Samlede vaerker

IMELLEM TO MØRKE HØJE.

Imellem to mørke Høje

jeg vogted som Barn min Faders Faar,

og Mulden gav mig sin Møje,

og Solen flammed mit Haar.

Men Verden tindred i Dis og Drøm,

og Barnelængslerne vimred

som Siv i den dybe Strøm.

Imellem to mørke Høje

der saa jeg dig, Mor, saa trælsomt gaa

med Sorg i det søgende Øje

og Tørklæd' om Tjavser graa.

Der kom du saa tit og strøg min Kind,

og Strikkepindenes Tinglen

lød sølverne ømt til mit Sind.

Imellem to mørke Høje

Fuldmaanen saa jeg for første Gang,

som langt i Havet en Bøje

i Himmeldybet den hang.

Jeg fulgte dens Vej over stille Land

saa mangen daarende Aften

langs Bækkes klukkende Vand.

Imellem to mørke Høje

jeg stirred mod Tordenens Lynildsskrift,

saâ Rugen lydigt sig bøje

for Bygens voldsomme Drift.

Saa blev jeg blandt tvende Mødre delt,

min egen Mor og Naturen,

og ingen jeg svigtede helt.

Imellem to mørke Høje

kom Kysset til mig paa bitte Sko,

foran mig i Skjørt og i Trøje

det stod i Lyngen og lo.

Da blev mit Hjærte saa fuldt og trangt,

men da jeg vilde det fange,

det ilede milelangt.

Imellem to mørke Høje

jeg ledte med Nyn mit Plovøgsspand,

mens Skyggen fra lyngladne Fløje

laa tungt paa det stride Sand.

Og svandt alt Lys af mit Digt en Stund,

da var det de Højes Skygger,

der mørkned mit Sangvælds Bund.

Imellem to mørke Høje

der vilde jeg gjerne sænkes ned

en Dag, om det kunde sig føje,

da Byggen af Skederne skred.

Saa havde jeg fundet det gamle Spor

og kunde nu evigt slumre

i Hjemmets hellige Jord.

4/1 1909.