Samlede vaerker

BONDEFJOL.

Der hænger paa min Nabos Væg

en gammel Bondefjol;

dens Strenge stritter nu med Skjæg,

og kløvet er dens Stol,

dens Skrueværk er graat af Støv,

selv ser den ud som blind og døv,

men har du Haandelag, da prøv

den gamle Bondefjol!

Paa rusten Søm, i Uldgarnsstrop,

den hængte, -lidt paa skraa;

hvor tit som Barn jeg kravled op

og strakte mig paa Taa.

Da lød til mig dens Brumlestreng

som Humlens i en mosset Eng,

hvor Far med Tejne, Tøs og Dreng

var gangen ned at slaa.

Aa, den er fuld af kaade Ting,

den gamle Bondefjol,

af Hamborgskotskens Stamp, og Sving

af Svejtrit og Tyrol;

det koger af dens Lydhul op

med Skjørtesus og Pigehop,

og Konefødder i Galop

ind under Hvergarnskjol'!

Saa har du fulgt vor Bonde god,

min trældomsbrudte Slægt,

og lettet ved det sunkne Mod

og linnet Aagets Vægt.

Om Ridefogden, rød og tyk,

lod Stokken gaa paa Knøsens Ryg,

et Strøg paa dig -da veg hvert Tryk

af Hoveri og Ægt!

I dig laa gjemt den sidste Gnist

af Glædens Alterbrand,

naar Spil og Dans og Skjørtehvist

var sat i Rigens Band.

Da -lænet til en stubbet Kind -

du lo endnu om Kys og Kvind,

ja, listed dine Toner ind

til surest Mørkemand.

Om Præsten i sin sorte Kjol

lod salte dig et Ris

og smæded dig fra Prækestol

med Marcus og Mathis,

dog Ungdom saa til Ungdom hen,

og Glutten smiled til sin Ven,

og Søndag Aften klang igjen

din vante »Repetis«!

Saa længe Lærkers glade Hær

har Bo i Kløvervang,

vil danske Hjærter kræve mer

end altid Salmesang;

du gamle slidte Bondefjol,

du passer slet i Degnestol;

hvor Juninattens Gjøge gol,

der heded os din Klang!

Min Barndoms kaade Violin,

læn dig mod denne Kind;

om end dens Stubber kradser din,

har vi det samme Sind,

den samme Jubel i vort Bryst,

den samme Sang i Nød og Lyst,

som svulmer om den danske Kyst

fra Korn og Søndenvind.

5/4 1916.