en god fangst. Jeg ville ønske, at Hurree kunne få det at vide… resten må ud af vinduet.” Han pillede ved et pragtfuldt prismekompas og en blank teodolit. Men når alt kommer til alt, kan en sahib ikke godt stjæle, og desuden kunne tingene senere blive ubehagelige vidner. Han undersøgte hver eneste stump beskrevet papir, alle kortene og de indfødtes skrivelser. De udgjorde en anselig bunke. Tre bøger med spænder og fem slidte lommebøger lagde han til side.

”Brevene og murasla’en må jeg bære inden for min klædning og under mit bælte, og de håndskrevne bøger må jeg stikke i madposen. Den bliver meget tung. Så tror jeg ikke der er mere. Hvis der er, så har kulierne kastet det ned i kløften og så er den ting i orden. Og nu skal du samme vej.”

Han fyldte kilta’en med alt uønsket og løftede den op i vindueskarmen. Tusind fod under ham lå en lang, doven, rundskuldret tågebanke, endnu urørt af morgensolen. Tusind fod under den knejsede en århundredgammel fyrreskov. Når en hvirvelvind rev hul i tågen, kunne han se de grønne toppe, der så ud som et lag mos.

”Nej, jeg tænker ikke, at nogen vil søge efter dig!”

Kurven trillede rundt og udspyede sit indhold, mens den faldt. Teodolitten ramte en fremspringende klippekant og sprang i stumper og stykker som en granat. Bøgerne, blækflaskerne, farveladerne, kompasserne og linealerne lignede i nogle sekunder en bisværm. Så forsvandt de, og skønt Kim hang med den halve krop ud af vinduet og anspændte sine unge ører, hørte han ikke en lyd fra kløften.

”De kunne ikke købes for fem hundrede rupier — ja ikke for tusind,” tænkte han sørgmodigt. ”Det var en frygtelig ødselhed, men jeg har da alle deres andre sager — alt hvad de har lavet — håber jeg. Men hvordan pokker skal jeg lade Hurree Babu det vide og hvad pokker skal jeg gøre og min gamle mand er syg. Jeg må pakke papirerne ind i voksdug, det er det første der skal gøres, ellers bliver de gennemsvedte… og jeg er ganske alene!”

Han bandt det omhyggeligt sammen i en pakke og svøbte det stive, klæbrige voksdug fast omkring hjørnerne, for hans omflakkende liv havde gjort ham så metodisk som en gammel jæger med hensyn til oppakning. Dernæst stuvede han, ligeledes med største omhu, bøgerne ned på bunden af madposen.

Kvinden bankede på døren og trådte ind.

”Men du har ikke lavet noget tryllemiddel,” sagde hun og så sig om.

”Det behøves ikke.”

Kim havde helt glemt nødvendigheden af lidt hokuspokus. Kvinden lo uærbødigt ad hans forvirring.

”Nej — ikke for din skyld. Du kan hekse blot ved at blinke med øjet. Men betænk, hvad der skal blive af os stakler, når du er borte! De var alle for fulde i nat til at lytte til en kvinde. Men du er vel ikke beruset?”

”Jeg er præst.” Kim havde genvundet sin fatning, og da kvinden var alt andet end grim, holdt han det for bedst at holde på præsteværdigheden.

”Jeg advarede dem og sagde, at sahib’erne vil blive vrede og anstille undersøgelser og indgive beretning til rajahen. Og så er der babuen, som er med dem. Skriverkarle har lange tunger.”

”Er det alt, hvad der bekymrer dig?” Kim havde i samme nu lagt en fuldstændig plan og smilede et henrivende smil.

”Ikke helt,” svarede kvinden og strakte en hård, brun hånd frem, helt bedækket med turkisbesatte sølvringe.

”Den bekymring kan jeg forjage med få ord,” vedblev han hurtigt. ”Babuen er netop den hakim (du har sikkert hørt tale om ham) som flakkede om blandt bjergene ved Ziglaur. Jeg kender ham.”

”Han vil røbe det mod en belønning. Sahiber kan ikke skelne bjergbo fra bjergbo, men babuer har et skarpt blik for mænd — og for kvinder.”

”Bring ham et budskab fra mig.”

”Der er intet, jeg ikke ville gøre, når du beder mig om det.”

Kim modtog denne kompliment med den fatning, som mænd må udvise i et land, hvor det er kvinderne, der gør kur. Han rev et blad ud af en lommebog, og med patenteret blækstift skrev han med blokbogstaver — sådanne som uartige drenge bruger, når de skriver frække ord på murene: ”Jeg har alt, hvad de har skrevet, deres tegninger af landet og mange breve. Især marasla’en. Sig mig, hvad jeg skal gøre. Jeg er i Shamlegh-Under-Sneen. Den gamle mand er syg.”

”Bring ham dette. Det vil ganske lukke munden på ham. Han kan ikke være kommet langt bort.”

”Det kan han ikke. De er endnu i skoven på den anden side af bjerget. Vore børn gik derover for at holde øje med dem, da det blev lyst, og da de satte sig i bevægelse, råbte børnene det til os.”

Kim studsede, men fra randen af græsgangen lød der i det samme et skingrende skrig, ligesom en glentes. Et barn, som vogtede kvæg, havde fået signalet fra en broder eller søster på den anden side af skrænten ud mod Chinidalen og lod det nu gå videre.

”Mine mænd er også derovre[*] for at samle brænde.”

Hun tog en håndfuld valnødder frem fra sit bryst, kløvede en af dem og gav sig til at spise kernen. Kim lod, som om han aldeles ikke forstod meningen.

”Ved du ikke, hvad valnødden betyder[*] — præst?” sagde hun koket og rakte ham skallerne.

”Vel betænkt.” Han stak hurtigt papiret ind imellem dem. ”Har du en smule voks til at klæbe dem sammen med over dette brev?”

Kvinden sukkede dybt og Kim formildedes.

”Betalingen kommer, når tjenesten er udført. Bring dette til babuen og sig, at det sendes ham af Amulettens Søn.”

”Ai! Sandt! Sandt! Af en heksemester — som ligner en sahib.”

”Nej, af Amulettens Søn. Og spørg om der er svar.”

”Men hvis han nu er grov mod mig? Jeg — jeg er bange.”

Kim lo. ”Du kan være sikker på, at han er meget forfrossen og meget sulten. Bjergene er kolde sovekammerater. Hai, min” — han var lige ved at sige ”moder”, men fik det rettet til ”søster” — du er en klog og forstandig kvinde. Nu må alle landsbyerne her omkring have hørt, hvad der hændte sahib’erne — ikke sandt?”

”Vist så. Nyheden nåede Ziglaur ved midnatstid, og i morgen må den være kommet så langt som til Kotgarh. Folkene i landsbyerne er både bange og harmfulde.”

”Unødvendigt. Lad dem vide, at de skal give sahib’erne mad og lade dem drage videre i fred. Vi må se at få dem ganske stilfærdigt bort fra vore dale. At stjæle er én ting — at dræbe noget andet. Det vil babuen forstå, og der vil ikke senere blive nogen klage. Men skynd dig nu. Jeg må sørge for min herre, når han vågner.”

”Som du vil. Når tjenesten er udført — hvad sagde du? — kommer lønnen. Jeg er Shamleghs Kvinde og står kun under rajahen. Jeg er ingen almindelig barneføderske. Shamlegh er dit, med hov, horn og hud, med mælk og smør. Tag det eller lad det ligge.”

Hun drejede sig bort og begyndte resolut at stige op ad skrænten, mens sølvhalsbåndene raslede på hendes brede bryst, for at møde morgensolen femten hundrede fod højere oppe. Denne gang tænkte Kim i de indfødtes sprog, mens han bestrøg sine pakkers voksdugskanter med voks.

”Hvordan i alverden skal man kunne følge Vejen eller deltage i Det Store Spil, når man evigt og altid bliver generet af fruentimmere? Der var nu pigebarnet i Akrola og så var der køkkenkarlens hustru bag dueslaget — og alle de andre — og nu kommer hun her! Så længe jeg var barn, kunne det gå an, men nu er jeg mand, og de vil dog ikke betragte mig som mand! Valnødder! Hoho! I lavlandet er det mandler!”

Han begav sig ud for at beskatte byen — ikke med tiggerskål, hvad der kunne gå an i lavlandet, men ikke i bjergene — men med en fyrstes holdning. Shamleghs sommerbefolkning består af kun tre familier — fire kvinder og otte eller ni mænd. De var alle stopmætte af konserves og fulde af forskellige drikkevarer — lige fra kininmikstur til hvid vodka — for de havde fået deres fulde del af gårsaftenens bytte. De pæne telte var blevet skåret i stykker og delt for længe siden og hist og her traf man på patentkasseroller af aluminium. Men de betragtede lamaens tilstedeværelse som fuldstændig beskyttelse mod alle konsekvenser og uden anger bragte de Kim det bedste, de havde — endog chang, bygøllet fra omegnen af Ladakh. Så tøede de op i solen og sad med benene hængende ud over bundløse afgrunde, sludrende, leende og rygende. De bedømte Indien og dets regering udelukkende ud fra deres erfaringer med omflakkende sahib’er, der havde benyttet dem eller deres venner som shikarri’er. Kim hørte fortællinger om fejlskud på ibex, serow og markhor, begået af sahib’er, der havde ligget en snes år i deres grave — og hver detalje blev belyst bagfra, som kviste i en trætop set mod et lyn. De fortalte ham om deres sygdomme og — vigtigere — deres små, støtfodede køers sygdomme. De berettede om rejser til Kotgarh, hvor de mærkelige missionærer bor, og endnu længere væk til vidunderbyen Simla, hvor gaderne er brolagte med sølv og hvor hvem som helst kan få tjeneste hos sahib’erne, der kører omkring i tohjulede vogne og øser penge ud med spade.

Snart efter kom lamaen, alvorlig og åndsfraværende, humpende med besvær for at slutte sig til de passiarende udenfor hytten, og de gav ærbødigt plads for ham. Den tynde luft forfriskede ham. Han sad på randen af afgrunden så svimmelfri som nogen og kastede småsten ud i det tomme rum, når samtalen døde hen. Tredive engelske mil borte i fugleflugtslinje lå den nærmeste bjergkæde med sine kamme og kløfter og små pletter af kratskove, hver især en dagmarch i diameter. Bag landsbyen skjulte Shamlegh-bjerget hele udsigten mod syd. Det var, som sad man i en svalerede under tagskægget af verdens tag.

Fra tid til anden strakte lamaen hånden ud, og med en smule hviskende suffleren fra de andre udpegede han vejen til Spiti og videre nordpå tværs over Parungla.

”Derovre, hvor bjergtoppene står tættest sammen, ligger De-ch’en” (han mente Han-lé) ”det store kloster. Det blev bygget af S’tag-stan-ras-ch’en, og om ham går der denne fortælling.” Hvorefter han fortalte den. Et fantastisk overlæsset sagn om forhekselse og mirakler, som fik hele Shamlegh til at lytte med åbne munde. Så vendte han sig en smule mod vest, spejdede efter Kulus grønne bjerge og søgte efter Kailung Under Bræerne.

”Derhen kom jeg engang i gamle, gamle dage. Jeg kom fra Leh over Baralachi.”

”Ja, ja. Vi kender vejen,” sagde Shamleghs vidtberejste mænd.

”Og jeg sov to nætter hos Kailungs præster. Dette er min fryds bjerge! Skygger velsignede frem for alle andre skygger! Dér åbnedes mine øjne for denne verden, dér fandt jeg oplysning. Dér gjorde jeg mig rede til at drage ud på min Søgen. Bort fra bjergene drog jeg — fra de høje bjerge og den friske blæst. Retfærdigt er Hjulet!”

Han velsignede dem alle, hver eneste en — de store bræer, de nøgne klipper, de opdyngede moræner og stenede skrænter, det tørre højland, de skjulte saltsøer, de ældgamle skove og frugtbare, vandrige dale — den ene efter den anden, som en døende velsigner sin slægt, og Kim undrede sig over hans lidenskabelighed.

”Javel — javel. Intet sted i verden kan måle sig med vore bjerge,” sagde Shamleghs folk. Og de gav sig til at snakke om, hvordan et menneske dog kunne udholde at leve nede på det frygtelige, hede sletteland, hvor okserne var så store som elefanter og slet ikke duede til at trække ploven på en skrænt; hvor, efter hvad de havde hørt, landsby lå ved landsby i en række på hundrede mil; hvor tyvebander flakkede om og politiet tog de smuler, som røverne skånede.

Således gik formiddagen stille og fredeligt, og da den var omme, kom Kims bud ned ad den stejle græsgang, ikke mere stakåndet, end da hun gik ud.

”Jeg sendte bud til hakim’en,” forklarede Kim, mens hun gjorde reverens.

”Har han sluttet sig til afgudsdyrkerne? Nej, nu husker jeg det. Han havde helbredt en af dem. Han har erhvervet sig Fortjeneste, skønt den helbredte brugte sin styrke til det onde. Retfærdigt er Hjulet! Hvad siger hakim’en?”

”Jeg frygtede for, at du var blevet slemt forslået, og — og jeg vidste, at han var klog.”

Kim åbnede de med voks sammenklæbede valnøddeskaller og læste, hvad der stod skrevet på engelsk på bagsiden af hans brev:

”Modtaget Deres ærede. Kan for øjeblikket ikke slippe bort fra nuværende selskab, men fører dem til Simla. Hvorefter håber atter at slutte mig til Dem. Uklogt at følge efter vrede herrer. Vend tilbage ad den vej, De kom, jeg indhenter Dem. Glæder mig højligt, at papirerne svarede til mine forventninger.”

”Han siger, Hellige Mand, at han vil løbe bort fra afgudsdyrkerne og vende tilbage til os. Skal vi vente så længe i Shamlegh?”

Lamaen kastede et langt og kærligt blik ud over bjergene og rystede på hovedet.

”Det lader sig ikke gøre, chela. Af mit inderste hjerte ønsker jeg det, men det er forbudt. Jeg har indset Tingenes Årsag.”

”Hvorfor? Har ikke bjergene dag for dag givet dig din styrke tilbage? Husk på, hvor svage og matte vi var dernede i Doon.”

”Jeg blev stærk for at gøre det onde og glemme. En slagsbroder og en storpraler på bjergskrænterne var jeg.” Kim bed et smil i sig. ”Retfærdigt og fuldendt er Hjulet, det rokker sig ikke en hårsbredde. Den gang jeg var en mand — for længe siden — foretog jeg en pilgrimsvandring til Guru Ch’wan blandt poplerne” (han pegede ad Bhutan til) ”hvor den Hellige Hest findes.”

”Stille! Vær stille!” sagde hele Shamlegh på rad. ”Han taler om Jam-lin-nin-k’or — Hesten Som Kan Løbe Verden Rundt På Et Døgn.”

”Jeg taler kun til min chela” sagde lamaen med mild dadel, og de forsvandt som rimfrost om morgenen på et tags sydside. ”I hine dage søgte jeg ikke sandhed, men lærde samtaler. Alt sammen Illusioner! Jeg drak Guru Ch’wans øl og spiste Guru Ch’wans brød. Den næste dag sagde én til mig: ’Vi går ud for at kæmpe med Sangor Gutok længere nede i dalen, for at få at se (læg nu atter mærke til, hvorledes verdslig lyst og harme altid følges ad!) hvilken abbed, der skal herske her i dalen, og for at drage nytte af de bønner, som de trykker nede i Sangor Gutok.’ Jeg gik med, og vi kæmpede hele dagen.”

”Hvorledes, Hellige Mand?”

”Med vore lange pennefoderaler, sådan som jeg har vist dig… Som sagt, vi kæmpede under poplerne, både abbederne og alle munkene, og en af dem kløvede min pande helt ind til benet. Se her!”

Han skød sin hue tilbage og fremviste et rynket, sølvhvidt ar.

”Retfærdigt og fuldendt er Hjulet! I går kløede arret, og jeg mindedes efter de halvhundrede års forløb, hvordan jeg fik det, og mandens ansigt, som gav mig det. Jeg dvælede altså en stund i Illusionerne. Hvad der påfulgte, har du set — kiv og tåbelighed. Retfærdigt er Hjulet! Afgudsdyrkerens slag ramte arret. Da rystedes jeg i min sjæl, min ånd formørkedes og min sjæls båd gyngede på Illusionens vande. Først da jeg nåede Shamlegh, kunne jeg meditere over Tingenes Årsag og spore det ondes lange rødder. Jeg kæmpede hele den lange nat.”

”Men Hellige Mand, du er uskyldig i alt ondt. Jeg er dit gidsel!”

Kim var virkelig ulykkelig over den gamle mands sorg og benyttede uden at vide af det et af Mahbub Alis yndlingsudtryk.

”Med daggryet,” vedblev lamaen alvorligere, mens rosenkransens stadige raslen lød mellem de langsomme sætninger, ”kom der også lys i mit sind. Nemlig således… jeg er en gammel mand… født og opfostret blandt bjergene og skal nu aldrig mere sætte mig til hvile blandt mine bjerge. I tre år gennemvandrede jeg Hind, men — kan et menneske være stærkere end Moder Jord? Mit tåbelige legeme længtes dernede mod bjergene og mod bjergenes sne. Jeg sagde, og det er sandt, min Søgen er sikker. Så fra Kulukvindens hus drog jeg mod bjergene, overtalt af mig selv. Jeg dadler ikke hakim’en. Han følger sin attrå og han forudsagde, at bjergene ville gøre mig stærk. De styrkede mig — men til det onde, til at glemme min Søgen. Jeg frydede mig ved livet og ved livets lyst. Jeg ønskede at bestige stejle skrænter. Jeg vandrede om for at finde dem. Jeg målte mit legemes styrke, som er af det onde, med de høje bjerge. Jeg spottede dig, da du snappede efter vejret under Jamnotri. Jeg spøgte, da du ikke turde trodse passets sne.”

”Men hvad ondt var der i det? Jeg var bange, så du havde fuldstændig ret. Jeg er ingen bjergbo og jeg elskede dig for din nye styrkes skyld.”

”Mere end én gang, husker jeg,” han støttede sørgmodigt kinden i hånden, ”søgte jeg din og hakim’ens ros for mine bens styrke. Således fulgte ondt efter ondt, indtil bægeret var fuldt. Retfærdigt er Hjulet! I tre år viste hele Hind mig al ære. Lige fra Visdommens Kilde i Vidunderhuset og til” — han smilede — ”en lille dreng, som legede ved siden af en stor kanon — alverden jævnede vejen for mig. Og hvorfor?”

”Fordi vi elskede dig. Dette er kun den feber, der kommer af slaget. Jeg er selv endnu mat og rystet.”

”Nej! Det var fordi jeg fulgte den Rette Vej — fordi jeg var stemt, som man stemmer si-nen (cymbler), efter Lovens formål. Men jeg afveg fra forskrifterne, melodien blev brudt, straffen fulgte. Blandt mine egne bjerge, på grænsen til mit eget land, netop på det sted, hvorhen min onde attrå har ført mig, rammer slaget mig — her!” (Han berørte sin pande.) ”Som en novice bliver slået, når han stiller bægrene forkert, således blev jeg slået, jeg, som var abbed i Such-zen. Ikke ord, forstår du, men slag, chela.”

”Men sahib’erne kendte dig ikke, Hellige Mand.”

”Vi gik godt i spand. Uvidenhed og attrå mødte uvidenhed og attrå på vejen og avlede vrede. Slaget var et tegn til mig, der ikke er bedre end en vildfaren yakokse, om at mit sted ikke er her. Den, som kan gennemskue Årsagen til en Handling, er nået halvvejs til Frihed! ’Tilbage til Vejen!’ siger slaget. ’Bjergene er ikke for dig. Du kan ikke vælge Frihed og på samme tid gå som livsglædens træl.’”

”Havde vi dog aldrig mødt den forbandede russer!”

”Selv Herren kan ikke få Hjulet til at svinge baglæns. Men på grund af den Fortjeneste, jeg havde erhvervet mig, har jeg fået endnu et tegn.” Han stak hånden ind på brystet og trak Livets Hjul frem.

”Se her! Jeg betragtede dette, efter at jeg havde mediteret. Det stykke, som afgudsdyrkeren ikke sønderrev, er ikke bredere end neglen på min finger.”

”Jeg ser det.”

”Netop så stort er altså det spand af liv, jeg har tilbage i denne inkarnation. Alle mine dage har jeg tjent Hjulet. Nu tjener Hjulet mig. Havde jeg ikke erhvervet mig Fortjeneste ved at lede dig på den Rette Vej, havde jeg måttet leve endnu et liv, inden jeg fandt min Flod. Er det ikke tydeligt, chela?”

Kim stirrede på det sørgeligt mishandlede billede. Tværs over det fra venstre til højre løb flængen, fra det Ellevte Hus, hvor Attrå føder Barnet (således som tibetanerne tegner billedet), tværs over menneske- og dyreverdenerne til det Femte Hus, Sansernes tomme hus. Lamaens logik var uimodsigelig.

”Førend Herren vandt klarhed,” sagde lamaen og rullede ærbødigt billedet sammen, ”blev han fristet. Jeg blev også fristet, men nu er det forbi. Pilen faldt på sletterne, ikke i bjergene. Hvad har vi da her at gøre?”

”Skal vi ikke i det mindste vente på hakim’en?”

”Jeg ved, hvor længe jeg har at leve i denne inkarnation. Hvad kan en hakim udrette?”

”Men du er mat og medtaget. Du kan ikke gå.”

”Hvordan kan jeg være mat, når jeg søger Frihed?” Og han rejste sig vaklende.

”Så må jeg i det mindste skaffe os føde fra landsbyen her. Åh, den trættende vej!” Kim havde en følelse af, at også han trængte til hvile.

”Det er efter Loven. Lad os spise og så gå. Pilen faldt på sletterne… men jeg gav efter for min attrå. Gør dig rede, chela.”

Kim vendte sig til kvinden med det turkisbesatte hovedtøj. Hun havde stået ligegyldigt og kastet småsten ud over klipperanden. Nu smilede hun særdeles elskværdigt til ham.

”Jeg fandt ham som en vildfarende bøffel i en kornmark — babuen mener jeg — snøftende og nysende af kulde. Han var så sulten, at han glemte sin værdighed og gav mig gode ord. Sahib’erne har intet.” Hun strakte sin tomme flade hånd frem. ”Den ene af dem er meget syg — omkring maven. Dit værk?”

Kim nikkede med glade øjne.

”Jeg talte først med bengaleren og derefter med folkene i en landsby tæt ved. De vil give sahib’erne mad, når de trænger dertil, og ikke forlange penge derfor. Byttet er allerede delt. Babuen lyver for sahib’erne. Hvorfor forlader han dem ikke?”

”På grund af sit hjertes storhed.”

”Aldrig har den bengaler levet, der havde et hjerte større end en tørret valnød. Men lige meget… nu vi taler om valnødder, efter tjenesten kommer lønnen. Jeg har sagt, at landsbyen tilhører dig.”

”Det bliver et tab for mig,” begyndte Kim. ”Jeg havde netop lagt de herligste planer i mit hjerte, som” — vi behøver ikke at opremse alle de komplimenter, der passer ved en lejlighed som denne. Han sukkede dybt… ”Men min herre har haft et syn —”

”Hæ! Hvad ser gamle øjne udover en fuld tiggerskål?”

”- og vil derfor atter drage bort fra denne landsby og ned på sletterne.”

”Byd ham blive.”

Kim rystede på hovedet. ”Jeg kender den Hellige Mand og hans vrede, når han ikke får sin vilje,” svarede han betydningsfuldt. ”Hans forbandelser ryster selv bjergene.”

”Skade da, at de ikke reddede ham fra at få hovedet slået i stykker! Jeg har hørt sige, at det var dig, tigerhjerte, som slog sahib’en. Lad ham drømme lidt endnu. Bliv her!”

”Bjergkvinde,” sagde Kim med en strenghed, som dog ikke kunne gøre omridsene af hans unge, ovale ansigt hårde, ”disse ting er for ophøjede for dig.”

”Guderne være os nådige! Siden hvornår har mænd og kvinder været andet end mænd og kvinder?”

”Præst er præst. Han siger, at han vil gå endnu i denne time. Jeg er hans chela, jeg følger ham. Vi trænger til proviant. Han er en højtæret gæst i alle landsbyer, men” — der kom et ægte drengegrin i hans ansigt — ”maden her er god. Giv mig noget.”

”Og om jeg nu ikke giver dig noget. Jeg er denne landsbys kvinde.”

”Så forbander jeg dig — en lille smule — ikke meget, men nok til, at du kan huske det.” Han kunne ikke bare sig for at smile.

”Du har allerede forbandet mig med dine sænkede øjenlåg og din løftede hage. Forbandelser? Hvad kerer jeg mig om ord?” Hun knyttede hænderne på sit bryst… ”Men jeg ønsker ikke, at du skal gå bort i vrede og tænke ilde om mig — vel samler jeg kogødning og græs i Shamlegh, men jeg er en rig kvinde.”

”Jeg tænker slet intet,” sagde Kim, ”undtagen at jeg er ked af at skulle gå, for jeg er meget træt, og vi trænger til mad. Her er posen.”

Kvinden rev den vredt fra ham.

”Jeg var en tåbe,” råbte hun. ”Hvem er din kvinde nede på sletterne? Er hun lys eller mørk? Jeg var også lys og smuk engang. Ler du? En gang for længe siden, hvis du vil tro det, fandt jeg nåde for en sahibs øjne. En gang for længe siden bar jeg europæiske klæder i missionshuset derovre.” Hun pegede i retning af Kotgarh. ”En gang for længe siden var jeg ker-lis-ti-an (kristen) og talte engelsk, som sahib’erne taler det. Ja netop. Min sahib sagde, at han ville komme tilbage og gifte sig med mig — ja netop, gifte sig med mig. Han drog bort — jeg havde plejet ham, mens han var syg — men han kom aldrig tilbage. Da forstod jeg, at de kristnes Guder løj, og jeg vendte tilbage til mit eget folk… jeg har aldrig siden set en sahib. (Le ikke ad mig, nu er mit anfald gået over, lille præst). Dit ansigt og din gang og din måde at tale på mindede mig om min sahib, skønt du kun er omflakkende tigger, som jeg giver almisse. Forbande mig? Du kan hverken forbande eller velsigne!” Hun satte hænderne i siden og lo bittert. ”Dine Guder er løgne. Dine handlinger er løgne. Dine ord er løgne. Der gives ingen Guder under alle Himlene. Jeg ved det… Men for en stund syntes jeg, at min sahib var kommet tilbage til mig, og han var min Gud. Ja — engang spillede jeg pianno i missionshuset i Kotgarh. Nu giver jeg almisse til præster, som er heathens.”

Hun sagde det sidste ord på engelsk, mens hun bandt til for den propfulde pose.

”Jeg venter på dig, chela,” sagde lamaen, som lænede sig til dørstolpen.

Kvinden lod sine øjne glide henover den høje skikkelse. ”Han — gå. Han kan ikke gå en halv mil. Hvorhen vil han slæbe sine gamle knogler?”

Kim, der allerede var forfærdet over lamaens sammensynken og urolig ved tanken om madposens vægt, tabte ved disse ord fuldstændigt selvbeherskelsen.

”Hvad vedkommer det dig, uheldvarslende kvinde, hvor han går hen?”

”Åh nej — men det vedkommer dig, præst med en sahibs ansigt. Vil du måske bære ham på dine skuldre?”

”Jeg vandrer tilbage til sletterne. Ingen må lægge mig hindringer i vejen. Jeg har kæmpet med min sjæl, indtil min styrke udtømtes. Det tåbelige legeme er udmattet og vi er langt borte fra sletterne.”

”Se!” sagde hun roligt og trådte til side for at lade Kim se sin egen fuldstændige hjælpeløshed. ”Forband mig, måske det vil give ham styrke. Lav et tryllemiddel! Anråb din mægtige Gud! Du er jo præst.”

Hun vendte sig bort.

Lamaen var sunket til jorden med slappe lemmer, men holdt stadig fast i dørstolpen. Man kan ikke slå en gammel mand og forvente, at han, som en dreng, er lige frisk næste dag. Matheden knugede ham ned, men hans blik, der hang ved Kim, var klart og bønfaldende.

”Der er ingenting i vejen,” sagde Kim. ”Det er den tynde luft, der gør dig mat. Om lidt går vi. Det er bjergsygen. Jeg er også lidt utilpas i maven,”… og han knælede ned og trøstede lamaen med de fattige ord, der faldt ham ind. Så kom kvinden tilbage, rankere end nogensinde.

”Dine Guder er unyttige? Prøv mine. Jeg er Shamleghs Kvinde.”

Hun kaldte med hæs stemme, og ud af en kostald kom hendes to ægtefæller og tre andre mænd med en dooli — den klodsede bærestol, som bjergboerne bruger, når de skal transportere syge eller aflægge højtidelige besøg.

”Disse kreaturer” — hun nedlod sig ikke til at se på dem — ”er dine, så længe du behøver dem.”

”Men vi vil ikke gå til Simla. Ikke i nærheden af sahib’erne!” råbte hendes første ægtefælle.

”De løber ikke væk, som de andre gjorde, ej heller vil de stjæle bagage. To af dem, ved jeg, er svæklinge. Stil jer ved den bageste bærestang, Sonoo og Taree.” De adlød skyndsomt. ”Sænk bærestolen og løft den Hellige Mand ind. Jeg skal holde øje med landsbyen og jeres dydige hustruer, indtil I vender tilbage.”

”Hvornår bliver det?”

”Spørg præsterne og plag ikke mig. Læg madposen nede ved fodenden, det giver bedre ligevægt.”

”Åh, Hellige Mand, dine bjerge er venligere end vore sletter!” udbrød Kim lettet, mens lamaen vaklede hen til bærestolen. ”Det er et helt kongeligt leje — ligeså ærefuldt som mageligt. Og det kan vi takke —”

”En uheldvarslende kvinde for. Jeg trænger ligeså lidt til dine velsignelser som til dine forbandelser. Det er min befaling og ikke din. Løft så bærestolen og gå! — Kom her, du! Har du penge til rejsen?”

Hun vinkede Kim ind i sin hytte og bøjede sig over en bulet engelsk pengekasse, som hun havde under sin seng.

”Jeg behøver intet,” svarede Kim — vred hvor han burde have været taknemmelig. ”Du har allerede overvældet mig med uforskammede velgerninger.”

Hun så op med et sælsomt smil og lagde hånden på hans skulder.

”Du skulle i det mindste sige tak. Jeg er grim af ansigt og en bjergbo, men efter hvad du siger, har jeg erhvervet mig Fortjeneste. Skal jeg vise dig, hvorledes sahib’erne takker?” Og hendes hårde øjne blev mildere.

”Jeg er kun en omflakkende præst,” sagde Kim, hvis øjne lysnede til svar. ”Du behøver hverken mine velsignelser eller mine forbandelser.”

”Nej. Men vent et lille øjeblik — du kan indhente dooli’en i ti skridt — dersom du var en sahib, skal jeg vise dig, hvad du så ville gøre?”

”Sæt nu, at jeg kan gætte det,” svarede Kim, lagde sin arm om hendes liv, kyssede hende på kinden og sagde på engelsk: ”Mange tak, kære du.”

Kys er næsten ukendte blandt asiater og det var måske grunden til, at hun lænede sig bagover med opspilede øjne og forfærdet ansigt.

”Næste gang du træffer en hedensk præst,” vedblev Kim, ”skal du ikke være så sikker. Og nu siger jeg farvel.”

Han rakte hende hånden på europæisk manér. Hun tog den mekanisk.

”Farvel, min kære,” sagde han på engelsk.

”Farvel, og — og” — de engelske ord dukkede et for et frem i hendes erindring — ”du kommer tilbage igen? Farvel, og — Gud velsigne dig.”

En halv time efter, mens den knirkende bærestol kravlede op ad bjergstien, som fører mod sydøst fra Shamlegh, så Kim en lillebitte skikkelse, der stod i hyttens dør og viftede med en hvid klud.

”Hun har erhvervet sig såre megen Fortjeneste,” sagde lamaen. ”For at hjælpe et menneske på vej til Friheden er halvt så godt som selv at finde den.”

”Hm,” sagde Kim tankefuldt og grublede over, hvad der var hændt. ”Måske jeg også har erhvervet Fortjeneste… i det mindste behandlede hun mig ikke som et barn.”

Han hæftede sin kjortel sammen over brystet, hvor han havde brevene og kortene, følte efter, om den kostbare madpose lå godt ved lamaens fødder, lagde hånden på bærestolens rand og søgte at afpasse sine skridt efter de brummende mænds langsomme gang.

”De erhverver sig også Fortjeneste,” sagde lamaen, da de var gået tre mil.

”Og mere end det, de bliver betalt med sølv,” tilføjede Kim. De penge havde Shamleghs Kvinde givet ham og han fandt det kun rimeligt, at hendes mænd tjente dem tilbage.