Samlede vaerker

DA GODSEJERNE APPELLEREDE TIL FOLKET.

(G. K. Chesterton.)

Kalder I paa Folkedommen? Spar jer denne slette Skjæmt.

Kald paa Gud, den naaderige, spørg om dér jer Skyld er glemt.

Kalder I paa By og Borger, I som slog hver By med Stank,

gav den Røg og Os og Kulstøv for en Himmel høj og blank,

I som bag Accisebommen sad og mæsked jer paa By'n,

og med selvgjort Lov i Lommen toldede dens sidste Gryn.

Kalder I paa Boel og Landsby? Hvilken kan I pege paa

som ved eders lange Styre ej fik hugget Hæl og Taa.

Byer sløjfed, Hjem lagt øde, Bønder bragt til Bettelstav

-høje Herrer, I tog England, og det blev ved jer en Grav,

blev en Tomt, hvor kun i Gruset findes Rest af Plov og Ten,

der hvor nu Kaninen snuser til de spredte Arnesten,

blev en Ørk, hvor Græs gror fyldigt men kun sparsomt Mandens Haab.

Kald ej I paa Boel og Bonde; mod Kaninen vend jert Raab!

Kalder I paa Skjold og Hjelmbusk? Nu velan, vi skal ej le

blot I nævne os én Gavtyv hvis Profit I gad ej se,

blot i hele Stræberkoblet -med og uden Ærestab -

én I fandt for plump og simpel for jert fødte Adelsskab.

Om nu en af hine Aagrer af normannisk Byrd sig kror,

lad I de Normanner slumre sødt i deres stjaalne Jord,

lad Guds gode Græs hensumme over dem sin Litani;

de var Drabsmænd, Tyve, Skjælmer; de var bedre Mænd end I!

Kalder I paa Kors og Alter? Sig os da, hvad Bud I lød

da de Tudors vilde Øxer gjennem Klostermuren brød.

O, fortæl, I ædle Korsmænd, hvor I stod om Kirken Vagt,

til dens sidste Fold og Fenne var til eders Godser lagt.

O, I Russ'ler som har slukket hundred Altres Lys i Muld,

I Howard'ere, hvis Sække brister af Guds stjaalne Guld,

kalder I paa Kors og Alter, vender jer mod Korets Rund,

vogt jer, at ej Brødens Hævner slaar jer paa jer frække Mund.

Kald saa sagte I paa Folket; frygt den Harm der slumrer end.

Kald paa Gud, den naaderige; kald ej I for tit paa Mænd!

7/12 1910.