Samlede vaerker

SVALEN.

Hør hvor let dens Vinge smækker

mod den tunge Kløverdusk,

mens den som en Skyttel lægger

Farten gjennem Røg og Rusk.

O, du lille verdsligkaade,

Flugtens fødte Favorit,

som til Livets tunge Gaade

ikkun har et let »Kvivit!«

Vilde du kun tit mig følge

lig en lille venlig Aand,

som du nu paa Luftens Bølge

næsten strejfede min Haand!

Vilde du kun tit mig lede

som i hine fjerne Aar

paa min Barndoms tunge Hede

til min Faders lave Gaard!

Aa, naar du paa Blæsten vendte

og mig i mit Ansigt saa,

var det næsten, som du kjendte

Barnesindets Sorger smaa.

Ja, det var som om du tøved

et Sekund og fritted mig:

»Hvi er lille Bror bedrøvet,

hvorfor ikke glad som jeg?«

Men naar du saa Gaarden stige

bagom Kaalgaard-Popler frem,

svandt du langs det lange Dige

-for at følge andre hjem.

Sildig Aften, tidlig Morgen:

samme Flugtens muntre Sting;

samme Svinden, tyst, forborgen,

som var Sagen ingen Ting.

-Naar en Dag mit Blik skal briste,

og min Aand maa flagre frit,

bân du Vejen for min Kiste

med dit elskede: »Kvivit!«

29/12 1908.