Samlede vaerker

DE LYSTIGE TIGGERE.

En Nat da Løv lig Flagermus

nedsejled over Gaard og Grus

for Nordenvindens Rusk,

da Haglen slog mod Bondens Væg

og Granen stod med Rim i Skjæg,

og hvid var Digets Busk,

da sad en lystig Tatertrop

i Katte-Nancys Hytte

for Pjalterne at drikke op

med alt det gjorte Bytte;

til Skaalen og Skraalen

de dansed og de sang;

ved Stampen og Trampen

lydt Kjøkkentøjet klang.

Tæt op mod Ovnen sad der en

i røde Pjalter; mod hans Ben

stod fyldte Tigger-Sække.

Hans Dulle hviled i hans Arm,

af Drik og Kjærtegn rød og varm

hun smiled til den kjække.

Kys fik hun af ham uden Stop

og Vin i svingfuldt Maal,

mens graadigt hun holdt Munden op,

som Tiggeren sin Skaal.

Hvert Smask da gav Klask, ja

som Piskesmæld i Vang,

til svinglende og dinglende

han rejste sig og sang:

II.

Jeg har Krigens Gud til Far,

og i mangt et Slag jeg var;

mine Hug og mine Ar

tog jeg mod, som de kom;

dette tog jeg for en Tøs;

dette fik jeg af en Fløs,

da mod Fransken det gik løs

under Trommers Bom-Bom.

Mine Læreaar de faldt,

da i Kanada det gjaldt,

og min Fører for Gevalt

under Hug segnet om;

og jeg tjente stadig fort,

den Gang Moro kom til kort

og blev lagt i Jorden sort

under Trommers Bom-Bom.

Ejheller jeg da Pjalt var

nu nylig ved Gibraltar,

men la' paa Krigens Altar

to Lemmer helt from;

hvis atter Fjenden slumper

ind over Grænsen, humper

jeg med paa mine Stumper

under Trommers Bom-Bom!

Skjønt jeg nu er blot et Kræ,

der maa betle Brød og Læ,

med en Arm og Ben af Træ,

mens min Lomme er tom,

er jeg glad dog ved min Flaske,

ved min Tøs og ved min Taske,

som da Kugler hørtes plaske

under Trommers Bom-Bom.

Og skjønt Haaret nu er graat,

og skjønt tit mod Vejret raat

jeg maa rejse mig mit Slot

i en Skovhules Rum

-blot min Sæk man kjøbe vil,

saa min Brændevin slaar til,

tør jeg møde Fanden selv

under Trommers Bom-Bom!

III.

Han slutted; men det vilde Kor

end rysted Tag og Grund,

mens skræmte Rotter baglænds for

helt ind til Hulens Bund.

En Spillemand fra Krogen skreg:

Da capo! Samme Stund

Soldaterglutten rejste sig;

og nu holdt alle Mund.

IV.

Engang var jeg Mø, skjønt jeg mindes ej naar,

og stadig min Længsel til Ynglinger staar;

en Dragon af en Trop blev min Far paa en Nat;

hvad Under, jeg elsker den raske Soldat.

Den første jeg favned, en rødmusset Knøs,

han dundrede altid paa Stortrommen løs;

hans Ben stod i Bue, paa Sned sad hans Hat;

hvor var jeg forlibt i den raske Soldat!

Saa kom en Hr. Pastor og kryssed min Vej,

han vovede Sjælen, og Legemet jeg.

For Kirken nu Trommen i Stikken blev ladt,

jeg viste mig falsk mod min raske Soldat.

Snart fandt jeg dog Fromheden mindre bevendt,

hvad var vel een Præst mod et helt Regiment?

For det stod jeg rede og altid parat,

jeg spurgte kun efter den raske Soldat.

Saa tog jeg til Posen, dengang vi fik Fred,

til jeg mødte ham dér paa et Marked et Sted;

hans Pjalter fra Krigen for mig var en Skat,

hvor nød mine Øjne den raske Soldat!

Min Alder? -Jeg husker den ikke engang;

men end kan jeg glædes ved Vin og ved Sang:

saa længe som Haanden om Glasset har fat:

et Leve min Helt og min raske Soldat!

V.

Men Anders sad i Krogen trang

og drak og kneb en Tatertøjte,

hvad Koret sang og ikke sang,

det raged ikke dem en Døjte;

tilsidst han haled op sin Fløjte,

skar en Grimace, vakled frem,

men før han blæste til med Klem

gav han et Smækkys til sin Tøjte.

VI.

En er Nar, naar han faar en Taar Vaadt,

een et Fæ under Sagens Plædering;

een som Taabe er blot en Per Tot,

men jeg selv er kun Nar af Haandtering.

Min Gudmor hun gav mig en Bog,

paa Kløgt jeg begyndte at haabe;

jeg tror, mit Talent jeg bedrog,

men venter man mer af en Taabe?

Jeg vover min Hals for en Dram,

en Tøs er mig mere end Brødet;

sig, ventes der andet af ham,

der er Nar i Aanden og Kjødet!

Man bandt mig engang som en Stud,

fordi jeg i Svir havde svoret,

i Kirken jeg Skoser holdt ud,

fordi jeg som fuld havde horet.

Jeg, Anders, som gjøgler for Grin,

bør næppe med Dadel anfaldes,

der er jo en Gjøgler saa fin,

som Justitiarius kaldes.

Se denne Filur i sit Fløjl

at skjære Grimacer og glamme

til Folk om vort »lurvede Gøgl«,

skjønt hans gjør vort tifold til Skamme.

I venter Moralen, nuvel

-og Glasset det venter paa mig:

»Den Mand, som er Nar i sig selv,

er større Tosse end jeg!«

VII.

En kraftig Kvind kom nu til Mæle,

en Mester i sit Fag: at stjæle;

saa mangen Pung hun havde hugget,

og endnu flere Pægle drukket;

en Højlandsknøs hun havde valgt,

hvem man i Galgen havde kvalt;

med megen Graad hun fanged an

med Sangen om John Højlandmand:

VIII.

En Højlandsgut jeg elsked frit;

Lavlandets Lov han ændsed lidt,

men han var trofast mod sin Klan,

min tapre Gut John Højlandmand.

Sing hej, min gjæve Højlandmand!

Sing ho, min gjæve Højlandmand!

Der er ingen Knøs i dette Land,

der ligner min John Højlandmand!

Hans Kappes Bræm, hans Tæppes Kast,

hans gode Slagsværd, blankt og hvast,

mangt Kvindehjærte stak i Brand!

-min tapre Knøs, John Højlandmand!

Fra Tweed til Spey vi strejfed om

i Sus og Dus, saa langt vi kom;

han frygted ingen Mand og Stand,

min kjække Knøs, John Højlandmand.

De drev ham over Havet bort,

men Træets Knop kom selv tilkort,

før næste Vaar jeg laa forsand

i Favnen paa John Højlandmand.

Men ak, de fanged ham tilsidst

og lænked ham bag Fængslets Rist;

Forbandelse paa dette Land!

De hængte min John Højlandmand!

Som Enke gaar jeg nu omkring

og glædes ej ved nogen Ting;

i Flasken jeg kun drukne kan

min Tanke paa John Højlandmand!

Sing hej, min gjæve Højlandmand!

Sing ho, min gjæve Højlandmand!

Der er ingen Knøs i dette Land,

der ligner min John Højlandmand!

IX.

En lille Praas med Fjol og Bue

fik her sit Hjærte bragt i Lue

ved Synet af den svære Frue

i Taarer smeltet,

skjønt han kun naa'de med sin Hue

den Viv til Bæltet.

Med Fjol mod Lænd og Blik paa Vagt,

han stemte Strengen uforsagt,

til i en Arioso-Takt

hin Dværg-Apollo

fremtvang med Allegretto-Magt

hin giga solo:

X.

Lad mig naa op og tørre væk

den stride Strøm, den Taarebæk,

vær du min Glut og jeg din Gjæk,

saa blæse være med Resten!

Af Haandværk er jeg en Spillemand,

jeg spiller for Pigerne trindt om Land;

af alle Viser, jeg spille kan,

den bedste er: blæse med Resten!

Vi spiller til Dans i Høst og Slet.

Og hvor vi to skal føre os net!

Og alle Vegne drikker vi tæt

og blæser et Stykke ad Resten.

Vi gnaver glade det samme Ben

og soler Ryggen ved samme Sten;

til fælles Behag og slet ingen til Mén

vi blæser et Stykke ad Resten.

Ja, kommer du, dejligste, ind i min Arm,

da glemmer jeg Sulten, der nager min Tarm

og gnider min Fele og svælger min Harm

og blæser et Stykke ad Resten!

XI.

Nu sprang en kraftig Tater op,

jaloux paa Spillemanden,

og rev en Kniv fra Buxens Strop

og rynked bistert Panden.

Han trued med at flække ham,

som Kokken flækker Hjejler,

og ganske grundigt stække ham

som denne Dames Bejler.

Med angstfuldt Blik den kaade Strik

-han var jo kun saa liden! -

nu knæled ned og bad om Fred,

og dermed endte Striden;

og skjønt hans Hjærte bæved ved

at se de tvende gantes,

han lo ad denne Vise med,

da ingen Omvej fandtes:

XII.

Min Snut, drag med en Kobbersmed!

-for det er min Bestilling;

saavidt jeg for, som Kristne bor,

og tjente mangen Skilling.

Jeg tog mod Mønt og fik begyndt

helt godt paa Exercitsen,

strøg saa af Sted; den raske Smed

ham smagte ej Militsen.

Naa Tøs! saa værg dig mod den Dværg

med al hans Væv og Blødsind,

og slut dig til en ærlig Sjæl

med Randsel og med Skjødskind.

Ved denne Stob, min Tro og Haab

og ved min gode Klinge,

om du faar Nød og fattes Brød,

gid jeg af Tørst maa springe!

XIII.

Den Sanger sejred, Kvinden sank

i Smedens Favn omkuld,

dels for hun halvt var elskovskrank,

dels for hun helt var fuld.

Sir Violino holdt sig rank,

tog til sin Hattepuld

og ønsked dem fra Lykkens Bank

Valuta: Held og Huld

samt Øl den Nat.

Men Drengen Amor slap en Pil,

en »Dame« mærked Svien

og søgte hos vor Spil'mand Hvil

i Læ af Hønsestien.

Men hendes Husbond dansed Ril

og tørned rundt som Bien,

naar den er vred, -dog snart i Smil

han skifted Melodien

og lo den Nat.

Han var en Ka'l! -saa bindegal,

som Bakkus kunde fæste;

og skjønt hans Lykke tit var skral,

var hans Humør det bedste.

Om eet han bad: at være glad,

og ikkun Tørst han frygted.

Hans Pest var Tvang, hans Fest var Sang,

og saadan Musen røgted

hans Kald den Nat:

XIV.

Jeg er Poet og ilde set

hos Folk af Stand og alt det;

men Hoben selv den lytter til,

som selve Livet gjaldt det.

For alt det, og alt det

og meget mer end alt det.

En strøg der men jeg har to igjen,

d'er Kvinder nok for alt det.

Jeg aldrig fik af Musers Drik,

Kastalias Væld og alt det,

men Bæger-Skum af Vin og Rom

-jeg Helikon har kaldt det.

For Glutter smaa jeg ej kan staa,

men elsker dem og alt det;

sligt bød jo Gud; hans Visdomsbud -

sig, skulde jeg ha' kvalt det!

Een Stund du nød i Lykkens Skjød

med Kys og Klap og alt det.

Hvor længe vil sligt Held slaa til,

før Tidens Gus har kvalt det?

De Tøse har gjort mig til Nar

ved Smil og List og alt det;

dog: deres Skaal til bredfuldt Maal!

De drager mig trods alt det.

For alt det og alt det

og meget mer end alt det!

For deres Vel jeg gav min Sjæl

og mere til for alt det!

XV.

Saa sang den Skjald, og Nancys Hus

gav Lyd af Skraal og Bifaldsbrus

og Træskotramp og Hvin,

det sidste Shawl, det sidste Slag,

den sidste Pjalt paa deres Bag

blev solgt for Brændevin.

Den muntre Flok, der ej fik nok

i Skjaldens første Sang,

bad ham -hej-hop! at løse op

for Posen end en Gang.

Op sprang han, saa sang han

af alle Livsens Kræfter;

da hven man og gren man

og sang Refrænet efter:

XVI.

Se dog hvor vor glade Klynge

hviles ind i Bollens Damp!

Lad os drikke, lad os synge,

lad os glemme Livets Kamp!

Pyt med dem som kræver Galger!

Frihed er en herlig Fest!

Loven er kun for Kanaljer,

Kirke blev kun til for Præst.

Hvad er Titler, hvad er Velstand,

hvad er Ros paa Ærens Vej?

Blot jeg glædes uden Stilstand,

rager Resten ikke mig.

Dagen tures bort, og svinder

Solen bag den mørke Sø,

sover vi hos vore Kvinder,

i en Lades friske Hø.

Tror I Dampens Vogntog løber

mere let fra Sted til Sted,

tror I Ægtesengen røber

større Maal af Kjærlighed?

Livet er Uvisheds Forum;

ingen ser, hvor langt det naar,

lad dem snakke om Decorum,

der selv Titler gi'r og faar.

Skaal for vore Tiggersække!

Skaal for hver en pjaltet Dreng!

Glut og Randsel -leve begge!

Hurra for vort glade Slæng!

1898.