Kim

Andet kapitel

De trådte ind på den fæstningsagtige banegård, der lå helt sort nu hen imod nattens slutning. Kun over godsoplagspladsen, hvor de tunge korntog fra det nordlige rangeres, strålede det elektriske lys.

”Dette er djævles værk!” sagde lamaen og gøs tilbage for det hule, genlydende mørke, glimtene af blanke skinner mellem de murede perroner og virvaret af bjælker oppe under taget. Han stod i en kæmpemæssig stenhal, der tilsyneladende var brolagt med lig — men det var tredjeklasses passagerer, som havde købt deres billetter den foregående aften og nu lå og sov i ventesalen. Alle døgnets fire og tyve timer er lige gode i en østerlændings øjne og passagertrafikken ordnes i overensstemmelse hermed.

”Her er det, at ildvognene kommer. Der står en mand bagved det hul” — Kim pegede på billetudsalget — ”og han vil give dig et papir, med hvilket du kan køre til Ambala.”

”Jamen vi skal til Benares,” svarede lamaen vrippent.

”Det kommer ud på et. Altså til Benares. Skynd dig, toget kommer!”

”Tag du pungen.”

Lamaen, mindre kendt med jernbaner end han havde foregivet, for sammen, da det sydgående morgentog 3,25 brusede frem. De sovende for op og banegården fyldtes af larm og råb, skrål af vandsælgere og syltetøjshandlere, brøl af indfødte politibetjente, og skingrende hyl af kvinder, der samlede deres kurve, deres børn og deres mænd om sig.

”Det er toget — ikke andet end toget. Det kommer ikke herhen. Vent her!” Forbavset over lamaens umådelige enfoldighed (han havde rakt ham en lille pose fuld af rupier) forlangte og betalte Kim en billet til Ambala. Den søvnige embedsmand brummede og tilkastede ham en billet til den nærmeste station, kun seks engelske mil borte.

”Nej,” sagde Kim og undersøgte den med et smørret grin, ”det her kan måske lade sig gøre med bønder, men jeg bor i Lahore. Det blev meget behændigt gjort, babu. Giv mig så en billet til Ambala.”

Babu’en skulede arrigt til ham og leverede ham den rigtige billet.

”Og så en til Amritsar,” vedblev Kim, som ikke havde i sinde at anvende Mahbub Alis penge til noget så ordinært som en billet til Ambala. ”Den koster så og så meget og jeg skal altså have så og så meget igen. Jeg kender til jernbaner. — Aldrig har en yogi trængt så meget til en chela som du,” vedblev han muntert til den helt fortumlede lama. ”Hvis det ikke havde været for mig, ville de have smidt dig af toget i Mian Mir. Denne vej — kom!” Han gav pengene tilbage og beholdt kun en anna for hver rupi[*] af, hvad billetten til Ambala havde kostet, Østens urgamle provision.

Lamaen trykkede sig foran den åbne dør til en tredje klasses kupé.

”Skulle vi ikke hellere gå?” sagde han med mat stemme.

En sværtbygget sikhisk håndværker stak sit skæggede ansigt frem:

”Er han bange? Vær ikke bange. Jeg husker, da jeg selv var bange for toget. Kom herind! Jernbanen er regeringens værk.”

”Jeg frygter ikke,” sagde lamaen. ”Har I plads til to derinde?”

”Her er ikke plads til en mus!” skreg en kone, der var gift med en velstående landmand — en hindu jat fra Jullundurs frugtbare omegn. I nattogene går det ikke så strengt til som i dagtogene, hvor det nøje påses, at kønnene holdes afsondrede, hvert i sine vogne.

”Min søns moder, vi kan vel gøre plads,” sagde hendes husbond med den blå turban. ”Tag barnet på skødet. Ser du ikke, at det er en hellig mand?”

”Og jeg har skødet fuldt af halvfjerdsindstyve gange syv bylter! Hvorfor ikke bede ham sætte sig på mit knæ, skamløse menneske? Men sådan er mændene altid!” Hun så sig om for at indhøste bifald. En glædespige fra Amritsar, som sad ved vinduet snøftede bag sit slør.

”Kom ind! Kom ind!” råbte en tyk hindu ågerkarl, som bar sin regnskabsbog i et klæde under armen. Med et slesk smil: ”Det er godt at være venlig mod de fattige.”

”Javel, til syv procent om måneden og med prioritet i den ufødte kalv,” sagde en ung dogra-soldat, der rejste på orlov sydpå. Alle lo.

”Går dette tog til Benares?” spurgte lamaen.

”Ja, vist så. Hvorfor skulle vi ellers tage med det? Stig ind, ellers kører det fra os!” råbte Kim.

”Se!” skingrede pigebarnet fra Amritsar. ”Han er aldrig før steget op i en jernbanevogn. Se bare!”

”Nej, hjælp ham hellere,” sagde landmanden, idet han strakte en stor brun næve ud og halede ham ind. ”Sådan bærer man sig ad, fader.”

”Men — men — jeg sætter mig på gulvet. Det er imod Forskrifterne at sidde på en bænk,” sagde lamaen. ”Og desuden bliver jeg stivbenet af det.”

”Jeg vil påstå,” begyndte ågerkarlen og skød læberne frem, ”at der ikke er en eneste regel for rigtig levevis, som disse tog ikke tvinger os til at overtræde. Vi sidder for eksempel side om side med folk af alle mulige kaster.”

”Ja, og med de mest uforskammede og skamløse mennesker,” sagde konen og skulede til pigebarnet fra Amritsar, som koketterede med den unge sepoy.

”Jeg sagde, at vi skulle køre ad landevejen i vor vogn,” sagde hendes mand, ”og spare nogle penge.”

”Ja, og brugt det dobbelte af det sparede til at leve for på vejen. Det har vi drøftet ti tusind gange.”

”Ja og med ti tusind tunger,” brummede han.

”Guderne hjælpe os stakkels kvinder, hvis vi ikke engang må tale. Oho! Han er af dem, som ikke må se på eller svare en kvinde.” For lamaen, der holdt sig strengt til sin ordens forskrifter, tog ikke den ringeste notits af hende. ”Er hans discipel som han?”

”Nej, moder,” svarede Kim rask. ”Ikke når kvinden ser godt ud og frem for alt er godgørende mod de sultne.”

”Et ægte tiggersvar,” bemærkede sikhen og lo. ”Du var selv ude om det, søster!” Kim holdt bedende sine hule hænder frem.

”Og hvorhen rejser du?” spurgte konen, idet hun trak en halv kage frem fra en fedtet pakke og rakte ham den.

”Lige til Benares.”

”I er måske gøglere?” spurgte den unge soldat. ”Kan I nogle kunster til at fordrive tiden med? Hvorfor svarer den gule mand ikke?”

”Fordi han er en hellig mand,” sagde Kim kækt, ”og tænker over ting, som du ikke forstår.”

”Det kan godt passe. Vi sikher fra Ludiana” — han udtalte navnet med rungende stemme — ”bryder ikke vore hoveder med lærdom. Vi kæmper.”

”Min søsters broders søn er naik (korporal) i det regiment,” sagde sikh-håndværkeren roligt. ”Der er også nogle kompagnier dograer i det.”

Soldaten så arrig ud, for en dogra er af en anden kaste end en sikh. Pengeudlåneren smålo.

”I mine øjne er de alle ens,” sagde pigebarnet fra Amritsar.

”Det tror vi gerne,” snøftede landmandens kone ondskabsfuldt.

”Nej, jeg mener, at alle, som tjener Sirkaren med våben i hånd, hører så at sige til samme broderskab. Kasten er ét broderskab, men derudover er der” — hun så sig undseligt om — ”det bånd, som knyttes af pulton — regimentet — ikke sandt?”

”Min broder står ved et jat-regiment,” sagde landmanden. ”Dograerne er flinke folk.”

”Det mente i det mindste dine sikher,” sagde soldaten og skulede arrigt til den gemytlige gamle fyr i hjørnet. ”Det mente dine sikher, da vore to kompagnier for ikke tre måneder siden kom dem til hjælp ved Pirzai Kotal lige for næsen af otte afridi-bannere på bjergkammen.”

Og han gav sig til at fortælle om en grænsekamp, i hvilken dogra kompagnierne fra Ludiana havde udmærket sig. Pigebarnet fra Amritsar smilede, for hun vidste, at han fortalte for at vinde hendes bifald.

”Ak!” sagde landmandens hustru, da historien var til ende. ”Så deres landsbyer blev brændt og deres småbørn hjemløse?”

”De havde lemlæstet vore faldne, men de måtte bøde hårdt derfor, da vi sikher tog dem under behandling. Sådan gik det til. Er det Amritsar, vi nu er ved?”

”Ja, og her klipper de vore billetter,” sagde ågerkarlen og famlede i sit bælte.

Lamperne begyndte at blegne i daggryet, da den angloindiske konduktør gik sin runde. Billeteftersynet er en langsom forretning i Østen, hvor folk gemmer deres billetter på allehånde mærkelige steder. Kim rakte sin frem og fik befaling til at stå ud.

”Jamen jeg skal til Ambala,” protesterede han. ”Jeg rejser med denne Hellige Mand.”

”Du kan for mig rejse ad Helvede til. Denne billet gælder kun til Amritsar. Herut!”

Kim brast i en strøm af tårer, erklærede, at lamaen var hans fader og hans moder, at han var lamaens alderdoms støttestav og at lamaen ville dø uden hans omsorg. Alle folkene i kupéen bad konduktøren være barmhjertig — pengeudlåneren var særlig veltalende ved denne lejlighed — men konduktøren slæbte Kim ud på perronen. Lamaen blinkede med øjnene. Han kunne slet ikke opfatte situationen og Kim opløftede sin røst og græd udenfor kupévinduet.

”Jeg er meget fattig. Min fader er død — min moder er død. Alle I godgørende mennesker, hvis jeg bliver ladt tilbage her, hvem skal så pleje den gamle mand?”

”Hvad — hvad skal det sige?” gentog lamaen. ”Han må rejse med til Benares. Han må følge med mig. Han er min chela. Er det blot penge, der skal betales —”

”Ti stille!” hviskede Kim. ”Er vi rajaher, at vi skulle ødsle med vort sølv, når alverden er så godgørende?”

Pigebarnet fra Amritsar steg ud med sine pakkenelliker og det var hende, Kim holdt et vågent øje med. Han vidste, at damer af hendes profession er rundhåndede.

”En billet — en lille billet til Ambala — hjerteknuserske!” Hun lo. ”Har du ingen barmhjertighed?”

”Kommer den Hellige Mand nordfra?”

”Han kommer fra et sted langt, langt oppe mod nord,” råbte Kim. ”Oppe mellem bjergene.”

”Der er sne blandt fyrretræerne deroppe mod nord — på bjergene er der sne. Min moder var fra Kulu. Køb dig så en billet og bed ham om at give mig sin velsignelse.”

”Ti tusind velsignelser!” hylede Kim. ”Hellige Mand, en kvinde har af barmhjertighed givet os så meget, at jeg kan følge med dig — en kvinde med et hjerte af guld. Nu løber jeg efter billetten.”

Pigebarnet så op på lamaen, som mekanisk var kravlet ud på perronen efter Kim. Han bøjede hovedet for ikke at komme til at se på hende og mumlede en tibetansk formular, mens hun gik forbi og forsvandt i mængden.

”Kommer let, går let,” sagde landmandens kone giftigt.

”Hun har erhvervet sig Fortjeneste,” svarede lamaen. ”Hun var utvivlsomt nonne.”

”Der er titusind sådanne nonner i Amritsar alene. Kom herind igen, gamle mand, ellers kører toget uden dig,” sagde pengeudlåneren.

”Der var ikke blot tilstrækkeligt til billetten, men også til en smule mad,” sagde Kim og sprang op i kupéen. ”Spis nu, Hellige Mand. Se dér! Dagen gryr.”

De gyldne, rosenrøde, safrangule og blegrøde morgentåger rullede bølgende bort fra den flade, grønne slette. Hele det rige Punjab strakte sig i den klare sols glans. Lamaen for let sammen, hver gang en telegrafstang susede forbi.

”Togets hurtighed er stor,” sagde pengeudlåneren med et beskyttende grin. ”Nu er vi længere borte fra Lahore, end du kunne gå på to dage, og i aften kommer vi til Ambala.”

”Og derfra er der endnu langt til Benares,” sagde lamaen med træt stemme og gumlede på de kager, som Kim havde rakt ham. Alle gav sig nu til at åbne deres pakker og fortære morgenmåltidet, hvorefter sikhen, landmanden og soldaten stoppede deres piber og fyldte kupéen med en kvælende, skarp røg, mens de hostede, spyttede og nød tobakkens velsmag. Pengeudlåneren og landmandens kone tyggede pan,[*] lamaen tog sig en pris og talte perlerne i sin rosenkrans, mens Kim sad med korslagte ben og smilede mæt og veltilfreds.

”Hvilke floder har I dernede ved Benares?” sagde lamaen pludselig til kupéen i almindelighed.

”Vi har Ganges,” svarede pengeudlåneren, da den sagte fnisen, som spørgsmålet havde fremkaldt, var ophørt.

”Og hvilke andre?”

”Hvilke andre end Ganges?”

”Jeg tænkte på en vis helbredende Flod.”

”Det er Ganges. Hvem, der bader i den, renses for alle synder og kommer til Guderne. Jeg har tre gange gjort en pilgrimsfærd til Ganges.” Han så sig stolt om.

”Det var også nødvendigt,” sagde den unge sepoy tørt, og den almindelige latter vendte sig imod ågerkarlen.

”Renses — for atter at vende tilbage til Guderne,” mumlede lamaen. ”Og så på ny gå videre i livets rundkreds — stadig bundet til Hjulet.” Han rystede vrippent på hovedet. ”Men måske det er en fejltagelse. Sig mig, hvem skabte Ganges i begyndelsen?”

”Guderne. Af hvilken tro er du?” sagde pengeudlåneren helt forbløffet.

”Jeg følger Loven — den Allerfortrinligste Lov. Så det var Guderne, der skabte Ganges? Hvad for en slags Guder var det?”

Hele kupéen betragtede ham forbavset. Det var ufatteligt, at nogen kunne være uvidende om Ganges.

”Hvem — hvem er din Gud?” spurgte ågerkarlen til sidst.

”Hør!” sagde lamaen og tog rosenkransen i hånden. ”Hør! Thi nu vil jeg tale om Ham. I Hinds folk, lyt til mine ord!”

Han begyndte at tale om Herren, Buddha, på urdu, men revet med af sine egne tanker gled han over i tibetansk og reciterede lange sentenser fra et kinesisk værk om Buddhas liv. De godmodige, tolerante mennesker hørte ærbødigt efter. Hele Indien er fuldt af hellige mænd, som fremstammer evangelier i sælsomme tungemål, medtagne og fortærede af deres egen ivers ild, drømmere, vrøvlehoveder, seere. Sådan har det altid været og sådan vil det altid være.

”Hm!” sagde soldaten fra Ludiana. ”Der var et muhammedansk regiment, som bivouakerede ved siden af os ved Pirzai Kotal, og en af deres præster — han var naik, husker jeg — han profeterede, når ånden kom over ham. Men alle gale står i Guds varetægt. Den mands officerer så meget igennem fingre med ham.”

Lamaen, som nu pludselig huskede, at han var i et fremmed land, gav sig igen til at tale urdu.

”Hør nu fortællingen om den Pil, som vor Herre udsendte fra sin bue,” sagde han.

Dette var mere efter deres smag og de lyttede nysgerrigt, mens han fortalte. ”I Hinds folk, jeg er nu draget ud for at søge efter denne Flod. Ved I noget, som kan vise mig på rette vej? For vi er alle mænd og kvinder underkastet jordelivets fortrædeligheder.”

”Ganges — og kun Ganges — kan afvaske synd,” mumledes der i hele kupéen.

”Skønt vi sandelig også har gode Guder i Jullundur,” sagde landmandens kone og så ud ad vinduet. ”Se, hvor de har velsignet sæden.”

”At opsøge hver eneste flod i Punjab, er ingen ringe sag,” bemærkede hendes husbond. ”Jeg for mit vedkommende er tilfreds med den strøm, der efterlader godt dynd på mine marker, og jeg takker Bhumia, Arnens Gud.” Han trak på sine muskuløse, brune skuldre.

”Tror du, at vor Herre har været så langt nordpå?” spurgte lamaen og vendte sig til Kim.

”Det kan godt være,” svarede Kim beroligende og spyttede den røde pan-saft ud på gulvet.

”Den sidste af De Store, der vandrede på jorden,” sagde sikhen med vægt, ”var Sikandar Jalkarn (Alexander den store). Han brolagte Jullundurs gader og byggede en stor cisterne tæt ved Ambala. Brolægningen holder den dag i dag og cisternen er der også. Din Gud har jeg aldrig hørt tale om.”

”Lad dit hår vokse og tal punjabi,” sagde den unge soldat spøgende til Kim med et velkendt ordsprog fra det nordlige, ”det er, hvad der kræves for at være en sikh.” Men han sagde det ikke særlig højt.

Lamaen sukkede og sank sammen som en snavset uformelig masse. I samtalens pauser kunne de høre hans sagte, syngende: ”Om mane padme hum! Om mane padme hum!” — og den dumpe klirren af rosenkransens træperler.

”Det trætter mig,” sagde han til sidst. ”Den fart og den raslen trætter mig. Desuden, min chela, falder det mig ind, at vi måske allerede har passeret Floden.”

”Stille, stille,” sagde Kim. ”Var Floden ikke i nærheden af Benares? Vi er endnu langt fra det sted.”

”Jamen — hvis vor herre kom nordpå, kan det jo være en hvilken som helst af disse små strømme, som vi har krydset.”

”Ja, det ved jeg ikke noget om.”

”Men du blev jo sendt til mig — blev du ikke sendt til mig? — for den fortjenestes skyld, som jeg havde erhvervet mig hjemme i Such-zen. Du trådte frem ved siden af kanonen — med to ansigter — og to dragter.”

”Stille. Man bør ikke tale om disse ting her,” hviskede Kim. ”Jeg var kun én. Tænk dig bedre om, så vil du huske det. En dreng — en hindudreng — ved den store grønne kanon.”

”Men var der ikke også en englænder med hvidt skæg — som sad omgivet af billeder — og bestyrkede mig i min tro på Pilens Flod?”

”Han — vi — besøgte Ajaib-Gher i Lahore for at bede foran Gudernes billeder dér,” forklarede Kim det lyttende selskab. ”Og sahib’en i Vidunderhuset talte med ham som med en broder — det er sandt, hvad jeg siger. Han er en meget hellig mand og kommer fra et sted langt borte på den anden side af bjergene. Hvil du dig nu. Om en stund kommer vi til Ambala.”

”Men min Flod — min Frelsens Flod?”

”Og så vil vi, om du lyster, lede efter den Flod til fods, så at intet kan undgå os, end ikke den mindste bæk på en eng.”

”Men du har din egen Søgen?” Og lamaen satte sig rank over ende, meget fornøjet over sin gode hukommelse.

”Ja, vist så,” sagde Kim for at føje ham. Drengen var fuldendt lykkelig ved sådan at rejse omkring i den store, godmodige verden, tygge pan[*] og se nye mennesker.

”Det var en Tyr — en Rød Tyr, som skal komme og hjælpe dig — og føre dig — hvorhen? Jeg har glemt det. En Rød Tyr på en grøn mark, ikke sandt?”

”Nej, den vil ikke føre mig nogetsteds hen,” sagde Kim. ”Det var kun en historie, som jeg fortalte dig.”

”Hvad skal det sige?” Landmandens kone bøjede sig frem, og armbåndene klirrede på hendes arm. ”Drømmer I begge? En Rød Tyr på en grøn mark, som skal føre dig til Himlen — eller hvordan var det? Vi har en rød tyr hjemme i vor landsby hinsides Jullundur, og den græsser helst på den grønneste af vore marker.”

”Giv en kvinde en gammel kællingehistorie og en skrædderfugl et blad og en tråd, og de vil væve vidunderlige ting,” sagde sikhen. ”Alle hellige mænd drømmer og deres disciple erhverver samme evne ved at følge dem.”

”En Rød Tyr på en grøn mark, ikke sandt?” gentog lamaen. ”Måske du i et tidligere liv har erhvervet dig Fortjeneste, så at Tyren kommer for at belønne dig.”

”Nej, nej, det var kun en historie, som blev mig fortalt mig — måske for spøg. Men jeg vil søge Tyren i omegnen af Ambala, så kan du lede efter din Flod og hvile dig efter togets raslen.”

”Det kan være, at Tyren kender Floden — at den bliver udsendt for at vise os begge vej,” sagde lamaen så forhåbningsfuldt som et barn. Så vendte han sig til selskabet og pegede på Kim: ”Det er ikke længere siden end i går, at han blev sendt mig. Jeg tror ikke, at han er af denne verden.”

”Tiggere har jeg truffet i mængde, og hellige mænd også, men aldrig har jeg set en sådan yogi eller en sådan discipel,” sagde konen.

Hendes mand berørte sin pande let med fingeren og smilede. Men næste gang lamaen blev sulten, sørgede de for at give ham det bedste, de havde.

Endelig ankom de til banegården i staden Ambala, trætte, søvnige og støvede.

”Vi skal opholde os her en tid lang i anledning af en proces,” sagde landmandens kone til Kim. ”Vi bor hos min mands fætters yngste broder. I hans gård er der også plads for din yogi og for dig. Tror du, at — at han vil velsigne mig?”

”Hellige Mand! En kvinde med et hjerte af guld tilbyder os herberge for natten. Det er et venligt land, dette Syden. Tænk blot på, hvor vi er blevet hjulpne siden daggry!”

Lamaen bøjede sit hoved og gav en velsignelse.

”At fylde min fætters yngste broders hus med landstrygere…” begyndte manden, idet han tog sin svære bambusstok på skulderen.

”Din fætters yngste broder skylder endnu min faders fætter noget fra hans datters bryllup,” svarede konen rask. ”Lad ham sætte deres fortæring på den regning. Yogi’en vil sikkert tigge.”

”Ja, jeg tigger for ham,” sagde Kim, der kun længtes efter at få lamaen i ly for natten, så at han selv kunne opsøge Mahbub Alis englænder og aflevere den hvide hingsts stamtavle.

”Og nu,” sagde han, da han havde fået lamaen forankret i den indre gård i et net hinduisk hus bag kasernen, ”nu går jeg bort for en stund — for at — for at købe mad til os i basaren. Gå ikke herfra, før jeg kommer tilbage.”

”Men du kommer tilbage? Du kommer da ganske sikkert tilbage?” Den gamle mand greb ham om håndleddet. ”Og du vil komme tilbage i denne skikkelse? Er det for sent at begynde at lede efter Floden i aften?”

”For sent og for mørkt. Vær rolig. Tænk på, hvor langt frem du er nået på din vej — allerede hundrede mil fra Lahore.”

”Ja — og endnu længere fra mit kloster. Ak! Verden er stor og frygtelig.”

Kim listede sig bort — så lidet iøjnefaldende en skikkelse, som nogensinde har båret sin egen og nogle snese tusind andre menneskers skæbne i et lille læderetui omkring sin hals. Mahbub Alis anvisninger gjorde det temmelig klart, i hvilket hus englænderen boede, og en rideknægt, der netop kørte en gig hjem fra klubben, gjorde ham ganske sikker i sin sag. Nu gjaldt det kun at finde selve manden og Kim smuttede gennem havehækken og lagde sig i et buskads tæt ved verandaen. Huset strålede af lys og tjenere bevægede sig derinde omkring borde, dækkede med blomster, glas og sølv. Lidt efter trådte en selskabsklædt englænder ud i haven, nynnende en melodi. Det var for mørkt til at se hans ansigt og Kim prøvede sig derfor frem på tiggervis.

”Du de fattiges beskytter!”

Englænderen bakkede hen imod det sted, hvorfra stemmen kom.

”Mahbub Ali siger…”

”Ha! Hvad siger Mahbub Ali?”

Han gjorde intet forsøg på at lede efter den talende, hvad der overbeviste Kim om, at han fattede situationen.

”Den hvide hingsts stamtavle er nu bragt i orden.”

”Hvilket bevis er der?” spurgte englænderen og slog med en tynd kæp i rosenhækken ved siden af kørevejen.

”Mahbub Ali har givet mig dette bevis.” Kim kastede en lille pakke sammenlagt papir op i luften og den faldt på gangstien ved siden af manden, som satte foden på den, da en gartner i det samme kom om hjørnet. Så snart denne var forbi, tog han papiret op, lod en rupi falde — Kim kunne høre den klirre — og gik hastigt ind i huset uden at se sig tilbage. Kim skyndte sig at snappe sølvmønten, men til trods for sin opvækst var han irlænder nok til at betragte pengene som det mindste i sådan historie. Hvad han ønskede, var at se virkningerne af sin bedrift, og i stedet for at liste sig bort, blev han liggende i græsset og kravlede langsomt nærmere huset.

Han så — en indisk bungalow er så åben, at man kan se tværs igennem den — englænderen begive sig ind i et værelse i et hjørne af huset, halvt påklædningsværelse og halvt kontor, hvor en mængde papirer og depechekasser lå og flød. Her satte han sig for at studere Mahbub Alis budskab. Hans ansigt, fuldt belyst af petroleumslampen, skiftede udtryk og formørkedes, og Kim, der på tiggervis lagde mærke til ansigter, skrev sig dette bag øret.

”Will! Kære Will!” kaldte en kvindestemme. ”Nu må du virkelig komme ind i dagligstuen, de er her om et øjeblik.”

Manden læste stadig med anspændt opmærksomhed.

”Will!” sagde stemmen fem minutter efter. ”Nu kommer han. Jeg kan høre rytterne ude på vejen.”

Manden for barhovedet ud af huset, netop som en stor landauer, eskorteret af fire indfødte kavalerister, standsede foran verandaen, og en høj, sorthåret mand, rank som et spydskaft, steg ud efter en ung muntert leende officer.

Fladt på maven lå Kim, så nær ved vognen, at han næsten kunne røre de høje hjul. Hans mand og den sorthårede fremmede udvekslede to bemærkninger.

”Selvfølgelig, Hr. General,” sagde den unge officer rask. ”Alting må vente, når der er tale om en hest.”

”Det varer kun en snes minutter,” sagde Kims mand. ”De kan hilse gæsterne velkommen, holde dem i godt humør og så videre.”

”Sig til en af folkene, at han skal vente,” sagde den høje mand, hvorpå de begge gik sammen ind i det lille værelse, mens landaueren rullede bort. Kim så deres hoveder bøjede over Mahbub Alis brev og hørte stemmerne — den ene lav og ærbødig, den anden skarp og bestemt.

”Det drejer sig ikke om uger. Det drejer sig om dage — næsten timer,” sagde den ældste. ”Jeg har ventet det i nogen tid, men dette” — han lagde fingeren på Mahbub Alis papir — ”slår hovedet på sømmet. Grogan kommer her i aften, ikke sandt?”

”Javel, Hr. General, og Macklin også.”

”Godt, så vil jeg selv tale med dem. Sagen bliver naturligvis forelagt Statsrådet, men dette er et tilfælde, hvor det er berettiget at mene, at vi straks bør skride til handling. Send en meddelelse til Pindi- og Peshawur-brigaderne. Det vil vende op og ned på al sommerorlov, men det får være. Det kommer der af, at man ikke tæver dem grundigt den første gang. Otte tusind mand skulle være nok.”

”Hvad med artilleriet, Hr. General?”

”Det må jeg tale med Macklin om.”

”Det er altså krig, Hr. General?”

”Nej. Afstraffelse. Når man er bundet af sin forgængers handlinger —”

”C.25 lyver måske.”

”Hans oplysninger stemmer overens med de andres. I realiteten bekendte de fyre kulør for et halvt år siden. Men Devenish holdt på, at der var en mulighed for at bevare freden, og nu har de naturligvis brugt tiden til at samle forstærkninger. Afsend straks disse telegrammer — brug det nye chiffersystem, ikke det gamle — mit og Whartons. Og så tænker jeg ikke, at vi behøver at lade damerne vente længere. Resten kan vi aftale over cigarerne. Jeg tænkte nok, at det ville komme. Men det er afstraffelse — ikke krig.”

Mens kavaleristen galopperede bort, krøb Kim rundt til husets bagside, hvor han i følge sine erfaringer fra Lahore ventede, at han ville kunne finde mad — og oplysninger. Køkkenet var fuldt af ivrige kokkedrenge og en af dem gav ham et spark.

”Av!” skreg Kim og græd krokodilletårer. ”Jeg kom bare for at få lidt mad og til gengæld hjælpe med opvasken.”

”Hele Ambala har været her i samme ærinde. Skrub af! Nu skal suppen rettes an. Tror du måske, at vi, som tjener Creighton Sahib, behøver fremmed hjælp for at klare en stor middag?”

”Det er en meget stor middag,” sagde Kim og så på tallerkenerne.

”Ja, det er intet under. Æresgæsten er ingen ringere end Jang-i-Lat Sahib (den øverstkommanderende).”

”Ho!” sagde Kim i den ægte gutturale forbavselse. Nu vidste han, hvad han ville vide, og da kokkedrengen vendte sig om, var han forsvundet.

”Og al den ståhej,” sagde han til sig selv — han tænkte som sædvanlig på hindustani — ”for en hests stamtavles skyld! Mahbub Ali burde være kommet til mig for at lære at lyve lidt. Hver gang jeg tidligere har overbragt et budskab, har det drejet sig om en kvinde. Nu er det mænd, og det er bedre. Den høje mand sagde, at de vil slippe en stor hær løs for at afstraffe en eller anden et eller andet sted, og at der skal sendes bud derom til Pindi og Peshawur. Og der skal også kanoner med. Var jeg blot krøbet lidt nærmere. Det er stort nyt.” Han vendte hjem og fandt landmandens fætters yngste broder i færd med at drøfte familiens proces i alle dens enkeltheder med landmanden, hans kone og nogle venner, mens lamaen blundede. Efter aftensmåltidet bød en eller anden ham en vandpibe og Kim følte sig meget voksen, mens han sad med skrævende ben i måneskinnet, dampede på mundstykket af glatpoleret kokosnødskal og fra tid til anden indskød en bemærkning i samtalen. Hans værtsfolk var uhyre høflige imod ham, for landmandens hustru havde fortalt dem om hans syn med den Røde Tyr og om hans sandsynlige herkomst fra en anden verden. Desuden var lamaen en stor og ærværdig kuriositet. Familiens præst, en gammel, tolerant bramin, kom på besøg lidt senere på aftenen og begyndte naturligvis straks en teologisk diskussion for at gøre indtryk på familien. I trossager var de naturligvis alle på deres præsts side, men lamaen var deres gæst og en nyhed. Hans blide venlighed og hans virkningsfulde kinesiske citater, der lød som trylleformularer, frydede dem i høj grad. Og i disse sympatiske og jævne omgivelser udfoldede han sig som Bodhisats egen lotus og gav sig til at fortælle om sit liv i de høje bjerge ved Such-zen førend, som han sagde, ”jeg drog ud for at søge belæring.”

Det kom nu frem, at han i hine verdslige dage havde været en mester i at stille horoskoper og nativiteter. Familiens præst fik ham til at beskrive sine metoder og de gav begge planeterne navne, som den anden ikke forstod, og pegede opad på de store stjerner, der gled hen over den mørke nathimmel. Familiens børn halede ustraffet i hans rosenkrans og han glemte helt Reglen, der forbyder at se på en kvinde, mens han talte om langvarige snefog, jordskred, spærrede bjergpas, de fjerne bjerge, hvor man finder safirer og turkiser, og den pragtfulde, højtliggende landevej, der til sidst fører lige ind i selve det store Kina.

”Hvad mener du om ham?” sagde landmanden sagte til præsten.

”En hellig mand — sandelig en hellig mand. Hans Guder er ikke Guderne, men hans fødder er på den Rette Vej,” var præstens svar. ”Og hans nativitetsmetoder er vise og tilforladelige, men det går over din forstand.”

”Sig mig,” sagde Kim dorsk, ”om jeg vil finde min Røde Tyr på en grøn mark, som det er blevet lovet mig.”

”Kender du din fødselstime?” spurgte præsten og kroede sig af vigtighed.

”Den var mellem første og andet hanegal den første nat i maj.”

”Hvilket år?”

”Det ved jeg ikke, men i samme time, jeg udstødte mit første skrig, begyndte det store jordskælv i staden Srinagar i Kashmir.”

Dette havde Kim hørt af den kvinde, der tog sig af ham, og hun havde det atter fra Kimball O’Hara. Jordskælvet var blevet følt helt ned i Indien og stod i lang tid som en mindeværdig dato i hele Punjab.

”Ai!” udbrød en kvinde spændt, for denne omstændighed syntes at gøre Kims overnaturlige oprindelse sikrere. ”Blev ikke den og dens datter født i samme time — ”

”Og hendes moder fødte sin husbond fire sønner i fire år, alle sammen vakre drenge,” sagde landmandens hustru, som sad udenfor kredsen i skyggen.

”Ingen, som er oplært i kunsten, har glemt, hvorledes planeterne stod i deres Huse den nat,” sagde familiens præst og begyndte at tegne figurer i gårdens støv. ”Du har i det mindste berettiget krav på halvdelen af Tyrens Hus. Hvad blev spået dig?”

”En dag,” sagde Kim, fornøjet over den opsigt, han vakte, ”vil jeg blive gjort til en stor mand af en Rød Tyr på en grøn mark, men først vil der komme to mænd og gøre alt rede.”

”Ja, sådan begynder et syn altid. Et tæt mørke, der langsomt opklares, og snart efter kommer der en med en kost for at gøre det rede og derefter begynder synet. To mænd, siger du? Javist, javist. Når Solen forlader Tyrens Hus, træder den ind i Tvillingernes. Deraf kommer det, at spådommen nævner to mænd. Lad os nu tænke os om. Hent mig en kvist, lille ven.”

Han rynkede panden, tegnede noget i støvet, slettede det ud og tegnede atter mystiske tegn — til forundring for alle undtagen lamaen, som imidlertid af finfølelse undlod at blande sig.

Efter en halv times forløb kastede han kvisten fra sig med en brummen.

”Hm-m. Så siger stjernerne: Inden tre dage er omme, kommer de to mænd, som skal gøre alt rede. Og efter dem følger Tyren. Men tegnet lige over for den er Krigens tegn — og de væbnede mænds.”

”Der var ganske rigtigt en af sikherne fra Ludiana i kupéen fra Lahore,” sagde landmandens kone forhåbningsfuldt.

”Væbnede mænd — mange hundrede. Hvad har du at gøre med krig?” vedblev præsten til Kim. ”Dit tegn er et rødt og vredt Krigens tegn — en krig, der meget snart vil bryde løs.”

”Nej, nej,” sagde lamaen alvorligt. ”Vi søger kun fred og vor Flod.”

Kim smilede, idet han mindedes, hvad han havde hørt de to englændere tale om. Han var tydeligt nok stjernernes yndling.

Præsten slettede horoskopet ud med sin fod. ”Mere end dette kan jeg ikke se. Men om tre dage kommer Tyren til dig, min dreng.”

”Og min Flod? Min Flod?” udbrød lamaen indtrængende. ”Jeg havde håbet, at hans Tyr skulle føre os begge til Floden.”

”Ak ja, den vidunderlige Flod, min broder,” svarede præsten. ”Sådanne ting hører ikke til det almindelige.”

Næste morgen ville lamaen absolut drage videre, skønt husets folk indtrængende bad ham blive. De gav Kim en stor bylt med god mad og næsten hele tre annas i kobberpenge til rejseudgifter og under mange velsignelser så de parret vandre sydpå i daggryets skær.

”Det er skade, at disse folk og deres lige ikke kan befries fra Tingenes Hjul,” sagde lamaen.

”Nej, så ville kun onde mennesker blive ladt tilbage her på jorden og hvem skulle så give os mad og husly?” svarede Kim og marcherede muntert af sted med sin byrde.

”Derovre flyder en lille strøm. Lad os se på den,” sagde lamaen og styrede fra den hvide landevej ind over markerne, hvorved han vandrede lige ind i en ren hvepserede af pariahunde.