Samlede vaerker

SVAMPEJAGT.

Naar Skovmosset drikker den høstmilde Regn,

mens krogrygget Bonden hjemkjører,

og Kvierne staar bag de piggede Hegn

med Dryp i de hængende Ører,

da stiger af Kilden, hvor Hindene gaar,

en Nymfe og planter -den første i Aar -

en æggegul lys Cantharelle.

Og stiger saa Solen bag toppede Hæs,

mens Markmusen Dugdraaber slikker,

jeg skridter saa langt over regnslaget Græs,

langs Faldet med Havre og Vikker;

og segner end Som'ren for Leernes Staal,

med Latter September skal fylde min Skaal

med kridhvide Eng-Champignoner.

Der vandrer to elskte ad Lønligheds Sti,

hun trykker ham Hatten om Panden,

han slynger om hende den Arm, som er fri,

mens Kurven han har paa den anden.

Aa se, hvor hun bøjer sig lændefin, slank,

og pludrer og plukker, til Kurv og til Hank

staar skjult under brune Boletus.

Lad andre kun jage med Bøsse og Hund

og skyde til Høns og til Hare,

jeg vandrer fortryllet langs Fjordvigens Rund

blandt Svampenes farvede Skare;

den »Jagen« forsimpler ej Sind eller Aand,

den giver mig Muld men ej Blod paa min Haand

og Hjærte for alt -indtil Krybet.

Ja du, som maa slide de støvede Sten

og slaa dig til Taals med Kontoret,

søg ud for at rette de sovende Ben,

hvor Skovbunden dækker dig Bordet!

Thi aldrig er Danmark saa daarende skjøn,

som naar bag den bærfyldte rødnende Røn

den Ridderhat blaaner i Duggen.

10/8 1912.