Samlede vaerker

MOR VED BRØNDEN.

Min Mor var bleven gammel,

dog endnu mere svag;

langs Stuens lange Skammel

hun listed hen sin Dag.

Derude lyste Vaaren;

dens Haner alle gol;

hvidvingede Duer

sig svang i dens Sol.

Hver Morgen friske Fugle

paa Pilens lodne Gren,

mens Stæren sad og basked

paa Brøndens Vippesten.

Men Mor saa tungt mod Dagen

og den glinsende Stær;

den Vaar blev ikke hendes,

det følte hun her!

Den tynde Haand hun stemte

mod det smertende Bryst:

»For mig har Livet mistet

sin Fryd og sin Lyst.«

De hvide Duer svinged

om det mossede Tag,

og Stærehannen jubled;

men Mor blev mere svag.

Da fødtes en Beslutning

i Hjærtets dybe Grund,

i hendes tunge Øjne

den tindred en Stund.

»Aa, daj mig ud til Brønden!

Kom, Dreng! Giv mig din Haand!«

hun ivred af sin vante,

beslutsomme Aand.

Jeg tænker vel, hun droges

af den samme Urtidskraft,

som Væld og klare Kilder

til hver en Tid har haft.

Det lidende og syge

vil staa en fattig Stund

og dulmes ved det,

som er rent og frisk og sund.

Det hvide Sand laa strentet

paa Gangens gule Sten,

hvor Solen havde prentet

sin Krins saa varm og ren.

Men foran Forstudøren

randt Lysets fulde Flod,

hun vakled ud i Strømmen

med prøvende Fod.

Og Gaardhanen galed

og rysted Strubens Lap,

mens Hønsene de løb

mod den Savnede omkap.

Og Duerne paa Taget,

som trukne i en Snor

de svang sig ud i Luften

til Ære for »vor Mor«.

Men Moders Blik var sløvet

i syge Nætters Ve.

Der var kun eet, kun Brønden,

hun higed mod at se.

Vel sligt kan tykkes mange

kun smaat og ingenting,

men denne Brønd var Centrum,

hvor hendes Liv var Ring.

Og hendes Slægt og Mødre

i samme gamle Gaard

var gaaet i Kreds om Brønden

i flere hundred Aar.

Her havde de da siddet

paa den slidte Malkestol,

naar Aftentoflen trommed

og Kaalgaardsgjøgen gol.

Naar der stod Ring om Maanen,

og andre Himmeltegn

i Sky, og Tordenblaanen

gav Løfte om Regn.

Her fandt de Læ og Føde,

Hvil for den matte Krop,

her blev de, til de døde,

som Bi, der er slidt op.

Som deres hendes Verden, -

en Lykke ikkun tynd;

som deres hendes Færden

i Kredsgang om en Brønd!

Sin tynde Haand hun rakte

ud mod dens Ramme graa;

hun kunde lige magte

at lægge den derpaa.

Dybt nede mellem store,

ringsatte Kampesten

der laa den stille Kilde,

fredhellig og ren.

Et stort, tungsindigt Øje

saa oldingfjernt paa Syn;

aarhundredgammelt Mosset

hang over som Bryn.

Engang i Fortids Ælde

var Kilden tryllet frem

for siden tavs at vælde

som Midtpunkt for et Hjem.

Et Hjem, et Hjem! et fattigt

og dog et helligt Navn,

en lille grønnende Verden

med tusinde Haab og Savn.

Og Kilden i Hjemmets Midte

-som Draaben paa Blomstens Bund -

den læsked, uden at fritte,

hver Dyre-og Menneskemund.

Herhen kom -lige fra Ploven -

med Sved under Bringetøj,

med brudte Hudpletter paa Boven

det gamle, udslidte Øg.

Og Føllet, som blot skal sig øve

og endnu ej ved, om det tør,

men finder det voxent at prøve

det samme, som Moderen gjør -

Hvor higed hun, Koen, mod Aften,

herhen mod det blinkende Trug,

naar Føden og Mælken og Kraften

udspiled Yver og Bug!

Og Faaret fra solsveden Ager,

og Studen, som kjørnede Byg,

hver kom de saa hul og saa mager,

men gik som en Tromme saa tyk.

Saa blev den saa mild en Trøster

ej bare for Hors og Ko,

en god, forbarmende Søster

for alt i Mark som paa Lo.

Om Høg slog ned over Lærke,

og Vingen var ej for sen,

den Svage fandt Skjul mod den Stærke

i Brøndens mossede Sten.

Og Barnet, det klynkende spæde,

blev døbt i Treenigheds Navn

i Vand, som med Spil og med Kjæde

var løftet fra Slægtsbrøndens Favn.

Og havde den døende Olding

nu naaet sine Lidelsers Maal,

der raktes ham stille fra Brønden

en sidste kvægende Skaal.

-Saaledes den fædrene Kilde

i Dag som bestandig laa

og spejled en ringe Rille

af Foraarshimlenes Blaa.

Af Feber halvt forvirret

den gamle keg derned;

det var, som om hun stirred

dybt ind i Evighed.

Al hendes Sorg og Kvide,

hver bitter Vemodsstund,

alt, hvad en Sjæl maa lide,

saa op fra Brøndens Bund.

Al Slægtens Graad og Klage

af Kvinde som af Mand,

dens Uraad -Aar tilbage -

hun læste det her i Vand.

-De talte længe sammen

det stumme Øjensprog,

der tænder Hjærteflammen

før baade Munds og Bog.

O, ja, de talte sammen,

om Lykkesavn og-Synd,

mens Taaren tegned Ringe

i hendes Skjæbnebrønd.

Men Lærkesangen skingred

ind gjennem Port og Gaard,

mens Foraarsvinden fingred

ved Moders isgraa Haar.

Men ej hun agted Sangen,

ej Vindens varme Sug;

et Strejfblik over Vangen,

der laa saa grøn med Rug.

Saa vendte hun Vaaren Ryggen

med alt, den bar i sit Skjød,

gik ind og ordned sin Bryggen

og alt til en hedelig Død.

[Anm.:

Aftentoflen, Bekkasinen; Tordenblaanen, Tordenskyen.] 18/4 1916.

MAJNAT.

Naar Vildgaasen larmer Valborgnat,

hvem lægger sig da til at sove?

Da vandrer man ensomt med Dug paa Hat

langs Fjord og knoppende Skove.

Derude straaler en Stjerne saa stor,

at helt den fylder mit Øje;

den samme Stjerne forvist jeg tror,

jeg saa over Barndommens Høje.

Og Vibeskriget rækker saa langt;

dog længere Længslerne rækker.

Hvor bliver ens Hjærte bitterlig trangt,

naar Klyden i Majnatten trækker!

Det pipper i Mos, og det pibler i Græs,

det sprætter i hældende Kroner;

der kommer en Duft fra det yderste Næs

af tusinde smaa Anemoner.

Saa ensomt bræger det spæde Lam

paa Bakken langt i det fjerne,

og Frøerne kvækker fra Pyt og Dam,

som sang det fra Stjerne til Stjerne.

29/4 1916.