Samlede vaerker

FØDT TIL GRAAD.

En stormfuld, barsk Novemberkvæld

med Sus i nøgne Træ'r

jeg strejf ed saa alene om

langs Bredderne af Air;

da stod der for mit Syn en Mand,

svag, kuet ned af Aar,

af Rynker laa hans Pande fuld,

og snehvidt faldt hans Haar.

»Hvorhen skal du, min unge Ven?«

begyndte Gubben snart,

»mon Guldtørst leder her din Gang,

gav Elskov Foden Fart?

Er Sorg kanske den skjulte Grund,

der tvinger dig som mig

med Taarer over Slægtens Lod

at stile samme Vej?

Den Sol, som over Mosen hist

nedstraaled nys sin Pragt,

hvor hundred Stakler skatter til

een hoven Junkers Magt -

fir' Snese Aar hin Sol jeg fandt

i Vintrens hvide Baad,

og hvert af dem mig lærte grant,

at vi blev født til Graad.

O Mand, hvor kaster du dog bort

i Letsind dine Aar,

de bedste Stunder øder du,

dit Livs, din Evnes Vaar,

din Lidenskab er som en Brand,

din Drift som Folen kaad,

og det er dine Fejltrins Sum,

at du blev født til Graad.

Betragt ej blot dit Livsdøgns Gry

da sund er Sjæl og Marv,

da er en Mand til Gavn og Pryd

og vogter vel sin Tarv,

men se ham mod hans Nedgangssol,

brudt, pint af Sorgers Braad,

da viser Alderdom og Savn,

at du blev født til Graad.

Kun saare faa ved Skjæbnens Gunst

fik Klap i Lykkens Skjød,

ja ej engang hver rig og stor

den gyldne Ære nød;

men hvilken Hob i hvert et Land

ved ej mod Armod Raad

og nemmer i et martret Liv,

at vi blev født til Graad.

En bedsk og talløs Sygdomssværm

er vævet i vor Form,

og Pinslen øger Angrens Tand

og Nags og Niddets Orm;

den ranke Mand, hvern Ømheds Kys

har tit gjort Kinden vaad -

Mands Haardhed imod Mand har vakt

utalte Tusinds Graad.

Se her en stakkels hvervløs Mand

der be'r med bange Ord

en Herremand om nok saa lidt

af Godsets rige Jord,

og se hin Maddik nægte ham

om blot den mindste Saad,

ufølsom for en Hustrus Savn

og sultne Smaabørns Graad.

Er jeg ved Skjæbnens Lov bestemt

til denne Uslings Træl,

hvorfor blev Frihedstrangens Kim

da plantet i min Sjæl?

Hvis ej, hvi blev jeg Skive for

hans haanske Niddingsdaad;

hvor henter Rigdom Retten til

at vække Brødres Graad?

Lad disse Ord, min unge Ven,

ej knuge paa dit Bryst;

mit bli'r jo ej det sidste Syn

paa Slægtens Ve og Lyst;

ej var en Stymper bleven til

med Savn i Kjød og Blod,

hvis ej i noget Mon han fandt

Belønning for sin Graad.

O Død, du Fattigmandens Ven,

den bedste paa hans Vej,

min trætte Fod, min gamle Krop

alt længes ind mod dig;

den rige skjælver for dit Hug

i Velstands skjøre Traad,

men hvilket Favn du blev for den,

der sled sit Liv i Graad!«

1898.