Samlede vaerker

SANG FRA GRUBEN.

Vi er graa, graa Mænd,

som af ingen Glæde ved;

vi er smaa, smaa Mænd,

som maa altid dyb're ned.

Med en Muldklump ved vor Sko

og en større ved vor Sjæl

skubber vi til Grubens Dryppen Børen langs sin Fjæl.

Vi er graa, graa Mænd,

som tog Farve af vor Grund,

vi er smaa, smaa Mænd,

stemplet fra vor Fødselsstund.

Med en Hakke, bred og tung,

huler vi vor Minegang;

Klumpens Bragen, naar den styrter, er vor Muntringssang.

Vi er graa, graa Mænd,

armere end Hulens Kryb,

vi er smaa, smaa Mænd,

fængslet til vor Grubes Dyb.

Jordens Aande, klæg og kold,

stiger mod vor blege Mund,

som engang den mod os aander i det sidste Blund.

Vi er graa, graa Mænd,

graa i Syn og graa i Sjæl,

vi er smaa, smaa Mænd,

lænket til en leret Pæl.

Ser vi fra vor vaade Grav

mod den lyse Verden op,

skjælver i en magisk Længsel Trællens trætte Krop.

Vi er graa, graa Mænd,

med kun ringe Raad til Haab,

vi er smaa, smaa Mænd; -

Brødre, hør vort Afgrundsraab!

Hjælp os fra vor Grubes Gys

op til Sol og Dagens Kaar,

før paa Livets sprukne Klokke Dødens Knevel slaar!

Oktbr. 1908.