Samlede vaerker

DEN DØDE LÆRKE.

Nys jeg gik i den dybe Sne,

fik et skjærende Syn at se:

Halvt begravet bag Sneens Flig

laa der et lille Lærkelig.

Tog jeg Fuglen i Haanden op.

Aa, saa mager dens spinkle Krop!

Dragten krøglet af Slud og Kuld,

og til Taaen er frosset Muld.

Slapt nu hænger din Vinges Fjer,

Struben har ingen Triller mer.

Stakkels stækkede Spillemand,

Vaarens Varsel til Frostens Land,

sang saa gjerne for Hytten lav,

Sangergaven: i Sne en Grav!

Hvorfor kom du den lange Vej

hid fra blidere Landes Maj,

drog fra Palmer og Sol og Frø

for bag en iset Sten at dø?

Længtes du saa fra Sydens Strand

op mod det barske danske Land,

banked saa heftigt dit spinkle Bryst

efter at skue din Barndoms Kyst?

Der, hvor Døden dig slog saa brat,

fandt du Livet en Dugfaldsnat,

bag om Kløver og blanke Straa

laa du blandt Redens andre smaa.

Moders Fløjten og Faders Sang

hørte du der for første Gang.

Fuld af Lykke var Nat som Dag,

Moders Vinge var Værn og Tag,

Græssets Stængler som Palmer svang,

højt i Toppen Dugdraaber hang.

Hyrdens Aande saa øm og lun

maged en Plet i dit bløde Dun,

lille Hyrde paa korte Ben

satte ved Reden fire Sten,

flytted sin Kalv saa langt af Vej,

at den ej skulde træde dig.

Du fik Vinger, og du fik Top,

hilst af Gryet du svang dig op,

først du undred, og saa du sang,

tryllet af Strubens første Klang.

Tog saa Skyen i sikre Sæt,

Rugen laa som en irgrøn Plet,

dér steg Høje, og dér steg Lund,

dér steg Byer bag Bælt og Sund . . .

Aldrig glemtes hin Morgenstund!

Pinjers Ynde og Palmers Pragt

har mod Minder slet ingen Magt.

Lærkelængsler mod Kløverland

skjæbnebinder os, Fugl som Mand.

Kjærligheden har altid Ret;

naar man elsker, er Flugten let;

bedre af Sult bag en Sten at dø

end at svigte sin Barndoms Ø.

28/2 1910.