Samlede vaerker

BILLEDHUGGEREN.

(Karl-Erik Forsslund.)

Træd ud, træd ud, du Stenens Sjæl,

snehvid og ren og skjønlændet!

Jeg aner din Ynde, jeg ser dig saa vel

og lukker Øjnene blændet.

Der i dit Bur af raa Porfyr

du drømte fra evige Tider.

Men Stenen blev Blomst og Blomsten Dyr,

og Dyret blev Mand omsider.

Og Velklang steg af Larm og Gys,

bebo'de Verdner af Kaos.

Træd ud og funkl i Dagens Lys

som Gudestøtten i Naos!

Bliv Menneske, bliv en Kvinde myg,

bliv Mand med mægtige Lemmer!

Se, Menneskeheden er brudt og syg

og snørt i Lænker og Remmer.

Her stavrer sulten Fattigdom;

afpillet dens Rygrad luder;

en Pose af Skind, indtørret og tom,

et formløst Skræmsel af Knuder.

Her svingler en Rig i sin Drukkenskab,

en buldrende Tønde paa Foden,

en svullen Klump Kjød, en Bug og et Gab,

en Byld som ret snart bliver moden.

Og oppustet Bug og skrumpent Skind

og alle Fælhedens Faser

de dølger sig skamfuld, de svøbes ind

i dølgende Slør og Laser.

Den Riges Last skal faa sin Bekomst,

og Fattigdommen forsvinde.

Du hvide Sten, slaa ud i Blomst,

bliv Mand, bliv skjønlemmet Kvinde!

Hver Lyde lav, hver Svaghed bleg

fordømte er til at falde

i Livskampens vaarlige Terningleg,

hvor alle brydes med alle.

Engang din Trængsel er længst forbi,

du Drøm om Skjønhed og Styrke.

I hellig Nøgenhed, ren og fri

som Gud skal Manden dig dyrke.

Ved hver en Vej, -fra Eng og Park,

du skal mod Vandreren nikke,

i Skolen, i Hjemmet, i Skov og Mark

du møder de Unges Blikke.

I Kamrets Ro, hvor Mandens Glød

dybt Hustruens Kjærlighed nyder,

der skal du staa, saa i hendes Skjød

din Skjønhedsform han gyder.

Og se, en rankfødt Helteslægt

skal lege ved Jordens Sider -

harmonisk og smidig, med Saarene lægt

mod nye Sejre den skrider.

O du min Drøm, du Stenens Sjæl,

som endnu i Mørket strømmer,

jeg aner din Form fra Isse til Hæl,

hvor dybt i Bjærget du drømmer.

Med lukte Øjne tyst du staar

og mod mig Armene rækker.

Min Mejsel hugger, min Hammer slaar,

i Sang jeg af Søvnen dig vækker.

Marts 1908.