Samlede vaerker

ARBEJDERSANG.

(Karl Henckell.)

Det drøner fra det hule Rum

med Arbejdslarm og-Støj,

mens Mand ved Mand staar bøjet, stum,

i Oljestank og Røg.

Og Bælgen stønner, Hamren slaar,

og Gnisteregn mod Taget staar.

Mens Ødelanden strækker sig

paa Bolster bag sin Pult,

begiver Slaven sig paa Vej,

ansporet af sin Sult.

Og Bælgen stønner, Hamren slaar,

og Gnisteregn mod Taget staar.

For kun en karrig Løn at naa,

for blot at blive mæt,

fra Gry til Kvæld, du ser ham staa

paa samme dunkle Plet.

Mens Bælgen stønner, Hamren slaar,

og Gnisteregn mod Taget staar.

For Børn og Hustru kjæmper han

og stemmer sig imod;

han ved, hvor Sulten suge kan

ens Marv og Hjærteblod,

mens Bælgen stønner, Hamren slaar,

og Gnisteregn mod Taget staar.

Ak, ingen muntre Toner svang

sig gjennem Røgen klam,

og aldrig nogen Digters Sang

har kunnet naa til ham,

mens Bælgen stønned, Hamren slog,

og Gnisteregn mod Taget jog.

Det hænder vel fra Stund til Stund,

hans Sind bli'r sygt af Harm;

da styrter Eder af hans Mund,

men drukner snart i Larm,

mens Bælgen stønner, Hamren slaar,

og Gnisteregn mod Taget staar.

Det er en raa og ilde Ting

at gjøre Mand til Træl;

mærk Øjets Lyn ved Hamrens Sving,

I Herrer, vogt jer vel!

Thi Bælgen stønner, Hamren slaar,

og Gnisteregn mod Taget staar.

»Om Gud i Himlen ej vor Sag

og bange Raab forstaar,

da storm du frem, o, Dommedag,

paa hvilken alt forgaar!

Mens Bælgen stønner, Hamren slaar,

og Gnisteregn mod Taget staar.«

April 1901.