Samlede vaerker

INDSIDDEREN.

(Karl-Erik Forsslund.)

Saa du siger, jeg skal gaa!

du ta'r Huset fra mig! Naa!

Og fordi jeg ene mukked,

naar de andre bukked!

Jeg har villet egen Nød!

-Ved du, hvem der skaffed Brød

til dig selv og dine Gjæster

ved de vilde Fester?

Jeg har slidt ved Plejl og Plov,

gjødet Brak og ryddet Skov,

jeg har Dagens Byrde baaret,

Sæden saa't og skaaret.

Jeg har forket dine Læs,

lagt dit Hø i høje Hæs,

først ved sidste Glimt af Dagen

slap min Haand fra Knagen.

Jeg har Korn til Kværnen kjørt,

og fra Møllen Melet ført;

de har knust min ene Lunge

dine Sække tunge!

Veddet til din blanke Ovn

har jeg fældet hist i Skov'n.

Tænker du, naar Ruden dugger,

paa din Brændehugger?

Mel, som burde være mit,

Brød, som burde skjænkes frit,

dyrt hos dig jeg maatte kjøbe.

Og nu kan jeg løbe!

Hvorfor? Jo, thi jeg har sagt,

at din Velstand som din Magt

-ædt af Trøsk og syg i Roden -

dingler alt paa Foden.

Men Farvel! Jeg har sagt nok.

Driv dit Spand, og sving din Stok,

mens en Lus i Smiger-Bytte

faar min gamle Hytte.

Oktbr. 1908.