Samlede vaerker

VÆVERNE.

(H. Heine.)

Med hule Øjne og gnislende Tænder

de sidder ved Væven med travle Hænder.

»Tyskland, vi væver dit Dødningeskrud,

vi væver deri tre Forbandelsesbud:

Vi væver, vi væver!

Forbandet den Skingud, som svigted i Nøden,

da Vinteren trued med Hungersdøden,

forgjæves vi bied, forgjæves vi bad,

men Spot han os yded istedetfor Mad,

vi væver, vi væver!

Forbandet Kongen, hin Drot for de rige,

der ikke kunde vor Nød besige,

der rev os Brødet af vore Munde

og siden lod os skyde som Hunde -

vi væver, vi væver!

Forbandet det falske Fædreland,

som Raadenskabsspirer kun nære kan,

hvor hver en Blomst saa spæd maa dø,

og hvor kun Skjændselen sætter Frø -

vi væver, vi væver!«

Og Skytlen flyver, Vævens Brag

gir Gjenlyd gjennem Nat og Dag -

»Old-Tyskland, vi væver dit Dødning-Skrud,

vi væver deri tre Forbandelsesbud -

vi væver, vi væver!«

1890.