MORS ROK.

Spurven sidder stum bag Kvist;

saamænd, om ej det fyger!

Kaalgaardpilen piber trist

for Nordenblæstens Byger.

Lul, -lul! Rokken gaar

støt i Moders Stue,

og jo mere Vinden slaar,

desmer faar Arnen Lue.

Skarpe Smæld af branket Malt,

og Karters kaade Skratten,

fjerne Grynt af Husets Galt

og Barneleg med Katten -

Lul, -lul! Rokken gaar,

flittig Foden træder,

kun saalænge Hjulet staar,

som lille Søster græder.

Far har røgtet Kvæget ind,

med Halmen tættet Karmen,

gnedet Grisens blanke Skind,

at den maa holde Varmen.

Lul, -lul! Rokken gaar!

Far mod Stuen stiler,

Mor en Bugt paa Traaden slaar,

ser op paa Far og smiler.

Barnet i sin Mørkningskrog

ta'r søvnig til at gabe,

snart det vil sin Billedbog

af de Smaahænder tabe.

Lul, -lul! Rokken gaar!

Ild om Gryden slikker,

Vejrets Svøb om Gavlen slaar,

og Hagl mod Ruden klikker.

Mor kan næppe se sit Spind

og næppe Traaden mage;

hej, da bæres Lyset ind

og stilles i sin Stage.

Lul, -lul! Rokken gaar!

Tenens rappe Vinge

over Fyrrebjælken saar

en Skok af Skyggeringe.

Pigen nys fra Gruens Glød

svang bort den sorte Gryde,

sænked den i Sengens Skjød

for Grødens Trods at bryde.

Lul, -lul! Rokken gaar!

Nadverbordet samler;

Store sidder, Mindre staar

paa Bænk og bitte Skamler,

Far ta'r ned saa tung en Bog,

med Gud han hvisker sammen,

famler lidt ved Spændets Krog

og lukker med et: Amen!

Lul, -lul! Rokken gaar,

Ensomheden synger,

Mulmet tæt om Taget staar,

og Sneen gaar i Dynger.

Her ved Moders gamle Rok

hun lærte mig at stave,

synge om »den hvide Flok«

og »al hans Naadegave«.

Lul, -lul! Rokken staar!

Men dens Nyn og Sange

vemodsfuldt mod Hjertet gaar,

naar Kvældene bli'r lange.

26/1 1910.

Загрузка...