Samlede vaerker

SVÆRD OG LÆNKE.

(Alexander Petøfi.)

Engang med Gud Faders Vilje

steg en Engel ned til Jorden

for den dejligste blandt Kvinder

der at finde og at favne;

og han fandt og elsked hende;

fra den Stund af blev ham Jorden

skjønnere end selve Himlen,

og han svævede hver Aften

salig til sin Elskerinde,

sprang fra Stjærne ned til Stjærne,

og naar endelig han standsed

paa den nederste i Rækken

satte han sig paa en Svane,

paa en hvid og dejlig Svane,

og den bar ham til hans Elskte,

der ham vented i sin Have

og ham hilsed med en Latter

hvorved alle Knopper svulmed,

og Smaablomster, længst henvisned,

atter vækkedes til Live.

Der de sad og talte sammen

indtil Morgenrøden lyste;

og de talte om alt helligt,

om alt skjønt, som er i Verden.

Og med sænkte Øjne lytted

Pigen til sin Engels Tale;

men engang da op hun skued

var saa skjønt det Blik, at Englen

faldt paa Knæ ved hendes Side

og et Kys af hende trygled,

hvad hun ikke Englen nægted.

Hvilket Kys! Da Englens Læber

bævede mod Pigens Læber,

bæved salig hele Jorden,

som var Jorden selv et Hjærte.

Og hver Stjærne hist i Himlen

blev en Klokke, hvorpaa klare

Trylletoner klang og klemted.

Aldrig hørtes slige Toner,

Blomsterne tog til at danse

som smaa Alfer over Enge,

Maanen rødmede fra Himlen,

vel fordi den Skjønne fæsted

rødmende sit Blik paa Maanen;

Natten selv blev rosenfarvet.

Englens Kys paa Pigens Læber

spirede som Frø i Mulde,

og den salige blev Moder

til et Barn saa skjønt og dejligt,

som det avles kun, naar Himlen

elskende omfavner Jorden.

Barnet blev kaldt Sværd i Daaben,

Sværdet det betyder Frihed.

Engang steg med Satans Vilje

op den hæsligste af Djævle

til vor Jordkreds for at søge

der den fuleste af Hexe,

og han fandt og elsked hende;

fra den Stund af fandt han Jorden

skjønnere end Helveds Kule,

og han sneg sig nu hver Aften

i den skumle Midnatstime

gjennem Svælget af et Ildbjærg

op fra Helved til sin Skjøge. -

Paa en Hel-Hest vild og sodet,

slangehalet, tudseho'det,

flammemanket, dragefodet,

bragtes Djævlen op til Jorden. -

Hexen kom til Stævnemødet

fulgt af Flagermus og Ugler,

ridende paa Limestage

ind i Bjærgets flammefæle

Svælgs med Svovldamp fyldte Indre.

Der de sad og taled sammen

indtil Hanens Galen gjalded,

og de talte om alt gudløst,

om det hæsligste i Verden.

Da brød Djævlen ud: »Jeg fryser -

kom dog dyb're, kom dog dyb're!

kom til Bunden af Vulkanen,

ned til Ildens sidste Leje!

-Ak, men ogsaa her jeg fryser;

hør hvor mine Tænder klaprer!

Kom og favn mig, kom og kys mig.«

-Kyssende hun ham omfavner!

Hvilket Kys! Da Djævlens Læber

rørte Hexens fule Læber,

skjalv den hele Jord i Rædsel,

drønende, som naar den hylles

ind i sorte Uvejrsskyer.

Bjærget vælted Flammer af sig,

og det spyed op mod Himlen

Lavaregn og glødte Stene,

Jorden var omspændt af Luer,

alle Stjærnerne og Maanen

drog et Slør for deres Aasyn,

sort og tykt og tæt var Sløret,

thi de vilde intet skue.

Djævlens Kys bar Frugt derefter,

og den fule Hex blev Moder

til et Udyr, som det fødes

kun, naar Helved favner Jorden,

og det stygge Djævleafkom

kaldte man med Navnet: Lænke.

Lænke det betyder Trældom.

Disse tvende: Frihed, -Trældom,

hin fra Himlen, den fra Helved,

ogsaa kaldet Sværd og Lænke,

kjæmper stadigvæk paa Livet.

Længe vared Kampen, længe,

svækkes kan den, dog ej standse.

Sværdet er alt sløvt og skaaret,

tyndere dog ogsaa Lænken.

Snart for vist det skal afgjøres

-længe kan det ikke vare -

hvem der Jorden skal beherske,

enten Himlens Ætling -Frihed,

eller Helveds Afkom -Trældom.

15/1 1894.