Samlede vaerker

VRØD-I-VRONT OG MARI STONT.

Der so en Mand paa Vinkel Vratt,

de kaldt ham Vrød-i-Vront,

han to te Kwind en Hjaj fræ Bjatt,

og det war Mari Stont.

»Vrød-i-Vront og Mari Stont«

bløw te Sej æ Herred rundt;

de war gjaen glaad ved lidt,

og møj de nowed ett.

Aa wank af Stej just for det samm

war snaar djé jennest Lyst,

og nær den bette Lærki kam,

de høt hind aaltid føst;

grev de da hinaân og sprang

Stonthues_dans te Lærkisang,

lejt og spøjt med Tor i Yw

som Lamm paa gammel Hyw.

Og hun plot Krusbær i æ Hied

og Trønbær i æ Mues,

og han to Ol saa tykk og fied

og band'em i hans Hues.

Vrød-i-Vront og Mari Stont

de haaj mir end jawen tront,

de skuld bind wor Muer en Lim

og hwer en Krikk en Grim.

Og han kund hegs dæ Kai i Kow

og vis med Woll for Wand,

og hun kund spo, hvor Mett skuld bow,

og hwem hun fæk te Mand.

Han en Dram og hun en Skro,

strax laa de en Skorsten po;

Mænd og Skorstjenn strøj de mej

paa gywtglaad Piggers Vej.

Og han kund si det særest nøj,

som anner ett vidst aa,

som Worr for Død og Bjærgmands-tøj

mell Minnestid og Daa.

--Æ Ellpig fræ Flæskidam -

maatt æ Dæwl hind annamm

hun haaj rejen paa hans Nakk

fræ Bæs te Kistelbakk.

Hwor der bløw spelt og raaft: Godtôr!

der war di i dje Es,

og kam de stumlend te en Gord,

saa bløw der sgi Kommes!

Saa begynd æ Knæjt aa vals,

saa begynd æ Hund aa hals,

Vrød-i-Vront og Mari Stont

haaj Gled, saa det ku bundt.

Men nu er Swot jo Lywkulør,

Maløwt er nu di Dram.

Aa ta Pati for godt Humør

det regnes nu for Skam.

Vrød-i-Vront og Mari Stont

med dje Klud og med dje Klont -

Gud ha Lov, de wal er død!

Hwor skuld de faa dje Fød?

[Anm.:

Stont, Stunthose, fodløse Strømper; Vratt, Forager; Hjaj,

sølle Fruentimmer; Bjatt, Bjert (Landsby);

Krusbær, Tyttebær; Lim, Kost;

Woll, Pilevaand;

Worr, Varsler; Bæs, Bers;

stumlend, usikre i Gangen; bundt, klodse noget;

Swot, sort; Maløtot, Malurt; Klont, Byldte.]

Vinteren 1913.