Samlede vaerker

DAARSKABENS TALE.

(Gustav Frøding.)

»I vide det, Brødre og Venner,

min Manddom har lært mig at vrage

den Jord, hvor min Ungdom slog Rødder,

og satte sit første Vaarbrudsblad.

Dog stadig mit Hjærte kjender

en Lyst ved at skue tilbage

til Stunden, jeg sad ved Gamaliels Fødder

ungdommelig grebet og ak, saa glad.

Jeg talede barnligt, jeg var jo et Barn,

skjønt Lærdommens Kløgt var mig givet,

mit Hjærte hang fast i det Gøglets Garn

der spindes om Ungdomslivet.

Og gav mig Gamaliel en Visdoms-Skrift,

og bredte jeg den som for ivrig at læse,

jeg ridsede af med min arge Stift

i Randen af Rullen Gamaliels lange Næse.

Og lønlig om Kvæld, naar Gamaliel bad,

-jeg vil ikke meget min Visdom prise -

ved Gamaliels Datters Fødder jeg sad

og læste med hende i Fædrenes Højsangs-Vise.

Hvad siger jeg! Taler jeg Ufornuft,

tilgiv mig det da, lad Ordene fare

og hold det blot alt for Vind og Luft

og tag jer for Daarskabens Ord i Vare!«

Ja, saa har jeg tænkt mig Apostlens Ord

en Kvæld ved den gjæstfri Gajus' Bord.

Men har han ej saa kunnet udtale sig,

fald du, o Daarskab, da over mig!

1908.