Samlede vaerker

HELLIG WOLLES BØN.

O du, som i din Himmel bor,

som bare ved dit Lunes Ord

lod to bli' frelst, hvor tyve for

til Helveds Vaade,

ej just for deres Synders Flor,

men ved din Naade -

Tak, høje Guddomsmagt, som brat

nedstyrted tusinde i Nat,

mens jeg blev for dit Aasyn sat,

et Lys, et Tegn,

en Fromhedslygte overladt

den ganske Egn!

Hvad var vel jeg og alle mine,

at du har hævet os til dine,

jeg som fortjente idel Pine

for Adams Brøde,

der han med sig og alle sine

aad sig til Døde.

Da frem af Moders Liv jeg brød,

du kunde slængt mig som en Glød

i Helveds luehede Skjød

med vældig Arm,

hvor Djævle slaas for dagligt Brød

med Hyl og Larm.

Her staar jeg som et valgt Exempel,

betegnet med dit Naadesstempel,

en Pille i min Herres Tempel,

en Klippeblok,

et skjønt og skinnende Exempel

for al din Flok.

Min Gud, du saa' hvad Kval jeg led,

naar nogen løsnede en Ed,

du kjender, hvor mit Hjærte sved

ved Dans og Drik,

thi selv jeg ved din Miskundhed

det alt undgik.

Dog jeg bekjender: Syndens Frø

i denne Barm ej helt vil dø;

jeg kom kanske for nær en Mø,

skjønt ej jeg vild 'et,

men du vil huske: Kjød er Hø,

i Synden hildet.

Ak, Gud, du ved -i Gaar med Mette!

Skjænk mig Tilgivelse for dette,

og lad det ingen Frugter sætte

til min Vanære,

da skal din Tjener aldrig lette

en Klokke mere!

Desuden -skjønt det gjør mig bange -

med Lises Tøs -dog kun tre Gange;

kanske det var de tre for mange,

men Fuldskabs Garn

det holdt din Tjener fast som Fange

ved Syndens Barn.

Gav du mig, Herre, til mit Gavn,

hin Kjødets Pæl, hin Blodets Savn,

paa det jeg ej i Naadens Favn

maaske skal snæres

af Hovmod, -naa, i Jesu Navn,

dit Kors maa bæres!

Gud, værn om din udvalgte Skare,

din Godheds Aand du aabenbare,

dens Fjenders Hob du ikke spare,

men tugt dem godt,

som bringer Herrens Flok i Fare

ved vantro Spot!

Gawn Hamilton, -o, straf ham haardt,

han svirer, bander, spiller Kort

og driver anden syndig Sport

i djævelsk Trods

og vender Folkets Hjærter bort

fra dig og os.

Beskikker vi ham Kirkens Tugt,

vi faar dog ej med Skjælmen Bugt,

thi hver Mand ler, mens nok saa smukt

han alle mofler;

forband, o Gud, hans Fad og Frugt,

Kaal og Kartofler!

Gud Herre, hør mit Klagemaal

mod Mændene fra Air, o, taal

ej mere disse Vantros Skraal,

udtøm din Galde,

og gjør dit Hjærte haardt som Staal

imod dem alle!

O, tvi, hin tungehvasse Aiken!

Mit Blod gaar stridere end Bækken

ved Tanken paa hin Stund og Skrækken,

vi alle led,

mens Auld som limet fast til Flækken

sin Læbe bed.

Min Gud, paa Straffens Dag forød ham,

hjemsøg med Hævn enhver, der lød ham,

borttag din Naade fra ham, mød ham

paa hver hans Vej,

ja, for dit Riges Skyld nedstød ham,

og spar ham ej!

Betænk din Tjener tro og huld

med Hus og Hest og Ko og Guld,

saa jeg maa skinne over Muld -

dit Navn til Pris -

og hisset hos dit Englekuld

i Paradis!

[Anm.:

mofler, har Krammet paa.] 1898.

DER BOED EN BONDE.

Frit oversat.

Der boed en Bonde paa Kildebæks Bred

-hej! mens Rude og Timian gror -

han havde en Kjælling til idel Fortræd

-nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor.

Og Manden traf Fanden en Dag paa sin Vej

-hej, mens Rude og Timian gror. -

»Hvordan,« spurgte Fanden, »befinder du dig?«

-Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor.

»Aa, det er rent snavs med den Kjælling jeg har

-hej, mens Rude og Timian gror -

for hun er da værre end Fanden skinbar«

-Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor.

»Din Oxe og Asen jeg ikke skal ta'

-hej, mens Rude og Timian gror -

men giv mig den Kjælling, for hind' maa jeg ha'«

-Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor.

»Og hvis du kan tumle den Hex, du da faar

-hej, mens Rude og Timian gror -

da er du mænd værre end Rygterne gaar«

-Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor.

Og Manden hjalp Fanden sin Kjælling i Sæk

-hej, mens Rude og Timian gror -

som Bonden sin Polde han bar hende væk

-Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor.

Saa fo'r de da begge ad Helvede til

-hej, mens Rude og Timian gror -

»Skrup ind!« sagde Fanden. -»Nej, Gi' om jeg vil!«

-Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor.

Men Fanden han var nu slet ikke forsagt

-hej, mens Rude og Timian gror -

han klapped i Næven og vips, kom hans Vagt

-Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor.

Men Kjællingen rased og rev som en Ulv

-hej, mens Rude og Timian gror -

de arge Smaadjævle hun tærsked i Gulv

-Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor.

En sværtet Smaafanden keg frem bag en Sten

-hej, mens Rude og Timian gror -

for Sod man ej saa, om han græd eller gren

-Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor.

»Hjælp, Mester! Slaa Hexen med Kolde og Kræft

-hej, mens Rude og Timian gror -

hun ellers os myrder hver eneste Kjæft!«

Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor.

Den Slemme -af Harme han fløjted og sang

-hej, mens Rude og Timian gror -

og bandte en Ed som hans Hale saa lang

-Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor.

Ja, Fanden han svor ved sin rødeste Kok:

-hej, mens Rude og Timian gror -

»Eet Helved ad Gangen er mere end nok«

-Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor.

Saa tog han den Kjælling med Pik og med Pak

-hej, mens Rude og Timian gror -

og fo'r saa til Bonden og sagde ham »Tak!«

-Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor.

»En Djævel det var jeg det mest' af mit Liv

-hej, mens Rude og Timian gror -

men Helvede fik jeg dog først med din Viv!«

-Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor.

1902.