Samlede vaerker

VESTENVINDEN.

O, Vestenvind, min Barndoms Vind,

du har endnu det samme Sind

i Alvor som i Spøg,

det samme lystige Tagfat,

det samme Sus om Møllehat

og Kirketaarnets Fløj,

det samme stærke Orgelbrus

fra Glamhulsskar og Lyngtørvshus,

som da jeg frøs

som Vogterknøs

i Kjæmpehøjens Sus.

O, Vestenvind, o, kaade Vind,

som kom ad Hjemmets Gaardsled ind

paa egen høje Hest,

strøg bort vor Lades Lyngkalot

og greb den bredt i Tagets Tot

hvor Grebet faldt dig bedst,

-hvor rasled det med Tag og Rør

forbi den lave Forstudør,

mens Far løb til:

Gud fri os vel!

Fik Laden nu sin Rest!

O, Vestenvind, o, barske Vind,

hvor slog du tit min Barnekind

og rusked mig mit Haar,

naar Far han stod der lav og vred,

mens Møntørvsklumpen sejled ned

fra Toppen af hans Gaard!

For hvert et Rusk i Aas og Tag

vi frygted Fald og Dommedag.

Men Huset holdt

med Rim og Boldt.

Du havde tabt dit Slag!

Saa for du ud paa brede Kjær

og muntrede den Storkehær

som øved sig til Træk.

Du drejed Viben som en Ten,

mens Hjejlen stod paa lave Ben

og trykked sig ved Bæk.

Og hver en gammel Kaalgaardpil,

den hvined op som Sav for Fil,

dens Blade fløj

med Raslestøj

midt ind i Stormens Ril.

En Mølle staar paa Bakken fjern

med sløve Sten og ormædt Kværn

dybt i sin Spaantags-Krop,

dens Sejl gaar sløvt og slapt omkring,

men faar du ved dens Vinge-Sving,

flux gaar det i Galop!

Og Møllehatten staar paa Sned,

og det gjør Møllersvendens med!

da faar det Art,

naar du gir Fart

til Døgnets træge Fjed!

O, Vestenvind, o, stride Vind,

hvis Regn drev Blodet til vor Kind

og Kalken af vor Væg,

du mejsled Jydens skarpe Træk,

alt blødt og vegt det sleb du væk

og strøg ham stridt hans Skjæg, -

hans Blik du gjorde langt og frit,

skabt til at spejde milevidt

med vaagen Magt

til at gi' Agt

fra stormrørt Hav og Klit.

O, Vestenvind, vor Stammes Vind,

du gaar som Dønning i vort Sind

med Hav og Bølgeslag;

vi gaar med dig fra Bryn til Hæl,

i Sang, i Sorg, i Syn, i Sjæl

indtil vor Dødedag!

Vor Tro, vor Trang er Del af dig,

vort Væsens Hang randt helt af dig,

vor Ynglings Trods,

naar han skal slaas,

vor Oldings Tungsindsdrag.

O, Vestenvind, o, karske Vind,

stryg du kun frit paa Agren ind

og blæs paa mig og mit!

Vor Avl du lidet fjerner af;

hvad der skal komme Kjærner af

maa ogsaa ruskes lidt!

du sætter Orgeltonen til

vor gyldne Havres Harpespil.

Det Brød, hvis Saft

du gir din Kraft,

med Tak vi tage vil.

O, Vestenvind, -du stærke Vind,

som suste til vor Vugge ind

med Pust paa Øjets Laag,

skrid bygeklædt fra Hav til Hav

og syng en Salme ved vor Grav

af Stormens Salmebog!

Tugt mildt men fast din Stammes Børn

at de des mer kan staa for Tørn

og ligne dig

og slaa sig Vej

selv gjennem striden Tjørn!

14/4 1916.

* * * * *

JENS HVAS.

ET BLAD AF SALLINGS RIMKRØNIKE.

Der var engang en Sallingbo,

hans Navn det var Jens Hvas.

Fordi han tog ved anden Tro,

de slog hans Hals i Gras.

Hvor Vestenvinden vild og gal

end strigler Lyngens Aas,

der sad den Herre i sin Hal

alt paa det barske Kaas.

Hvor stærkt Nordvest end rejste Vind

om Kaases krumme Strand,

drog værre Storme dog herind

fra Syd og Sachsenland.

De Klostre sprængtes, Nonner skreg,

Landsknægte gik og kom,

Graamunke løb ad Sognevej

og keg sig rædde om.

Jens Hvas red ud at hente Skat

paa Hestens sorte Hov,

og hvor han ej fik Mønten fat,

der tog han Stud for Plov.

Ondt fôr han frem paa Sallingholm,

men værst i Fjandboland;

den arme Bonde vild og olm

i Stilhed knuste Tand.

Men Hævnen gaar paa rappe Sko,

hvor Tiden vorder ond,

og den som krænker Bondens Bo,

han gaar paa sumpig Bund.

-Brat Skipper Klæmers Stimandsflok

ind over Salling brød;

den første med saa vild en Kok,

den Kok han var sgi rød!

Ham slap nu Klæmer af sit Bur,

vildt lød dens Galens Gjald,

imens den fulgte Koks Natur

og fløj fra Lad til Hjald.

»Brand!« skreg man fra det stengraa Kaas,

»en paasat Nattebrand!«

»Brand!« slængte Lyngens brune Aas

langt over Maanevand.

Hævnflammens Leg om Spir og Spær

blev set helt ind til Fly.

Limfjordens Bølger bar dens Skjær

vidt over Mors og Thy.

Nu gnubber Bonden fro sit Ben.

»Den Brand hun varmer godt!«

Saa ler hvert Kræ, som fra sin Gren

ser Ild i Rævens Slot.

De Høvder brøled under Strand,

en Ræv tog ilde paa,

imens en natlig Ryttersmand

ad Skive til lod staa.

»Saamænd, Jens Hvas, du rider vel!«

-han ud paa Manken laa -

»men om du red dit Øg ihjel,

det vilde nap forslaa!

For Bonden er nu bleven gram

som nogen Bøl bag Plov.

Du skjænked ham for bedsk en Dram

i sidste Skatterov.«

-Jens Hvas red over Skive Bro,

det dundred højt og hvast.

Hans sorte Øg paa fire Sko

jog vid're uden Rast.

Men før de naaede næste By,

Jens vendte brat sin Hest.

Derinde under Nattens Sky

det volmer rødt i Vest.

Vildt snøfter her hans sorte Øg

fra Bakkens brede Aas,

thi begge lugter Hjemmets Røg:

histude brænder Kaas!

Og se! og se! fra Sals til Sals

nu flaxer Klæmers Kok

og galer af sin røde Hals

fra Lad og Bjælkestok!

Den Nat saa mangt et Sallingtaarn

til Sylden brændte ned,

mens Borgens Herre højvelbaar'n

husvild paa Heden red.

Til bløde Skvulp af Tastumsø

gik Vugg' i Dommerby,

mens Hævnens Brande, Ø ved Ø,

stod rødt paa Sallings Sky.

Urolig Hesten fletter Ben

med Hop og Snøft og Spring.

Med Ildskjar over Øjensten

vredt slænges den omkring.

Til Viborg kom de tidlig nok!

Her brød Jens Hvas sin Ed.

Saa tog ham Bødlen ved hans Lok,

mens Øxen gjord' Besked.

Til det den var slet ikke sen,

for ogsaa den var hvas.

Hans Tyrehals, hans Nakkeben

sprang som det skjøre Glas!

Og anden Tid med andre Mænd

drog ind i Sallingland,

mens røde Plage stak i Rend

langs Limfjords grønne Strand.

-Der var engang en Sallingbo.

Hans Navn det var Jens Hvas.

Fordi han brød sin Riddertro,

de slog hans Hals i Gras.

17/3 1916.