Samlede vaerker

AN' VÆVER.

Gamle An' Væver hun færdes saa stille

som nuslende Mus mellem Siv,

kjender saa lidet til Døgnets Larm

og Verdens fortumlende Kiv.

Gamle An' Vævers brøstfældige Hytte

har altid et Lys i sin Rude,

skinner saa langt over vildene Hede

for alle som sildig er ude.

Gamle An' Væver hun karter og spinder

til dybt i den øde Nat,

taber i Søvne den slingrende Traad

og faar den møjsommelig fat.

Gamle An' Væver gaar rundt om sin Hytte,

mens Duggen i Kaalene falder,

skaalmer ud mod de brede Kjær,

hvor rugende Vibe skvalder.

Regnfang dufter fra Kaalgaarddiget

og Løg bag Lavendlers Hegn,

ved da gamle An' Væver for vist,

at Natten vil ende i Regn.

Kilderne hulker i Sommerkvælden

og Hededammene dampe,

spærrer hun da for Høns med Told,

for Faarenes Sti med en Krampe.

Kornmo' blamrer i Hederugen

og flimrer paa sodet Bjælke,

sitrer et Nu mod den hvide Gavl,

hvor Silden hænger til Spjælke.

Henter hun stille ved Brønden sin Si

og lukker saa Katten ind,

ser under Karmen den rødlige Maane,

mens Døren hun skodder med Pind.

Gamle An' Væver -saa fattig hun lever,

saa kongelig dog hun drømmer,

mens Natteregnen paa Tagets Mos

sin Skaal saa dulmende tømmer.

[Anm.:

hænger til Spjælke, hænger til Tørring.] 1909.

TRINES KO.

JULEAFTENSTEMNING.

Nu skal du ha din Havrekjærv,

og jeg skal ha' min Nætter;

lidt lyet Vand for gammel Tand

jeg her i Krybben sætter.

Brug du saa kun din gamle Mund;

jeg har jo mer i Loen!

En saadan gjæv og yndig Stund

man sørger først for Koen.

Du kom her, da min Mand faldt hen

-Gud vær den Synder naadig!

Han tured op hver fattig Del,

hvorover vi var raadig.

Ved dig kom jeg paany til Krylt,

du hjalp mig sgi paa Fode,

saa Gris blev rund og Barnet sund,

og begge gik til Gode.

Ja, Sønnen maatte hjemmefra,

ham har jo Verden taget;

nu er han i Amerika.

Det gaar ham godt i Faget.

Han fik din Mælk -med Fløden paa,

skjønt Høk'ren skuld' ha' haft'en.

Jeg tror da nok, at jeg tør spaa,

der kommer Brev i Aften.

Du gik og gnov blandt Pors og Siv

det bedste, som du kunde;

og hvor du bed, du gamle Liv,

der bed du skam i Bunde.

Og du kom hjem med Yv'ret spændt

og Aftendug i Skjægget;

min Haand dig linned Strent i Strent,

mens Drøvlen du bevæged.

Og Katten kom i Spring derhen

og satte sig for Døren,

til Pattens Straale ramte den

imellem begge Øren.

Og Duggen faldt paa Brøndens Sten

og paa mit Hovedklæde,

og Katten slikkede sit Ben

for Mælkens spildte Væde.

Ja, være to, som Dagen lang

er i hinandens Tanker

gjør Livets Byrde mindre trang

selv mellem Hedebanker.

Og du skal aldrig lide Nød

og staa med Sider hule,

saa længe jeg en Skive Brød

kan række mod din Mule.

Nu er du skjæv i hvert et Led,

det plumper hult i Bugen,

naar du vil rigtig rask af Sted

og ta et Nap af Rugen.

Og selv er jeg en Stummeltaa

af bare Slæb og Ælde,

hvis slidte Rok kun smaat vil gaa,

og snart vel Pas maa melde.

-Nu ringer Degn til Nadverfest,

nu falder Rim paa Stene,

og Juleklokken høres bedst

af dem, der sidder ene.

Snart kommer alle Stjerner frem,

og Frosten gjør dem blanke;

det bitte Barn fra Bethlehem

er nu i alles Tanke.

Lang er den Vej og krum den Sti,

der bærer over Hede.

Gaa da, min Gud, ej Dør forbi,

find gamle Trines Rede!

Skjænk Livsens Brød mig rundelig,

velsign min Kjærv paa Loen,

vis dig mod mig miskundelig,

og giv mig Kalv i Koen!

Decbr. 1909.