Samlede vaerker

KRITIK.

Et Steds i Skoven, hvor Bøgen er Vært

gav Nattergalen en Aften Koncert.

Alle Partier var himmelglade

ved denne natlige Serenade.

Bøgen stod med de stilleste Blade,

Skyerne listed paa Sokker afsted

hen over Himlens blaanende Bed.

Uglen sad fornem med lodne Fødder,

Egernet vimsed omkring og bød Nødder.

Smælded for højt et Elskovskys

hørte man Natravnen hvæse et: »Hys!«

I Fremmedlogen sad Maanen ene

og laante Lys til den halve Scene.

Og rundt omkring paa Kviste og Grene

sad Skovens Sangere to og to

og næbbedes sagte og stille lo,

naar Mestersangerens Englerøst

kildred en Streng i en Kjenders Bryst.

Men midt i en Muddergrøfts første Parket

sad der en Frø paa en gratis Billet.

Den var der, skjønt ingen vidste for hvad,

men Rygtet gik, den var no'et ved e' Blad.

Jo højere Nattergalen sang

des lavere Frøens Kjæver hang.

Med aaben Mund og svømmende Blik

den kløed det Øre, den aldrig fik,

den drejed sig halvt imod andet Parterre

som vilde den sige: Har I hørt værre!

og drejed sig atter uvillig om

imens den memorerte sin Dom.

At den vilde lyde paa Ærestab

det kunde man se paa dens Hængegab.

Sangeren tav; to Elskende sukked,

Liljen sit Hoved i Græsset dukked;

Stillidshannen i Maanens Skin

saa sin Mage i Øjet ind.

Uglen bed sine Neglerødder,

Egernet aad sine egne Nødder.

Da Sangens Toner var tystnet -plump!

gik Frøen tilbunds som en Mudderklump,

og kommen hjem -paa en Vandkalv ridende -

skrev han i Frøernes »Berlingske Tidende«

en Kritik baade hvas og svidende.

Nu er den Glemslens; let dunster væk

den Dadel, der skrives med Mudderblæk.

Her skal kun nævnes dens sidste Træk;

der læstes -ligesindet til Skræk:

»Jeg fandt i denne saakaldte Sang

ikke ét eneste ærligt Kvæk!«

Saa slukked Maanen sin blege Lampe

og lo, saa man frygted en Mavekrampe.

9/2 1910.