Samlede vaerker

LANDSBYSMEDEN.

Den Smed han vaagner med Solen

alt efter saa gjævt et Blund,

han griber sit Skjødskind fra Stolen;

han er saa bred og saa sund.

Rundt om ham i Vugger og Senge

end slumrer bag Pudernes Bræm

hans lokkede Tøser og Drenge,

mens han tjener Davren til dem.

Før Raagen sig rører i Reden,

før ud flyver Granernes Høg,

højt stiger fra Taget hos Smeden

den bugede, kulsorte Røg.

Kun én der er, som tør gjække

vor Smed, det er Hanen paa Pind;

de to er jo Morgenmænd begge,

har derfor de frejdigste Sind.

Og Hanen galer til Smeden

højt oppe fra sodet Hjald,

og Smeden svarer forneden

med Hammerens fyrige Fald.

Det klinger mod Lad og mod Lofte,

mod Lervægges hvidtede Tavl,

det svarer fra duggede Tofte

og Kirkens dagrødnende Gavl.

Og Morgenens Hyrder de lytter

til denne sejrende Klang,

imens deres Kalve de flytter

til Græsset i Enge og Vang.

Selv Plagen løfter sin Manke

saa rank mod det stigende Gry

og sender en rimmende Tanke

ind over den vaagnende By.

Og Brisen drejer med Flyet

paa Gavlen for Smedens Dør.

Hans sprudende Jern og Gryet

faar langsomt samme Kulør.

Snart jubler Bakkernes Lærke

omkap med Mønningens Stær;

men Hammerens Klange de stærke

de gaar mig dog mere nær.

De bringer mit Blod til at syde

i Arbejdsfeberens Takt,

saa al min Malm jeg tør gyde

i Formens syngende Tragt.

26/10 1916.